Fonetisk reduktion i dansk

Schachtenhaufen, Ruben Doctoral Thesis Fonetisk reduktion i dansk PhD Series, No. 15.2013 Provided in Cooperation with: Copenhagen Business School (CBS) Suggested Citation: Schachtenhaufen, Ruben (2013) : Fonetisk reduktion i dansk, PhD Series, No. 15.2013, ISBN 9788792977434, Copenhagen Business School (CBS), Frederiksberg, https://hdl.handle.net/10398/8676 This Version is available at: https://hdl.handle.net/10419/208850 Standard-Nutzungsbedingungen: Die Dokumente auf EconStor dürfen zu eigenen wissenschaftlichen Zwecken und zum Privatgebrauch gespeichert und kopiert werden. Sie dürfen die Dokumente nicht für öffentliche oder kommerzielle Zwecke vervielfältigen, öffentlich ausstellen, öffentlich zugänglich machen, vertreiben oder anderweitig nutzen. Sofern die Verfasser die Dokumente unter Open-Content-Lizenzen (insbesondere CC-Lizenzen) zur Verfügung gestellt haben sollten, gelten abweichend von diesen Nutzungsbedingungen die in der dort genannten Lizenz gewährten Nutzungsrechte. Terms of use: Documents in EconStor may be saved and copied for your personal and scholarly purposes. You are not to copy documents for public or commercial purposes, to exhibit the documents publicly, to make them publicly available on the internet, or to distribute or otherwise use the documents in public. If the documents have been made available under an Open Content Licence (especially Creative Commons Licences), you may exercise further usage rights as specified in the indicated licence. https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/3.0/ Ruben Schachtenhaufen Ph.d. skolen LIMAC Program for Sprog og Kultur Ph.d. Serie 15.2013 Ph.d. Serie 15.2013 Fonetisk reduktion i dansk copenhagen business school handelshøjskolen solbjerg plads 3 dk-2000 frederiksberg danmark www.cbs.dk ISSN 0906-6934 Print ISBN: 978-87-92977-42-7 Online ISBN: 978-87-92977-43-4 Fonetisk reduktion i dansk Fonetisk reduktion i dansk Ruben Schachtenhaufen Vejleder: Peter Juel Henrichsen Bivejleder: Nina Grønnum LIMAC Copenhagen Business School 1 Ruben Schachtenhaufen Fonetisk reduktion i dansk 1. udgave 2013 Ph.d. Serie 15.2013 © Forfatter ISSN 0906-6934 Print ISBN: 978-87-92977-42-7 Online ISBN: 978-87-92977-43-4 Ph.d.-skolen LIMAC er knyttet til forskningsmiljøer inden for sprog, kulturelle studier, kommunikation, jura, informatik, regnskab og revision samt ledelsesteknologi. Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse. Resumé Med udgangspunkt i det danske talesprogskorpus DanPASS undersøges tilbøjeligheden til fonetisk reduktion i dansk talesprog i forhold til en række intralingvistiske faktorer. I undersøgelsen udføres en kortlægning mellem 300.000 fonemer og foner. På baggrund af denne kortlægning er det muligt at danne et meget detaljeret billede af både hvor i sproget den fonetiske realisering afviger fra den fonologisk forudsagte form, og naturen af denne afvigelse. I afhandlingen fokuseres der på den type afvigelser der kan karakteriseres som reduktioner, dvs. svækkelse og bortfald af de enkelte lydsegmenter. De reducerede forekomster sammenlignes med de øvrige annoterede lag i korpusset, herunder grammatiske, informationsstrukturelle og prosodiske forhold. Det demonstreres at tilbøjeligheden til reduktion, såvel som reduktionernes fonetisk resultat, i høj grad er knyttet til lingvistisk faktorer, såsom ordklasse, grammatisk funktion, ny vs. kendt information, fokus, emfase mm. foruden en række fonologiske faktorer. Reduktioner bliver ofte betragtet som sprogligt ukrudt, men på baggrund af den systematiske sammenhæng med informationsbærende elementer i sproget, virker det rimeligt at betragte reduktioner som funktionelle elementer, der er understøttende for kommunikationen snarere end forstyrrende. I afhandlingen udforskes og dokumenteres en række tilbøjeligheder som ikke tidligere er undersøgt i dansk, og kun sparsomt i internationale sammenhænge. Herigennem opnås et dybere indblik i dansk lydstruktur og de mønstre som reduktioner generelt ser ud til at følge. 3 Summary The thesis explores patterns of phonetic reduction in spontaneous speech, based on the Danish phonetically annotated speech corpus DanPASS. In this study 300,000 phonemes and phones are mapped. This mapping provides a comprehensive picture of pronunciation features that deviate from the phonologically predicted pronunciation. In addition, the phonetic properties of these discrepancies are studied in considerable detail. The investigation presented here focuses on the kind those phonetic phenomena which can be characterised as reductions, i.e. lenition and elision of sound segments. The reduced phonetic forms are correlated with a number of different linguistic variables such as grammatical factors, information structure and prosodic phenomena. It is demonstrated that the tendency for phonetic reduction, including the specific nature of this reduction, very largely depends on linguistic factors, such as word class, grammatical function, given and new information, focus, emphasis, etc. Consequently, it is reasonable to propose that phonetic reductions play an important role in conveying linguistic information. A number of patterns and tendencies are investigated and documented. Many of these have so far not been investigated in Danish, and only to a very limited extent in other languages. Thus the study provides a deeper insight into Danish sound structure and into the typical patterning of phonetic reduction. 4 Lydskriftskonventioner Lydskriften i denne afhandling er baseret på konventionerne for DanPASS-korpusset (Grønnum 2009), som er baseret på Grønnums (2005) konventioner for halvfin IPA tilpasset danske forhold. Der gælder dog følgende undtagelser: •Lukkelyde annoteres i grov lydskrift, dvs. uden diakritiske tegn. Afhandlingens [p t k] svarer til halvfin [pʰ tˢ kʰ]. Afhandlingens [b d g] er default ustemte, men kan være stemte. Dette forhold undersøges ikke nærmere i afhandlingen. Afhandlingens [ɣ] svarer til [ɣ~ɰ]. •Der skelnes mellem fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ]. Forholdet mellem afhandlingens [œ ɶ] og Grønnums (2005) [œ œ _ ɶ] er uklart, og denne skelnen ignoreres derfor i afhandlingen. •Tryk markeres ikke i lydskriften med mindre det er relevant i konteksten. Dette er af hensyn til at de citerede former både kan forekomme betonet og ubetonet. Eksplicit tryktab angives med [ ] foran den ubetonede stavelse hvor det er relevant.₀ •I DanPASS er der ikke markeret vokallængde på stødvokaler. Disse er i afhandlingen indsat automatisk, fx [iˀ] → [iːˀ]. •Enkelte symboler i DanPASS er automatisk konverteret til den konvention der svarer til Grønnum (2005). Det drejer sig om [ʁ ʀ ʔ] der er konverteret til hhv. [ɐ o ʁ ˀ]. Lydskrevne eksempler er så vidt muligt taget fra faktisk forekommende annoterede i DanPASS- korpusset eller i den citerede litteratur. Enkelte steder er citerede lydskrift eksempler konverteret til denne afhandlings konventioner af klarhedshensyn. Enkelte steder diskuteres udtaler af ord der ikke forekommer i DanPASS. I disse tilfælde tages der som regel udgangspunkt i forfatterens egen udtalenorm i de dele af ordet der ikke er relevant for diskussionen. Diakritiske tegn i uspecificeret sammenhæng vises med symbolet ◌. Fx skal udtrykkene /n/ → [◌u] læses: /n/ realiseres som nasalering af et andet segment /ə/ → [◌ x] læses: /ə/ realiseres som syllabicitet på et andet segment 5 6 Indholdsfortegnelse Resumé............................................................................................................................................3 Summary.........................................................................................................................................4 Lydskriftskonventioner...................................................................................................................5 1 Indledning..................................................................................................................................13 1.1 Afhandlingens overordnede mål........................................................................................14 1.2 Metoden overordnet...........................................................................................................15 1.3 Overordnede problemstillinger..........................................................................................16 1.4 Afhandlingens præmisser...................................................................................................18 1.5 Afhandlingens opbygning..................................................................................................19 2 Teoretisk udgangspunkt.............................................................................................................21 2.1 Udtalevariation og reduktion..............................................................................................21 2.1.1 Ekstralingvistiske og intralingvistiske faktorer..........................................................21 2.2 Intralingvistiske årsager til reduktion.................................................................................23 2.2.1 Tunge og lette ord.......................................................................................................28 2.2.2 Reduktionsundersøgelser i dansk...............................................................................30 2.3 Fonologisk udgangspunkt..................................................................................................31 2.3.1 Den fonologiske repræsentation i denne afhandling..................................................33 2.3.2 Flere abstraktionsniveauer..........................................................................................34 2.4 Reduktion og distinktion....................................................................................................37 2.4.1 Reduktioner fonetisk set.............................................................................................38 2.4.2 Akustiske og annoterede reduktioner.........................................................................39 2.4.3 Fonetisk vs. fonologisk reduktion..............................................................................42 2.4.4 Reduktioner på andre abstraktionsniveauer................................................................44 2.4.3a Paradigmatisk vs. syntagmatisk reduktion...........................................................44 2.4.3b Morfologisk reduktion.........................................................................................45 2.4.3c Fortalelser og afbrydelser....................................................................................45 2.3.4 Reduktionshierarki og instrinsisk reducerbarhed.......................................................47 2.5 Reduktionsbegrebet i denne afhandling.............................................................................48 2.6 Tilbagevendende problemstillinger og statistiske overvejelser..........................................51 7 Spørgsmålet der udforskes her, er hvilke ekstrafonologiske faktorer der må inddrages i beskrivelsen af sammenhængen mellem abstrakt repræsentation og fonetisk manifestation, og hvordan disse faktorer virker på fonologisk forskelligt materiale. Ved første øjekast kan denne variation virke uoverskuelig og usystematisk. Men efterhånden som man studerer fænomenerne, får man fornemmelsen af at denne distinkthedsvariation ikke er vilkårlig, hverken i forhold til hvordan den er distribueret i sproget eller hvilken fonetisk realisering den resulterer i. 1.1 Afhandlingens overordnede mål Reducerede varianter af ord er allestedsnærværende i naturligt talesprog, men har generelt ikke fået meget opmærksomhed i den fonetiske, fonologiske og psykolingvistiske litteratur (jf. Ernestus & Warner 2011). Akademiske grundbøger om dansk fonetik og fonologi rummer som regel ingen og kun ganske lidt information om reducerede former. Grønnum (2005) og Basbøll (2005) omtaler kun sporadisk reduktionsprocesser i spontantale. Fischer-Jørgensen (1962, s. 91) nævner kort at lyde undertiden helt kan forsvinde, og i hurtig tale kan hele lydrækker forsvinde. Den Store Danske Udtaleordbog (Brink & al. 1991) inkluderer mindre distinkte former for mange opslagsord, dog slet ikke i det omfang som man finder indistinkte former i faktisk talesprog, og kun i enkelte tilfælde er der anvisninger om reducerede formers distribution i sproget. Grønnum (2007, s. 182-187), beskriver i en del detaljer forskellige reduktionsfænomener i sammenhængende tale, dog intet om hvad der bestemmer valget mellem fuld eller reduceret form. Der er således en stor mangel på beskrivelser af reduktionprocesser og omstændighederne hvorunder de indtræffer, for dem der har brug for at vide den slags, fx i forbindelse med sprogtilegnelse eller taleteknologi. Fraværet af mere detaljerede beskrivelser af reduktionsfænomener, deres omnipræsens i talesproget taget i betragtning, er påfaldende. Dette skyldes dog næppe uopmærksomhed eller manglende interesse for dette område, eller en holdning om at emnet ligger uden for det fonetiske/fonologiske fagområde. Men som Rischel (1992, s. 5) siger: ”It is a wise research strategy to start with word phonology before studying reduction in allegro speech”. Det er den naturlige udvikling inden for fagområdet der gør at man indtil nu primært har fokuseret på fonetikken og fonologien i distinkt udtale af enkeltord. Det naturlige næste skridt er at udvide beskrivelsen med de forhold der gælder i sammenhængende tale, hvor ord ofte udtales mindre 14 distinkt. Undersøgelser af udtalen i spontan tale forudsætter tilgængeligheden af større lingvistisk annoterede talesprogskorpora, hvilket kun er blevet tilgængeligt inden for de senere år, i takt med at den teknologiske udvikling har gjort annotation og analyse fra en almindelig hjemmecomputer mindre resursekrævende og dermed praktisk mulig. Fraværet af beskrivelser af reduktionsfænomener i den eksisterende litteratur skyldes ganske enkelt at der endnu ikke er lavet større empiriske undersøgelser som sådanne beskrivelser kan baseres på, som Basbøll (2005, s. 516) siger: Segmental utterance phonology is the least well described area of phonology, compared to segmental word phonology, and word prosody as well as—even—utterance prosody, also in this book. There is a consequential shortage of knowledge, based upon empirical studies, of the phonetics of spontaneous speech, and it is an important desideratum that this knowledge gap begin to be filled before long. Afhandlingens helt overordnede mål er at begynde udfyldningen af dette gabende hul i vores viden om fonetiske og fonologiske forhold i spontan tale. Denne afhandling præsenterer en empirisk undersøgelse af reduktionsfænomener i dansk talesprog set fra et intralingvistisk perspektiv. I modsætning til mange hidtige undersøgelser, hvor fokus ofte er på specifikke reduktionsfænomener set i forhold til specifikke lingvistiske faktorer, anlægges der i denne afhandling en holistisk tilgang, hvor det efterstræbes at se bredt på reduktionsfænomener og deres lingvistiske motivation. Alle relevante forhold kun umuligt dækkes af en enkelt afhandling, men målet er at få et solidt, empirisk baseret overblik over emnet. 