Undersøgelser af bevidstheden - et klassisk fænomen i en moderne videnskab

! ! Undersøgelser af bevidstheden - et klassisk fænomen i en moderne videnskab Bachelorprojekt Student: Amalie Dahl Haue Vejleder: David Budtz Pedersen ! ! ! ii Preamble The motivation behind the present thesis is to address the importance of interdisciplinary approaches in the process of answering scientific questions. One phenomenon, namely consciousness, functions as an example of why and how scientific questions ought to be assessed where academic disciplines intersect. The thesis has been written under supervision of assistant professor David Budtz Pedersen, University of Copenhagen. The material takes a variety of forms. Some texts account for classical philosophical positions, some are philosophical arguments, classical as well as modern, whilst others are based on experimental data. The thesis has the following structure. The introduction includes an account of relevant background knowledge, consisting in classical philosophical theory (physicalism and dualism) and interdisciplinary theory (science and scientism). The methods section presents a brief account of reductionism. The data section consists of two. One is an account of notions central to a scientific evaluation of consciousness. The other exemplifies theoretical and experimental evaluations of consciousness. The conclusion outlines similarities and differences among the present evaluations of consciousness. In addition, the conclusion seeks to motivate the study of consciousness in the context of a postmodern era, benefitting from philosophical tradition and technological advances. !! ! iii INTRODUKTION 1 INDLEDNING 1 BAGGRUND 2 KLASSISK FILOSOFISK TEORI 3 TVÆRVIDENSKABELIG TEORI 5 METODER 6 VIDENSKABSTEORI 6 DEN AKTUELLE PROBLEMSTILLING 7 BEGREBSANALYSE 8 QUALIA 8 BEVIDSTHEDEN 8 NEURAL CORRELATE OF CONSCIOUSNESS 9 DEFINITIONENS ELEMENTER 10 TEORETISK UNDERSØGELSE AF BEVIDSTHEDEN 11 TANKEEKSPERIMENTER 11 EN FLAGERMUS 12 ERFARINGENS SUBJEKTIVE KARAKTER 13 ARGUMENTETS PRÆMISSER 14 EN FYSIKER 15 DELARGUMENTER 16 EMPIRISK UNDERSØGELSE AF BEVIDSTHEDEN 18 KVANTIFICERING AF BEVIDSTHEDEN 18 EN EKSPERIMENTEL MODEL 19 SAMMENFATTENDE BEMÆRKNINGER 21 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING 23 LITTERATUR 24 ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! Illustration: https://en.wikipedia.org/wiki/Pineal_gland ! 1 Introduktion* Indledning* Overvejelser vedrørende bevidstheden er ligeså gammel som den ældste filosofi. På den ene side har både antikkens og oplysningstidens filosoffer argumenteret for, at bevidstheden ikke er en naturlig del af en rent fysisk beskrivelse af verden. På den anden side, har argumenter gennem historien vist at en rent fysisk beskrivelse af verden, som ikke omfatter bevidstheden, er mangelfuld. Formålet med nærværende opgave primært at give en fremstilling af hvordan bevidstheden som fænomen er blevet undersøgt. Undersøgelserne vil desuden blive perspektiveret til en række globalpolitiske initiativer i form af The Brain Initiative, og Human Brain Project, samt The Human Genome Project1. Hensigten med denne perspektivering er en eksemplificering af at den tidsmæssige relation der er mellem et givent fænomen og de metoder der anvendes i selve karakteristikken af dem er ganske afgørende for en videnskabelige kortlægning. Hjernen, herunder bevidstheden som fænomen adskiller sig principielt fra gener, idet sidstnævnte er et fænomen der er blevet introduceret i forbindelse med udvikling af moderne naturvidenskabelige metoder2. I modsætning hertil er hjernen, herunder bevidstheden som fænomen ligeså gammel som den ældste vestlige filosofi og indgår blandt andet i følgende beskrivelse: ”Men ought to know that from nothing else but the brain come joys, delights, laughter and sports, and sorrows, griefs, despondency, and lamentations.” (Hippocrates, 400 f.Kr.) Opgaven er fokuseret omkring en række måder hvorpå bevidstheden er blevet fremstillet, dels inden for den filosofiske tradition og dels inden for den naturvidenskabelige tradition. Elementer i denne præsentation er klassisk videnskabelig teori, mere moderne tværvidenskabelig teori, begrebsog argumentanalyse samt en redegørelse for en model der er baseret på eksperimentelt arbejde. På baggrund af fremstillingen vil konklusioner fra henholdsvis den filosofiske og den naturvidenskabelige tradition blive sammenlignet. Sammenligningen vil dels udgøre grundlaget i vurderingen af styrker og svagheder ved de to traditioner og dels vil den udgøre et argument for at det både er relevant og nødvendigt at undersøge bevidstheden tværvidenskabeligt. Som sådan er det perspektivet, at bevidstheden både fungerer som et eksempel på, hvordan et !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! 1 For officielle hjemmesider se: https://www.humanbrainproject.eu/ http://www.genome.gov/! 2For definitioner se: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/mesh/68005796 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/mesh/68003243 ! 