Lomvien i Grønland: mulige effekter af forskellige bestandspåvirkende faktorer, og praktiske grænser for ressourceudnyttelse. Technical Report No. 38

Lomvien i Grønland: mulige effekter af forskellige bestandspåvirkende faktorer, og praktiske grænser for ressourceudnyttelse af Knud Falk og Kaj Kampp Ornis Consult A/S København 3 Teknisk rapport nr. 38, december 2000 Pinngortitalerffik, Grønlands Naturinstitut Siulequt Pisuussutit uumassusillit pillugit – appanik - aqutsineq pitsaassusiatigut qulakkeerniarlugu Avatangiisinut Pinngortitamullu Pisortaqarfik pisuussutit uumassusillit pillugit ilisimasanik nutaanik pissarsinissaminik pisariaqartitsiuarpoq. Ilisimasat sumiiffippassuarni assigiinngitsutigullu suliat nassaassaapput: Sumiiffikkaani inuit ilisimasaat, pinngortitami angalasarnerminni maluginiartakkaminnit pissariarisartagaat, kiisalu paasissutissat aaqqissuussaanerusut ilisimatuussutsikkut misissuisarnerni katersorneqartartut, nalunaarusiatigut amerlaqisutigut ilisimatuussutsikkullu allaaserinninnikkut naqitertinneqartartut. Paasissutissat tamakku katersorlugit suliareqqillugillu ataatsimoortillugit saqqummiunnerini aqutsinikkut tunngavissat pitsassut pissarsiarineqartarput. Nalunaarusiaq manna immikkut inniminniigaavoq Avatangiisinut Pinngortitamullu Pisortaqarfimmit aningaasalersorneqartoq. Nalunaarusiap ilusissaanik Pisortaqarfik aalajangeeqataasimavoq. Suliaqarfitsigulli imarisai taakkulu saqqummiunneqarneri nalunaarusiamik allaaserinnittup akisussaaffigai. Appat pillugit ilisimasat tamakkerlugit nalunaarusiami ilaatinneqanngillat – ilisimasat tamakkissagaluaraanni annertuallaaqimmata. Nalunaarusiamili ilisimasat eqikkarneqarput, appaqassusia aqussagaanni pisariaqartinneqartunik imaqarluni. Nalunaarusiami immikkoortut ilaat teknikkimut tunngasorujussuupput, atuartussanut amerlanernut paatsuunganarsinnaallutik. Immikkoortulli tamakku ilanngunneqarput, soqutiginnilluni atuartussat annertussutsikkut eqqarsaatigisartakkanik ilaatinneqartartunik ajornaatsuinnaanngitsunik paasisaqarniassammata, tamakku pisuussutinik atuinissamut inassuteqarniartarnerni atorneqartarlutik. Nalunaarusiami pingaartinneqarpoq, sammisat ilaat immikkut ittut paasiuminaatsullu assersuutissanik aalajangersimasunik assersuusiorlugit saqqummiunneqarnissat. Taamaattumik nalunaarusiaq appat pillugit suliaqarfikkut tunngavissaavoq nutaaq, pinngortitamik atuisut, ilisimatuut, naalakkersuinermik suliallit, atorfillit, tusagassiortut ilinniartitsinermillu ingerlatallit pissarsiffigalugu atorluarsinnaasaat. Avatangiisinut Pinngortitamullu Pisortaqarfiup neriuutigaa nalunaarusiaq manna pisuussutit uumassusillit allat aqunneqarneranni suliamik annertusaaffigisassatut pisariaqartinneqartut pillugit nalunaarsuanik assingusunik malitseqassasoq. Peter Nielsen Immikkoortortami Pisortaq Avatangiisinut Pinngortitamullu Pisortaqarfik 4 Forord For at sikre kvaliteten i forvaltningen af de levende ressourcer - f.eks. polarlomvien - har Direktoratet for Miljø og Natur behov for altid at have adgang til ajourført viden om ressourcerne. Viden findes mange steder og i mange former: Lokal viden hos personer, der har samlet iagttagelser under deres færden i naturen, og mere metodisk indsamlede data fra videnskabelige undersøgelser, publiceret i stribevis af rapporter og videnskabelige artikler. Kan denne viden samles og bearbejdes til en samlet fremstilling fremkommer der et stærkt forvaltningsgrundlag. Denne rapport er et bestillingsarbejde finansieret af Direktoratet for Miljø og Natur. Direktoratet har været med til at bestemme formen på rapporten. Det faglige indhold og fremstillingen heraf er imidlertid forfatternes ansvar. Rapporten indeholder ikke al viden om polarlomvier - dertil er den totale viden alt for omfattende. Men rapporten giver en sammenfatning af den viden, der er behov for, når bestandene af polarlomvier skal forvaltes. Visse afsnit af rapporten er meget tekniske, og vil være tungt stof for de fleste læsere. Disse afsnit er medtaget for at give den interesserede læser indblik i de komplekse kvantitative overvejelser der indgår, når man skal give anbefalinger til ressource-udnyttelsen. I rapporten er der lagt vægt på, at særligt vanskeligt forståelige emner bliver gennemgået med konkrete eksempler. Rapporten er derfor en ny faglig platform angående polarlomvier, som brugere af naturen, videnskabsfolk, politikere, embedsmænd, journalister og undervisere kan have glæde af. Det er Direktoratet for Miljø og Naturs håb, at denne rapport vil blive fulgt af tilsvarende rapporter om andre levende ressourcer, hvor forvaltningsindsatsen skal øges. Peter Nielsen Afdelingschef Direktoratet for Miljø og Natur 5 INHOLD 1. INDLEDNING 4 1.1. Betydningen af lomvierne som ressource i Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 1.2. Polarlomviens globale udbredelse og bestandsforhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 1.2.1. Ynglebestande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 1.2.2. Trækveje og vinterbestande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 1.3. Behov for forvaltning: lokalt overudnyttet men ikke globalt truet . . . . . . . . . 7 2. POLARLOMVIEN I GRØNLAND . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 2.1. Udbredelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 2.2. Fuglenes optræden ved ynglepladsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 2.3. Bestandsudvikling i forskellige regioner i Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 2.3.1. Vidensgrundlag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 2.3.2. Seneste moniteringsindsats: hvor er situationen kritisk? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 2.4. Populationsdynamik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 2.5. Effekter af jagt på lomviebestande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 2.5.1. Bestandsregulering hos lomvier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 2.5.2. Den relative betydning af jagt på forskellige aldersklasser og af ægsamling . . . . . . 14 2.5.3. Hvor stort et jagttryk tåler lomviebestande? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 2.5.4. Hvorfor kortvarige fredninger er virkningsløse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 2.5.5. Et regneeksempel fra Uummannaq . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 2.6. Den aktuelle udnyttelse af lomvierne i forskellige regioner . . . . . . . . . . . . . . 17 2.6.1. Vinterjagt i Grønland og Canada . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 2.6.2. Forårsog sommerjagt i yngleområderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 2.6.3. Vurdering af sommerog vinterjagtens betydning for bestandene . . . . . . . . . . . . . 19 2.6.4. Ægsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 2.7. Forstyrrelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 2.7.1. Flytrafik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21 2.7.2. Mulige effekter af sejlads, turisme mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 2.7.3. Rovdyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23 2.7.4. Naturlige fysiske forandringer: stenskred mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 2.8. Drukning i fiskeredskaber: et problem i 1970erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 2.9. Olieforurening og miljøgifte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 2.10. Fødeforhold og klimaændringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 2.10.1. Føde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 2.10.2. Klimaændringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 2.11. Flytninger til andre kolonier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 2.12. Årsager anført af lokale fangere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 2.12.1. Alment om lokal viden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 2.12.2. Interviews med fangere i Upernavik kommune . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 3. SAMMENFATNING: INSTRUMENTER TIL FORVALTNING AF LOMVIERESSOURCERNE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 3.1. Generelle reguleringsmekanismer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 3.2. Reguleringsmekanismernes effekt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 3.2.1. Fredningstider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 3.2.2. Fredningszoner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 6 3.2.3. Begrænsninger i fangstmetoder og -udstyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 3.2.4. Begrænsninger i hvem der får lov at udnytte ressourcerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 3.2.5. Kvoter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .33 3.2.6. Begrænsning af afsætningsmulighederne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 3.2.7. Effektive tiltag i Canada . