Flytællinger af fugle og havpattedyr i Vestgrønland 1998. Technical Report No. 24

     Flytællinger af fugle og havpattedyr i Vestgrønland 1998 Flytællinger af fugle og havpattedyr i Vestgrønland 1998 Teknisk rapport nr. 24 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 2 Titel: Flytællinger af fugle og havpattedyr i Vestgrønland 1998 Forfatter: Mads Peter Heide-Jørgensen, Mario Acquarone og Flemming Ravn Merkel Serie: Teknisk rapport nr. 24, februar 1999 Udgiver: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Forsidefoto: Mads Peter Heide-Jørgensen ISBN: 87-90024-51-6 ISSN: 1397-3657 Rekvireres hos: Pinngortitaleriffik Grønlands Naturinstitut Postboks 570 3900 Nuuk Tlf.: (+299) 32 10 95 Fax.: (+299) 32 59 57 3     Flytællinger af fugle og havpattedyr i Vestgrønland 1998 Af Mads Peter Heide-Jørgensen, Mario Acquarone og Flemming Ravn Merkel Teknisk rapport nr. 24 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 4  Indholdsfortegnelse Eqikkaaneq ....................................................................................................................................6 Sammenfatning .............................................................................................................................9 Indledning ......................................................................................................................................11 Med tak...........................................................................................................................................12 Materiale og metoder...................................................................................................................13 Flytællingernes tilrettelæggelse...............................................................................................13 Visuelle observationer..............................................................................................................13 Videoovervågning af transektlinjen ........................................................................................13 Registrering af isforholdene.....................................................................................................13 Statistisk behandling af observationerne.................................................................................14 Resultater.......................................................................................................................................16 Flytællingernes gennemførelse ................................................................................................16 De generelle isforhold i 1998 ...................................................................................................16 Metodeudvikling for optælling af ederfugle ............................................................................16 Test af flyhøjde ved optælling af ederfugle .....................................................................16 Fuglenes reaktion ved forskellige flyhøjder.....................................................................17 Diskussion.......................................................................................................................19 Almindelig ederfugl (Somateria mollissima)...........................................................................20 Udbredelse af ederfugle ...................................................................................................20 Bestemmelse af antallet af ederfugle ...............................................................................21 Diskussion.......................................................................................................................21 Kongeederfugl (Somateria spectabilis) ...................................................................................23 Udbredelse af kongeederfugle..........................................................................................24 Bestemmelse af antallet af kongeederfugle......................................................................24 Diskussion.......................................................................................................................25 Havlit (Clangula hyemalis) .....................................................................................................25 Udbredelse af havlitter ....................................................................................................26 Bestemmelse af antallet af havlitter ................................................................................26 Diskussion.......................................................................................................................26 Polarlomvie (Uria lomvia).......................................................................................................26 Udbredelse af lomvier......................................................................................................27 Bestemmelse af antallet af polarlomvie ...........................................................................27 Diskussion.......................................................................................................................27 Tejst (Cephus grylle) ...............................................................................................................28 Udbredelse af tejster........................................................................................................29 Bestemmelse af antallet af tejster....................................................................................29 Diskussion.......................................................................................................................29 5 Grønlandshval (Balaena mysticetus) ......................................................................................29 Udbredelse af grønlandshvaler .......................................................................................30 Bestemmelse af antallet af grønlandshvaler....................................................................30 Diskussion.......................................................................................................................30 Hvidhvaler (Delphinapterus leucas) .......................................................................................30 Udbredelse af hvidhvaler ................................................................................................31 Bestemmelse af antallet af hvidhvaler.............................................................................31 Antallet af observationer af flokke – n........................................................................32 Fordelingsfunktionen af observationerne i forhold til flysporet f(0) .......................... 32 Bestemmelse af den gennemsnitlige gruppestørrelse – n ...........................................32 Hvaler der er neddykkede og som overses af observatørerne – g(0) .........................33 Bestandens størrelse....................................................................................................34 Forandringer i hvidhvalernes antal................................................................................34 Diskussion.......................................................................................................................35 Narhval (Monodon monoceros)............................................................................................... 35 Udbredelse af narhvaler ..................................................................................................36 Bestemmelse af antallet af narhvaler ..............................................................................36 Forandringer i narhvalernes antal..................................................................................37 Diskussion.......................................................................................................................37 Hvalros (Odobenus rosmarus) ................................................................................................ 37 Udbredelse af hvalrosser ................................................................................................. 37 Bestemmelse af antallet af hvalrosser ............................................................................. 38 Forandringer i hvalrossernes antal.................................................................................38 Diskussion.......................................................................................................................38 Remmesæl (Erignathus barbatus)........................................................................................... 39 Udbredelse af remmesæler .............................................................................................. 39 Bestemmelse af antallet af remmesæler........................................................................... 39 Diskussion.......................................................................................................................40 Øvrige observationer...............................................................................................................40 Konklusion ....................................................................................................................................41 Referencer....................................................................................................................................... 42 Bilag 1 ............................................................................................................................................ 