KITSISSUNNGUIT – en statusrapport. Technical Report No. 133

KITSISSUNNGUIT - en statusrapport Carsten Egevang Teknisk rapport nr. 133, 2024 PINNGORTITALERIFFIK · GREENLAND INSTITUTE OF NATURAL RESOURCES Titel: KITSISSUNNGUIT – en statusrapport Forfatter: Carsten Egevang Serietitel og nummer: Teknisk rapport nr. 133 Udgiver: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Udgivelsestidspunkt: September 2024 Fotos: Carsten Egevang ISBN: 978-87-94423-06-9 ISSN: 1397-3657 EAN stregkode: 9788794423069 Bedes citeret: Egevang, C 2024. Kitsissunnguit – en statusrapport. Teknisk Rapport nr. 133, Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Rekvireres: Rapporten er kun udgivet som pdf-fil, der kan findes på: http://www.natur.gl/publikationer/tekniske rapporter En udskrift af rapporten kan rekvireres her: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Postboks 570 3900 Nuuk Tlf.: +299 36 12 00 Email: [email protected] Web: www.natur.gl 1. SAMMENFATNING 4 2. INDLEDNING 14 Generel beskrivelse | Geologi | Havet omkring Kitsissunnguit | Insekter og andre smådyr | Flora 3. KITSISSUNNGUIT 16 Fortidig brug | Nutidig brug | Ægindsamling | Forstyrrelser | Turisme | Affald 4. MENNESKELIG AKTIVITET 22 Havterne | Vadefugle | Alkefugle | Andefugle og lommer | Måger og kjover | Rovfugle | Spurvefugle | Andre fugle 5. FUGLELIV 34 Effekten af ræv | Ræve på Kitsissunnguit | Regulering af ræve 6. POLARRÆV 58 Beskyttelse | Manglende forvaltningsplan | Moniteringsplan | Manglende håndhævelse | Borgermøder om Kitsissunnguit | Styregruppe for Kitsissunnguit | Forslag til en opsynsordning | Formidling 7. FORVALTNING 66 1. Litteraturliste 78 2. De enkelte øer 82 3. Flora på Kitsissunnguit 90 4. Liste over fuglearter 91 5. Optællinger af havternebestanden på Kitsissunnguit 92 6. Anbefalinger til optællingsmetoder og optællingsperiode 93 Appendiks: INDHOLD Side Sammenfatning | Eqikkaaneq | Executive summary 4 1. SAMMENFATNING Basis Ø, juni 2006 5 Denne rapport omhandler en af Grønlands vigtigste fuglelokaliteter, Kitsissunnguit. Allerede i midten af 1900-tallet har Kitsissunnguit været anerkendt som en bevaringsværdig lokalitet, men alligevel har øernes fuglebestande gennemgået tilbagegange. Hvis udviklingen fortsætter, står Kitsissunnguit til at miste sin særlige betydning, og forvaltningsmæssige tiltag er nødvendige, hvis den negative udvikling skal bremses. I rapportens kapitler beskrives øgruppens fysiske karakter, dens forhistorie, hvordan den benyttes af mennesker i dag, det rige fugleliv samt forekomsten af polarræv. Endelig præsenterer rapporten konkrete forslag til den fremtidige forvaltning af Kitsissunnguit. Et unikt fugleliv Kitsissunnguit er Grønlands mest diverse lokalitet for ynglefugle. Samtidig er øgruppen den fuglelokalitet i Grønland, der har flest forvaltningsmæssige udpegninger. Kitsissunnguit var tidligere én af verdens største havterne-kolonier. Øernes beliggenhed i lang afstand fra fastlandet, betød en begrænset forekomst af polarræv, og dermed en sikker yngleplads for fuglene. Lokaliteten er af særlig vigtighed for de små svømmesnepper, hvor odinshane her forekommer i særdeles høje yngletætheder. Kitsissunnguit var samtidigt den vigtigste ynglelokalitet i Vestgrønland for den sjældne thorshane. Kitsissunnguit huser fire arter af ynglende alkefugle, hvoraf to arter forvaltningsmæssigt tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Lunden er en fåtallig ynglefugl i Vestgrønland, men har en af landets største forekomster på Kitsissunnguit. Søkongen findes i store kolonier i Nordog Østgrønland, men forekommer kun fåtalligt udenfor disse regioner. På de yderste skær, Saattuarsuit, yngler imidlertid en lille bestand af søkonge. De fem ovenfor nævnte arter, havterne, odinsog thorshane, lunde og søkonge, kan betegnes som nøglearter på Kitsissunnguit, og har dannet grundlaget for øgruppens udpegninger som særlig vigtig grønlandsk fuglelokalitet. Det er imidlertid ikke kun nøglearterne, der gør Kitsissunnguit til en bemærkelsesværdig fuglelokalitet. Med 27 registrerede arter, har lokaliteten en høj diversitet af ynglefugle, hvor flere arter forekommer i særlig høje tætheder. En del af forklaringen til dette fænomen, skal findes i det unikke samspil mellem de ynglende havterner og en række fuglearter, der opsøger de beskyttende rammer i en havternekoloni. Endvidere yngler der på Kitsissunnguit en række sjældne fuglearter, hvor den lille rosenmåge er den mest nævneværdige. Tilbagegange i fuglebestandene At finde ud af hvordan det går fuglebestandene på Kitsissunnguit er ikke en let opgave. En status for udviklingen i fuglebestandene på Kitsissunnguit vanskeliggøres af, at der ikke er udviklet en plan for systematiske, regelmæssige opgørelser af bestandene. Bortset fra feltarbejde, med fokus på havternebestanden, som blev udført i første halvdel af 2000’erne, findes der kun sporadiske optællinger af fuglebestandene. Det står dog klart at havternebestanden på Kitsissunnguit er i tilbagegang. Havternerne ynglede tidligere på samtlige øer i øgruppen, men er i dag begrænset til de vestligste øer. Arealet som benyttes af ternerne som yngleområde, er blevet indskrænket – en udvikling der startede allerede i 1980 og 1990’erne. Samtidigt er antallet af ynglende havterner gået tilbage. I tabel 1.1 sammenfattes de bedst tilgængelige optællinger af nøglearterne på Kitsissunnguit. Tabellen viser tilbagegang i bestandene hos tre af de arter, der udgjorde udpegningsgrundlaget for lokaliteten som fuglelokalitet af særlig vigtighed. Sammenfatning 6 Før 2000 (årstal) 2002-2006 2018 2024 Status Havterne (par) 50-100.000 (1946) 25.000 (1980) 10.000 (1996) 15-22.000 0 7.500 Tilbagegang Søkonge (individer) 200 (1980) 235 (2000) 150-250 70 78 Tilbagegang Lunde (individer) 200 (1980) 225-345 160 254 Stabil Thorshane (par) 20-30 (1980) 15 (1996) 7-10 0 1-2 Tilbagegang Odinshane (par) 56 (1996) 50-62 18 62 Stabil Tabel 1.1: Tabel over nøglearter fra Kitsissunnguit. Tabellen opsummerer opgørelser af bestandsstørrelsen for de fuglearter (havterne, alkefugle og svømmesnepper), der ligger til grund for Kitsissunnguits udpegning som særlig vigtig fuglelokalitet. Tabellen opsummerer opgørelser fra ”Før 2000” hvor højeste kvalitet optællinger er medtaget, ”2002-2006”, hvor grundige optællinger blev udført, samt ”2024” som indeholder seneste opgørelser. Desuden er ”2018”, hvor havterne ikke ynglede, inkluderet. Tabellen viser en generel tilbagegang i fuglebestandene hos tre ud af fem nøglearter, hvor kun bestanden af odinshane kan betegnes som værende stabil. Årsager til tilbagegange Der er adskillige faktorer, der kan påvirke fuglebestandes bestandsudvikling, både på ynglepladsen, under trækket og i vinterkvarteret. Typisk vil det være umuligt med sikkerhed at identificere en enkelt årsag til observerede tilbagegange. I tilfældet for Kitsissunnguit synes det dog overordentligt sandsynligt, at den observerede tilbagegang i havternebestanden er koblet sammen med en stigning i bestanden af polarræv. Fuglearter, der som havternen, placerer deres rede direkte på jorden, er særdeles sårbare over for landrovdyr, hvor en polarræv kan tilføre en betragtelig negativ effekt på bestanden. På Kitsissunnguit forekom ræve indtil slutningen af 2000’erne primært på den østligste ø, Angissat. De vestligste øer i øgruppen var uden (eller med meget få) ræve, givetvis som et resultat af at de blev aktivt bekæmpet af mennesker, der opholdt sig på Kitsissunnguit. Med fredningen af Kitsissunnguit i 2008 blev der indfør strengere adgangsrestriktioner, som med al sandsynlighed har afstedkommet et fald i bekæmpelsen af rævene. I de efterfølgende år har polarrævene udvidet deres udbredelse på Kitsissunnguit, og forekommer i dag på samtlige øer samtidigt med at deres antal er steget. Indsamling af havterneæg til konsum har tidligere været en særdeles udbredt aktivitet på Kitsissunnguit. Ægindsamling blev forbudt i 2002, men der findes talrige eksempler på, at illegal ægindsamling på øgruppen er fortsat frem til i dag, om end i mindre omfang end tidligere. På trods af at havternerne til en vis grad kan kompensere for ægindsamling ved at producere et nyt kuld æg, har aktiviteten en negativ effekt på bestandsniveau. Forstyrrelser i havfuglekolonier kan have en negativ effekt og påvirke fuglenes evne til at reproducere sig. Med fredningen af Kitsissunnguit er indført færdselsrestriktioner, hvor ilandstigning og sejlads ikke er tilladt i fuglenes yngleperiode. Alligevel forekommer overtrædelser regelmæssigt på Kitsissunnguit. Endeligt kan det ikke udelukkes, at klimatiske ændringer i det marine miljø påvirker fuglenes fødesituation og dermed udviklingen i bestandene i en negativ retning. 7 Anbefalinger Både på lokalt og nationalt plan anerkendes det, at den hidtidige forvaltning af Kitsissunnguit har vist sig mangelfuld. Øernes fuglebestande er gået tilbage og bestanden af polarræv er vokset til et uhensigtsmæssigt niveau. Den bredt sammensatte arbejdsgruppe ”Styregruppe for Kitsissunnguit” efterlyser forvaltningsmekanismer til at vende den negative udvikling. Forvaltningsplan: Der er ikke udarbejdet eller implementeret en forvaltningsplan for Kitsissunnguit. God forvaltningsskik for et bevaringsværdigt naturområde indebærer, at der udarbejdes en forvaltningsplan, som beskrevet i fredningsbekendtgørelsen for Kitsissunnguits samt i Ramsar-konventionens retningslinjer. En forvaltningsplan bør definere den overordnede målsætning for området, herunder økologiske, socioøkonomiske og kulturelle aspekter, samt definere ansvarsfordelingen blandt de relevante forvaltningsmyndigheder. Desuden bør en forvaltningsplan indeholde tiltag til overvågning af potentielle ændringer af naturområdets karakter samt forholde sig til emner som affaldshåndtering og formidling af områdets naturværdier. Moniteringsplan: En meningsfuld forvaltning af Kitsissunnguit indebærer, at der udarbejdes en moniteringsplan for overvåge udviklingen i områdets dyrebestande samt ændringer i den generelle økologiske tilstand. En moniteringsplan bør indeholde systematiske, regelmæssige opgørelser af dyrebestandene for at danne sammenligningsgrundlag for udviklingen over en årrække. Det anbefales, at der udarbejdes en moniteringsplan med grundige optællinger udført hvert fjerde år på Kitsissunnguit. Hovedfokus for moniteringsplanen er ynglebestandene af havterne, svømmesnepper og alkefugle samt en registrering af polarrævs fordeling på de enkelte øer i øgruppen. I kapitlet ”Forvaltning”, skitseres hvordan en moniteringsplan kan udmøntes, og forslag til periode og metode for de enkelte artsgrupper er samlet i appendiks 6. Opsynsordning: Erfaringer fra Kitsissunnguit viser, at polarræve og havterner ikke kan sameksistere, men at en aktiv regulering af rævebestanden er påkrævet, hvis den negative udvikling i fuglebestandene skal vendes. Samtidigt viser erfaringerne, at overtrædelser af adgangsbestemmelser samt forbud mod ægindsamling, fortsat finder sted på Kitsissunnguit. Det anbefales at der etableres en ordning med en opsynsperson på Kitsissunnguit. Opsynspersonens primære opgave er at regulere rævebestanden på øerne. Samtidigt vurderes det at den fysiske tilstedeværelse af en person i sommerperioden, vil have en præventiv effekt på lovovertrædelser på Kitsissunnguit. Det er her vigtigt at understrege at forslaget om en opsynsperson oprindeligt udspringer af et lokalt initiativ. Forslaget møder bred opbakning blandt forvaltningsmyndigheder og Styregruppe for Kitsissunnguit, hvor det anslås at en person dedikeret til at håndtere de forvaltningsmæssige udfordringer, er et tiltag der sandsynligvis vil have den største gennemslagskraft. I kapitlet ”Forvaltning” præsenteres forslag til hvordan en ordning med en opsynsperson på Kitsissunnguit kan afvikles, med hensyn til blandt andet opgaver, tidsperiode og metoder. Formidling: Det anbefales at der etableres tiltag til formidlingsmateriale om Kitsissunnguit. Formidlingen kan med fordel tilrettelægges til forskellige målgrupper: 1) Naturformidling om Kitsissunnguits fugleliv og andre naturværdier, illustreret med naturfotos, og tiltænkt en bred målgruppe bestående af generelt naturinteresseret personer, både i og uden for Grønlands grænser. 2) Formidling om Kitsissunnguits naturværdier, der inkluderer information om de lokale fredningsbestemmelser, og rettet mod lokalbefolkningen i Disko Bugt. Formidlingstiltag bør samtidigt omfatte skiltning på selve øgruppen, der informerer om adgangsrestriktioner på Kitsissunnguit. 