1.2 Metoden overordnet Undersøgelsen i denne afhandling er baseret på talesprogsmateriale fra det danske talesprogskorpus DanPASS (se kap. 3). Metodisk udføres undersøgelsen ved at tage udgangspunkt i den ordfonologiske beskrivelse og undersøge hvor og hvordan talesprogsdata afviger fra dette udgangspunkt. Som eksempel kan man se på en frase i DanPASS, som er ortograferet således: 15 (1) det skulle egentlig også have en blomst, den kan jeg ikke finde Hvis man repræsenterer ordene fonologisk jf. Grønnums (2005) fortolkning, får man følgende: (2) /ˈde ˈskulə ˈeːˀəntli ˈɔvsɔ ˈhæːvə ˈeːˀn ˈblɔmˀst ˈdɛnˀ ˈkanˀ ˈjaj ˈekə ˈfenə/ Hvis man dernæst applicerer reglerne for fonemernes udtale, får man følgende fonetiske repræsentation, som er sammenlignelig med den distinkte udtale ifølge Brink & al. (1991): (3) [ˈde ˈsgulə ˈeːˀəndli ˈɒʊ osʌ ˈhæːvə ˈeːˀn ˈblʌmˀsd ˈdɛnˀ ˈkanˀ ˈjɑɪo ˈegə ˈfenə] Det er ganske åbenlyst at dette ikke svarer til en naturlig udtale af denne sætning, bl.a. vil vi ikke have tryk på hver eneste ord, men mere væsentligt for denne undersøgelse vil mange segmenter blive reduceret eller helt udeladt. Den faktiske udtale af denne sætning i korpusset er lydskrevet således: (4) [de ˈsgweːˀˈnjʌs ˈhæːˀn x ˈblʌmˀs ˈdɛŋ ˈkjɛg ˈfen x] Naturligvis vil ingen med kendskab til dansk påstå at udtalen i (3) er mere naturlig eller forventelig end den i (4). Sagen er imidlertid at vi på nuværende tidspunkt kun har intuitive fornemmelser for hvad der sker fra (2) til (4). Metoden i denne undersøgelse består kort fortalt i at kortlægge sammenhængen mellem den fonologisk forudsagte repræsentation og den faktisk forekommende udtale, fonem for fonem og segment for segment, for på den baggrund at analysere hvor godt den fonologiske model passer på talesproget, hvor den fejler, og om man kan udbygge modellen så den tager højde for reduktionsfænomener, og hvilke faktorer der skal inkluderes i denne udbygning. 1.3 Overordnede problemstillinger Hvis man betragter forholdet mellem (3) og (4) ovenfor, så kan man se at visse dele reduceres, mens andre bevares distinkt. Nogle afvigelser synes at kunne forklares ret lokalt, fx /n/ → [ŋ] 16 foran [k], eller bortfald af /d/ foran [d]. Andre reduktioner spreder sig over et større domæne, såsom sammentrækning af kan jeg ikke til [kjɛg]. Nogle reduktioner, såsom schwa-reduktion i ikke og finde, er ganske almindelige og virker måske derfor ikke som en lige så kraftig reduktion som bortfald af vokalen i kan. Atter andre reduktioner, som tab af /lə/ i skulle, er ganske almindelige, men kun lige netop i dette ord. Man kan omformulere dette til at forskellige dele af ytringen er under forskelligt reduktionsmæssigt pres, som her tentativt er illustreret med forskellige grader af sværte over forskellige domæner, fx: ˈde ˈsgulə ˈeːˀəndli ˈɒʊ osʌ ˈhæːvə ˈeːˀn ˈblʌmˀsd ˈdɛnˀ ˈkanˀ ˈjɑɪo ˈegə ˈfenə Et givent ord eller en fonologiske streng reduceres ikke altid, og de reduceres ikke altid på samme måde. Der er netop tale om variation mellem mere eller mindre distinkt udtale fra gang til gang. Afhandlingen har derfor to overordnede problemstillinger: 1. Hvilke dele af sproget er tilbøjelige til at blive reduceret fonetisk? 2. Hvis en given del af sproget reduceres, hvad er så det lydlige resultat? Disse spørgsmål er både af almenlingvistisk og sprogspecifik karakter. Der kan være universelle tilbøjeligheder, såsom at konsonanter bevares bedre i ansats i en betonet stavelse frem for andre steder, men det er ikke nødvendigvis sådan det forholder sig i et bestemt sprog. Verdens sprog har vidt forskellige lydsystemer, og selvom variationsfænomener findes i alle sprog, er det ikke det samme lydlige rum elementerne kan variere i. Mange af de reduktionsfænomener som findes i dansk, såsom schwa-assimilation eller stødtab, er irrelevante at beskæftige sig med i andre sprog, der ikke nødvendigvis kender noget til schwa, vokoide konsonanter eller stød. Vi behøver blot at sammenligne dansk med svensk og norsk for at finde markante sprogspecifikke forskelle. Mens der i hvert fald historisk set har været en tilbøjelighed til at svække intervokaliske konsonanter i dansk, fx i ord som [kæːæ gæːð x leːʊ] kage, gade, leve, som typisk bevares distinkt i svensk og norsk, er de initiale konsonantklynger som sj, sk, skj, stj, kj, tj blevet reduceret i svensk og norsk, mens disse typisk bevares distinkt i dansk. Omvendt kan man forestille sig at bestemte ekstrafonologiske faktorer, såsom ordklasse eller funktion, kan knyttes til bestemte reduktionstilbøjeligheder på tværs af sprog. 17 1.4 Afhandlingens præmisser Da der endnu ikke er forsket meget i reduktionsfænomener i spontantale, og i særdeleshed ikke i nutidigt dansk, starter denne afhandling på ganske bar bund. I de senere år er der ganske vist kommet en del fokus på emnet, både dansk og internationalt. Forskningen er dog stadig præget af detaljeundersøgelser af specifikke reduktionsfænomener i specifikke kontekster. Sammenhængende værker om reduktionsfænomener i et generelt lingvistisk perspektiv er stadig fraværende, og der er således ikke altid konsensus om hvad der egentlig skal betragtes som fonetiske reduktioner, hvilke faktorer der er relevante for reduktionstilbøjeligheder, og hvilke metoder der er velegnede til at undersøge disse ting. Ved påbegyndelsen af dette forskningsprojekt var det således ikke givet, hverken hvilke fonetiske variable og lingvistiske faktorer der ville give det største forskningsmæssige afkast, og der var heller ikke en velafprøvet metode man kunne kopiere. Der har derfor fra starten af ikke været meget andet end intuitive fornemmelser at gå ud fra. Undersøgelsen er således i høj grad baseret på en eksplorativ og eksperimenterende tilgang til emnet. Forskellige delundersøgelser er udført på forskellige erkendelsesstadier i denne proces, og det kan ikke udelukkes at afhandlingen indimellem bærer præg af dette. Der skal ikke lægges skjul på at jeg nærmer mig emnet fra et traditionelt dansk fonetisk/fonologisk udgangspunkt, og som sådan er jeg vant til søge svar på fonetiske spørgsmål inden for dette fagområde. For at beskrive de lingvistiske forhold der er afgørende for forekomsten af reduktionsfænomener, er man dog tvunget til at inddrage andre fagområder. Under arbejdet med dette forskningsprojekt er jeg blevet opmærksom på hvor komplekse sammenhænge der er mellem udtalevariation og de forskellige lingvistiske felter. Jeg er stødt på mange indfaldsvinkler som ville være værd at undersøge nærmere, og kolleger fra andre dele af sprogvidenskaben har ofte kunnet foreslå interessante og relevante vinkler fra deres eget fagområde. Således kunne der formentlig findes interessante sammenhænge hvis man i højere grad inddrog fagområder som grammatik, semantik, pragmatik, psykolingvistik, taleproduktion, sprogforandring, historisk sprogvidenskab, sprogtypologi, datalingvistik, samtaleanalyse, sprogtilegnelse, poesi, sociolingvistik osv. Det har desværre været umuligt for mig at sætte mig lige grundigt ind i alle disse fagområder. I betragtning af at emnet er uudforsket i de fleste retninger, har jeg i høj grad ladet mig styre af hvad der var lettest tilgængeligt for nærmere undersøgelse. I DanPASS-korpusset er der i 18 forvejen annoteret grammatisk, prosodisk og til en vis grad informationsstrukturel information. Det har været naturligt at tage udgangspunkt i den på forhånd givne annotation, og hvad der deraf kan udledes, frem for at kaste sig over faktorer som først skulle annoteres, uden nogen sikkerhed for at det ville føre til interessante resultater. Dernæst har jeg ladet data styre prioriteringerne i afhandlingen. De mest udbredte reduktionsfænomener, og de dele af sproget hvor der har vist sig en ophobning af reduktionsfænomener, er blevet undersøgt nærmere og har fået en grundigere behandling end de mere eksotiske fænomener, og de dele af sproget hvor reduktionerne forekommer mere sparsomt. Annotationen i DanPASS benyttes som et metodisk, praktisk udgangspunkt, men den er på ingen måde detaljeret nok til at alle relevante forhold kan undersøges direkte. Der er bl.a. ikke nogen annotation af morfemgrænser, ledfunktion, syntaktiske relationer osv., som kunne være relevant at undersøge nærmere. Man får således ikke et komplet og dækkende billede af reduktionsforholdene i moderne dansk alene på baggrund af denne undersøgelse. Jeg har inden for de enkelte dele af undersøgelsen forsøgt at gå så grundigt til værks som materialet og metoden tillader, og som jeg har vurderet forholdet mellem væsentligheden af et forhold vs. det praktiske besvær der er forbundet med en mere detaljeret undersøgelse. Det gælder, som alt andet, at afhandlingen af tidsmæssige og omfangsmæssige omstændigheder må begrænses. Overalt er der derfor åbne ender og forhold der er værd at undersøge nærmere. Det er dog min overbevisning at man her får et fyldestgørende overblik over hvordan reduktioner fordeler sig i sproget, og nogle klare indikationer af hvilke retninger der virker mest lovende med henblik på videre udforskning af reduktionsfænomener. 1.5 Afhandlingens opbygning Afhandlingen er opbygget af en række sammenhængende undersøgelser af fonetiske reduktionstilbøjeligheder set i forhold til forskellige lingvistiske parametre. I kapitel 2 er der først en mere detaljeret teoretisk gennemgang af problemstillingen og en nærmere begrebsafklaring. I kapitel 3 beskrives det sproglige materiale, DanPASS-korpusset, som undersøgelsen er baseret på. Et centralt element i undersøgelsen er registreringen af reducerede vs. distinkte realiseringer af fonemer. Dette bygger på udviklingen af en overfladenær fonologisk repræsentation og 19 kortlægningen mellem denne repræsentation og den manuelt annoterede lydskrift. Disse forhold beskrives i kapitel 4. I kapitel 5 gives et sammenfattende statistisk overblik over korpussets lingvistiske bestanddele. Kapitel 6-9 består af en række undersøgelser og diskussioner af reduktionstilbøjeligheder set i forhold til forskellige ekstrafonologiske faktorer, som ordklasse, grammatisk funktion, prosodiske forhold m.m. I kapitel 10-11 undersøges de intrafonologiske forhold og det fonetiske resultat af at en fonologisk streng udsættes for reduktion. I kapitel 12 gives et samlende overblik over resultaterne og et perspektiv til videre forskning og praktisk anvendelse af undersøgelsens resultater. 20 2 Teoretisk udgangspunkt Emnet for denne afhandling er fonetiske reduktioner i spontan tale. I dette kapitel gennemgås det teoretiske grundlag for identifikation og udforskning af reduktioner i talesproget. Reduktioner kan tentativt betegnes som en særlig type afvigelser fra en bestemt udtale. De teoretiske problemer består dels i at bestemme hvilke typer afvigelser der skal karakteriseres som reduktioner, og hvilke der ikke skal, dels i at bestemme den idealiserede udtale som reducerede former kan siges at være reduktioner af. 2.1 Udtalevariation og reduktion Udtalevariation kan undersøges fra mange forskellige vinkler. Jurafsky & Martin (2009, s. 262- 264) præsenterer en oversigt over de faktorer der i taleteknologiske sammenhænge anses som de væsentligste årsager til udtalevariation. Her nævnes så forskelligartede faktorer som talehastighed, ordfrekvens, kollokationel frekvens, koartikulation, fonemets intrinsiske tilbøjelighed til reduktion, morfologisk materiale, prosodiske fraser, planlægningsproblemer, sociolingvistiske faktorer, register og stil. Korrelationen mellem disse faktorer og udtalevariationsfænomener er veldokumenteret og genfindes i forskellige sprog (se Jurafsky & Martin for henvisninger til den relevante litteratur). Her er der tale om så vidt forskellige processer som fonologiske og morfologiske sprogforandringer, forskellige udtalenormer, bevidste personlige stilistiske valg og ad hoc reduktioner som kan skyldes forskellige faktorer i sprogproduktionsprocessen. Målet i de følgende afsnit er at indkredse den type distinkthedsvariation der finder sted inden for et og samme lingvistiske system, og for denne afhandlings mål er det derfor vigtigt at skelne mellem hvad der kan karakteriseres som ekstralingvistisk og intralingvistisk betinget variation. 2.1.1 Ekstralingvistiske og intralingvistiske faktorer Det er en almindelig erkendelse at der inden for det vi overordnet karakteriserer som samme sprog, findes en vis variation, ikke mindst i udtalen. Bevidstheden om at andre mennesker fra forskellige egne af lande, med forskellig alder eller social baggrund taler anderledes i forhold til 21 hvordan man selv taler, og at sprog forandrer sig over tid, er ikke forbeholdt lingvister. Studiet af udtalevariation har således en lang tradition inden for sociolingvistikken og sprogforandringsstudier, hvor reduktionsfænomener spiller en betydelig rolle, da det der startede som reduktioner med tiden kan blive mere og mere etablerede sprogforandringer (fx Labov 1972, 1994, 2001, Bybee 2002). Også inden for taleteknologi spiller intertalervariation en væsentlig rolle (Jurafsky & Martin 2009, s. 262-264). Talegenkendelsessoftware skal fx kunne benyttes af forskellige talere, og softwaren skal således kunne tilpasses til individuel udtalevariation. Blandt ekstralingvistiske faktorer regnes alt der har at gøre med den praktiske og sociale virkelighed hvori sproget anvendes. Det drejer sig om sprogbrugernes personlige, historiske, sociale og geografiske baggrund, stilistiske valg, forholdet mellem talere, forholdet mellem taleren og den situation sproget bruges i osv. Den type udtalevariation der er fokus på i denne afhandling er imidlertid af en anden karakter end sociolingvistikkens, dialektologiens og sproghistoriske ekstralingvistisk betingede variationsforhold. Komplementært til den ekstralingvistiske udtalevariation er den intralingvistiske udtalevariation. En og samme taler, eller sammenlignelige talere, kan udtale samme abstrakte størrelse (et fonem, en sekvens af fonemer, et ord, en sekvens af ord osv.) forskelligt inden for en ellers ensartet kontekst. Mens der er en lang forskningstradition inden for de forskellige grene der vedrører dialekter, sociolekter, sprogforandringer og historiske forhold, er der endnu meget lidt forskning i intralingvistisk betinget variation. Det er primært inden for de seneste 10-15 år at der er kommet forskningsmæssig interesse for dette område. Forskningen i intralingvistisk variation knytter sig især til variationsfænomener der kan karakteriseres som forskellige grader af fonetisk reduktion, enten målt i forhold til den akustiske varighed eller akustiske energi i bestemte segmenter (fx Aylett & Turk 2006, Bell & al. 2003, 2009, Gahl 2008, Gahl & al. 2006, Heldner & Strangert 2001, Henrichsen & Christiansen 2011, Solé 2010, Tily & al. 2009), eller i forhold til bortfald af bestemte fonetiske træk eller segmenter (fx Bürki & al. 2010, Davidson 2006, Ernestus 2000, Fosler-Lussier & Morgan 1999, Jurafsky & al. 2001, Kohler 1990, 2000, Kuijpers & Donselaar 1998, Meunier & Espesser 2011, Schuppler & al. 2011, Strik & al. 2008). I modsætning til fx sociolingvistikken hvor udtalevarianterne blot er udtryk for nominalt forskellige udtaler, kan intralingvistisk udtalevariation altså typisk rangordnes ordinalt efter graden af reduktion. 22 Ganske vist kan den enkelte taler også variere mellem nominalt forskellige former af et ord, fx mht. betoning [sɛntiˈmeˀdɐ ˈsɛntimeˀdɐ ˈɔwkɛj ɔwˈkɛj ˈsʌdan sʌˈdan] centimeter, okay, sådan. Her kan man dårligt efter objektive kriterier sige at den ene form er mere reduceret end den anden. Denne type variation forekommer dog mere sparsomt, og den er begrænset til helt bestemte ord. Selvom disse variationer samtaleanalytisk set formentlig kan være ganske betydningsfulde, er de typisk perifere i forhold til studier som ovennævnte og også for undersøgelsen i denne afhandling. Intralingvistisk variation byder på helt andre teoretiske problemer end den ekstralingvistiske variation. Den ekstralingvistiske variation kan beskrives som variation mellem forskellige sprogsystemer; i en sprognorm realiseres en given fonologisk streng i gennemsnit lidt anderledes end samme streng i en anden sprognorm. Ved intralingvistisk variation skal de forskellige udtalevarianter derimod rummes inden for samme sprogsystem, og det skal forklares hvorfor en taler veksler mellem at udtale et ord som fx jernbaneoverskæring trukket sammen til et firestavelsesord [jæɐ onbænʌsgɛŋˀ] eller foldet helt ud til syv stavelser [ˈjæɐ onbæːnəʌwɐsgæɐ oˀeŋ]. Systemet skal kunne rumme at et fonem, fx /t/, kan realiseres på mange forskellige måder, nogle gange [t], nogle gange [d], nogle [s] osv., og nogle gange falder det helt væk. Den ekstralingvistiske variation kan knyttes til faktorer som geografiske tilhørsforhold, alder, køn, samtalesituation, stil osv., som er konstante inden for den enkelte samtale. Fra et samtalecentrisk perspektiv er der mao. almindeligvis ingen ekstralingvistisk variation, selvom taleren selvfølgelig undervejs kan foretage stilskift, kodeskift, imitere andre udtalenormer, ændre humør osv., men her kan man stadig underopdele samtalen i enheder af større tidsmæssigt udstrækning inden for hvilke denne variation ikke er til stede. Den intralingvistiske variation er derimod konstant til stede. Næsten hver eneste ytring rummer både ord der er distinkt og reduceret udtalt, og selv enkeltord kan være distinkt udtalt i nogle dele og reduceret i andre. 