45 6 Eqikkaaneq Piffissami 15. marts - 6. april 1998-imi timmissanik miluumasunillu imarmiunik timmisartukkut kisitsinerit Kalaallit Nunaata Kitaani Qeqertarsuarmit Nuummut ingerlanneqarput sumiiffinni sineriak atuarlugu peqqissaarussamik aammalu Kalaallit Nunaata kitaata imartaa 80 km-t missaat tikillugu avammut peqqissaarussamik kisitsiffiulluni. Nuummit Paamiut tungaannut sineriak taamaatiinnarneqarpoq sila pissutaalluni timmisartorfiusinnaanngimmat. Timmisartornermi alaatsinaatsut marluk tamatigut peqataasarput taakkulu takusaat nalunaarsorneqartarput sumiiffik ungasissutsillu timmisartumi båndimut immiunneqartarlutik. Tamakku peqataannik ataatsip timmisartup aterpiaa videomik filmiliarisarpaa filmilu taanna ilaatigut alaatsinaatsitat arfernik aavernillu takunngitsuugaat qassiuinersut aalajangiinermi atorneqartarluni ilaatigullu sikoqarneranik peqqissaartumik nalunaarsuinermut. Alaatsinaatsitat ilippanassusiat aalajangiiffiusarpoq takusat timmisartup ingerlavianit qanoq ungasissuseqarnerisa agguataarnerat aallaavigalugu taannalu atorneqartarluni sumiiffiup kisitsiffiusup aalajangerneranut. Timmissat miluumasullu imarmiut eqimassusii aalajangiiffigineqartarput siumut aalajangeriikkamik sumiiffiit iluini; sumiiffikkuutaallu taakku annertussusiat aallaavigalugu tamakkiisumik amerlassutsit naatsorsorneqartarlutik. Timmissanut tunngatillugu pissutsit periutsinut tunngasut assigiinngitsut misissorneqaqqaarput siornatigut ukiumi timmisartukkut Kalaallit Nunaata Kitaani timmissanik imarmiunik kisitsinernik ingerlatsisoqarsimanngimmat. Pissutsit taakku ilagaat miternik kisitsinerni qutsinnerpaaffissaq, timmisartup qutsissusiata timmissanut nujutsitsinera qanoq atsiginersoq aammalu timmissat nujuttut taamalu alaatsinaatsitanit nalunaarsorneqariartinnatik qimaguttut qanoq amerlassuseqarnersut. Inernerit takutippaat timmisartup qutsissusia (250, 400 imal. 700 fod) timmissanut nujuttunut imatorsuaq pingaaruteqanngitsoq, taamaattoq timmissat nalunaarsorneqariartinnatik nujuttut amerlassusiini timmisartup qutsissusia apeqqutaasussaalluni, tassa takunniffiusumik ujarlerfiup isorartussusia ilimagineqartutut timmisartup appasinnerunera ilaarlugu annikilliartortarmat. 250 fod-mik qutsissusilimmi timmisartumik kisitsinerit amerlanernik takunniffiupput 400 fod-mit kisitsinerninngarnit taamaalillunilu pasinarsivoq timmissat ilarpaalussui 400 fod-imit takkuitsoorneqartartut. Inernertigut malunnarpoq tamanna anorlerpallaartumi malunnarnerusartoq. Taamaattoq pissutsini amerlanertigut paasissutissat amerlanerit katersorneqartariaqarput siunissami kisitsisarnerni atugassat. Mitit amerlanerpaat sinerissami takuneqarput 6.000-llu Nuup kangerluani takuneqarlutik. Avataani mitit kisinneqartut 10.000-it missaanniipput Nuullu kangerluani 6.000-it aammalu sinerissami 179.000-it ilanngukkaanni mitit tamakkiisumik amerlassusii 195.000-upput. Mitit siorakit (qingallit) Store Hellefiskebankemiinnerusarput 50.000-it takuneqarlutik. Sinerissami amerlassutsit naatsorsorneqanngillat tamaanimi mitit siorakit (qingallit) ikittuinnaat takuneqarmata. 7 Allerit taamaallaat sinerissami takuneqarput 18.000-nut missingerneqarlutik. Appat avataaniinerusoq takuneqarput eqimmattullu amerlanersaat Maniitsup Nuullu eqqaanni sikut katinngasut kujataanni aammalu nunamit 50 km-isut avasitsigisumi takuneqarlutik. Appat imaaniittut takuniartarnerini qaamaneq sunniuteqartarpoq aammalu qaamarngup tungaanut kisitsiniarneq ilanngunnagu, appat tamakkiisut naatsorsorneqartut 317.000upput. Serfat nunap iluani, avataani sikunilu katinngasuni naapitassaapput taamalu katillutik serfat 10.000-it missaanniillutik. Arfiviit katillugit 8 taakkunannga pingasut najugannaavisa kujataanni takuneqarput. Arfiviit naatsorsorneqartut suli appaseqaat (47 missaat) uumasoqatigiinnilu amerlassutsini allanngortoqarneranik malunnartoqarnani. Qilalukkat qaqortat eqimmattut annerpaat Kangaatsiap avataani Store Hellefiskebankep avannamut killingani takuneqarput. Aammattaaq qilalukkat qaqortarpaaluit Sisimiut Maniitsullu akornaniipput, Maniitsulli kujataani takusaqartoqarnani. Qilalukkat qaqortat katillugit 76-it takuneqarput ataatimoortullu agguaqatigiissillugit 2.7-usarlutik ataatsimoortukkuutaartuni. Sumiiffiup timmisartumit videokkut malittarinnera malillugu qilalukkat qaqortat affaasa missaat alaatsinaatsitanit takkuittoorneqarput tamannalu iluarsigaanni aammalu aqqaamasut amerlassusii ilanngullugit qilalukkat qaqortat ataatsimut katillugit 6.700-upput. Siusinnerusukkut kisitsinernut sanilliullugu qilalukkat qaqortat 1982-imilli ikileriarnerat 1998-imi inernerup uppernarsarpaa, kisianni 1994-imi, kingullermik kisitsinerit naammassineqarnerisa kingorna, ikiliartuinnavinnersut oqaatigineq ajornarpoq. Qilalukkat qernertat katillugit 26-it takuneqarput amerlanerit Qeqertarsuup Tunuata paavata kujasissuani. Amerlassutsit naatsorsorneranni qilalukkanut qaqortanut periuserineqartut atorneqarput inernerillu pasinarsisippaat qilalukkat qernertat katillutik 5.000-it missaanniittut martsip qaammataani sumiiffimmi tamaaniittut. Taamaattoq qilalukkat Qernertat Baffinip Kangerliumarnani tamani aammalu Davis Strædet'p ilaani siammarfeqarput aammalu tamakku nikerartumik amerlassuseqartut ilaat Kalaallit Nunaata Kitaaniillutik. Aarrit taamaallaat ikkannersuarni Sisimiut Kangaatsiallu akornanni takuneqartarput timmisartumillu takuneqarsinnaanerusarlutik sikumi qassimanerini. Taamaattoq sikumi qassimasut seqinermit silallu qanoq issusianit sunnersimaneqartaqaat taamalu naatsorsornerini amerlassutsit uumasoqatigiit ilaannaralannguariinnarunarlugit. Ussuit aammattaaq sikumi takuneqarnerusarput aammalu timmiffigineqartoq tamakkingajallugu siammarsimallutik. Aavernit takusat assigalugit sikumiittut uumasoqatigiit ilaannaralannguariinnarunarpaat. Timmisartumik kisitsinertigut sumiiffimmi taannaasumi martsimi 1999-imi naammassineqartukkut inernerit matumani saqqummiunneqartut arlaqarnerusut nukittorsarneqarsinnaassapput. 8 Sammenfatning I perioden 15. marts til 6. april 1998 gennemførtes flytællinger af fugle og havpattedyr langs Vestgrønland fra Qeqertarsuaq til Nuuk i et område, som inkluderede en tæt dækning langs kysten og en systematisk dækning af havområdet ud til ca. 80 km vest for Grønland. Et område fra Nuuk ned til Paamiut måtte opgives at gennemflyve pga. problemer med vejret. Der deltog 2 observatører i alle flyvninger, og deres observationer registreredes sammen med position og afstand til dyrene på bånd i flyveren. Samtidig filmede en videobåndoptager området lige under flyveren, og denne film blev brugt dels til at bestemme, hvor mange hvaler og hvalrosser observatørerne overser, og dels til at give en detaljeret registrering af isforholdene. Observatørernes effektivitet blev bestemt ud fra fordelingen af observationernes afstand fra flysporet, og dette anvendes til at bestemme det areal, som optællingen har dækket. Tætheden af fugle og havpattedyr blev bestemt indenfor forud fastlagte strata, og ud fra arealet af disse blev det samlede antal beregnet. Variationen i antallet blev bestemt ud fra variationen mellem de enkelte transektlinjer som indgår i optællingen. For fuglenes vedkommende var der forskellige metodiske forhold, som skulle undersøges, eftersom flybaserede vinteroptællinger af havfugle ikke tidligere har været forsøgt i Vestgrønland. Blandt disse forhold var den optimale højde for optælling af ederfugle, flyvehøjdens effekt på andelen af fugle som skræmmes, og andelen af fugle som skræmmes og forlader transekten, inden de kan registreres af observatøren. Resultaterne viste, at flyhøjden (250, 400 el. 700 fod) generelt ikke havde nogen betydning for andelen af skræmte fugle, men andelen som når at forlade transekten inden registrering vil dog afhænge af flyhøjden, idet den effektive søgebredde, som forventet, viste sig faldende med lavere flyhøjde. Flytællinger i 250 fod gav højere bestandstal end tilsvarende tællinger i 400 fod og antyder således, at en del fugle overses i 400 fod. Resultaterne indikerer, at dette er særlig udtalt ved suboptimale vejrforhold (for megen vind). For de fleste af disse forhold bør der dog indsamles flere data til brug for fremtidige tællinger. De fleste ederfugle blev observeret langs kysten, og et antal på 6.000 observeredes i Nuukfjorden. Det beregnede antal udenskærs ederfugle var ca. 10.000, og sammenlagt med de 6.000 i Nuuk fjorden og ca. 179.000 langs kysten var det samlede antal 195.000 ederfugle. Kongeederfuglene opholdt sig fortrinsvis på Store Hellefiskebanke, hvor et antal på ca. 50.000 blev bestemt. Der er ikke lavet nogen beregning for antallet langs kysten, eftersom kun relativt få kongeederfugle observeredes i dette område. Havlit forekom kun langs kysten, og det beregnede antal er ca. 18.000 fugle. Polarlomvie blev næsten udelukkende observeret i udenskærs områder, og de største koncentrationer sås syd for pakisen i området mellem Maniitsoq og Nuuk og ud til 50 km fra 9 land. Lysforholdene påvirkede mulighederne for at se lomvierne på vandet, og udelukkes tællinger i kraftigt modlys, lå det samlede beregnede antal lomvier på 317.000 fugle. Tejst forekom både indenskærs, udenskærs og i pakisen, og der var omkring 10.000 tejster i alt. Der blev set i alt 8 grønlandshvaler heraf 3 syd for deres tidligere kerneområde. Det beregnede antal grønlandshvaler var dog stadig meget lavt (ca. 47 dyr), og der er ingen tegn på forandring i bestandens størrelse. De største koncentrationer af hvidhvaler sås ud for Kangaatsiaq på den nordlige kant af Store Hellefiskebanke. Der var også en del hvidhvaler mellem Sisimiut og Maniitsoq, men der var ingen observationer syd for Maniitsoq. I alt observeredes 76 flokke af hvidhvaler, og den gennemsnitlige gruppestørrelse var 2,7 hvidhvaler pr. gruppe. Ifølge videoovervågningen af området under flyet blev omkring halvdelen af hvidhvalerne overset af observatørerne, og korrigerer man for dette og for antallet som er neddykkede, er det samlede antal hvidhvaler 6.700. Sammenlignet med tidligere tællinger bekræfter resultatet fra 1998 at antallet af hvidhvaler er gået tilbage siden 1982, men det er ikke muligt at afgøre, om tilbagegangen er fortsat efter 1994, hvor den seneste tælling er blevet gennemført. I alt 26 flokke af narhvaler blev observeret og de fleste i den sydlige del af mundingen af Disko Bugten. Til beregning af antallet blev benyttet samme fremgangsmåde som for hvidhvaler, og resultatet tyder på, at ca. 5.000 narhvaler er i dette område i marts måned. Narhvalerne er dog udbredt over hele Baffin Bugten og en del af Davis Strædet, og antallet i Vestgrønland repræsenterer en lille og formentlig varierende del af hele bestanden. Hvalrosser blev kun set på bankerne mellem Sisimiut og Kangaatsiaq, og fra fly observeres de fortrinsvis, når de ligger på isen. Antallet på isen er imidlertid meget påvirket solog vindforhold, og de beregnede antal formodes kun at udgøre en lille del af den samlede bestand. Remmesæler blev også fortrinsvis set på is, og de var spredt ud over det meste af det gennemfløjne område. Ligesom for hvalrosser formodes antallet på is kun at udgøre en lille del af hele bestanden. Med gennemførelse af flytællinger i samme område i marts 1999 forventes det, at flere af de her fremlagte resultater vil kunne styrkes. 