8 Kalaallit Nunaanni timmissat najugaqarfiisa pingaarnerpaartaasa ilaannut, Kitsissunnguanut, una nalunaarusiaq tunngavoq. Kitsissunnguit 1900-kkulli qiteqqunnerani sumiiffittut eriagisarialittut ilisimaneqarpoq, qeqertanili timmissat uumasoqatigiiaat ikiliartorsimapput. Ineriartorneq tamanna ingerlaannassappat Kitsissunnguit immikkut ittumik inissisimanini annaassavaa, aamma aqutsiveqarfittut isigalugu iliuuseqarnissaq pisariaqarpoq, ineriartorneq pitsaanngitsoq unitsinneqassappat. Qeqertat ilusaat, oqaluttuarisaanerat, inunnit ullumikkut qanoq atorneqartarnerat, timmiarpassuit inuunerat kiisalu terianniaqassusaa nalunaarusiami kapitalini allaaserineqarput. Kitsissunnguit aqutsiveqarfittut siunissami ingerlanneqarnissaa pillugu siunnersuummik tigussaasumik nalunaarusiaq aamma imaqarpoq. Timmissat inuunerat immikkuullarissoq Kitsissunnguit Kalaallit Nunaanni timmissat manniliortartut assigiinngitsorpassuit najujaqarfigaat, allamik assingusumik taamaattoqanngilaq. Taamatuttaaq qeqertat timmissat manniliortarfiinit tamanit aqutsiveqarnikkut amerlanerpaanik tikkuaavigineqarsimavoq. Kitsissunnguit siornatigut nunarsuarmi imeqqutaalaqarfiit annerpaartaasa ilagisimavaat. Qeqertat nunavimmut ungasissumiipput, taamaannera teriannissat amerlassusaasa killeqarnerannik kinguneqarpoq, taamaalilluni isumannaatsumik manniliortarfittut timmissanit orniginarnerutinneqartarpoq. Kitsissunnguani isugutaqarfiit aamma imeqarfiit mikisut arlallit timmissanit odinshane-nit, tassalu naluumasortortunit, aamma thorshane-nit, tassalu kajorutsinit/kajuaqqanit najugaqarfigissallugu naleqqulluinnartuuvoq. Sumiiffik svømmesneppe-aqqanut, tassalu saarfaarsuup ilaqutaanut, immikkut ittumik pingaaruteqarpoq, odinshane-t amerlasoorsuullutik imminnut qanitsuararsuullutik tassani manniliortarmata. Kitsissunnguit Kalaallit Nunaata Kitaani sumiiffinnit tamanit thorshane-nut qaqutigoortunut manniliortarfiit pingaarnersaraattaaq. Kitsissunnguit apparluit manniliortartut assigiinngitsut sisamat najugaraat, taakkunannga marluk aqutsiveqarnikkut immikkut ittumik maluginiarneqarsimallutik. Qilanngat Kalaallit Nunaata Kitaani manniliortartut ikitsunnguupput, nunali tamakkerlugu isigissagaanni amerlanerpaat ilaat Kitsissunnguani uumasuupput. Appaliarsuit uumasoqatigiiaat Kalaallit Nunaata Avannaani aamma Tunumi amerlasoorsuakkaarlutik uumasuupput, taakkuli avataanni ikitsunnguakkuutaarlutik nammattuugassaasarput. Ikkarlunni avasinnerusuni, Saattuarsunni, appaliarsuit uumasoqatigiit ikitsunnguit manniliortarput. Uumasut assigiinngitsut tallimat, imeqqutaallat, odinsaamma thorshanet, qilanngat appaliarsuillu, Kitsissunnguani uumasuni pingaarnertut taaneqarsinnaapput, aamma qeqertat immikkut tikkuarneqarsimanerannut tunngaviliisuupput, tamatuma nalaa timmissat Kalaallit Nunaanniittut najorumasartagaattut pingaarutilittut inissisimalersissimammassuk. Timmissat pingaarnerit kisimik Kitsissunnguit timmissat najorumasartagaasa akornannut immikkut maluginiagassatut inissinngilaat. Timmissat assigiinngitsut nalunaarsorneqarsimasut 27—upput, taamaattumik tamatuma nalaa timmissat manniliortartut assigiinngitsorpassuit najorpaat, uumasoqatigiillu assigiinngitsut arlallit imminnut assut qanillutik uumasuupput. Imeqqutaallat manniliortut aamma timmissat allat assigiinngitsut ataatsimoorlutik uumasuunerat tamatumunnga nassuiaatit ilagaat, timmissat allat imeqqutaalaqarfiit illersorneqartutut nalilerlugit ornigarfigisarmatigik. Timmissat allat uumasoqatigiiaat qaqutigoortut Kitsissunnguani aamma manniliortarput, taakku akornanni timmiaq mikisunnguaq rosenmåge, tassalu naajannguaq immikkut taassallugu tulluarnerpaavoq. Timmissat uumasoqatigiit ikiliartornerat Kitsissunnguani timmissat uumasoqatigiiaat qanoq innersut paasiniassallugu ajornaatsuinnaanngilaq. Kitsissunnguani timmissat uumasoqatigiiaat ineriartornerat pillugu killiffissiornissamut aalaakkaasumik akuttoqatigiiaamillu kisitsinissamik pilersaarusiortoqarsimannginnera ajornartorsiortitsivoq. Asimi misissuineq eqqaassanngikkaanni, imeqqutaallat uumasoqatigiiaat qitiutillugit, 2000-ikkut aallartinneranni, ingerlanneqarsimasumi, timmissanik uumasoqatigiiaanik sukkut tamaana kisitsisimanernik ikitsunik nassaassaqarpoq. Kitsissunnguanili imeqqutaallanut uumasoqatigiinnut tunngatillugu paasinarsivoq ikiliartortut. Qeqertani tamani imeqqutaallat manniliortarsimagaluarput, ullumikkulli qeqertat killiit kisiisa Eqikkaaneq 9 manniliorfigisalersimavaat. Sumiiffik imeqqutaallat manniliorfigisartagaat annikillisimavoq – tamanna 1980-ikkunnili 1990-ikkunnilu aallartissimavoq. Imeqqutaallat manniliortartut aamma ikilisimapput. Takussutissiami 1.1-imi Kitsissunnguani timmissat pingaarnerit pillugit kisitsinerit tigoriaannaat pitsaanerit eqikkarlugit nassuiaavigineqarput. Tabelimi uumasut assigiinngitsut pingasut kinguariarsimanerat takutinneqarpoq, sumiiffimmik timmissat najugaannik immikkuullarissutut isigineqartumik toqqaaniarnermi uumasut taakku tunngavissiisimapput. Ikileriarnerannut peqqutit Timmissat uumasoqatigiit ineriartornerannut sunniisinnaasut arlaqarput, manniliortarfiini, ingerlaartarnerisa nalaanni aamma ukiukkut najortagaanni. Ikileriarnerit malittarineqartut ataasiinnarmik peqquteqarnerannik erseqqissumik oqassalluni ajornakusoorpoq. Kitsissunnguanut tunngatillugu ilimanarneruvoq imeqqutaallat ikileriarnerannut nakkutigineqartumut, teriannissat amerleriarsimanerannut attuumassuteqartoq. Timmissat assigiinngitsut, soorlu imeqqutaalaq, nunap qaaginnaanut ulluliortarput, taamaattumillu nunami uumasunut kiisortunut qanippallaalersarput, teriannissat taamaalillutik uumasoqatigiiaat amerlassusaannut pitsaanngitsumik kinguneqartitsisinnaalersarput. Kitsissunnguani teriannissat 2000-ip naanera tikillugu pingaartumik qeqertami kangillerpaamiittumi Angissani naammattuugassaasarsimapput. Qeqertat killerniittut terianniaqarsimanngillat (imaluunniit ikitsunnguusimapput), inunnit Kitsissunnguaniittunit nungusagaasimanerat peqqutaasimagunarluni. Kitsissunnguit 2008-mi eqqissisimatinneqalernerannit tikinneqarnissaannut sakkortunerusumik killilersuisoqalermat teriannissanik ikilisaanerup annikilleriarneranik kinguneqarsimassangatinneqarpoq. Teriannissat Kitsissunnguani siammarsimassusaat ukiuni tulliuttuni annertuninngorsimavoq, ullumilu qeqertani tamani naammattuugassaasarput amerlisimallutillu. Imeqqutaallat manniinik nerisassanik Kitsissunnguani katersisarneq siornatigut akulikissimavoq. Mannissarneq 2002-mi inerteqqutaalerpoq, qeqertanili taakkunani mannissartarneq manna tikillugu pisarpoq naak inerteqqutaagaluartoq, siornatigumut naleqqiullugu ikinnerugaluartunik. Mannissartartut manniit tigusartagaasa amerlassusipajaavinik imeqqutaallat mannilioqqissinnaasaraluartut timmissat uumasoqatigiit amerlassusaannut kingunerluppoq. Timmissanut uumasoqatigiiaanut akornusersuinerit kingunerlussinnaapput, timmissat manniliorsinnaanerannut sunniuteqarluni. Kitsissunnguit eqqissisimatinneqalernerisigut angallannermut tunngatillugu killilersuisoqalersimavoq, timmissat manniliornerisa nalaanni nunamut niusoqaqqusaajunnaarlunilu angalasoqaqqusaajunnaarpoq. Kitsissunnguanili akuttoqatigiimmik maleruagassanik unioqqutitsisoqartarpoq. Taamatuttaaq imaani avatangiisit silap allanngoriartornerata kingunerisaanik allannguuteqarsimanerat timmissat nerisaqarnerannut sunniuteqarsimavoq taamaalillunilu uumasoqatigiit ineriartornerisa pitsaanngitsumut saassimanerat assortorneqarsinnanngillat. Innersuussutit Kitsissunnguanut tunngatillugu aqutsinerup manna tikillugu amigarnera sumiiffinnit ataasiakkaanit aamma nunami tamarmit akuerineqarsimavoq. Qeqertani timmissat uumasoqatigiiaat ikileriarsimapput aamma teriannissat naleqqutinngitsumik amerlisimapput. Suleqatigiissitaliaq siammasissumik inuttalersugaq ”Styregruppe for Kitsissunnguit” ineriartornerup pitsaanngitsup illuanut saannissaanut aqutsinermi periutsinik ujartuivoq. Aqutsinermut pilersaarut: Kitsissunnguit pillugit aqutsinissamik pilersaarummik suli suliaqartoqarnanilu atuutsitsisoqalernikuunngilaq. Nunaminertamik allanngutsaaliugassaqartillugu aqutseriaatsimik pitsaasumik peqarnissaq pisariaqartarpoq, tamatuma malitsigisaanik aqutsinissamik pilersaarusiortoqartariaqartarpoq, Kitsissunnguanut eqqissisimatitsinissaq pillugu nalunaarummi kiisalu masarsoqarfiit pillugit Ramsar-imut isumaqatigiissummi maleruagassani nassuiarneqarsimasutut. Sumiiffimmi anguniagassatut najoqqutassat aqutsinissamik pilersaarummi allassimasariaqarput, tassani pinngortitami uumasoqatiiaanut, inuiaqatigiit aningaasarsiornerisa uumasoqatigiiaanut sunniutai, kulturikkullu sunniutaannut tunngasut ilanngullugit, kiisalu aqutsiveqarfiit 16 3. KITSISSUNNGUIT Basis Ø, juni 2018 17 Kitsissunnguit I farvandet i den sydlige del af Disko Bugt ligger en gruppe af lavtliggende øer. Kommer man fra søsiden, kan øgruppen let overses, da de flade øer kun stikker en anelse op i horisonten i den mægtige bugt. Men besøger man Kitsissunnguit, finder man ud af at stedet er helt specielt. Først og fremmest er fuglelivet på øerne enestående og uden sidestykke i Grønland. Livet i havet omkring øerne er rigt, med et økonomisk vigtigt fiskeri, og stor forekomst af havpattedyr som sæler og hvaler. Sceneriet omkring øerne præges af massive isbjerge, hvor nogle isbjerge strander og ligger fast igennem sommeren, mens andre bevæger sig hastigt videre ud gennem Disko Bugt. Kitsissunnguit rummer samtidigt en interessant forhistorie, der strækker sig fra flere tusinde år tilbage i tiden og frem til i dag. Gennem tiderne har mennesker gjort brug af øerne, og gør det stadig i dag. Geologisk set er Kitsissunnguit også noget særligt, med en helt anderledes struktur sammenlignet med det nærtliggende fastland. Hvor størstedelen af kysten i Vestgrønland udgøres af klippekyst der ender direkte i havet, findes der på Kitsissunnguit egentlige sandstrande og udstrakte lavvandede laguneområder. Kitsissunnguit er en gruppe af øer beliggende i den sydøstlige del af Disko Bugt, Vestgrønland. Øgruppen består af fire større øer, Angissat, Innarsuatsiaaq, Kitsissunnguit (Basis Ø på dansk) og Niaqornaq, orienteret i en vest-øst-gående retning. Desuden omfatter øgruppen en samling mindre, flade skær, Saattuarsuit (nordvest for Niaqornaq), en lille ø Kingittuarsuk (nord for Angissat) samt to skær mellem Innarsuatsiaaq og Basis Ø, der næsten oversvømmes når tidevandet når sit højeste. De fire store øer samt Saattuarsuit er beskrevet mere detaljeret, samt illustreret med fotos, i appendiks 2. Øerne er generelt meget lavtliggende sammenlignet med resten af Vestgrønland. De højeste punkter i øgruppen findes på Niaqornaq og Angissat, men begge punkter er mindre end 50 meter over havets overflade. I stedet består habitatet på øerne af langstrakte flade arealer med dværgbuskhede blandet med mere fugtige områder og små vandhuller. Det danske navn for Kitsissunnguit er ”Grønne Ejland”, som er en ejendommelig sammenblanding af forskellige sprog. Navngivningen oprinder sandsynligvis tilbage til 1600 og 1700-tallet, hvor britiske og især hollandske, hvalfangere var aktive i Disko Bugt. ”Eiland” er det hollandske ord for ø, mens ”Ejland” er en afledning af det engelske ”Island”, brugt af datidens sømænd. Generel beskrivelse Innarsuatsiaaq Saattuarsuit Niaqornaq Kitsissunnguit (Basis Ø) Angissat 1 km Aasiaat Ilulissat Qasigiannguit Ikamiut Akunnaaq Ilimanaq KISTISSUNNGUIT Figur 3.1. Kort over Kitsissunnguit. Det lille kort til venstre, viser øgruppens placering i Disko Bugt og nærliggende byer og bygder. 18 Geologien på Kitsissunnguit adskiller sig fra det nærtliggende fastland mod øst og syd. Kitsissunnguit, Diskoøen og den vestlige del af Nuussuaq-halvøen er af samme geologiske beskaffenhed (tertiært sediment), og fremstår udseendemæssigt forskellig fra resten af Vestgrønland (3). Det ses særligt ved øgruppens sydvendte kyster, hvor der findes karakteristiske, sekskantede søjlestrukturer, præcis som man finder det ved Qeqertarsuaq mod nord. Den polygon-formede struktur er opstået for omkring 60 millioner år siden, hvor der skete en adskillelse af det nordamerikanske og europæiske kontinent. Basaltlava strømmede ud på jordoverfladen gennem dybe sprækker, og strukturerne blev dannet i forbindelse med størkning og afkøling af nydannet basalt. Et anden særligt geologisk fænomen der forekommer på Kitsissunnguit er strande med mørkt, næsten sort, sand. På den nordøstvendte kyst på Basis Ø samt på den nordlige kyst på Niaqornaq findes sandstrande med sort sand, som man finder ved Siorarsuit stranden foran Qeqertarsuaq på Diskoøen. Det er sandets vulkanske oprindelse, der har givet den mørke farve. På sydsiden af den vestligste ø, Angissat findes desuden en sjælden geologisk forekomst: en særlig type kiselskiffer, kaldet killiaq (22), der i fortiden har været et vigtigt materiale til fremstilling af redskaber (se også afsnittet ”Menneskelig aktivitet”). Geologi Kitsissunnguits geologi adskiller sig på flere punkter sammenlignet med resten af Vestgrønland, blandt andet med forekomst af mørke sandstrande af vulkanske oprindelse – her på vestsiden af Basis Ø. Basis Ø, juni 2018 19 Der er en betragtelig forskel i vanddybden omkring øgruppen. Mod syd falder bunden stejlt, og opnår en dybde på adskillige hundrede meter, ganske tæt på kysten af Kitsissunnguit. Mod nord er farvandet lavvandet, og optræder på søkort som ”ikke-opmålt”, altså et område med utilstrækkelige dybdeangivelser, hvor sejlads med større fartøjer er ikke tilrådeligt. Havbundens dybde afspejles samtidigt i det generelle udseende omkring øerne over vandet. Farvandet i den sydlige del af Disko Bugt er generelt præget af de mange isbjerge, med en oprindelse fra Ilulissat Isfjord. Nord for Kitsissunnguit strander isbjergene ved lavvandede områder, og gennem sommeren ligger isbjergene som en hvid, langstrakt mur i horisonten. Mod syd er der dybt, strømfyldt vand, og her glider isbjergene stille forbi, uden at blive liggende. Havdybden har naturligvis også en betydning for det biologiske liv omkring øerne. Således forekommer de fuglearter, som tejst, ederfugl og kongeederfugl, der finder deres føde på lavt vand, primært nord for øerne. De store havpattedyr, som sæler og hvaler, optræder derimod næsten udelukkende syd for Kitsissunnguit over dybt vand. Havområderne der omkranser Kitsissunnguit, er kendetegnet ved, som det øvrige Disko Bugt, at have en høj biologisk produktivitet og et rigt dyreliv. I de sene forårsmåneder sker en sand eksplosion i forekomsten af planteplankton – særligt kiselalger – i de øverste vandlag. Dette efterfølges i løbet af kort tid af en massiv opblomstring i dyreplankton, hvor især vandlopper (copepoder), der om vinteren opholder sig på dybt vand, er talrige. Den store forekomst af vandlopper forplanter sig op igennem fødekæden, og danner grundlaget for de højere trofiske niveauer som krill, fisk og grønlandshvaler. En biologisk, særdeles vigtig nøgleart i Disko Bugt er den lille laksefisk lodden (ammassaat). Den ankommer i store mængder fra sit vinterkvarter i dybe, pelagiske havområder, til Disko Bugt omkring maj/juni for at gyde. Den gyder dog ikke ved selve Kitsissunnguit, men flere steder ved fastlandets kyster syd og øst fra øgruppen. Lodden er fødeart for en lang række dyrearter som store fisk, fugle, sæler og hvaler, hvis migrationsmønstre er tilpasset loddens forekomst. Med loddens ankomst, kommer også store flokke af Grønlandssæler, der kan ses især fra Kitsissunnguits sydlige kyster. Fra juni måned er pukkelhvaler almindelig forekommende i farvandet ud for øgruppen, mens de store finhvaler normalt først ses efter månedsskiftet til juli. Forekomsten af havis i Disko Bugt-området har ændret sig markant gennem de seneste årtier. Tidligere blev store havområder dækket af is i vinter og forårsmånederne, men i dag forekommer dette mere og mere sjældent. I en ikke så fjern fortid, var situationen ofte den, at i foråret var området nord for øerne isdækket, mens der forekom åbent vand syd for Kitsissunnguit. Havet omkring Kitsissunnguit Havet omkring Kitsissunnguit er biologisk rigt, og havpattedyr som sæler og hvaler forekommer jævnligt omkring øerne. Finhval (fotoet) optræder fra omkring månedsskiftet juni-juli. Basis Ø, august 2005 20 Som et resultat af at Kitsissunnguit er omgivet af vand, med en vis afstand til fastlandet, er diversiteten af insekter relativ lille. Forekomsten af insekter kan ydermere variere betragteligt fra sæson til sæson, alt efter temperatur og antallet af solskinstimer. De mest iøjefaldende og farvestrålende insekter på Kitsissunnguit er dagsommerfuglene, hvor der findes to arter: Arktisk perlemorsommerfugl (Boloria chariclea), der dukker op i slutningen af juni, samt arktisk høsommerfugl (Colias hecla), der har flyvetid omkring en uge senere. Andre flyvende insektarter inkluderer polar-humlebi (Bombus