Græsningsvurdering af dværgbuskheder i Eqaluit ilorliit og Qasigiannguit, i Ameralik-fjord, jagtområde Kujataa. Technical Report No. 36

Teknisk rapport nr. 36, december 2000 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Græsningsvurdering af dværgbuskheder i Eqaluit ilorliit og Qasigiannguit, i Ameralik-fjord, jagtområde Kujataa Titel: Græsningsvurdering af dværgbuskheder i Eqaluit ilorliit og Qasigiannguit, i Ameralik-fjord, jagtområde Kujataa Forfattere: P.M. Lund, E.S. Hansen & C. Bay Oversættelse: Aage Lennert, Nuuk Layout: Oddi, Island Serie: Teknisk rapport nr. 36, december 2000 Udgiver: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Forside foto: Pipaluk Møller Lund Finansiering: Grønlands Naturinstitut Oplag: 100 ISBN: 87-90024-82-6 ISSN: 1397-3657 Rekvireres hos: Pinngortitaleriffik Grønlands Naturinstitut Postboks 570 3900 Nuuk Grønland Tlf. +299 32 10 95 Fax. +299 32 59 57 Email: [email protected] www: www.natur.gl Græsningsvurdering af dværgbuskheder i Eqaluit ilorliit og Qasigiannguit, i Ameralik-fjord, jagtområde Kujataa by P.M. Lund1, E.S. Hansen2 & C. Bay3 Søgeord: rensdyr, Rangifer tarandus groenlandicus, græsning, Vestgrønland 1 Grønlands Naturinstitut 2 Botanisk Museum, Københavns Universitet, Gothersgade 130, DK-1123 København K, Danmark 3 HIS sygeplejerskeuddannelsen, København 3 Teknisk rapport nr. 36, december 2000 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Abstract The impact of grazing and trampling from reindeers (Rangifer tarandus groenlandicus) on vegetation has been monitored in Qasigiannguit and Eqaluit ilorliit, two bays in the Ameralik fjord south of Nuuk and on an island Qeqertannguit north of Nuuk in Western Greenland. The lichen vegetation appears to be influenced to a considerable extent by the reindeers, in particular at Eqaluit ilorliit. The reestablishment of lichencover in the dry dwarfshrub heaths will probably take decades but only if the areas are not trampled and grazed by the reindeers. The lichencover in the dry dwarfshrub-heaths seems to have decreased considerably since 1984 within the first two study areas. The island Qeqertannguit is uninfluenced by reindeers and is suitable as a reference for the dwarfshrub-heaths at the main land Akia nearby. Resume Påvirkningen fra rensdyrenes (Rangifer tarandus groenlandicus) græsning og trampning på vegetationen er blevet undersøgt i Qasigiannguit og Eqaluit Ilorliit, to fjordarme i Ameralik fjorden syd for Nuuk og på øen Qeqertannguit nord for Nuuk i Vestgrønland. Det viser sig, at lavvegetationen i betydelig grad er blevet påvirket af rensdyrene, især ved Eqaluit Ilorliit. Genetablering af laven i de tørre dværgbuskheder vil sandsynligvis tage årtier, men kun hvis området ikke trampes og græsses af rensdyrene. Lavdækket i de tørre dværgbuskheder ser ud til at være reduceret betydeligt siden 1984 inden for de første to undersøgte områder. Øen Qeqertannguit er ikke påvirket af rensdyr, og er velegnet som reference for de rensdyr græssede dværgbuskheder på fastlandet Akia i nærheden. Imaqarniliorneq Tuttut (Rangifer tarandus groenlandicus) naanernik mangiaasarnerisa tullaassinerisalu sunniuteqarnerat Qasigiannguani aamma Eqaluit Ilorlerni misissuiffigineqarsimavoq, iterlaat Nuup kujataani kangerlummi Ameralimmi kiisalu qeqertami Qeqertannguani Nuup avannaaniittumi. Paasinarpoq orsuaasat narsamiittut tuttunit annertuumik sunniuteqarfigineqartut, pingaartumik Eqaluit Ilorlerni. Narsami panertumi orsuaasat naaqqinnissaat ukiut qulikkaat arlallit ingerlassaaq, aatsaalli nuna tamanna tuttunit mangiarneqanngikkuni tullaanneqanngikkunilu. Narsami panertumi paarnaqutilimmi issuatsiaat 1984-imili annertuumik annikillisimasorinarput, sumiiffinni marlunni misissuiffigineqarsimasuni. Qeqertannguit tuttunit sunnerneqarsimanngillat taamaattumillu assersuutissaqqillutik nunavimmi Akiani narsami tuttut orsuaasartorfigisimasaanni misissuivigineqartumi. 4 Contents 1. Indledning . ...................................................................6 2. Områdebeskrivelse ........................................................... 6 2.1 Geologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7 2.2 Klima . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7 2.3 Rensdyrbestand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7 3. Metode . . . . . .................................................................8 4. Resultater . . ...................................................................9 4.1 Vegetationsbeskrivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10 4.2 Vegetationsanalyser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .11 4.3 Græsningsgrad og rensdyrpåvirkning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12 Lokalitet 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12 Lokalitet 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .14 Lokalitet 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15 4.4 Vegetationskortlægning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .16 Lokalitet 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .16 Lokalitet 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .16 5. Diskussion . . . .....................................................................................18 6. Konklusion . . . .....................................................................................20 Referencer . . . . . . .....................................................................................21 Tabel 3 . . . . . . . . . .....................................................................................24 Farvefigurer 1–12 .....................................................................................27 Appendix . . . . . . . .....................................................................................35 5 1. Indledning Grønlands Naturinstitut (GN) igangsatte i 1998 et moniteringsprojekt, der skal skaffe den nødvendige viden til at rådgive om de kulturelt vigtige rensdyr-(Rangifer tarandus ssp.) og moskus-(Ovibos moschatus) bestande i Vestgrønland. På græsningsmoniteringssiden, d.v.s. studiet af vegetationens ændringer som følge af trampning, græsning m.m. fra rensdyr og moskus, afprøves metoden udviklet af International Tundra Experiment, ITEX (Walker 1995). Denne metode blev benyttet under indsamlingen af feltdata, der dannede grundlaget for kortlægningen af vegetationen via satellit i tre store områder i Vestgrønland (Aastrup 2000). Resultatet heraf var bl.a. 31 afmærkede analysefelter indenfor rensdyrjagtområderne Qeqqa og Kujataa (figur 1). For at teste sådanne felters gentagne analysering som basis for græsningsmonitering, blev det besluttet at udlægge yderligere felter syd for Ameralik samt at etablere ugræssede referencefelter på øen Qeqertannguit i nærheden af det vigtige græsningsområde Akia (Cuyler & Linell 1999). Tilsvarende undersøgelser er gennemført i Nuuk området i Itinnera og Kanassut i 1997 (Bay 1998), i Qussuk, for enden af Kangerluarsunnguup Tasersua samt Sangujaarsuit i 1997 (Hansen 2000), i Sydgrønland i 1998 (Motzfeldt & Bay 1999) samt i indlandet ved Kangerlussuaq og nær kysten nord for Sisimiut i 1998 (Lund & Bay 1998). De undersøgte lokaliteter (figur 2) er undersøgt i nævnte rækkefølge: 1. Eqaluit Ilorliit, 2. Qasigiannguit, 3. Qeqertannguit. Feltarbejdet blev gennemført sommeren 2000 på 1. lokalitet fra 12.7-16.7, på 2. lokalitet fra 18.7-20.7 og på 3. lokalitet d. 22.7. Undersøgelserne blev foretaget af Eric Steen Hansen og Christian Bay på foranledning af Grønlands Naturinstitut. Lokalitet 1 blev valgt idet området syd og øst herfor, er et vigtigt vinterområde for rensdyr (GFM 1986) med høj tæthed under GN’s sidste tælling i 1996 (figur 3). Sammen med lokalitet 2 skulle denne repræsentere forskellige grader af græssede lavlandsområder, idet det blev forudsat, at den nordlige del af halvøen mellem Ameralik og Kangerluarsunnguaq var stærkest påvirket af rensdyrene i indlandet og at denne tendens aftog ud mod kysten (GFM 1986). De lavholdige tørre dværgbuskheder var primære mål i undersøgelsen, idet disse forekommer på veldrænerede terrasser og bakkedrag i lavlandet med forholdsvis tyndt snedække om vinteren og sandsynligvis har stor betydning som vinterhabitat for rensdyrene (Skogland 1984). Endelig undersøgtes vegetationen på lokalitet 3, øen Qeqertannguit i Godthåbsfjordens nordlige del, som eksempel på et helt ugræsset område, der evt. ville kunne fungere som reference for tidligere udlagte analysefelter på Akia (figur 2). 