2.2 Intralingvistiske årsager til reduktion Blandt intralingvistiske faktor regnes her alt der har at gøre med selve det sprogsystem der benyttes af taleren, den fonologiske struktur, grammatiske, semantiske og pragmatiske forhold, og det biologiske substrat som talerens sprogproduktion hviler på. I de følgende afsnit 23 infinitivmarkøren at, hvor bananpalme har T1-træk i alle de nævnte dimensioner, mens at har lutter T2-træk. Samtidig gælder der at der næsten aldrig findes reduktioner i bananpalme, mens at er det ord i korpusset der reduceres kraftigst og hyppigst; som bekendt reduceres det ofte til [ʌ] og kan endda falde helt bort. Grupperingen af disse træk er således i en vis forstand en opsummering af mange af de forhold der nævnes i foregående afsnit, og det er praktisk at kunne referere til disse træk samlet med betegnelserne T1 og T2, frem for at skulle nævne alle disse træk hver eneste gang det er relevant i de følgende kapitler. 2.2.2 Reduktionsundersøgelser i dansk Forskningen i udtalevariation i dansk er traditionelt foregået i en ekstralingvistisk kontekst (særligt Brink & Lund 1974, 1975, Brink & al. 1991), hvor reduktionsfænomener undersøges side om side med ekstralingvistisk betinget reduktion. Blandt tidlige intralingvistiske undersøgelser findes Katlev (1981, 1989) som undersøger hvordan reduktionsfænomener kan behandles inden for en traditionel fonologiske ramme. Grønnum (1982) undersøger nogle prosodiske egenskaber ved reduceret schwa. Rischel (1992) betoner vigtigheden af forskning i fonetiske forhold i naturlig tale og gennemgår en række væsentlige metodiske udfordringer i den forbindelse, men først i løbet af første årti i 2000-tallet begynder der at komme empiriske undersøgelser af reduktionsfænomener og nyere fonologiske udviklinger i spontan tale. I første omgang ses interessen blandt de lingvistikstuderende omkring Nina Grønnum på Københavns Universitet, hvilket resulterer i flere studenterprojekter om reduktionsfænomener i spontant talesprog (bl.a. Schachtenhaufen 2007a, 2007b). Herefter kommer der en række lingvistiske undersøgelser af reduktionsfænomener. Pharao (2010a, 2010b) undersøger konsonantreduktion i en kombination af et sprogforandringsmæssigt og fonetisk/fonologisk perspektiv. Schachtenhaufen (2010a) undersøger nogle vilkår for tab af syllabicitet i dansk. Schachtenhaufen (2010b) undersøger schwa-assimilation set i forhold til fonologiske stavelsesgrænser. Pharao (2012) har fokus på konsonantreduktioner i forhold til forskellige fonetiske og fonologiske kontekster. Heegård & Thøgersen (2012) sammenligner tilbøjeligheden til forskellige reduktionsfænomener i radioværters talestil vs. spontant talesprog. Også i forbindelse med sprogtilegnelsesstudier (første-, andetsåvel som skriftsprog) viser der sig en interesse for reduktionsfænomener (fx Boeg Thomsen 2012, Basbøll & al. 2012, Brodersen & 30 al. 2012, Juul 2012). Indtil nu er der kun enkelte undersøgelser af bestemte reduktionsfænomener set i forhold til morfologiske og syntaktisk forhold, fx Heegård (2012) om reduktion af endelserne -te og -ede i adjektiver og verber, P.A. Jensen (2012) om fonologiske og syntaktiske omstændigheder for er-kontraktion, Schachtenhaufen (2012a) om grammatiske og lydlige omstændigheder for nulrealisering af verbalformer, og Schachtenhaufen (2012b) om grammatiske og lydlige omstændigheder for schwa-bortfald. 2.3 Fonologisk udgangspunkt Når man omtaler nogle størrelser som variationer, implicerer det at der er noget som disse størrelser er variationer af. Vi oplever helt intuitivt at fx [svɛːvə] og [svɛːʊ] på trods af overfladisk forskellige former er udtaler af samme ord svæve. På trods af forskellene har formerne et eller andet lydligt fællesskab; de forholder sig til hinanden på en måde som vi kan se er systematisk i sproget, bl.a. ved at udtaleforskellen går igen i andre ord med parallel lydlig struktur jf. fx [tyːvə tyːʊ sæːvə sæːʊ løːvə løːʊ] tyve, save, løve. At fællesskabet beror på nogle lydmønstre og ikke selve betydningen af ordet, fremgår af at [svɛːvə] og [svɛːʊ] fx ikke betragtes som udtaler af ordet levitere, selv om svæve og levitere betyder omtrent det samme. På samme abstraktionsniveau kan vi på baggrund af sammenfaldende lydmønstre opfatte et abstrakt slægtskab mellem et ordpar som vilde/ville, dele (sb.)/dele (vb.) osv., selvom ordene betyder noget forskelligt, og selvom de måske ikke udtales fuldstændig ens hver gang. Den traditionelle fonologiske tilgang er at etablere et antal fonemer, som defineres som de mindste betydningsadskillende enheder i sproget, og på dette grundlag give en abstrakt repræsentation, fx /svɛːvə/ som kan realiseres både [svɛːvə] og [svɛːʊ]; udtalerne [və ʊ] er åbenlyst ikke betydningsadskillende og kan derfor tilskrives samme sekvens af fonemer /və/. Der er gennem tiden fremstillet adskillige konkurrerende fonologiske teorier, især mht. hvordan man afgør om en enhed er betydningsadskillende eller ej, hvad man skal forstå ved en enhed, fx om segmentet er det mindste relevante enhedsniveau, hvordan man afgrænser sproget mht. hvilke sproglige data en fonologisk analyse skal baseres på osv., og der kan tages forskellige hensyn til i hvor høj grad den fonologiske repræsentation skal svare til en eller anden psykolingvistisk realitet. Fra et rent databehandlingsperspektiv er disse teoretiske overvejelser mindre afgørende. I sidste 31 ende resulterer enhver fonologisk teori med en mængde abstrakte symboler og fonologiske regler, og for så vidt som disse abstraktioner kan repræsentere samme sprog på en adækvat måde, må der eksistere en isomorfi mellem de forskellige systemer, og man kan om man vil etablere en metafonologisk beskrivelse som beskriver forholdet mellem fonologiske repræsentationer i de forskellige systemer. I dansk sprogforskning er der primært tre traditioner mht. abstrakt repræsentation af sproglyde som man kan overveje at tage udgangspunkt i, nemlig Grønnum (2005), Basbøll (2005) og den der kommer til udtryk i Brink & Lund (1975). Basbøll (2005) etablerer 12 fuldvokalfonemer /i e ɛ a ɑ y ø œ u o ɔ ɒ/ og /ə/, og 18 konsonantfonemer /p t k b d g f s ɕ h m n ŋ v ð j r l/. Grønnum (2005) inddrager flere morfofonologiske, distributionelle og fonotaktiske forhold end Basbøll. Derved fortolkes /ɑ ɒ/ som /a ɔ/, hvilket giver 10 fuldvokaler, og /ɕ ŋ ð/ fortolkes som /sj ng1 d/, hvilket giver 15 konsonantfonemer. Brink & Lund (1975) etablerer ikke eksplicit noget foneminventar og proklamerer at de ”ikke kan godtage nogen af de eksisterende fonemteorier eller morfofonologiske udbygninger heraf” (s. 45). Brink & Lund påpeger en række grundlæggende problemer ved at foretage fonologiske analyser, som i sig selv er rimelige, og på den baggrund vælger de at undlade at skelne mellem abstrakt repræsentation og konkret manifestation af sproglyde. På trods af denne fraskrivelse kan Brink & Lund dog ikke undslippe abstrakte lydlige referencer. Brink & Lunds værk er en lang række af beskrivelser af sprogforandringer og reduktioner, og overalt bruges repræsentationer som fx ru > ro; ø > ö foran n, m, f; -v > -w osv. Her kan der naturligvis ikke være tale om konkrete fonetiske manifestationer; et fysisk manifesteret [v] er og bliver et manifesteret [v] og kan aldrig blive til noget andet. Når Brink & Lund omtaler at X > Y, må X forstås som en abstraktion, men frasigelsen af en fonologisk beskrivelse gør det aldeles uklart hvordan beskrivelserne skal forstås. Hvad vil det fx sige når Brink & Lund nævner at ø > ö foran n, m, f? Hvad er det for et ø der er tale om, og hvad vil det sige at det bliver til ö? Er det så stadig ø i en eller anden forstand, og hvilken forstand? Og hvis ikke, hvad vil det så sige at det engang var et ø? Hvad menes med betingelsen ”foran n, m, f”? Er det kun manifesterede [m n f]? Hvad hvis disse lyde reduceres, eller hvis et foranstående segment reduceres så ø i en eller anden forstand står foran disse, gælder reglen så stadig? Osv. Faktuelt foretager Brink & Lund sig noget der er isomorft 1 Basbøll (s. 65) indvender mod fortolkningen af [ŋ] som /ng/ at drop af lukkelyden ikke forekommer i faktisk tale, men hertil skal det bemærkes at der er mindst et eksempel på det modsatte i materialet i denne undersøgelse, nemlig [ˈseːˀˈŋɑŋˀ] se engang. 32 med fonologisk analyse, men de gør det på et ikke-ekspliciteret grundlag, hvilket skaber flere problemer end de problemer de forsøger at undgå. 2.3.1 Den fonologiske repræsentation i denne afhandling I denne afhandling tages der udgangspunkt i et symbolsystem svarende til Grønnum fonologiske analyse af dansk (Grønnum 2005), og det vil sige at ordets fonematiske form benyttes som fælles reference i forhold til at bestemme hvad der er variationer af hvad. Det er altså fx referencen til den fonematiske form /svɛːvə/ der er fælles for [svɛːvə] og [svɛːʊ] som derved bestemmer at der er tale om varianter af samme abstrakte form. En rent praktisk årsag til dette valg er at dette er den fonologiske repræsentation der er givet på forhånd i DanPASS-korpusset som benyttes som sprogligt materiale her. Grønnums analyse er karakteriseret ved at gå dybt i abstraktionsniveauet. De fonemer der etableres har derved kun en meget diffus relation til den artikulatoriske virkelighed. Fordelen ved dette i forhold til udtalevariation er at man kan fastholde den abstrakte relation der er mellem på overfladen meget forskellige realiseringer af samme ord. Således kan [sn x] og [ˈsʌˈdan] betragtes som varianter af samme abstrakte struktur / ˈsɔdan/ sådan, og dermed er det muligt at sige noget om variationen. Dette ville ikke være muligt på et mere overfladenært abstraktionsniveau. Hvis man er overbevist om at et dybere abstraktionsniveau end den akustisk/artikulatorisk betingede gruppering af lydsegmenterne aldrig kan være relevant, må [sn x] og [ˈsʌˈdan] betragtes som forskellige ting, analogt til at en ødelagt stol er noget andet end en hel stol. Men i så fald er der ikke noget grundlag for sammenligning; der er ingen variation, blot forskellige ord eller ordformer – vi kan ikke lære noget om hvilke konstruktioner der er tilbøjelige til at bryde samme og under hvilken belastning. Omvendt er det dybe abstraktionsniveau også en af svaghederne ved Grønnums analyse. Ulempen ved dette i reduktionssammenhænge er at det lydlige output af en reduktion er langt mere afhængigt af den umiddelbare artikulatoriske virkelighed end af dybe, historiske forbindelser mellem lydene. Der er betydelig forskel på hvordan/g d/ realiseres i hhv. /gaːdə/ gade vs. /daːgə/ dage, og dermed hvilke reduktionsmuligheder der er i disse ord. Og hvis man fx vil beskrive hvornår der indtræffer schwa-assimilation, nytter det ikke noget at beskrive /d/ i side som en lukkelyd. Man er nødt til et eller andet sted i beskrivelsen at have et abstraktionsniveau hvor /də/ er blevet til ðə før de to fonemer kan smelte sammen til [ð x]. Og der 33 hvor man i distinkt udtale har [d], kan det muligvis være underordnet om dette [d] på et abstrakt niveau skal fortolkes som /d/ eller /t/ (jf. Schachtenhaufen 2007a). For at imødekomme dette problem uden at miste for meget af fordelen ved en meget abstrakt repræsentation, skelnes der i denne afhandling mellem flere abstraktionsniveauer, hvilket beskrives nærmere i 2.3.2. 2.3.2 Flere abstraktionsniveauer I denne afhandling dannes der en overfladenær repræsentation på baggrund af Grønnums fonologiske beskrivelse, dvs. alle fonologiske regler er implementeret i et script, som transformerer den fonologiske repræsentation til en ny overfladenær repræsentation. Detaljerne i denne procedure beskrives i afsnit 4.2. Scriptet består af en lang række regler som for en stor dels vedkommende skal appliceres i den rigtige rækkefølge. For at generere /lang/ → [lɑŋˀ] lang (Grønnum 2005, s. 406) er der fx især tre regler med fastlagt rækkefølge: (1) n → ŋ / _g (/n/ velariseres foran velært lukke) (2) g → 0 / N_ (/g/ falder bort efter nasal) (3) a → ɑ / _ ŋ (/a/ centraliseres foran velær konsonant) Hvis der blev byttet rundt på rækkefølgen så (2) fx kom før (1), ville /n/ ikke nå at blive velariseret, og dermed ville /a/ ikke blive centraliseret, og udtalen ville blive [lanˀ]. Hvis (3) kom før (1), ville udtalen blive [laŋˀ] og ikke [lɑŋˀ]. Men når reglerne således er ordnede, betyder det at man midlertidigt må indføre et niveau hvor fx /ng/ er blevet til ŋ mens /a/ stadig er /a/. Det er værd at bemærke at denne transformationsprocedure så at sige bevæger sig igennem både Basbølls (2005) repræsentation og hvad der svarer til Brink & Lunds (1975) beskrivelsesniveau. Hvis man stopper scriptet på en bestemt linje, fås et output der svarer til Basbølls analyse, hvis man stopper scriptet på en senere linje, fås et output der svarer nogenlunde til distinkthedsformen i Brink & al. (1991), lidt senere opnås Brink & al.'s hovedform. Man kan mao. sige at de forskellige beskrivelser ligger i forlængelse af hinanden og fra et rent databehandlingsperspektiv kun adskiller sig fra hinanden mht. hvor mange af Grønnums fonologiske regler der er appliceret (i hvert fald overordnet; der kan være enkeltord hvor man kan diskutere adækvatheden af den fonologiske repræsentation). 34 Man kan beskrive disse forhold som forskellige abstraktionsniveauer. Outputtet af scriptet ligner til forveksling den forventede fonetiske transskription af en distinkt udtale af ordet. Jo længere man bevæger sig i reglerne tilbage mod Grønnums oprindelige repræsentation, des mere abstrakt bliver beskrivelsen. Forskellige symboler slås sammen til et enkelt, fx /a ɑ/ → /a/, selvom det dækker over forskellige udtaler, og dermed bliver repræsentationen mere abstrakt og uigennemskuelig hvis man ikke kender de tilhørende fonologiske regler. Grønnum (2005, s. 374-376) erkender selv at der kan laves fonologiske repræsentationer på forskellige abstraktionsniveauer, bl.a. alt efter hvor mange morfologiske forhold man ønsker at inddrage i repræsentationen, og at det kan være vanskeligt at holde sig konsekvent på et bestemt abstraktionsniveau. I princippet kunne Grønnums repræsentation også gøres endnu mere abstrakt, fx /stift/ → /stiːv+t/ stift (adj.) med henvisning til roden /stiːv/ stiv. Dermed gælder det at der ikke kun findes ét rigtigt abstraktionsniveau. Forskellige abstraktionsniveauer kan have forskellig relevans i forhold til at forklare forskellige lydlige mønstre i sproget; for at lave en model for schwaassimilation er det fx relevant at tage udgangspunkt i et mere overfladenært abstraktionsniveau end både Grønnum og Basbøll, fx hvor /v/ deles op i /v w/ (Schachtenhaufen 2010b). Pointen er dog at disse abstraktionsniveauer ligger i forlængelse af hinanden. Det er reelt ikke adskilte systemer, men forskellige abstraktionsniveauer i et metafonologisk system, og der kan formuleres regler for hvordan man kommer fra det ene system til det andet, og hvordan en repræsentation af et ord i et system skal repræsenteres i et andet system. Outputtet af scriptet kunne således i princippet også være dannet på baggrund af Basbølls eller Brink & Lunds repræsentationer, og dermed er afhandlingens afhandlingens analyse ikke afhængig af et bestemt fonologisk standpunkt. Det skal desuden bemærkes at dette script blot består af en række matematiske manipulationer af symboler efter typografiske regler. Inputtet såvel som outputtet er således blot en sekvens af symboler; der er ikke sket en fonetisk realisering, blot en transformation af symboler. Der er ganske enkelt tale om en abstrakt repræsentation, som kan føres direkte tilbage til Grønnums oprindelige repræsentation via backtracking af de morfofonologiske regler. Som Grønnum (2005, s. 375) nævner så har vi ikke udviklet en terminologi til at beskrive disse forskellige abstraktionsniveauer. Den traditionelle fonologiske repræsentation er så at sige flad; alle abstraktionsniveauer er kollapset i et enkelt niveau. I princippet kunne man skelne mellem vilkårligt mange niveauer, men det er hverken 35 læsevenligt eller praktisk at håndtere for mange niveauer. I denne afhandling defineres derfor følgende niveauer: 1. Oprindelig fonemrepræsentation. Dette er den på forhånd givne repræsentation i materialet der benyttes i denne undersøgelse, som følger principperne givet af Grønnum (2005). Dette noteres pr. tradition omgivet af skråklammer, fx /ˈneːdənonˀər/ nedenunder. 