polaris), grønlandsk mariehøne (Coccinella transversoguttata) og arktisk stankelben (Tupula arctica). De mange fugtige områder med ferskvand på øerne, betyder ideelle forhold for stikmyg, hvor de små vandhuller kan være helt levende med myggelarver midt på sommeren. Myggeplagen på øgruppen kan være betragtelig for både dyr og mennesker, hvor de mange rugende havterner sandsynligvis udgør et let måltid for myggene. De arktiske stikmyg er ikke afhængige af blod for at kunne forplante sig, men kan overleve og holde bestanden kørende på en diæt af blomsternektar. I nogle af Kitsissunnguits vandhuller forekommer der Stor Grønlandsk Vandkalv (Colymbetes dolabratus), og i det største vandhul på Niaqornaq er der fundet Damrokke (Lepidurus arcticus). I 2006 blev der gjort en mindre indsats for at undersøge hvilke insekter der forekommer på Kitsissunnguit ved hjælp af ”insektfælder”. En artsgruppe der helt mangler på øgruppen er terrestriske biller, måske som et resultat af at flyveafstanden til fastlandet er for stor til at billerne kan kolonisere Kitsissunnguit. En artsgruppe der til gengæld er overordentlig almindelig på Kitsissunnguit er spyfluer. Når eksempelvis en fugleunge dør, går der overraskende kort tid før æglæggende spyfluer har fundet frem til den. Æggene klækker efter få timer og larverne ernærer sig af det rådnende kød. Insekter og andre smådyr På Kitsissunnguit findes flere arter insekter og andet småkryb. Mest i øjenfaldende er de to arter af sommerfugle, arktisk perlemorsommerfugl (øverst til venstre) og arktisk høsommerfugl (øverst til højre), som flyver på varme, vindstille dage i juli måned. Spyfluer (nederst til venstre) findes i store antal, og er hurtige til at lægge æg på døde dyr. Der forekommer flere arter af edderkopper, hvor arktisk kystjæger (Pardosa groenlandica) er den største. Basis Ø, juli 2006 Basis Ø, juli 2006 Basis Ø, juni 2006 Niaqornaq, juni 2006 21 Vegetationen på Kitsissunnguit er kendetegnet ved både at indeholde plantearter, der er tilknyttet tørre fjeldområder, fugtige ferskvandsområder samt kystnære områder (se appendiks 3 for liste over registrerede plantearter). Den dominerende naturtype er ”dværgbuskhede”; et plantesamfund karakteristisk for det centrale Vestgrønland. De tørre områder på øerne er dækket af dværgbuskhede, fortrinsvis revling, og arter som grønlandsk simmer, arktisk pil og dværgbirk. På vel-drænede steder forekommer desuden større, sammenhængende områder med en mosaik af mosser i gule og lysegrønne farver. Omkring de fugtige områder på øerne finder man plantearter som mosepost, kæruld, mosebølle og tyttebær. Ved Kitsissunnguits kyster finder man en række salt-tolerante plantearter, som eksempelvis hestetunge, der kan tåle påvirkningen fra havet. Flora Niaqornaq, juni 2018 På de tørre, vel-drænede arealer på Kitsissunnguit findes store områder, med en mosaik af forskellige arter af lav og mos. 22 4. MENNESKELIG AKTIVITET Basis Ø, juli 2006 23 Menneskelig aktivitet I dag er Kitsissunnguit ubeboet af mennesker, men det har ikke altid været tilfældet. På samtlige øer i øgruppen er der tegn på tidlig bosættelse. Disse fortidsminder er dog ikke altid lette at få øje på, da tidens tand langsomt har visket sporene ud. Med fredningen af Kitsissunnguit, og indførsel af forbud mod ilandstigning i 2008, skete der samtidig et fald i menneskelig aktivitet på øerne. Mest aktivitet ses i dag i forårsmånederne i forbindelse med fiskeri efter stenbider. Trods forbud, foregår der i dag stadig illegal ilandstigning, sejlads og ægindsamling på øerne. De mest synlige tegn på menneskelig aktivitet i dag er et udpræget affaldsproblem. Langs Kitsissunnguits lavvandede kyster ophobes af affald fra de marine områder i Disko Bugt. Desuden findes der affald og efterladte redskaber, som stammer fra stenbiderfiskeriet der finder sted omkring øgruppen. Kitsissunnguit har sandsynligvis aldrig været beboet året rundt. I stedet har øerne fungeret som vigtige bopladser i en tid med en mere nomadisk tilværelse. I fortiden har man gennem året skiftet mellem forskellige bosteder, alt efter hvor fangsten var gunstig. Kitsissunnguit har først og fremmest været vigtig i forårsmånederne i forbindelse med narog hvidhvalfangst. Om foråret har iskanten i Disko Bugt gået lige ved øerne, sådan at der har været åbent vand syd for Kitsissunnguit, og havis nord for. De højeste punkter på øerne (især Niaqornaq) har fungeret som udsigtsposter, hvorfra småhvalerne kunne spottes. Fra de omkringliggende bygder i Disko Bugt, er folk flyttet til Kitsissunnguit for at tilbringe foråret med fangst. I januar/februar er man rejst fra bygderne på hundeslæde, og med sig på slæden har man haft både, der kunne sikre rejsen tilbage efter at isen var brudt op i juni. Det har været vigtigt at være retur på ”fastlandet” i den periode hvor lodden (ammassaat) ankom, og forråd skulle indsamles. Det er sandsynligt, at man senere på sæsonen har foretaget kortere ture til Kitsissunnguit for at indsamle æg. De mest iøjnefaldende spor efter fortidig brug er de gamle ruiner af tørvehuse på Basis Ø (Kitsissunnguit). Allerede når man ankommer fra søsiden til den lille sydvendte bugt på øen, bemærker man gruppen af tørvehus-ruiner. Bopladsen ligger lavt og beskyttet mod vind, og herfra har man let adgang i kajak til farvandet både mod syd og nord. Tørvehusene på Basis Ø består af tørv (græs og jord), som er udgravet fra ”kultur-lag” – dvs. den tørv, der er blevet dannet gennem årene tæt på bopladsen. Det betyder at man i husenes vægge tydeligt kan se små knogler fra fortidens fangstdyr stikke ud. Taget i tørvehusene er afstivet med drivtømmer, og visse steder er ben fra hvaler benyttet i tagkonstruktionen. I tidligere tider har husene været opvarmet af tranlamper, og i nyere tid af kakkelovne, der stadig står tilbage i enkelte af husene. Ældre beboere fra Disko Bugt fortæller, hvordan man fragtede kakkelovnen fra bygden med på hundeslæden, når man flyttede til Kitsissunnguit. Den menneskelige aktivitet gennem tiderne sætter desuden sit tydelige præg på omgivelserne i form af tilførte næringsstoffer. Den gødende effekt fra de gamle køkkenmøddinger og andre efterladenskaber betyder, at vegetationen omkring husene er særlig høj og frodig. Fortidig brug 24 På Kitsissunnguit forekommer desuden et sjældent, og i forhistorien værdifuldt råstof: killiaq – en type kiselskifer, der kun er fundet ganske ved få lokaliteter i Grønland. Killiaq har, siden tidernes morgen, været benyttet til fangstredskaber, som knive, harpunhoveder og pilespidser. På sydsiden af øen Angissat findes en sådan forekomst af killiaq. Her har arkæologer fundet tegn på at stoffet er blevet udvundet, og givet udvindingen tilnavnet ”Grønlands ældste minedrift” (22). Tæt på forekomsten er fundet afslag og tegn på bearbejdning af killiaq fra tidlige palæo-eskimoiske beboere. Det værdifulde råstof er fundet forskellige steder i Grønland langt fra Kitsissunnguit, og har sandsynligvis været eftertragtet i byttehandler. Foto fra Kitsissunnguit, dateret 06-04-1905. På billedet ses en gruppe kvinder, børn og en enkelt mand i traditionelt tøj med skindkamikker og anorak med skindkrave. I baggrunden ses tørvehuse med vægge lavet af tørv, sten og lyng. I forgrunden ses en stor bunke dyreknogler fra en række mindre fangstdyr. Foto: Arktisk Institut/ Ole Bendixen (ID 128348). Foto fra Kitsissunnguit, dateret 06-06-1901 med titlen ”Skindtelte på Grønne Ejland”. Billedet viser to traditionelle telte lavet af (klapmyds) skind med stenkant. I højre side ses en hundeslæde væltet om på siden med en riffel lænet op ad slæden. I baggrunden står fire mænd og en kvinde med håret sat op på traditionel vis. De fire børn er klædt i skindkamikker og skindtøj. Foto: Arktisk Institut/Regnar Wilhelm Gerard Bentzen (ID 10136). 25 Tørvehus-ruiner findes på samtlige øer i øgruppen, selv de yderste skær Saattuarsuit. På Basis Ø (Kitsissunnguit) findes den største gruppe af tørvehuse, som har været anvendt indtil 1950’erne, hvorefter man gik bort fra at bruge husene i længere perioder. Strandkanten er, som de fleste steder på Kitsissunnguit præget af affald. Tørvehus-ruiner og arktisk hønsetarm (Cerastium alpinum). Vegetationen omkring tørvehusene (foto ovenfor) er særlig frodig sammenlignet med omgivelserne, som et resultat af den gødende effekt fra menneskeligt affald. Taget i husene er afstivet med drivtømmer, og siderne bygget af tørv fra ”kultur-lag”, hvor man kan se knoglerne fra tidlige tiders fangstdyr. Nogle af husene indeholder en efterladt kakkelovn. Basis Ø, juli 2003 Basis Ø, juli 2005 32 I dag benyttes Kitsissunnguit ikke i forbindelse med organiseret turisme, men der har tidligere været forslag om at fremme øgruppen som et turismemål i Disko Bugt. Forslagene gik blandt andet på at etablere informationstavler, fugleskjul og stisystem, der kunne give besøgende mulighed for at opleve øgruppens fugleliv. Planerne blev dog aldrig realiseret, og så vidt det vides er der ikke aktive planer om at udbygge turisme på Kitsissunnguit. Det er sandsynligt at Kitsissunnguit kunne have et potentiale som turismedestination. Øgruppen er beliggende kun lidt over en times sejlads fra en Grønlands mest besøgte turistattraktion, Ilulissat Isfjord. Visit Greenlands markedsanalyser viser, at ønsket om at se dyreliv ligger øverst på listen blandt turister der besøger Grønland. Desuden findes der et segment af turister, som er særligt interesseret i fugle, og gerne vil inddrage fuglekiggeri i deres aktiviteter. Dette ønske er i dag svært at imødekomme for turoperatørerne i Disko Bugt. Ud over hvalsafari, findes der reelt ikke turismeaktiviteter, rettet specifikt mod oplevelser med at iagttage dyr og fugle. Der ligger imidlertid en potentiel konflikt i udførelse af turismeaktiviteter på Kitsissunnguit. For at turisterne kan opleve det unikke dyreliv, er det nødvendigt at gå i land på øerne. Omvendt er det ikke ønskværdigt at påføre fuglelivet unødvendig forstyrrelse. Problematikken er diskuteret i Naturinstituttets tekniske rapport nr. nr. 71 (6), hvor der indgår en række konkrete forslag til hvordan turisme kunne tænkes udført på Kitsissunnguit. Rapporten foreslår blandt andet at, for at begrænse forstyrrelsen, skulle færdsel kun foregå ad etablerede stier og kun i udvalgte områder, sådan at andre områder helt friholdes for aktiviteter. Turisme Kitsissunnguit har potentiale i forbindelse med turismeudvikling, men kræver at der indføres retningslinjer for færdsel, hvis forstyrrelsesniveauet skal holdes på et minimum. Billedet viser turister der besøger Kitsissunnguit i 2006, hvor de informeres om Naturinstituttets arbejde med havterneundersøgelser og får fremvist en havterneunge. Basis Ø, juli 2006 33 Kitsissunnguit er kendetegnet ved både at have klippekyst, der afgrænses af relativt dybt vand, og af strande og laguneområder, der afgrænses af relativt lavt vand. Sidstnævnte er en naturtype der ikke er særlig udbredt i en grønlandsk kontekst. De lavtliggende kystområder betyder ophobning af affald, der stammer fra de omkringliggende havområder. Øgruppens placering centralt i den sydlige del af Disko Bugt, genererer affald fra et stort opland, hvoraf en høj andel af affald der kan flyde, på et eller andet tidspunkt ender på Kitsissunnguits kyster. Kilden til problemet er sandsynligvis skibsfart generelt, områdets fiskeri samt afblæsning af affald fra de nærliggende, åbne lossepladser. En gåtur langs kysterne er en overraskende oplevelse af hvor meget affald, der rent faktisk ligger på Kitsissunnguit. Særligt plastikdunke til motorolie, sodavandsflasker og fiskekasser af plastik er repræsenteret i affaldet. Dertil kommer at fiskeriet efter stenbider betyder at affald efterlades på øerne. Det er især tilfældet på Basisø, hvor der forekommer en del efterladt garn og andet udstyr benyttet i forbindelse med fiskeriet. Affaldsproblemet på Kitsissunnguit er først og fremmest et æstetisk problem. At der forekommer relativt store mængder affald i et beskyttet området kan virke paradoksalt, og forstyrrer måske naturoplevelsen for den besøgende. Plastikforurening i det marine miljø er også mistænkt for at have en langtidsvirkende negativ effekt. Der er dog intet faglig belæg for at sammenkæde det faktum at der er et affaldsproblem på Kitsissunnguit, med de observerede tilbagegange i fuglebestandene. Affald På samtlige øer i øgruppen forekommer der et udbredt problem med affald. Affaldet oprinder primært fra to kilder: 1) Plastik, der kan flyde, der stammer fra havområderne omkring øerne, og driver i land på Kitsissunnguits lavvandet strande. 