Rensdyr og moskusokser i Inglefield Land, Nordvestgrønland. Technical Report No. 31

1 Rensdyr og moskusokser i Inglefield Land, Nordvestgrønland Teknisk rapport nr. 31, marts 2000 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 2 Titel: Rensdyr og moskusokser i Inglefield Land, Nordvestgrønland Forfattere: Arild Landa, Sofie Ruth Jeremiassen & Roy Andersen Oversættelse: Aage Lennert Layout: Kirsten Rydahl Financiering: Grønlands Hjemmestyre, Direktoratet for Miljø og Natur Serie: Teknisk rapport nr. 31, marts 2000 Udgiver: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Forsidefoto: Biologassistent Sofie Ruth Jeremiassen under tællingen Foto: Arild Landa ISBN: 87-90024-59-1 ISSN: 1397-3657 Tryk: Oddi Printing Ltd., Reykjavik, Island Oplag: 100 Reference: Landa, A., Jeremiassen, S.R. & Andersen, R. 2000. Rensdyr og moskusokser i Inglefield Land, Nordvestgrønland. Teknisk rapport nr. 31. Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 21 pp. Rekvireres hos: Pinngortitaleriffik Grønlands Naturinstitut P.O. Box 570 DK3900 Nuuk Grønland Tlf.: +299 32 10 95 Fax: +299 32 59 57 www.natur.gl 3 af Arild Landa1), Sofie Ruth Jeremiassen1) & Roy Andersen2) 1) Grønlands Naturinstitut, P.O.Box 570, DK-3900 Nuuk 2) Norsk Institutt for Naturforskning, Tungasletta 2, 7485 Trondheim, Norge Rensdyr og moskusokser i Inglefield Land, Nordvestgrønland Teknisk rapport nr. 31, marts 2000 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 4 5 Eqikkaaneq Qaanaap Kommuneqarfiani piniartut namminneq maluginiakkatik naapertorlugit isumaqarput Kalaallit Nunaata Avannaarsuani Inglefield-imi (79009´N, 65045’W - 78011’N, 30’W) tuttut pisortatigoortumik kisinneqarsimasunit amerlanerusut, taamaattumillu tuttunniaqqusiunnaarneq 1995-imi atuutilersoq atorunnaarsittariaqartoq. Tamanna tunngavigalugu 1999-imi septembarip naalernerani tamaani sumiiffikkaani kisitsisoqarpoq. Kisitsineq helikopterimik Bell 212-imik ingerlanneqarpoq, kisitsisut arlaannut attuumassuteqanngitsut helikopterimi illuatungeriisillugit, tassaasut timmisartortartoq maskiinalerisorlu. Kisitseqataasut marluk piniartuupput Qaanaameersut. Kisitsiartornissaq sioqqullugu kingornalu innuttaasunik ataatsimiisitsisoqarpoq. Taamatuttaaq kisitsereernermi paasisat pillugit nalunaarusiortoqannginnerani paasissutissiisoqarpoq. Taamaaliornikkut kommuneqarfimmi atuisut ilisimasaat pilersaarusiornermi, suliarinninnermi angusanillu naliliinermi peqataatinneqarput. Sumiiffikkaat 16-it katillugit 719 km-iusut timmisartorfigineqaqattaarput. Sumiiffikkaani umimmaat quleriarluni (10) takuneqarput katillugit 82-iusut, tuttullu 62-eriarluni takuneqartut katillugit 172-iupput. Helikopterimit tuttunik ujarlissagaanni sammiviit illuatungeriit tamarmik 225 meterinik qinerfittut pitsaanerusussatut naatsorsuutigineqarput, umimmannullu 750 meterit. Isorartussutsimut illuatungeriilluni avissinermi nalileeriarsinnaanermi naliliinerluisinnaaneq peqqutigalugu tutsuiginassusertut kisinneqartuni amerlassuserisorisat appasinnerpaatut 80%-it naatsorsuinermi appasinnerpaaritillugit naliliissutigineqarput. Tamatuma kinguneraa sumiiffimmi 6.500 km2 –isut annertutigisumi amerlassutsinut naliliisoqarmat tuttut 2.260-it missaanniissasut umimmaallu 270-it. Siusinnerusukkut Inglefield Land-imi avannarpasissumilu assingusuni malugisartakkat misissuisarnerillu uppernarsarpaat apingaatsiartarnera nunallu qerisarnera peqqutaalluni umimmaat tuttullu toqusarnerannut amerliartortarnerannullu sunniuteqarluinnartut. Pissutsit tamakku uppernarsaataapput piniarnissami