6 2. Områdebeskrivelse Lokalitet 1: Det undersøgte område strækker sig fra kysten og op til 400 m over havet vest for de store elve i bunden af bugten ved Eqaluit Ilorliit. Undersøgelsesområdet ender ved den østligste sø i højlandet. Generelt er området meget frodigt og hovedparten af arealerne er vegetationsdækkede. Stejle flader og områder, som er vindeksponerede, er sparsomt bevokset eller vegetationsløse. Lokalitet 2: Det undersøgte område strækker sig fra bunden af Qasigiannguit bugten og ca. 4 kilometer ind i landet til den nordligste sø. Området afgrænses mod vest og øst af store elve. Lokalitet 3: Qeqertannguit er en ca. 2 kilometer lang ø beliggende på vestsiden af Qornuup Qeqertarsua i den nordlige del af Nuuk fjorden. Det undersøgte område ligger på en sydvendt skråning i den nordlige del af øen. 2.1 Geologi Lokaliteternes geologi er kort beskrevet som følger: 1. Eqaluit Ilorliit: Amiitsoq gneis og Nuuk gneis dominerer området ved Eqaluit Ilorliit. Førstnævnte bjergart forekommer i den vestlige del af bugten, den anden i den østlige del. Der findes store forekomster af amfibolit med leucogabbro og anorthosit syd for bugten. 2. Qasigiannguit: Nuuk gneis med fragmenter af leucogabbro og anorthosit dominerer i den østlige del af bugten, mens Amiitsoq gneis og amfibolit dominerer i den vestlige del af bugten. 3. Qeqertannguit er sammensat af Nuuk gneis (Kalsbeek & Garde 1989). Samtlige analysefelter skønnes at ligge på Amiitsoq gneis på lokalitet 1, mens de på lokalitet 2 og 3 ligger på Nuuk gneis. 2.2 Klima Nuuk fjord regionen er kendetegnet med en kyst-indlandsgradient (Heide-Jørgensen & Johnsen 1997), med store forskelle i årlig nedbørsmængde og middeltemperaturer for den koldeste og varmeste måned. Klimadata fra bygden Kapisillit (Putnins 1970) repræsenterer her lokalitet 1 og 2 i mangel af klimadata herfra, mens klimadata fra Nuuk (DMI 1998) repræsenterer lokalitet 3. Således falder der årligt i gennemsnit 756 mm nedbør ved Nuuk, mens dette tal for Kapisillit er 255 mm. Omend der eksisterer store årlige variationer, er nedbørmængderne markant lavere i vinterhalvåret i Kapisillit i forhold til ved Nuuk. På grund af den markante topografi med fjeldtoppe på op til 1616 m (Qingaaq) vil der indenfor regionen være store lokale variationer m.h.t. nedbøren. Ligeledes vil fjordene indvirke på lufttemperaturen og give områderne længst væk fra fjorden og kysten højere sommertemperaturer og lavere vintertemperaturer. Juli måned er varmest i Nuuk (+ 6,5°C) og i Kapisillit (+ 10,9°C), mens februar er koldest i både Nuuk (-7,8°C) og Kapisillit (-9,6°C). 2.3 Rensdyrbestand Jagtområdet Kujataa huser en rensdyrbestand, der består af indførte tamrener (Rangifer tarandus tarandus) og vildrener (Rangifer tarandus groenlandicus) samt hybrider heraf (Jepsen 1999). Under sidste tælling, der omfattede den nordlige del af jagtområdet i 1996 (figur 3), taltes en bestand på ca. 4.500 dyr (Pedersen, unpubl.) med en tæthed på 0,9 dyr/km2. 7 3. Metode I homogene plantesamfund med lichener eller rester af lichener udførtes analyser af vegetationens artssammensætning og artsfrekvens. Analysemetoden følger ITEX-konceptet (Walker 1995), således er der analyseret 4 felter i hver analyse. Analysemetoden er detaljeret beskrevet i Bay (1998). For hver af de 100 punkter i hvert felt er arten af enten fanerogamer eller lichener identificeret og registreret, og afstanden fra planterne til rammens underside er målt og opgivet med en usikkerhed på X 0,5 cm. Orangemalede pæle er banket ned i jorden nord for analysefelterne, der er placeret således at det sydligste felt altid er nummer 1 i analysen og det nordligste nummer 4. For hver analyse udfyldtes i tillæg et skema med følgende oplysninger: 1. Dato, lokalitet, ID og GPS-position 2. Højde over havet 3. Eksponering 4. Hældning 5. Jordbundens fugtighed 6. Andel af sten og blok i overfladen 7. Overfladens beskaffenhed 8. Vegetationstype og plantesamfund 9. Den gennemsnitlige vegetationshøjde 10. Skønnet