2 fænomen kan belyses interdisciplinært og i sig selv demonstrerer vigtigheden af, at det også er tilfældet. Baggrund* De fleste af os tager det for givet, at vi har en bevidsthed med hvilken vi ved viljens kraft kan Påvirke vores handlinger. Det er noget vi tager for givet i hverdagen og et forhold vi tager for givet inden for den naturvidenskabelige tradition. Det er blandt andet tilfældet i den medicinske tradition at et sådant kausalt forhold er en præmis for langt de fleste behandlingstilbud, hvor det forudsættes at man ved at påvirke hjernen kan påvirke den fysiske funktion. Eksempelvis er behandling af smerte motiveret ud fra to ting. Dels er den motiveret af en intention om at lindre, og dels ud fra et princip om at tilstedeværelsen af smerte forhindrer en fysisk bevægelse, som i udgangspunktet er sund og således værd at bevare. Ud fra en kausal forståelsesramme er det altså spørgsmålet om koblingen mellem fænomenet bevidstheden og den struktur vi betegner hjernen, er interessant at undersøge. På trods af at dette forhold mellem hjernen og den fysiske funktion er ganske grundlæggende for både vores hverdag og den måde hvorpå vi bedriver naturvidenskab herunder også sundhedsvidenskab, forekommer det ikke åbenlyst, præcis hvordan bevidstheden er i stand til at påvirke hjernen. Der er grundlæggende tre forskellige årsager til at dette spørgsmål er ubesvaret (Velmans, 2002). For det første forekommer den fysiske verden kausalt set at være lukket. Det skal forstås sådan, at det subjektive aspekt af bevidstheden kompromitteres i en rent fysisk beskrivelse af hjernen. Der er det nemlig tilfældet, at et observerende subjekt er i stand til at give en fyldestgørende redegørelse for hjernens input og output uden at have adgang til den information fra det oplevende subjekt. Dette illustrerer et afgørende aspekt af bevidstheden, som netop er forholdet mellem førsteperson, det oplevende subjekt, og tredjeperson, det beskrivende subjekt. For det andet er det enkelte individ ikke til hver en tid opmærksom på sin egen bevidsthed. Derfor er det heller ikke muligt for den enkelte at påvirke bearbejdningen af alle de indtryk, der sidenhen skal give anledning til bevidstheden. For det tredje er der en tidsfaktor, som komplicerer problemstillingen. Nogle studier viser nemlig, at det tager længere tid at blive bevidst om et givent stimulus end det gør at handle på et givent stimulus. Sådanne studier er baseret på målinger, hvor man sammenholder hvor lang tid det tager et subjekt at reagere motorisk på et givent stimulus med hvornår der registreres en ændring hjernens aktivitet, som er forenelig med at planlægge den givne bevægelse (Libet B., 1983). ! 3 Rent filosofisk kan man skelne mellem to forskellige typer undersøgelse af bevidstheden. Den ene udgår fra et ontologisk spørgsmål, hvor et begreb om viljen sættes i relation til bevidstheden som fænomen. Den ontologiske læsning af spørgsmålet er altså i en vis udstrækning et spørgsmål om hvorvidt viljen betragtes som et etisk eller et naturvidenskabeligt anlæg (Searle, 2001). Med andre ord angår den ontologiske læsning, om viljen er noget vi kan styre og således noget vi er ansvarlige over for eller om viljen er integreret i et rent fysisk system ligesom det eksempelvis er tilfældet med tyngdekraften. Det anden type udgår fra et epistemisk spørgsmål, som er beskæftiget med at undersøge de erkendelsesmæssige forudsætninger for at vide noget om bevidstheden. Det er hovedsageligt det andet spørgsmål, som er udgangspunktet for nærværende besvarelse. Mere konkret er spørgsmålet, hvordan vi bedst opnår en videnskabelig beskrivelse af bevidstheden. Klassisk*filosofisk*teori* Fysikalismen er et filosofisk program ifølge hvilket mentale tilstande kan forklares i udelukkende fysiske termer. Det er således tilhængernes opgave at vise, at dette er muligt (Melnyk, 2007). Dualismen er ligeledes et filosofisk program. Modsat fysikalismen har det dualistiske program som sit centrale princip, at mentale tilstande ikke udelukkende kan forklares ved hjælp af fysiske termer. Tilhængere af dualismen mener således, at der er en fundamental forskel på forhold vedrørende sjælen og forhold vedrørende legemet (Robinson, 2007). Argumenter mellem fysikalisten og dualisten inddeles undertiden i tre, hvor argumentet for det dualistiske grundprincip har følgende tre grundpiller. Dualisten skal først og fremmest vise, at en fysikalistisk forståelse af hjernen, herunder bevidstheden, ikke fungerer. Som sådan er det ikke tilstrækkeligt at finde mangler ved det fysikalistiske program. Et argument for dualismen fordrer ligeledes en overbevisning af at disse mangler er centrale for det fysikalistiske program. Dernæst skal dualisten være i stand til at forklare, hvordan det materielle og det immaterielle forenes. Når en sådan forklaring er etableret består det tredje element i at give en tilfredsstillende forklaring på relationen mellem de to typer af værende, altså det immaterielle og det materielle (Robinson, 2007). I forhold til den traditionelle adskillelse mellem videnskabelige discipliner afspejler distinktionen mellem fysikalismen og dualismen således en adskillelse mellem den klassiske fysik og de øvrige videnskaber. Her er den klassiske fysik traditionelt blevet opfattet som værende paradigmet på, hvordan videnskab bør bedrives. Disciplinen hviler på en praksis, der reducerer spørgs- ! 4 mål til kausale forhold, som er forenelige med implikationspilen (Fodor, 1974). En moderne og fysikalistisk formulering af overvejelser vedrørende bevidstheden er den såkaldte astonishing hypothesis, som er fremsat i Francis Crick i 1994. Den lyder som følger: ’”You”, your joys and your sorrows, your memories and your ambitions, your sense of personal identity and free will, are in fact no more than the behaviour of a vast assembly of nerve cells and their associated molecule.’ (Francis, 1994) Som fysikalismen og dualismen er blevet præsenteret i det foreliggende, betjener de sig af analoge metoder, idet de begge arbejder ud fra en ambition om at reducere komplekse problemstillinger til relationer der kan forklares i fysiske termer og forhold. Der er således i begge tilfælde tale om en analyse af bevidstheden, der i udgangspunktet er reduktionistisk (jf. Metoder). Imidlertid er konklusionen fra de to programmer ikke ens, idet det fysikalistiske program hævder at en sådan reduktion er mulig, hvorimod konklusionen på det dualistiske program er at en sådan reduktion ikke er mulig. Ved reduktion af en kompleks problemstilling forsøger man at reducere spørgsmål til instanser, som er forenelige med et ideal om en verden, der er styret af kausale, relationelle og funktionelle forhold (Gulick, 2014). Denne triade hvor henholdsvis kausale, relationelle og funktionelle forhold indgår som skabelon for en given beskrivelse betegnes sædvanligvis the easy problem og skal ses i sammenhæng med the hard problem (D. J. Chalmers, 1995; Churchland, 1996). De spørgsmål der falder ind under the easy problem er karakteriseret ved at kunne besvares ved hjælp af værktøjer, som enhver principielt har adgang til og som er de samme uafhængig af hvilke fænomener der undersøges. Det er som sådan de ekstrinsiske egenskaber ved et fænomen, der kan besvare spørgsmål, som stilles inden for rammerne af the easy problem. De egenskaber som henregnes til en beskrivelse af the hard problem betegnes intrinsiske og kan betragtes som de unikke egenskaber, der findes ved et givent fænomen. Forholdet mellem de to typer spørgsmål henleder opmærksomheden på muligheden for at undersøge et fænomen interdisciplinært. Ydermere er det i sig selv udgangspunkt for en filosofisk diskussion, der undersøger hvorvidt en adskille mellem science (i praksis fysik) og special sciences (i praksis alt andet) er reel eller konstrueret (Fodor, 1974; Oppenheim, 1958). Denne diskussionen behandles yderligere nedenfor under omtale af tværvidenskabelig teori. ! ! 5 Tværvidenskabelig*teori* Udover det faktum at spørgsmål vedrørende bevidstheden bunder i en klassisk filosofisk problemstilling, er det et spørgsmål som gennem tiden har ændret karakter. Det skyldes blandt andet den teknologiske udvikling. Med den teknologiske udvikling følger nemlig hidtil ubenævnte måder at fundere videnskabeligt arbejde på. Samtidigt kræver den teknologiske udvikling opmærksomhed på de rammer indenfor hvilke de videnskabelig spørgsmål besvares. Netop derfor er det særligt aktuelt at forholde sig til den traditionelle akademiske inddeling mellem den humanistiske og den naturvidenskabelige tradition. Flere filosoffer peger på vigtigheden af at gøre dette og skelner undertiden mellem videnskab3 og videnskabelighed4 (Burnett). Hvor førstnævnte, videnskab, er en aktivitet der er karakteriseret ved at udforske verden ved hjælp af veletablerede og klare metoder, er videnskabelighed en aktivitet, der begrænser menneskelig opdagelse ved blandt andet at gøre hyppig brug af begreber som ’udelukkende’, ’kun’, ’ganske enkelt’ og ’intet mere end’. En konsekvens heraf er at videnskabelighed i særlig grad interesserer sig for menneskelig adfærd og grundholdninger (Burnett). Et andet resultat af denne adskillelse mellem videnskab og videnskabelighed er at kritisere videnskabeligheden for at være forsimplet, vulgær og naiv. Imidlertid er det snarere de spørgsmål som selve videnskabeligheden rejser, der bør prioriteres i forbindelse med ambitionen om at etablere et frugtbart tværvidenskabeligt samarbejde. Da skal det håndhæves, lyder det videnskabelighedens dogme, at videnskab er det eneste der betyder noget. Denne påstand udsiger imidlertid ikke noget om, at alle hypoteser er sande. Det er nemlig ikke tilfældet. Derimod er den videnskabelige praksis kendetegnet ved at dets udøvere (videnskabsmænd) opfordres til at løse alle problemer (Pinker, 2013). Der er en umiddelbar og principiel forskel mellem videnskab og videnskabelighed. Hvor videnskab er en aktivitet, der udforsker verden ved hjælp af veletablerede og klare metoder er videnskabelighed en aktivitet, der generaliserer en lang række akademiske discipliner (Burnett). Således kunne man betragte videnskab som et analyseredskab og videnskabelighed som et synteseredskab. Distinktionen mellem videnskab og videnskabelighed ligner i nogen udstrækning den traditionelle distinktion mellem den humanistiske og den naturvidenskabelige tradition. Således vil det i relation til enhver undersøgelse være væsentligt at gøre sig bevidst, hvilket styrker og svagheder der er forbundet med henholdsvis videnskab og videnskabelighed. Her er det blandt andet !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! 3 Eng.: science 4 Eng.: scientism! ! 