2) Affald, efterladt i forbindelse med stenbider-fiskeri på øerne. Niaqornaq, juni 2024 Angissat, juli 2003 Basis Ø, juli 2002 Innarsuatsiaaq, juni 2003 34 5. FUGLELIV Basis Ø, juli 2005 35 Fugleliv Fuglelivet på Kitsissunnguit er enestående, set i både en national og international kontekst, på flere forskellige parametre: Der forekommer en særlig høj diversitet af ynglefugle på øerne, og med 27 ynglende arter på et areal på knap 8 km2, findes der ikke en fuglelokalitet i Grønland med tilsvarende høj diversitet. Kitsissunnguit huser Grønlands største koloni af ynglende havterner. Øgruppen er desuden ynglelokalitet for arter som lunde, søkonge og thorshane, der kun forekommer fåtalligt i Vestgrønland, og så yngler odinshane i særdeles høje tætheder på Kitsissunnguit. Ovennævnte fem fuglearter kan betegnes som nøglearter, og udgør grundlaget for de forskellige typer udpegninger af Kitsissunnguit som en særlig vigtig grønlandsk fuglelokalitet. Status for bestandene af netop disse arter bør således tildeles særlig opmærksomhed i forvaltningen af Kitsissunnguit. Kitsissunnguit er visse år ynglelokalitet for den sjældne rosenmåge, og en række andre fuglearter benytter også øgruppen, dog uden at yngle. Den samlede liste over fugle registreret på Kitsissunnguit rummer 54 arter, hvilket er særdeles højt for en grønlandsk lokalitet. Det rige fuglelivet på Kitsissunnguit afspejles først og fremmest i den store bestand af ynglende havterner. Men lokaliteten rummer samtidigt en lang række andre ynglefugle, hvoraf nogle af arterne optræder netop på Kitsissunnguit på grund af den høje tæthed af havterner. Basis Ø, juli 2005 36 Havternen er en havfugl med en cirkumpolar yngleudbredelse, dvs. at den yngler hele vejen rundt om Arktis. I Grønland er havternen udbredt i hele landet, både de nordligste og sydligste egne, samt i Østog Vestgrønland. Udbredelsen er imidlertid ikke jævn og kontinuerlig, og der findes lange strækninger langs de grønlandske kyster, helt uden ynglende havterner. Den grønlandske bestand er i størrelsesorden 65.000 par (14), hvor hovedudbredelsen findes i det centrale Vestgrønland, med landets største kolonier placeret i Disko Bugt og Uummannaq-området. Kitsissunnguit er Grønlands vigtigste lokalitet for havternen. Optællinger i 2002-2006 viser at mellem 15.000 og 22.000 par terner benyttede øgruppen som yngleplads i denne årrække (se appendiks 5). Vælger man at se øgruppen som en samlet koloni er Kitsissunnguit verdens største havternekoloni. Dette er dog lidt misvisende, da ternerne yngler fordelt på flere øer i øgruppen, og disse bør betragtes som separate kolonier. Havternerne på Kitsissunnguit placerer deres reder relativt spredt; typisk med 2 til 5 meters afstand mellem rederne. Havternen har en mere fluktuerende yngleforekomst sammenlignet med de øvrige havfuglearter i Grønland. Således optræder der såkaldte overspringsår, hvor havternen lokalt helt undlader at yngle. Årsagen og omfanget af disse overspringsår er dårligt undersøgt, men er med al sandsynlighed relateret til den aktuelle fødetilgængelighed og involverer større sammenhængende områder. Når havternerne ankommer til ynglelokaliteten i starten af sæsonen, er de på en eller anden måde er i stand til at vurdere mængden af føde. Herefter foretager de en ”kollektiv beslutning” om det er besværet værd at yngle i det indeværende år. Et andet forhold der sandsynligvis kan få ternerne til at opgive at yngle, er tilstedeværelsen af firbenede rovdyr på ynglelokaliteten. Enten ræve der er nået ud til øen over vinterisen, eller slædehunde, der er sat ud for sommeren. Overspringsår, hvor hele bestanden af havterner ikke yngler, er dokumenteret på Kitsissunnguit i 2000 og 2018. Træk Den er den dyreart i verden, der foretager den længste, årlige vandring mellem ynglepladsen og vinterkvarteret (figur 5.1). Om sommeren yngler havternen i Grønland og resten af Arktis, mens vinteren tilbringes på den anden side af jorden, ved havområder ud for Antarktis. Det betyder at havternen er den af verdens dyrearter, der oplever flest solskinstimer i løbet af et år. I Grønland nyder den om sommeren godt af midnatssolen og lys døgnet rundt, og når den ankommer til Antarktis, er situationen den samme under den sydlige halvkugles sommerperiode. Den samlede distance som havternen tilbagelægger under trækket gennem et kalenderår, overstiger 70.000 km (12). Fra ringmærkning ved man at havternen kan blive ældre end 30 år. Det betyder at arten gennem sin levetid tilbagelægger en distance, der svarer til tre ture frem og tilbage til månen. En imponerende præstation af en lille fugl med en vægt på lidt over 100 gram. Havterne Figur 5.1: Havternen udfører årligt en af de mest imponerende vandringer i dyreverden: et træk fra Arktis til Antarktis, og tilbage igen. Fra de grønlandske ynglepladser forlades i august går rejsen (gule pile) mod den centrale del af Nordatlanten (1), hvor fuglene opholder sig en måneds tid, før de fortsætter mod syd. Herefter benytter havternerne enten en rute langs kysten af Sydamerika, eller langs Vestafrikas kyster. Vinteren bliver tilbragt i Weddellhavet (2), før turen (hvide pile) igen går nordpå i starten af maj måned. Denne sidste del af turen gennemføres væsentlig hurtigere end efterårstrækket, da fuglene hjælpes på vej af medvind. 37 Havternen er, i modsætning til de fleste andre havfugle, ikke i stand til at dykke på store dybder i jagten efter noget spiseligt. I stedet finder den sin føde i den øverste halve meter af vandsøjlen, hvor den efter et styrtdyk gennem luften rammer overfladen med et lille plask. Føden udgøres fortrinsvis af små fisk og fiskeyngel, samt i mindre grad krebsdyr. Arten kan også fange edderkopper og sommerfugle på landjorden, men dette forekommer kun sjældent, og sikkert mest i år med fødeknaphed i det marine miljø. For havternebestanden på Kitsissunnguit er lodde (ammassaat) den absolut vigtigste fødekilde. I 2006 blev der gjort en indsats for at finde ud af hvilken føde havternen fodrer sine unger med. Ved at opstille et skjul nær en gruppe af havternereder, kunne der identificeres fødearter ved 1200 unge-fodringer (5). Studiet viste at små lodder og fiskelarver (også sandsynligvis lodde) antalsmæssigt udgjorde 20 til 77 % af de fødeemner der blev afleveret til ungerne, men omregnet til energiindhold, udgjorde lodde og fiskelarver 97-99 % i føden. (se tabel 5.1). Kontrol Omlæg Unge alder Art/gruppe Antal Energi (%) Antal Energi (%) 0-3 dage Lodde 4 84 1 22 Fiskelarve 7 11 65 78 Andet 44 5 0 0 4-7 dage Lodde 24 99 0 0 Fiskelarve 15 1 648 100 Andet 46 0 2 0 8-11 dage Lodde 22 98 0 0 Polartorsk 0 0 2 13 Fiskelarve 16 2 329 87 Andet 11 0 0 0 Tabel 5.1: Fordelingen af føde bragt til havterneunger af de voksne fugle, Kitsissunnguit 2006. Tabellen viser fødeemner i reder, der ikke er manipuleret (”kontrol”), samt i reder, hvor det første kuld er eksperimentelt fjernet, og et nyt kuld produceret (”omlæg”). Ungernes alder er opdelt i tre kategorier mellem 0 og 11 dage gamle, og deres diæt er opdelt i ”lodde”, ”fiskelarve”, ”polartorsk” og ”andet”. Tabellen viser, at selv om ungerne bliver fodret med en række forskellige fødeemner, er det især lodde og i mindre grad (lodde-) fiskelarver, der har størst betydning, når fødeemnerne omregnes til energiindhold. Tabellen viser ydermere en forskel i diæt mellem unger i ”normale reder” og erstatningsreder (se afsnittet ”omlæg”). Havternerne på Kitsissunnguit fodrer deres unger med forskellige fødeemner, men det er lodde (ammassaat) der har størst betydning. På fotoet ses en flyvefærdig 4-uger gammel unge, der har forladt reden, og opholder sig ved kysten, hvor forældrefuglene stadig fodrer den. Føde Basis Ø, juli 2006 38 Erfaringer fra feltarbejde udført på Kitsissunnguit viser, at der kan forekomme variation fra sæson til sæson med hensyn til igangsætning af havternernes ynglecyklus. Nedenstående er gennemgang af en ”typisk” ynglesæson på Kitsissunnguit med forbehold for at klimatiske forhold, som eksempelvis udbredelsen af havis, kan ændre eller forskyde det generelle billede. Maj: Fra havternens vinterkvarter i Rosshavet ved Antarktis begynder fuglene deres nordgående træk i de første dage af maj. Rejsen gennem Atlanterhavet tilbagelægges overraskende hurtigt, godt hjulpet på vej af rygvind fra de fremherskende vind-systemer. Ultimo maj ankommer havternerne til Grønland og til Disko Bugt-området. Visse år er et ”tidligt” forår, hvor æglægning allerede kan finde sted i slutningen af maj. Havterner danner par for livet, men foretager ikke nødvendigvis trækket sammen med deres mage. Ved ankomsten finder havternerne sammen med magen fra sidste sæson, eller der findes en ny partner. Juni: Pardannelse, parring og etablering af en redeplads finder sted tidligt i juni måned. På dette tidspunkt kurtiserer hannen hunnen ved at fange en stor fisk, som den flyver rundt med i næbbet og viser frem. Æglægning sker i midten af juni og indenfor koloniens rammer forekommer en høj grad af synkronisering, dvs. hovedparten af fuglene i kolonien lægger deres æg indenfor relativt få dage. Fra ægget er lagt til det klækker går der 21-23 dage, hvor de to køn skiftes til at ruge på æggene. Juli: Æggene klækker normalt i den første uge af juli, hvor der som regel er en dags tid mellem det første æg klækker til det næste æg klækker. De første dage af ungernes levetid er de stadig afhængige af at blive ruget af forældrefuglene for at holde varmen. På dette tidspunkt er ungerne relativt immobile, og opholder sig i redeskålen. Senere bliver ungerne gradvist mere mobile, og bevæger sig rundt i terrænet omkring reden. Nu begynder den travle tid for forældrefugle, hvor der skal findes føde og ungerne skal fodres. Den unge der klækkede først, er længst fremme i udviklingen og har en fordel i forhold til dens søskende. Når forældrefuglen bringer føde til reden, vil den ældste unge næsten altid komme først i konkurrencen om føden. Det er således den ældste unge der overlever, mens det er sjældent at unge nummer to eller tre, klarer sig forbi 10-14 dags-alderen. Efter 21-28 dage forlader ungen redeområdet, dvs. typisk i slutningen af juli. August: I starten af august er der markant mindre aktivitet i de centrale dele af kolonien, og de flyvefærdige unger samles i stedet ved kysten i udkanten af kolonien. Her har de stadig kontakt med forældrefuglene, der fortsætter fodringen, sideløbende med at ungen træner sine flyvefærdigheder. Fra midten af august begynder fuglene at forlade Kitsissunnguit for at indlede deres lange træk mod syd Fænologi Havternens ynglesæson på Kitsissunnguit er kort og hektisk. Fuglene ankommer fra deres vinterkvarter ved Antarktisk i slutningen af maj. I juni måned udruges æg, i juli opfostres ungerne og allerede i august indledes trækket mod syd igen. Basis Ø, juli 2005 39 Ynglesucces Havternen yngler i kolonier på småøer, hvor reden med de 1-3 æg placeres direkte på jorden. Arten gør ikke meget ud af bygning af reden, som ofte bare er en lille fordybning i terrænet foret med lidt mos. Undersøgelser fra Kitsissunnguit (5) viser at den gennemsnitlige kuldstørrelse var 1.84 æg per rede, men at andelen af 1-æg, 2-æg og 3-æg reder kan være temmelig forskellig fra sæson til sæson (Tabel 5.2). Især forekomsten af reder med 3 æg varierer, og bliver sandsynligvis kun produceret af fuglene i de år hvor fødesituationen er gunstig. Det er omkring 90% af æggene der klækker og bliver til unger, men kun omkring 45% af ungerne klarer det til den flyvedygtige alder, hvor de forlader reden. Samlet viser undersøgelserne af ynglesucces på Kitsissunnguit, at der forekommer noget variation mellem sæsonerne, hvor mellem 0,56 og 0,85 unge per rede overlever til den flyvedygtige alder. Havternerne er i gennemsnit i stand til at producere 0,7 flyvefærdig unge per ynglepar. Sagt med andre ord: På trods af at havternen normalt lægger 2 æg, er det kun ”mindre end én” unge per rede, der overlever de første 27 dage. Kuldstørrelse Antal æg i reder Klækkerate Ungeoverlevelse Produktion 1 2 3 2002 1,80 (292) 24,3 % 72,2 % 4,5 % 0,90 (65) 0,37 (59) 0,56 (39) 2003 1,73 (413) 26,9 % 72,9 % 0,2 % 0,93 (54) 0,58 (50) 0,58 24) 2004 1,76 (446) 29,6 % 64,6 % 5,8 % - - - 2005 1,94 (234) 12,0 % 82,5 % 5,6 % 0,91 (46) 0,38 (42) 0,75 (20) 2006 2,04 (367) 9,8 % 76,0 % 14,2 % 0,93 (73) 0,43 (68) 0,85 (46) Tabel 5.2: Kuldstørrelse og ungeoverlevelse i havternereder på Kitsissunnguit i perioden 2002-2006. Tallene i parentes (n) angiver antallet af reder/unger, som danner grundlaget for værdien. Tabellen viser den gennemsnitlige kuldstørrelse (antallet af æg per ynglepar), samt andelen af reder med 1, 2 eller 3 æg. Desuden er klækkerate, altså hvor stor en andel af æggene der klækker og bliver til en unge, samt andelen af unger, der overlever til den flyvedygtige alder (”Ungeoverlevelse”), vist. Endelig viser tabellen ”Produktion” = antallet af unger per rede/ynglepar, der overlever til den flyvedygtige alder på omkring 3-4 uger. Normalt lægger havternen 2 æg per rede, sommetider kun 1 æg, og mere usædvanligt 3 æg. Efter 21-23 dage klækker ægget (foto til venstre), hvor ungen til at arbejde sig ud af ægget, har en ”ægtand” øverst på næbbet, som forsvinder efter 5-7 dage. Æggene i reden klækker ikke samtidigt, men der er typisk en dag imellem. Både æg og unger (foto til højre) kan variere en del i farve. Basis Ø, juli 2002 Basis Ø, juli 2003 40 Der findes kun yderst sparsom videnskabelig information om hvorvidt havternen er i stand til at ”omlægge” – altså kan producere et nyt kuld æg, hvis det oprindelige kuld går tabt. Dette er vigtigt at klarlægge i forbindelse med betydningen af ægindsamling, og hvorvidt en bæredygtig form for indsamling af havterneæg vil kunne udføres i fremtiden. Her melder der sig tre centrale spørgsmål: 1) Producerer et havternepar altid et nyt kuld æg, hvis det første kuld indsamles?. 2) Er ”erstatningskuldet” af samme størrelse som det oprindelige kuld? og 3) hvordan klarer unger sig i disse erstatningskuld? I et studie på Kitsissunnguit i 2006 (5) blev æggene i 30 havternereder fjernet, og efterfølgende blev forældrefuglenes adfærd observeret. Før æggene blev fjernet, var forældrefuglene blevet indfanget og malet gule, så de kunne genkendes blandt de mange ynglende terner på Kitsissunnguit. De viste sig at 16 (53,3 %) af de 30 havternepar der havde fået fjernet deres æg, producerede et nyt kuld, og at de nye reder var placeret gennemsnitlig 23 meter fra den oprindelige redeskål. Svaret på spørgsmål 1) er altså: Nej, omkring halvdelen af fuglene vil producere et nyt kuld, hvis de få deres æg indsamlet. Kuldstørrelsen i erstatningsrederne var 1,6 æg (Tabel 5.3), hvilket var lavere end kuldstørrelsen (2,1 æg) i de reder der ikke var blevet manipuleret (kontrolgruppen). Æggene klækkede omkring 4 uger senere i forhold til resten af ynglebestanden på Kitsissunnguit. Æggene i erstatningsrederne var en lille smule mindre (27,8 ml mod 34,4 ml) sammenlignet med kontrolgruppen, og havde en lavere klækkerate (84,0 % mod 90,6 %). Svaret på spørgsmål 2) er altså ”nej, der produceres færre æg i erstatningskuldet” I 2006 blev der udført undersøgelser på Kitsissunnguit, for at kortlægge effekten af ægindsamling. Studiet undersøgte hvor stor en andel af havternerne, der vil producere et nyt kuld, hvis første kuld fjernes. Før æggene blev fjernet fra reden, blev den ene af forældrefuglene indfanget og malet gul (fotoet ovenfor), så en nyetableret rede kunne lokaliseres. Efterfølgende blev føden bragt til ungerne, i både kontrolreder og omlægs-reder, observeret fra skjul (foto til venstre). Ungernes vækst blev fulgt med daglige målinger samtidigt med at deres overlevelse blev registreret. Omlæg Basis Ø, juli 2003 Basis Ø, juli 2006 41 Kontrol n Omlæg n Kuldstørrelse 2,1 æg 76 1,6 æg 16 Indre æg volume 35,4 ml 42 27,8 ml 11 Reder med 3-æg 7 46 0 16 Klækkerate 90,6 % 96 84,0 % 25 Produktion (unge per rede) 0,85 46 0,88 16 Daglig tilvækst vingelængde (a) 7,66 mm 46 7,66 mm 13 Daglig tilvækst vægt (a) 6,39 g 35 6,61 g 13 (a) Målt ved ungealder 4-11 dage Efterfølgende blev ungerne i reder fra erstatningskuld fulgt nøje med hensyn til deres vækst, overlevelse og hvilken føde de blev fodret med. Ungerne voksede med samme rate og tog på i vægt med samme hastighed som ungerne hos kontrolgruppen (= unger i reder, hvor æggene ikke var fjernet). Andelen af unger der overlevede til den flyvedygtige alder var også den sammen hos de to grupper (Tabel 5.3). Overraskende viste observationer af føden, der blev bragt til ungerne i erstatningskuldet, et helt andet billede. Hvor der i kontrolgruppen var en relativ høj andel af 1-årige lodder (med et højt energiindhold), var denne fødekilde praktisk taget fraværende i erstatningsrederne (Tabel 5.2), hvor føden i stedet bestod af små, tynde fiskelarver. Det faktum at tidspunktet hvor ungerne i erstatningsreder blev opfostret, var blevet rykket 4 uger i forhold til resten af kolonien, har betydet at fødesituationen havde ændret sig. Forældrefuglene var i stand til at kompensere for den ændrede situation ved at foretage kortere fourageringsture og fodre hyppigere, og alligevel bringe tilstrækkelig føde (af lav kvalitet) til at ungerne kunne klare sig. Svaret på spørgsmål 3) er altså at: ”Ungerne i erstatningsreder klarer sig tilsyneladende lige så godt som i reder hvor æggene ikke er indsamlet”. Overordnet viste studiet at indsamling af havterneæg har en negativ effekt på den samlede bestand. Det er kun omkring halvdelen af fuglene der vil producere et nyt kuld æg, hvis det første kuld indsamles, og dette nye kuld er mindre. Tabel 5.3: Biologiske parametre registreret i ikke-manipulerede havternereder (”kontrol”) samt i erstatnings-reder (”omlæg”), hvor æggene fra det første kuld er eksperimentelt fjernet, Kitsissunnguit 2006. Antallet af reder/æg/unger der indgår i målingerne er vist i ”n” for begge grupper. Tabellen viser at kuldstørrelsen i omlægsreder er mindre sammenlignet med kontrolrederne 4 uger tidligere på sæsonen. Ungernes vækst og produktionen (unge per rede der overlever til flyvedygtig alder) er imidlertid ikke forskellig (se tekst nedenfor). 