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 3.2.8. Kvantitative virkninger af jagtlovsjusteringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 4. REFERENCER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Liste over benyttede forkortelser CAFF Conservation of Arctic Flora and Fauna CSWG Circumpolar Seabird Working Group DMN Avatangiisinut Pinngortitamullu Direktoratet for Miljø og Natur Pisortaqarfik (Grønlands Hjemmestyre) DMU-AM Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Arktisk Miljø GN Pinngortitaleriffik Grønlands Naturinstitut TEK Traditional Ecological Knowledge 7 1. INDLEDNING Som administrator af naturbeskyttelseslovgivningen er Direktoratet for Miljø og Natur i Grønlands Hjemmestyre ofte udsat for at skulle reagere på henvendelser fra offentligheden og de politiske organisationer angående praktiske forvaltningsforslag og/eller klager etc. Hertil kræves ofte adgang til opdateret information om ressourcestatus og mulige effekter (kendte eller vurderede) af forskellige påvirkningsfaktorer. Blandt fuglevildtet er der oftest forvaltningsproblemer med lomvien, der er landets vigtigste fuglevildt, og den offentlige debat om årsager til bestandsnedgange er nærmest konstant. For lomvien, som er en langsomt reproducerende art, kan grænsen for bæredygtig udnyttelse let overskrides, hvorfor man i visse områder i Grønland har set bestandsnedgange eller endog udryddelse af lomviekolonier. De biologiske forhold, som gør lomvien sårbar kan undertiden være svære at forklare overfor lægfolk, og de samme spørgsmål og (bort)forklaringer dukker op igen og igen. Derfor er der behov for at resumere den kendte viden om lomvierne i Grønland, og forsøge at give fakta om de bestandsregulerende faktorer, som bør overvejes når man skal give praktiske forslag til forvaltning lomviebestandene. Denne rapport er et forsøg herpå, og nedenfor a) præsenteres en oversigt over kendt viden om lomviebestandenes status i Grønland, b) resumeres argumenter for og imod forskellige forvaltningstiltag og påståede eller reelle trusler og udnyttelsesformer, herunder mulige effekter af: • udnyttelse i form af ægsamling og jagt på forskellige bestande og aldersklasser i forskellige områder og årstider, • forstyrrelser i bred forstand, dvs. fra jagt i yngleområdet (tab af æg, anskydninger), sejlads, flytrafik, turisme, rovdyr etc. • andre former for dødelighed, fx drukning i fiskenet, stenskred etc. • olieforurening og miljøgifte, • stedtrohed og flytninger mellem kolonier, og • fødemangel og klimaændringer. Da overvejelser om økologisk bæredygtigt fangstniveau hænger nøje sammen med artens populationsdynamik gives nedenfor en udførlig og grundigt kommenteret gennemgang af dette emne, inklusive vurderinger af usikkerheden på parametre i beregningerne. Disse afsnit er ikke tjenlige til direkte formidling overfor offentligheden, men sigter mod at give hjemmestyrets biologer og administratorer en samlet fremstilling af de naturgivne begrænsninger for udnyttelsen af lomvien som levende ressource. Under Grønlands Hjemmestyres informationsture til Upernavikområdet i 1998 og 99 (jf. Christensen & Slettemark 1999, Slettemark & Christensen 2000) fremkom jægerne under møder flere steder i kommunen med forskellige opfattelser af trusler mod lomviebestandene. Sidst i dette notat kommenteres de fremkomne synspunkter i lyset af lomviernes biologi og populationsdynamik. Notatet giver endvidere referencer til litteratur hvor der kan findes mere uddybende information om de relevante emner (samlet i referenceliste sidst i rapporten). 8 1.1. Betydningen af lomvierne som ressource i Grønland I Grønland har befolkningen traditionelt udnyttet de store havfuglebestande, som stadig udgør en vigtig næringskilde. Polarlomvien og de to ederfuglearter er i Vestgrønland de vigtigste arter, mens Søkongen også spiller en væsentlig rolle i Nordog Østgrønland. Gennem de sidste årtier er udnyttelsen af havfuglene i nogen grad kommercialiseret, dels ved at fangerne i byerne har omsat en del af deres bytte via de lokale markeder ('brættet'), dels ved indhandling til fiskefabrikker med henblik på videresalg som frostvarer. Jagt til den private husholdning spiller dog stadig en stor rolle, og jagt i det hele taget anses for at bidrage væsentligt til befolkningens identitetsfølelse. Subsistensjagten er svær at værdisætte, men et begreb om størrelsesordenen kan måske alligevel fås udfra salgspriser på brættet, kombineret med estimater af omfanget af jagten på Polarlomvier (100000 til 400000 per år) hvorved denne art alene repræsenterer 3 – 12 mio. kr. årligt i Grønlands økonomi. Jagten på ederfuglearterne er i nogle områder lige så vigtig som lomviejagten, og en værdi af samme størrelsesorden for ederfuglene er ikke urealistisk. Det eneste sted hvor lomviejagten har et lignende omfang er i det østlige Canada: ved Newfoundland nedlagdes tidligere mindst 1⁄2mio. lomvier hver vinter, men nye regler har stort set halveret høsten de senere år. Grundet lomviebestandenes grænseoverskridende vandringer tolder fangerne i Grønland og Canada af 'hinandens' ynglefugle samt af fugle fra Svalbard (Norge) og i nogen grad Island, hvilket komplicerer forvaltningen af de fælles ressourcer. Jagten på lomvierne har i Grønland imidlertid nået et niveau, hvor den - i hvert fald lokalt - ikke er bæredygtig. En tidligere stor bestand i Uummannaq er således forsvundet, og i Upernavik er især de bynære kolonier drastisk reduceret. Hovedårsagen menes at være den indtil 1988 legale jagt på fuglene i yngletiden. Lomviebestanden i det tyndtbefolkede Avanersuaq (Thuleområdet i Nordgrønland) synes derimod at være intakt, og der yngler i dag flere lomvier i dette område end i resten af Grønland tilsammen. De små kolonier i Østgrønland er også i tilbagegang. Havfuglebestandene påvirkes naturligvis af andre faktorer end jagten, fx forurening, oliespild, forstyrrelser etc. I Canada og Grønland er jagt dog p.t. identificeret som den væsentligste enkeltfaktor, og derfor i fokus når den praktiske ressourceforvaltning skal sikre en bæredygtig udnyttelse. 1.2. Polarlomviens globale udbredelse og bestandsforhold 1.2.1. Ynglebestande Alkefuglene findes kun på den nordlige halvkugle, og begge lomviearterne – Almindelig Lomvie og Polarlomvie – er circumpolart udbredt. I Grønland er Almindelig Lomvie dog så sjælden (jf. nedenfor), at betegnelsen ’lomvie’ i praksis kun dækker over Polarlomvien1– det gælder også i denne rapport. 9 10 Figur 1. Polarlomviens globale udbredelse (data fra CSWG 2000). De stiplede linier markerer de kolonier som leverer hovedparten af de lomvier, som nedlægges i Grønland”. Genfund af ringmærkede fugle viser, at også en lille del af lomvierne fra de mere sydlige canadiske kolonier i Hudson Strædet kommer til Grønland. På Figur 1 er alle verdens polarlomviekolonier angivet; verdensbestanden udgør omkring 5,4 millioner par (tabel 1). Hertil kommer, at en del af kolonierne i det østlige Rusland samt Alaska udgøres af begge arter, men at optællinger ikke har adskilt de to arter, så det vides ikke hvor stor en andel af de godt 1,6 millioner par i blandede kolonier der er Polarlomvier (data sammenfattet af CSWG 2000). 1.2.2. Trækveje og vinterbestande Efter yngletiden trækker Polarlomvierne fra de nordlige kolonier til områder hvor havet ikke bliver isdækket om vinteren. De omtrentlige trækruter identificeret vha. 11 Figur 2. Polarlomviens omtrentlige trækveje i Nordatlanten; de skraverede felter er de vigtigste overvintringsområder for mange lomviebestande, inklusive de grønlandske. få et-års fugle kommer nær deres fødested den første sommer og opsøger ikke kolonien (0% angivet i Tab. 2), mens en stor del af 2-års fuglene træffes i/ved kolonien (sat til 60% i Tab. 2), og praktisk taget alle de ældre, ikke-kønsmodne individer optræder som „prospektorer“ ved kolonien (Kampp 1988, Noble et al. 1991). Den ene af magerne i et lomviepar er næsten altid ude og søge efter føde, mens prospektorerne har bedre tid til at opholde sig på fjeldet; den i Tab. 2 angivne fordeling overdriver dog antallet af unge fugle i kolonien en lille smule i forhold til kendte undersøgelser (Gaston & Nettleship 1981, Gaston & Jones 1998), men til gengæld ses her bort fra de få ikke-ynglende adulte. Bemærk, at en observatør vil finde ca. 714 fugle siddende hjemme i kolonien, og ved brug af k-faktoren fås antal ynglepar (714 ¥ 0,7 = 500). Nordvestgrønland (Avanersuaq): Avanersuaq huser fem lomviekolonier, heriblandt en af landets største, Appat, på vestsiden af Saunders Ø. De fem kolonier rummede ved seneste optælling cirka: Kolonikode Koloni Optællingsår Antal lomvier 77002 Appaarsuit / Hakluyt Ø 1997 37.000 76007-9 Kitsissut / Carey Øer 1987 6.700 76014 Appat / Saunders Ø 1987 143.000 76013 Issuvissuup Appai / Parker Snow Bugt 1987 50.000 76012 Appat Appai 1987 48.000 Den eneste koloni som har været genoptalt er Hakluyt Ø, hvor der ikke kunne ses nogen bestandsændring mellem 1987 og 1997 (Falk & Kampp 1998). Alle kolonier ligger forholdsvis langt fra beboelse, og selvom jagt i yngletiden er tilladt er jagttrykket fra den relativt lille befolkning i området tilsyneladende tilpas lavt til, at de store kolonier ikke i øjeblikket lider synlig skade derved. Upernavik: Kommunen huser nedenstående otte kolonier, hvoraf de to største er beliggende i den nordlige del af området – langt fra Upernavik by og hovedparten af jægerne. Trods mindre nedgange kan disse kolonier anses for nogenlunde intakte og ikke umiddelbart truede ved det hidtidige jagttryk Kolonikode Koloni Optællingsår Antal lomvier 73010 Apparsuit / Kap Schackleton 1994 153000 73009 Kippaku 1994 13800 73007 Toqqusaaq 1994 46 72005 Kingittuarsuk 1987 39 72008 Apparsuit / Sandersons Hope 1998 980 72014 Kingittoq / Apparsuit 1998 6990 72013 Appatsiaat 1998 58 72011 Timmiakulussuit 1998 345 18 De fem sydligste kolonier ligger ret nær byen og langs almindelige sejlruter; de er blevet kraftigt reduceret i de sidste årtier og er på vej til at uddø (se seneste beskrivelse hos Merkel et al. 1999), efter al sandsynlighed grundet for højt jagttryk i forår og sommer. Med undtagelse af Uummannaq, hvor den store bestand er udryddet, er sydlige Upernavik det område i Grønland hvor effekten af jagten på de lokale bestande er mest alvorlig. Merkel et al. (1999) giver en grundig beskrivelse af de fire sydligste kolonier fra 1998, inklusive lokale forstyrrelser og jagt; en række tilfælde af ulovlig jagt herfra blev meget omtalt i den grønlandske presse. I den sydlige del af Upernavik kommune har der tidligere været yderligere syv små kolonier (op til 1500 fugle), som forsvandt i 1960erne eller 70erne. Uummannaq og Disko Bugt: Uummannaq havde indtil midt i 1900-tallet en stor lomviekoloni, Salleq, der nu er forsvundet sammen med syv meget små kolonier i kommunen. Uummannaq kommune erkendte i 1960erne at kolonien var for hårdt udnyttet, og fredede kolonien fra 1969 til 1972. Dette indgreb kom dog for sent, og var under alle omstændigheder af for kort varighed til at have nogen effekt på en langsomt reproducerende art som lomvien (jf. nedenfor). Den engang intense jagt ved Salleq er for øvrigt beskrevet i en kort artikel af Jørgen Fleisher (u.