16 Observationsrater (n/L) varierede ligeledes mellem de 2 dage og højder. Med dobbelt så mange observationer på en mindre transektbredde den 3. april i 250 fods højde gav denne højde også den højeste tæthed (D) af ederfugle (tabel 1). På forhånd var det forventet at finde den største observationsrate i 400 fod (som tilfældet var for den 30. marts), idet den effektive søgebredde var størst i denne højde. At det modsatte gjorde sig gældende den 3. april kan skyldes, at vejrbetingelserne generelt var dårligere denne dag (seastate: 2 - 4) end tilfældet var den 30. marts (seastate: 0 - 2). Suboptimale vejrforhold må forventes at have en forholdsvis større effekt på observations mulighederne i 400 fod end i 250 fod. Tabel 1. Test af anvendelighed af 3 flyhøjder på optællinger af ederfugle (begge arter). Den effektive søgebredde (ESW) er beregnet på alle observationer fra de 2 højder den 30. marts og 3. april (250 fod: n = 67, 400 fod: n = 98, se figur 6a). Fuglenes reaktion ved forskellige flyhøjder Under tællingerne blev det noteret, om fuglene var ”flyvende”, ”på vandet”, ”dykkende” eller ”lettende”, når fuglene var vinkelret på flyveren. Formålet var at afklare, hvorvidt der var forskel mellem de 3 højder med hensyn til andelen af flokke, hvortil afstanden kunne bestemmes. Til dette formål er kategorierne ”på vandet”, ”dykkende” og ”lettende” slået sammen under betegnelsen ”vand”, idet det ved disse ’cues’ var muligt at bestemme vinklen og dermed afstanden til den pågældende observation, mens dette ikke var muligt for ”flyvende” flokke. Vi ønskede desuden at undersøge, om der var forskel i andelen af flokke som reagerede på flyveren, på den ene eller på den anden måde, i de 3 højder. Til brug for dette er kategorierne ”flyvende”, ”dykkende” og ”lettende” slået sammen under betegnelsen ”reaktion”, idet disse ’cues’ alle kan tænkes at være en reaktion på flyveren, hvorimod manglende reaktion er repræsenteret ved fugle, der blev liggende ”på vandet” (tabel 2). For begge arter af ederfugl var lidt over halvdelen af samtlige flokke i luften i registreringsøjeblikket, men for hverken alm. ederfugl eller kongeederfugl var der nogen signifikant forskel mellem andelen af ”flyvende” flokke og flokke i kategorien ”vand” for de 3 højder (χ22 = 3,3 og 1,2; p = n.s.). For havlit var en endnu større andel i luften i registreringsøjeblikket, mellem 62% og 86%, men heller ikke her kan flyhøjden tilskrives nogen afgørende betydning for andelens størrelse (χ22 = 4,5; p = n.s.). Ej heller hvis samtlige observationer af alm. ederfugl, kongeederfugl og havlit slås sammen kan der spores nogen signifikant effekt af flyhøjden på forholdet mellem ”flyvende” flokke og flokke indenfor kategorien ”vand” (χ22 = 3,9; p = n.s.). Tilsvarende test er foretaget vedrørende forholdet mellem ”reaktion” og manglende reaktion (kategorien ”på vandet”) hos fuglene, men heller ikke her var nogen signifikant Højde Dato Antal Indsats naESWbcv(ESW)n/Lcv(n/L)pccv(p)Dcv(D) Tæthedsfunktion (fod) transekter (L, km) (m) 400 30-3-98 10 243 63 224 0,10 0,26 0,35 33,6 0,39 19,4 0,53 Uniform 250 30-3-98 10 252 38 135 0,07 0,15 0,41 4,4 0,40 2,5 0,58 Uniform 400 3-4-98 6 142 52 224 0,10 0,37 0,39 8,8 0,20 7,2 0,45 Uniform 250 3-4-98 6 140 110 135 0,07 0,79 0,19 19,2 0,53 55,9 0,57 Uniform a n = antal af observationer der indgår i n/l beregning. b ESW udelukkende beregnet på ikke-flyvende flokke - af disse er de yderste 10% (længst væk fra flyveren) defineret som ekstreme observationer og forudgående ekskluderet (10% højre trunkering). c p = observeret flokstørrelse ved 10% højre trunkering. Antal obs. (n) er hhv. 18, 5, 44 og 45. 17 forskel mellem de 3 flyhøjder, hverken på artsniveau (χ22 = 0,7; 1,0 og 5,3; p = n.s.) eller på gruppeniveau (de 3 arter slået sammen: χ22 = 0,8; p = n.s.) Tabel 2. Test af fuglenes reaktion (’cues’) på flyveren ved 3 forskellige flyhøjder Lomvie og tejst reagerede markant anderledes end andefuglene. En langt større andel blev liggende på vandet eller dykkede som reaktion på flyveren, særligt udtalt hos lomvien. En stor del af lomvierne dykkede umiddelbart efter at være blevet passeret af flyveren, og disse er således lidt misvisende registreret som ”på vandet”. Observationer af lomvier i 250 og 400 fod er få og giver ikke grundlag for en sammenligning med 700 fod. For tejstens vedkommende, som den eneste art, var der en signifikant mindre andel af ”flyvende” fugle i 700 fod sammenlignet med 250 og 400 fod (χ22 = 27,5; p < 0,01). Andelen af tejster, der reagerede på flyveren (”på vandet” vs. ”reaktion”), var således også signifikant mindre i 700 fod sammenlignet med de lavere flyhøjder (χ22 = 14,3; p < 0,01). Det er dog uvist, om denne mindre grad af reaktion kan tilskrives flyhøjden eller blot er udtryk for, at tejsten udenskærs har en anden adfærd end i de kystnære områder. Med undtagelse af tejsten må det konkluderes, at flyhøjden generelt havde ingen eller ringe effekt på fuglenes reaktion i forhold til flyveren og således heller ikke for den andel af observationer, hvortil afstanden kunne bestemmes. Det er tilsyneladende ikke muligt at mindske den forstyrrende effekt ved at flyve i 700 fod fremfor en lavere højde. Med henblik på at afgøre, hvor stor en andel af ederfuglene der evt. forlod transekten forud for optællingen, registrerede piloten (når dette var muligt) i hvilken afstand forskellige flokke af ederfugle lettede, deres afstand til flyveren når de var vinkelret ud for denne, samt hvilken flugtretning de havde i forhold til flyveren. Flokstørrelserne varierede fra 4 til 2.500 ederfugle (median: 225), og disse lettede i en afstand fra 50 til 1.500 meter (median: 500 m) fra flyveren. Man vil kunne forvente bias i sådanne data, idet små flokke der letter i stor afstand formodentlig oftere overses end store flokke, der letter i samme afstand. Resultaterne indikerer imidlertid ikke en sådan bias i data. Der var en jævn aftagende fordeling af pilotens observationer i stigende afstand fra flyet og ingen signifikant sammenhæng mellem Art Højde (fod) N (obs) Flyvende (%) På vandet (%) Dykker (%) Letter (%) Vanda (%) Reaktionb Alm. ederfugl 250 279 58 35 2 5 42 65 400 148 64 32 2 2 36 68 700 170 54 36 5 5 46 64 Kongeederfugl 250 57 60 30 0 10 40 70 400 55 51 40 2 7 49 60 700 84 51 33 1 14 49 66 Havlit 250 83 77 17 4 2 23 83 400 45 62 31 2 4 38 68 700 14 86 7 0 7 14 93 Lomvie 250 12 0 92 8 0 100 8 400 19 32 63 0 5 68 37 700 541 5 91 4 1 95 10 Tejst 250 31 52 42 6 0 48 58 400 45 47 44 9 0 53 56 700 96 13 72 15 1 88 29 a Sum af kolonnerne ”på vandet”, ”dykker” og ”letter” b Sum af kolonnerne ”flyvende”, ”dykker” og ”letter” 18 flokstørrelse og letteafstand (r = 0,19; p = n.s, n = 96.). Dette sandsynliggør, at den manglende korrelation mellem flokstørrelse og letteafstand er reel. Andelen af ederfugleflokke, som forlader transekten forud for overflyvning, vil afhænge af den effektive søgebredde (ESW). Med eksempelvis en ESW 308 m (alm. ederfugle i 700 fod) fandt vi, at 54% af de flokke, som blev sporet af piloten (n = 28 flokke af ederfugle, begge arter), forlod transekten inden overflyvning. Som indikeret bygger denne andel på et spinkelt grundlag, og i de følgende beregninger er der derfor ikke korrigeret for andelen af ederfugle der forlader transekten. Ikke desto mindre indikerer resultatet, at en betragtelig del af de flyvende fugle når at forlade transekten, og at der bør korrigeres for denne andel ved beregning af et bestandsestimat. Ideelt set må der indsamles data i et sådan kvantum, at mindst én korrektionsfaktor kan beregnes for hver art. I tilfælde af korrektion forudsættes det, at de flyvende flokke oprindeligt, da de stadig lå på vandet, havde samme fordeling i forhold til transektlinjen, som dem der observeres på vandet. Dette vil være tilfældet, hvis letteafstanden ikke er afhængig af flokstørrelsen. Den fundne andel på 54% må anses som et minimumstal, idet det må antages, at enkelte flokke letter på så stor afstand, at registrering ikke er mulig. Ederfuglenes flugtretning i forhold til flyveren var meget ensartet. Langt hovedparten af de opskræmte flokke fulgte en retning vinkelret væk fra flyveren. Piloten observerede således, at 82% af flokkene (n = 72) fulgte en flugtretning vinkelret til venstre eller til højre i forhold til flyveren. Dette svarer godt overens med bagsæde-observatørernes iagttagelser, idet de registrerede at 83% (n = 234) og 88% (n = 112) af flokkene fløj vinkelret hhv. til venstre og til højre væk fra flyveren. Næst hyppigst forekom flugtretningen ”fremad parallelt med flyveren”, med henholdsvis 8%, 11% og 7% af observationerne. Sidstnævnte flokke drejede oftest af til venstre eller højre, som reaktion på at flyveren nærmede sig, og fulgte derpå en flugtretning vinkelret på flyveren. Diskussion Resultaterne synes at fastslå, at flyhøjden ikke spiller nogen væsentlig rolle for andelen af flyvende (opskræmte) fugle, tejsten dog måske undtaget. Det er dog vanskeligt præcist at bestemme, hvilken flyhøjde som er den optimale ved optælling af ederfugle, idet flere forhold såsom vejr, område og observatører påvirker resultatet. Tendensen i resultaterne fra 1998 tyder dog på, at 250 fod er den bedste flyvehøjde til optælling af ederfugle, idet der tilsyneladende overses en del fugle i 400 fod, når vejrbetingelserne ikke er fuldt ud optimale. Når der som her er tale om et meget stort undersøgelsesområde, er det ikke sandsynligt, at samtlige tællinger kan gennemføres under de mest optimale vejrforhold, og 250 fod må derfor være at anbefale. Der er imidlertid også fordele forbundet med optællinger i 400 fod. Det sikrer en større dækningsgrad, giver observatørerne mere observationstid og den større søgebredde bevirker, at en mindre andel af de flyvende flokke når at forlade transekten, inden disse kan registreres. En flyvehøjde på 400 fod kan angiveligt vælges med fordel til undersøgelser af mindre områder, hvor det er muligt at sikre, at samtlige tællinger gennemføres under optimale vejrbetingelser. Det må dog anbefales, at der gennemføres yderligere test af de 2 højder som kan bekræfte, hvorvidt tendenserne i dette års resultater afspejler de reelle forhold. 