2. Afledt repræsentation. Dette er den repræsentation som er outputtet af det ovennævnte script. I denne repræsentation er alle Grønnums fonologiske regler blevet appliceret. Desuden er der appliceret schwa-assimilation efter de principper der er givet af Schachtenhaufen (2010b), dvs. schwa-assimilation gennemføres hvis schwa følger efter heterosyllabisk vokoid eller står foran en tautosyllabisk sonorant. Den afledte repræsentation noteres omgivet af skråklammer efterfulgt af afledningsmærke ('), fx / ˈneːðn xɔnˀɐ/' nedenunder. Nærmere detaljer findes i afsnit 4.2. 3. Fonetisk transskription. Dette er den symbolske repræsentation af de perciperede fonetiske begivenheder i ordet som det faktisk udtales i situationen. I modsætning til de fonologiske repræsentationer er lydskriften ikke intenderet abstrakt, men det er uundgåeligt at der finder en vis grad af abstraktion sted når analog lyd nedfældes i diskrete symboler. Pr. tradition noteres lydskrift mellem kantede parenteser, fx [ˈneðnɔnˀɐ] nedenunder. Hvorvidt man ud fra teoretiske præferencer vil kalde denne afledte repræsentation for en slags fonologisk repræsentation, eller om man foretrækker andre gængse betegnelser som citationsform, distinkt udtaleangivelse, leksikonudtale eller andet, er for denne afhandlings formål for så vidt underordnet. Det væsentlige er at fastholde at der er tale om en abstrakt model af ordet og ikke en repræsentation af fonetisk manifesteret udtale. Når du udtales [ɾu], er det naturligvis ikke den fonetiske manifestation [d] der bliver til noget andet, men en abstrakt størrelse /d/' der realiseres [ɾ] i stedet for [d]. Det er desuden væsentligt at opretholde en klar skelnen mellem abstrakt form og konkret realisering, og derfor kaldes symbolerne i den afledte fonologiske repræsentation slet og ret for fonemer, og repræsenteres mellem skråstreger, mens symbolerne der benyttes i lydskriften, kaldes foner, og repræsenteres mellem kantede parenteser, så der således opretholdes en klar 36 terminologisk og repræsentativ skelnen mellem de to abstraktionsniveauer. Pointen med denne manøvre er af væsentlig praktisk betydning i denne afhandling. Når man undersøger udtalevariation, er det som antydet i foregående afsnit ofte praktisk at tage udgangspunkt i den mere overfladenære repræsentation, altså den der ud fra en naiv fonologisk forventning stemmer bedst overens med en fonetisk transskription af et konkret udtalt ord. Ingen forventer at /langə/ lange nogensinde udtales [langə]; den naive fonologiske forventning er at /langə/ udtales [lɑŋə], og hvis det udtales på anden vis, fx [lɑŋŋx lɑŋ lɑu] kan man begynde at argumentere for at der er tale om spontane reduktioner. Fordelen ved at benytte den afledte repræsentation frem for den oprindelige, er altså at den mere direkte kan sammenlignes med den annoterede udtale, bl.a.. i og med at de hhv. fonologiske og fonetiske symboler i højere grad svarer til hinanden både i antal og i position i den typografiske streng. Dobbeltfonemer der realiseres som enkeltlyde, fx /ng sj ar/ → [ŋ ɕ ɑ], repræsenteres nu også af enkeltfonemer /ŋ ɕ ɑ/', og placeringen af fx stød stemmer overens i fx /neðˀ/' → [neðˀ] ned, hvor det i den oprindelige repræsentation er markeret på vokalen /neːˀd/. I forbindelse med analyse af reduktioner er der ydermere den fuldstændig afgørende fordel at alle de fonologisk betingede reduktioner er skrællet af i den afledte fonologiske repræsentation; alle de reduktioner som følger helt obligatorisk af fonemets position i stavelsen og dets fonologiske omgivelser, såsom /p d/ → [b ð] i coda, er allerede implementeret, og man kan herfra analysere de ekstrafonologisk betingede reduktioner helt ufiltreret. 2.4 Reduktion og distinktion Begrebet reduktion er centralt for denne afhandling, og det er derfor væsentligt at afklare hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved reduceret og distinkt udtale. Betegnelsen reduktion benyttes forskelligt af forskellige sprogforskere, ligesom der kan være konkurrerende eller beslægtede termer som lenition, target undershoot, allegroudtale, elliptisk tale, assimilation, sandhi, sjusk, mumlen, osv., og der kan være forskel på hvilket attributiv benævnelsen associeres med, fx fonetisk, fonologisk, artikulatorisk eller akustisk reduktion. 37 2.4.1 Reduktioner fonetisk set Umiddelbart har man nok en intuitiv fornemmelse af at nogle udtaler af et ord virker mere reducerede end andre. Hvis man har tre former af et ord, fx [læːvð x læʊ oð x læð] lavet, virker det fx intuitivt oplagt at [læʊ oð x] er en mere reduceret form end [læːvð x], og [læð] er mere reduceret end [læʊ oð x] og følgelig mere reduceret end [læːvð x]. Når der her bruges betegnelsen reduktion, er det for tydeligt at indikere at der ikke er tale om tre ligeværdige former; de befinder sig forskellige steder på en reduktionsskala, hvor nogle former er mere reducerede end andre. Det er imidlertid rimeligt at spørge om vores intuitive fornemmelse for reduktionsgrader kan retfærdiggøres, eller om der blot er tale om subjektive æstetiske bedømmelser af forskellige, men principielt ligeværdige udtaler. Med andre ord er spørgsmålet om forskellen på formerne er ordinal i natur, dvs. de kan rangordnes efter objektive kriterier, eller om den er af nominal natur, hvor der ikke findes nogen logiske kriterier for rangordning, men blot subjektive bedømmelser. I det aktuelle eksempel, A: [læːvð x], B: [læʊ oð x] og C: [læð], kan man ud fra fonetiske egenskaber ganske objektivt afgøre at C er reduceret i forhold til A og B, og at B er reduceret i forhold til A, nemlig idet at der i de mere reducerede former er blevet mindre af noget i forhold til de mere distinkte former; i B er der forsvundet vokallængde og /v/ er vokoideret mellem de to vokaler, og dermed er den syntagmatiske kontrast mellem nabolydene formindsket, i C er den intervokaliske konsonant helt forsvundet, og det syllabiske træk er mistet. Bortfaldet af segmenter og træk, og svækkelse af kontrasten mellem segmenter er de bærende objektive kriterier i forhold til at afgøre om noget er reduceret eller ej. Et andet tilnærmelsesvist objektivt kriterium er hvorvidt den ene form kan genereres ud fra den anden. Man kan som regel generere en mindre distinkt form ud fra en mere distinkt form med generelle forkortelsesregler, men processen er ofte irreversibel. Reduktion er en envejsfunktion. Hvis man kun har den reducerede form, kan man ikke altid være sikker på hvilken distinkt form den er genereret ud fra. Man kan fx generere [læð] ud fra [læʊ oð x], og [læʊ oð x] ud fra [læːvð x], med generelle principper som bortfald af vokoid mellem vokoider, tab af syllabicitet efter et syllabisk segment og tab af vokallængde foran vokoider, principper som ikke blot kan appliceres i dette ord, men generelt. Omvendt, hvis man kun præsenteres for formen [læð] kan man ikke være sikkert på hvad det er en reduktion af. Det kan efter de selvsamme principper være en reduktion af bl.a. lavet, lavede lade, ladet, ladede osv., såvel som den distinkte udtale af lad (sb.). Man kan med andre ord ikke se på en konkret udtale hvilke reduktionsprincipper der er blevet anvendt, 38 hvis nogen overhovedet, uden at vide hvad den distinkte form er. Det skal hertil bemærkes at vi i faktisk sprogbrug naturligvis er vældig gode til at rekonstruere den fulde form ud fra en reduceret, så vi er i stand til at genkende ordet, men det beror på at den reducerede form ikke står alene; den står i en kontekst, og vi benytter vores viden om verden og vores evne til at gennemskue hvilken fortolkning der er relevant og meningsfuld til at rekonstruere ordet (se Ernestus & al. 2002, Mitterer & Ernestus 2006, Ven & al. 2011). Et tredje kriterium er vores viden fra historiske lydforandringer, hvor leniseringsprocesser følger bestemte universelle tilbøjeligheder. Man kan opstille et leniseringshierarki hvor det gælder generelt at lukkelyd > affrikat > frikativ > approksimant/halvvokal > 0. Desuden leniseres aspireret > uaspireret, ustemt > stemt og lang > kort (Grønnum 2005, s. 371). I afsnit 4.2.4 beskrives i nærmere detaljer hvordan disse kriterier appliceres i praksis i denne undersøgelse til at vurdere om en udtale er distinkt eller reduceret. 2.4.2 Akustiske og annoterede reduktioner Som nævnt i 2.2 måles reduktioner typisk enten i akustiske parametre (oftest varighed) eller i forekomsten af bestemte reduktionsfænomener. Denne afhandling er primært baseret på analyse af reduktioner som fremtræder i den fonetiske transskription frem for akustiske målinger. Denne tilgang har massive fordele. Ikke alene er det entydigt identificerbart hvor der forekommer variation i form af afvigelser fra den fonologisk prædikerede form, men naturen af denne afvigelse er også angivet. Ved at sammenligne den fonologiske og transskriberede form kan man se reduktionstypen, altså præcis hvilke træk der er reducerede, om der er tale om assimilation, bortfald, åbning, afstemning, deaffrikation, desyllabicering, forkortelse, åbning osv. Analysen kan således føre frem til en detaljeret beskrivelse af forholdet mellem fonologisk og fonetisk form som kan anvendes i både teoretiske, taleteknologiske og sprogpædagogiske sammenhænge. Dermed bliver reduktion også en kategoriel egenskab. Man kan meningsfuldt tale om hvorvidt en udtale i kategorisk forstand er reduceret eller ej, dvs. om transskriptionen indeholder reduktioner eller ej. Ad den vej bliver det muligt at sammenligne ord med forskelligt fonologisk materiale. Hvis man fx vil undersøge om verber reduceres mere end adjektiver, kan man i transskriptionen tælle hvor mange fonemer der bortfalder i de forskellige ordklasser, uanset hvilke fonemer ordene så end måtte bestå af. Man kan fx ganske let afgøre at [nɛməsdə] 39 •de personer der placerer bumserne … bomberne •Transportminister Lars Berfed … Barfod •Den store ministerplan kan dog blive udskidt … -skudt til senere på året. I DanPASS-korpusset er der enkelt oplagte eksempler på fortalelser, fx: •jeg har en diamantline -mine der ligger... •blibloteket •stråtække... -tækte •det høje udsang-...udging-...udsigtspunkt Fra et taleproduktionsmæssigt perspektiv er det rimeligt at betragte denne type variation som udtryk for nogle andre processer end fonetiske reduktioner (Levelt 1989 s.458-499, Plug & Carter 2011). Man ser bl.a. ofte at taleren selv registrerer og retter disse fejl, men ikke altid. Det kan indimellem være vanskeligt fra en rent datadrevet perspektiv at afgøre om der er tale om det ene eller andet, fx hvad det er der gør at man opfatter diamantline som en fortalelse af diamantmine, mens [mɛmˀm x] opfattes som en mindre distinkt udtale af mellem. I begge tilfælde er det et [m] og [l] der udskiftes. Sagen er naturligvis her at vi med fonetiske ræsonnementer kan forklare hvordan [l] kan assimileres til det efterfølgende [m] i mellem, mens der skal en anden type ræsonnement til at forklare [m] → [l] i diamantline – måske er det en anticipationsfejl fra det ligger der følger efter, men det er i hvert fald ikke assimilation til nabosegmenterne. Undertiden fuldføres udtalen af et ord ikke. I korpusset er disse markeret med bindestreg, fx: •ned ad nør- Nørregade •sådan at du mat det sat det det sdet sdet sidder midt mellem... •det mdet må være førdet er førstesalen Store dele af et ord kan reduceres, fx kan sådan reduceres til [s] i sådan noget. På trods af dette fornemmer man intuitivt at fx nør- og førikke er reducerede varianter af hhv. Nørregade og førstesalen, i hvert fald ikke på samme måde som [s] er en reduceret udtale af sådan. Dette har 46 givetvis noget at gøre med forhold som hvorvidt ordet genoptages, hvor gennemskuelig konstruktionen er på trods af reduktionen, hvorvidt formen er fonetisk integreret med efterfølgende ord, om der er en kort pause eller lignende. Sådanne fortalelser og afbrydelser betragtes ikke som fonetiske reduktioner inden for denne afhandlings forståelse af begrebet. I denne undersøgelse tages der udgangspunkt i den fonologiske fortolkning der er givet i DanPASS, hvor sådanne fortalelser har fået en passende fonologisk fortolkning. Således er fx diamantline fortolket /diaˈmanˀtliːnə/. Afbrudte og selvrettede udtaler er pr. konvention ikke annoteret i korpusset, ud over at de er markeret i den ortografiske transskription, og de bliver på den baggrund automatisk ignoreret i denne undersøgelse. Det fortolkningsmæssige valg mellem at opfatte en form som en fortalelse eller ej, er dermed overladt til den på forhånd givne annotation. Overordnet er den givne fortolkning i overensstemmelse med hvad jeg selv finder rimeligt. 2.3.4 Reduktionshierarki og instrinsisk reducerbarhed Kohler (1990, s. 73) demonstrerer at et ord som fx den tyske artikel dem kan realiseres med forskellige former som kan ordnes hierarkisk efter graden af reduktion: deːm → dem → de Çm → dəm → dm → bm → m Man ser her at vokallængden forsvinder først, dernæst forskellige grader af reduktion af vokalen, og først når vokalen er helt faldet bort, påbegynder reduktionen af lukkelyden, mens nasalen beholdes hele vejen igennem. Eksemplet demonstrerer et reduktionhierarki; visse fonemer eller dele af et ord reduceres før andre. Kohler demonstrerer endvidere at man kan beskrive dette reduktionshierarki med prioriterede generative regler, som ikke bare gælder i det enkelte ord, men har generel anvendelse. En lignende tilgang finder man hos Katlev (1981, 1989). Brink & Lund (1975, s. 63) har ligeledes registreret lignende mønstre som de kalder reduktionsharmoni, hvor visse reduktionsfænomener ledsages af andre. Schachtenhaufen (2010b) demonstrerer at første posttoniske schwa i proparoxytone ord, som fx /steːˀnənə/ stenene, assimileres og falder bort, [sdeːˀnə], før andet posttoniske schwa overhovedet påbegynder reduktion. Schachtenhaufen (2007a) finder at /t/ sjældent reduceres til [ɾ] foran 47 finalt /ə/ end foran finalt /ər/ og spekulerer i at dette skyldes at /t/ i denne position er mindre reducerbart end isoleret /ə/, men mere reducerbart end /ər/ [ɐ]. Således reduceres /ə/ før /t/, og dermed forsvinder forudsætningen for at /t/ kan reduceres til [ɾ], nemlig den intervokaliske position. Selvom generaliteten af disse reduktionshierarkier ikke er særlig veldokumenteret, imødegås undersøgelsen med en forventning om at nogle fonemer er mere tilbøjelige til reduktion end andre. Det virker fx intuitivt rimeligt at fx ordinitialt /p/ er mere resistent over for reduktioner end et posttonisk /ə/. Et fonems eller en fonologisk strukturs tilbøjelighed til reduktion benævnes her som intrinsisk reducerbarhed. Det er på forhånd vanskeligt at sige noget konkret om et fonems intrinsiske reducerbarhed, og det er ligeledes vanskeligt at undersøge det i et korpus. Det kan være vanskeligt at afgøre om et fonems tilbøjelighed til reduktion er en intrinsisk egenskab, eller om det skyldes at fonemet hyppigt optræder i meget reducerbare ord. I kapitel 11 forsøges det at afklare disse begreber, reduktionshierarki og intrinsisk reducerbar, nærmere. 