dækningsgrad indenfor de fire ITEX —rammer i % af dværgbuske, graminoider, urter, samt lichener og mosser, “litter” (dødt organisk materiale,som ikke er rodfæstet), “organic crust” (organisk overflade bestående af prothal lus af lichener, mosser og alger, som danner sorte, grå eller hvide overflader på jorden), samt ubevokset jord. 11. Lichendækket i %, slitagegrad og notater om andre tegn på græsning 12. Generelle notater Ved bedømmelse af lichendække udgjorde hele arealet samlet 100% og ved bedømmelse af artseller plantegruppedækning i hvert vegetationslag, udgjorde disse 100% hver. To personer vurderede uafhængig af hinanden de enkelte dækningsgrader indenfor ITEX-rammerne og et gennemsnit blev angivet i skemaet. Når lichendækket indenfor rammerne kun bestod af løsrevne fragmenter i jordhøjde blev den maximale højde af spredte fæstede lichenpodetier (=genvækst) udenfor rammerne målt og noteret. Til sidst blev der taget oversigtsbilleder af plantesamfundene og nærbilleder af alle plottene. Der er givet en beskrivelse af områdernes vegetation og det eksisterende satellitbaserede vegetationskort (Aastrup 2000) er tolket i den udstrækning det var tidsmæssigt muligt. Nomenklaturen følger for fanerogamerne Böcher et al. (1978) og for lichenerne Santesson (1993). Mosserne er ikke søgt artsbestemt, men er registreret som gruppe. På hver lokalitet er alle arter af fanerogamer registreret, mens lichenerne er undersøgt detaljeret indenfor rammerne (se tabel 1, 2 og 3). 120 lavtaxa er tidligere publiseret fra Qasigiannguit (Hansen 1993). 8 Under græsningsvurderingen er følgende skala, modificeret efter Gaare (1978) og Lyftingmo (1974) benyttet: 1. Lidt græsset. — Lichenerne danner nogenlunde sammenhængende måtter med en højde på over 1-2 cm. Arterne Cladonia stellaris, C. mitis, C.stygia, Stereocaulon paschale, S. alpinum og Flavocetraria nivalis dominerer. Enkelte andre arter af bægerlav (Cladonia sp.) kan forekomme mellem disse arter. 2. Moderat græsset. — Lichenerne vokser ret spredt og deres højde når ikke op over 1 cm. Dugvåde lichener plukkes let op med fingrene.Lichenrester fremkommet ved, at rensdyr har sparket lichenerne løs, optræder i rigelig mængde mellem de levende lichener. Artssammensætningen er omtrent som i 1. 3. Hårdt græsset. — Lichenerne dækker op til 5% af arealet og er under 1 cm høje. Dugvåde lichener plukkes ikke let op med fingrene. Arter af bægerlav (Cladonia sp), kruslav (Flavocetraria sp. og Cetraria sp.) og skjoldlav (Peltigera sp.) ind vandrer i de åbne områder mellem rensdyrlaverne. 4. Nedgræsset. — Intakte lichener dækker under 3% af arealet. Den resterende del af området udgøres i høj grad af lichenfragmenter. 9 4.4 Vegetationskortlægning Det eksisterende satellitbaserede vegetationskort (Aastrup 2000) er tolket på lokalitet 1 og 2. På kortet er vegetationen inddelt i 8 vegetationsklasser og 5 klasser uden vegetation. Lokalitet 1 Tolkningen har givet følgende resultat: Klassen ”buskhede” omfatter den frodige, mosrige dværgbuskhede domineret af dværg-birk, grønlandspost og blågrå pil. Typen er dominerende i det kystnære lavland. Klassen ”bar jord/klippe” omfatter fjeldmark. Klassen ”græshede” omfatter fjeldmark og meget sparsomt bevoksede områder. Klassen ”kær” omfatter ikke kær, mere sandsynligt viser den forekomsten af lavt pilekrat. Egentlige kær forekommer kun som meget små arealer, som næppe vil fremstå på kortet. ”Krat”-klassen omfatter bjerg-elle-blågrå pile-krat med frodig dværgbuskhede i bunden. Klassen ”lavholdig hede” omfatter ikke heder med stort indslag af lichener, men en lavere hedetype, domineret af mosepost og mosebølle. Klassen ”steppe” har er meget lille udbredelse og var ikke været mulig at lokalisere i felten. Lokalitet 2 Klassen ”buskhede” er en frodig, mosrig dværgbuskhede med varierende artssammensætning. Klassen ”fjeldmark” omfatter meget sparsomt bevoksede stejle områder. Klassen ”græshede” er ikke tolket i felten. Klassen ”kær” omfatter ikke kær, men derimod en mindre frodig dværgbuskhede. Klassen ”krat” omfatter bjerg-elle-blågrå pilkrat og er i felten fundet på den anden side af elven, der afgrænser området mod nordvest. Klassen ”lavholdig hede” omfatter primært fjeldrevling-dominerede heder, der p.t. ikke har stort lavindhold. På mere vindudsatte steder bliver dværgbusk-dækket mindre. Klassen ”steppe” er ikke tolket i felten. 