å.) I Disko Bugt findes en enkelte lomviekoloni nær det gamle udsted Ritenbenk (Ilulissat kommune). Bestanden er under konstant, langsom tilbagegang, og er reduceret med 20% i perioden 1984 – 1998 (Merkel et al. 1999). Tidligere (1940-60erne) fandtes yderligere fire små lomviekolonier i kommunen. Kolonikode Koloni Optællingsår Antal lomvier 69049 Innaq / Ritenbenk 1998 3415 Sydvestgrønland: Kolonikode Koloni Optællingsår Antal lomvier 65019 Taateraat 1988 8915 65013+15 Sermilinnguaq 1987/1992 11500/4540 65003 Innarsuaq / Søndre Isortoq 1988 2200 63010 Nunngarussuit 1992 3000 61002 Taateraarunnerit / Fox Faldet 1999 2574 60012 Kitsissut Avalliit / Ydre Kitsissut 1999 5501 + 5450 1: Alm. Lomvie Området havde tidligere en række små kolonier, som nu er forsvundne; det drejer sig om mindst en i Nuuk, to i Paamiut, og en i Qaqortoq kommune. 19 Grunden til at der er opgivet to værdier for tvillingkolonierne 65013 & 15 er, at der med få års mellemrum og med forskellige observatører og metoder (foto/direkte) blev registreret et markant forskelligt antal fugle. Hvis forskellen ikke skulle være resultat af metodeforskelle, herunder døgnvariation, er der tale om en uventet markant tilbagegang sammenlignet med andre kolonier i området. I løbet af blot 7 år (1992 – 1999) er den samlede bestand på Ydre Kisissut (60012) gået tilbage med ca. 37%, og dele af de største og lettest tilgængelige delkolonier står nu tomme. Den lille koloni (61002) i Arsuk Fjord – etableret så sent som i 1970erne (se afsn. 2.11) – synes derimod stabil (Falk et al. 2000). Østgrønland: Der er kun to lomviekolonier i Østgrønland ved Ittoqqortoormiit/Scoresbysund. De er senest optalt i 1995, hvor begge kolonier blev optalt fra fotos, der viste at kolonien ved Kap Brewster rummede ca 14800 ± 1500 fugle, mens Raffles Ø husede ca 2500 ± 400 fugle. I forhold til tidligere angivelser (fra 1973/74) er bestanden i de to kolonier reduceret med henholdsvis 26-68% og måske 35% i løbet af godt 20 år. Kolonikode Koloni Optællingsår Antal lomvier 70508 Kangikajik / Kap Brewster 1995 14800 70505 Kangikajik / Kap Brewster 1995 2500 2.3.2. Seneste moniteringsindsats: hvor er situationen kritisk? Som nævnt ovenfor er der påvist sikre tilbagegange i lomviekolonierne i: • sydlige Upernavik • Uummannaq (forsvundet) • Ilulissat • Nuuk og Paamiut (forsvundne kolonier) • Qaqortoq • Ittoqqortoormiit og muligvis tilbagegang ved Maniitsoq (Sermilinnguaq), mens bestanden synes sund i Avanersuaq. Den seneste moniteringsindsats dokumenterer at bestandstilbagegange fortsætter i sydlige Upernavik (1998) og Ilulissat (1998), og at den lille koloni i Qaqortoq er reduceret (1999) i forhold til tidligere, samt at bestanden i de to eneste kolonier i Østgrønland er i tilbagegang (1995). Der er ingen såkaldte „beviser“ for hvad der har forårsaget de markante tilbagegange, men som det vil fremgå af nedenstående gennemgang af lomviens populationsdynamiske forhold peger mange strømpile i samme retning: lokal jagt i yngletiden. De mulige effekter af jagt – og andre dødsårsager – gennemgås i de følgende afsnit. Dele af disse forklaringer er tidligere blevet offentliggjort i populær form (se Kampp 1988a). 20 2.4. Populationsdynamik Omsætningen i bestande (populationernes dynamik) undersøges/beskrives almindeligvis vha. matematiske modeller. I disse indgår et varierende antal variabler (populationsdynamiske parametre), og de talværdier, disse tillægges, bestemmes ved undersøgelse af den aktuelle bestand eller evt. af andre bestande af samme dyreart. Da et meget detaljeret kendskab til bestanden sjældent foreligger, gøres modellen oftest simpel (få parametre). Hvor godt sådanne modeller afspejler virkeligheden, kan selvfølgelig diskuteres; men i reglen er de intuitivt rimelige, ganske robuste, og har i mange tilfælde vist deres værdi i praksis. Der er naturlige grænser for, hvor detaljerede svar man kan hente ud af simple modeller; men de kan vise generelle tendenser samt fx angive skøn over den maksimale, potentielle bestandstilvækst eller den maksimale, bæredygtige udnyttelse. I de fleste modeller indgår som parametre: • den årlige dødelighed, q, (eller overlevelse s: s=1-q) for forskellige aldersklasser3, • den årlige ungeproduktion per individ for forskellige aldersklasser, • samt evt. rater for udvandring fra og indvandring til bestanden. For fugle er det almindeligt at anse dødeligheden for aldersuafhængig efter de første få leveår. Det er som regel en god tilnærmelse, da meget få fugle i naturlige bestande lever så længe, at en "alderdomssvækkelse" bliver mærkbar. For meget langlivede fugle er tilnærmelsen knap så god, men gevinsten ved at komplicere modellen ved at indføre højere dødelighed for de ældste aldersklasser er stadig marginal. Tilsvarende bruges ofte samme værdi for produktiviteten for alle ynglende aldersklasser, med mindre markante forskelle er blevet registreret ved feltundersøgelser. For lomvierne kan vi således operere med følgende parametre: • adult årlig overlevelse, s (sandsynligheden for at en fugl overlever året, eller den brøkdel af fuglene, der fortsat er i live ved årets slutning), • den årlige overlevelse for de første få årgange, fx s1s2og s3for1første, andet og tredje leveår, • årlig ungeproduktion4pr individ, m, dog 0 for de k yngste, ikke-ynglende aldersklasser. For lomvier er k cirka lig 5 – enkelte fugle yngler allerede som treårige, andre først i 6-7-årsalderen, men gennemsnittet i alle undersøgte bestande har ligget nær 5 år. 21 3I det følgende betegner ’adult’ en kønsmoden (voksen) fugl 5 år eller mere gammel. 4Bemærk, at lomvier aldrig lægger mere end et æg; hvis det først lagte æg mistes tidligt i rugetiden vil næsten alle par forsøge at lægge et nyt æg (”omlæg”), som typisk bliver lagt 2 uger efter tabet af det første æg. Hvis andet æg mistes vil fuglene kun helt undtagelsesvis forsøge at lægge om en tredje gang (Gaston & Jones 1998). Hvis vi ignorerer effekten af indog udvandring (se 2.11), får Lotkas klassiske formel følgende udseende: λksλk-1 - βm = 0 hvor βer den samlede3overlevelse frem til yngledygtig alder – med ovenstående symboler er β= s1s2s3sk-3 . λer den årlige vækstfaktor for bestanden, dvs. Nt+1 = λNt(hvor Nt er bestandsstørrelsen i året t). λ= 1.1 betyder 10% årlig tilvækst, λ= 0.9 10% årlig tilbagegang, osv. For en stabil bestand (λ= 1) ses det, at βm = 1-s. Dette siger simpelt hen, at rekrutteringen til ynglebestanden bm (de overlevende efter k år af de m producerede unger) er lig dødeligheden blandt ynglefuglene (ganges begge sider med bestandsstørrelsen N, fås antal rekrutter, Nbm, hhv. antal afdøde ynglefugle, N(1-s)). Talværdier for adult overlevelse og produktivitet er fundet for adskillige bestande og har vist sig at være næsten ens for uudnyttede bestande af begge lomviearter: 22 Figur 4. Simpel populationsmodel for en lomviebestand (efter Kampp 1988a) • s = 0.90-0.94, • m = 0.30-0.35 (svarende til, at 60-70% af yngleparrene søsætter en unge). Ungfuglenes overlevelse er langt sværere at bestemme, hvorfor det kan være nærliggende at afprøve modellen med forskellige kombinationer, incl. et worst-case scenario. b synes oftest at ligge i intervallet 0.2 -0.5, og s1 er typisk langt mindre end s2 og s3, der næppe ligger særlig langt under s (altså: stigende overlevelse med alderen for de unge aldersklasser). Bemærk, at med s = 0.92 og m = 0.35 skal βmindst være 0.23, hvis ikke bestanden skal gå tilbage. Denne værdi vil fx opnås med s1= 0.44, s2= 0.72 og s3= 0.85, blot for at illustrere ovenstående. Omsætningen i en bestand med disse parametre er illustreret som figur 2 i Kampp (1988a) og er her gengivet som Fig. 4. Se endvidere Kampp (1991) og referencer heri. 2.5. Effekter af jagt på lomviebestande 2.5.1. Bestandsregulering hos lomvier Jagtlig udnyttelse af en bestand indebærer en yderligere dødelighedsfaktor udover de „naturlige“ og dermed i reglen en højere dødelighed. Hvilken effekt har det på bestanden? I forsøget på at besvare dette spørgsmål kommer vores model (afsn. 2.4) uhjælpelig til kort. Det skyldes, at der ikke er indbygget nogen form for bestandsregulering. Hvis de benyttede parametre forudsiger en vækstrate λpå fx 1.1, ja så vokser bestanden med 10% hvert år, så længe de pågældende parameterværdier er aktuelle. Hvis udgangspunktet er en stabil bestand (λ=1), vil en hvilken som helst forøgelse af dødeligheden uden kompenserende justeringer af de øvrige parametre resultere i en lavere λog altså en bestandsnedgang. Da praksis viser, at bestande kan tåle en større eller mindre udnyttelse, må der være regulerende mekanismer af en eller anden art. Typisk sådan, at parameterværdierne er tæthedsafhængige – de afhænger i nogen grad af bestandens aktuelle størrelse (og måske også af størrelsen nogle år tilbage i tid). Det er nemt nok at indbygge regulerende mekanismer i en model. Men da vi ved meget lidt om de mekanismer, der regulerer lomviebestande i virkelighedens verden, bliver værdien af en sådan model tvivlsom. Hvad vi ved er, at der kun er meget begrænsede muligheder for at kompensere ved at øge reproduktionen (m). Det ser ud til, at rekrutteringen sker i en yngre alder, når konkurrencen om pladserne på fuglefjeldet mindskes som følge af en nedgang i bestanden; men dette vil kun have en meget begrænset effekt på bestandens vækstrate (λ). Den mindskede fødekonkurrence i en reduceret bestand kan føre til en faldende "naturlig" dødelighed og altså delvis kompensere for den "unaturlige"; men om noget sådant spiller nogen nævneværdig rolle hos lomvier, er et stort spørgsmål. Endelig (og måske mest nærliggende?) kan man forestille sig, at et betydeligt antal fugle helt forhindres i at yngle i bestande nær den fødemæssige bærekapacitet for det pågældende område, altså at kun "højkvalitetsfugle" får adgang 23 til ynglefuglenes rækker. Det vil være ækvivalent med en ringe overlevelse β, da "lavkvalitetsfuglene" fra et demografisk synspunkt er „døde“ (de producerer jo ikke afkom). Hvis det scenario har noget med virkeligheden at gøre, er der et ret betydeligt spillerum for at kompensere et jagttryk via parameteren β. Modellen i afsnit 2.4 kan sige noget om de begrænsninger, der må gælde for regulerende (kompenserende) mekanismer, og den viser, at der er snævre grænser for, hvor hurtigt en lomviebestand kan vokse (se afsn. 2.5.4). Desuden kan den belyse effekten, relativt set, af at udnytte forskellige bestandssegmenter (aldersklasser), se næste afsnit (2.5.2). 