pisassiissuteqartoqassagaluarpat amerlavallaartunik taggissinnginnissaq, pisarineqarpallaassappata ukiorlunnerinillu malitseqarlutik piniagassat ajutuuissinnaanerannik kinguneqartitseqataasinnaammat imaluunniit nunguissinnaammata. Taamaattorli ”qangatut” killilimmik tuttut 40-60-it umimmaallu 8-10-t piniagassaqarneranut navianartorsiortitsinavianngilaq. Piniagassat piniagaalissappata qanoq pisoqarneranik biolog-it suleqatigalugit nalunaarsuisarnissaq pisariaqassaaq. Sammenfatning Fangere i Qaanaaq Kommune har på baggrund af egne observationer ment at antallet af rensdyr i Inglefield Land i Nordvestgrønland (79°09’N, 65°45’W - 78°11’N, 30’W) var større end de officielle tal, og at jagtforbudet, der blev indført i 1995, derfor burde ophæves. På denne baggrund blev der i slutningen af september 1999 udført en transekttælling i området. Tællingen blev gennemført med en Bell 212 helikopter med to uafhængige observatører i hver side af helikopteren, en pilot og en maskinist. To af observatørerne var fangere fra Qaanaaq. Der blev afholdt borgermøder med fangerne både før og efter feltarbejdet. Ligeledes blev der orienteret om undersøgelsens resultater før udarbejdelsen af rapporten. Således blev den lokale brugerviden inddraget i planlægning, gennemførelse og vurdering af resultater. Der blev gennemfløjet 16 transekter på i alt 719 km. I transekterne blev der foretaget 10 observationer af moskusokser på i alt 82 dyr og 62 observationer af rensdyr på i alt 172 dyr. Den effektive søgebredde blev beregnet til 225 meter på hver side af helikopteren for rensdyr og 6 750 meter for moskusokse. På grund af sandsynlige kilder til fejl i afstandsbedømmelse og distribution, blev den laveste værdi af det beregnede antal sat til laveste værdi af 80% konfidensinterval. Dette resulterede i en bestandsvurdering på ca. 2.260 rensdyr og 270 moskusokser i det ca. 6.500 km2 store område. Tidligere iagttagelser fra Inglefield Land og undersøgelser i lignende nordlige områder har påvist, at ekstremt snefald eller nedisning stærkt påvirker dødeligheden og rekrutteringen af moskusokser og rensdyr. Disse forhold tilsiger, at en eventuel jagtkvote ikke bør være for høj, fordi et for stort jagttryk kombineret med nogle hårde vintre hurtigt kan medvirke til bestandens kollaps eller uddøen. Dog vil en begrænset “traditionel” fangst på 40-60 rensdyr 8-10 moskusokser næppe true bestandene. Der bør ved en eventuel jagt på bestandene udvikles et tilbagemeldingssystem i samarbejde med biologerne. 7 Indledning Historisk var der naturlige bestande af både rensdyr Rangifer tarandus spp og moskusokser Ovibus moschatus i Inglefield Land i Nordvestgrønland (Melgaard 1986, Thing et al. 1984). Arkæologiske fund viser, at rensdyrene mindst har været der siden år 700–1300 A.D. (Melgaard 1986), mens man antager, at moskusokserne forvandt fra området omkring 1860 (Thing et al. 1984, Thing 1990). I 1986 blev 14 moskusokser (10 etårige køer og 4 etårige okser) fra Kangerlussuaq udsat ved Rensselaer Bugt i den sydvestlige del af Inglefield Land. Disse moskusokser er siden kun blevet sporadisk observeret, og der har hersket tvivl om, hvorvidt udsætningen af dyrene har været vellykket eller ej. Moskusoksebestanden har været fredet siden den blev udsat, men der er konstateret en ulovlig jagt på 4 dyr i 1991 (Boertmann et al. 1992). Rensdyrene har været fredet for jagt siden 1995. Antallet af rensdyr i Inglefield Land synes at have varieret meget i antal op gennem årene. Disse variationer menes at skyldes år med