19 Til sporing af fuglenes flugt fra flysporet bør der ligeledes indsamles flere data, før en korrektionsfaktor kan anvendes. Dette bør ske løbende eller ved at lave specielle flyvninger, som skal ’måle’ andelen af fugle der forlader transekten, før observatørerne registrerer dem. Almindelig ederfugl (Somateria mollissima) Almindelig ederfugl af racen borealis yngler spredt i hele Grønland (Boertmann, 1994). Der foreligger ikke nogen samlet bestandsopgørelse over antallet af ynglefugle i Grønland, men ynglebestanden er senest skønnet til 10.000 - 100.000 ynglepar (Boertmann et al., 1996). I de få yngleområder, hvorfra der foreligger gentagne bestandsopgørelser, viser resultaterne, at ynglebestanden er reduceret drastisk (Frich et al., 1998). Hele den vestgrønlandske ynglebestand af alm. ederfugl menes at fælde og overvintre i Vestgrønlands åbentvandsområde. De nordligste bestande menes at overvintre i den nordlige del af åbentvandsområdet, mens størsteparten af fuglene omkring Nuuk menes at stamme fra ynglekolonier i Vestgrønland syd for Disko Bugten (Salomonsen, 1967). Puljen af overvintrende alm. ederfugle ved Sydvestgrønland suppleres desuden af fugle fra canadiske yngleområder, men det er endnu uklart, hvor stort dette influx er (Boertmann et al., 1996). Fra primo april begynder de yngledygtige fugle at trække tilbage mod yngleområderne. En del ikke-ynglende fugle kan opholde sig i Vestgrønland hele sommeren (Salomonsen, 1967). Grønlands Hjemmestyre indførte den 1. januar 1993 et nyt landsdækkende fangstregistreringssystem (Piniarneq), som skulle gøre det muligt at følge udviklingen i jagten af bl.a. havfugle mere systematisk (Piniarneq, 1993). De seneste offentliggjorte statistikker fra Piniarneq viser, at der skydes i størrelsesordenen 68.000 - 82.000 (1993 - 95) alm. ederfugle på landsplan om året (Piniarneq, 1998). Af disse fugle er omkring 80% skudt i Vestgrønlands åbentvandsområde (Frich, 1997a), svarende til et sted mellem 54.000 og 66.000 alm. ederfugle. I dag er vinterbestanden af alm. ederfugl i Vestgrønlands åbentvandsområde stort set ukendt, idet der kun eksisterer en undersøgelse fra vinteren 1988 - 89, hvor det blev forsøgt at kvantificere bestanden i dele af åbentvandsområdet (Durinck & Falk, 1996). Indenfor et 1.500 km2 stort område vest for Nuuk blev der i februar måned estimeret en bestand på 12.000 alm. ederfugle. Udbredelse af alm. ederfugl I alt 483 observationer og et antal på 14.380 alm. ederfugle (herefter kaldet ederfugle) blev set under flytællingerne i 1998. Til forskel fra kongeederfuglen var ederfuglen hovedsageligt udbredt kystnært (figur 4). Omkring 25% af fuglene (3.609) fordelt over 31% af observationerne (149) blev set på udenskærs transekter med de mest vestligste observationer ca. 60 km fra kysten. De resterende ederfugle (75%) var udbredt kystnært med store koncentrationer umiddelbart nord for Sisimiut og syd herfor på strækningen mellem 66° 30’ N og 65° 30’ N, herunder særligt de lavvandede områder ved Lille Hellefiskebanke (figur 4). Tilsvarende kerneområder blev registreret ved flytællinger i 1981 og 82 (Mosbech & Johnson, in press). En stor koncentration af ederfugle blev desuden registreret og optalt direkte i fjordsystemet ved Nuuk, i alt 5.709 ederfugle fordelt over 51 observationer svarende til 40% af samtlige re- 20 gistrerede fugle. Grundet tåge blev kun den nordvestlige del af fjordsystemet gennemfløjet (figur 4). Ederfuglene holder sig primært på de lavvandede områder (< 50 m) og ofte i områder med større sammenhængende arealer med åbent vand (figur 5). Enkelte flokke er også observeret i tæt pakis selvom det hører til sjældenhederne. Bestemmelse af antallet af alm. ederfugle På grund af den næsten kontinuerte udbredelse af ederfugle langs kysten, er dette område behandlet som et strata, som er dækket med flyvninger i både 250 og 400 fods højde. De 2 højder gav en effektiv søgebredde på hhv. 134 og 187 m (figur 6b). Det beregnede antal ederfugle for de 2 højder er ikke statistisk forskellige, men tallet fra 250 fod er ca. 240% højere end tallet fra 400 fod (tabel 3), hvilket først og fremmest skyldes forskelle i flokstørrelse og tæthed mellem de 2 højder. Resultatet er i overensstemmelse med højdetesten, som viser at 250 fod giver det højeste bestandsestimat. Antallet på 178.367 ederfugle bestemt ud fra 250 fods tællingerne fremkommer ved at anvende den observerede flokstørrelse, som er markant større end den korrigerede flokstørrelse (tabel 3). Meget lidt (p = 0,058 for regression af gruppestørrelse) afgør, at det ikke er den korrigerede flokstørrelse der skal bruges til beregning af bestandsestimatet, hvilket i stedet ville have resulteret i et antal på omkring 70.000 ederfugle. Ved ”strip census” beregning af det samme stratum langs kysten, med en stripbredde sat til hhv. 134 m og 187 m for 250 og 400 fod, blev antallet af ederfugle bestemt til hhv. 143.830 (95% KG: 73.010 - 283.260) og 52.662 (95% KG: 28.947 - 95.804). Antallet er i god overensstemmelse med ”line transect” beregningerne, og særligt ved 250 fod er konfidensgrænserne mindre (Tabel 3), et forhold der dels skyldes, at der ikke er nogen variation på stripbredden og dels at variationen på flokstørrelses bestemmelsen er væsentlig mindre. For det udenskærs optællingsområde er bestanden estimeret i 4 strata, hvor der er observeret ederfugle i 700 fods højde med en effektiv søgebredde på 308 m (figur 4 og 6a). Observationer fra de østlige områder, der overlapper med det kystnære optællingsområde, er forudgående trukket fra. Omkring 10.000 ederfugle opholdt sig udenskærs i marts - april 1998 (tabel 3). Dertil kommer et total tal for Nuuk fjorden på 5.709 ederfugle, hvilket sammen med ”line transect” estimatet for 250 fod giver et bestandstal på 194.269 ederfugle (95% KG: 77.291 - 488.286) mellem Nuuk og Disko i marts - april 1988. Diskussion Alm. ederfugl er en af de arter, for hvilken det kan forventes at opnå et estimat for vinterbestanden i Vestgrønland, idet dette års tællinger viser, at størstedelen af vinterbestanden (80 - 95%) af ederfuglene kan optælles ved gennemflyvning af de kystnære transekter. Kombineres disse med tællinger i udvalgte fjordsystemer samt udenskærs transekter på enkelte lokaliteter (f.eks. over Lille Hellefiskebanke), opnås en næsten komplet dækning. I 1998 tillod vejret dog ingen tællinger syd for Nuuk, og dette problem kan meget vel blive den største hindring for at nå et samlet bestandsestimat for hele kysten fra Disko Bugt til Kap Farvel. 21 Tabel 3. Antallet af havfugle på kystnære og udenskærs strata i Vestgrønland marts - april 1998 beregnet ud fra ”line transect” (L) eller ”strip census” (S) metodik. Tallet i parentes angiver variationskoefficienten beregnet som ”standard error” i forhold til gennemsnittet. Art Metodik Stratum Højde (fod) Areal (A, km2) ESW c (m) Indsats (L, km) Grupper af fugle (n) Observationsrate (n/L) Observeret flok størrelse Korrigeret flok størrelse (p) Bestands størrelse (N) Konfidens grænser (95%) Alm. ederfugl L Kyst 250 8.353 134(0,07) 514 159 0,310(0,24) 18,5(0,48) d 7,1(0,31) 178.367 66.052 – 481.666 Alm. ederfugl S Kyst 250 8.353 134(Strip) 514 119 0,232(0,25) 19,9(0,24) d 143.830 73.010 – 283.260 Alm. ederfugl L Kyst 400 8.353 187(0,21) 570 130 0,230(0,22) 10,2(0,20) d 9,0(0,25) 51.956 26.024 – 103.728 Alm. ederfugl S Kyst 400 8.353 187(Strip) 570 81 0,142(0,22) 16,6(0,21) d 52.662 28.947 – 95.804 Alm. ederfugl Nuuk Fjord 250 totaltælling 51 112,0(0,16) d 5.709 4.185 - 7.787 Alm. ederfugl L Stratum 3 700 5.708 308(0,12) 1.030 18 0,017(0,39) 13,1(0,30) 8,2(0,21) d 1.328 564 – 3128 Alm. ederfugl L Stratum 4 700 4.943 308(0,12) 464 3 0,006(0,71) 13,1(0,30) 8,2(0,21) d 425 115 – 1.574 Alm. ederfugl L Stratum 6 700 6.495 308(0,12) 706 33 0,047(0,59) 13,1(0,30) 8,2(0,21) d 4.041 1.286 – 12.697 Alm. ederfugl L Stratum 7 700 9.712 308(0,12) 529 18 0,034(0,79) 13,1(0,30) 8,2(0,21) d 4.399 1.070 – 18.087 Alm. ederfugl Alle omr.a35.211 3.243 282 194.269 77.291 - 488.286 Kongeederfugl L Stratum 3 700 6.795 679(0,12) 1.256 82 0,065(0,27) 273(0,27) 145(0,33) d 47.368 20.663 – 108.586 Kongeederfugl S Stratum 3 700 6.795 679(Strip) 1.256 65 0,052(0,26) 273(0,18) d 70.601 37.480 – 132.990 Havlit S Kyst - S 250 8.353 134(Strip) 514 49 0,095(0,57) 6,0(0,23) d 17.828 5.571 – 57.046 Havlit S Kyst - S 400 8.353 187(Strip) 570 31 0,054(0,24) 7,3(0,31) d 8.973 4.215 – 19.101 Lomvie L Stratum 3 700 6.795 240(0,09) 1256 14 0,011(0,66) 45,7(0,67) 5,1(0,46) d 805 200 – 3237 Lomvie L Stratum 6 b 700 7.239 240(0,09) 395 25 0,063(0,61) 8,8(0,20) d 7,5(0,32) 8.400 2.631 – 26.819 Lomvie L Stratum 7 b 700 10.602 240(0,09) 276,5 374 1,353(0,40) 10,3(0,09) d 10,8(0,10) 307.723 139.716 – 677.756 Lomvie Stratum 3,6,7 700 24.636 1927,5 413 316.928 146.890 - 683.801 Tejst L Stratum 2 700 8.664 263(0,10) 1.046 5 0,005(0,47) 7,5(0,15) d 7,1(0,14) 591 233 – 1.499 Tejst L Stratum 3 700 6.795 263(0,10) 1.256 55 0,004(0,35) 7,5(0,15) d 7,1(0,14) 4.243 2.016 – 8.928 Tejst L Stratum 4 700 5.185 263(0,10) 529 3 0,006(0,47) 7,5(0,15) d 7,1(0,14) 419 165 – 1.064 Tejst L Stratum 5 700 3.522 263(0,10) 441 11 0,023(0,46) 7,5(0,15) d 7,1(0,14) 1.253 501 – 3.131 Tejst L Stratum 6 700 7.239 263(0,10) 790 21 0,027(0,57) 7,5(0,15) d 7,1(0,14) 2.744 929 – 8.107 Tejst Stratum 2-6 700 31.405 4.062 95 9.248 5.554 – 15.406 a Kyst 250 fod (L) + Stratum 3, 4, 6 og 7 b Kun observationer fra den ene side af flyet indgår i beregninger. c ESW udelukkende beregnet på ikke-flyvende flokke - af disse er de yderste 10% (længst væk fra flyveren) defineret som ekstreme observationer og forudgående ekskluderet. d Flokstørrelse som indgår i beregning af bestandsestimat. Ved ’line transect’ metodik er den korrigerede flokstørrelse anvendt når der forekom en signifikant regression mellem log. til flokstørrelsen og sandsynligheden for en observation. 