2.5.2. Den relative betydning af jagt på forskellige aldersklasser og af ægsamling Betydningen af jagt på forskellige aldersklasser og af ægsamling kan undersøges ved at se på effekten på bestandsudviklingen (λ) af hver aldersklasse for sig, som om jagten (ægsamlingen) var isoleret til denne klasse, mens de øvrige blev ladt i fred. Fordi modellen er ukomplet (ingen reguleringsmekanismer, jf. afsn. 3.2.1) kan resultaterne ikke forventes at være meget præcise, men de giver formentlig nogle fornuftige størrelsesordener og et udmærket fingerpeg om "værdien" af de forskellige bestandssegmenter. At skyde fx 1% af de adulte svarer med god tilnærmelse til at ændre (reducere) s med 0.01, eller mere præcist med 0.01s. Tilsvarende for ungfugle (s1, s2osv., men ikke β, der er overlevelse over k år, ikke årlig overlevelse). Regnet i antallet af skudte gamle eller unge fugle skal der desuden tages hensyn til aldersfordelingen. At tage fx 1% af æggene svarer formentlig til at reducere 2m med 1%, dvs. m med 0.005m. Den isolerede effekt på λaf kun at ændre én parameter x fås af ∂λ/∂x⋅dx, hvor dx er ændringen i x. Størrelserne ∂λ/∂x kaldes sensitivitetskoefficienter. Formeludtryk for sensitivitetskoefficienterne gives mest effektivt vha. størrelsen T = k + s/(λ-s), som angiver ynglefuglenes gennemsnitsalder: Parameter Sensitivitetskoeffecient sλ(T-k) / sT snλ/ snT mλ/ mT Talværdierne for sensitivitetskoefficienterne afhænger selvfølgelig af de benyttede parameterværdier. Men disse kan kun variere inden for ret snævre rammer, så vi kan godt få et alment indtryk af de forskellige parametres betydning. "Værdien" af aldersklasserne 1., 2., 3., 4. og 5. års ungfugle kan udtrykkes i valutaen ’adulte fugle’ (det antal adulte, der skal fjernes fra bestanden, for at opnå samme effekt på bestanden som fjernelse af én ungfugl). Denne værdi fås af ψnsn/ ψs xn 24 hvor y og yn er sensitivitetskoefficienter for hhv. adult og n'te års overlevelse, og xn er antallet af n'te års fugle divideret med antallet af ynglefugle i bestanden. Umiddelbart efter ynglesæsonen (og således bedst svarende til vinterjagt) er xn for de 5 ungfugleklasser givet ved henholdsvis m, ms1/l, ms1s2/l2, ms1s2s3/l3 og ms1s2s3s4/l4. For sommerjagt er det en bedre tilnærmelse at regne ungfugle i deres n'te år som om de nu var i deres (n+1)'te år – hvad de jo næsten er. Ungfuglene tilhørende de forskellige aldersklasser har altså forskellig 'værdi' sommer og vinter. Det har de adulte fugle også, men af en anden grund: tab af en ynglefugl i yngletiden betyder samtidig afbrydelse af et yngleforsøg, dvs. tab af et æg. Værdien af et nylagt æg er 2/(T-k), når der ses bort fra omlæg. Aldersklasse: 1. år 2. år 3. år 4. år 5. år ca. alder (år) vinter 0 1234 sommer 1 2345 For parameterværdierne s=0.89, s1=0.56, s2=0.76, s3=s4=s (så b=0.3), m=0.3 og k=5, nogenlunde svarende til forholdene i Upernavik (men ikke helt som i eksemplet i afsn. 2.4) fås følgende værdier, udtrykt i valutaen '1 vinter-adult': ca. alder (år): 0 1 2 3 4 ad. sommer 0.21 (æg) 0.63 0.82 0.90 1.00 1.21 vinter 0.36 0.63 0.82 0.90 1.00 1 Det betyder altså, at et æg er rundt regnet 1/5 så meget „værd“ for bestanden som en voksen ynglefugl, og at de unge fugle stiger i værdi gennem de fire år indtil de bliver del af ynglebestanden. En voksen aktiv ynglefugl repræsentere selvfølgelig både sig selv og sit ægs værdi (1.21 i tabellen), så de er særligt „dyre“ at nedlægge. Mennesker er naturligvis vant til at betragte børn som altafgørende for samfundets fremtid – og det strider derfor mod almindelig intuition, når biologer hævder at det er sundere for lomviebestanden at jage de unge fugle fremfor de gamle. Forklaringen ligger i at mennesker og lomvier har vidt forskellig naturlig dødelighed i de unge år: næsten alle nyfødte mennesker vil leve længe nok til selv at få børn. Hos lomvier derimod dør henved 70% af de unge alligevel inden de begynder at yngle, men når en lomvie først har overlevet de første fem år, har den mange forventede år foran sig at yngle i. Og den skal i gennemsnit nå at lave mindst 3-4 unger for at have efterladt sig en efterkommer i bestanden. Ved jagt på unge fugle nedlægger man derfor fugle som alligevel havde relativt lille chance (ca 30%) for at blive gammel nok til at blive ynglefugl. 2.5.3. Hvor stort et jagttryk tåler lomviebestande? Dette spørgsmål er umuligt at besvare, af i hvert fald to grunde: • dels det manglende kendskab til mekanismerne, der regulerer lomviebestande (afsn. 2.5.1), • dels jages lomvier forskellige steder på forskellige årstider, og effekten af jagten det ene sted afhænger af, hvad der sker det andet sted. 25 Det ene forsøg, der alligevel er gjort på at definere et bæredygtigt jagttryk (Kampp 1988a) var baseret på et gæt, nemlig at lomviebestande kunne tåle jagt op til et niveau svarende til halvdelen af den "naturlige" dødelighed i en stabil bestand. Det kan være en rimelig antagelse, omend den nok må anses for at være noget optimistisk. I mangel af andet skal resultatet kort resumeres her: Jagttrykket blev udtrykt som antallet af fugle, der maksimalt kunne skydes per 500 ynglepar (= 1000 ynglefugle), fordelt på tre aldersklasser (se Fig. 4): førsteårsfugle (196/2=98), ældre ungfugle op til 5 år (74/2=37), og ynglefugle 5 år og ældre (80/2=40). Det vil i alt sige man kunne skyde 175 fugle (98+37+40), forudsat at fordelingen på aldersklasser overholdes. Disse fugle må sommerog vinterjagten så fordele mellem sig som de kan blive enige om. Ringmærkning i 60erne og 70erne antyder et jagttryk på ca. 4% om året på ynglefuglene i sydlige Upernavik om sommeren (knap 1.5% for nordlige Upernavik) og ca. 0.5% om vinteren (begge delområder) (Kampp 1991: Tabel 3 og Fig. 4). Med en naturlig dødelighed på ca. 8% lå jagttrykket i sydlige Upernavik lige på grænsen (= halvdelen af den „naturlige dødelighed“), og kombineret med vinterjagten lidt over grænsen. Da tallene er minimumstal (det er ikke sikkert, at alle fundne ringe er rapporteret), er der ingen grund til at tvivle på, at lomvierne i området har været (og sandsynligvis er5) udsat for en ikke-bæredygtig jagt, hvoraf sommerjagtens andel udgjorde (udgør?) 8/9. Tilsvarende overvejelser vedr. ungfuglene er ikke særlig meningsfulde, især fordi genmeldingsraten om vinteren (svarende til jagttrykket) ikke kunne estimeres for førsteårsfuglene. 2.5.4. Hvorfor kortvarige fredninger er virkningsløse Hvis man beslutter helt eller delvis at frede en reduceret lomviebestand for at bringe den på fode igen, må man gøre sig klart, at der nødvendigvis vil gå lang tid, før det ønskede mål opnås. Med de optimistiske parameterværdier s = 0.92, m = 0.35 og b = 0.5 (og k=5) vil bestanden blot vokse med 5.9% om året. Det svarer til en bestandsfordobling på 12 år. Disse parameterværdier er måske opnåelige ved en total helårsfredning, der respekteres; i et mere realistisk scenario må man snarere forvente en årlig tilvækst på måske 2% (en fordoblingstid på 35 år; til sammenligning er en vækstrate på 2% mindre end befolkningstilvæksten i mange ulande). Og mange grønlandske lomviebestande er i øjeblikket langt under halvdelen af den "oprindelige" størrelse, så en fuld reetablering vil kræve en fredning over flere fordoblingstider. Den tidligere meget store lomviekoloni på Salleq i Uummannaq kommune blev fredet gennem kommunal vedtægt i årene 1969-1972, på et tidspunkt da næppe over 10000 af de oprindelig langt over 100000 fugle resterede (jf. Kampp et al. 1994: 140). Bortset fra, at man kan tvivle på effektiviteten af denne fredning, og at lomvier fortsat kunne skydes når de var borte fra kolonien, er det klart, at der ingen effekt kunne forventes af en så kortvarig foranstaltning. Tilsvarende er der i Upernavik heller ingen mulighed for at et eventuelt stop for jagt i foråret vil kunne måles i form af fremgang i kolonierne de første mange år – mens bestandsnedgang fortsat kan ske meget hurtigt. 26 5specielt da bestanden i mellemtiden er yderligere reduceret, så det ’bæredygtige høstniveau’ i dag er mindre. 2.5.5.Et regneeksempel fra Uummannaq Med ovennævnte bestand i Uummannaq (Salleq) som eksempel kan man illustrere hvor langsomt en bestand kommer på fode igen – og hvilket tab i jagtudbytte det betyder for jægerne: • Bestanden havde tidligere ca 100000 fugle på fjeldet, svarende til 70000 ynglepar, og i alt omkring 173000 fugle tilknyttet kolonien, plus omkring 29000 unge fugle udenfor yngelområdet (jf. fordelingen i Tabel 2). Dvs. i alt havde 202000 fugle hjemme ved Salleq. • Hvis denne bestand kunne tåle en høst på 350 fugle (fordelt på forskellige aldersklasser) for hver 1000 ynglepar, kunne man i Uummannaq-området høste i alt ca 10777 fugle om året (5600 adulte + 5177 yngre fugle) – og jægerne i fuglenes vinterkvarterer høste omkring 13720 unge (1-års) lomvier. • Ved at udrydde lomviekolonien høstede man (meget forenklet) alle 202000 fugle. Det svarer til at man på en gang fjernede hvad man kunne have høstet i løbet af ca. 16 års „bæredygtig jagt“ i Uummannaq-området (173000/10777). • Der var midt i 1980erne ca 100 fugle ved Salleq. Hvis de yngler – og slet ikke jages – kunne bestanden vokse med 25.9% om året (jf. ovenfor). Det vil sige, at bestanden teoretisk set vil kunne være kommet på fode igen (100000 fugle synlige på fjeldet, repræsenterende 140000 ynglefugle) om et sted mellem 120 år (i tilfælde af 5.9% årlig vækst) og 350 år (ved 2% årlig vækst). • Hvis man i stedet kun havde høstet „bæredygtigt“ af bestanden i hele perioden fra 1940 og 120 eller 350 år frem, kunne man i hele perioden have taget mellem 1,3 og 3,8 millioner lomvier alene i Uummannaq – og i alt (vinterjagten inkluderet) mellem 2,9 og 8,6 millioner lomvier. Dermed kunne den total høst have været mellem 14 og 45 gange højere end det var tilfældet. 