6 blevet påpeget, at mulighederne inden for de to tilgange afgøres af, hvad det er for en type spørgsmål, der skal besvares. Ved karakterisering af den humanistiske tradition kan man blandt andet fremhæve, at det er en tradition som beskæftiger sig med at gøre det klart, hvilke aspekter af tilværelsen som er unikke for mennesket. Ydermere er der en særlig type spørgsmål, som den humanistiske tradition bedst besvarer og som rejses i forbindelse med en accept af de muligheder, som teknologiske fremskridt bringer. Eksempler herpå er, hvad der vil være tilbage at lave for os som mennesker og om vi som biologiske væsner ønsker at konkurrere med robotter. Den humanistiske tradition er således i stand til at adressere nogle mere grundlæggende forhold, som ikke forudsætter kendskab til teknologisk avancerede metoder (Wilson, 2014). Metoder* Videnskabsteori* Inden for videnskabsteori skelner man mellem reduktionisme og antireduktionisme. Førstnævnte hviler på en accept af at reducere komplekse problemstillinger med henblik på at finde sammenhænge(Zalta, 2014). Den anden metode accepterer ikke præmissen om at reducere komplekse problemstillinger og betegnes antireduktionisme (Helen, Christopher, Peter, & John). Både fysikalismen og dualismen er eksempler på reduktionistiske teorier. Distinktionen mellem videnskab og videnskabelighed er metodologisk af en lidt anden karakter end relationen mellem fysikalisme og dualisme. Hvor videnskab kan betragtes som betegnelse for en bestemt måde at opstille specifikke problemer på, betegner videnskabelighed en generel måde at arbejde på. I det tilfælde kan videnskab altså bedrives reduktionistisk og videnskabelighed kan være reduktionistisk i den udstrækning at der nogle spørgsmål, som ikke falder inden for rammerne af den pågældende måde at arbejde på. En klassisk formulering af den moderne videnskabelige reduktionisme går tilbage til Ernest Nagel, der definerer den som følger: ‘A reduction is effected when the experimental laws of the secondary science (and if it has an adequate theory, its theory as well) are shown to be the logical consequences of the theoretical assumptions (inclusive of the coordinating definitions) of the primary science.’ (E. Nagel & Nadel, 1961) I forbindelse med et sådant reduktivt forhold mellem diverse videnskaber taler man om at videnskaberne kan stå i et vertikalt eller et horisontalt forhold til hinanden. Definitionen fra Nagel og Nadel anlægger et vertikalt syn på relationen mellem videnskabelige discipliner, idet de ! 13 undersøges bliver undersøgt på en mere objektiv måde. Således er det centrale reduktionistiske dogme, at reduktion medfører en større grad af objektivitet. Det betyder at selve beskrivelsen bliver mindre afhængig af den, der beskriver. Den bliver altså mere objektiv (Zalta, 2014). Imidlertid synes en sådan tendens at være af en lidt anden karakter, når man taler om bevidstheden. Således medfører reduktionen ikke nødvendigvis en større grad af objektivitet. Og i tilfælde hvor der opnås en større grad af objektivitet kan det være på bekostning af at beskrivelsens relation til virkeligheden ændres. Beskrivelsen af bevidstheden bliver med andre ord mere uvirkelig i det øjeblik den sættes i en strengt objektiv ramme. Det skyldes blandt andet qualia, som har en særlig vægt ved undersøgelse af bevidstheden. Når det er tilfældet skyldes det at der er interne forhold ved bevidstheden som i særlig grad er afhængig af det subjekt, der undersøges (Zalta, 2014). Erfaringens*subjektive*karakter* I argumentet karakteriserer Nagel bevidsthedens qualia som værende erfaringens subjektive karakter. Det fundamentale spørgsmål som han adresserer i forlængelse heraf angår erfaringens objektive karakter. Nagel spørger, om det overhovedet giver mening at undersøge, hvordan en oplevelse i virkeligheden er. Udgangspunktet for undersøgelsen er at en objektiv beskrivelse af en erfaring forudsætter at en oplevelse er uafhængig af den oplevende. Det er Nagels påstand, at vi ikke vil være i stand til at forstå hvordan oplevelser kan være indeholdt i en fysisk beskrivelse af verden, før vi forstår det mere fundamentale spørgsmål, som vedrører erfaringens objektive karakter. Han skriver: ‘(…) namely, the relation between facts on the one hand an conceptual schemes or systems on the other hand.’ Problemet er ifølge Nagel at enhver fysisk beskrivelse skal kunne redegøre for erfaringens subjektive karakter. Dette indebærer at en fysisk beskrivelse i kausale termer skal kunne forklare individets oplevelse af en given hændelse. Som det forholder sig nu er der hverken noget begreb eller nogen metode, som fortæller os, hvordan vi redegør for erfaringens subjektive karakter. Hvis mentale processer er fysiske processer, må der være et internt forhold, som svarer til at undergå disse fysiske forandringer. Der er altså en præmis at der er en sammenhæng mellem en fysisk proces og en oplevelse. Imidlertid foreligger der i tilfældet med flagermusen ikke nogen grund til at antage at deres indtryk ! 14 svarende til mentale processer, som er lig noget vi kan erfare eller forestille os. Netop det forhold gør det vanskeligt, endsige umuligt, at begrebsliggøre hvad det vil sige at være en flagermus. Om erfaringens subjektive karakter skriver Nagel yderligere at det ville være: ‘ (…) fine, if someone were to develop concepts and a theory that enabled us to think about these things; but such an understanding may be permanently denied to us but the limits of our nature.’ Heraf fremgår det altså at Thomas Nagel skelner mellem på den ene side teori og på den anden side en naturlig begrænsning i vores erkendelse. Således pointerer Nagel problemstillingens epistemiske karakter. Som konsekvens heraf bliver det centrale i undersøgelsen, at det ikke nødvendigvis er muligt at udvikle en teori der kan beskrive bevidstheden fyldestgørende. Nagels konkluderer argumentet med følgende formulering: ‘Reflection on what it is like to be a bat seems to lead us, therefore, to the conclusion that there are facts that do not consist in the truth of propositions expressible in human language.’ Argumentets*præmisser* Som konsekvens af konklusionen fremsætter Nagel en ambition, der går ud på at udvikle en fænomenologi, som er ganske uafhængig af vores forestillingsevne. Ifølge ham er målet med en sådan fænomenologi at være en beskrivelse af: ’(…) at least in part, the subjective character of experiences in a form comprehensible to beings incapable of having those experience.’ Endvidere og som led i denne ambition pointerer Nagel, at der er forskel på fysiske beskrivelser og fysiske forklaringer. Det er særligt tydeligt, hvis man betragter identitetsrelationer, hvor formuleringer på formen X er lig Y har en afgørende betydning. Det er Nagels påstand at vi inden for en rent teoretisk ramme ved, hvordan dette er sandt. Imidlertid er der uden for en teoretisk ramme en vis mystik omkring dette forhold. Ambitionen om at udvikle en fænomenologi forudsætter en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være. I henhold til identifikationsrelationen skal vi ifølge Nagels ambition være i stand til at sidestille mentale hændelser med fysiske tilstande. Han hævder at dette er en anden opgave end den der er forbundet med udtryk på formen 2+2=4. I det tilfælde betyder at være nemlig, at det til hver en tid er muligt at erstatte hvad der står på den ene side at lighedstegnet med hvad der står på den anden side af lighedstegnet. Nagel drager også en anden parallel ved at betragte ! 15 lyd som bølgefænomen. Det gør han med henblik på at demonstrere, at vi i en fysisk beskrivelse heraf tilsidesætter visse aspekter af fænomenet, eksempelvis dets relation til mennesket. I bestræbelserne på at illustrere hvilke krav der er til en fænomenologi inddrager Nagel også udviklingen af en larve til en sommerfugl. Han spørger, hvilke forudsætninger en observatør der modtager en kasse med en sommerfugl må have, hvis denne skal vide at der har været en larve før der kom en sommerfugl. Således præsenteret Thomas Nagel to betingelser forbundet med at udvikle en fænomenologi. Det ene er at den nødvendigvis må gå på kompromis med nogle aspekter i undersøgelsesøjeblikket. Det andet er en tidsfaktor, som ikke nødvendigvis er omfattet af undersøgelsen. Den endelige problem for Nagel er, at han spørger, hvad det vil sige at være en flagermus for en flagermus. Hvad vi kan bruge forestillingsevnen til er at få en idé om hvad det vil sige for os at være en flagermus. Ifølge Nagel er det to principielt forskellige ting. At forestille sig en transformation til en flagermus giver ikke nogen idé om hvad det vil sige at være en flagermus her og nu. Evnen til at abstrahere fra egne forestillinger er hvad Nagel betegner epifænomenologi. Og en sådan vil være nødvendig, hvis vi skal opnå indsigt i, hvordan det i virkeligheden er at være en flagermus. ! En*fysiker* Frank Jackson’s udgangspunkt er et lidt andet end Thomas Nagels. Grundlæggende er han nemlig overrasket over, at vi som erkendende væsner er i stand til at begrebsliggøre så meget af verden, som rent faktisk er tilfældet. I sit argument fra 1986 introducerer fysikeren Mary, som ved alt hvad der er at vide om lys. Imidlertid er hendes muligheder for at undersøge lys begrænset, i det hun kun har mulighed for undersøge fænomenet i en farveløs verden (Jackson, 1982). Mary er altså i stand til at give en fuldstændig fysisk beskrivelse af fænomenet, mens hun ikke er i stand til at forklare, hvordan det fremstår for det menneskelige øje. Argumentet er som sådan en illustration af fysikalismens utilstrækkelighed. Frank Jackson formulerer det som følger: ’I think that there are certain features of the bodily sensations especially, but also of certain perceptual experiences which no amount of physical information includes.’ Jackson påstår at fysikalismens tilsyneladende utilstrækkelighed skyldes den menneskelige erkendelse. Det er altså ikke en utilstrækkelighed ved det fysikalistiske program. Jackson anlægger således et epistemisk syn på problemstillingen. Det betyder at det ikke er et problem for ! 16 selve fysikalismen, at den efterlader spørgsmål vedrørende qualia ubesvaret. Påstanden er altså at ethvert forsøg på at reducere komplekse spørgsmål vil resultere i nogle uløselige forhold. Når qualia er et ubesvaret spørgsmål skyldes det den menneskelige erkendelse. Til at illustrere denne pointe introducerer Jackson et tankeeksperiment i argumentets sidste del. Her beskriver han en verden, som eksisterer under vandet. Indbyggerne i denne verden har udviklet en teori, der fungerer perfekt til at beskrive en verden under vand. Eksperimentets pointe er, at dets indbyggere har en mangelfuld teori, idet den kun fungerer til at beskrive deres del af verden. Teorien er altså ikke i stand til at forklare fænomener, som ligger uden for vandsfæren. I eksperimentet deler indbyggerne sig i to lejre. Nogle erkender at det er et problem for teorien, at den er begrænset til kun at være i stand til at forklare forhold under vand. Andre pointerer, at det ikke er et problem med henvisning til at ingen af deres egen art har været i stand til at gøre det bedre. Disse retfærdiggør altså deres teori på baggrund af at der ikke findes noget bedre alternativ. I forlængelse heraf introducerer Jackson begrebet supervæsner. Hvad der er karakteristisk for disse er, at de er i stand til at forklare manglerne ved menneskets teorier om verden. Supervæsenerne står således i en relation til os svarende til den relation der er mellem os og de indbyggere som bor under vandet. Tankeeksperimentet indeholder altså ikke nogen løsning på problemstillingen. I stedet lægger den op til en accept af problemstillingen