ekstremt meget sne, introduktion af moderne våben, samt stor fangst nogle år af både inughuit og opdagelsesrejsende (Roby et al. 1984). Frem til omkring 1959 var der fast bosætning ved Inuarfissuaq (Marchall Bay), der ligger ved kysten centralt i Inglefield Land, mens nogle få fangere senere hen foretog årlige fangstture til Inglefield Land fra bygden Siorapaluk ca. 60 km syd for Etah og fra Qaanaaq, som ligger ca. 100 km syd for Etah. Området er vanskeligt tilgængeligt , hvorfor der helt frem til nyere tid kun findes få optegnelser om rensdyrbestanden i området. Optegnelserne baserer sig på genfortællinger af tilfældige observationer, og er i nogle tilfælde modstridende. Generelt synes der enighed om at bestanden var på sit højeste før 1860, mens den blev mindre frem mod århundredskiftet, hvor den forsvandt fra de vestlige dele af området (Vibe 1967, Roby et al. 1984, Melgaard 1986, Petersen 1993). Senere, fra omkring 1914, var rensdyret igen tilbage i hele området. Der findes beretninger over observationer af rensdyr og jagter med fangster på op imod 100 dyr (Roby et al. 1984, Melgaard 1986). Bestanden antages igen at have blevet kraftig reduceret fra 1916-17 på grund af ekstremt snefald og stort jagttryk, men fra ca. 1920 var der årlige rensdyrjagter i området helt frem til ca. 1960, da rensdyrbestanden var så lille at jagten ophørte (Melgaard 1986). Baseret på en ekspedition til området i 1978 konkluderede Roby et al. (1984), at rensdyrbestanden vist var udryddet. Men i 1981 blev der igen observeret ren i området (H. Thing pers. medd.). Fra begyndelsen af 1990erne og frem til 1993 blev der igen rapporteret om fangstture til Inglefield Land med fangster på op mod 180 dyr (Appendiks 1). I 1994 og 1995 blev der gennemført systematiske transektflyvninger i området. Disse resulterede i bestandsopgørelser på maksimum 100 rensdyr, hvorpå rensdyrbestanden blev fredet (Grønlands Naturinstitut upubl. materiale, Grønlands Hjemmestyre 1995). Under disse tællinger blev der også observeret ca. 50 moskusokser hvert år. Baggrunden for dette projekt I de senere år har fangerne i Qaanaaq hævdet, at der for tiden er langt flere dyr end resultatet af 1995-tællingen i Inglefield Land, og at en kvotefangst burde tillades. På opfordring fra fangerne og Qaanaaq Kommune ønskede Direktoratet for Miljø og Natur (DMN) at få gennemført en tælling, der kunne give et opdateret grundlag for forvaltning af bestanden af rensdyr og moskusokse i Inglefield Land. 8 Beskrivelse af området Inglefield Land dækker et rektangulært isfrit område langs kysten af Nordvestgrønland med et netto areal på ca. 6.500 km2. Det er beliggende mellem 79°09’N, 65°45’W i nordøst og 78°11’N, 30’W i den sydvestlige del (figur 1). De nordvestlige og sydvestlige dele har et relativt kuperet landskab med fjelde og dalformationer, mens de miderste dele består af store slettelandskaber. Højden over havet varierer mellem 0 og 700 meter, hvoraf størsteparten er højere end 200 meter over havet. Nordvandets polynie grænser op til området, hvilket medvirker til, at floraen er relativt rig og klassificeres til den mellemarktiske zone (f.eks. Born & Bøcher 1999). Af større landlevende pattedyr findes, foruden moskusokser og rensdyr, kun snehare Lepus americanus og polarræv Alopex lagopus. Metode Ledelsen i Sammenslutningen af fangere og fiskere, KNAPK, blev allerførst orienteret om projektet på et møde i Nuuk, hvorefter de udpegede Jens Danielsen som lokal kontaktperson. En grønlandsk udgave af projektplanen blev derefter