16 5. Diskussion Sommerstudier af rensdyrhabitater giver et billede af det potentielt tilgængelige fødegrundlag for rensdyrene om vinteren. Det aktuelle vinterfødegrundlag i et område afhænger af flere faktorer så som snedybde, snedækkets varighed, islag m.m. Snelaget beskytter rensdyrenes sommerføde mod frosten, samtidig med det hæmmer deres fødesøgning om vinteren. Herværende studium giver et tilstandsbillede af lavressourcerne på tre lokaliteter om sommeren, d.v.s. tilstanden kan kun være værre om vinteren for rensdyrene. Samtidig er det dog vanskeligt at sige, hvor vigtige disse områder er for bestanden i jagtområde Kujataa som helhed. Dertil ved vi for lidt om rensdyrens brug af området i de forskellige årstider. Den observerede nedgræsning er sandsynligvis et resultat af både intensiv græsning om efteråret og vinteren, men muligvis også nedtrampning i tørre perioder om sommeren, hvor lavmåtterne er mest porøse. De fundne vinterekskrementer fra rensdyr på lokalitet 1 viser, at det er et udpræget vintergræsningsområde. De friske spor på rensdyrstierne og sommer-ekskrementer vidner dog om, at rensdyr også forekommer i lavlandet om sommeren. Lokalitet 2 benyttes sandsynligvis både sommer og vinter, at dømme efter de fundne ekskrementtyper. Bortset fra et par analyser, er samtlige analyser præsenteret her udført i nuværende eller tidligere lavholdige, tørre dværgbuskheder. Ved brug af ITEX-metoden giver én forekomst af én lichen i ét punkt én procents dækning indenfor hele rammen. Dette medfører for små arter som mikrolaver og f.eks. løse lavfragmenter en overrepræsentation i forhold til deres egentlige areal indenfor rammerne. De resulterende dækningsgrader af lichener kan derfor være misvisende og bør ikke sammenlignes med andre undersøgelsesresultater baseret på vurderinger. Fotos taget i felten af ITEX-rammerne er her benyttet for at i vurdering af analyseresultaterne. Konklusionen er, at de skønnede dækningsgrader giver et mere realistisk billede af det samlede lichendække indenfor rammen. En forbedring af ITEX-metoden kunne være at beregne dækningsgraderne på basis af digital fotos af rammerne. Resultaterne præsenteret her er baseret på et forholdsvis lille antal spredte analyser. Dette skyldes dels, at den anvendte metode er tidskrævende, dels at området, der søges dækket, er stort. Genanalysering af de udlagte felter kan, hvis felterne får lov til at stå, give detaljeret kundskab om ændringer i artssammensætningen og dækningsgrader. Metoden påviser også ændringer i plantedækkets højde, selv om der i herværende undersø-gelse ikke er målt på lichenhøjde, da lichendækket indenfor samtlige analyser var yderst sparsomt og oftest ikke muligt at måle. Lichendækkets højde er sandsynligvis afhængig af fugtighedsforholdene på analysetids-punktet, noget der vanskeligt tages højde for i monitering af denne art. Fedt reserver, målt ved fedt-index, har vist at variere sæsonmæssigt hos rensdyr (Dauphiné 1976) og nå et maximum i september-oktober hos begge køn. Fedt-indexet kan heraf bruges som mål for kvaliteten på føderessourcerne som er tilgængelige sommer og tidlig efterår, og vil være en størrelse der varierer mellem områder og sæsoner. Således opgives fedt indexet for jagtområde Kujataa, hvis nordlige grænse dengang fulgte Ameralik fjorden mod indlandsisen langs Austmannadalen, at være lavere end for de øvrige jagtområder i årene 1996-98 (Naternaq undtaget; ingen jagt) (Loison et al. 2000). Dette indikerer at føderessourcerne set som helhed er relativt dårlige i jagtområdeKujataa. 