22 Der bør generelt arbejdes på at minimere usikkerheden på bestandsestimatet ved at intensivere indsatsen på zig-zag transekterne og kun at anvende trænede observatører. Det bør løbende bestemmes, hvor stor en andel af fuglene, som skræmmes af flyveren og forlader transekten, inden de bliver registreret. Endelig bør det overvejes at foretage bestandsberegninger på stratificerede flokstørrelser for at reducere variationen. Optælling af ederfugle i udenskærs områder foregik i 700 fod som del af tællingerne af havpattedyr, hvor flyhøjden er fastlagt. Identificering af ederfugl i 700 fod kan gennemføres, men er følsom overfor observatører og vejrforhold. Det er uvist, om tal fra 700 fod er direkte sammenlignelige med de andre højder, men den gennemførte sammenligning af 250 og 400 fod indikerer, at tællinger i 400 fod resulterer i et underestimat, og det må formodes, at tællinger i 700 fod ligeledes resulterer i et underestimat. Kongeederfugl (Somateria spectabilis) I Grønland yngler kongeederfugl kun i Nordog Nordøstgrønland (Boertmann, 1994). Ynglebestandens størrelse er stort set ukendt (Salomonsen, 1967). Kongeederfuglen foretager et særligt fældningstræk umiddelbart efter yngletiden. Det er særligt til områder i det sydlige Upernavik og Disko Bugt, at der i juli og august ankommer hanner og ikke-kønsmodne fugle for at fælde (Salomonsen, 1967, 1968). Cirka én måned senere ankommer også hunner til området for at fælde, og et mindre antal ungfugle er til stede fra midten af september (Frimer, 1994). I løbet af oktober har alle fugle genvundet flyveevnen og bevæger sig længere sydpå til vinteropholdsområderne. Det er uvist, hvorvidt det foregår som et egentligt sydgående træk, eller om kongeederfuglene blot bliver trængt sydpå i takt med tiltagende islæg i de nordlige områder (Frich, 1997b). En betydelig del af de kongeederfugle, som fælder og overvintrer ved Vestgrønland, stammer fra canadiske ynglebestande, mens den nordgrønlandske bestand menes at udgøre en mindre andel (Salomonsen, 1968). Forårstrækket mod ynglekolonierne begynder primo april, men en del ikke-ynglende fugle forbliver i Vestgrønland hele sommeren. Kerneområderne for åbentvandsområdets vinterbestand af kongeederfugle er kendt fra flytællinger i 1981, 1982, 1990, 1991 og 1993 gennemført i perioden marts - april måned (Mosbech & Johnson, in press). På baggrund af disse flytællinger er det groft estimeret, at gennemsnitlig 280.000 kongeederfugle årligt overvintrer på bankerne ud for Sydvestgrønland med de største koncentrationer på Store Hellefiskebanke, Lille Hellefiskebanke og Fyllas Banke (Mosbech & Johnson, in press). I følge fangstregistreringen, Piniarneq, udgør andelen af kongeederfugle kun en lille del af den samlede ederfuglejagt i Grønland. I årene 1993 - 96 er der indrapporteret mellem 4.018 og 5.535 nedlagte kongeederfugle på landsplan svarende til ca. 6 - 7% af den samlede ederfuglejagt (Piniarneq, 1998). Undersøgelser af artsfordelingen blandt ederfugle udbudt til salg på brættet i Nuuk gennem vinteren 1995/96 tyder imidlertid på, at andelen af kongeederfugle reelt er meget større. Set over hele undersøgelsesperioden, fra 1. oktober til 31. maj, udgjorde kongeederfugle her 32% af fuglene på brættet (Frich, 1997b). 23 Udbredelse af kongeederfugl Der blev i alt registreret 11.616 ederfugle identificeret som kongeederfugle fordelt over 118 observationer. Flest fugle blev set på udenskærs transekter, særligt stratum nr. 3 (Store Hellefiskebanke), i alt 9.985 fugle (86%) fordelt over 42 (36%) observationer. De resterende 1.631 kongeederfugle (14%) var fordelt på 76 observationer (64%) langs de kystnære zig-zag transekter med de største koncentrationer over Lille Hellefiskebanke og det kystnære område øst for denne (figur 7). Dertil kommer et antal observationer (119) af uidentificerede ederfugle, i alt 1.488 fugle, med en ukendt andel af kongeederfugle og alm. ederfugle. De fleste af disse observationer (90%) blev registreret på en og samme dag (22. marts) i den sydlige del af stratum nr. 6. Ud fra flokstørrelse, udbredelse og adfærd må det efterfølgende konkluderes, at nogle af disse observationer sandsynligvis har været lomvier. En sammenligning af observatører i højre og venstre side af flyet bekræfter dette forhold Der var ingen forekomst af kongeederfugl over den sydlige del af Store Hellefiskebanke samt over nordlige del af Fyllas Banke i 1998. Den sydlige del af Fyllas Banke blev ikke dækket i 1998. Kongeederfuglene befandt sig fortrinsvis på bankerne over vand med mindre end 50 m dybde, herunder særligt den nordlige del af Store Hellefiskebanke samt Lille Hellefiskebanke. Tilsyneladende havde isen ikke direkte nogen indflydelse på kongeederfuglenes opholdssteder, eftersom de ofte blev set i meget tæt pakis (figur 8). Bestemmelse af antallet af kongeederfugle I stratum 3, som dækker den nordlige del af Store Hellefiskebanke, blev antallet af kongeederfugle bestemt til 47.368 (95% KG: 20.663 - 108.586, tabel 3 side 22) med en effektiv søgebredde (ESW) på 679 m (figur 6b). Eftersom langt størsteparten af kongeederfuglene blev observeret indenfor de udenskærs strata, er der ikke foretaget bestandsberegninger for de kystnære områder alene. Som tilfældet var for ederfugle i 250 fod, er der for kongeederfugl en markant forskel på den observerede flokstørrelse og den korrigerede flokstørrelse. Der var i dette tilfælde en signifikant sammenhæng mellem flokstørrelse og observationsafstand, og den korrigerede flokstørrelse er således anvendt ved beregning af N. Til sammenligning er der foretaget ”strip census” beregning på samme område, hvilket resulterer i et antal på 70.601 (95% KG: 37.480 - 132.990) kongeederfugle. Stripbredden er som tidligere sat til ESW-værdien for den tilsvarende ”line transect” beregning (her 679 m). Det er antaget, at de flyvende flokke oprindeligt fordelte sig med samme afstand fra flysporet som observationerne på vandet, og de flyvende flokke er inkluderet i beregningen i samme forhold. Diskussion Den her skitserede fordeling af kongeederfuglene ved Vestgrønland 1998 (marts/april) ligner det mønster, der er fundet ved tidligere flytællinger. Bortset fra få og spredte observationer i kystnære områder og et lille koncentreret bælte ved Lille Hellefiskebanke var kongeederfugl hovedsageligt udbredt over den nordlige del af Store Hellefiskebanke. Der ophol- 24 der sig formentlig en del kongeederfugle på den sydlige del af Fyllas Banke om vinteren, og for fremtidige tællinger vil det være nødvendigt også at dække dette område for at få et samlet tal for antallet af kongeederfugle i hele Vestgrønland. Tidligere tællinger har vist, at der opholder sig omkring 13.000 kongeederfugle i dette område (Mosbech & Johnson, in press). En tilfredsstillende identificering af alm. ederfugl og kongeederfugl i 700 fod er mulig at gennemføre, men det betinger trænede observatører og forudsætter helst, at samme observatører gennemfører samtlige tællinger. Identifikation af ederfugle er ikke nær så påvirket af modlys og vejret i øvrigt, som det er tilfældet for lomvier, men suboptimale forhold kan let forårsage bias i data, således at registrering af store flyvende flokke overrepræsenteres i forhold til mindre flyvende flokke eller flokke på vandet. På grund af et sædvanligvis stort isdække over Store Hellefiskebanke er dette område dog ofte mindre følsom overfor vind, hvilket gør området til et af de bedst egnede til optælling i 700 fod. Sammenligner man bestands tallet for kongeederfugle med tidligere tællinger, ligger tallet i 1998 noget lavere end det kombinerede antal for 1981 - 82 på 199.987 for den nordlige del af Store Hellefiskebanke (Mosbech & Johnson, in press). Antallet på 199.987 er dog et gennemsnit af 3 estimater fra 3 forskellige tællinger (alle fra medio/ultimo marts) på hhv. 151.225 (CV: 0,44), 104.016 (CV: 0,36) og 344.720 (CV: 0,37) og indikerer således en meget stor variation dels fra år til år men også indenfor samme år. Flytællinger fra 1981 - 82 er gennemført som ”strip census” tællinger med fast bredde på 700 m, og de skal således sammenlignes med 1998-tallet på 70.601 kongeederfugle. Et igangværende satellitsporingsprojekt for kongeederfugl i Vestgrønland vil forhåbentlig i den nærmeste fremtid give oplysninger om kongeederfuglens bevægelser indenfor og mellem de forskellige kerneområder i overvintringsområdet. Havlit (Clangula hyemalis) Havlitten er almindelig ynglefugl i næsten hele Grønland, dog aftagende på nordkysten og de synes at mangle i de sydligste områder på vestkysten. Størrelsen af den grønlandske ynglebestand er ukendt. Havlitten er standog trækfugl. De fleste grønlandske ynglefugle overvintrer sandsynligvis i åbentvandsområdet, mens en mindre del overvintrer i Ammassalikog Scoresby Sund området. Genmeldinger af ringmærkede fugle vidner om, at dele af bestanden trækker til Vesteuropa og det nordlige Nordamerika. Islandske fugle gæster åbentvandsområdet og passerer i den forbindelse måske Indlandsisen (Boertmann, 1994). Vinterbestandens størrelse i åbentvandsområdet er ukendt. Ved skibstællingerne i 1988/89 var havlitten relativt fåtalligt repræsenteret, hyppigst nær Nanortalik og Nuuk (Durinck & Falk, 1996). Havlitten skydes i et vist omfang i åbentvandsområdet, men indgår ikke i fangstregistreringssystemet Piniarneq. 25 Udbredelse af havlit Havlit var relativt fåtalligt forekommende i undersøgelsesområdet med i alt 115 observationer og sammenlagt 770 fugle. Havlit forekom næsten udelukkende i kystnære områder, hvor udbredelsen strakte sig over det meste af undersøgelsesområdet med de største forekomster lidt nord for Maniitsoq (figur 9). Kun 12 observationer af flokke (i alt 131 fugle) blev set på de udenskærs transekter. Bestemmelse af antallet af havlitter Bestandsestimering er foretaget for det kystnære optællingsområde for de 2 flyhøjder (tabel 3 side 22). Der var ikke tilstrækkelig med observationer til at gennemføre en ”line transect” beregning. I stedet blev antallet beregnet som et ”strip census” med anvendelse af samme stripbredde som bestemt for alm. ederfugl. Antallet af havlitter var, som for ederfugl, størst i 250 fod, hvor det blev beregnet, at der var 17.828 havlitter langs kysten (95% KG: 5.571 - 57.046, tabel 3 side 22). Diskussion Som tilfældet var med alm. ederfugl indikerer tællingerne, at langt størstedelen af vinterbestanden af havlit kan optælles ved gennemflyvning af de kystnære transekter. Der må dog tages forbehold for, at der kan opholde sig store mængder af havlitter i området syd for Nuuk, og dette område bør inkluderes ved bestemmelse af det samlede antal i Vestgrønland. En større dækning vil kunne reducere noget af den store variation, der er fundet i antallet af havlitter. Polarlomvie (Uria lomvia) Polarlomvien er udbredt langs det meste af Vestgrønland, ved Thule og ved Scoresby Sund (Boertmann, 1994). Størrelsen af den grønlandske ynglebestand er godt kendt og følges løbende og status pr. 1998 antyder, at 360.000 par yngler i Grønland (GM & OC 1993). Ældre talangivelser for bestandsstørrelsen er usikre, men der er ingen tvivl om, at den grønlandske ynglebestand gennem de sidste 60 - 70 år er faldet drastisk. Bestandsnedgangen har været særlig stor i området fra Disko Bugt til den sydlige del af Upernavik kommune. I Uummannaq kommune er den tidligere så store lomviebestand helt forsvundet, og i det sydlige Upernavik og Disko Bugt er bestanden mindsket til under en tiendedel i forhold til tidligere. De største og de mest stabile lomviebestande findes i