fremsendt til kommunalbestyrelsen i Qaanaaq Kommune og Jens Danielsen. Disse udpegede derefter to lokale fangere med godt kendskab til rensdyr og moskusokser, som havde erfaring fra Inglefield Land området, til at deltage i projektet. Foruden disse to deltog en forsker og en biologassistent fra Grønlands Naturinstitut. Feltarbejdet blev udført med udgangspunkt i Qaanaaq, hvor der først blev afholdt et offentligt møde med fangere i distriktet. Her blev der orienteret om projektet, hvorpå metoder og praktisk gennemføring blev diskuteret og ændret på baggrund af de lokale fangeres viden. Endelig blev resultaterne fra projektet fremlagt og diskuteret på et borgermøde samt med Sammenslutningen af fiskere og fangere i Qaanaaq, NAPP, i slutningen af januar 2000. Da området dækker et relativt stort areal, blev tællingen udført efter linie transekt metoden. Den samme metode er tidligere blandt andet benyttet ved rensdyrtællinger, og moskusokseFigur 1. Inglefield Land, som er ca. 6.500 km2 og beliggende i Nordvestgrønland. 9 tællinger (Pedersen & Aastrup 2000), og til tællinger af fugle og havpattedyr i Vestgrønland (f.eks. Heide-Jørgensen et al. 1999). Denne metode udføres ved, at man gennemflyver nogle udvalgte linier (transekter) i undersøgelsesområdet. Disse transekter blev udført den 21., 25. og 28. september 1999. En helikopter af typen Bell 212 med maskinist og pilot blev benyttet de to første dage, hvor ca. 3.850 km2 af området (nordøstlige dele) blev dækket. Tællingen blev udført med to uafhængige observatører i hver side af helikopteren. Placeringen i helikopteren medførte, at ingen af observatørerne kunne se fremad, men kunne se ud ad hvert sit sidevindue. Maskinist og pilot rapporterede GPS-positioner, flyvehøjde samt alle dyr i dødvinklen direkte under helikopteren til den forreste observatør på højre side. Kun denne observatør var knyttet til intercomanlægget. Ved alle observationer af rensdyr langs transekterne blev der noteret det eksakte tidspunkt, antal dyr observeret, herunder antal kalve og simler/ungdyr og ældre bukke, samt observatørens vurdering af afstanden fra helikopteren til dyrene. Observationer af moskusokse blev noteret efter samme metode som ovenfor, men større flokke blev samtidig fotograferet for senere at kunne bedømme det eksakte antal samt fordeling af kalve og antal ældre bukke i flokken. Transportflyvninger, dvs. flyvninger mellem fueldepot og transekter, blev gennemført efter samme metode som for transekterne. Flyvehøjden var 150 – 200 meter over terrænet i det kuperede landskab i det nordøstlige område, mens flyvehøjden var ca. 60 – 70 meter over terrænet ved flyvning af transekter i det flade steppelandskab i de centrale dele af området. Flyvefarten var ca. 150 km/t. Den sidste del af området blev forsøgt gennemført med en helikopter af typen MBH 5 med én pilot og to observatører, én forrest i helikopteren og én på højre side bag piloten. På grund af dårligt vejr blev kun en kort transekt i den sydvestlige del (137 km2) dækket med denne helikopter, mens områderne nord for Etah og ca. 1/3 af de sydvestlige dele af området ikke blev dækket (figur 2). Afstanden fra transektlinien og ud til de observerede dyr blev udregnet efter formlen (1) hvor H er anslået afstand fra helikopter til dyrene og K er flyvehøjde. Der var ikke på forhånd ”kalibreret” for afstandsbedømmelsen hos de forskellige observatørere. Afstanden mellem de 5 første transekter i det nordøstlige område var ca. 5 km, mens afstanden mellem resten af transekterne var ca. 