2.5 Reduktionsbegrebet i denne afhandling I de foregående afsnit er der gennemgået nogle forskellige teoretiske overvejelser mht. dels hvad der skal opfattes som reduktioner, og dels hvordan man undersøger det i praksis. Indledningsvis i kapitlet blev reduktioner betegnet som en særlig type afvigelser fra en bestemt udtale. Man må her skelne mellem en ideel og en praktisk definition af reduktioner. I denne afhandlings perspektiv skal reduktioner ses som et intratalerfænomen. Man kan tænke sig at en enkelt talers realiseringer af et bestemt ord kan rangordnes efter graden af reduktion, fx /løːvə/ løve: [løːvə] → [løːʊ] → [løʊ] → [løʊ o]. Reduktioner defineres her ideelt set som afvigelser fra talerens mest distinkte udtale, i dette tilfælde [løːvə], som passer ind i denne rangordning. Der skal her tages udgangspunkt i talerens egen udtalenorm. Det kan meget vel være at en taler slet ikke har formen [løːvə] i sit udtaleforråd. I så fald må [løːʊ] betragtes som distinkt for denne taler; [løːʊ] kan mao. meget vel være den ene talers distinkte udtale og den anden talers reducerede udtale. I praksis kan det dog være vanskeligt at få adgang til talerens mest distinkte udtaleform, og man kan derfor ikke altid vide om [løːʊ] er en distinkt eller reduceret udtale hos den givne taler, hvis man kun har begrænset viden om denne. Specifikt i det materiale der benyttes her, har vi ikke 48 mulighed for at undersøge informanternes distinkte udtalenorm ned til mindste detalje. Ideelt set burde man også behandle den enkelte sprogbrugere isoleret, men for at opnå en vis grad af generaliserbarhed og et tilstrækkeligt datagrundlag, undersøges der her en pulje af sprogbrugere, som behandles som repræsentanter for samme udtalenorm eller sprogsystem. Rent metodisk defineres reduktioner derfor ud fra praktiske kriterier. I den følgende undersøgelse betragtes reduktioner i første omgang som afvigelser fra den afledte fonologiske form, som blev defineret i afsnit 2.2.2. Der er imidlertid en række af disse afvigelser som ikke rimeligt kan kaldes reduktioner jf. ovenstående ideelle definition. Der er en række velkendte igangværende fonologiske udviklinger som kan tilskrives forskellige udtalenormer. Disse tages der højde for metodisk, hvilket beskrives nærmere i afsnit 4.2.4. Men selv disse forhold taget i betragtning opstår der jævnligt situationer hvor man må være parat til at diskutere den fonologiske repræsentations adækvathed. Forekomsten af reducerede former undersøges her i forhold til en række ekstrafonologiske faktorer, og der søges en afklaring af hvilke ekstrafonologiske faktorer der spiller en rolle for reduktion, og hvordan og hvor meget. Men som omtalt i dette kapitel kan der også være intrafonologiske forhold der blander sig. Under analysen holdes det derfor hele tiden in mente at reduktionsfænomener, efter den praktiske definition ovenfor, der ikke kan forklares ud fra ekstrafonologiske faktorer, må skulle kunne forklares ud fra intralingvistiske faktorer, enten som en generel fonologisk tendens, dvs. en fonologisk struktur som har en intrinsisk høj tilbøjelighed til reduktion (hvortil der i så fald må findes rimelige fonetiske forklaringer), eller det skal kunne forklares som en inadækvat fonologisk repræsentation. For at tage konkret og ukontroversielt eksempel kan man betragte et ord som rektangel. Pr. metodisk automatik fortolkes ordet fonologisk som /ʁægtɑŋˀlx/', men ofte udtales det [ʁægdɑŋˀlx], altså formelt med reduktion af /t/' → [d]. Ordet har dog mange T1-træk, og ordet burde således kun sjældent forekomme reduceret, altså må man mistænke enten en generel fonologisk tilbøjelighed til reduktion af /t/' i denne position eller en inadækvat fonologisk repræsentation. Ved sammenligning med de øvrige forekomster af /t/' i korpusset finder vi at /t/' kun sjældent reduceres, og vi må derfor overveje om den fonologiske repræsentation er urimelig. Her kan man hæfte sig ved at rektangel etymologisk kommer af latin rectus + angulus, hvilket de sprogkyndige informanter meget vel kan være bevidste om, og det virker derfor forsvarligt at udtalen [ʁægdɑŋˀlx] hos nogle sprogbrugere er baseret på den etymologisk korrekte stavelsesdeling /rɛkt.anˀg.əl/ hvor /t/ står i 49 coda, hvor det regelret afledes til /d/'. Den automatiske stavelsesdeling /rɛk.tanˀg.əl/ er mao. ikke adækvat i alle forekomster, men det kan være vanskeligt på forhånd at identificere sådanne urimeligheder. Reducerende faktorer i denne afhandling Da der er tale om et eksplorativt studie, og da udforskningen af reduktioner i dansk ud fra den forståelse af reduktionsbegrebet som gives her, er ganske begrænset, gribes der fat i de umiddelbart tilgængelige og relativt uudforskede intralingvistiske faktorer som grammatiske og informationsstrukturelle faktorer. Således er der afsat et kapitel til analyse af de åbne ordklasser (kapitel 6), et kapitel om grammatiske småord (kapitel 7), et kapitel om prosodiske forhold (kapitel 8), og et kapitel (9) hvor der samles op på forskellige faktorer, herunder informationsstruktur og ekstralingvistiske forhold i den grad disse forhold lader sig undersøge inden for materialets rammer. I kapitel 10-11 behandles de intrafonologiske faktorer der har betydning for hvordan ord reduceres. Reducerede former i denne afhandling Graden af reduktion kan bestemmes som den realiserede fonetiske forms afstand fra talerens mest distinkte form. Som mål for denne afstand benyttes i denne afhandling primært antallet af reducerede segmenter, og i mindre omfang reduktion i akustisk varighed. I stedet for på forhånd at udvælge bestemte reduktionsfænomener, forsøges det i denne afhandling at få et stort overblik over det fonetiske landskab. Således spores realiseringen af hvert eneste fonem i det undersøgte materiale, og denne vurderes i første omgang som enten distinkt eller reduceret. Reduktionspres vs. intrinsisk reduktionstilbøjelighed Da graden af reduktion efter den opfattelse der er præsenteret her, er et produkt af reduktionspresset og den fonologiske strukturs intrinsiske resistens, og da begge disse variable som udgangspunkt er ukendte, er det i praksis vanskeligt at afgøre værdien af disse variable alene ud fra den konkrete realisering af et ord. Det er en ligning med to ubekendte. Reduktionspres og reduktionstilbøjelighed forbliver derfor til en vis grad teoretiske størrelser, som beror på intuitive fornemmelser og fortolkninger. Først og fremmest er benyttes begreberne her til at anskue de mange problematikker der er involveret i udforskningen af reduktioner. 50 2.6 Tilbagevendende problemstillinger og statistiske overvejelser Der er en række allestedsnærværende forhold som gælder i sproget, som gang på gang viser sig at føre til både metodiske problemer og fortolkningsproblemer i denne undersøgelse. Disse forhold giver især problemer i forbindelse med at benytte konventionelle statistiske metoder. Af disse årsager er det min vurdering at de statistiske metoder jeg er bekendt og fortrolig med, ville skade undersøgelsen mere end de ville gavne, og dermed finder jeg det mest forsvarligt at udelade mere avancerede statistiske beregninger fra afhandlingen. Sprogets zipf-fordelte natur I ethvert vilkårligt udsnit af sproget vil der være en tilbøjelighed til at ganske få ord er ekstremt hyppige, mens ganske mange ord er ekstremt sjældne. Ifølge Zipfs lov (Zipf 1935, Baayen 2008) vil et ords frekvens i et tilstrækkeligt stort korpus være omvendt proportionalt med dets placering på en numerisk ordnet liste, dvs. det hyppigste ord vil optræde omtrent dobbelt så ofte som det næsthyppigste, tre gange oftere end det tredjehyppigste osv. Endvidere vil omtrent halvdelen af ordene i et korpus (pr. type) kun forekomme en gang, omtrent en fjerdedel vil forekomme to gange osv. Som nævnt i 2.2 er der en nær sammenhæng mellem ordfrekvens og reduktionstilbøjeligheder. I en statistisk test af hvorvidt en given faktor spiller en rolle for et givent fonetisk fænomen, vil de få højfrekvente ord således bidrage forholdsmæssigt meget til det endelige resultat, mens de mange lavfrekvente ord kun vil have en lille indflydelse på den statistiske beregning. Det betyder at forhold der er gældende for de to-tre hyppigste ord, ofte kommer til at skævvride resultatet af den statistiske test, og således risikerer man med at konkludere at en korrelation er statistisk signifikant, selvom korrelationen måske kun er gældende for enkelte højfrekvente ord. Man slipper ikke for dette problem ved at ignorere de mest højfrekvente ord. Zipf-fordelingen sørger for at der altid, hvis sprogudsnittet er tilstrækkeligt stort, er få ord der er overordentligt hyppige, mens mange er ekstremt sjældne. Man kan heller ikke omgå problemet ved at kigge på typer i stedet for tokens. Derved opnår man blot den modsatte virkning, nemlig at de mange ekstremt sjældne ord, som måske i kraft af deres sjældenhed kan opføre sig aparte, får samme tyngde i den statistisk beregning som mere almindelige ord, og derved skævvrides resultatet i en anden retning. En simpel statistisk beregning baseret på et naturligt korpus kan med andre ord, så vidt jeg kan se, ikke sige noget om hvorvidt resultatet gælder for få højfrekvente ord, eller om det gælder generelt. Dette kræver en detaljeret analyse af det lingvistiske materiale der er grundlaget for beregningen. 51 Sprogets mangedimensionelle natur Et andet gentagende problem opstår som følge af sprogets natur med både en indholdsside og en udtryksside. Som nævnt i 2.2.1 er der en nær sammenhæng mellem forskellige parametre på forskellige lingvistiske niveauer. Dette gør det inhærent umuligt at justere blot en enkelt parameter mens alt andet holdes konstant. Skifter man en fonologisk omgivelse ud med en anden, ændrer man samtidig på indholdet, og vil man ændre på indholdet, er man samtidig tvunget til at ændre på udtrykket. Men da både indholdssiden og udtrykssiden kan spille en rolle for den faktiske realisering, er det således også vanskeligt at afgøre hvornår udtalevariation skyldes fonologiske forhold og hvornår det skyldes ekstrafonologiske forhold. Cocktaileffekter Forskellige faktorer bidrager ikke nødvendigvis i samme retning eller med samme styrke i alle kontekster. Der kan være sære og uforudsigelige samspil mellem faktorer. Schachtenhaufen (2012a) dokumenterer fx at bortfald af er forudsætter at foranstående ord skal være enstavet med kort vokal i åben stavelse, desuden må der ikke være pauser eller frasegrænser mellem foranstående og efterfølgende ord. Alle disse kriterier skal være opfyldt før der sker er-bortfald. Der er ikke tale om summen af bidrag fra forskellige faktorer, men snarere en cocktail-effekt, hvor en type reduktion kun forekommer hvis bestemte faktorer kombineres på en bestemt måde. I andre dele af sproget kan man se at faktorer virker forskelligt på forskellige reduktionsfænomener. Positionen som førsteled i et kompositum virker præserverende på schwa (fuge-e, eller schwa i fuge-e'ets position, jf. Schachtenhaufen 2007b) fx [hunəhuːˀs], næppe [hunhuːˀs] hundehus, men til gengæld virker denne position (fonologisk) reducerende på stød og vokallængde, fx [iːˀs] is, men [isbiːˀl] isbil. Adjektivstatus virker præserverende på første posttoniske schwa i proparoxytone ord, som fx det første schwa i /nɛməstə/ → [nɛməsdə] nemmeste, men reducerende på finalt /t/, fx /rekdit/ → [ʁagdi] rigtigt. I substantiver forholder det sig lige omvendt, fx /mɛnəskə/ → [mɛnsgə] menneske, men sjældent /ˈtrekanˀt/ → [ˈtʁækanˀ] trekant (se kapitel 6). Bortfald af finalt schwa virker ekstremt reducerende på foranstående /w/', men distingverende på foranstående /g/' (se 10.2.1). Pronomener reduceres lettere frasefinalt end initialt, mens det forholder sig omvendt for de øvrige ordklasser (se 9.6). Lingvistiske faktorer kan mao. ikke sammenlignes med fysiske kræfter der virker med en konstant, beregnelig styrke i 52 alle kontekster. Dette gør det usikkert hvorvidt gængse statistiske metoder kan benyttes til at få indsigt i de relevante processer. Analogi og frigørelse fra oprindelig motivation En udtalevariant af et fonem eller et ord, der oprindeligt er motiveret af bestemte omgivelser, kan meget vel gå hen og blive reanalyseret som en intrinsisk egenskab ved ordet eller fonemet (se fx Bybee 2007). Det gælder fx at fonologiserede vokalkvaliteter, fx /a/ → [ɑ] foran /j/, som regel bevares selvom den oprindelige præmis, et efterfølgende /j/, evt. falder bort, fx [dʁɑðð x] drejet. En reduceret form kan begynde at optræde i andre sammenhænge end den oprindelige motivation. Det kan fx meget vel være at tab af stød og vokallængde i /pɔːˀ/ [pɔ] på oprindeligt er motiveret af tryktab, eller at tab af finalt schwa i verber er motiveret af et efterfølgende ubetonet ord, fx /skulə du/ [sgu du] skulle du (se Schachtenhaufen 2012b). Men de reducerede former kan meget vel blive reanalyseret og begynde at optræde i andre sammenhænge, fx betonet [ˈpɔ] på eller monosyllabisk [sgu] skulle foran betonede ord eller pauser. Det er ligeledes velkendt at ord kan påvirkes analogisk. En kilometer kan reduceres til kilomet i singularis i analogi med biler hedder bil i singularis. I disse tilfælde er årsagen til reduktionen skjult i de konkrete forekomster, og dermed skjult for statistisk bearbejdning, men årsagen kan findes ved at kigge bredt og kreativt på sprogsystemet. Disse gennemgående problemstillinger gør det vanskeligt at gennemskue værdien af traditionelle statistiske metoder, som ikke nødvendigvis er designet til at analysere sprog på en måde der tager højde for disse forhold. Statistiske beregninger kræver at de faktorer man ønsker at undersøge er registreret formelt, men mange relevante sproglige forhold, såsom fonologisk kompleksitet, semantisk tyngde eller grammatikaliseringsgrad, lader sig ikke let omsætte til værdier der kan indgå i statistiske beregninger, selvom man som lingvist og erfaren sprogbruger let kan erkende disse forhold. Et forhold kan beregnes som signifikant ud fra de givne faktorer, selvom det ud fra lingvistiske argumenter er meningsløst. Holdningen er her at det til enhver tid må være de kvalificerede lingvistiske argumenter og de rimelige lingvistiske fortolkninger der vejer tungest. Hvis man således ikke på forhånd er villig til at acceptere resultatet af en signifikanstest, er det omsonst at udføre en sådan. Jeg vælger i denne afhandling som regel den tilgang at præsentere antallet af reducerede vs. distinkte fonemer i korpusset set i forhold til forskellige relevante parametre. Dette kombineres 53 som regel med mere detaljeret analyse af de enkelte forekomster i den lingvistiske kontekst. Hvis man er statistisk inklineret, vil man ofte kunne se direkte at fordelingerne er så markante at det ikke er nødvendigt med matematiske udregninger for at afgøre om forholdene er signifikante eller ej. 54 3. Materiale Undersøgelsen er baseret på det danske spontantalekorpusset DanPASS.Korpussets bestanddele gennemgås her i store træk. For nærmere detaljer se Grønnum (2009). Ud over den i korpusset eksisterende annotation er der til denne afhandlings formål udviklet en række ekstra lag af annotation. Disse beskrives i næste kapitel. 3.1 DanPASS-korpusset DanPASS (Danish Phonetically Annotated Spontaneous Speech) er et dansk spontantalekorpus som er udviklet på Lingvistisk Laboratorium på Københavns Universet under ledelse af Nina Grønnum. Korpusset består dels af lydoptagelser af en række monologer, dialoger og oplæsninger af ordlister, dels af adskillige lag af annotationer af fonetiske, fonologiske, prosodiske og grammatiske detaljer. Monologerne er indspillet i 1996, dialogerne og ordlisterne er indspillet i 2004. Korpusset blev offentliggjort som færdigannoteret i 2007. Efterfølgende er der løbende lavet mindre rettelser i annotationen som er blevet inkluderet i senere versioner af korpusset. I afhandlingen tages udgangspunkt i den version af DanPASS der er dateret 3.4.2010. 3.1.1 Monologer I monologerne er informanten udstyret med headset og placeret alene i et lydstudie. Informanten får udleveret tre bundne opgaver, her kaldet en geometri-opgave, en hus-opgave og en kortopgave. Under udførelsen af disse opgaver har informanten ingen mulighed for at kommunikere med forsøgslederen, som opholder sig i et andet rum. I geometri-opgaven skal informanten beskrive et netværk bestående af 13 trekanter, firkanter og cirkler i forskellige farver. I husopgaven har informanten fået udlevet 13 brikker og skal forklare hvordan disse brikker arrangeres så de danner et hus med en dør, fire vinduer og et træ ved siden af. I kort-opgaven skal informanten beskrive fire forskellige ruter på et kort over en fiktiv by. Der er i alt 18 informanter der har indtalt monologer, heraf 5 kvinder og 13 mænd. Samlet set indeholder monologerne 2 timer og 51 minutters lydoptagelser og rummer ca. 21.000 løbende ord. 55 Enkelte steder er der symboler der ikke er konverteret korrekt fra det ene tegnsæt til det andet, sandsynligvis fordi der uopmærksomt er blevet rettet i annotationen ud fra det ældre princip efter konverteringen. Således findes der undertiden ikke-IPA-tegn der her bliver rettet til IPA i overensstemmelse med første konvertering af tegnsættet (E → ɛ, U → ʊ, å → ɔ, á → ɐ, r → ʁ, w x → ʊ, j x → ɪ, : → ː, r → ʁ). Desuden er rækkefølgen af evt. diakritiske tegn på et fonetisk symbol blevet standardiseret så fx n + ◌x + ◌ opfattes som samme søgestreng som n + ◌ + ◌ x. Transskriptioner som har vagt undren pga. tilsyneladende meningsløshed, fx nasalerede nasaler eller stød på obstruenter, er blevet rettet, fx [muo] → [mo], [dˀ] → [ðˀ], [ʁˀ] → [ɐ oˀ] (i alle relevante tilfælde er det vel at mærke kontrolleret ved aflytning at rettelsen er i overensstemmelse med lyden). Andre lignende trivielle indtastningsfejl, såsom overflødige blanktegn, er uden videre blevet rettet. 