Qaanaaq kommune og i det nordlige Upernavik, og disse ynglelokaliteter rummer i dag langt den største del af Grønlands ynglebestand. Jagt er formentlig den væsentligste årsag til polarlomviens tilbagegang, og lokale forskelle i bestandsudviklingen tyder på, at det er sommerjagten i yngleområderne der har bidraget mest til denne udvikling (Kamp et al., 1994). Det er dog i vinterhalvåret i Sydvestgrønlands åbentvandsområde, at langt det største antal lomvier skydes. Åbentvandsområdet er vinterkvarter for en del af de grønlandske lomvier og ligeledes for mange norske, russiske og ca- 32 sion af log-transformerede gruppestørrelser mod detektionsfunktionen, hvor den forventede gruppestørrelse fås i det punkt (g(x) = 1), hvor sandsynligheden for en observation er kendt. Den gennemsnitlige gruppestørrelse beregnet ved denne metode er 2,7 hvaler pr. gruppe, hvilket er næsten identisk med den gruppestørrelse, der opnås ved beregning uden hensyntagen til afstanden (tabel 4). Tabel 4. Antallet af hvidhvaler ved Vestgrønland marts 1998 dels bestemt som et ”line transect” estimat af den samlede bestandsstørrelse korrigeret for fejl i flokstørrelse-angivelse og for neddykkede og oversete hvaler (g(0)), og dels bestemt som et ”indekstal”, der kan sammenlignes med tidligere optællinger (se Heide-Jørgensen et al., 1994; Heide-Jørgensen & Reeves, 1996). Tallet i parentes angiver variationskoefficienten beregnet som ”standard error” i forhold til gennemsnittet. Neddykkede hvaler som overses af observatørerne – g(0) Selvom det fra fly er muligt at observere hvidhvaler ned til 4 - 5 m under overfladen, så er der stadig et antal hvaler, som er neddykkede endnu dybere under flytællingerne. I øjeblikket er det kun muligt at bestemme, hvor mange hvaler der er neddykkede, ved at forsyne dem med trykmålere, der indsamler oplysninger om, hvor lang tid hvalerne befinder sig i forskellige dybder. Oplysningerne sendes via satellit til en station på jorden. Eftersom den tid, hvalerne er neddykkede, kan variere på forskellige årstider, skal oplysningerne helst indsamles samtidig med eller så tæt på flytællingerne som muligt. Desværre eksisterer der ikke nogen dykketider for hvidhvaler fra marts måned ved Vestgrønland. Der er data fra efteråret frem til november måned, og der er enkelte oplysninger fra narhvaler for vintermånederne (tabel 5). At dømme efter disse oplysninger tilbringer hvidhvalerne i gennemsnit mellem 30 og 50% af deres tid i de øverste 5 m af vandoverfladen. Sandsynligvis ligger tallet nærmere de 30% end de 50%, og det er i hvert fald ikke mere end 50% (Heide-Jørgensen et al., 1998). Indtil bedre data foreligger er det rimeligt at antage, at 35% (g(0) = 0,35) af hvalerne kan ses på vandoverfladen, og at denne parameter har en variationskoefficient på 25% (CV = 0,25). Korrigeret Bestands Observeret Indeks Stratum Areal Flyvning Indsats Grupper af Observations flokstørrelse floktal hvaler rate størrelse størrelse (A, km2)( L, km) (n)( n/L)( p)( N)w=700m 1 1247 1 138 3 0.0217 (0.58) 0.910 (0.09) 23 (0.59) 4.000 (0.52) 26 (0.71) 2 1 162 1 0.0062 (1.01) 5.000 (0.00) 239 (1.02) 5.000 (0.00) 191 (1.01) 2 2 884 14 0.0158 (0.49) 2.554 (0.19) 314 (0.54) 1.857 (0.24) 182 (0.54) Sum 2 8664 1046 15 0.0143 (0.46) 2.357 (0.22) 276 (0.52) 2.067 (0.22) 183 (0.51) 3 1 838 19 0.0227 (0.42) 4.381 (0.26) 604 (0.51) 3.526 (0.22) 371 (0.41) 3 2 418 22 0.0526 (0.76) 2.945 (0.16) 943 (0.78) 2.455 (0.13) 615 (0.80) Sum 3 6795 1256 40 0.0318 (0.45) 3.409 (0.14) 694 (0.48) 3.000 (0.14) 452 (0.48) 4 5185 1 529 0 - - 0 - 0 5 3522 1 441 8 0.0181 (0.42) 1.680 (0.24) 101 (0.49) 1.625 (0.20) 91 (0.48) 6 7239 1 790 10 0.0127 (0.68) 1.804 (0.35) 156 (0.77) 4.100 (0.30) 177 (0.74) 7 10602 1 553 0 - - 0 - 0 Total (1-7) 43254 4834 76 0.0176 (0.27) 2.718 (0.10) 1250 (0.31) 2.671 (0.11) 929 (0.30) Total korrigeret for g(0) =0.175 (SE=0.04): 6722 (95% konfidens grænser: 3562 – 12688) Konfidens grænser (95%) for indeks tal: 516-1674 33 Tabel 5. Hvidog narhvalers opholdstider i de øverste 5 m af vandsøjlen. Tiderne er målt over 6 timer og er angivet som procent af den samlede tid. Standard error angivet i parentes. Tabel 6. Flokke af hvidhvaler, narhvaler og hvalrosser registreret på videobåndene. + angiver at flokken er noteret af observatøren, - angiver at flokken ikke er noteret af observatøren Aflæsning af båndene fra videoovervågningen af området tæt på flyets spor viste, at 10 flokke af hvidhvaler og narhvaler og 2 hvalrosser var optaget på videobåndene (tabel 6). I eet tilfælde var dyret fejlagtigt angivet som hvalros, men det var tydeligvis en hvidhval. Fire flokke af hvidhvaler, heraf én på 17 hvaler, var blevet overset af observatørerne, og 3 var blevet observeret. Begge narhvaler blev set af observatørerne. I alt er der altså 5 flokke, der var overset eller bestemt til forkert art. Inkluderer man narhvalerne, som er noget sværere at se end hvidhvalerne, så er der ligeledes 5 flokke, der er blevet korrekt observeret. Forudsætter man således, at kun halvdelen af hvalerne observeres på transektlinjen, skal det samlede resultat altså ganges med 2 for at få det faktiske antal hvidhvaler på overfladen. Med andre ord reduceres g(0) til 0,175 (CV = 0,25). Bestandens størrelse Det samlede estimat for antallet af hvaler på overfladen, som bliver set af observatørerne, er 929 (95% KG: 516 - 1674). Korrigeres dette tal for antallet af hvidhvaler, der er neddykkede under overflyvningen, og dem, som overses af observatørerne, er estimatet 6.722 (95% KG: 3.562 – 12.688) for de 7 strata langs Vestgrønland som blev optalt i marts 1998 (tabel 4). Forandringer i hvidhvalernes antal Opeller nedgange i antallet af hvidhvaler ved Vestgrønland siden 1981 kan kun beregnes som et relativt mål, idet der ikke eksisterer egentlige tal for bestandens størrelse for andre år end 1998. Ved beregningen af de såkaldte ”indeks tal” for hvidhvalernes antal, behandles Hvalart Område Tidsrum Overfladetid Antal Antal 6 timer Reference (procent) hvaler perioder Hvidhval Øst for Jones Sound November 1995 28.4 (0.71) 2 25 Heide-Jørgensen et al. 1998 Hvidhval Øst for Jones Sound November 1996 50.8 (1.40) 5 99 Heide-Jørgensen upublicerede data Hvidhval Øst for Jones Sound November 1996 43.0 (4.02) 2 14 Heide-Jørgensen & Richard upubl. data Narhval centrale Baffin Bugt November 1994 32.0 (1.23) 1 49 Heide-Jørgensen & Dietz 1995 Narhval centrale Baffin Bugt November 1995 31.1 (0.65) 1 75 Heide-Jørgensen & Dietz 1995 Narhval centrale Baffin Bugt Dec.-feb. 1994-95 25.5 (1.49) 1 10 Heide-Jørgensen & Dietz 1995 Narhval centrale Baffin Bugt November 1997 33.0 (1.64) 1 32 Heide-Jørgensen & Dietz upubl. Stratum Art Antal Vinkel Visuelle observationer Venstre observatør Højre observatør 2 Narhval 4 900++ 2 Hvidhval 1 900-- 3 Hvidhval 1 900angivet den som hvalros 3 Hvalros 1 900+- 3 Hvidhval 1 900++ 3 Hvidhval 1 890+- 5 Hvidhval 17 900-- 3 Hvidhval 3 890-+ 3 Hvidhval 1 900-- 3 Narhval 1 860-+ 3 Hvidhval 1 900-- 7 Hvalros 1 900-- 34 tællingerne på samme måde, som tilfældet var for optællingerne i 1981 og 1982. Det forudsættes, at alle hvaler indenfor 700 m fra flysporet bliver observeret, eller at i hvert fald samme andel af hvalerne observeres i hvert år. Der korrigeres ikke for hvaler, der er neddykkede eller dem, som bliver overset af observatøren. Selvom indekstallet for 1998 er lavere end tallet for sidste tælling i 1994, så er usikkerheden på især 1998-tallet så stor, at der i realiteten ikke er forskel på de 2 indekstal (tabel 4). Dvs. at der ikke ud fra de 2 tællinger kan drages nogle konklusioner om hvidhvalernes tilbagegang er fortsat efter 1994, men det er tydeligt, at 1998 bekræfter 1994 resultatet i, at der er sket en tilbagegang siden 1981 - 82. Diskussion Hvidhvalernes fordeling ved Vestgrønland i 1998 ligner det mønster, som er fundet ved tidligere flytællinger med langt de fleste observationer indenfor 50 km fra land og meget få mellem 50 og 80 km vest for den grønlandske kyst (figur 15). Dog er der et par forhold, der ser anderledes ud i 1998: - centeret for observationerne lå i 1998 i stratum 2 og den nordlige del af stratum 3, det er meget forskelligt fra 1993 og 1994, hvor der kun var enkelte observationer i stratum 2. - for første gang i de 7 år med flytællinger af hvidhvaler blev der ikke observeret hvidhvaler i stratum 4; dvs. området mellem Nassuttoq og Sisimiut. - i lighed med optællingen i 1994 blev der observeret en del hvidhvaler i stratum 6; dvs. området mellem Itilleq og Maniitsoq. - der blev ikke observeret hvidhvaler i stratum 7; området mellem Maniitsoq og Nuuk. I betragtning af at der ikke blev set hvaler i stratum 7, er det næppe sandsynligt, at der skulle være større antal af hvidhvaler i området syd for stratum 7 (dvs. fra Nuuk til Paamiut) i slutningen af marts 1998. Det er dog overraskende, at der befandt sig så relativt mange hvidhvaler i stratum 6. Dette område blev dækket i 1994 og delvist i 1993, men i begge år blev der kun set få hvidhvaler i stratum 6 (Heide-Jørgensen & Reeves, 1996). Tidligere tællinger i 1981 og 1982 gav ingen observationer syd for 66° 30’ (nordgrænsen for stratum 6) trods intensiv indsats i hvert fald i 1982 (Heide-Jørgensen et al., 1993). Dette tyder på, at hvidhvalerne har fået en sydligere udbredelse. Tællingen i 1998 havde imidlertid de fleste hvidhvaler i stratum 2, hvor der i tidligere år har været få hvaler. Det er også overraskende, at der for første gang ikke blev set hvidhvaler i stratum 4. Udover de områder, som er blevet dækket af flyvningerne, er det stadig muligt at der forekommer hvidhvaler i den nordlige del af Vaigat (se Heide-Jørgensen et al., 1993) og i Disko Bugten. Der kan dog næppe være tale om særligt store antal, og disse områder vil højest kunne bidrage med et par hundrede hvidhvaler til det samlede estimat for Vestgrønland i 1998. Optællingen i 1998 bekræfter tidligere tællinger i afstandsfunktionen for observationerne, gruppestørrelsernes fordeling og i den store variation i antallet af observationer pr. kilometer. Ingen af disse forhold har ændret sig nævneværdigt siden tællingen i 1994. 