48 En fuglegruppe der er bidrager til at gøre Kitsissunnguit til en vigtig fuglelokalitet er alkefuglene. Af Nordatlantens seks arter alkefugle, yngler fire af dem på Kitsissunnguit, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. På Kitsissunnguit yngler tejst, alk, lunde og søkonge, hvor de to sidstnævnte er sjældne arter i Vestgrønland. Lomvie (som er fåtallig i Grønland) og polarlomvie kræver som udgangspunkt høje, stejle klipper som yngleplads, og denne habitattype forekommer ikke på Kitsissunnguit. Søkongen har sin udbredelse i Nordgrønland samt i Nordøstgrønland, hvor en særlig høj andel af verdensbestanden findes. Udenfor disse to områder, findes søkongen kun ganske få steder i Grønland, hvor Kitsissunnguit er en af lokaliteterne. Søkongen er en højt specialiseret art, der modsat de andre fiskespisende alkefugle, har en diæt der består af bittesmå vandlopper. Reden, med et enkelt æg, placeres under større sten, uden for rækkevidde for polarræv. Tidligere (28) kendes der til mindst tre ynglepladser i den sydlige del af Disko Bugt, men i dag er Kitsissunnguit den eneste tilbageværende lokalitet. Søkongerne forekommer på Saattuarsuit på den midterste lille ø, hvor der findes lidt større sten, som er egnede til redesteder. Søkongerne på Saattuarsuit kan være vanskelige at registrere, da de små fugle forlader yngleområdet, hvis en båd nærmer sig, og som regel ikke kommer tilbage på land før den besøgende har forladt nærområdet. Den lille bestand af søkonge på Saattuarsuit har længe været kendt og Salomonsen vurderede at der ynglede 50 par i 1946. Senere optællinger viste at 200 individer (1980) og 235 individer (2000) opholdt sig ved Saattuarsuit. I perioden 2002 til 2006 blev der årligt udført tællinger som varierede mellem 150 og 250 individer, mens der i 2018 kun blev registreret 70 individer, og i 2024, 78 individer Alkefugle Søkongen yngler med en lille bestand i Disko Bugt. På Kitsissunnguit yngler arten på Saattuarsuit, hvor forekomsten har været medvirkende til områdets udpegning som fuglelokalitet af særlig vigtig karakter. Saattuarsuit, juli 2005 49 Lunden er en fåtallig ynglefugl i Grønland med en samlet bestand på nogle få tusinde par. På Kitsissunnguit yngler lunden på Saattuarsuit og Niaqornaq, men med en forskel i ynglehabitat mellem de to steder. På Saattuarsuit er rederne lavt placeret og udgravet som lange gange i tørvelaget, mens rederne på Niaqornaq er placeret højt mellem klippesprækker på øens sydside. Særligt lunderne på Saattuarsuit er sensitive over for forstyrrelser, og fuglene vil lette, for at cirkle rundt om øerne, på lang afstand af en nærmende båd. Tidligere (24) har der også ynglet få par lunder på den lille ø Kangitturarsuk nord for Angissat, men disse er ikke registreret efter 1980. Det er sparsomt med grundige optællinger af lundebestanden på Kitsissunnguit før årtusindeskiftet. I perioden 2002-2006, blev der derimod gjort en indsats for ar registrere lunderne. På Saattuarsuit blev der i ovennævnte periode registreret mellem 144 og 225 individer årligt (10), mens der i 2018 kun blev observeret 60 fugle (4), i 2020 blev 150 + individer (Max Nøraa Nielsen, pers. medd.) og i 2024 blev 89 individer registreret. På Niaqornaq blev i der i 2002 til 2006 talt mellem 80 og 120 individer årligt, mens der i 2018 (4) blev set 99 fugle og i 2020 registreret 60 + individer og, i 2024 165 fugle. Overordnet set synes lundebestanden på Kitsissunnguit at være stabil, samtidig med at fordelingen af arten har skiftet, sådan at Niaqornaq i dag huser flest lunder. Lunden er gået tilbage eller helt forsvundet som ynglefugl på andre lokaliteter i Disko Bugt (10). Lunden, eller søpapegøje som den også kaldes, er ikke en almindelig ynglefugl i Grønland, og listet som ”sårbar” på den grønlandske rødliste. Arten yngler på Saattuarsuit samt på Niaqornaq. Niaqornaq, juli 2003 50 Tejsten er en vidt udbredt ynglefugl i Grønland, der yngler i en mere løs form for kolonier, dvs. ikke så koncentreret som de andre alkefugle. Føden hentes fortrinsvis nær bunden, og reden placeres i sprækker mellem store sten. Tejst yngler spredt langs kysten på samtlige øer ved Kitsissunnguit, men med de største koncentrationer på Saattuarsuit, sydsiden af Niaqornaq og nordkysten af Basis ø. Grundet sin udbredte, spredte yngleforekomst, hvor det er vanskeligt og tidskrævende at registrere antallet af ynglepar, er der ikke gjort forsøg på at registrere den samlede bestand af tejst på Kitsissunnguit. I stedet blev nordkysten af Basis ø udvalgt som referenceområde, for at skabe et sammenligningsgrundlag for bestandsudviklingen. Her blev gennemsnitligt opgjort 170 individer i 2005 og 2006. I 2018 (4) og i 2024 (32) blev der imidlertid kun registreret henholdsvis 30 og 28 individer i området og ingen af dem blev set på klipperne på kysten, hvor de tidligere var talrige. Tejsten er tilsyneladende ophørt med at bruge området som yngleplads, sandsynligvis som resultat af den voksende rævebestand. Alk yngler langs hele den grønlandske vestkyst i mindre kolonier, hvor reden med et enkelt æg placeres i klippesprækker. På Kitsissunnguit yngler alken på Saattuarsuit samt på sydsiden af Niaqornaq, og i 2024 blev arten for første gang registeret som ynglende på sydsiden af Angissat. I perioden 2002 til 2006 blev der årligt registreret i størrelsesordenen 30-35 alke ved Niaqornaq og 5-15 individer ved Saattuarsuit. I 2020 blev registreret henholdsvis 40 og 50 individer ved de to lokaliteter (Max Nøraa Nielsen, pers. medd.) mens der i 2024 (32) blev der observeret 92 alke ved Saattuarsuit og 75 individer ved Niaqornaq. Arten synes således at være i fremgang på Kitsissunnguit. Tejsten er en almindelig ynglefugl i Grønland, og yngler spredt på samtlige øer på Kitsissunnguit. På Nordsiden af Basis Ø ynglede tejsten tidligere med høje tætheder, men arten er stoppet med at benytte området, sandsynligvis et resultat af den voksende rævebestand. Basis Ø, juli 2005 51 På Kitsissunnguit yngler flere arter af andefugle. Det er uklart, men sandsynligt, hvorvidt andefuglene også udviser en positiv ynglerelation med havternebestanden. De talrigeste ynglende andefugle er havlit og i mindre grad gråand, der forekommer på samtlige øer på nær Saattuarsuit. De to arter optræder især på Basisø, hvor rederne placeres godt skjult i vegetationen nær brinken ved de mange små vandhuller. Hos både gråand og havlit er det hunnen der står for udrugning af æggene og opfostring af ungerne. Når hunnen ligger på reden, vil den ”trykke sig” og flyver først af reden når man kommer indenfor ganske få meter. For gråandens vedkommende vil hannen blive i nærheden af reden, en såkaldt ”ventehan”, og vil typisk opholde sig på vandspejlet ved det vandhul, hvor hunnen ruger på æggene. For havlittens vedkommende forlader hannerne søen, hvor hunnen ligger på rede, for at samles med andre hanner i en nærliggende sø eller vandhul. En anden ynglende andefugl på Kitsissunnguit er toppet skallesluger, hvor ynglefund er gjort på samtlige øer inklusiv Saattuarsuit. Arten yngler spredt på øgruppen, hvor reden typisk placeres mellem store sten eller i en hule, hvor den eksempelvis kan overtage gamle, ubenyttede redehuller udgravet af lunder. Også hos toppet skallesluger er det hunnen der står for udrugning af æg og opfostring af unger, mens hannerne efter parring og æglægning samles for at fælde svingfjerene. Et sådant samlingssted for hanner af toppet skallesluger blev iagttaget i perioden 2002-2006, hvor 30-40 individer opholdt sig i den største sø på Innarsuatsiaaq. For både gråand, havlit og toppet skallesluger gælder det, at der ikke findes tilstrækkeligt data fra Kitsissunnguit, , til at vurdere en bestandsudvikling på øerne. Ederfugl har ynglet på Kitsissunnguit før 1974 (19), men er i perioden 1980 til 2018 ikke konstateret som ynglefugl på øgruppen. I Vestgrønland har bestanden af ederfugl de seneste årtier gennemgået en markant stigning, både i eksisterende kolonier samt med etablering af nye kolonier. Det var således forventeligt at ederfugl igen vil begynde at benytte Kitsissunnguit som ynglelokalitet. I 2020 besøgte ornitolog Max Nøraa Nielsen Kitsissunnguit, og fandt ynglende ederfugle på Basisø og på Saattuarsuit, og det samme var tilfældet ved besøg i 2024 (32). Derudover benyttes farvandet umiddelbart nord for Kitsissunnguit af op til 1000 ikke-ynglende ederfugle i sommerperioden. Kongeederfugl yngler ikke i Disko Bugt-området, men det lavvandede område nord for Kitsissunnguit benyttes af et mindre antal fældende kongeederfugle gennem sommeren. Andefugle og lommer Ederfuglen har været forsvundet som ynglefugl på Kitsissunnguit i et par årtier, men er i dag vendt tilbage med flere ynglepar. I farvandet rundt om øgruppen opholder der sig desuden flokke af ederfugl – og i lavere antal, kongeederfugl, gennem sommeren. Basis Ø, juni 2018 52 Grønlandsk blisgås og snegås er observeret på Kitsissunnguit, men ikke som ynglefugle. Snegåsen er udbredt i den nordlige del af Vestgrønland, men har indenfor de seneste årtier udvidet sit yngleområde mod syd, og blev i 2010 registreret som ynglefugl på øgruppen Assissut i den vestlige del af Disko Bugt (10). Det er således ikke usandsynligt at snegås kan yngle på Kitsissunnguit indenfor en nær fremtid, ved nogle af de mere eksponerede habitater, som eksempelvis på Saattuarsuit eller Niaqornaq. En fugleart der er i fremgang på Kitsissunnguit er canadagåsen. Tidligere var arten kun uregelmæssigt registreret med få ikke-ynglende individer, men i starten/midten af 2010’erne har Canadagåsen etableret sig som ynglefugl på Kitsissunnguit. I 2018 blev arten registreret med 13 par hvoraf 9 af parrene ynglede på Basisø (4). I 2024 var bestanden på Basisø steget til 24 par på Basisø alene (32), hvor flere reder blev fundet (kuldstørrelse 4 til 6 æg). Desuden benytter ikke-ynglende canadagæs øerne både i og udenfor yngletiden. Blandt lokale er der fremsagt bekymring for den kraftige fremgang i bestanden, fordi at canadagås muligvis udkonkurrerer andre fuglearter og kan belaste vegetationen ved fouragering. Under besøget i 2024 (32) blev det bemærket at vegetationen på Basisø bar mærke af det høje antal canadagæs der benytter øen, ligesom antallet af gåseekskrementer er markant større end i 2000’erne. I Grønland findes to arter af lommer: Rødstrubet lom og islom. Rødstrubet lom ses jævnligt overflyvende Kitsissunnguit og havet omkring øerne, mens islom kun er iagttaget enkelte gange. Islom kræver store indlandssøer som ynglehabitat og er ikke sandsynlig som yngleart på Kitsissunnguit. Rødstrubet lom, derimod yngler typisk i småsøer, men er ikke konstateret som ynglefugl på øgruppen. I hvert fald ikke indtil 2020, hvor et par rødstrubet lom blev set i den nordlige del af Basisø, som sandsynligvis drejede sig om et ynglepar (Max Nøraa Nielsen, pers. medd.). I 2024 ynglede rødstrubet lom med 1-2 par på Kitsissunnguit (32). Før 2000 2002-2006 2018 2024 Status Canadagås (par) 0 0 13 24 Fremgang Canadagåsen har gennemgået en markant fremgang på Kitsissunnguit. Arten var ikke kendt som ynglefugl før midten af 2010’erne, men øgruppen huser i dag mange par. Tabel 5.5: Ynglepar af canadagås på Kitsissunnguit Basis Ø, juni 2018 53 På Kitsissunnguit forekommer mågearter som er typiske for regionen, men øgruppen er samtidigt hjemsted for et par bemærkelsesværdige arter. Særligt forekomsten af den sjældne rosenmåge tiltrækker stor opmærksomhed og så har der tidligere ynglet lille kjove på øerne. Bemærkelsesværdigt er det også at ride har etableret sig som ynglefugl indenfor de seneste få år. Rosenmåge er en yderst sjælden fugl i Grønland, hvor artens egentlige yngleudbredelse findes i Sibirien. Der er sammenlagt registreret 11 ynglefund af rosenmåge (til og med 2024) i hele landet, og af disse er omkring halvdelen af de ynglende fugle fundet på Kitsissunnguit (18). Samtidigt findes der en række iagttagelser af enkelte fugle og ynglende fugle fra andre lokaliteter i nærområdet. Det er uvist om der findes en mindre isoleret bestand af rosenmåge i den sydlige del af Disko Bugt. Arten synes at være tiltrukket af havternekolonier (18), hvilket måske forklarer hvorfor den jævnligt dukker op ved netop Kitsissunnguit. Rosenmåge ynglede med al sandsynlighed på Angissat i 1979 (26) og igen i 1996 (19) på Innarsuatsiaaq. I begge tilfælde blev flere (op til fire) individer observeret udførende territoriehævdende adfærd, men det endelige bevis i form af en rede blev ikke fundet. I perioden 2002 til 2006 blev der årligt gjort en ekstra indsats for at finde rosenmåge på Kitsissunnguit, men det lykkedes kun i to af de fem feltsæsoner. I 2004 blev en rosenmågerede fundet på den nordlige del af Basisø, i 2006 på Saattuarsuit (18), og i 2024 igen på Saattuarsuit (32). Rosenmågen er således registreret ynglende på samtlige øer på Kitsissunnguit, på nær Niaqornaq. I alle tilfælde har rosenmågens rede været placeret (på et stenet underlag uden vegetation) i umiddelbar nærhed af områder med ynglende havterner: ikke i den centrale del af havternekolonien, men præcis i udkanten af hvor ternerne havde reder. Oplysninger fra Kitsissunnguit underbygger altså teorien (18) om at arten udviser positiv ynglerelation med havternen, og tiltrækkes