herunder en accept af erkendelsens vilkår. Med sit argument intenderer Jackson ikke at gøre spørgsmål vedrørende bevidstheden til et definitionsspørgsmål. Han mener altså ikke, at spørgsmål vedrørende bevidstheden bør anskues som rene definitionsspørgsmål. Delargumenter* Frank Jackson inddeler sit argument i fire dele. De første tre dele indeholder argumenter mod selve fysikalismen. I den fjerde og sidste del introducerer og karakteriserer han epifænomenologien ved hjælp af det tankeeksperiment, der foregår under vand og som er præsenteret ovenfor. Den afgørende påstand i det første argument, vidensargumentet, er at adgang til al fysisk information om et givent fænomen ikke medfører en udtømmende viden om dette fænomen. Jackson skriver: ‘And the polemical strength of the knowledge argument is that it is so hard to deny the central claim that one can have all the physical information without having all the information there is to have.’ ! 17 Det er i forbindelse med denne påstand, at Jackson introducerer fysikeren Mary. Hun er kendetegnet ved to ting. For det første er hun en fremragende fysiker, der ved alt hvad der er at vide om lys. For det andet er hun begrænset i at udføre sine eksperimenter i en farveløs verden. Det afgørende i argumentet er at Mary vil lære noget nyt om lys den dag hun lukkes ud i en farverig verden. Således er hendes fysiske viden om fænomenet altså ufuldstændig. På baggrund heraf slutter Jackson, at et fænomen ikke udelukkende består i en fysiske beskrivelse. Og på den baggrund tilbageviser Jackson fysikalismen. Det andet argument, det såkaldte modalargument, tager udgangspunkt i, at der ikke er nogen fysiske beskrivelser af verden, som implicerer at man er bevidst om noget eller at man føler noget overhovedet. Jackson sammenholder dette med en distinktion mellem æstetiske og naturlige kvaliteter. Han skriver at det ikke nødvendigvis er muligt at reducere æstetiske kvaliteter til naturlige kvaliteter, om end de to i nogle tilfælde er overlappende. Forekomsten af en smuk lampe kan altså kun sjældent forklares ud fra at den pågældende genstand er en lampe. I forhold til bevidstheden forklarer det faktum, at vi er bevidste altså ikke noget deskriptivt om selve bevidstheden. Det tredje delargument her flere ligheder med Thomas Nagels udgangspunkt for at undersøge bevidstheden, navnlig en flagermus. I det tilfældet det grundlæggende og tilbagevendende spørgsmål, hvordan det er at være en given organisme. Således er problemstillingen i det tilfælde at en fysisk beskrivelse af en given person udelader visse aspekter. Frank Jackson illustrerer denne pointe under henvisning til at vores synsindtryk er private forstået på den måde at ingen ved præcis hvilken oplevelse en tilfældig person forbinder med farven blå. Jackson pointerer en vigtig distinktion mellem de to argumenter, som består i at Thomas Nagel er beskæftiget med slutte fra en oplevelse til en anden oplevelse og således ikke er et argument mod selve fysikalismen. * * * ! 18 Epifænomenologi! Ifølge Jackson står qualia ikke i en kausal forbindelse til fysiske fænomener. På den baggrund introducerer han begrebet epifænomenologi og fremsætter to centrale epifænomenologiske postulater. Det ene er at mentale tilstande ikke har noget at gøre med fysiske tilstande. Det andet er at mentale tilstande ikke kan forklares ud fra årsagssammenhænge. Han skriver: ‘All I will be concerned to defend is that it is possible to hold that certain properties of certain mental states, namely those I’ve called qualia, are such that their possession or absence makes no difference to the physical world.’ Jackson eksemplificerer denne påstand med duften af en rose, som han hævder ikke er mulig at beskrive i fysiske termer. Tilsvarende er smerte en oplevelse, som kun delvist kan beskrives. Samtidigt er det ikke sjældent at smerte forklares ud fra en funktion, med hvilken vi reducerer risikoen for skadelig adfærd ved eksempelvis at flytte hånden fra en varm kogeplade. Jackson afviser imidlertid er sådan funktionel forståelse af fænomener. Det gør han med udgangspunkt i tre argumenter. Det første involverer argument består i at en tilsyneladende umiddelbar kausalitet kan tilbagevises ved hjælp af en teori, som viser at to distinkte effekter kan forklares ud fra den samme tilgrundliggende proces. Det andet argument betegner Jackson evolutionsargumentet og afviser at qualia kan forklares ud fra et argument vedrørende artens overlevelse. Det tredje og sidste argument påpeger at en epifænomenologi ikke gør det muligt at slutte fra qualia til adfærd. Denne påstand eksemplificerer Jackson med et scenarium hvor to aviser rapporterer fra den samme begivenhed. Selvom de to begivenheder rent faktisk var de samme, er det ikke validt at slutte at den ene avis rapporterer om den pågældende begivenhed fordi den anden avis gjorde det. Tilsvarende er der altså ikke nogen kausal sammenhæng mellem hvordan noget opleves og en specifik adfærd. Forskellige forhold kan forklare den sammen adfærd. Empirisk*undersøgelse*af*bevidstheden* Kvantificering*af*bevidstheden* Med henblik på at komme en kvantitativ beskrivelse af bevidstheden nærmere, er der gennem tiden blevet introduceret flere forskellige mål, som skulle gøre det muligt at beskrive bevidstheden i objektive termer. Derudover skelner man grundlæggende mellem to forskellige måder at iværksætte en empirisk undersøgelse af bevidstheden. Den ene tager udgangspunkt i en ambition om at isolere bevidstheden som en lokal enhed i hjernen og er altså reduktionistisk. Den anden tager udgangspunkt i en global forståelse af bevidstheden, idet den tager udgangspunkt i ! 