3.2.1a Generelt forbehold vedrørende annotationen Da DanPASS-korpusset er det første danske talesprogskorpus af sin art, er annotationen i vid udstrækning baseret på sprogbeskrivelser og erfaringer som ikke er baseret på spontan tale. Den fonologiske repræsentation er baseret på en fonologisk analyse, som igen er baseret på den distinkte udtale af ordene i isolation og ikke på udtalevariation i sammenhængende spontan tale. PoS-tags og Focus/Topic-tags er oprindeligt udformet til og på baggrund af skriftsprogsmateriale. Det forventes i høj grad at der kan opstå urimeligheder når skriftsprogsbaserede konventioner anvendes på talesprog. Men for at der kan udvikles mere adækvate annotationskonventioner til talesprogsmateriale, må man starte et sted. Sideløbende med afhandlingens øvrige mål er det således også et mål at udforske og diskutere hvor skriftsprogskonventioner kommer til kort, og hvordan man mere hensigtsmæssigt kan annotere talesprogskorpora i fremtiden. 62 4 Udvidelse af annotationen i DanPASS Til analysen i de følgende kapitler er data trukket ud af DanPASS-korpusset og forsynet med nogle yderligere lag af annotation, som er målrettet mod afhandlingens formål. Mest centralt er mappingen mellem det fonologiske og fonetiske tier. Proceduren for tilvejebringelsen af disse lag beskrives i dette kapitel. Under denne proces er der desuden opdaget nogle svagheder ved den eksisterende fonologiske repræsentation, som også gennemgås her. 4.1 Udtrækning og organisering af data Den digitale form som korpussets annotation er organiseret i, hvor annotationen af hver enkelt lydfil ligger i en selvstændig fil i PRAAT's særlige filformat .TextGrid, er langt fra optimal i forhold til at udføre omfattende søgninger og analyser i korpusset. Den søgemaskine der er tilknyttet korpusset har desuden kun meget begrænsede funktionaliteter og tilpasningsmuligheder. Derfor er data via et script trukket ud af textgriddene og lagt ind ordnet i en enkelt, let tilgængelig matrix, som fx kan indlæses i et regnearksprogram eller andre applikationer. Her svarer hver række til et interval i et textgrid, i alt 86.451 rækker. Hver kolonne svarer til informationen i de forskellige tiers. Også informationer som intervallernes tidskoder, informantnummer og opgavetype er lagt i selvstændige kolonner. Med særlig henblik på at analysere reduktionsfænomener er der udviklet en række ekstra lag af annotation, som er lagt ind som kolonner i denne matrix. Disse ekstra lag af annotation er dels afledt af den allerede givne annotation, dels baseret på direkte akustiske målinger som omsættes til abstrakte notationer. Nogle lag af annotation er ganske trivielle, mens andre har været mere komplekse at udvikle. I dette kapitel beskrives udviklingen af disse ekstra annotationer og de teoretiske overvejelser der ligger til grund for dem. 4.2 Abstrakt repræsentation og fonem-fon-mapping Udforskningen af reduktioner i de følgende kapitler foregår primært på baggrund af en sammenligning af den udtale der forudsiges naivt ud fra kendte fonologiske regler, med den 63 faktisk forekommende udtale. Forudsætningen for dette er udviklingen af en fonem-fon- mapping, som beskrives trinvist i de følgende afsnit. 4.2.1 Syllabificering Fonemnotationen i tier 4 er blevet forsynet med fonologiske stavelsesgrænser efter de syllabificeringsprincipper der er givet af Grønnum (2007, s. 49-50)3. Syllabificeringen er udført automatisk med et script og efterfølgende manuelt kontrolleret. I forbindelse med udviklingen af den afledte fonologiske repræsentation (4.2.2), som er afhængig af korrekt syllabificering, har det vist sig at Grønnums regler ikke er tilstrækkelige til at generere en acceptabel udtale af den fonologiske repræsentation i DanPASS. Grønnums regler er baseret på princippet om maksimal ansats, dvs. så mange konsonanter som muligt går til efterfølgende stavelse, dog må det ikke resultere i en konsonantklynge der ikke normalt findes ordinitialt. Dertil er der to undtagelser der gælder mellem en betonet stavelse og en posttonisk ikke-fuldvokal: 1. Første konsonant går til den betonede stavelse, jf. fx /smad.rə/ → [smaðʁɐ] smadre, ikke */sma.drə/ → [smadʁɐ]. 2. /g/ grupperes så vidt muligt med foranstående konsonant, jf. fx /bjɛrg.ə mang.ə/ → [bjæɐ oʊ oə mɑŋə] bjerge, mange, ikke */bjɛr.gə man.gə/ → [bjæɐ ogə mɑŋgə]. Disse regler er dog ikke tilstrækkelige i forhold til den i DanPASS givne fonemrepræsentation, og i nogle tilfælde kan efterfølgende fonologiske regler forenkles ved at lave en smule om på syllabificeringsprincipperne. Her gennemgås nogle mangler. 4.2.1a Segmentering af klusilfonemer Man kan for det første med fordel generalisere den ene af Grønnums undtagelsesregler om at /g/ grupperes med foranstående konsonant, til at gælde alle klusilfonemer /b d g p t k/, fx /tas.kə/ → /task.ə/. For at generere en acceptabel udtale, skal et /d/ ligesom /g/ under alle omstændigheder grupperes med foranstående konsonant foran en ikke-fuldvokal. Det skyldes at ord som jorden, 3 Disse principper adskiller sig en smule fra Grønnum (2005 s. 254-258). 64 norden (adv.), vandet af morfofonologiske grunde er repræsenteret med /d/, dvs. /ˈjorˀdən ˈnordən ˈvanˀdəd/. Ligesom /g/ falder /d/ bort efter konsonanter ordfinalt, eller foran /ə s/, jf. fx /vanˀd vandə vanˀds/ [vanˀ vanə vanˀs] vand, vande, vands, men i modsætning til /g/ falder /d/ ikke bort foran ikke-fuldvokalisk /i/, jf. fx jordisk, nordisk, vandig. Ved at generalisere dette princip til /p t k/ spares der en regel om at disse afaspireres foran ikkefuldvokal, fx /ˈɛftər ˈsirkəl ˈjɛlpə klɔstrə/ [ˈɛfdɐ ˈsiɐ ogəl ˈjɛlbə ˈklʌsdʁə] efter, cirkel, hjælpe, klostre, ikke *[ˈɛftɐ ˈsiɐ okəl ˈjɛlpə ˈklʌstʁə], og man undgår et evt. forklaringsproblem i forhold til hvorfor der skal indføres en særregel for visse lukkelyde og ikke for andre. Denne omstrukturering kan også forklare muligheden for aspiration af /k t/ i proprier som /køp.kə viːˀb.ə.kə ju.pi.tər/ [købkə viːˀbəkə jupitɐ] Købke, Vibeke, Jupiter, nemlig ved at lukkelyden, i overensstemmelse med princippet om maksimal ansats, står i ansats. En regel om deaspiration foran ikke-fuldvokal ville føre til udtalerne [købgə viːˀbəgə jupidər], som nok kan forekomme, men i hvert fald ikke er den mest distinkte udtale. Når /p t k/ får coda-udtale mellem betonet fuldvokal og ikke-betonet ikke-fuldvokal, er det således både en enklere og mere generel regel at sige at det faktisk er fordi de står i coda. Ved /b/ er der ingen kendte konsekvenser af dette syllabificeringsprincip, men det er inkluderet af generaliseringshensyn. 4.2.1b Identifikation af ikke-fuldvokaler Vokalen i afledeningsendelserne -ig, -ing og nogle gange -isk betragtes som en ikke-fuldvokal (Grønnum 2005, s. 254), hvilket har betydning i forhold til syllabificeringen jf. 4.2.1. I den fonologiske repræsentation i DanPASS er det imidlertid ikke eksplicit angivet hvornår der er tale om afledningsendelser eller ej. Man kan fx ikke se på formen /ˈsamtiːˀdi/ samtidig at det finale /i/ er afledningsmorfemet -ig. Det kan man som danskkyndig naturligvis let regne ud da man kender udtalen, men et computerprogram der kun kender den fonologiske form, skal enten have at vide at vokalen er en ikke-fuldvokal, som må repræsenteres med et selvstændigt symbol, fx / ˈsamtiːˀdɪ/, eller at der går en morfemgrænse foran vokalen, dvs. /ˈsamtiːˀd|i/. Der er imidlertid flere problemer ved at referere til morfemgrænsen. Dels er der en morfemgrænse foran -isk, men det aktiverer ikke altid ikke-fuldvokalreglen, fx /ˈeːˀt|isk ˈeːˀp|isk/ [eːˀtisg eːˀpisg] etisk, episk, ikke *[eːˀdisg eːˀbisg]. Dels rammes også morfologisk simple ord som /ˈleːdi ˈfroːdi ˈgrɔːdi ˈbudeŋ ˈmødeng/ → [leːði froːði grɔːði buðeŋ møðeŋ] ledig frodig grådig, budding, mødding, 65 ikke *[leːdi froːdi grɔːdi budeŋ mødeŋ], hvilket demonstrerer at ikke-fuldvokalisk /i/ ikke kun findes i suffikser. Et andet problem ved at referere til endelsernes ikke-fuldvokalstatus er at det ikke stemmer godt overens med fortiseringen af /d/ efter konsonant i fx /ˈjordisk ˈvandi ˈfyldi/ [jordisg vandi fyldi] jordisk, vandig, fyldig vs. /jorˀd ˈjorˀdən vanˀd ˈvanˀdəd fylˀd ˈfylˀdəd/ [joɐ oˀ joːˀɐn vanˀ vanˀð x fylˀ fylˀð x] jord, jorden, vand, vandet, fyld, fyldet. Her ser man at der må gælde andre syllabificeringsprincipper foran ikke-fuldvokalisk /i/ end foran /ə/, hvor /d/ altså syllabificeres til efterfølgende stavelse foran /i/, men til foranstående stavelse foran /ə/. En løsning er at indføre et selvstændigt symbol for ikke-fuldvokalisk /i/, fx /ɪ/ så ikkefuldvokalstatus fremgår eksplicit i repræsentationen. En anden løsning på disse problemer er at indføre stavelsesgrænsen som et symbol i den fonologiske repræsentation de steder hvor syllabificeringen ikke er forudsigelig. Stavelsesgrænsen kan således opfattes som et fonologisk symbol, som også er distinktivt, hvilket fx ses i minimalparret /ˈmoː.di ˈmoːd.i/ [moːdi moːði] modi (pl. af modus), modig. Desuden kender vi visse ord der bryder med syllabificeringsprincipperne, såsom /enfantəriːˀ ˈentərnɛt/ [enfantɐʁiːˀ intɐnɛd] infanteri, internet, hvor /t/ står i ansats foran ikke-fuldvokaler. 4.2.1c Segmenteringen af /v/ og /r/ Et /v/ trodser undertiden den første undtagelse om at en konsonant går til foregående stavelse, dog kun efter lang (muligvis kun stødløs) vokal. Coda-udtaler som [løːʊ tyːʊ hæːʊ] løve, tyve, have (sb.) er ganske vist de mest almindelige, men ansatsudtaler [løːvə tyːvə hæːvə] forekommer jævnligt hos de mest konservative talere, og enkelte gange også hos yngre talere, og det må derfor siges at være en almindelig distinkt form. Desuden går /v/ ofte til et foranstående /r/, fx /farv.ə/ [fɑːʊ] frem for /far.və/ [fɑːvə] farve. I denne undersøgelse er Grønnums syllabificeringsprincip dog gennemført, og ansatsudtale behandles som fortiseringsfænomener (se 11.3.1a). Omvendt virker det ofte mest rimeligt at lade /r/ gå til foranstående betonede stavelse uanset om efterfølgende vokal er en fuldvokal eller ej, måske særligt foran /i/ i proparoxytone ord. Udtaler som [aˈmeɐ oˀika deˈliɐ oˀiɔm ˈoɐ oˀigo] Amerika, delirium, origo virker efter min egen norm noget mere naturlige end ansatsudtaler som [aˈmeːˀʁika deˈliːˀʁiɔm ˈoːˀʁigo], som nok hører hjemme i en mere konservativ udtalenorm. Også efter vokoide konsonanter er jeg stærkt tilbøjelig til at 66 lade /r/ gå til foranstående stavelse, dog kun foran schwa, hvor det obligatorisk fører til schwaassimilation og i distinkt udtale nok også forlængelse af foranstående vokoid, fx [hʌj(ˑ)ɐ hɑw(ˑ)ɐ] højre, havre. Dette forekommer i mindre distinkt udtale også ofte efter kontoide sonoranter, og foran fuldvokaler, fx [feŋ(ˑ)ɐ guð(ˑ)ɔn] fingre, Gudrun. Grønnums syllabificeringsprincip er her gennemført, men bortfald af /r/ behandles som obligatorisk i transformationen til den afledte fonologiske repræsentation (se 4.2.2). 4.2.1d Segmenteringen af komposita Komposita fremstår i DanPASS som ét fonologisk ord. Mht. stavelsesdeling skal der dog altid være en ordgrænse mellem stammerne i et kompositum (Grønnum 2005 s. 254). Imidlertid er der ingen angivelse i den fonologiske repræsentation af hvorvidt et ord er et kompositum, og da slet ikke hvor grænsen mellem stammerne går. Dette er nødvendigt at eksplicitere i forhold til at kunne generere en acceptabel udtale automatisk. Stammegrænsen er vel at mærke stærkere end en almindelig stavelsesgrænse, hvilket fx ses ved at /n/ obligatorisk assimileres mht. artikulationssted til efterfølgende /g k/ hen over en stavelsesgrænse, fx /tan.go/ → [ˈtɑŋgo] tango, mens det kun fakultativt assimileres hen over en stammegrænse, og uden at påvirke foranstående vokalkvalitet, fx /ˈsan+ˈkas.ə/ → [ˈsankasə ˈsaŋkasə] sandkasse, ikke *[ˈsɑŋkasə]. I stedet for at indføre et selvstændigt symbol for stammegrænser kan man fra fonologisk side med fordel betragte stammerne i komposita som fonologisk separate ord, dvs. der går en ordgrænse mellem stammerne, fx /ˈnɛt ˈvɛrk/ netværk frem for /ˈnɛtvɛrk/. For at opnå korrekt syllabificering er det nødvendigt at opfatte overleddet som fonologisk betonet (eller på anden måde markere det som særligt), da undtagelserne i syllabificeringsprincipperne kun gælder mellem betonede og ubetonede stavelser. Hvis man fx opfatter -gården i kirkegården som fonologisk ubetonet, får man efter den nuværende formulering af syllabificeringsprincipperne delingen /ˈkir.kə.gɔːˀ.rən/ med maksimal ansats, hvilket genererer udtalen *[ˈkiɐ ogəgɔːˀʁən] frem for [ˈkiɐ ogəgɒːˀɒn], altså både med forkert vokalkvalitet og kontiodt [ʁ]. Ved at opfatte stammerne som fonologisk selvstændige ord, bevares det fonologiske tryk. Denne fortolkning understøttes af at komposita i korpusset faktisk kan realiseres med dobbelt hovedtryk i distinkt udtale, fx ˈkendeˈmærke, ˈstartˈkrydset, ˈløveˈpark osv., og det vil således være mere adækvat at se tryktabet på overledet som en del af tryktabsregler der appliceres på fraseniveau snarere end 67 på ordniveau. Dette princip har været nødvendigt at applicere manuelt, idet man ikke automatisk kan genkende hvorvidt et ord er et kompositum eller ej, og hvor grænsen mellem stammerne i så fald går. 4.2.1e Segmentering mellem ubetonede stavelser Stavelsesdelingen mellem to ubetonede stavelser synes ufuldstændigt beskrevet af Grønnum (2007), både i forhold til to prætoniske eller to posttoniske stavelser. Det generelle princip om maksimal ansats kan ikke forklare /d/ → [ð] i fx endelsen /-ədə/ -ede, og det forklarer ikke fx [ɐ o]-udtalen i [peɐ oifəˈʁiːˀ] periferi. I praksis er der derfor indført en undtagelse til princippet om maksimal ansats i endelserne /-ədə -ərə/, som derfor er syllabificeret /-əd.ə -ər.ə/, mens der for andre endelser er benyttet princippet om maksimal ansats. Prætoniske stavelser er stadig segmenteret med maksimal ansats, hvorved fx ovennævnte [ɐ o]-udtale kommer til at fremstå som en reduktion, da prætonisk [ʁ]-udtale i periferi ifølge Brink & al. (1991) er distinkt udtale. 4.2.2 Afledt fonologisk repræsentation Grønnums fonem-til-allofon-regler (Grønnum 2005 s. 265-329) er implementeret i et script som transformerer den syllabificerede fonologiske repræsentation til den afledte repræsentation beskrevet i 2.3.2, fx: input (fonemnotation) → output (afledt fonemnotation) /ˈav.lanˀgt/ → ˈɑwlɑŋˀd (aflangt) /so.ˈsjaːˀl.klas.