af de beskyttende rammer som en ternekoloni udgør. Måger og kjover Rosenmågen er en yderst sjælden ynglefugl i Grønland, hvor størstedelen af de registrerede ynglefund i landet er gjort på Kitsissunnguit. Basis Ø, juli 2006 54 Ride er i perioden før 2015 ikke registreret ynglende på Kitsissunnguit, men har efterfølgende etableret sig som ynglefugl på øgruppen. Ved besøget i 2024 (32) kunne det konstateres at der forekommer ridekolonier på den centrale del af sydkysten på Angissat (160 reder), på den vestlige del af sydkysten af Angissat (580 reder) samt på den sydvestlige del af Niaqornaq (ca. 700 individer). De samme steder findes desuden mindre kolonier af hvidvinget måge. Svartbag forekommer med enkelte par på øgruppen, blandt andet på Saattuarsuit og de små skær mellem øerne Basisø og Innarsuatsiaaq. Gråmåge findes også spredt ynglende på øgruppen, blandt andet på Niaqornaq. I laguneområderne på Basisø forekommer der af og til større ansamlinger af (sandsynligvis ikke-ynglende) måger. Også sabinemåge (2005 og 2006), sølvmåge (2004) og sildemåge (2024) er iagttaget på Kitsissunnguit som tilfældige gæster. Almindelig kjove har tidligere ynglet på Angissat i 1980 (24) og i 1996 (19), men er i de efterfølgende år ikke registreret som ynglefugl. Arten ses dog af og til flyvende til havs fra kysten af Kitsissunnguit. Det samme gælder mellemkjove, der ikke yngler i Grønland, men forekommer som fåtallig sommergæst i Disko Bugt. Lille kjove er en art der normalt kun yngler i områder hvor dens hovedføde, lemminger, forekommer (som eksempelvis Nordøstgrønland). Der findes dog enkelte ynglefund af lille kjove i Disko Bugt-området, blandt andet fra Kitsissunnguit i 1970’erne (24). Desuden blev fem adulte lille kjove fundet skudt og plukket ved fangsthytten på Angissat i 1996 (19), hvilket sandsynligvis har drejet sig om ynglende fugle. I de efterfølgende år er lille kjove ikke observeret som ynglefugl på Kitsissunnguit, men arten ses uregelmæssigt ved kysten af øgruppen samt jævnligt i farvandet nordfor ud for Ilulissat. Rosenmåge (foto til højre) har ynglet flere gange på Kitsissunnguit, og måske findes der en lille, fast bestand af den lille måge i Disko Bugt-området. I 2006 blev lokaliseret en rede med tre unger på Saattuarsuit (foto til venstre). Fundet udgør første gang levende unger fra rosenmåge er registreret i Grønland. Ungerne døde dog alle få dage efter. Reden fra 2004 indeholdt 2 æg, hvor det ene af æggene var startet med at klække d. 28/6 – herefter er æggenes/ungernes skæbne ukendt da feltsæsonen sluttede tidligt dette år. Reden fra 2006 indeholdt tre unger d. 2. juli, hvor den ældste unge blev bedømt til at være ca. 7 dage gammel. Reden blev senere genbesøgt, men alle tre unger blev fundet døde i reden. Den 23. juni 2024 blev et par rosenmåger opdaget på det østligste af skærene ved Saattuarsuit. Fra naboøen kunne det iagttages hvordan den ene af fuglene var ivrigt rugende på reden, som dog ikke blev undersøgt for at minimere forstyrrelseseffekten. Antal æg og æggenes skæbne fra reden i 2024 er således ukendt. Samtlige observationer af rosenmåge ved Kitsissunnguit har drejet sig om flere end de to fugle som et ynglende udgør. Både i 1996 og 2004 blev fire individer observeret, i 2006 blev seks individer observeret og i 2024 blev tre individer set. Saattuarsuit, juli 2006 Saattuarsuit, juli 2006 55 Der er ikke med sikkerhed registreret ynglende rovfugle på Kitsissunnguit. I 2024 opholdt en voksen vandrefalk-hun sig på klipperne i den sydlige del af Basisø, hvor der hørtes kald og ”tiggelyde”, som arten benytter på ynglepladsen, og denne iagttagelse har med al sandsynlighed drejet sig om et ynglende par. Jagtfalk ses af og til jagende på Kitsissunnguit, mens vandrefalk er en meget mere hyppig gæst. Opholder man sig på øerne, sker det dagligt at en vandrefalk bevæger sig indenfor koloniens rammer, hvilket medfører massiv opflyvning blandt havternerne. Hvor ternerne kan følge med måger og ravne og angribe dem i luften, er vandrefalken havternerne overlegen når det kommer til hurtighed. Når falken flyver gennem kolonien, har den en lang ”hale” af skrigende terner efter sig, men de er ude af stand til at flyve lige så hurtigt, når først vandrefalken skruer op for hastigheden. Rovfugle Når en rovfugl kommer indenfor rammerne af havternekolonien, udløser det masse-opflyvning blandt ternerne. Det største respons ses når en falk (her en jagtfalk) suser gennem kolonien. Sneugle er også observeret på Kitsissunnguit, hvor et individ opholdt sig på Innarsuatsiaaq i juli 2005 og en ung han på Basisø i juni 2024. Arten er normalt afhængig af smågnavere i kosten, så disse observationer drejede sig med al sandsynlighed om oversommerende individer fra den canadiske bestand. Der er endnu ikke registreret havørn fra Kitsissunnguit, men arten er i fremgang i Disko Bugt-området, så det synes sandsynligt at øerne også kommer forbi øgruppen fra tid til anden. Sneugle - en sjælden gæst på Kitsissunnguit Basis Ø, juli 2003 Basis Ø, juni 2024 56 På Kitsissunnguit er laplandsværling og snespurv almindelige ynglefugle, og forekommer på samtlige øer i øgruppen. Særlig snespurv er vidt udbredt og præger lydbilledet på øerne. Først på sæsonen med hannens territorie-sang, og fra den sidste uge af juni og frem, høres snespurvens unger når de tigger efter mad. Stenpikker yngler også på Kitsissunnguit, men kun med ganske få par, og det samme gælder gråsisken. Ravn ses også jævnligt på øerne, men det er kun lykkedes en enkelt gang i perioden 2002 til 2006 at lokalisere en ravnerede (på Angissat). Spurvefugle Snespurv er karakterfugl i Vestgrønland, og på Kitsissunnguit, hvor den yngler på samtlige øer. I starten af ynglesæsonen lyder hannens sang fra en højt placeret sangpost. Basis Ø, juli 2006 Basis Ø, juli 2006 Lapværling er også en almindelig forekommende ynglefugl på Kitsissunnguit. Ligesom snespurven, opfostres lapværlingens ungerne på en diæt af insekter. Fra Kitsissunnguit findes også fund af tilfældige gæster fra det Nordamerikanske kontinent, blandt andet eremitdrossel (foto) og mørkøjet junco (Basisø, 2006). Basis Ø, juli 2003 57 Skarv ses jævnligt på Kitsissunnguit og er observeret på samtlige øer inklusiv Saattuarsuit. Skarver benytter udvalgte stejle klipper på Kitsissunnguit, hvor de raster i flokke op til 40 individer, men er endnu ikke konstateret som ynglefugl. Mallemuk er en anden art, der ikke yngler på Kitsissunnguit, men ses almindeligt langs øernes kyster. Forskellige steder på øgruppen forekommer der ekskrementer fra fjeldrype. Arten er ikke konstateret som ynglefugl på Kitsissunnguit, men benytter sandsynligvis lokaliteten uden for ynglesæsonen, hvor den foretager trækbevægelser. Andre fugle Skarver bruger flere steder med stejle klipper på Kitsissunnguit til at raste, men arten er endnu ikke registreret som ynglefugl på øgruppen. Innarsuatsiaaq, juli 2005 64 Hvis yderligere nedgange i fuglebestandene på Kitsissunnguit skal undgås, og områdets økologiske værdi bevares, er det nødvendigt at regulere rævene på øerne. Det er ikke realistisk helt at udrydde rævebestanden på øgruppen, da rævenes forekomst er dynamisk, og re-kolonisering på de enkelte øer forekommer jævnligt. Et realiserbart mål kan i stedet være at, a) holde øer med den største forekomst af ynglefugle fri for ræv, og b) at regulere rævebestanden til et lavere niveau, herunder at undgå en yngledygtig bestand af ræve på Kitsissunnguit. Reguleringen bør kombineres med tiltag der formindsker udsmid fra stenbiderfiskeriet omkring øerne. Der har før 2019 ikke være ikke været foretaget en koordineret indsats for systematisk at regulere rævene på Kitsissunnguit. I stedet har en regulering fundet sted ad hoc og sporadisk i forbindelse med jagtbetjentenes besøg, eller når lokale har opholdt sig på Kitsissunnguit. En informant fra Ilulissat fortæller, hvordan han tidligere har været med til at ryge ræve ud af deres grave på Kitsissunnguit. Ved at tænde et bål af lyng i vindretningen, ledes røg ned i rævegravens gange, og når rævene kommer ud i det åbne, skydes de. Fra 2019 og de to følgende sæsoner blev det forsøgt at regulere rævebestanden ved hjælp af fældefangst. Forsøget blev udført og administreret gennem jagtbetjent-ordningen. På foranledning af Styregruppen (se også afsnittet Forvaltning) blev der indkøbt i alt 30 rævefælder. Før fælderne blev benyttet på Kitsissunnguit, blev det (i Ilulissat) testet, hvorvidt fældetypen var brugbar under grønlandske forhold. Fælderne viste sig effektive og succesfulde til at fange ræv, hvorefter de blev fragtet til Kitsissunnguit. Fælderne blev placeret på samtlige øer i øgruppen, på nær Angissat, og lodde (ammassaat) blev benyttet som madding. I perioden 2019 til 2022 blev der dog ikke fanget ræv i fælderne, måske som et resultat af at rævene allerede var skudt at stenbiderfiskere, der opholdt sig på øerne (Jagtbetjent Ole Jerimiassen, pers. kom.). I 2024 var der opsat enkelte fælder, og her lykkedes det at fange ræv (32). Regulering af ræve Polarræve udviser stor individuel forskel i deres adfærd overfor mennesker. Nogle er yderst tillidsfulde, og andre individer er yderst sky, og kan være til stede på en lokalitet uden at man får den at se. Foto fra fangsthytten på Niaqornaq. Niaqornaq, juni 2018 Basis Ø, juni 2024 Der har før 2019 ikke været foretaget en koordineret indsats for at bekæmpe rævene på Kitsissunnguit, men besøgende på øerne har sporadiske reguleret rævebestanden. Billedet er fra Angissat, hvor ukendte personer har lagt fiskenet ved en aktiv rævegrav, for at komme rævene til livs. En 1-2 uger gammel rævehvalp er fanget og død i nettet. 65 Polarræv udviser stor individuel forskel i adfærd. Nogle individer er yderst tillidsfulde, og vil opsøge mennesker/madkilder, mens andre individer er yderst sky, og vil aktivt forsøge at undvige mennesker. Det er slående at man kan opholde sig på en af øerne på Kitsissunnguit, hvor der findes tydelige beviser efter ræv (friske spor, aktive rævegrave med friske bytterester), men uden at man rent faktisk observerer ræven. Der er med al sandsynlighed også forskel på rævenes adfærd alt efter om det drejer sig om ynglende individer, eller enlige, ikke-ynglende individer. Desuden kan den aktuelle fødesituation spille ind, hvor individer der sulter, må formodes at være mere villige til at nærme sig mennesker. Ræve der udviser tillidsfuld adfærd, vil kunne skydes med en relativ lille indsats, mens sky individer vil være virkelig svære eller ligefrem umulige at skyde, selv ved et stort tidsforbrug. På samme måde vil der sandsynligvis være individer, der er relativt lette at fange ved hjælp af fælder, mens andre individer ikke vil nærme sig fælderne, selv når de er sultne. En effektiv regulering af rævene på Kitsissunnguit kræver først og fremmest at der afsættes en betragtelig mængde tid. Dels skal fælderne tilses jævnligt for at udskifte lokkemad og aflive eventuelle fangede individer, dels må bekæmpelsen foregå over en længere periode i forår/sommersæsonen. Desuden anbefales det, at reguleringen foregår ved en kombination af bortskydning og brug af fælder. Voksen polarræv fanget i fælde. Siden 2019 har der på udvalgte øer på Kitsissunnguit været opsat rævefælder. Indsatsen varetages under jagtbetjent-ordningen, men det har indtil 2024 ikke lykkedes at fange ræve i fælderne. Fotoet viser, så vidt det vides, den første succesfulde fangst af ræv på Kitsissunnguit. Basis Ø, juni 2024 66 7. FORVALTNING Basis Ø, juni 2005 67 Forvaltning Kitsissunnguit har været anerkendt som en internationalt vigtig fuglelokalitet fra et tidligt tidspunkt. Øgruppen har, som en af de ganske få naturområder i Grønland, en egentlig fredningsbekendtgørelse tilknyttet, og er derudover udpeget som Ramsar-område, nationalt fuglebeskyttelsesområde samt ”Important Bird Area”. Trods udpegningerne er fuglebestandene på Kitsissunnguit i tilbagegang. Der er ikke implementeret en forvaltningsplan for Kitsissunnguit, eller en systematisk moniteringsplan, der kan følge områdets økologiske status. Der forekommer jævnligt overtrædelser af forbud mod ilandstigning, sejlads samt illegal ægindsamling på øgruppen, men håndhævelse af gældende bestemmelser sker sjældent. Nedenstående kapitel indeholder konkrete forslag til en moniteringsplan, hvor det sammenfattende foreslås at der udføres optællinger hvert 4. år med opgørelse af havternebestanden ved brug af linjetaksering, og registrering af øvrige ynglefugle samt udbredelsen af ræv. Desuden indeholder kapitlet forslag om etablering af en ordning med en opsynsperson, hvis fysiske tilstedeværelse på Kitsissunnguit kan afhjælpe lovovertrædelser samt aktivt regulere rævebestanden. Kitsissunnguit er en fuglelokalitet af signifikant betydning både i en national og international kontekst, hvilket underbygges af at øgruppen er omfattet af flere udpegninger og fredninger. Kitsissunnguit har en selvstændig fredningsbekendtgørelse fra 2008 (21). Desuden er lokaliteten udpeget som Ramsar-område i 1988 og som ”Important Bird Area” af Birdlife International i 2000. Det vestligste skær, Saattuarsuit, har været udpeget som nationalt fuglebeskyttelsesområde siden 1960. På trods af tidlig anerkendelse som et vigtigt naturområde, har de forskellige udpegninger ikke været tilstrækkelige til at forhindre en negativ udvikling i fuglebestandene. Nationalt fuglebeskyttelsesområde De yderste skær i øgruppen, Saattuarsuit, er blandt de tre tidligst etablerede fuglebeskyttelsesområder i Grønland. Udpegningen skete på foranledning af den danske ornitolog Finn Salomonsens opfordring til Landsrådet allerede i 1959, ”… med den hensigt at frede ynglepladserne for de sjældne eller aftagende Lunder, Thorshaner og Søkonger samt frede Havternen, der som nævnt overalt beskattes stærkt gennem ægsamling.”