19 at bevidstheden er lokaliseret diffust i hele hjernen. Eksempler på metoder inden for de to forskellige måder er læsionsstudier og billeddannende undersøgelser, henholdsvis. Et klassisk eksempel på et læsionsstudium er Phines Gage, som overlevede at få en jernstang igennem hovedet. Billeddannede undersøgelser falder i to kategorier, idet de både kan involvere billeder af den menneskelige hjerne eller billeder af andre dyr. Flere studier tyder på at selv i undersøgelser af hjernen der er baseret på en global forståelse af bevidstheden vil der være tale om et system, der er organiseret således, at det har en kerne, som står i forskellige funktionelle forhold til de omkringliggende strukturer. Denne konklusion er en konsekvens af sammenligning af flere forskellige læsionsstudier, hvor skade på hjernen afhænger af skadens lokalisation og omfang. Ydermere viser disse studier, at skader på hjernen manifesterer sig som i problemer med at synkronisere aktiviteten i forskellige dele af hjernen (Siegal & Varley, 2002). Således er det altså muligt på baggrund af rent billeddannende undersøgelser af hjernen at konkludere følgende vedrørende bevidstheden. For det første er de strukturer der giver anledning til bevidstheden ikke ligeligt fordelt i hjernen. For det andet er selve synkroniseringen af aktiviteten i de enkelte nerveceller ændret, når bevidstheden er påvirket som følge af strukturelle skader på hjernen. Samlet set tyder disse undersøgelser altså på at der er dele af hjernen som er mere central hvad angår en lokalisation af bevidstheden. Samtidigt giver det grund til at tro at bevidstheden er lokaliseret flere forskellige steder i hjernen, da synkroniseringen ikke findes intakt i læsionsstudierne. En anden måde at foretage en empirisk undersøgelse er at betragte en del af hjernen og beskrive denne del af hjernen i fysiske termer. Som nævnt ovenfor indebærer dette blandt andet at indføre nogle mål og lade disse mål være en måde at beskrive bevidstheden på. Eksempler herpå er at måle elektriske svingninger i hjernen ved en bestemt frekvens, forsøge at aktivere det centrale nervesystem på ud fra kemisk kendskab og endelig en applikation af viden omkring centrale synsbaner på bevidsthedsfænomener (David J. Chalmers, 2010). En*eksperimentel*model* Med udgangspunkt i empiriske undersøgelser har Francis Crick og Christof Koch opstillet en model for bevidstheden. Modellen er ikke et detaljeret sæt af hypoteser. Den indeholder snarere et forslag til, hvordan man videnskabeligt undersøger bevidstheden. Deres holdning til problemstillinger der angår bevidstheden er, at de bør løses naturvidenskabeligt og som sådan ! 20 er spørgsmål vedrørende bevidstheden ikke udelukkende filosofiske spørgsmål (Crick & Koch, 1998). Udgangspunktet for modellen at undersøge synet og lade konklusioner herfra indgå i en beskrivelse af bevidstheden. Mere specifikt analyserer de hvilke processer, der er involveret i omdannelsen af elektrisk aktivitet i hjernen til forhold, vi bliver bevidste omkring. Helt konkret er det synet de studerer (Crick & Koch, 1995). Til det formål benytter de blandt andet elektroencefalografi, der er en metode til at måle elektrisk aktivitet i hjernen. I deres forsøg på at afdække bevidstheden leder Crick og Koch således efter en neural correlate of consciousness. Udgangspunktet for deres model er altså en lokal forståelse af bevidstheden (Crick & Koch, 2003). ! Det overordnede spørgsmål, som deres eksperimenter vedrørende bevidstheden søger at afklare er, hvordan oplevelsen af et fænomen som eksempelvis farven rød kan forklares på baggrund af aktiviteter i hjernen (Crick & Koch, 2003). En undersøgelse af den type spørgsmål omfatter to forskellige aspekter, jævnfør ovenstående distinktion mellem the easy og the hard problem (Churchland, 1996). Det ene svarer til the easy problem. Her spørger man, hvorfor en given genstand er rød. Analogien til the hard problem er spørgsmålet, hvordan vi som mennesker oplever farven rød. En forklaring på det første spørgsmål vil i nogle situationer være, at genstanden er rød, fordi nogle har givet den farven rød. I andre situationer vil forklaringen på at genstanden er rød være, at den exciterer lys ved en bestemt bølgelængde. En tilfredsstillende forklaring på the easy problem afhænger således af de omstændigheder under hvilke den gives. Fælles for de to forklaringer er imidlertid, at de er uafhængige af menneskets opfattelse af rød. Anderledes forholder det sig med spørgsmålet om, hvordan vi som mennesker oplever farven rød. Det er nemlig et spørgsmål, som adresserer selve oplevelsen og forklaringen er således umiddelbart afhængig af den, som oplever. Ud fra et rent naturvidenskabeligt synspunkt ville det være ideelt hvis forklaringen var uafhængig af den enkelte, men ganske afhængig af det at opleve. Det ville således være ideelt, hvis forklaringen var ekstern. Rent metodologisk kan man tilgå spørgsmålet om hvordan vi som mennesker oplever farven rød, på to forskellige måder. Den ene involverer et fokus på oplevelsen af rød. I den situation undersøger man oplevelsen af rød med henblik på at afgøre ad den vej, hvad bevidstheden er. Rød bliver således undersøgelsens udgangspunkt og denne tilgang fordrer en global undersøgelse af hjernen. Den anden indebærer, at man systematisk leder efter en neural correlate of consciousness i den overbevisning, at i det øjeblik man er i stand til at forklare en sådan struktur i kausale termer, vil ! 