17 18 En direkte sammenligning med tidligere studier er ikke mulig, da tilsvarende undersøgelser ikke er gennem-ført i området tidligere. Ændringstendenser er dog tydelige nok, hvis man sammenligner på basis af skønnede dækningsgrader indenfor tilsvarende plantesamfund indenfor samme region. Således skønnes lokalitet 1 og østenden af Kangerluarsuunnguup tasersua at være sammenlignelige m.h.t. klima og tilgængelighed for rensdyrene. De lavholdige tørre dværgbuskheder i området mellem Ameralik og Kangerluarsunnguaq havde i 1984 gennemsnitlig en lavdækning på mellem 45-55% baseret på skøn (n=415)(GFM 1986). Det store antal analysefelter og deres spredning fra kyst (inddelt i oceaniske, subkontinentale og kontinentale heder) til indland gør, at dette giver et realistisk billede over denne types gennemsnitlige græsningstilstand mellem Ameralik og Buksefjorden i somrene 1984 og 1985. Omend betegnelsen lavholdig, tør dværgbuskhede dækker over en bred vifte af vegetationstyper, er den ikke vanskelig at skelne fra den fugtige dværgbuskhede, der primært findes, hvor snedækket er tykkere om vinteren, og mosdækket er højere (GFM 1986). Beskrivel-ser af området fra århundredeskiftet af Rasmussen (1905) bekræfter dominansen af lav i de tørre dværgbusk-heder i området tidligere. De undersøgte heder på øen, Qeqertannguit, har veludviklede lichenbestande. Eric Steen Hansen har observeret lignende bestande af f. eks. stjerne rensdyrlav ved Qasigiannguit for ti år siden. Vore resultater viser skønnede dækningsgrader på gennemsnitlig 6% for lokalitet 1 og 12% for lokalitet 2. Sammenlignet med tallene fra 1985 baseret på vurderinger på ca. 60% lichendækning i de kontinentale og ca. 50% i de subkontinentale tørre dværgbuskheder (GFM 1986), viser dette tydeligt nok, at lichenernes dækningsgrad både i indlandets heder og i de subkontinentale heder, her repræsenteret ved lokalitet 2, er faldet markant i perioden mellem somrene 1985 og 2000. 6. Konklusion De tørre dværgbuskheder i Eqaluit Ilorliit (lok. 1) viser tegn på begyndende opvækst af nye rensdyrlaver, men der er ikke tvivl om, at hele området har været udsat for meget hård belastning fra rensdyrene. Generelt er alle flader, hvor der har været sammenhængende lichenvegetation nedgræsset, således at der kun findes stærkt fragmenterede rester af lichener tilbage. Kun få lichener findes sporadisk i de fugtige hedetyper. Det vil tage årtier, før de egentlige rensdyrog korallichener er udvokset til normal størrelse, forudsat at området henligger ugræsset. Et noget mindre græsningstryk har rensdyrene lagt på de lichenholdige plantesamfund ved Qasigiannguit (lok. 2). Her analyseredes én nedgræsset og én hårdt græsset hede, mens de øvrige analyserede samfund var græsset i moderat eller ringe grad eller slet ikke græsset. De undersøgte heder på øen, Qeqertannguit, har veludviklede lichenbestande. Eric Steen Hansen har observeret lignende bestande af f. eks. stjerne rensdyrlav ved Qasigiannguit for ti år siden. Øen kan fungere som ugræsset reference til de tidligere udlagte analysefelter på Akia, kun adskilt fra dette område af fjorden. De eksisterende satellitbaserede vegetationskort kan benyttes til lokalisering af de tørre dværgbuskeheder i lavlandet. Klassen ”lavholdige heder” omfatter dog ikke lavholdige heder, men i stor udstrækning tørre nedgræssede dværgbuskheder på de undersøgte lokaliteter. Sammenlignet med undersøgelser fra 1985 gennemført af Grønlands Fiskeriog Miljøundersøgelser, er lichenernes dækningsgrad i de tørre dværgbuskheder i dalene i indlandet faldet markant i perioden mellem somrene 1985 og 2000. Tak Vi vil gerne rette en stor tak til Ivalo Egede, der var så venlig at låne os sin lejlighed, til Arne Jensen for leje af hytte i Qasigiannguit og til Minik Møller Lund for sikker sejlads til og fra de tre lokaliteter. Endelig vil vi takke Najattaaq Mathiassen for kritisk gennemlæsning af rapporten. 19 Referencer Aastrup, P. 2000. Samspillet mellem vegetation, rensdyr og menneskelige aktiviteter i Vestgrønland, Miljøstyrelsen, raport no. X, in press. Bay, C. 1998. Vegetationsundersøgelser i Godthåbsfjordsområdet, Grønlands Botaniske Undersøgelse, Botanisk Museum, Københavns Universitet 1998, fe trapport: 1-23. Böcher, T. W. 1954. Oceanic and Continental Vegetational Complexes in Southwest Greenland. Meddelelser om Grønland 148(1): 1-336. Böcher, T.W., Fredskild, B., Holmen, K. & Jakobsen, K. 1979. Grønlands flora, med illustrationer af Ingeborg Frederiksen, 3.reviderede udgave, P. Haase & Søns Forlag, København 1979: 1-326. Cuyler, L.C. & Linnell, J.D.C. 2000. Seasonal