10 km. Transektlinierne blev efter samråd med fangerne i Qaanaaq lagt fra indlandsisen mod kysten og omvendt (figur 2). Observationerne, der blev optaget under tilog fraflyvningerne fra fueldepotet og under indflyvningerne til basen, er medregnet som egne transekter. Tætheden af dyr blev beregnet efter formlen (2) hvor D er tætheden i en arealenhed, n er det samlede antal observationer af grupper af dyr på transekterne, C er den gennemsnitlige gruppestørrelse og L er transekternes længde. Afstandsfunktion og udregninger blev beregnet separat for hver art. Manglende afstande på observationer blev beregnet ud fra en forudsætning om, at disse fordelte sig på samme måde, som observationer med afstand. Beregningerne blev udført i programmet Distance Sampling 22 KHA −= () LCeswnD 2//1 = 16 Rensdyrenes årsvariationer og forvaltning Historiske beretninger fra Inglefield Land antyder, at bestanden af rensdyr har varieret meget i antal og i distribution op gennem årene (Vibe 1967, Roby et al. 1984, Melgaard 1986, Petersen 1993). Disse svingninger menes at have sammenhæng med vintre med ekstremt meget sne og is. Indførelsen af moderne jagtvåben, og dermed større jagtudbytte, menes at have medvirket til en negativ udvikling af bestanden. Inglefield Land ligger langt mod nord. I andre højarktiske områder, f.eks. på de arktiske øer i Canada, hvor pearyrenen Rangifer tarandus pearyi har sin udbredelse, og på Spitsbergen hvor svalbardrenen Rangifer tarandus platyrhynchus er udbredt, antager man, at bestandenes reproduktion, rekruttering og voksenoverlevelse afhænger af vejret og sneforholdene om vinteren (Gunn et al. 1981, Reimers 1982, Skogland 1994). Pearyrenens dramatiske tilbagegang siden 1960’erne skyldes sandsynligvis klimatiske forhold kombineret med jagt og industriaktiviteter (Gunn et al. 1981). Skogland (1994) mener, at svalbardrenen i Rendalen har tilpasset sig naturen, så den på lang sigt ikke producerer noget overskud. Der er derfor grund til at antage, at de samme forhold gælder for både rensdyrene på Inglefield Land og for pearyog svalbardrenerne. Disse tre udbredelser af rensdyr er de nordligste bestande af rensdyr og må karakteriseres som p.t. den mest ekstreme tilpasning i rensdyrenes udbredelse. Det er mange ting som tyder på, at rensdyr i ekstremt nordlige områder er reguleret af klimavariationer og ikke reguleres af fødegrundlaget (f.eks. Reimers 1982, Skogland 1994) og at selv mere sydlige rensdyrbestandes overlevelse og reproduktion varierer meget på grund af klimavariationer (Forchhammer et al. i tryk). Ud fra de historiske optegnelser (Vibe 1967, Roby et al. 1984, Melgaard 1986, Petersen 1993) og undersøgelser af pearyog svalbardren (f.eks. Alendal & Byrkjedal 1974, Hjeljord 1975, Gunn et al. 1981, Skogland 1994), må man formode, at den årlige rekruttering og dødelighed varierer meget i Inglefield Land. Fangst efter maximum sustainable yield (msy) (maksimal bæredygtig udnyttelse) principper (se Begon et al. 1990) kan derfor ikke anses som særlig hensigtsmæssig i Inglefield Land (f.eks. Beddington & May 1977, Lande et al. 1994, Sæther et al. 1996). Ekstremt snerige vintre eller nedisning af vegetationen kombineret med en for stor fangst vil let kunne bringe bestanden i fare for at blive udryddet. Set i lys af den be-regnede størrelse af bestanden vil en begrænset “traditionel” fangst (subsistence harvest) på 40-60 rensdyr næppe kunne true bestanden. En eventuel jagt bør følges op med biologiske undersøgelser af bestanden. Det er i den forbindelse vigtigt