35 Narhval (Monodon monoceros) I modsætning til hvidhvalerne forekommer narhvalerne i den tætte pakis i det nordlige Davis Stræde og det sydlige Baffin Bugt om vinteren (Heide-Jørgensen et al., 1993; Koski et al., 1994). Langs kysten af Vestgrønland ses de i marts - april fortrinsvis på det dybe vand i mundingen af Disko Bugten (Heide-Jørgensen et al. 1993). Fangsterne i Vestgrønland foregår lejlighedsvist så langt mod syd som 66° N om vinteren, men de største vinterfangster foregår i området mellem Kangaatsiaq og Qeqertarsuaq (Kapel, 1977; Heide-Jørgensen, 1994). Narhvaler opholder sig om vinteren i mere end 5/10 is, og som regel ses de i 9/10 pakis (HeideJørgensen et al., 1993). Udbredelse af narhvaler Der blev i alt observeret 26 flokke af narhvaler og langt de fleste i stratum 2 (tabel 7). Observationerne af narhvaler er koncentreret i den sydlige del af mundingen af Disko Bugten fortrinsvis i områder med vanddybder på mere end 200 m (figur 18) og som regel i meget tæt pakis (figur 16). Bestemmelse af antallet af narhvaler Til bestemmelsen af antallet af narhvaler anvendes samme procedure som for hvidhvalerne. Der blev målt vinkler til 26 narhvalflokke. Omkring 10% af disse blev set så langt fra flyet, at de må regnes som ekstreme observationer som udelukkes. Uden disse 10% af observationerne er den største observationsafstand 795 m (W), og fordelingen fra flysporet fremgår af figur 17. Den funktion, som bedst beskriver dette datasæt, er en negativ exponential-funktion, og den effektive søgebredde (ESW) er beregnet til 234 m (CV = 0,19) og f(0) er 0,0043 (CV = 0,25) (figur 17). Tabel 7. Antallet af narhvaler ved Vestgrønland marts 1998 bestemt som et ”line transect” estimat af den samlede bestandsstørrelse korrigeret for fejl i flokstørrelseangivelse og for neddykkede og oversete hvaler (g(0)). Der anvendes samme g(0) værdi som ved beregningen for hvidhvaler (se afsnit om Bestemmelse af antallet af hvidhvaler). Tallet i parentes angiver variationskoefficienten beregnet som ”standard error” i forhold til gennemsnittet. Neddykningstiderne for narhvalerne ligger i samme størrelsesorden som for hvidhvalerne, selvom ingen af datasættene er indsamlet på samme tid og sted, som flytællingerne gennemføres på (tabel 5). Der er ikke indsamlet tilstrækkeligt med observationer til at bestemme anObserKorrigeret Bestands Observeret Stratum Areal Indsats Grupper af vations flokstørrelse flokhvaler rate størrelse størrelse (km2)( L, km) (n)( n/L)( p)( N) 2 8664 1046 17 0.0163 (0.71) 2.804. (0.16) 842 (0.75) 2.000 (0.14) 3 6795 1256 6 0.0048 (0.69) 1.000 (0.00) 69 (0.71) 1.000 (0.00) Total 15459 2302 23 0.0099 (0.56) 1.873 (0.13) 912 (0.70) 1.739 (0.13) Total korrigeret for g(0) =0.175 (SE=0.04): 5210 (95% konfidens grænser: 1285 – 21115) 36 delen af oversete narhvaler under flytællingerne, men som et foreløbigt beregningsgrundlag kan samme andel (50%) som for hvidhvalerne anvendes. Antallet af narhvaler på overfladen, som bliver set af observatørerne, er 912 (95% KG: 265 – 3.144). Anvendes korrektionsfaktoren fra hvidhvaler til at korrigere for antallet af narhvaler, der er neddykkede under overflyvningen og dem, som overses af observatørerne, er estimatet 5.210 (95% KG: 1.285 – 21.115, tabel 7). De meget vide konfidensgrænser skyldes fortrinsvis den stærkt variable observationsrate. Forandringer i narhvalernes antal Tidligere tællinger af narhvaler er enten gennemført som ”strip census” estimater, dvs. med fast bredde af transekten (1981, 1982, 1990 og 1991, se Heide-Jørgensen et al., 1993), eller også er tallene fra tællingen ikke oparbejdede (1993 og 1994). Det er altså ikke muligt at lave en direkte sammenligning af antallet af narhvaler. Noget tyder dog på, at der i 1998 blev set flere narhvaler end ved de tidligere tællinger, eftersom estimatet fra 1998, med alle forbehold, er en faktor 3 større end tallene fra 1981 til 1991. Diskussion Narhvalerne er udbredt over det meste af det dybe vand i Baffin Bugten, og særlig om vinteren forekommer narhvalerne vidt udbredt i revner i den tætte pakis i den centrale del af Baffin Bugten (Koski et al., 1994; Dietz & Heide-Jørgensen, 1996). Flytællingerne langs Vestgrønland dækker derfor kun en mindre del af narhvalbestanden, og tallene for narhvalernes antal i Vestgrønland repræsenterer ikke tilnærmelsesvist bestandens samlede størrelse. Andelen af narhvaler, som i marts måned opholder sig ved Vestgrønland ud for Disko Bugten, varierer formentlig meget fra år til år afhængigt af isforholdene. Derfor kan det beregnede antal af narhvaler ved Vestgrønland i marts 1998 kun bruges som et referencepunkt til sammenligning med fremtidige undersøgelser. De her præsenterede tal for antallet af narhvaler er behæftet med meget stor usikkerhed, som fortrinsvis skyldes det lave antal observationer, der giver stor usikkerhed på bestemmelsen af fordelingsfunktionen og tætheden af grupper af hvaler. Hvalros (Odobenus rosmarus) Ved Vestgrønland forekommer hvalrossen om vinteren og foråret i pakisen mellem 66° N og 70° 45’ N, dog sjældent ud for mundingen af Disko Bugten. De har tidligere forekommet på land, men efter en periode med store årlige fangster i 1930’erne, forsvandt hvalrosserne fra landgangspladserne, og de er ikke siden vendt tilbage (Born et al., 1994). Flytællinger i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne viste ikke tegn på større mængder af hvalrosser i pakisen vest for Grønland. Omkring 500 hvalrosser blev estimeret at opholde sig på isen i marts måned. Tællinger gennemført i 1993 og 1994 tyder på en tilbagegang i området ud for Sisimiut (66° 56’ N), men der er ikke helt klarhed om andre faktorer har påvirket muligheden for at sammenligne tællingerne (Heide-Jørgensen & Born, 1995). 37 Udbredelse af hvalrosser Hvalrosser blev kun set på bankerne i stratum 3 og 4, hvor der var hhv. 19 og 4 observationer (figur 19), og de blev alle observeret på dybder mindre end 100 m og relativt tæt isdække (figur 16). De fleste observationer var af dyr i vandet (57%). Den relativt lave variationskoefficient på observationsraten angiver, at hvalrosserne var jævnt udbredt specielt i stratum 3 (tabel 8). Een hvalros blev opdaget i vandet på videooptagelserne fra stratum 7 på position 64° 25’ N 52° 44’ V. Den var dels blevet overset af observatørerne og dels befandt den sig langt syd for den typiske udbredelse af hvalrosser. Bestemmelse af antallet af hvalrosser Som også set ved tidligere flytællinger (Born et al., 1994) er der en tendens til, at hvalrosser tæt på flysporet (100 - 200 m) er underrepræsenteret, formentlig fordi hvalrosser på is er skræmt i vandet. En måde at undgå denne fejlkilde på er at udelukke observationer indenfor de første 100 m fra flysporet. Udelukkes desuden de 10% af observationer, som er set længst væk fra flyet, kan afstandsfunktionen til observationerne bestemmes med en negativ eksponentiel model med een cosinus-justering. Hvalrosserne er set ud til 656 m, og den effektive søgebredde er 168 m (CV = 0,42, se figur 17). Det beregnede antal hvalrosser på is og i vandet er 457 (95% KG: 175 – 1.196) i de 2 strata med hvalrosobservationer (tabel 8). Det er i øjeblikket ikke muligt at korrigere disse tal for hvalrosser, som er neddykkede eller som overses af observatørerne, og tallene skal derfor tages som minimumstal, der formentlig ligger langt under det faktiske antal af hvalrosser. Tabel 8. Antallet af hvalrosser ved Vestgrønland marts 1998 bestemt som et ”line transect” estimat af antallet på is og i vandet korrigeret for fejl i flokstørrelseangivelse. Observationer indenfor 100 m fra flyet er udelukket. Forandringer i hvalrossernes antal Der indgår mindre end 30 observationer af hvalrosser i det samlede datasæt. Når observationer tæt på flyet (< 100 m) og de yderste 10% af observationerne længst fra flyet udelades, er der mindre end 20 observationer tilbage til at bestemme både fordelingsfunktionen af observationer og tætheden på linjerne. Selvom observationerne er koncentreret i 2 strata (3 og 4), er der alligevel meget stor variation på det beregnede antal hvalrosser på is og i vandet. Denne meget store usikkerhed gør det umuligt at bestemme forandringer i antallet af hvalrosser i forhold til tidligere år. Desuden er de strata, der er benyttet i 1998, forskellig fra det stratum, der er anvendt ved beregning af hvalrosbestanden mellem Sisimiut og Aasiaat i tidObserKorrigeret Bestands Observeret Stratum Areal Indsats Grupper af vations flokstørrelse flokhvalrosser rate størrelse størrelse (A, km2)( L, km) (n)( n/L)( p)( N) 3 6795 1256 16 0.0127 (0.28) 1.440 (0.16) 370 (0.53) 1.625 (0.12) 4 5185 529 3 0.0057 (0.47) 1.000 (-) 87 (0.63) 1.000 (-) Total 18775 1785 19 0.0108 (0.26) 1.478 (0.14) 457 (0.50) 1.444 (0.12) 38 ligere år (se Born et al., 1994). På trods af disse forbehold bekræfter tællingen i 1998 tidligere tællinger i, at der ikke befinder sig store antal af hvalrosser ved Vestgrønland i marts måned. Diskussion De her gennemførte flytællinger egner sig ikke til bestemmelse af størrelsen af hvalros bestanden i Vestgrønland. Det skyldes følgende forhold: - flyvningerne gennemføres på et tidspunkt, hvor en stor andel af hvalrosserne pga. kulden opholder sig i vandet; tællinger senere på året kan forventes at finde et større antal hvalrosser på isen - hvalrosser i vandet observeres kun tæt på flyveren, og fordelingsfunktionen bør beregnes separat for hvalrosser på is og i vandet, men fordelingsfunktionen for hvalrosser på is er påvirket af, at hvalrosser tæt på flysporet ofte skræmmes i vandet. De 2 fordelingsfunktioner er dermed ikke uafhængige, og tallene kan ikke lægges sammen. - der eksisterer ikke data, som kan bruges til at korrigere det observerede antal hvalrosser for dem, som er neddykkede og dem, som bliver overset. - flytællingerne dækker ikke hvalrossernes udbredelse ved Vestgrønland, idet de tidligere er fundet ud til 56° W og på bankerne vest for Disko øen (se Born et al., 1994). Tallene kan dog bruges til at give en størrelsesorden for antallet af hvalrosser og til sammenligning med tællinger gennemført på samme måde. Begge dele kræver dog at tællingen intensiveres for at reducere variansen på tallet. Remmesæl (Erignathus barbatus) Flytællinger i marts 1981 og 1982 viste, at remmesæler er vidt udbredt i pakisen langs Vestgrønland med hovedforekomsten på bankerne øst for 56° W (McLaren og Davis, 1983). Tilsyneladende med en koncentration af remmesæler på nordkanten af Store Hellefiskebanke på ca. 68° N. Udbredelse af remmesæler Remmesælerne blev observeret på bankerne i stratum 2, 3, 4 og 6 (figur 20), og de fleste af observationerne var på vanddybder mindre end 200 m. Eftersom 81% af observationerne var sæler på isflager, er det ikke muligt at bestemme isens betydning for remmesælernes udbredelse (figur 16). Bestemmelse af antallet af remmesæler Remmesæler observeres fortrinsvis på is, og ligesom for hvalrosserne er der en tendens