movements patterns of satellite-coll red caribou in West Greenland. MIKA ren/veg report. Greenland Institute of Natural Resources, Technical report: 1-20. Dahl, E. 1950. Studies in the Macrolichen flora of South West Greenland. Meddelelse om Grønland 150(2): 1-176. Dauphiné, T.C. 1976. Biology of the Kminuriak Population of barren-ground car bou. Part 4: Growth, reproduction and energy reserves. Canadian Wildlife Report Series 38: 1-69. DMI 1998. Klimadata fra Grønland 1961-1990, Danmarks Meterologiske Institut. Escher, A. & Watt, S. 1976. Geology of Greenland. The Geological Survey of Greenland, København. Gaare, E. 1978: Villreinbeiting i Sør-norske fjellstrøk. Forelesningsnotat ved kurs i vegetasjonskartlegging. GFM 1986. Rensdyrundersøgelser ved vandkraftprojektKangerluarsunnguaq /Buksefjord Nuuk/Godthåb 1984-1985, Grønlands Fiskeriog Miljøundersøgelser, København: 1-77. Hansen, E. S. 1978a. A comparison between the lichen flora of coastal and inland areas in the Julianehåb District. Meddelelser om Grønland 204(3): 1-31. Hansen, E. S. 1978b. Notes on occurrence and distribution of lichens in South East Greenland. Meddelelser om Grønland 204(4): 1-71. Hansen, E. S. 1982. Lichens from Central East Greenland. Meddelelse om Grønland. Bioscience 9: 1-33. Hansen, E. S. 1993. The lichen flora of coastal and inland areas in the Godthåb fjord and the Ameralik fjord, southwestern Greenland. Mycotaxon 48: 249-269. Hansen, E. S. 1995. Grønlands Laver. Rhodos og Dansk Polarcenter, København. Hansen, E. S. 2000. A comparison among the lichen floras of three climatically diff rent localities in South West Greenland. Mycotaxon 74(2): 429-445. Hansen, K. 1971. Lichens in South Greenland, distribution and ecology. Meddelelser om Grønland 178(6): 1-84. Heide-Jørgensen, F. & I. Johnsen 1997. Ecosystem Vulnerability to Climate Change in Greenland and the Faroe Islands. Ministry of Environment and Energy, Working report no. 97: 1-266. 20 Jepsen, B.I., 1999. Populationsgenetiske studier af vildren (Rangifer tarandus groenla dicus) og tamren (Rangifer tarandus tarandus) i Vestgrønland, Økologisk afdeling, Botanisk Institut, Københavns Universitet, april 1999: 1-65. Kalsbeek, F. & Garde, A. A. 1989. Descriptive text to 1:500 000 sheet 2, Frederikshåb Isblink —Søndre Strømfjord. Grønlands Geologiske Undersøgelse, København. Loisson, A., Cuyler, C., Linnell, J.D.C. & Landa, A. 2000: The caribou harvest in west Greenland, 1995-98. Sex, age and condition of animals based on hunter reports. Technical report no. 28, february 2000 Pinngortitaleriffik, Greenland Institute of Natural Resources: 1-33. Lund, P.M. & Bay, C. 1998. Vegetationsundersøgelser i indlandet ved Kangerlussuaq og nær kysten ved Sisimiut, Grønlands Naturinstitut 1998, fe trapport: 1-40. Motzfeldt, K.G. & Bay, C. 1999. Vegetationsundersøgelser i Sydgrønland, Grønlands Naturinstitut, feltrapport: 1-55. Lund, P.M. 2000. Vegetationsanalyser, i Aastrup P.. Relationen mellem vegetation, rensdyr og menneskelige aktiviteter, Miljøstyrelsen, raport no. X, in press. Lyftingsmo, E. 1974. Norske fjellbeite - Oversyn over fjellbeite i Troms og Nordre del av Nordland. Det kgl. Selskap for Norges Vel, Mosjøen. Putnins, P., 1970. The Climate of Greenland in Climates of the Polar Regions. World Survey of Climatology, Vol. 14, ed. S. Orvig Elsevier: 3-128. Santesson, R. 1993. The lichens and lichenicolous fungi of Sweden and Norway. SBT-förlaget, Lund. Skogland, T., 1984: Wild reindeer foraging-niche organization. Part 2: Diet selection. — Holarctic Ecology 7: 347-354. Walker, M. 1995. Community Baseline Measurements for ITEX Studies. Additions to the ITEX Manual. Danish Polar Center, Copenhagen: 3-8. 