. I 2016 blev også øerne Niaqornaq, Kitsissunnguit (Basisø) og Innarsuatsiaaq inkluderet på listen over grønlandske fuglebeskyttelsesområder. Områderne er listet i ”Fuglebekendtgørelsen” (30). Fuglebekendtgørelsen opstiller generelle bestemmelser for færdsel for de ca. 40 fuglebeskyttelsesområder. For Kitsissunnguit vedkommende, er det imidlertid bestemmelser defineret i fredningsbekendtgørelsen for øgruppen (21) som er gældende, da disse er mere specifikke og restriktive. Beskyttelse 68 Kitsissunnguit er omfattet af Ramsar-konventionen som et vådområde af international betydning (13). Konventionen er verdensomspændende og tiltrådt af omkring 170 lande/stater, hvor medlemmerne blandt andet forpligter sig til at ”fremme fornuftig anvendelse af vådområder generelt (Artikel 3.1)”. Samt ”… sikringen af vådområder og vandfugle ved oprettelse af reservater i vådområder og drage omsorg for hensigtsmæssigt tilsyn (Artikel 4.1)” og at ”tilstræbe at øge bestandene af vandfugle i egnede vådområder (Artikel 4.4)”. Medlemslandene opfordres til at udarbejde relevante forvaltningsplaner for områderne samt at rapportere til Ramsar-sekretariatet, hvis der sker ændringer i områdernes tilstand eller betydelig tilbagegang i områdernes bestande af vandfugle, i forhold til udpegningsgrundlaget. Grønland har i alt udpeget 12 Ramsar-områder, hvoraf 11 af disse områder (inklusiv Kitsissunnguit) blev optaget på listen i 1988. Ramsar-område nr. 388 omfatter alle fire øer i Kitsissunnguit-øgruppen samt de yderste skær, Saattuarsuit. Udpegningsgrundlaget som Ramsar-område var den særdeles store bestand af ynglende havterner samt en høj diversitet af andre ynglende vandfugle. På udpegningstidspunktet regnedes Kitsissunnguit som verdens største havternekoloni. Med udpegningen af Kitsissunnguit som Ramsar-område fulgte ikke restriktioner i færdsel på øerne (undtaget Saattuarsuit), og både sejlads, ilandstigning og ægindsamling var indtil 2002 tilladt. Fredningsbekendtgørelse Kitsissunnguit har, som et af ganske få naturområder i Grønland, en selvstændig fredningsbekendtgørelse fra 2008 (21). Fredningens formål er ”at beskytte og forbedre områdets økosystem og rige biodiversitet, med særlig fokus på områdets ynglende havterner samt at sikre øernes betydning for friluftslivet” (§ 1). Ydermere formuleres det i bekendtgørelsen at ”myndighederne er således forpligtede til at fremme områdets beskyttelse” (§ 1.2). Områdets afgrænsning er sammenfaldende med området udpeget under Ramsar-konventionen. I bekendtgørelsen er Kitsissunnguit opdelt i tre delområder (Figur 7.1) med forskellig grad af beskyttelse. Delområde 1 udgøres af øen Niaqornaq og Saattuarsuit, delområde 2 af Basis Ø (Kitsissunnguit) og delområde 3 af Innarsuatsiaaq og Angissat. I delområde 1 og 2 er al sejlads, ilandstigning samt færdsel ikke tilladt i perioden 1. maj til 31. oktober. Undtaget fra færdselsforbuddet er et mindre område (2A), der omfatter tørvehus-ruinerne og kirkegården på den sydlige del af Kitsissunnguit. I delområde 3 er færdsel tilladt, dog ikke for grupper på mere end 12 personer. I perioden 1. maj til 31. oktober er al fangst, fiskeri og indsamling af æg forbudt i alle tre zoner, dog er fiskeri efter stenbider tilladt i delområde 2 og 3 i perioden 1. maj til 10. juni. Fredningsbekendtgørelsen skaber rammerne for at ynglefuglene på Kitsissunnguit opnår den nødvendige beskyttelse i ynglesæsonen, hvor de vigtigste yngleområder er omfattet af færdselsforbud. Samtidigt giver bekendtgørelsen beboere i lokalområdet mulighed for at færdes i delområde 3 og 2A, samt at det vigtige fiskeri efter stenbider kan fortsætte indtil 10. juni. Ramsar-område 1 Bilag 2 Afgrænsning af det fredede område er givet ved flg. koordinater: Nordligste punkt: 52º 4´40´´ W, 68º 52´35´´ N Sydligste punkt: 51º 49´ 45´´ W, 68º 48´25´´ N Østligste punkt: 51º 42´11´´ W, 68º 50´ 6´´ N Vestligste punkt: 52º 7´ 58´´ W, 68º 51´ 54´´ N Figur 7.1: Bilag fra Fredningsbekendtgørelsen (21), der viser det fredede område (blå streg), 500-meter zone (grå skravering), hvor sejlads ikke er tilladt mellem 1. maj og 31. oktober og opdeling i delområder. 69 I Fredningsbekendtgørelsen for Kitsissunnguit formuleres det i § 12: ”Departementet for Infrastruktur og Miljø udarbejder, efter høring af relevante kommunalbestyrelser, en forvaltningsplan for det fredede område.” Igennem Ramsar-konventionen opfordres medlemslandene samtidigt til at udarbejde en forvaltningsplan for områderne. I Konventionens retningslinjer for en forvaltningsplan skitseres det, at den relevante forvaltningsmyndighed bør definere det overordnede politiske formål (fredning, i dette tilfælde), samt hvilke økologiske, socioøkonomiske og kulturelle aspekter der bør tages hensyn til. Desuden bør en forvaltningsplan blandt andet indeholde tiltag til at overvåge ændringer i områdernes karakter (monitering), forskning, affaldshåndtering samt formidling. I forbindelse med udarbejdningen af fredningsbekendtgørelsen for Kitsissunnguit, blev der allerede i 2005 udarbejdet et (upubliceret) udkast til en forvaltningsplan. Udkastet definerer de økologiske værdier (= det rige fugleliv) på øgruppen samt hvilke hensyn der bør tages, for at varetage lokale interesser omkring fiskeri, fangst og kulturelle aspekter. Samtidigt opfordrer udkastet til at ”Fremtidige forskningsog moniteringsprojekter i det fredede område skal i videst muligt omfang understøtte tilvejebringelsen af data over økologiske parametre og områdets status som internationalt Ramsarområde.”. Udkastet rummer desuden beskrivelse af hvordan turisme på øgruppen kan udbygges samt hvilke forvaltningsmyndigheder der er ansvarlig for tilsyn (= regelmæssige besøg) på Kitsissunnguit. Udkastet til en forvaltningsplan for Kitsissunnguit fra 2005, er imidlertid aldrig blevet færdiggjort og implementeret. Det er således ikke officielt vedtaget retningslinjer for hvordan øgruppen skal forvaltes efter at fredningen er trådt i kraft i 2008. Manglende forvaltningsplan Der findes kun skiltning, der informerer omkring forbud mod ilandstigning, et enkelt sted på Kitsissunnguit-øgruppen, nemlig på Saattuarsuit. Skiltet er af ældre dato, og teksten er næsten ulæselig. I forgrunden på fotoet ses redehuller fra lunde. Saattuarsuit, juni 2018 70 En forudsætning for at kunne vurdere om fredningen af Kitsissunnguit har haft en effekt, om dyrebestandene trives samt om der sker ændringer i områdets økologiske karakter, er at der udføres regelmæssige tilsyn/optællinger. Efter fredningen af Kitsissunnguit i 2008 har der ikke været udført optællinger af fuglebestandene eller registrering af udbredelsen af ræve på øerne. Undtaget er et besøg i 2018 (4), hvor havternerne ikke ynglede (et såkaldt ”overspringsår”), og antallet af alle arter ynglefugle var usædvanligt lavt. I 2024 gennemførtes et ophold på Kitsissunnguit af Grønlands Naturinstitut, med det formål at få et opdateret billede af fuglelivet på øerne (32). Besøg af 4-5 dages varighed som i 2018 og 2024, giver et udmærket overbliksbillede over fuglebestandenes status, men kan ikke erstatte en egentlig moniteringsplan. En effektiv forvaltning af Kitsissunnguit bør inkludere en moniteringsplan, hvor der foretages faste, systematiske optællinger af havternebestanden og de øvrige ynglefugle. Samtidig bør der ske en registrering af udviklingen i rævebestanden. Sammenfattende anbefales det, at der udføres optællinger hvert 4. år med opgørelse af havternebestanden ved brug af linjetaksering, og registrering af øvrige ynglefugle samt udbredelsen af ræv (se også appendiks 6). Følgende er en række konkrete anbefalinger til hvordan monitering af fugleog rævebestandene på Kitsissunnguit kan udføres: Frekvens Omfattende optællinger bør udføres hvert 4. år for at være i stand til at registrere ændringer i områdets økologiske karakter. Optællinger bør udføres af uddannede biologer eller andre personer med kendskab til metodisk registrering af ynglefugle, samt generelt fuglekendskab. Valget af optællinger hvert fjerde år er sat ud fra en kosteffektiv betragtning, hvor det ud fra et biologisk synspunkt, ville være ønskværdigt med optællinger med højere frekvens (eksempelvis hvert andet år). I erkendelse af at der er visse udgifter forbundet med udførelse af optællinger, databehandling og afrapportering, foreslås hvert fjerde år. Sideløbende med omfattende optællinger hvert fjerde år, bør der gøres en målrettet indsats for at indsamle oplysninger fra andre besøgende på Kitsissunnguit, som eksempelvis en opsynsperson, jagtbetjentene, kommunalt ansatte, fiskere og fangere i området. Disse oplysninger fra årene mellem de omfattende optællinger, bør samles centralt så de er tilgængelige for forvaltningsmyndighederne og andre interessenter. Optællinger af havternebestanden På baggrund af erfaringerne fra feltarbejde på Kitsissunnguit, anbefales det at der (hvert fjerde år) benyttes opgørelse af havternebestanden ved brug af linjetaksering. Metoden er beskrevet i Grønlands Naturinstituts tekniske rapport nr. 62 (15), hvor der blandt andet er formuleret at ”Antallet af ynglende havterner på Kitsissunnguit er af sådan en størrelse, at simple optællingsmetoder, som eksempelvis direkte tællinger, ikke er tilstrækkelige. Det overvældende antal fugle, som yngler på øerne, gør det særdeles vanskeligt at foretage et troværdigt bestandsestimat ved optælling af de tilstedeværende individer. Ydermere yngler havternerne jævnt fordelt på øerne over større arealer uden opdelinger i delkolonier. Der opstår således en høj grad af opblanding af fuglene, når man bevæger sig gennem terrænet på Kitsissunnguit, og man mister let overblikket over, hvilke fugle der allerede er optalt.” Det er med andre ord ikke muligt at tilvejebringe et bestandsestimat ved simpel optælling, men i stedet benyttes linjetaksering, hvor to observatører bevæger sig gennem terrænet langs rette linjer og registrerer antallet af havternereder. Metoden er relativt tidskrævende og er benyttet på Kitsissunnguit i 1996 samt i perioden 2002 til 2006. Ved at benytte en standardiseret metode som linjetaksering til fremtidige optællinger, opnås et direkte sammenligningsgrundlag med tidligere optællinger. Da linjetakseringsmetoden udføres ved hjælp af registrering af havternereder, er det vigtigt at opgørelsen af havternebestanden foretages på et tidspunkt, hvor der er størst sandsynlighed for at alle (eller i hvert fald, størstedelen af) fuglene i kolonien er færdige med at lægge æg. Erfaringerne fra feltarbejdet på Kitsissunnguit viser at optællingerne bør udføres med start omkring 16-20 juni, og at der bør afsættes 6-7 hele arbejdsdage til udførelse (15). Moniteringsplan 71 Opgørelse af de øvrige ynglefugle Kitsissunnguit rummer, ud over havternebestanden, en høj diversitet af ynglefugle, hvoraf flere arter enten optræder i særlig høje antal eller er fåtallige ynglefugle i Vestgrønland. I appendiks 6 er samlet anbefalinger til metode og tidspunkt for optællinger af ynglefuglene. I forbindelse med den foreslåede omfattende optælling hvert 4. år, bør samtlige ynglefugle som udgangspunkt optælles, men med særlig fokus på øgruppens alkefugle og svømmesnepper. Alkefugle forekommer på Saattuarsuit, hvor det anbefales at en totaltælling af alkefuglene foretages med båd fra søsiden. De ynglende alkefugle på Niaqornaq kan bedst optælles fra de højeste punkter på øen, hvor alkefuglene ligger på vandet foran den sydvendte kyst, kombineret med optællinger fra søsiden. Tejst yngler talrigt spredt på samtlige øer i øgruppen. Her anbefales det at foretage en totaltælling fra nordkysten af Kitsissunnguit (Basisø), hvor yngletætheden af tejst er særlig stor. Optælling af alkefuglene bør foretages ultimo juni/primo juli. Svømmesnepperne odinshane og thorshane optælles bedst ved at besøge vandhuller og fugtige områder på øgruppen. Der bør afsættes særlig megen tid til dette på Basis Ø ved vandhullerne nord for fangsthytten samt den nordlige, centrale del, hvor yngletætheden er høj. Optællinger af svømmesnepper bør foretages tidligt på sæsonen (medio juni), da hunnerne tidligt forlader ynglepladsen. Senere på sæsonen (juli) benytter svømmesnepper, sandsynligvis fra nordligere yngleområder, Kitsissunnguit som rasteplads, og en optælling på dette tidspunkt vil ikke være retvisende for antallet af ynglefugle. Ride yngler med så høje antal, at det er vanskeligt at tælle antallet af reder fra båd. Her anbefales at ridekolonien affotograferes, og at optællinger udføres ud fra fotos, der dækker koloniområdet. Den vestligste del af ridekolonien på Angissat er fotograferet første gang i 2024, og indgår i Naturinstituttets database. Registrering af ræve Fordelingen af ræve på de enkelte øer i øgruppen registreres bedst ved at besøge områder med blødt underlag, som strande og laguner, og kigge efter friske spor. Som supplement kan aktive eller ikke-aktive rævegrave registreres samt, naturligvis, observationer af levende individer. At besøge samtlige øer for at konstatere om der forekommer ræv eller ej, er et grundigt og relativt tidskrævende job. Registrering af ræve på Kitsissunnguit er ikke så periodeafhængigt som registrering af ynglefugle, og kan i princippet udføres vilkårligt gennem sommersæsonen. Indsatsen for at registrere forekomsten af ræv, og hvorvidt en rævegrav er aktiv eller ej, kan med fordel udvides med brug af vildtkameraer. Ovennævnte moniteringsaktiviteter kan udføres indenfor samme sæson ved et 2-3 ugers ophold på Kitsissunnguit indenfor perioden 20. juni til 10. juli. 72 Siden 2008 har der været forbud mod ilandstigning på (og sejlads nær) de vestligste øer, Kitsissunnguit og Niaqornaq, samt skærene Saattuarsuit. Der findes ikke en samlet registrering af overtrædelser af adgangsforbuddet, men sporadiske besøg ved Kitsissunnguit viser at overtrædelser sandsynligvis forekommer regelmæssigt. Fredningsbestemmelserne (§ 13) definerer tilsyn omkring overholdelsen som følger: "Den relevante kommune påser overholdelsen af denne bekendtgørelse. Tilsyn med fiskeri, jagtog fangstaktiviteter påhviler Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug." I 2018 opholdt en ansat fra Selvstyrets Departement for Natur og Miljø sig på Niaqornaq i perioden 20-24 juni (Sagsnr.: 2016–17598, Akt-id: 8255997). Her blev der dagligt observeret overtrædelse af forbuddet mod sejlads 500 meter fra øen, hvilket resulterede i masseopflyvning blandt de ynglende alkefugle. Desuden blev der ved flere lejligheder observeret ilandstigning på både Niaqornaq og Saattuarsuit, af personer der udviste adfærd der indikerede ægindsamling. Den 11. juli 2020 besøgte en ornitolog Niaqornaq (med dispensation fra Grønlands Selvstyre) i kajak. Her blev der observeret at ”adskillige mennesker forlod vestsiden af øen i 2 joller da jeg ankom. Ternerne var meget urolige og hele kolonien var på vingerne.” Den 13. juni 2023 blev ”en håndfuld personer” anmeldt til politiet af Grønlands Fiskerilicenskontrol for at indsamle havterneæg på Kitsissunnguit. Personer havde i alt samlet 103 æg som blev konfiskeret og bødeforlæg udsted (Sermitsiaq, 22. juni 2023). På trods af at ovennævnte overtrædelser kun er sporadisk registreret, giver de et indtryk af at forstyrrelser og illegal ægindsamling fortsat forekommer på Kitsissunnguit, og at overtrædelser er jævnligt forekommende. En antagelse der bekræftes af områdets jagtbetjente (jagtbetjent Ole Jeremiassen, pers. medd.). De lokale jagtbetjente under Grønlands Fiskerilicenskontrol udfører hvert år besøg ved Kitsissunnguit i dagene