ər/ → soˈɕæːˀlklasɐ (socialklasser) I forbindelse med regler der af Grønnum beskrives som fakultative, er kun den mest distinkte variant medtaget. Det vil fx sige at fakultativ assimilation af /n/ til efterfølgende /g k/ hen over ordgrænser ikke er medtaget, mens fakultativ dissimilation af /d/ efter [ð], fx [sdɛːˀðəd] frem for [sdɛːˀðəð] stedet, er medtaget. For at ramme den udtalenorm der synes at være mest fremherskende i DanPASS, er følgende regler blevet appliceret: 68 •Der er tilføjet regler for schwa-assimilation efter de principper der er givet af Schachtenhaufen (2010b), inkl. følgeassimilation af /ɐ/' → /ɑ ɒ/', og artikulationsstedsassimilation for /n x/' til foranstående lukkelyd eller nasal, fx /eŋn x ɔːbn x/' → /eŋŋx ɔːbm x/' ingen, åben. Kort fortalt siger disse regler at schwa-assimilation indtræffer når schwa følger efter en heterosyllabisk vokoid eller står foran en tautosyllabisk sonorant. ◦Et schwa der står postvokalisk transformeres til et hævet schwa /ᵊ/'. Dette repræsenterer at schwa assimileres til foranstående vokal, fx /liːə/ /liːᵊ/' [liːi] lige. Dette er nødvendigt for at kunne skelne mellem fuldvokaler og vokaler der er resultatet af schwa-assimilation – som har vidt forskellige reduktionstilbøjeligheder – såvel som at kunne skelne mellem forventet distinkt og forventet assimileret schwa. Af hensyn til sammenlignelighed med lydskriften gengives dette dog i ordeksempler med vokalsymbol, /liːi/'. •Stavelser med lange vokaler med stød forkortes foran ikke-syllabiske vokoider [ð ɐ o ɪo ʊ o], fx /viːˀð heːˀɐ o mɑˈkeːˀɐ oeŋ/' → /viðˀ heɐ oˀ mɑˈkeɐ oˀeŋ/' hvid, her, markering. •Kort vokal forlænges foran /rə/ (hvilket evt. trodser ovenstående regel), fx /nɶɐ oɐgæːð x mɑˈkeɐ oˀɐ/' → /nɶːɐgæːð x mɑˈkeːˀɐ/' Nørregade, markere. •Mellem /ŋ/' og /d t/' udelades /g/', fx /ˈpɔŋˀgtɔm tɛŋgdə/' → /ˈpɔŋˀtɔm tɛŋdə/' punktum, tænkte. Der er i korpusset ikke en eneste forekomst af realiseret /g/' i denne kontekst. •/ʁ/' udelades efter /j/', fx /hʌjʁɐ lɑjˀʁɐn/' → /hʌjɐ lɑjˀɐn/' højre, lejren. Det udtales meget sjældent (under 1 % af forekomsterne) i denne kontekst. Man kunne overveje at droppe /ʁ/' efter andre vokoider, jf. 4.2.1c, men faktisk udtales det bl.a. i fem ud af syv forekomster i øvre, og reduktionen er således tilsyneladende ikke obligatorisk i andre kontekster. Det er en anelse vilkårligt hvilke fonologiske forhold der er inkluderet her. Man kunne fx udmærket betragte r-bortfald som en reduktion, da det dog enkelte gange udtales, men om man så opfatter disse som spontane reduktioner eller fonologiske regler, så er de så fonologisk forudsigelige at det ville være forstyrrende at skulle nævne dem som generelle undtagelser i de følgende kapitler. Visse andre reduktioner er opdaget efter denne procedure i forbindelse med 69 analyse af materialet. Hvis man havde været opmærksom på disse på forhånd, kunne man med fordel have implementeret dem på dette trin. 4.2.2a Bemærkning om initialt /st sp sk/ til /sd sb sg/ Stavelsesinitiale /st sp sk/ kan uproblematisk ændres universelt til hhv. /sd sb sg/ og derved spares en regel om at /p t k/ er uaspirerede efter /s/. Modsat synes der ikke at være nogen gevinst i at bevare dem som /st sp sk/. I kombination med reglen foreslået i 4.2.1a opnås en helt entydig regel om at /p t k/ er aspirerede i ansats og uaspirerede i coda, og man sparer derved nogle særregler for deaspiration af /p t k/ (nemlig efter /s/, foran /ə/ og foran nogle ikke-fuldvokaler). Dette synes også at være i overensstemmelse med sonoritetsprincippet (Basbøll 2005), idet aspirerede lukkelyde herved kun forekommer stavelsesmarginalt. 4.2.2b Bemærkning om vokallængde i enstavede førsteled i komposita Enstavede førsteled i komposita opfører sig nogle gange uforudsigeligt. Nogle enstavede ord taber obligatorisk vokallængde og stød når de er første led i et kompositum, jf. fx [iːˀs] is, men [ˈisbiːˀl] isbil, andre taber blot stød, fx [ˈsoːlguð ˈbɔːltæːlə] solgud, båltale. Imidlertid bevarer ordene vokalkvaliteten som var det underliggende en lang vokal. I DanPASS er første led i ord som fodgænger, boghandel, måske repræsenteret fonologisk med kort vokal /ˈfodgɛngər ˈbɔghanˀəl mɔˈskeːˀ/, men ifølge Grønnums fonologiske regler for korte vokaler (s. 287) fører dette til udtalen hhv. [fɔð bʌʊ o mʌ] fod-, bog-, måsom ikke er gængs udtale. For at generere den rette vokalkvalitet må vokalerne opfattes som fonologisk lange. Som nævnt i 4.2.1d er det også her hensigtsmæssigt at opfatte komposita fonologisk som to ord, og vokalforkortelsen og stødtabet i /foːˀd bɔːˀg mɔːˀ/ fod, bog, må kan opfattes som reduktionsregler der indtræffer i forbindelse med kompositumdannelsen i lighed med overledets fakultative tryktab. 4.2.3 Fonem-fon-mapping For at kunne spore reduktioner i korpusset er der gennemført en fonem-fon-mapping hvor den afledte fonemnotationen og lydskriften er sammenlignet symbol for symbol, og på den måde er 70 realiseringen af hver eneste fonem blevet registreret. Med i størrelsesordenen af 300.000 fonemer og et tilsvarende antal foner er dette en kompliceret og omstændelig proces, og den beskrives i nogen detaljer i det følgende. Så længe udtalen svarer til den fonologisk forventede distinkte udtale, er processen ligetil. I distinkt udtale svarer den fonetiske transskription nøjagtigt til den fonologiske, symbol for symbol, fx /ˈguːlə/' → [ˈguːlə] gule. Også mange former der afviger fra den forventede form, kan spores nogenlunde entydigt, fx kan forekomster af [ɾ m _ lÂ] entydigt spores til hhv. /d m l/', fx /ʁadə kʌmɐ deːˀl/' → [ʁaɾə kʌm _ɐ deːˀlÂ] rette, kommer, del. Andre foner volder flere vanskeligheder idet de både kan være distinkte realiseringer af et fonem og reducerede realiseringer af et andet fonem, såsom [s] der både kan være distinkt /s/' i nogle sammenhænge, såvel som reduceret /t/' i andre, fx /ˈfotofʌʁadneŋˀŋ x/' → [fosʊ Âfɔʁ Âadneŋ] fotoforretningen. Atter andre foner kan repræsentere reduktioner af mere end et fonem, såsom [β] der både kan være reduceret /b/' eller /p/', eller de kan være sammentrækninger af flere fonemer fx /ɛn/' → [ɛu] i fx /dɑˈhɛnˀ/' → [dɑhɛu] derhen. Endelig er der foner der ikke er umiddelbart gennemskuelige, såsom forekomsten af [v Ý ħ], der ikke altid, som typografien umiddelbart kan forråde en til at tro, kan spores til /v h/', fx ikke i /ˈfɑgdisg dɛm/' → [ˈv Ýɑgdɪsk dɛmħ] faktisk, dem. En betydelig del af udfordringen ligger i at der er færre foner end fonemer i korpusset, og der er således en del fonemer der ikke har nogen fon-makker, men må siges at have nul-realisering. I sjældnere tilfælde er der indskudte foner som, som ikke har nogen fonem-makker. Det er således ikke blot et spørgsmål om at matche symboler i de to tiers en for en. Teknisk er opgaven i første omgang løst med et script hvor fonemer og foner så at sige stilles op i hver sin kø i den rækkefølge de optræder i korpusset. Herefter kigges der på det forreste symbol i hver kø for at se om de udgør et godt match. Hvis forreste fonem og fon umiddelbart virker som et rimeligt par, fx /d/' og [ɾ], kædes de sammen i et fonem-fon-par, repræsenteret {d|ɾ}, og sendes ud af køen. Hvis de ikke umiddelbart matcher, fx /ə/' og [z], kigges der længere ned i fonem-køen, for at se om der skulle være et fonem umiddelbart efter der matcher forreste fon. Hvis der her findes et fonem der bedre passer med [z], fx /s/', sendes forreste fonem /ə/' ud af køen uden en makker, {ə|0}, og de nu to forreste kædes sammen, {s|z}. Hvis der ikke kunne findes et match umiddelbart efter, kigges der dels længere tilbage i køerne, eller der slækkes på kravene til hvor godt man skal matche for at udgøre et par, og i sidste ende, hvis det ikke lykkes at finde et rimeligt match, smides fonemet eller fonen ud af køen uden en makker. 71 den faktisk forekommende. Det drejer sig om fortiseringer som /ð w v/' → [ð Ý v v Ý], fx /ˈviðɐɐ ˈfɑːwɐ/' [ˈv Ýið Ýɐɐ ˈfɑːvɐ] videre, farver, og alle tilfælde af schwa-dissimilation, dvs. tilfælde hvor der mod forventning ikke er schwa-assimilation, fx /nx ð x ʊ/' → [ən ðə wə], fx /dɑmm xnə viːð x ˈklebəhæːʊ/' → [dɑmənə ˈviːð Ýə klebəhæːwə] dammene, hvide, klippehave. Disse afvigelser er vurderet som distinkt udtale. Se desuden afsnit 11.3.1 om hyperdistinkte forekomster. 4.2.4b Bemærkning om syllabicitet Syllabicitet behandles rent typografisk som et lokalt træk hvor det markeres på en bestemt fon. Uden nogen klar definition på hvad der konstituerer syllabicitet, er det næppe rimeligt at betragte syllabicitet som et træk ved det enkelte segment, men snarere som et supersegmentalt træk. I forbindelse med især schwa-assimilation kan syllabicitet gå til foranstående eller efterfølgende segment, fx [søːˀn x søːˀøn uðn x uð xn ɒːwn x ɒːʊn] søen, uden, oven osv. Valget af den ene eller anden form kan afhænge dels af høreindtrykket, dels af alignment af grundtoneændringer og segmenter, men måske også til en vis grad af personlige præferencer, idet transskriptionskonventionerne kræver et binært valg mht. placering af syllabicitet, som måske ikke altid kan afgøres entydigt. Således foretrækker fx Brink & Lund (1975) at notere syllabicitet på den for schwa mest sonore nabolyd, mens Schachtenhaufen (2010b) foretrækker at notere syllabicitet på den tautosyllabiske konsonant. I forhold til den foreliggende undersøgelse anses disse varianter som reduktionsmæssigt ligeværdige. I praksis betyder det at fonem-fon-par som {w|ʊ}, {ʊ|w}, {n x|n}, {n|n x}, {ɐ|ɐ o}, {ɐ o|ɐ} osv. betragtes som distinkte udtaler hvis og kun hvis syllabiciteten er flyttet til eller fra et nabofonem. Ligeledes betragtes nulrealiseret {ᵊ|0}, dvs. schwa efter vokal, som distinkt hvis en efterfølgende konsonant er annoteret som syllabisk, fx /søːˀøn/' → [søːˀn x] søen. Et schwa der er registreret som nulrealiseret, men hvor et nabofonem bliver syllabisk, fx /guːlə/' → [guːlx] gule, regnes for reduceret udtale. I alle andre tilfælde regnes et syllabicitetstab, fx /n x/' → [n], for en reduktion. Tilføjelse af syllabicitet, dvs. fx /n/' → [n x] regnes som en distinkt realisering af det pågældende fonem, selvom hypersyllabicitet altid involverer bortfald af en vokal i nærheden, fx /eːˀn/' → [n x] en. 78 4.2.4c Bemærkning om affrikater Aspiration og affrikation, /b d g/' → [p p äɸ t d äz k k äx] osv., kan betragtes som fortiseringsfænomener og kunne med en vis rimelighed betragtes som hyperdistinktioner. Disse udtaler er i korpusset imidlertid i høj grad begrænset til præpausal position (i overensstemmelse med Grønnum 2005, s. 310), og det synes derfor mest rimeligt at betragte affrikationen som en egenskab ved frasen snarere end det specifikke fonem. Her regnes disse som distinkte udtaler. 4.2.4d Bemærkning om stemtheden af /h/ Fonemet /h/' realiseres langt oftere [ɦ] end [h] (se tabel 49, kap. 10). Selvom man ifølge leniseringshierarkiet (se afsnit 2.4.1) kan forsvare at klassificere dette som en reduktion, så er denne realisering ikke korreleret med øvrige reduktioner, og det må i så fald betragtes som en meget mild reduktion. I den grove inddeling i reduktionsgrader der benyttes her, må [ɦ] regnes som tættere på distinkt end reduceret udtale, og det regnes derfor som almindelig distinkt udtale. 4.2.4e Vokalvariationer der ikke opfattes som reduktioner Vokaler udviser en del variation som ikke er rimeligt at beskrive som reduktion. En del af denne variation skyldes velkendte forskelle i udtalenormer og nyere udviklinger (Grønnum 2005 s. 330-335, Brink & Lund 1975 o.a.). Andre variationer er forårsaget af annotationstekniske årsager. Her gennemgås de vokalalternativer som accepteres som distinkt udtale. •{ɛ|e} – Et /ɛ/' der realiseres [e] findes i korpusset i følgende ord (med antal forekomster): 26: end, 22: venstre, 12: den, 10: centimeter, lægger, 8: med, okay, 7: hængebroen, 5: ender, vest, 4: endnu, 3: vandrerhjem, 2: efter, Vestergade, hen, eller, mellem, længste, dette, igennem, stedet, hængebro, fortsætter, stråtækt, stadigvæk, enden, 1: jep, tænkte, nordvest, alderdomshjem, centimet, centimeters, derhen, gennem, denne, sætter, imellem, vandrerhjemmet, fængslet, lægge, selvfølgelig, sydvestlige, museet, ellers, sted, totempæl, nemmeste, mexicaner, stråtækte, s, igen, heller, dem, knæk, sydvest, nemlig, selv, perspektivet 79 Der er i langt de fleste tilfælde tale om at /ɛ/' står foran en nasal og/eller modsvares ortografisk af bogstavet e. Udviklingen /ɛ/' → [e] foran nasaler i ord med ortografisk e er velkendt (Grønnum 2005, s. 333). Det kan karakteriseres som en ortografisk motiveret tilbagerulning af en tidligere sænkning af vokalen. •{a|ɑ} – Denne kombination forekommer i de fleste tilfælde efter [ʁ] foran koronaler eller labialer, fx /ʁadneŋ bʁanˀd fʁamə/' → [ʁɑdneŋ bʁɑnˀd fʁɑmə] retning, brændt, fremme. Dette er en velkendt udvikling (Grønnum 2005 s. 332). •{u|o} – forekommer oftest efter [ʁ], fx /bʁuːˀn ʁulə ʁuːdn x/' → [bʁoːˀn ʁoːdn x ʁolə] brun, ruten, rulle. Det er ligeledes en velkendt fonologisk udvikling. •{æ|ɛ} – Denne variant forekommer typisk foran [ɐ o ɐ], fx /svæɐ oˀd væːɐ/' → [svɛɐ oˀd vɛːɐ] svært, være dvs. på dybere niveau /ɛ(ː)r/, hvor det svarer til den mere konservative udtale af /ɛ/' og ikke en reduktion af vokalen. •{ɶ|ʌ} – Denne variant forekommer i korpusset kun i ordet grønne og kan således tilskrives udviklingen /ʁɶ/' → [ʁʌ] foran nasaler. •{ʌ|ɶ} – Denne variant forekommer foran [j] i fx øje, højre, hvor det svarer til en mere konservativ udtale. •{ɒ|ʌ} – Denne variant er meget almindelig i forbindelsen /ɒw/', hvor /w/' falder bort, eller i ord hvor /ɒː/' forkortes. På dybere niveau er der tale om fonemet /ɔ/ som regelret realiseres [ʌ] når det er kort, og rundet [ɒ] foran /v r/. Det er dog nok til en vis grad individuelt bestemt om denne runding overhovedet hører hjemme i distinkt udtale i alle leksemer, fx er [ʌw] mere udbredt end [ɒw] i udtalen af skov, mens det forholder sig omvendt i ordet og hvor [ɒw] er den almindeligste udtale, forudsat at /w/' er bevaret. Når /ɒw ɒː/' således realiseres [ʌ], kan det altså ligne en fonologisk reduktion af /v r/, hvorefter udtalen [ʌ] er ganske regelret. •{a|æ} og {æ|a} – Forekomsten af [a æ] synes i betydelig grad automatisk at følge andre udtalevariationer. Ved monoftongering eller vokalforkortelse af /æ/', transskriberes det [a], fx /æːˀ æɐo tæːˀ hæːʊ/' → [a a ta ha] af, er, tage (vb.), have (vb.). Omvendt transskriberes /a/' → [æ] ved diftongering eller vokalforlængelse, fx /ja lela/' → [jæɐ o lelæːæ] ja, lilla (def.), nedad. Det er ikke helt indlysende at fx udtalen /æɐ o/' → [a] er er markant mere reduceret end /æɐ o/' → [æ], og derfor undlades det et regne disse variationer som reducerede. 80 •{ɶ|œ} og {ɶ|œ} – Som nævnt i afsnittet lydskriftkonventioner er der en vis usikkerhed om annotationen af [ɶ œ]. Variationen betragtes derfor ikke som reduktion. •{ə|V} – Schwa er uspecificeret mht. vokalkvalitet og optræder derfor i mange forskellige varianter alt efter den fonologiske kontekst, fx [ˈsyglʏ ˈlegɪ ˈsdøɣø] cykle, ligge, stykke. Så længe schwa realiseres som en vokal, regnes det som en distinkt udtale. •{ː|j}, {ː|w}, {ː|ɐ o}, {ː|ð}, {ː|ʁ}, {ː|ʁ Â} – En prædikeret lang vokal kan diftongeres, hvilket ikke er helt ualmindeligt i stødvokaler, fx /tʁæːˀ sæːˀl sdɒːˀ/' → [tʁæjˀ sæjˀl sdɒwˀ] træ, sal, står, hvilket kan høre hjemme i nogle udtalenormer (Ejstrup 2010). Desuden er der i det hele taget usikkerhed mht. vokallængde foran vokoider, og det er derfor vanskeligt i ord som [ʁœːð x ʁœðð x dʁɑːjɪ dʁɑjɪ dœːˀɐn dɶɐ oˀɐn] røde, dreje, døren at afgøre om den ene udtale bør betragtes som mere distinkt end den anden. Dette er nok i høj grad individuelt bestemt. For talere der aldrig har lang vokal i disse ord, bør den korte variant betragtes som distinkt, mens den nok kan betragtes som reduceret for talere der veksler mellem kort og lang vokal. For at undgå individuelle vurderinger regnes de alle for distinkte. 4.2.4f Bemærkning om tryk Sammenhængen mellem tryk, tryktab og reduktioner er kompliceret. Det er ikke helt indlysende om tryktab skal ses som en reduktion på linje med segmentelle reduktioner. Hvis man betragter tryktab som et reduktionsfænomen, er det langt det hyppigst forekommende fænomen, som står for omtrent 1/3 af alle de registrerede reduktioner i korpusset. At behandle det på lige fod som andre reducerede former, ville resultere i at afhandlingen i høj grad ville blive en undersøgelse af tryktab, og det er ikke målet her. Omvendt er det heller ikke helt indlysende at tryktab er anledning til reduktion. Betonede ord kan reduceres betragteligt, og ubetonede ord kan være ganske distinkte. På grund af disse usikkerheder, indgår trykforholdene ikke i vurderingen af distinkthed. I stedet føres en mere generel diskussion af forholdet mellem tryk og reduktion i kapitel 9. 4.2.4g Bemærkning om indskudte foner Indskudte foner, dvs. foner med nul-fonem, er typisk udtryk for at den invariante 81 fonemrepræsentation ikke helt svarer til talerens udtalenorm, og de regnes derfor ligeledes som distinkte, dvs. de behandles reelt som om denne fon er en realisering af det tilsvarende fonem, selvom dette ikke findes i den givne repræsentation. En udtale som [ˈlelæːæ] lilla (def.) behandles dermed reelt som om ordet fonologisk var /ˈlelæːæ/' ”lillae” frem for den restskrivningsnormale form /ˈlela/' lilla. 