21 Tabel 3. Artsliste over fanerogamer på de undersøgte områder. Artsnavn Eqaluit Ilorliit Qasigiannguit Qeqertannguit Fanerogamer (karplanter) Agrostis mertensii xx x Alchemilla alpina x Alnus crispa xx Angelica archangelica x Antennaris canescens xx Antennaria hansii x Arabis holboellii x Artemisia borealis x Bartsia alpina xx x Betula nana xx x Botrychium lanceolatum x Botrychium lunaria x Calamagrostis langsdorffii xx x Calamagrostis purpurascens xx Campanula gieseckiana xx x Carex bigelowii xx x Carex brunnescens xx x Carex capillaris x Carex deflexa xx x Carex gynocrates x Carex lachenalii x Carex norvegica x Carex praticola x Carex rariflora x Carex saxatilis x Carex scirpoidea x Carex supina x Cassiope tetragona x Cerastium alpinum xx Chamaenerion angustifolium xx x Chamaenerion latifolium xx x Cochlearia groenlandica x Coptis trifoliata x Cornus suesica x Cystopteris fragilis xx x Deschampsia flexuosa xx x Diapensia lapponica x Diphasium alpinum xx x Draba aurea x Draba incana x Elymus mollis xx x Empetrum hermaphroditum xx x Equisetum arvense xx x 22 23 Artsnavn Eqaluit Ilorliit Qasigiannguit Qeqertannguit Fanerogamer (karplanter) Equisetum silvaticum x Eriophorum angustifolium xx Eriophorum scheuchzeri xx Euphrasia frigida x Festuca brachyphylla xx Festuca rubra x Gentiana nivalis x Gnaphalium norvegicum x Gymnocarpium dryopteris x Harrimanella hypnoides x Hierochloë alpina xx x Hippuris vulgaris xx Hieracium hyparcticum xx Honckenya peploides x Huperzia selago xx x Juncus castaneus x Juncus triglumis xx Juniperus communis x Kobresia myosuroides xx Ledum palustre ssp. decumbens xx x Ledum groenlandicum xx Leucorchis albida x Linnea borealis x Loiseleuria procumbens xx x Luzula confusa xx Luzula multiflora xx Luzula parviflora x Luzula spicata xx x Lycopodium annortinum xx x Minuartia rubella x Orthilia secinda x Oxycoccus palustris x Pedicularis flammea xx Pedicularis lapponica xx Phegopteris connectilis x Phleum commutatum x Phyllodoce coerulea xx x Pinguicula vulgaris x Plantago maritima xx Poa alpina x Poa arctica xx x Poa glauca xx x Polygonum viviparum xx x Potentilla crantzii x Potentilla tridentata xx 24 Artsnavn Eqaluit Ilorliit Qasigiannguit Qeqertannguit Fanerogamer (karplanter) Pyrola grandiflora xx Pyrola minor x Ranunculus lapponicus x Rhinanthus minor x Rhodiola rosea xx x Rhododendron lapponicum xx Rumex acetosella xx Salix arctophila x Salix glauca xx x Salix herbacea xx Saxifraga caespitosa x Saxifraga cernua x Saxifraga foliolosa x Saxifraga nivalis x Saxifraga paniculata x Scirpus caespitosa xx Sibbaldia procumbens x Silene acaulis x Sparganium hyperboreum x Stellaria calycantha x Stellaria humifusa x Stellaria longipes xx Taraxacum cfr. lacerum xx Thymus praecox xx Tofieldia pusilla xx Triglochin palustre x Trisetum spicatum x Trisetum triflorum xx Vaccinium uliginosum xx x Vaccinium vitis-idaea x Veronica alpina xx Veronica fruticans xx Viscaria alpina xx Woodsia ilvensis xx Total antal arter 101 67 44 25 Figur 1: Jagtområder for rensdyr i Vestgrønland 32 Figur 10: Nærbillede af stjerne-rensdyrlav i genvækst i nærheden af analyse 4 (foto: Eric Steen Hansen) Figur 11: Helt ugræsset lavhede domineret af stjerne-rensdyrlav på Qeqertannguit (foto: Eric Steen Hansen) 33 Figur 12: Scannet kort, der viser lokaliteterne, der blev analyseret i 1984-85 (GFM 1986) 34 Appendix 1: Skønnede dækningsgrader af forskellige plantegrupper indenfor hver analyse. Lokalitet 1: Skønnede dækningsgrader Lokalitet 1 (fortsat) ITEXNR Plantearter gnsn. % ITEXNR Plantearter gnsn. % 200001 Lichener 2 GN00-10 Lichener 37 Graminoider 2 Dværgbuske 23 Urter <1 Urt 1 Mos 3 Mos 8 Litter 68 Jord 3 Bar jord 23 Litter 34 200002 Lichener 7 Lokalitet 2: Skønnede dækningsgrader Dværgbuske 49 200011 Lichener 5 Urter <1 Dværgbuske 20 Mos 3 Urt 0 Litter 56 Mos 8 200003 Lichener 4 Litter 68 Urt 0 200012 Lichener 3 Buske 23 Dværgbuske 7 Mos 2 Urt 0 Litter 70 Mos 1 Jord 1 Litter 70 200004 Lichener 3 200013 Lichener 2 Urt 1 Dværgbuske 69 Dværgbuske 50 Mos 1 Mos 41 Urt 0 Litter 6 Litter 27 200005 Lichener 2 200014 Lichener 5 Dværgbuske 50 Dværgbuske 28 Mos 4 Urt 0 Urt <1 Mos 2 Litter 40 Litter 67 200006 Lichener 2 200015 Lichener 2 Dværgbuske 28 Dværgbuske 8 Urt 3 Urt <1 Mos 5 Mos 1 Litter 65 Litter 89 200007 Lichener 2 200016 Lichener 38 Busk 1 Dværgbuske 23 Urt 2 Urt 1 Litter 88 Mos 10 Mos 7 Litter 30 200008 Lichener 2 200017 Lichener 28 Dværgbuske 61 Dværgbuske 36 Urt <1 Urt 1 Mos 29 Mos 5 Litter 2 Litter 28 200009 Lichener 2 Lokalitet 3: Skønnede dækninggrader Busk 1 200018 Lichener 84 Urt 8 Dværgbuske 16 Mos 2 Urt <1 Litter 89 200019 Lichener 78 Dværgbuske 21 Mos 2