at få mål på variationer i tæthed, rekruttering og dødelighed. Der bør desuden udvikles et fangsttilbagemeldingssystem, hvor indsamling af kæber, oplysninger om rumpefedttykkelse m.v. indgår (Linnell et al. 1999). Moskusoksernes årsvariationer og forvaltning Som nævnt ovenfor er det mest naturligt at sammenligne moskusokserne i Inglefield Land med moskusoksebestanden i de sydlige dele af Ellesmere Islands. På Ellesmere Island varierer antallet af kalve meget fra år til år, men gennemsnittet er ca. 12.5% (Urquhart 1982). Undersøgelser har vist, at moskusokserne i de nordlige områder er udsat for de samme år til år klima relaterede variationer i rekruttering og dødelighed som rensdyrene (se f.eks. Urquhart 1982, Forchhammer et al. i tryk). Ud fra dette bør man i forvaltningen gøre de samme overvejelser som for rensdyr i ekstreme områder,. Dog vil en begrænset “traditionel” fangst på 810 moskusokser næppe true bestanden. 17 Tak Vi vil gerne benytte os af lejligheden til at takke en række institutioner og enkeltpersoner: Qaanaaq Kommune og medarbejdere fordi I hjalp os med den praktiske tilrettelæggelse af projektet. Johanne H. Nielsen og David Qaavigaq skal have tak for den vel udførte tolkning på forskellige møder. Der rettes også en tak til Qaanaaq alderdomshjem for god forplejning og logi samt lån af køkkenfaciliteter til laboratorie. Vi takker KNAPK og de lokale fangere i Qaanaaq for et konstruktive bidrag til planlægning og gennemførelse af projektet. Det canadiske forskningskib Pierre Radisson og dets mandskab stillede en helikopter og en pilot til rådighed. Pilot Håkon Kristiansen og maskinist Michael Phil, Pituffik, takker vi for vel udført flyvning. I særdeleshed retter vi en tak til fangerne Niels Miúnge og nu afdøde Aron Duneq, som ydede en uvurderlig assistance under gennemførelsen af feltarbejdet. Christine Cuyler, Flemming Ravn Merkel, Peter Nielsen, Øystein Slettemark og Michael Kingsley takker vi for gennemlæsning og kommentarer til forbedring af rapporten. Endelig skal Ivalo Egede takkes for sproglig tilretning af rapporten. 18 Referencer Aastrup, P. & Mosbech, A. 1993. Transect width and missed observations in counting muskoxen (Ovibos moschatus) from fixed-wing aircraft. Rangifer 13: 99-104. Alendal, E. & Byrkjedal, I. 1974. Population size and reproduction of the reindeer (Rangifer tarandus platyrhynchus) on Nordenskiöld Land, Svalbard. Norsk Polarinstitutt Årbok 1974. pp. 139-152. Beddington, J.R. & May, R.M. 1977. Harvesting populations in a randomly fluctuating environment. Science 197: 463-465. Begon, M., Harper, J.L. & Townsend, C.R. 1990. Ecology – Individuals, populations and communities 2nd ed. Blackwell Scientific Publications, Oxford. 945 pp. Boertmann, D., Forchhammer, M., Olesen, C.R., Aastrup, P. & Thing, H. 1992. The Greenland muskox population status 1990. Rangifer 12: 5-12. Born, E.W. & Böcher, J. (red.) 1999. Grønlands Økologi – en grundbog. Atuakkiorfik Undervisning, Nuuk. 431 pp. Buckland, S.T., Anderson, D.R., Burham, K.P. & Laake, J.L. 1993. Distance sampling. Estimating abundance of biological populations. Chapman & Hall, London. 446 pp. Graf, R. & Case, R. 1989. Counting muskoxen in the Northwest Territories. Canadian Journal of Zoology 67: 1112-1115. Grønlands Hjemmestyre, 1995. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 18 af 18. juli 1995 om fredning af og jagt på rensdyr. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre, Nuuk. Gunn, A. 1982. Muskox. pp. 1021-1035. In: Chapman & Feldhamer (eds.). Wild mammals of North America: biology, management and economics. John Hopkins University Press. 