umiddelbart efter 10. juni, for at undersøge om stenbidergarn er fjernet, som lovgivningen forskriver. I 2022 og 2023 blev der udført 4-5 besøg af kortere varighed årligt (jagtbetjent Ole Jeremiassen, pers. medd.). Ellers er besøg ved Kitsissunnguit fåtallige og sporadiske, som et resultat af at jagtbetjentenes tid er prioriteret til andre opgaver. Der er med andre ord kun en mindre, ikke-systematisk indsats mod overtrædelser af fredningsbestemmelserne på Kitsissunnguit. Manglende håndhævelse 73 I forbindelse med biologiske undersøgelser på Kitsissunnguit og under udarbejdelsen af fredningsbekendtgørelsen om Kitsissunnguit, blev der i perioden 2002-2006 afholdt en række borgermøder i den sydlige del af Disko Bugt. Formålet med møderne var dels at indhente lokale brugers viden om Kitsissunnguit, og dels at orientere om de forskningsmæssige aktiviteter der foregik på øerne samt planerne om fredning af øgruppen. I juli 2017 blev der desuden afviklet borgermøde i bygden Akunnaaq, hvor lokale fangere og fiskere deltog sammen med medlemmer af Ressourcerådet (under PISUNA-projektet), erhvervskonsulenten fra Qaasuitsup Kommunia og som repræsentant fra Grønlands Naturinstitut, Carsten Egevang. Baggrunden for mødet var at udveksle erfaringer omkring havternens ynglebiologi på Kitsissunnguit samt, på foranledning af Ressourcerådet, at drøfte hvorvidt/hvordan en bæredygtig indsamling af havterneæg kunne udføres. På mødet blev det drøftet hvad grunden til tilbagegangen i havternebestanden på Kitsissunnguit skyldes. Her var der blandt lokale enighed om at forekomsten af ræve på øerne var den største faktor. Det var ligeledes enighed om at ulovlig ægindsamling fortsat er et problem på Kitsissunnguit. Fra lokal side blev det anført at en stigning i bestanden af ravne og måger også har en effekt. Også stigningen i bestanden af canadagås blev fremført som en mulighed, ud fra ideen at arten skulle udkonkurrere havternen, og ødelægger vegetationen. På mødet var der enighed om at et tiltag, der kunne forbedre vilkårene for ynglefuglene på Kitsissunnguit, var etablering af en ”ranger-ordning” med ansættelse af en opsynsperson, hvis tilstedeværelse på øerne havde to hovedformål: 1) At bekæmpe bestanden af polarræv på Kitsissunnguit ved aktiv fangst (bortskydning og fældefangst) og 2) Forhindre illegal ægindsamling. For at opnå en effekt af ordningen, er det vigtigt at opsynspersonen er til stede i perioden midtmaj til midt-august med bopæl på øerne. Opsynspersonens opgaver kunne eventuelt suppleres med optællingsarbejde samt biologisk registrering. En af anbefalingerne fra borgermødet i Akunnaaq var, at der arbejdes videre med forslaget om at etablere en opsynsperson-ordning for Kitsissunnguit. På borgermødet blev der desuden fra lokal side fremsat ønske om, at kunne genoptage traditionen med indsamling af havterneæg i Disko Bugt. Det blev drøftet hvorvidt det var muligt at etablere en forsøgsordning i havternekolonier i nærheden af Akunnaaq, hvor ægindsamling kunne udføres, og effekten af indsamlingen moniteres. Dette er imidlertid ikke blevet realiseret. Borgermøder om Kitsissunnguit 80 Angissat er sammen med Kitsissunnguit (Basis Ø) de største øer i øgruppen, hvor de to øer er omtrent lige store i areal. Sammenlignet med de andre øer, har Angissat det mindste areal med fugtigt habitat. Størstedelen af øen består af store, sammenhængende vel-drænede, tørre områder med blottet klippe eller dværgbuskhede. På den nordvestlige del (E) af Angissat findes udstrakte laguneområder og en lang sandstrand. I den centrale del af øen findes en større sø (G). På den østligste del af øen ligger en lille fangsthytte (D), en sandstrand og små vandhuller (F). På den sydøstligste kyst (H) findes stejle klipper af rødligt basalt med en koloni af hvidvinget måge. På den centrale, sydlige kyst findes en stenet strand (B), som efter signede skulle være stedet, hvor skiffertypen Killiaq har været brudt i fortiden. På den sydvestlige kyst (C) findes også høje, stejle klipper med ynglende ride, gråmåger og hvidvinget måge. Fuglelivet på Angissat er sammenlignet med resten af Kitsissunnguit fattigt, med store områder uden ynglende fugle andet end fåtallige par af snespurv og stenpikker. De mest interessante områder er laguneområdet i den nordøstlige del (vadefugle), samt det vestlige område med flere vandhuller omkring fangsthytten (svømmesnepper). Nord for Angissat ligger øen Kangitturarsuk (I), hvor der tidligere skulle have ynglet lunde og ride. Angissat | Areal: 3,05 km2 | Koordinater: N 68.8214, W -51.8045 Satellitfoto, Angissat, foto fra Google Maps Appendiks 2.a A C B F E D G H I 81 Angissat, juni 2003 A C B FE D Angissat, juni 2024 Angissat, juli 2002 Angissat, juli 2002 Angissat, juli 2002 Angissat, juli 2002 Laguneområde i den østlige del.Laguneområde i den nordvestlige del. Fangsthytten på Angissat.Koloni af ride og hvidvinget måge. Den østlige sydkyst.Den centrale, sydlige kyst. 82 Innarsuatsiaaq er beliggende mellem Angissat og Basisø. Mod øst er Angissat og Innarsuatsiaaq adskilt af et smalt sund (F), med en bredde på omkring 200 meter, altså sandsynligvis en afstand som en ræv kan tilbagelægge svømmende. Øen har to større laguneområder, ”den nordlige lagune” (A) med åbning mod nord, og ”den sydlige lagune”, der åbner sig mod syd (G). De to laguner er separeret af et smalt landstykke, men en bredde på under 200 meter. Naturtyperne på Innarsuatsiaaq veksler mellem fugtige områder omkring lagunerne, og tørre habitater på resten af øen. På den vestlige del af øen, findes en højere beliggende større sø (H), hvor der visse år kan raste toppet skallesluger i større antal. Ved den østlige side af mundingen af den nordlige lagune findes en stejl klippe, hvor skarver samles for at raste (I). Desuden findes der flere små vandhuller fordelt på øerne, med ynglende odinshøns. I perioden 2002-2006 var der visse år ynglende havterner på Innarsuatsiaaq i lave antal, andre år ingen ynglende terner. Der er flere fortidsminder på Innarsuatsiaaq. Ved nordsiden af den sydlige lagune findes før-kristne grave med skeletter (E) og stensætninger (B), der har fungeret som køddepoter. I den centrale del af den østlige del af øen findes en række sten langt på række (D). Stenenes placering er tydeligvis menneskeskabte og laverne på stenene afslører at de har ligget sådan i en længere periode. Betydningen af stenene er uvis, men arkæologer fra Grønlands National Museum anslår at de kan have været benyttet til balance-leg for forhistoriens beboere (Mikkel Myrup pers. medd.). Innarsuatsiaaq | Areal: 1,23 km2 | Koordinater: N 68.8259, W -51.8776 Satellitfoto, Innarsuatsiaaq, foto fra Google Maps Appendiks 2.b A F G H I EB D C 83 A B ED C Innarsuatsiaaq, juni 2005 Innarsuatsiaaq, juni 2003 Innarsuatsiaaq, juli 2005 Innarsuatsiaaq, juli 2005 Innarsuatsiaaq, juni 2003 Før-kristne grave.Stensætning i den cantrale, østlige del. Sydkysten. Kødgrave. Et blik mod vest over den nordlige bugt. 84 Kitsissunnguit (Basis Ø) | Areal: 3,12 km2 | Koordinater: N 68.8443, W -51.9459 Appendiks 2.c Øen Kitsissunnguit (Basis Ø) er den største af øerne, og har det rigeste fugleliv. Øen er opdelt i en vestlig og østlig del af en sydlig bugt (A) og en nordlig bugt (F). I den sydlige del findes en større lagune (G), der kun er adskilt fra havet ved en smal stenstrand (H). Ved højeste vande under springflod, strømmer havvand ind i lagunen. På øens højeste punkt er placeret en RACON (D) (radar-navigationsudstyr), hvor der føres tilsyn årligt med vedligeholdelse. Basis Ø huser den største andel af de ynglende havterner på øgruppen, hvor ternerne har reder på det meste af øens areal. Undtaget er det smalle stykke land (C) mellem den vestlige og østlige del af øen, hvor ternerne ikke yngler. På den nordvestlige spids – nord for fangsthytten (I) – ligger et fugtigt område med en sø (J). Området var tidligere et hotspot for ynglende thorshane, og fra dette område er der særligt mange observationer af rosenmåge. Den nordlige, centrale del af Basis Ø er kendetegnet af fugtig kær, og her ligger 5 små søer (K), med en særlig høj tæthed af ynglende odinshane (og tidligere thorshane), og mange reder af canadagås. Rosenmåge er tidligere (2004) konstateret ynglende i dette område (O). I den nordøstlige del af Basis Ø ligger en stor sø (L), med moderate tætheder af odinshane og ansamlinger af andefugle. I den østligste del af lagunen (M) er et område med mudderflader, hvor der ofte ses vadefugle, samt en lille sø med ynglende odinshane. Basis Ø rummer mange fortidsminder, hvor de mest synlige er gruppen af tørvehuse (C) ved den sydlige bugt, og kirkegården (B) med mere end 50 grave. Der er også mange før-kristne grave fordelt på øen, blandt andet ved den centrale sydlige kyst (N). I den centrale, nordøstlige del af Basis Ø ligger et hvalkranie (E) langt fra kysten. Her findes en rævegrav, som var aktiv i 2018 og 2024 (men ikke i perioden 2002 - 2006) med kompleks af indgange. Satellitfoto, Kitsissunnguit (Basis Ø), foto fra Google Maps D E C I J K L G AM F H B N O 85 A B ED C Basis Ø, juni 2003 Basis Ø, juni 2018 Basis Ø, juni 2018 Basis Ø, juli 2006 Basis Ø, juni 2024 N G FCB H Hvalkranie ved rævegrav.RACON på det højeste punkt på Basis Ø.. Tørvehus-ruiner ved den sydlige bugt.Kors på kirkegården med snespurv. Overbliksfoto af den sydlige bugt ved Basis Ø. 86 Niaqornaq | Areal: 0,44 km2 | Koordinater: N 68.8444, W -52.0434 Appendiks 2.d Satellitfoto, Niaqornaq, foto fra Google Maps Niaqornaq er den vestligst beliggende af de større øer i øgruppen, og er kendetegnet ved at have høje, stejle klipper (B) ved sydkysten og flade strande med mørkt sand mod nord (E). Landet mellem nordog sydkysten er jævnt skrående, generelt vel-drænet med et udbredt dække af laver. Mod vest er en lille klippeknold (G), som kan nås tørskoet ved lavvande. Mod øst er en lille bugt, der tørlægges ved laveste vande. Det er også i den østlige ende af øen at man finder den lille fangsthytte (A) og her findes tørvehus-ruiner. På en lille højderyg (H) i den nordøstlige del af øen, findes en lille (kristen) gravplads med enkelte grave udstyret med kors. I den østlige ende af øen findes en større sø (C), med moderate antal ynglepar af odinshane, samt gråand, havlit og toppet skallesluger. Tidligere ynglede der også thorshane her. Ikke langt derfra ligger en mindre sø (I), hvor der er fundet damrokke (vandinsekt). På sydkysten af Niaqornaq yngler lunde, alk og tejst – ved en enkelt lejlighed (juni, 2018) er der også hørt søkongens karakteristiske kald inde mellem klipperne, så muligvis yngler arten også her. Alkefuglene opholder sig dels omkring reden (gemt i klippesprækker på stejlsiderne), og dels på vandet foran kysten. Bedste metode til at optælle alkefuglene på Niaqornaq, er at sætte sig højt og centralt (J) ovenfor sydkysten, hvor man kan overskue havoverfladen 180 grader rundt. Når fuglene er uforstyrret, og hviler på vandet (F), kan man foretage en totaltælling (= sammenligneligt med optællinger fra tidligere sæsoner). På sydkystens klipper yngler også ride (D), hvidvinget måge og gråmåge – disse optælles bedst fra søsiden. Havternerne yngler næsten over hele Niaqornaq, men med meget forskellige tætheder. Der er ingen eller ganske få par i den østligste del af øen, mens de lavtliggende områder længst mod vest, visse år kan huse ynglende havterner i meget store tætheder. Fordi Niaqornaq har en relativ lille størrelse og et beskaffenhed der er ensartet skrående, er det muligt (modsat de andre øer) at få et overblik det området hvor ternerne yngler. Hvis man stiller sig i den nordvestlige ende af øen (K), og der falder ro over kolonien, kan man i kikkert se ternerne ligge på reder spredt over terrænet. A B C D E F G H I J K 87 Niaqornaq, juni 2024 A C B D Niaqornaq, juni 2006 Niaqornaq, juni 2018 Niaqornaq, juln 2024 Niaqornaq, juni 2018 Niaqornaq, juni 2018 FE Lunder og alke på vandet foran sydkysten.Hvalkranie på nordkysten af Niaqornaq. Ynglende rider på rede på sydkysten.Den store sø. Den stejle sydlige kyst på Niaqornaq.Fangsthytten på Niaqornaq. 88 Saattuarsuit | Areal: ca. 0,1 km2 | Koordinater: N 68.8645, W -52.0863 Appendiks 2.e Saattuarsuit er en gruppe flade skær beliggende ca. 2 km. nordvest for Niaqornaq. De små skær er mere eksponeret for vind og vejr sammenlignet med de store øer i øgruppen, og ofte er der kraftige dønninger omkring skærene. Saattuarsuit rummer særdeles høje tætheder af ynglefugle, som er særlig sårbare overfor forstyrrelser. Ofte vil de fleste af fuglene gå på vingerne på lang afstand af en jolle der nærmer sig, og ilandstigning medfører en betragtelig mængde forstyrrelse. Mod øst ligger et lille skær (E), hvor kun et mindre, vegetationsløst areal rager oven vandet. Ved tidligere besøg har skæret ikke huset mange ynglefugle sammenlignet de andre skær, men i 2024 blev en rugende rosenmåge på rede iagttaget i den vestligste ende af skæret. Desuden yngler der normalt svartbag her. Naboskæret (A) er det største på Saattuarsuit, og har rigt udviklet vegetation. Fordelingen af havterner på Saattuarsuit varierer noget mellem sæsonerne, men det er normalt dette skær, der huser flest ynglende havterner, hvor rederne kan ligger særdeles tæt. I overgangen fra kysten til området med vegetation, går der hele vejen rundt om skæret en 2-3 meter høj brink (A), som er undermineret med redehuller fra lunder. Desuden yngler her alk, stor skallesluger og i 2024 blev en han thorshane observeret her, som muligvis ynglede. Det midterste skær (G), har også rig vegetation, og mange ynglende havterner. I kort afstand ligger et skær (D), som også normalt huser ynglende havterner i moderate antal. På den nordlige del af skæret, er et område med lidt større sten, og der er her at størstedelen af Saattuarsuits ynglende søkonger findes. Enkelte reder fra ederfugl blev også fundet her i 2024. På det vestligste skær (B, C) yngler også havterne samt alk og tejst. I 2024 blev der fundet 4 ederfugl-reder her, og flere søkonger hørtes mellem klipperne (hvilket ikke har været tilfældet ved tidligere besøg). I den østlige del af skæret, blev der i 2006 fundet rede fra rosenmåge med tre unger. På den vestligste sidder der jævnligt ikke-ynglende skarver. Satellitfoto, Saattuarsuit, foto fra Google Maps E A G D B C 89 FE Saattuarsuit, juni 2003 A C B D Saattuarsuit, juni 2018 Saattuarsuit, juni 2018 Saattuarsuit, juli 2006 Saattuarsuit, juli 2003 Saattuarsuit, juli 2006 Rosenmåge-par fra det vestligste skær.Det østligste skær ved Saattuarsuit. Skæret i midten af Saattuarsuit.Et kig mod øst fra det vestligste skær. Et kig mod vest fra det vestligste skær.Brink ved kysten med lunde-redehuller.