til en underrepræsentation af remmesæler tæt på flyet. Dette skyldes formentlig, at de skræmmes og går i vandet inden de observeres. Observationer indenfor de første 100 m fra flyet bør derfor udelukkes. Remmesælerne er observeret ud til 697 m fra flyet når de 10% af observationerne, som er set længst væk fra flyet, udelukkes. Afstandsfunktionen til observationerne kan bestemmes med en negativ exponentiel funktion, og den effektive søgebredde er 173 m 39 (CV = 0,43, se figur 17). Det beregnede antal remmesæler på is og i vandet er 487 (95% KG: 181 – 1.311) for de 4 strata med remmesælobservationer (tabel 9). Det er i øjeblikket ikke muligt at korrigere for remmesæler, som er neddykkede eller som overses af observatørerne, og tallene skal derfor tages som minimumstal, der formentlig ligger langt under det faktiske antal af remmesæler. Tabel 9. Antallet af remmesæler ved Vestgrønland marts 1998 bestemt som et ”line transect” estimat af antallet på is og i vandet korrigeret for fejl i flokstørrelseangivelse. Observationer indenfor 100 m fra flyet er udelukket. Diskussion Der er betragtelig usikkerhed forbundet med tallene for remmesæler, hvilket skyldes det relativt lave antal observationer, der kan indgå i beregningerne. Det kan forventes, at noget af usikkerheden kan reduceres ved at gentage optællingen. Det er bemærkelsesværdigt, at både den største observationsafstand og den effektive søgebredde er næsten identisk for hvalros og remmesæl. Det tyder på, at det er de samme faktorer, som får observatørerne til at se begge arter. Det bør overvejes, om den effektive søgebredde kan bestemmes mere præcist, hvis de 2 arter slås sammen. Remmesælernes antal ved Vestgrønland er kun angivet som en størrelsesorden og som sammenligningsgrundlag for fremtidige tællinger. Af samme grunde som for hvalrosserne kan tællingerne ikke bruges til at bestemme den aktuelle bestandsstørrelse. Øvrige observationer Der blev set en vågehval ud for Maniitsoq den 3. april 1998 på en af zig-zag flyvningerne (65° 43’ N 53° 31’ V). Derudover blev der set enkelte sæler i vandet, som ikke kunne artsbestemmes. To fiskekuttere observeredes den 22. marts 1998 på 65° 50’ N 53° 47’ V og 65° 55’ N 54° 26’ V. Aflæsning af videobåndene viste enkelte oliepletter på vandet på position 64° 14’ N 52° 15’ V, 64° 24’ N 52° 20’ V og 64° 24’ N 52° 24’ V den 6. april 1998. ObserKorrigeret Bestands Observeret Stratum Areal Indsats Grupper af vations flokstørrelse flokremmesæler rate størrelse størrelse (A, km2)( L, km) (n)( n/L)( p)( N) 2 8664 1046 3 0.0029 (0.52) 1.000 (0.00) 72 (0.68) 1.000 (0.00) 3 6795 1256 11 0.0088 (0.41) 1.616 (0.13) 279 (0.61) 1.182 (0.10) 4 5185 529 2 0.0038 (0.64) 1.000 (0.00) 57 (0.78) 1.000 (0.00) 6 7239 790 3 0.0038 (0.51) 1.000 (0.00) 80 (0.67) 1.000 (0.00) Total 27883 3621 19 0.0525 (0.27) 1.171 (0.05) 487 (0.52) 1.105 (0.07) 40 Konklusion 1. Det er tydeligt, at optællinger af fugle er endog meget følsomme overfor observatørernes træning og erfaring, dette gælder specielt for artsbestemmelsen, men også gruppestørrelse vurderingen varierer givetvis mellem observatører. Det har ikke i denne undersøgelse været muligt at sammenligne observatørernes effektivitet, men det kan konkluderes, at der ved fremtidige tællinger bør benyttes trænede fugleobservatører. 2. Det er teknisk muligt at optælle de fleste af havfuglene og få realistiske tal for bestandenes omtrentlige størrelse. Det kræver, at der korrigeres for fugle, som forlader transekten, inden de kan observeres, og at observationsafstanden til fuglene bestemmes uden afrunding af vinkler o.lign., som giver urimelige klumpninger af data. Skal præcisionen øges, kræver det en betydelig større indsats, end hvad der er anvendt ved denne undersøgelse. Dette er formentlig kun realistisk for de kystnære områder, vejr og logistiske forhold taget i betragtning. 3. De her præsenterede tal for antallet af fugle må vurderes som foreløbige tal til belysning af metodens anvendelighed. Tallene vil blive revideret, når nye tællinger gennemføres. Man skal dog ikke regne med at reviderede og mere grundige tællinger vil ændre på størrelsesordenen af de her beregnede antal. Dertil er variationen for stor, og de her beregnede antal rammer formentlig rimelig tæt på størrelsesordenen af fuglekoncentrationerne indenfor det undersøgte område og tidspunkt. 4. For første gang har det været muligt at give et tal for det samlede antal hvidhvaler og narhvaler ved Vestgrønland om vinteren. De korrektionsfaktorer, som er anvendt for at bestemme andelen som overses af observatøren, er imidlertid baseret på et lille antal af observationer, og fremtidige optællinger bør satse på at indsamle flere data om antallet af hvaler, som undgår observatørernes opmærksomhed. Korrektionsfaktoren, som er brugt til at bestemme antallet der er neddykkede, er bestemt ud fra hvaler i andre områder og på andre tider, men i dette tilfælde er tallene meget ensartede, og fejlkilden ved brug af en gennemsnitlig andel af neddykkede hvaler er formentlig ubetydelig. 5. Denne undersøgelse bekræfter tidligere tællinger i, at hvidhvalerne har været i tilbagegang siden 1982 om end resultatet fra 1998 ikke kan bruges til at bestemme, om tilbagegangen er fortsat efter sidste tælling i 1994. 6. Antallet af grønlandshvaler er stadig lavt, og der kan ikke spores nogen tegn på tilvækst i denne bestand. 7. Hvalrosser og remmesæler ligger på isen på solrige og vindstille dage og i stigende antal i løbet af foråret. Fra flyet observeres de fortrinsvis på is, og tællingerne gennemføres i marts måned, før det bliver attraktivt for sæler at lægge sig op på isen. Det beregnede antal hvalrosser og remmesæler må derfor anses for at være minimums tal for marts måned. Sammenlignet med tidligere tal for hvalrossernes antal i Vestgrønland er der ikke tegn på forandringer. Med gennemførelse af de planlagte flytællinger i marts 1999 i samme område vil flere af de her fremlagte resultater kunne styrkes og usikkerheden på nogle af tallene indskrænkes. 41 Referencer Anon, 1998. Physical Environment of Eastern Davis Strait and Northeastern Labrador Sea. Mineral Resources Administration for Greenland. Copenhagen. 34 pp. Boertmann, D., 1994. An annotated checklist to the birds of Greenland. Meddr. Grønland Bioscience 38:1 - 63. Boertmann, D., A. Mosbech, K. Falk & K. Kampp, 1996. Seabird colonies i western Greenland (6 ° - 79° 30' N. lat.). NERI Technical Report no. 170. Ministry of Environment and Energy, National Environmental Research Institute, Copenhagen. Born, E.W., M.P. Heide-Jørgensen og R.A. Davis, 1994. The Atlantic walrus (Odobenus rosmarus rosmarus) in West Greenland. Meddr Grønland, Biosci. 40. 33 pp. Buckland, S.T., D.R. Anderson og J.L. Laake, 1993. Distance sampling. Chapman & Hall, New York. 446 pp. Burnham, K.P., D.R. Anderson, G.C. White, C. Brownie & K.H. Pollock, 1987. Design and analysis methods for fish survival experiments based on release-recapture. American Fisheries Society Monograph 5. Dietz, R. og M.P. Heide-Jørgensen, 1995. Movements and swimming speed of narwhals, Monodon monoceros, equipped with satellite transmitters in Melville Bay, northwest Greenland. Canadian Journal of Zoology 73: 2106 - 2119. Donaldson, G.M., A.J. Gaston, J.W. Chardine, K. Kamp, D.N. Nettleship, & R.D. Elliot, 1997. Winter distribution of Thick-billed Murres from the eastern Canadian Arctic and western Greenland in relation to age and time of year. Can. Wild. Serv. Occ. Pap. 97: 1 - 24. Durinck, J., 1989. Polarlomvier i Upernavik Distrikt 8. juni - 13. juli 1989. Upubl. rapport. 16 ss. Durinck, J. & K. Falk, 1996. Seabird distribution along West Greenland, autumn and winter 1988 – 1989. Polar Res. 15: 23 - 42. Frich, A.S., 1997a. Ederfuglefangst i Grønland 1993. Teknisk rapport nr. 9, Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. Frich, A.S., 1997b. Jagtindsats og ederfuglefangst ved Nuuk. Teknisk rapport nr. 5, Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. Frich, A.S., 1997c. Lomviefangst i Grønland 1993. Teknisk rapport nr. 2, Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. Frich, A.S., K.D. Christensen & K. Falk, 1998. Ederfugle-optællinger i Kangaatsiaq og Avanersuaq 1997. Teknisk rapport nr. 10, Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. Frimer, O., 1994, Autumn Arrival and Moult in King Eiders Somateria spectabilis at Disko, West Greenland. Arctic Vol. 47(2): 137 - 141. 48 Figur 5. Observationer af alm. ederfugl vist på baggrund af isdække og dybdeforhold. 49 0 50 100 150 200 250 300 350 0.0 0.2 0.4 0.6 0.8 1.0 1.2 1.4 ESW højdetest; 400 Afstand til flysporet i meter Sandsynlighed for en observation 0 50 100 150 200 250 0.0 0.2 0.4 0.6 0.8 1.0 ESW højdetest; 250 Afstand til flysporet i meter Sandsynlighed for en observation 0 100 200 300 400 0.0 0.5 1.0 1.5 ESW ederfugle 700m Afstand til flysporet i meter Sandsynlighed for en observation 0 200 400 600 800 1000 1200 0.0 0.2 0.4 0.6 0.8 1.0 1.2 ESW for kongeederfugle 700m Afstand til flysporet i meter Sandsynlighed for en observation Figur 6a. Fordeling af observationerne af fugle fra flysporet og den beregnede søge funktion for observationer af ederfugle i 3 flyhøjder. 50 Figur 6b. Fordeling af observationerne af fugle fra flysporet og den beregnede søgefunktion for observationer af tejst og lomvie i 700 fods flyhøjde. 0 50 100 150 200 250 0.00.51.01.5 ESW for ederfugl 250 fod Detection Probability 0 50 100 150 200 250 300 350 0.0 0.2 0.4 0.6 0.8 1.0 1.2 1.4 ESW for ederfugl 400 fod Afstand fra flysporet i meter Detection Probability Afstand fra flysporet i meter 0 50 100 150 200 250 300 350 0.0 0.5 1.0 1.5 ESW for tejst: 700 fod Afstand fra flysporet i meter Sandsynligheden for en observation 0 100 200 300 400 0.00.51.01.5 ESW for polarlomvier: 700 fod Afstand fra flysporet i meter Sandsynligheden for en observation Sandsynligheden for en observation 0.0 0.5 1.0 1.5 Sandsynligheden for en observation 0.0 0.2 0.4 0.6 0.8 1.0 1.2 1.4 51 Figur 7. Observationer af kongeederfugl i de 8 strata. 52 Figur 8. Observationer af kongeederfugl vist på baggrund af isdække og dybdeforhold. 53 Figur 9. Observationer af havlitter i de 8 strata. 54 Figur 10. Observationer af polarlomvier i de 8 strata. 55 Figur 11. Observationer af polarlomvier vist på baggrund af isdække og dybdeforhold. 56 Figur 12. Observationer af tejster i de 8 strata. 57 Figur 13. Observationer af tejster vist på baggrund af isdække og dybdeforhold. 64 Figur 20. Observationer af remmesæler i de 8 strata.