21 også spørgsmålet angående qualia også blive afklaret (Crick & Koch, 2003). Med andre ord arbejder man her ud fra en hypotese om at selve identifikationen af en neural correlate of consciousness vil løse spørgsmål vedrørende qualia og således forklare hvordan fysiske processer i hjernen giver anledning til oplevelser. Crick og Koch arbejder ud fra sidstnævnte princip og tager udgangspunkt i abers syn. Der er flere grunde til at det lige netop er aber, der er rammen om deres eksperimentelle model. De fremhæver, at en undersøgelse af bevidstheden kræver, at man udfører målinger inden for meget korte tidsintervaller. Det er, angiveligt, svært at gøre på mennesker. Imidlertid fremhæver de vigtigheden af at udføre parallelle studier af bevidstheden i henholdsvis aber og mennesker. Det er blandt andet vigtigt fordi psykologien bag en visuel oplevelse er lettere at undersøge i mennesker end i aber. Når det er tilfældet skyldes det, at et menneskes rapportering af et synsindtryk er lettere tilgængeligt end en tilsvarende rapport fra en abe (Crick & Koch, 2003). Crick og Koch fremhæver, at der ikke er nogen overordnede teori for en forståelse af hjernen. Dertil kommer at der mangler eksperimentelle detaljer og stærke generelle ideer (Crick & Koch, 1998). Sammenlignet med det videnskabelige grundlag for The Human Genome Project findes der altså ikke nogen metoder, som gør det muligt at beskrive hjernen detaljeret og med udgangspunkt i empiriske undersøgelser. Derudover findes der ikke et særskilt videnskabeligt dogme svarende til molekylærbiologiens centrale dogme, der tolker biologiske systemer inden for rammerne af tre begreber, som står i tidsmæssig og deskriptiv relation til hinanden ("Central Dogma of Biology: Classic View,") Ydermere skelner Crick og Koch mellem to forskellige problemstillinger. Den ene svarer til udgangspunktet for de tankeeksperimenter, som er præsenteret ovenfor og angår altså qualia. Den anden problemstilling som de fremhæver angår selve meningen med bevidstheden. Deres påstand er at meningen med bevidstheden er at skabe en sammenhæng mellem et individ og dets omgivelser (Crick & Koch, 1998). Således knytter der sig også i deres forståelsesramme et funktionelt aspekt af bevidstheden i lighed med ovenstående reference til David Humes overvejelser om forholdet mellem to billardkugler. ! Sammenfattende*bemærkninger* Hvad angår teoretiske og empiriske undersøgelser af bevidstheden kan på baggrund af nærværende opgave anføre at selve meningen med bevidstheden ikke er omfattet af den teoretiske undersøgelse. Her skal forstås at de aktuelle tankeeksperimenter ikke undersøger eksplicit hvilken funktion bevidstheden har. En af forklaringerne på denne betragtning er muligvis, at der er ! 22 større videnskabelig risiko forbundet med at udføre en undersøgelse inden for naturvidenskabens rammer. Altså skal man i forbindelse med at udføre sådanne eksperimenter være klarere hvad angår retfærdiggørelse af sammenhængen mellem den bevidsthed, som der egentligt stilles spørgsmål ved og de modeller, som kan assistere en kvantificering af bevidstheden. Crick og Koch fastslår at det i deres typer af undersøgelse ikke er muligt at afgøre, præcis hvad en oplevelse er og som sådan fremstille ren bevidstheden. I stedet er det muligt at adskille forskellige oplevelser. Eksempelvis er det muligt at beskrive forskellen på oplevelsen af rød og orange (Crick & Koch, 1998). I den henseende er der altså umiddelbare ligheder mellem tankeeksperimenterne og den empiriske tilgang. For det første er også Nagel’s fremstilling af bevidstheden nært knyttet til oplevelsen. For det andet lykkedes det heller ikke Nagel at konkludere noget på baggrund af en isoleret undersøgelse af bevidstheden, men snarere i sammenligning med en anden bevidsthed, nemlig en flagermus’. Det samme er tilfældet med Frank Jackson, som eksplicit tager udgangspunkt i oplevelsen af et fænomen, idet han erklærer sig som en værende en qualia freak (Jackson, 1982). Endvidere er der også i det argument præsenteret en nødvendighed af at sammenligne, idet Jackson introducerer fysikeren Mary. Endvidere er der rent sprogligt et uomgængeligt sammenlignende element indeholdt i begrebet qualia, idet det karakteriseres ved the likeness. Crick og Koch fremsætter den teoretiske mulighed der er for at forbinde to hjerner og på den måde sammenligne hjerner der er blevet stimuleret ens men har tolket de givne stimuli forskelligt (Crick & Koch, 1998). Om det skriver de at: ’It is impossible to do this at the moment, or in the easily foreseeable future. One is therefore tempted to use the philosopher’s favorite tool, the thought experiment. Unfortunately, this enterprise is fraught with hazards, since it inevitably makes assumptions about how brains behave, and most of these assumptions have so little experimental support that conclusions based on them are valueless.’ I ovenstående citat karikerer Crick og Koch problemstillingen, idet tankeeksperimenter ikke er værdiløse. Det er i hvert fald demonstreret i nærværende besvarelse, hvor både den teoretiske og den empiriske undersøgelse har samme grundlæggende problemstilling, som udspringer fra overvejelser vedrørende qualia (Levine, 1983). Dertil kommer spørgsmålet fortsat består, hvorved det vil være en fejl af fremhæve en metode som værende overlegen.