2.6. Den aktuelle udnyttelse af lomvierne i forskellige regioner 2.6.1. Vinterjagt i Grønland og Canada Som nævnt ovenfor (afsn. 1.2.2) trækker en del af de i Grønland ynglende lomvier til Newfoundland om vinteren – hvor de blandes med fugle fra de canadiske kolonier – mens Grønland gæstes af lomvier fra især Svalbard og Island. Jagtens omfang søges moniteret i både Newfoundland og Grønland, og en sammenfatning af omfanget af jagt på havfugle i Arktis er givet i en teknisk rapport (Denlinger & Wohl 2000). I Grønland registreres fangsten gennem Piniarneq, som dog muligvis underrapporterer i forhold til den faktiske fangst (Frich 1997a, b). De vigtigste tal er nævnt nedenfor, men ellers henvises til oversigter hos Born et al. (1998), Frich (1997a, b), Falk & Durinck (1992) og Christensen (in Denlinger & Wohl 2000). 27 dre turfartøjer selv tæt under en lomviekoloni generer ikke mærkbart – navnlig ikke hvis fuglene enten sidder meget højt på fjeldet, eller hvis de bebor en i øvrigt uforstyrret („ikke-nervøs“) koloni (pers. obs. samt F. Merkel pers. medd. 2000). Nylige undersøgelser af adfærd hos Almindelig Lomvie i kolonier i Newfoundland (E. Hearne, pers. medd. 1997) viste meget begrænset effekt under besøg af turistbåde, når simple forholdsregler om langsom og stilfærdig færdsel blev overholdt: fuglene i kolonien udviste urolig adfærd („bekymringsadfærd“ i form af hovedbuk og stemmeytringer) når turbåde kom nær (ca. 100 m), men fløj ikke ud. Adfærdsmæssige tegn på uro aftog i løbet af få minutter. Sidst i yngletiden bevægede en stigende andel af fuglene (primært ikke-ynglende) sig til kanten af hylderne og fløj eventuelt ud. Meget små både og kajakker skabte en del uro og udflyvning; ved udflyvning var antallet af fugle endnu ikke oppe på før-forstyrrelsesniveau 40 minutter efter hændelsen. Dvs. så længe eventuelle turoperatører færdes langsomt og med meget lavt støjniveau – samt indskærper rolig adfærd hos turister – kan uforstyrrede lomviekolonier godt beskues på ned til omkring hundrede meters afstand uden at forårsage så megen uro, at masseudflyvning kan give ægog ungetab. Fuglene i jagtligt udnyttede eller ægsamlede kolonier vil dog ofte reagere stærkt på både som nærmer sig (pers. obs.), og her er risikoen for nedsat ynglesucces væsentligt større, og „forstyrrelsesgrænsen derfor tilsvarende større – måske op til 500 m. 2.7.3. Rovdyr Rovdyr er en naturligt forekommende forstyrrelse. I perioder kan falke holde en del „løse fugle“ ude fra hylderne i en lomviekoloni, men kun ved direkte angreb ind på hylderne vil lomvier med æg/unger reagere (pers. obs.). I sunde lomviekolonier vil fuglene på tætbesatte hylder i fællesskab yde et ganske effektivt forsvar mod angreb fra flyvende rovdyr – hvoraf Gråmågen er den mest almindelige. Hvis lomviernes naturlige forsvarsmetode imidlertid svækkes ved at kolonien er under reduktion – så der ikke længere er så mange fugle på hver hylde til at de samlet kan afværge angreb – har Gråmågerne imidlertid lettere spil. Dette har været vist i netop Upernavik (Gilchrist 1993, Gilchrist et al. 1998). Her er der altså en indirekte effekt af menneskelig forstyrrelse, som kan øge de naturlige prædatorers adgang til at tolde af kolonien (æg og unger). Jagtfalk kan af og til tage en lomvie på fjeldet (pers. obs.), men omfanget må være beskedent grundet falkebestandens ringe tæthed. Med mindre andre særlige fødekilder i området (fiskeaffald?) kan skabe grundlag for en stor mågebestand, vil antallet af Gråmåger i/ved en lomviekoloni være begrænset af mågernes adgang til føde i form af lomvieæg og unger mv.; det vil i praksis sige at der er en naturlig balance mellem antallet af måger og lomviekoloniens størrelse, og at tabet af æg/unger til mågerne altid vil være på et nogenlunde konstant, lavt niveau. Denne balance kan dog muligvis forrykkes, hvis antallet af lomvier mindskes hurtigt grundet jagt (eller udvandring), så der en tid lokalt vil være „for mange“ måger, og hjulpet af lomviernes svækkede forsvar kan det øge prædationen til et niveau, hvor det får en markant effekt på koloniens reproduktion. Det er værd at understrege, at mågerne normalt ikke er en trussel mod sunde lomviekolonier (der er ingen grund til prædatorbekæmpelse, som for øvrigt skal være særde34 les målrettet, vedholdende og dermed også forstyrrende for lomvierne for overhovedet at have nogen virkning). 2.7.4. Naturlige fysiske forandringer: stenskred mv. Lomvier yngler på stejle fjeldsider, hvor den naturlige erosion med mellemrum vil forårsage stenfald og egentlige stenskred (og mindre laviner i foråret). Stenfald giver støj, der sammen med de nedfaldende sten skræmmer mange fugle ud fra kolonien – med de føromtalte mulige tab af æg og unger til følge. Ved egentlige stenskred kan dele af kolonien skride bort eller blive begravet og ynglefugle blive dræbt. Sidstnævnte skete i en del af Kingittoq kolonien i Upernavik i 1999 (Merkel pers. medd.), hvor op mod nogle snese fugle blev dræbt. Kraftigt snefald og efterfølgende mindre laviner kan især i højarktiske kolonier forekomme gennem yngletiden. Fuglene i hyppigt berørte kolonier har ofte valgt redeplaceringer der i nogen grad beskytter mod dårligt vejrlig, og direkte dødsfald eller tab af æg og unger vil normalt begrænses til relativt små dele af kolonierne (redehylder af „lav kvalitet“). Fælles for disse mulige påvirkninger af kolonierne er at de er naturligt forekommende, og altid må have optrådt med nogenlunde samme hyppighed. Bortset fra mulige effekter af klimaændringer på nedbørsforhold er der altså ingen grund til at anse disse forhold for at have en stigende indvirkning på bestandene. 2.8. Drukning i fiskeredskaber: et problem i 1970erne Først i 1970erne medførte et stigende udenskærs drivgarnsfiskeri efter laks kolossale problemer med bifangst af fugle og pattedyr; antallet af druknede lomvier blev estimeret til mindst 200000 fugle (se oversigt hos Falk & Durinck 1991 og Falk 1998). Grunden var et næsten ureguleret fiskeri fra ikke-grønlandske fartøjer (primært færøske og danske), som satte meget lange drivgarn i udenskærsområderne, hvor lomvierne svømmede under deres efterårstræk i september-november. Ringfund viste at lomvier fra kolonier i både NV-Grønland og (måske især) NØCanada var ramt af massedødsfaldene (Kampp 1982). International bekymring for både lakseog fuglebestande medførte at det udenlandske fiskeri blev udfaset fra 1976. Siden da har en relativt lille laksekvote årligt været fordelt mellem mindre Grønlandske fartøjer, hvorved drivgarnsfiskeriet er blevet meget koncentreret til skærgården, og typisk noget tidligere på efteråret, omkring august – september. Med disse nye regler blev lomviernes svømmetræk og laksefiskernes drivgarn i vid udstrækning adskilt i tid og rum, så omfanget af bifangsten blev stærkt mindsket. I laksesæsonen 1988 blev antallet af fangne lomvier groft estimeret til 3000 fugle – eller i størrelsesordenen „tusinder“, dvs. 100 gange mindre end de „hundredtusinder“ der var tale om i starten af 1970erne. Mellem 1993 og 1998 har der slet ikke være nogen kommerciel laksekvote i Grønland – 35 kun privat fiskeri, primært med fastgarn i fjordene, så problemet er næppe øget siden sidste gang omfanget blev vurderet. I 1999-2000 har der været en lille (ca 20 t) kvote til handel intern i Grønland – en kvote som typisk er opfisket inden for få dage. Lomvierne fra de få kolonier inde i fjordene ved Maniitsoq og i Arsuk Fjord forlader kolonien (flyver ud) allerede fra sidst i juli måned, hvor unge/forældre-parret svømmer ud gennem skærgården. Med en eventuel tidligere start på indenskærs laksefiskeri i Sydvestgrønland kunne disse fugle komme i farezonen; dette forhold har ikke været undersøgt, men bør holdes i erindring i tilfælde af genoptagelse af laksefiskeri i større målestok. Det kan ikke udelukkes at den store bifangst har haft et medansvar for nedgangen i lomviebestanden i Upernavik og måske i udslettelsen af kolonien i Uummannaq, men man skulle dog forvente at kolonier over et større område blev berørt – ikke kun bynære kolonier. Endelig kan nævnes en effekt af skibstrafik: i vintermørket hvor skibe af alle størrelser benytter kraftige projektører til at navigere i isfyldt farvand, kan opskræmte lomvieog ederfugleflokke blive blændet og kollidere med skibet. Omfanget af denne dødelighed er ukendt, men set i forvaltnings-perspektiv er dette endnu et eksempel på en dødelighedsfaktor, som rammer vinterbestanden bredt – og altså ikke et tab som kun skulle ramme fugle fra specifikke kolonier. 2.9. Olieforurening og miljøgifte Grønlandske lomvier har hidtil været forskånet for olieudslip – heller ikke i vinterkvarteret omkring Newfoundland har der været nævneværdige tilfælde. Miljøgifte – både organiske og metaller – er derimod vidt udbredte i arktiske marine dyr, og er en kilde til forhøjet indtagelse af disse stoffer hos mennesker. Alene blyrester fra de ved jagten indskudte hagl i lomvier giver mennesker en kritisk høj indtagelse af bly (Johansen et al. 1999) Miljøgifte skal optræde i relativt høje koncentrationer for at virke direkte dødelige for fuglene, men mindre belastning kan give nedsat reproduktion, hyppigst gennem at skade æggene, fx ved at give fortyndede skaller, så de ikke kan klække eller går i stykker. Undersøgelser af organiske forbindelser (pesticider mv.) og kviksølv i havfugleæg fra det østlige Canada viste, at blandt de undersøgte arter (heriblandt lomvie) havde kun skarv så højt indhold (af DDE, nedbrydningsprodukt af sprøjtemidlet DDT) at fortyndede ægskaller kunne medføre lokal bestandsnedgang (Pearce et al. 1979). I de seneste år er der rettet opmærksomhed mod andre sideeffekter af miljøgifte – virkninger som i sidste ende skulle vise sig som nedsat reproduktion eller rekruttering til de involverede ynglebestande. En gennemgang af problemstillingerne er givet af AMAP (Nilsson 1998) Eventuelle effekter på lomvierne er ukendte. Men man må forvente en bred effekt over store områder, så ikke kun enkelte kolonier rammes heraf. Med undtagelse af olieudslip er der på verdensplan få konkrete påvisninger af at foru36 rening har haft markante effekter op havfugle på populationsniveau, omend kroniske effekter af plastic og organiske klorforbindelser (typisk pesticider og PCB) kan forekomme visse steder – navnlig i lavvandede kystområder nær store befolkningskoncentrationer såsom Vadehavet, Baja California etc. (Nisbet 1994). Analyser af klorforbindelser i forskellige havfugle ved Svalbard viste at alle undersøgte arter havde høje værdier af flere forbindelser, og især PCB optrådte i store mængder i Mallemuk og Gråmåge (se oversigt hos Mehlum & Bakken 1994). Sidstnævnte art havde så høje værdier af PCB at det muligvis kunne påvirke overlevelsen. Polarlomvien rummede mere beskedne mængder PCB, og direkte effekter på overlevelse eller reproduktion er ikke sandsynlige. Mehlum & Bakken (1994) påpegede dog, at man i de kemiske analyser typisk har undersøgt for alle typer PCB samlet, og ikke specifikt analyseret for de mest giftige varianter (isomerer) heraf. 