1147 pp. Gunn, A., Miller, F.L. & Thomas, D.C. 1981. The current status and future of Peary caribou Rangifer tarandus pearyi on the arctic islands of Canada. Biological Conservation 19: 283-296. Heide-Jørgensen, M.P., Acquarone, M. & Merkel, F.R. 1999. Flytællinger af fugle og havpattedyr i Vestgrønland 1998. Teknisk rapport nr. 24. Pinngortitlaleriffik, Grønlands Naturinstitut, Nuuk. 66 pp. Hjeljord, O. 1975. Studies of the Svalbard reindeer. Norsk Polarinstitutt Årbok 1975. pp. 113-124. Lande, R., Engen, S. & Saether, B.E. 1994. Optimal harvesting, economic discounting and extinction risk in fluctuating populations. Nature 372: 88-90. Melgaard, M. 1986. The Greenland Caribou – zoogeography, taxonomy, and population dynamics. Meddelelser om Grønland, Bioscience 20: 1-88. Olesen, C.R. 1993. Rapid population increase in an introduced muskox population, West Greenland. Rangifer 13: 27-32. Parker, G.R., Thomas, D.C., Broughton, E. & Gray, D.R. 1975. Crashes of muskox and Peary caribou populations in 1973-74 on the Parry Islands, Arctic Canada. Canadian Wildlife Services Progress Notes 56. 10 pp. Petersen, H.C. 1993. Avanersuup kommunia. Registrering af levende ressourcer og naturværdier i Grønland. (upubliceret rapport). Reimers, E. 1982. Winter mortality and population trends of reindeer on Svalbard, Norway. Arctic and Alpine Research 14: 295-300. Roby, D.D., Thing, H. & Brink, K.L. 1984. History, status, and taxonomic identity of caribou (Rangifer tarandus) in northwest Greenland. Arctic 37: 23-30. Skogland, T. 1994. Villrein. Fra urinvåner til miljøbarometer. N.W. Damm & Søn A/S. Teknologisk forlag, Drammen. 143 pp. Sæther, B.E., Engen, S. & Lande, R. 1996. Density-dependence and optimal harvesting of fluctuating populations. Oikos 76: 40-46. Thing, H. 1990. Status of muskoxen i Greenland. In: Holst, D. (ed.). International Studybook, Muskox Ovibos moschatus. Copenhagen Zoo 1: 73-83. 19 Thing, H., Henrichsen, P. & Lassen, P. 1984. Status of the muskox in Greenland. In: Klein, D.R., White, R.G. & Keller, S. (eds.). Proceedings of the first international muskox symposium, Biological Paper, University of Alaska, Special Report No. 4: 1-6. Urquhart, D.R. 1982. Muskox. Life history and current staus of muskoxen in the NWT. Nothwest Territories Renewable Resources, Wildlife Service. 40 pp. Vibe, C. 1967. Arctic animals in relation to climatic fluctuations. Meddelelser om Grønland 170: 11-192. Vincent, D. & Gunn, A. 1981. Populations increase of muskoxen on Banks Islands and implications for competition with Peary caribou. Arctic 34: 175-179. 20 21 Appendiks 1 Oversigt over fangster af rensdyr i Inglefield Land i perioden 1980-1993. Årstal Antal rensdyr skudt Kilde Sidst i 1980erne 1-5 H.C. Petersen interviews og A. Rosing-Asvid pers. komm. 1990-91 12 Mamarut Simigaq til S.R. Jeremiassen 1989-90 140 Tre fangere (Mamarut Simigaq, Qaavianguaq Qissuk og Angutinguaq Duneq). Ikou Oosima til A. Rosing-Asvid og M. Ferguson. 1991 26-27 Aron Duneq 1991 ? Anders og Ellen Pedersen havde talt med fangere 2 mænd og 2 kvinder som havde en masse kød med hjem til bygden Siorapaluk. 1992 160-180 August Eipe fortalte Ministeren Hans Iversen at 4 familier over en periode af 4-5 måneder skød 160-180 rensdyr i Inglefield Land. 1993 31 + 6 Avanersuaq Kommunia (Ole Mathiesen). 1994 25 En enlig fanger rapporterede til Jan O. Petersen. 1995 – - Indførelse af fredning (Grønlands Hjemmestyre 1995).