2.10. Fødeforhold og klimaændringer 2.10.1. Føde Polarlomvien har et bredt fødevalg, og de voksne fugle udnytter såvel store zooplanktonarter som fisk op til max. 20 cm størrelse. Som madpakke til ungerne hjembringer forældrefuglene så godt som udelukkende fisk – typisk 10-15 cm lange individer på 520 g. Lomvierne kan dykke dybt (over 100 m), bla. for at hente bundlevende fisk, og i visse områder tilbringer forældrefuglene over fire timer i døgnet i neddykket tilstand for at skaffe føde til sig selv og ungen (Falk et al. 2000). Lomviens fødeforhold har været genstand for forskellige typer undersøgelser i Vestgrønland. I yngletiden bragte forældrene ved Kippaku i det nordlige Upernavik hyppigst Polartorsk (Boreogadus saida) til ungerne i 1987 og 1988 (Kampp & Lyngs 1989), og i Avanersuaq var både Polartorsk og ulke (Triglops sp.) almindelige (pers. obs.). I Sydgrønland var Lodde/Ammassat (Mallotus villotus) almindeligst, men i øvrigt blandet med en del andre fiskearter (Kampp & Falk 1994). I vinterhalvåret lever fuglene ved Sydvestgrønland i høj grad af lodde og zooplankton (navnligt euphausider af slægten Thysanoessa); sidstnævnte udgjorde en stigende andel i løbet af vinteren (Falk & Durinck 1993). Nogenlunde det samme var tilfældet ved Newfoundland i 1980erne (Elliot et al. 1990), men i 1990erne havde amphipoder af især slægten Themisto erstattet euphausiderne som vigtigste zooplankton i lomviernes fødevalg (Rowe et al. 2000). Lomvierne lever i Grønland altså ikke af arter, der fiskes i stor skala ved Vestgrønland, og konkurrence med fiskerierhvervet er derfor ikke-eksisterende. Bestanden på Bjørnøya (Svalbard) af Almindelige Lomvie, som er en noget mere specialiseret fiskejæger end Polarlomvien, blev hårdt ramt da overfiskning fik loddebestanden til at kollapse, mens Polarlomvien takket være sit bredere fødevalg og anderledes vinterudbredelse klarede sig bedre (Vader et al. 1990). I vinterkvarteret ved Newfoundland er der som nævnt ovenfor sket nylige ændringer i fødevalget, som ses i sammenhæng med både fiskeriaktiviteterne i farvandene på/ved Grand Banks ud for Newfoundland og med mulige ændringer i havtemperaturer etc. 37 (Rowe et al. 2000). Lodden, som fiskes intensivt i området, er næsten gledet ud af lomviernes fødevalg, både blandt de overvintrende fugle og hos de lokale ynglefugle, mens mængden af torskearter (både Alm. Torsk og Uvak samt Polartorsk) er forblevet på samme niveau (Rowe et al 2000, Bryant et al. 1999). Forholdene i vinterkvarteret for de fugle som trækker til Newfoundland kan således være lidt forringet i de seneste år, mens der er ingen grund til at tro at fødeforhold i Grønland skulle have ændret sig markant til det værre for lomvierne i de senere år (udover årlige, naturlige fluktuationer). Fordi fugle fra mange kolonier overvintrer i samme område ved Newfoundland skulle eventuelle effekter af ændringer i fødeudbud og fødevalg her påvirke bestandene generelt, og altså ikke kun kunne medføre nedgange i visse kolonier uden at ramme andre i samme generelle område. 2.10.2. Klimaændringer Klimaændringer menes at ville få tidlige og tydelige effekter i arktiske egne, og vil sandsynligvis påvirke havfuglebestande, men ikke nødvendigvis negativt (se fx Brown 1991). Effekterne vil ske via ændringer i nedbør, islæg – der er allerede påvist store ændringer i tykkelse og udbredelse af den arktiske pakis i Polhavet (Smedsrud & Furevik 2000) – og andre oceanografiske forhold, som igen influerer på adgang til ynglepladser samt fourageringsforhold. Omend de voksne fugle i vid udstrækning er i stand til at bufre for variation i fødeforhold ved at arbejde mere eller mindre hårdt, vil sådanne ændringer gradvist medføre ændringer (og udsving) i ynglesucces, sekundært muligvis overlevelse for voksne fugle, og på langt sigt kan arterne ændre udbredelse. Klimaændringer vil formentlig ramme bredt over store områder; hidtil er der ikke set nedgange i højarktiske kolonier i Canada, ej heller i Avanersuaq, så negative effekter er ikke umiddelbart synlige. I forhold til de aktuelle meget lokaliserede bestandsnedgange i visse områder er der ingen grund til at antage at eventuelle små klimaændringer hidtil kan have haft nogen indflydelse. 2.11. Flytninger til andre kolonier Lomvier er normalt meget stedtro, hvilket vil sige, at fuglene forbliver i den én gang valgte koloni, når de først har slået sig ned og er begyndt at yngle. Desuden vil langt de fleste unger siden slå sig ned i den koloni, hvor de er klækket. Undtagelser forekommer naturligvis, hvilket bla. fremgår af det faktum, at der af og til grundlægges nye kolonier. I Grønland er senest Fox Faldet i Arsuk Fjord etableret i ca. 1970, og syntes at vokse relativt hurtigt fra nogle få hundrede i 1974 til 3300 i 1983. Dette giver også et vist håb om, at nu uddøde kolonier kan genetableres, hvis fuglene får fred – forholdene i øvrigt vil jo formentlig være gunstige, siden fuglene tidligere trivedes på stedet. Imidlertid er det kun en mindre del af ungfuglene, der slår sig ned i fremmede kolonier. Et ekstremt tilfælde (hvad afstand angår: en unge fra en koloni i Hudson Bugt slog sig ned som ynglefugl i Avanersuaq) er rapporteret af Kampp & Falk (1998), der også giver et resumé af, hvad der i øvrigt er publiceret om emigration hos begge lomviear38 ter. Den eneste undersøgelse, der antydede noget om emigrationsraten, gjaldt Østersøens bestand af Almindelig Lomvie (Lyngs 1993); her sagde et groft skøn, at omkring 2% af ungerne fra den største af kolonierne udvandrede. Tallet vil formentlig variere fra koloni til koloni, men der er ingen konkrete data, der sandsynliggør, at raten er væsentligt større noget sted. 2.12. Årsager anført af lokale fangere 2.12.1. Alment om lokal viden Enhver undersøgelse i et område vil potentielt kunne nyde godt af information indhentet lokalt, og i spørgsmål af direkte relevans for lokalbefolkningen er en gensidig informationsudveksling en selvfølge. Det gælder så meget mere, hvis sagen har politiske aspekter og evt. senere vil få betydning i den politiske beslutningsproces og regeldannelse. I forbindelse med lomvieundersøgelserne i 1980erne har der således været afholdt formelle og uformelle møder med lokale fangere, specielt i Upernavik kommune. I 1990erne er en tilsvarende udveksling af synspunkter sket under besøg af medarbejdere fra DMN. Fangernes syn på lomviernes tilbagegang er refereret og kommenteret nedenfor (afsn. 3.9.2). Generelt er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at integration af lokal viden og videnskabeligt funderet argumentation i vestlig tradition ikke er nogen enkel sag. Lokal viden er typisk kvalitativ frem for kvantitativ og baserer sig på et billede af verden, der kan være radikalt anderledes end det, vestligt skolede biologer er vokset op med. Der kan også være normer, fx omkring det at udtrykke uenighed med samtalepartneren, der hæmmer informationsudvekslingen. Disse forhold gør, at en rationel indsamling af lokal viden og dens integration med (andre) forskningsresultater er en meget mere krævende opgave mht. tid og planlægning, end man ofte gør sig klart. I de seneste år har der fx i tidsskriftet Arctic været bragt adskillige artikler om "Traditional Ecological Knowledge" (TEK), som – trods lejlighedsvise røgslør af politisk korrekthed – viser, hvordan man i Canada og Alaska har arbejdet systematisk med problematikken (Abele 1997, Fienup-Riordan 1999, Wenzel 1999, Usher 2000) . En blandt flere konklusioner er dog, at traditionel viden ikke i princippet adskiller sig fra andre former for viden og må evalueres efter samme retningslinier. Spørgsmål vedr. bestandsændringer (i praksis bestandsnedgange) og fangstens eventuelle rolle heri, samt mulige forvaltningsmæssige indgreb, kan være særlig problemfyldte. Dels kan der være åbenlyse interessekonflikter (i hvert fald på kort sigt), dels er traditionelle opfattelser hos inuit af forholdet mellem fangere og fangstdyr meget fremmedartede for en moderne vesterlænding (jf. fx Sejersen 2000). Grønlands Naturinstitut inddrager i stadig stigende grad TEK i ressourceundersøgelser. 39 2.12.2. Interviews med fangere i Upernavik kommune I 1987 blev der afholdt møder mellem repræsentanter for fangerne og medlemmer af den britisk/danske gruppe, der arbejdede i Upernavik kommune den sommer (Evans 1987). Samtlige bygder (undtagen Naajat) blev besøgt 1-3 gange i perioden 6. juli - 1. september. Desuden afholdtes et møde med kommunens fangerråd 7. juli og med fangerne i Upernavik by 2. september. Tilsvarende møder (i mindre skala) i de fleste bygder nord for byen 16.-19. juli 1988 berørte kun i ringe grad årsagerne til nedgangen i lomviebestanden (Kampp & Lyngs 1989). Mere velbesøgte møder gennemførtes i DMN-regi 16.-20. juli 1998 (Upernavik, Kangersuatsiaq, Upernavik Kujalleq, Tasiussaq; Christensen & Slettemark 1999) og 8.-21. august 1999 (Aappilattoq, Innaarsuit, Tasiussaq, Nuusuaq, Kullorsuaq, Upernavik; Slettemark & Christensen 2000); se også Lyngs (1989). Nogle af fangernes forslag til årsager eller bidragende årsager til lomviernes tilbagegang er kort kommenteret i Kampp (1988a: 7) og Kampp et al. (1994: 149). En mere omfattende liste med mere udførlige kommentarer gives nedenfor. Helt generelt må det dog understreges, at forklaringsmodeller, der ikke forklarer – eller i det mindste forholder sig til – det geografiske og tidsmæssige mønster i bestandsudviklingen, på forhånd forekommer mindre sandsynlige. Lokale fænomener har jo som regel lokale årsager. 1) Tilbagegangen skyldes, at alt for mange lomvier fra Upernavik skydes om efteråret og vinteren i Midtog Sydgrønland. (1987, 1998, 1999) Dette er langt den populæreste forklaringsmodel i kommunen, og i lyset af det store antal lomvier, der nedlægges under vinterjagten, er det da også umiddelbart en naturlig tanke. Den modsiges imidlertid af ringmærkningsdata (Kampp 1988b, 1991), som ganske vist især stammer fra årene før 1980, men dog synes bekræftet af de sparsomme data fra nyere mærkninger. Det synes også umuligt at forklare det tidsmæssige og geografiske mønster i lomviebestandenes udvikling med henvisning til vinterjagt, og at der skulle ligge forskellige årsager bag udviklingen før og efter 1980 forekommer usandsynligt. Forklaringen på den ringe effekt, vinterjagten åbenbart har på Upernaviks lomviebestand, er, at langt de fleste af de involverede lomvier stammer fra andre områder, ikke mindst Svalbard. Desuden er aldersfordelingen blandt de skudte fugle gunstigere (primært førsteårsfugle) end for den lokale sommerjagt (primært ynglefugle). Se endvidere afsnit 2.6.3. På den anden side må vinterjagten næsten nødvendigvis hæmme rekrutteringen af nye ynglefugle i Upernavik (og andre steder), og dermed mulighederne for en genopbygning af bestandene. Den tanke må have ligget i baghovedet på de fangere, der under møderne i 1999 hævdede, at der efterhånden næsten ingen unge lomvier ses i kommunen. Udsagnet er dog problematisk, da unge lomvier næppe kan aldersbestemmes med mindre de nedlægges og kønsorganer og andre kirtler undersøges (1-års ungfugle er dog længere om at skifte til ren sommerdragt (Cramp & Simmons 1985), men ret få af disse helt unge fugle når frem til yngleområderne i deres første sommer). Samtidig for40 udsætter den underforståede sammenhæng med vinterjagten, at denne er øget drastisk i de seneste år. Men man kunne overveje at undersøge nogle prøvefelter i kommunens kolonier for prospektorer for at beeller afkræfte påstanden. 2) Tilbagegangen skyldes den kommercielle jagt i 1965-75. (1987, 1998) Denne har uden tvivl skadet bestanden i Upernavik, specielt i kommunens sydlige del. Man skal blot erindre, at nedgangen også siden er gået alarmerende hurtigt. Det store jagttryk i 60-70erne kan have bragt bestanden så langt ned, at den derefter ikke var stor nok til at bære det „normale“ jagttryk da den kommercielle jagt ophørte. 3) Årsagen er, at lomvier i stort tal drukner eller tidligere druknede i fiskeredskaber, specielt laksegarn. (1987, 1998) Dette var et kolossalt problem i 1965-75 (tilfældigvis sammenfaldende med indhandlingen i Upernavik), men synes ikke at have haft noget nævneværdigt omfang siden (se afsn. 2.8). Der kan derfor henvises til kommentaren til 2). 4) Øget jagt, efter at speedbåde blev almindeligt udbredt fra 1960erne og fremover. (1987) Altså en forklaring, der anerkender at den lokale jagt er en væsentlig årsag, og dermed begrunder de gældende restriktioner. 5) Årsagen er ulovlig jagt udført af et fåtal ansvarsløse personer i kommunen. (1987, 1998, 1999) Kommer reelt under 4). Flere henvisninger til behovet for jagtbetjente eller anden form for opsyn er udtryk for den samme erkendelse, at der foregår ting omkring fuglefjeldene, som ikke rigtig tåler dagens lys. Der er flere øjenvidneberetninger til episoder af den art (Kampp & Lyngs 1989, Merkel 1998, Merkel et al. 1999), og lovovertrædelserne beskrevet i de seneste af disse rapporter er af et sådant omfang, at man næppe behøver at lede efter alternative forklaringer på lomviernes problemer. Om ulovlighedernes omfang så kan frikende den lovlige jagt for et medansvar for problemerne, er en anden sag – det er summen af nedlagte fugle der tæller. 6) Fuglene er flyttet til et andet sted. (1987) Hvor de skulle være flyttet hen i større tal, forlyder der desværre ikke noget om, og idéen strider mod vores viden om lomviernes adfærd (afsn. 2.11); bortset fra den mindre koloni i Arsuk Fjord vides ingen nye kolonier at være opstået de sidste 40 år. Lokale rokader kan evt. tænkes, så fugle i helt små uddøende kolonier flytter til de nærmeste, (lidt) mere sunde kolonier (Merkel 1999). Men der er ingen kolonier hvor der har været sporet en fremgang der kan modsvare de store tab fra andre kolonier. 7) En bestemt fisk, som er et vigtigt fødedyr for lomvierne, er blevet opfisket. (1998) Synes af rapporten (Christensen & Slettemark 1999) at referere til lokale forhold, dvs. sommermånederne. Imidlertid viste undersøgelser i 1980erne (Evans 1987, Kampp & 41 Lyngs 1989), at Upernaviks lomvieunger blev rigeligt forsynede med føde, så eventuelle problemer må være af ny dato. Lomvier lever ikke af fiskearter som fiskes i større skala ved Grønland (se afsn. 2.10). 8) Forstyrrelser ved fuglefjeldene, incl. trafik af speedbåde og evt. skydning, helikopteroverflyvning, og KNI-skibes uvane med at bruge hornet under fuglefjelde for at more turisterne. (1987, 1998) Forstyrrelser kan koste en del æg og unger livet (se fx Kampp & Lyngs 1989 for et konkret eksempel); men da de mest går ud over årets ynglesucces skal de være meget massive gennem mange år, hvis de skal have en mærkbar effekt på bestanden. Kolonier, der ligger fjernt fra almindelige helikoptertrafik, er gået lige så meget tilbage som andre (Kingittuarsuk betydeligt mere), og brug af skibshorn ved lomviefjelde hører vist fortiden til (?). De alvorligste forstyrrelser sker uden tvivl i forbindelse med lovlig og ulovlig jagt og ægsamling (det sidste måske ikke længere aktuelt i Upernavik, afsn. 3.3.4). 9) Prædation fra Gråmåger og ræve, konkurrence med Rider om ynglepladser. (1987) 10) Naturgivne små og store katastrofer, som klippeskred eller stærkt snefald i yngletiden, hvor fuglene begraves i sne på hylderne. (1987, 1998) Det, der nævnes under 9) og 10), er alt sammen forhold, som kan skade den enkelte lomvie, men ikke burde kunne påvirke en bestand (se afsn. 2.7.3 og 2.7.4). Gråmåger kan tolde stærkt af æg og unger, især i udtyndede kolonier, og gråmågebestanden kan være gået frem relativt (pga. lomviernes tilbagegang) eller absolut (fx pga. fødetilgang på lossepladser) – jf. Gilchrist (1993). Men det kan umuligt være en generel forklaring og forudsætter mere eller mindre, at lomvierne allerede er gået tilbage. Ræveprædation kan højst være et problem på visse hylder og tidligt på sæsonen, mens havisen stadig omgiver kolonien (som det er set ved den i øvrigt stærkt voksende koloni på Coats Island i Hudson Bay; pers. obs.). Konkurrence med Rider er helt ukendt andre steder og forekommer stærkt usandsynligt. Men Rider overtager selvfølgelig gerne forladte lomviehylder, så det kan fejlfortolkes som at de har fortrængt lomvierne fra pladsen10. Klippeskred kan afgjort dræbe et større eller mindre antal lomvier og ødelægge nogle hylder; men skred sker næppe mærkbart hyppigere, end de altid har gjort. Endelig er sne et vilkår, arktiske fugle må leve med, og selv om lomvier ganske rigtigt kan blive helt begravede, overlever de (selv om æg og unger kan gå tabt; pers. obs.). Det fremgår af ovenstående at det er svært at finde gode alternativer til biologernes forklaring på lomviernes trængte situation i Upernavik. Men de mange forslag til årsagssammenhænge vidner om nogle udbredte frustrationer blandt fangerne, og der er al mulig grund til at tage bekymringerne alvorligt og fastholde debatten om hvordan man bedst sikrer de fremtidige vildtressourcer for befolkningen i forskellige områder. 42 10 Når man i en koloni studerer individer af lomvie og Ride i tæt naboskab er der ingen tvivl om at det er lomvien der er den stærkeste i enhver konflikt. 3. Sammenfatning: Instrumenter til forvaltning af lomvieressourcerne Som det fremgår af denne rapport, er der snævre grænser for hvor mange lomvier de grønlandske jægere kan høste hvert år uden at det går ud over bestandene og de fremtidige muligheder for at drive jagt. Dette afsnit giver et kort beskrivelse af hvilke generelle og specifikke instrumenter, man kan betjene sig af i den praktiske forvaltning, og giver et bud på, hvor effektive de er til at sikre en såkaldt bæredygtig udnyttelse af lomviebestandene. 3.1. Generelle reguleringsmekanismer Med det store pres på de levende ressourcer i Grønland er det nødvendigt at forvalte bestandene – dvs. regulere høsten, så den ikke overudnytter de involverede bestande. For at forvaltningen skal virke, kræves dels nogle mekanismer til egentlig regulering af udbyttet og den tidsmæssige og geografiske fordeling af det, dels en monitering af udbyttet og/eller bestandene for at kontrollere, at reguleringsmekanismerne virker efter hensigten. De traditionelle virkemidler til at begrænse udnyttelsens effekter på en levende ressource sigter mod enten at regulere på adgangen til at høste, eller at sætte kvantitative grænser for høstens omfang gennem: • Fredningstider – typisk så de udnyttede bestande får ro i yngletiden til at producere en ny generation, eller bestemte bestandssegmenter (køn/alder) beskyttes under kritiske livsfaser (hunbjørne med unger o.lign.). • Fredningszoner – såsom vigtige yngleog rasteområder for væsentlige dele af de relevante bestande. • Begrænsninger i fangstmetoder og -udstyr, fx maskevidde i fiskenet, våbentyper, transportmidler, mv. • Begrænsninger i hvem der får lov at udnytte ressourcerne (fangstbeviser etc.). • Kvoter – enten som personlige eller områdespecifikke kvoter (fx fiske-, rejeog hvalkvoter). • Begrænsning af afsætningsmulighederne – dvs. regulering af mulighederne for at konvertere jagtudbyttet til kontanter ved fx kun at tillade jagt til personlig brug, forbyde industriel indhandling, eller andet. Sædvanligvis tages en kombination af disse virkemidler i anvendelse, når der opstilles regler for ressourceudnyttelse, og i de gældende bestemmelser om fredning af fugle (Grønlands Hjemmestyre 1989) indgår elementer af dem alle. I det følgende skal effektiviteten af midlerne kort vurderes. I overvejelser vedrørende valg af midler er det imidlertid nyttigt at erindre sig nogle generelle forhold: Dels naturligvis det simple faktum, at det sagligt optimale ikke nødvendigvis er politisk 43 4. Referencer Abele, F. 1997: Traditional knowledge in practice. - Arctic 50:iii-iv Anon. 1996: International Murre Conservation Strategy and Action Plan. Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF), Arctic Environmental Protection Strategy. Anon. (1997): Circumpolar Eider Conservation Strategy and Action Plan Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF), Arctic Environmental Protection Strategy. Boertmann, D., Mosbech, A., Falk, K. & Kampp, K. 1996: Seabird colonies in western Greenland (60°-79°30' N.lat.). NERI Tech. Rep. No. 170. Born, E.W. 1983: Havpattedyr og havfugle i Scoresby Sund. Fangst og forekomst 1983. Danbiu aps, for Råstofforvaltningen for Grønland og Grønlands Fiskeriog Miljøundersøgelser, København. 112 pp. Born, E.W. (red.), Heide-Jørgensen, M.-P., Merkel, F., Cuyler, C., Neve, P.B., Rosing-Asvid, A. 1998: Grønlandske fugle, havpattedyr og landpattedyr. En status over vigtige ressourcer 1. oktober 1998. Teknisk Rapport nr. 16. Pinngortitaleriffik / Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 70 pp. Brown, R.G.B. 1991: Marine birds and climatic warming in the northwest Atlantic. Can. Wild. Serv. Occ. Pap. 68: 49-54. Carney, K.M. & Sydeman, W.J. 1998: A review of human disturbance effects on nesting colonial waterbirds. Col. Waterb. 22: 68-79. Chardine, J.W. & Mendenhall, V. (red.) 1998: Human disturbance ot Arctic seabird colonies. CAFF Tehcnical Report No. 2, Circumpolar Seabird Working Group. CAFF International Secretariat, Akureyri, Iceland. 18 pp. Christensen, T. & Slettemark, Ø. 1999. Informationstur til Upernavik 1998 vedr. Polarlomvier. Upubl. rapport, Direktoratet for Miljø og Natur. CSWG 2000: Circumpolar oversigt over lomvie-kolonier. Data samlet af Circumpolar Seabird Working Group, CAFF. Upubliceret. Denlinger, L. & Wohl, K. (red.) 2000: Seabird harvest regimes in the Circumpolar Nations. (Technical Report No. ?) Circumpolar Seabird Working Group (CSWG), Akureyri. 61 pp. + app. (udkast). Elliot, R.D., Ryan, P.C. & Lidster, W. 1990: The winter diet of Thick-billed Murres in coastal Newfoundland waters. Studies in Avian Biology 14: 125-138.. Evans, P.G.H. (red.) 1987: Project studying ways to reduce the impact of hunting upon the Brünnich's Guillemot Uria lomvia populations of Upernavik district, West Greenland, July 1st - September 8th 1987. Upubl. rapport. Falk, K. & Durinck, J. 1991: The by-catch of Thick-billed Murres in salmon drift nets off West Greenland in 1988. - Can. Wildl. Serv. Occ. Paper 69: 23-28. Falk, K. & Durinck, J. 1992: Thick-billed Murre hunting in West Greenland, 1988-89. Arctic 45: 167-178. Falk, K. & Durinck, J. 1993: The winter diet of Thick-billed Murres, Uria lomvia, in western Greenland, 1988-1989. Can. J. Zool. 71: 264-272. Falk, K. & Kampp, K. 1997: A manual for monitoring Thick-billed Murre populations in Greenland. Technical Report 7, Pinngortitaleriffik/ Grønlands Naturinstitut. 90 pp. Falk, K. & Kampp, K 1998: Monitering af lomviebestanden på Hakluyt Ø, Avanersuaq, 1987-1997. Teknisk rapport nr. 15, juni 1998. Pinngortitaleriffik / Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 22 pp. Falk, K., Kampp, K. & Merkel, F.R. 2000: Monitering af lomviekolonierne i Sydgrønland, 1999. Teknisk rapport nr. 00. Pinngortitaleriffik / Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 25 pp. Falk, K., Benvenuti, S., Dall'Antonia, L., Kampp, K. & Ribolini, A. 2000: Time allocation and foraging behaviour of chick-rearing Brünnich's Guillemots in high-arctic Greenland. Ibis 142: 82-92. 50 Fienup-Riordan, A. 1999: Yaqulget Qaillun Pilartat (what the birds do): Yup'ik Eskimo understanding of geese and those who study them. - Arctic 52:1-22 Fleischer, J. uden år: På alkefangst i hundeslæde. Artikel i brochure om turisme i Grønland (cirka 1993). Frich, A.S. 1997a: Lomviefangst i Grønland 1993. Teknisk Rapport nr. 2, februar 1997. Pinngortitaleriffik / Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 36 pp + app. Frich, A.S. 1997: Kommerciel lomviefangst i Grønland 1990-96. (Teknisk Rapport nr. 3, februar 1997.) Pinngortitaleriffik / Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 13 pp. Gardarsson, A. 1995: Svartfugl í íslenskum fuglabjörgum. - Bliki 16: 47-65. Gaston, A.J. & Jones, I.L. 1998: The Auks. Bird Families of The World. Oxford University Press, Oxford. 349 pp. Gaston, A.J. & Nettleship, D.N. 1981: The Thick-billed Murres of Prince Leopold Island. - Canadian Wildlife Service, Monograph Series No. 6. Gaston, A.J., de Forest, L.N., Gilchrist, G. & Nettleship, D.N. 1993: Monitoring Thick-billed Murre Populations at colonies in northern Hudson Bay, 197292. Can. Wild. Serv. Occ. Pap. 80: 1-16. Gilchrist, H. G. 1993: Effects of gull predation and disturbance at Thick-billed Murre colonies in the southern Upernavik region of Greenland. - Upubl. rapport. Gilchrist, H.G., Gaston, A.J. & Smith, J.N.M. 1998: Wind and prey: nest sites as foraging constraints on an avian predator, the Glaucous Gull. Ecology 79: 2403-2414. Grønlands Hjemmestyre 1989: Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 19. september 1989 om fredning af fugle i Grønland. Grønlands Statistik 2000: www.statgreen.gl Johansen, P., Asmund, G. & Riget, F.R. 1999: Blykontaminering af grønlandske fugle. En undersøgelse af polarlomvie til belysning af human eksponering med bly som følge af anvendelse af blyhagl. Faglig rapport fra DMU, nr. 29. Danmarks Miljøundersøgelser, København. 27 pp. Kampp, K. 1982: Den Kortnæbbede Lomvie Uria lomvia i Grønland – vandringer, mortalitet og beskydning: en analyse af 35 års ringmærkninger. Specialerapport, Zoologisk Museum, Københavns Universitet. Kampp, K. 1988a: Lomvien i Grønland. Tusaat 1988(1): 2-15. [Med en grønlandsk oversættelse af R. Hard: Kalallit Nunaanni appat] Kampp, K. 1988b: Migration and winter ranges of Brünnich's Guillemots Uria lomvia breeding or occurring in Greenland. - Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 82: 117-130. Kampp, K. 1991: Mortality of Thick-billed Murres in Greenland inferred from band recovery data. Can. Wildl. Serv. Occ. Paper 69: 15-22. Kampp, K. & Falk, K. 1998: A long distance colony shift by a Thick-billed Murre. Colonial Waterbirds 21: 91-93. Kampp, K., Nettleship, D.N. & Evans, P.G.H. 1994: Thick-billed Murres of Greenland: status and prospects. - BirdLife Conservation Series 1: 133-154. Kampp, K. & Lyngs, P. 1989: Polarlomvier i Upernavik 1988 (revideret 1995). Det Grønlandske Fuglefjeldsprojekt. Grønlands Hjemmestyre/WWF Verdensnaturfonden, København. 31 pp. + app (duplikeret rapport). Kampp, K & Falk, K. 1994: The birds of Ydre Kitsissut (Kitsissut Avalliit), Southwest Greenland. Meddr Grønland, Bioscience 42: 1-25. Lyngs, P. 1989: Polarlomvier ved Upernavik 7. maj - 14. juni 1989. Upubliceret rapport vedr. det grønlandske Polarlomvieprojekt v WWF/Grønlands Hjemmestyre, København. 14 pp. Lyngs, P. 1993: Colony interchange in Baltic Guillemots Uria aalge. Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 87: 247-250. 51 Mehlum, F. & Bakken, V. 1994: Seabirds in Svalbard (Norway): status, recent changes and management. BirdLife Conservation Series 1: 155-171. Merkel, F. R. 1998: En helt almindelig dag ved fuglefjeldet Kingittoq? Sermitsiaq nr. 39 (1998): 18-19. Merkel, F. R., Frich, A. S. & Hangaard, P. 1999: Polarlomvien i Disko Bugt og det sydlige Upernavik, 1998. Teknisk Rapport nr. 25. Pinngortitaleriffik / Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 86 pp. Nettleship, D.N. & Evans, P.G.H. 1985: Distribution and status of the Atlantic Alcidae. In: The Atlantic Alcidae. (Eds: Nettleship, D.N. & Birkhead, T.R.) Academic Press, London, 52-154. Nilsson, A. 1998: Arktisk forurening – tilstandsrapport om det arktiske miljø. - Arctic Monitoring and Assessement Programme (AMAP), Miljøstyrelsen, København.187 pp. Nisbet, I.C.T. 1994: Thick-billed Murres of Greenland: status and prospects. - BirdLife Conservation Series 1: 8-25. Noble, D.G., Gaston, A.J. & Elliot, R.D. 1991: Preliminary estimates of survivorship and recruitment for Thick-billed Murres at Coats Island. Can. Wild. Serv. Occ. Pap. 69: 45-51. Pearce, P.A., Peakall, D.B. & Reynolds, L.M. 1979: Shell thinning and residues of organochlorines and mercury in seabird eggs, Eastern Canada, 1970-76. Pestic. Monit. J. 13: 61-68. Rowe, S., Jones, I.L., Chardine, J.W., Ellliot, R.D. & Veitch, B.G. 2000: Recent changes in the winter diet of murres (Uria spp.) in coastal Newfoundland waters. Can. J. Zool. 78: 495-500. Sejersen, F. 2000: Myten om de bæredygtige inuit. Naturens Verden. Slettemark, Ø. & Christensen, T. 2000: Informationsog besigtigelsestur Upernavik-Savissivik retur. Upubl. rapport, Direktoratet for Miljø og Natur. Smedsrud, L.H. & Furevik, T. 2000: Mot et isfritt Arktis? Cicerone 1/2000, 19-23. Strøm, H., Øien, I.J., Opheim, J., Kuznetsov, E.A. & Khakhin, G.V. 1994: Seabird censuses on Novaya Zemlya 1994. NOF report Series, No. 2 - 1994. Norwegian Ornithological Society, Klæbu. 38 pp. Usher, P.J. 2000: Traditional ecological knowledge in environmental assessment and management. Arctic 53, 183-193. Vader, W., Barrett, R.T., Erikstad, K.E. & Strann, K.-B. 1990: Differential responses of Common and Thick-billed Murres to a crash in the capelin stock in the southern Barents Sea. Studies in Avian Biology 14: 175-180. Wenzel, G.W. 1999: Traditional ecological knowledge and Inuit: reflections on TEK research and ethics. Arctic 52:113124 Zonfrillo, B. 1992: The menace of low-flying aircraft to seabirds on Ailsa Craig. Scottish Bird News 28: 4. 52