4.2.5 Reduktionsgrad Med udgangspunkt i fonem-fon-mappingen (4.2.3) og vurdering af distinkthed (4.2.4) kan man for en hvilken som helst delmængde af korpusset bestemme hvor mange fonemer der realiseres distinkt og hvor mange der reduceres. For at kunne sammenligne reduktionstilbøjeligheder i forskellige dele af sproget indføres et tal, R, hvor R = antal reduktioner pr. 100 fonemer. I denne beregning vejer alle reduktioner lige tungt, dvs. fx reduktionen /d/' → [ɾ] vejes lige så tungt som /b/' → [β]. Det skal understreges at dette blot er den første tilnærmelse til at vurdere reduktionstilbøjelighed for en given størrelse. Der er mange ting som er ganske oplagte at problematisere i forhold til benytte R som indeks for reduktionstilbøjelighed. Det virker fx umiddelbart rimeligt at betragte /p/' → [β], hvor der både er aspirationstab, stemning og inkomplet lukke, som en kraftigere reduktion end /p/' → [b], hvor der kun er aspirationstab. Det virker også rimeligt at betragte et komplet bortfald af et fornem, fx /d/' → 0 som udtryk for en kraftigere reduktion sammenlignet med en partiel reduktion som /d/' → [ð]. Og et bortfald af ordfinalt /ə/' virker intuitivt ikke som en lige så kraftig reduktion som bortfald af initialt /k/', osv. Man kunne overveje at raffinere indekset ved fx at give hver fonem-fon-par en mere passende værdi som afspejler hvor kraftig en reduktion der er tale om. Man kunne tælle antal træk der reduceres og fx lade /p/' → [b] tælle som en kvart reduktion, /p/' → [β] tælle som trekvart reduceret, og totalt bortfald, /p/' → 0, kunne tælle som en fuld reduktion. Hvis det kun var reduktionen af /p/' man ville undersøge, ville dette måske være en farbar vej, men med 769 forskellige fonem-fon-kombinationer er det umuligt på forhånd at give en konsekvent vurdering af de enkelte realiseringers reduktionsgrad. Man kunne kigge på frekvensen af de enkelte reducerede former, og således kunne man vægte reduktionen /k/' → [x] som tungere end /g/' → [ɣ], eftersom [ɣ] forekommer betydeligt hyppigere end [x], og således kan tilstedeværet af [x] ses som udtryk for større grad af reduktion end tilstedeværet af [ɣ]. Faren ved at gøre dette fra 82 starten af er imidlertid at forskellen på frekvensen af [x] og [ɣ] lige så vel kan tænkes at skyldes at de forekommer i kontekster med forskellig tilbøjelighed til reduktion. Reduktionen /g/' → [ɣ] forekommer fx primært intervokalisk og i coda, mens /k/' altid står i ansats. Frekvensforskellen på [x] og [ɣ] udtrykker således måske snarere en egenskab ved den intervokaliske position end intrinsiske egenskaber ved /g k/'. Under udarbejdelsen af denne afhandling er forskellige forsøg på at raffinere udregningen af R blevet afprøvet, men hver gang har forskellige intuitivt rimelige vurderinger vist sig at føre til uforudsete urimeligheder. I sidste ende er den simpleste tilgang vurderet som bedst. Man må først skaffe sig et overblik over hvor reduktionerne forekommer i sproget, før man kan kvalificere sin viden om reduktionsfænomenernes indbyrdes hierarki. Det har også vist sig at ganske mange af overvejelserne løser sig selv pga. reduktionshierarkiet, som nævnes i afsnit 2.3.4 og udforskes nærmere i kapitel 11. Når et meget lidt reducerbart fonem som /k/' reduceres, så er det som regel ledsaget af mange andre reduktioner i samme ord, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet for reduktion af fx /ə/'. Så selvom reduktion af hhv. /k/' og /ə/' på fonemniveau i udgangspunktet vejes lige tungt, så virker reduktion af /k/' stadig som en ekstra tunge på vægtskålen når man kigger på ordniveau. Dermed ikke sagt at udregningen af reduktionsgraden ikke kan raffineres yderligere. I den følgende analyse bruges R-indekset til at få overblik og danne et grundlag for sammenligning af større mængder fonologisk materiale. Det er klart at man skal være påpasselig med at sammenligne mængder med meget forskelligartet fonologisk materiale. Sammenligner man fx /bæːð xð x/' badede med /købdə/' købte er det forventeligt at badede indeholder flest reduktioner, da det har en meget mere reducerbar struktur. Men på et tilstrækkeligt stort sammenligningsgrundlag hvor man ikke på forhånd har nogen grund til at mistænke radikale forskelle i det fonologiske materiale, kan R-indekset give en indikation af om den ene mængde er mere reduceret end den anden. Først efter dette overblik er opnået, kan denne nyerhvervede viden udnyttes til en mere raffineret udregning af reduktionsgraden. 4.2.5a Sammenligning af R-værdier Bemærk at når to R-værdier sammenlignes, så er det ofte ikke forskellen på de to R-værdier der er mest interessant, men snarere forskellen i deres afstand til 0. R-værdien angiver antal reduktioner pr. 100 fonemer, og en pulje af fonemer med R = 5 har altså omtrent fem gange så 83 mange registrerede reduktioner som en pulje med R = 1, selvom forskellen ikke ser ud af meget, mens en pulje med R = 55 kun har 10 % flere reduktioner end en pulje med R = 50. Bemærk at der jf. 2.6 ikke udføres signifikanstest på sammenligninger af R-værdier. Det oplyses dog generelt hvor stor en pulje af fonemer der er benyttet som beregningsgrundlag. Det er op til individuelle fortolkningspræferencer at afgøre hvilken betydning man skal lægge i disse tal; i afhandlingen præsenteres i sagens natur min personlige vurdering af hvilke forhold der må betragtes som væsentlige og hvilke der er mindre væsentlige. 4.3 Øvrig supplerende annotation af DanPASS 4.3.1 Annotation af ordstruktur For at undersøge sammenhænge mellem et fonems position i stavelsen og stavelsens position i ordet og fonemets tilbøjelighed til reduktion, er der gennemført en annotation af ordstrukturen. Hver enkelt stavelseskerne, dvs. enten en vokal eller en syllabisk konsonant er noteret for om den står i en fonologiske prætonisk, tonisk eller posttonisk stavelse. Det er desuden markeret om kernen er første, anden eller tredje prætoniske stavelse, eller første, anden eller tredje posttoniske stavelse. Korpusset indeholder ingen ord med fire eller flere prætoniske stavelser, selvom de findes i sproget, fx elektricitet, assimilation, onomatopoietikon osv. Konsonanter er noteret for om de står i ansats ordinitialt og/eller en betonet stavelse, eller i coda ordfinalt eller foran en betonet stavelse. Konsonanter og konsonantgrupper der står mellem to prætoniske stavelser, eller mellem en betonet og en posttonisk stavelse, eller mellem to posttoniske stavelser er noteret som intervokaliske. Der er benyttet følgende tags til annotation af ordstrukturen: 4.3.2 Lemmatisering Der er foretaget en automatisk lemmatisering med et lemmatiseringsværktøj fra Center for sprogteknologi, Københavns Universitet (se Jongean & Haltrup 2010). Der er efterfølgende læst korrektur på de automatisk genererede lemmaer. Lemmaerne er kombineret med korpussets PoS-tags, så der skelnes mellem homografer, fx skelnes der mellem artiklen en og numeralet en med opmærkningen en/ART vs. en/NUM. 84 4.3.3 Segmentering af initiale lukkelyde Da segmenteringen af lukkelyde pr. konvention er afhængig af om der forudgående pause eller ej, er varighedsmålene for ord med initial lukkelyd ikke sammenlignelige med hinanden; hvis disse ord står postpausalt, vil varighedsmålet være for lille sammenlignet med ord der ikke står postpausalt. Den første del af problemet er at identificere de lydfiler hvor lukkefasen er klippet væk. Der er dog ikke en helt klar sammenhæng mellem segmentering og annotationen af pauser. Pauser kan være tomme (+) eller fyldte (=). Sekvenser af tomme og fyldte pauser er imidlertid konkateneret til et enkelt interval som har fået etiketten '=' (fyldt), hvilket vil sige at intervaller der er annoteret som fyldte pauser, også kan indeholde tomme pauser. Fx bliver ytringen i midten af netværket + øh + der er der en linje i DanPASS transskriberet i midten af netværket = der er der en linje Man kan mao. ikke vide om en fyldt pause indeholder efterfølgende lukkelyds lukkefase eller ej; det kommer an på om den fyldte pause efterfølges af en tom pause. Det samme gælder intervaller der indholder inkomplette ord, fx d-, s-, eftosv. Tomme og fyldte pauser såvel som intervaller med inkomplette ord er karakteriserede ved ikke at indeholde nogen information i andre tiers end det ortografiske. En søgning på et tomt fonemtier efterfulgt af et interval hvor lydskriften starter med en lukkelyd, giver 3873 forekomster. Det er dog langtfra alle af de 3873 forekomster der reelt er segmenteret med lukkefasen til foregående interval. Med et script er der lavet en semiautomatisk identifikation af hvornår lukkefasen er medregnet i intervallet, og hvornår det er bortsegmenteret. Dette script er baseret på det faktum at energien i selve lukkefasen er lavere end umiddelbart før og efter. Dvs. at hvis der er segmenteret efter lukkefasen lige før eksplosionen, så bør energien være lav i intervallet før segmenteringspunktet T og høj efter T. Hvis der derimod er segmenteret før lukkefasen, er energien ideelt set høj før T og lav efter T. Scriptet måler via Praats Get energy-funktion5 energien (målt i Pa²·s) i intervallerne [(T - 0.02s);T] og [(T + 0.005s) ;(T + 0.025s)], dvs. to intervaller a 20 ms før og 5 Se: http://www.fon.hum.uva.nl/praat/manual/Sound__Get_energy___.html 85 efter segmenteringspunktet. Et interval på 20 ms er valgt af hensyn til det faktum at nogle lukkefaser i korpusset ikke er meget længere end dette. I intervallet efter segmenteringspunktet T er målepunktet forskudt 5 ms ift. T idet der ofte er en smule energi lige i starten af lukkefasen, som stammer fra evt. udklingende stemthed i foregående segment. Outputtet af scriptet er to værdier, x og y, for energien i intervallet hhv. lige før og lige efter segmenteringspunktet T. For at finde ud af om lukkefasen er inkluderet i intervallet eller ej, er der foretaget en del stikprøver i disse målinger. Her er der kigget på forholdet x/y, hvor det fremgår at en høj x/y-værdi (dvs. høj energi lige før segmenteringspunktet og lav lige efter) betyder at lukkefasen er inkluderet i segmenteringen af ordet. En lav x/y-værdi betyder at lukkefasen er bortsegmenteret, mens en x/y-værdi omkring 1 betyder at der er omtrent lige meget energi før og efter segmenteringspunktet. Der er foretaget manuelle stikprøver spredt over alle data, men navnlig i nærheden af x/y = 1, for at se om lukkefasen er inkluderet i ordet eller ej. Den laveste værdi af x/y der er fundet, hvor lukkefasen er inkluderet i segmenteringen, er 0,119 (= 1/8,4). Det er derfor antaget at alle intervaller med x/y < 0,119 er segmenteret ekskl. lukkefasen. Den højeste værdi af x/y der er fundet, hvor lukkefasen er ekskluderet i segmenteringen, er 8,91, og det antages derfor at lukkefasen er ekskluderet i alle segmenteringer hvor x/y > 8,92. Dette er kontrolleret manuelt for de 30 værdier der ligger tættest på < 0,119 og > 8,92. Alle intervaller med forholdstal mellem 0,119 og 8,91 er kontrolleret manuelt (i alt 357 intervaller). I dette interval findes både inkluderede og ekskluderede lukkefaser; jo højere værdi, des større sandsynlighed for at lukkefasen er ekskluderet. Især for intervaller med forholdstal tæt på 1 er der noget vilkårlighed i vurderingen. En lukkefase kan være meget kort, segmenteringen kan være en smule upræcis, og man kan i nogle tilfælde diskutere om transskriptionen er forsvarlig. I alt er 557 intervaller manuelt verificeret for hvorvidt lukkefasen er inkluderet eller ej, mens resten antages at stemme overens med det de x/y-værdier angivet ovenfor. Ud af 3082 intervaller der er annoteret som postpausale (foregående interval er ortograferet med '+') er 125 intervaller identificeret som inkluderende lukkefasen. Ud af 791 intervaller der er markeret med fyldt pause eller ufuldstændigt udtalte ord i foregående interval, er 474 identificeret som inkluderende lukkefasen. 86 4.4 Opsummering Med denne omfattende udvidede annotation og tilgængeliggørelse af data i DanPASS er det muligt med forholdsvis enkle scripts at definere lige præcis de faktorer fra de forskellige tiers i korpusset som man ønsker at undersøge, og få en indikation af hvor mange reduktionsfænomener der forekommer i den mængde af fonem-fon-par som dækkes af de søgekriterier man anvender. Der kan på denne måde fx søges i specifikke fonemer, specifikke fonemkombinationer, hele ord, fonemets eller ordets umiddelbare fonologiske kontekst, fonemets position i stavelsen, stavelsens position i ordet, specifikke leksemer, ordets POS-tags, ordets Focus/Topic-markering, ordets akustiske varighed, ordets prosodiske egenskaber, foregående og efterfølgende ord eller pause og specifikke egenskaber ved disse. Man kan inkludere information om informanter eller opgavetyper i søgningen, og man kan søge på en hvilken som helst kombination af alle disse egenskaber. I alle tilfælde kan man få et overblik over hvor mange og hvilke reduktioner der forekommer inden for de søgekriterier man definerer, eller hvor mange forskellige udtalevarianter der er registreret i korpusset. Dertil kan de til ordet svarende lydfiler automatisk sendes videre til Praat-scripts hvor der kan foretages akustisk analyse. Alle disse muligheder udnyttes i den følgende analyse. 87 Den udvidede PoS-opmærkning benytter 107 forskellige tags, mens den simplificerede PoS- tagging benytter 31 forskellige tags. Fordelingen af simple PoS-tags ses i tabel 8. PoS Antal PoS Antal PoS Antal ADV 12171 UNIK 1387 V_IMP 66 PRON_PERS 9815 EGEN 913 V_PARTC_PRES 29 N 9394 V_PARTC_PAST 832 NUM_ORD 23 V_PRES 9165 PRON_UBST 717 PRON_REC 17 PRÆP 7749 NUM 473 V_MED_PRES 11 INTERJ 4860 V_PAST 453 UL 4 ADJ 4348 PRON_POSS 353 V_MED_INF 2 SKONJ 3719 PRON_DEMO 345 PRON_UBST_GEN 1 ART 3275 PRON_INTER_REL 224 V_MED_PARTC_PAST 1 V_INF 1732 N_GEN 119 UKONJ 1486 EGEN_GEN 95 Tabel 8:Fordelingen af simple PoS-tags i DanPASS Der er to af de simple PoS-tags der ikke benævner en bestemt ordklasse, nemlig UL (udenlandske ord) og UNIK (unik kategori). Der er blot fire forekomster af ord der er markeret med UL i korpusset , crocodiles (x2), anyway og sofort, og de ignoreres i det følgende. UNIK forekommer 94 gange i korpusset (at x13, der x 72, om x 1, som x 18). Følgeteksten til DanPASS6 giver ingen forklaring på denne kategori. Ved at/UNIK er der tale om infinitivmærke. Ved som/UNIK er der tale om relativpronomen. Ved om/UNIK er der tale om frasen det ser ud som om, hvor om rimeligvis kan kaldes en præposition. Ved der/UNIK er der tale om forskellige funktioner som upersonligt pronomen, demonstrativt pronomen og adverbium. Der er således ikke tale om en bestemt ordklasse, men formentlig restkategori for funktioner som ikke kendes eller kan identificeres af POS-taggeren. 6 http://danpass.dk 94 5.4 Intervaller og fraser Segmenteringen i DanPASS resulterer i 86.451 intervaller. Heraf er der 19.151 intervaller uden annoterede ord, dvs. tomme og fyldte pauser. Der er således 67.300 intervaller der indeholder annoterede ord. I mange tilfælde er der ikke segmenteret mellem to ord, nemlig hvis der ikke er noget entydigt fonetisk cue til at afgrænse segmenterne. Et interval kan således rumme helt op til fem ord (se tabel 9). Intervallængde (ord) Antal forekomster 0 (= pause) 19151 1 61567 2 5069 3 587 4 72 5 5 86451 Tabel 9:Fordelingen af intervaller efter intervallængde målt i antal annoterede ord. Længde (ord) Antal Længde (ord) Antal Længde (ord) Antal 0715 10 540 20 13 1 4437 11 351 21 10 2 1361 12 238 22 2 3 1346 13 155 23 8 4 1420 14 113 24 2 5 1565 15 76 25 1 6 1363 16 59 26 2 7 1141 17 28 27 1 8 909 18 18 9 650 19 18 Tabel 10:Fordelingen af fraser efter længde målt i antal annoterede ord. 7 Uafsluttede ord er ikke annoteret i andet en det ortografiske tier. Der er således ganske få fraser med kun uannoterede ord. 95 Fraseinddelingen i DanPASS resulterer i 15.842 prosodiske fraser. En frase kan indeholde helt op til 27 ord. I alt 4.077 fraser indeholder en enkelt interjektion (ja, nej, okay), men bortset fra disse er det mest normalt at en frase indeholder 2-6 ord. 96 6 Fonetisk reduktion i de åbne ordklasser Sproget er rigt på eksempler hvor reduktioner oftere rammer et ord inden for en bestemt ordklasse vs. et fonologisk sammenligneligt ord fra en anden ordklasse, fx: [uðgiːwɐ] udgiver (sb.) vs. [uðgiɐ oˀ] udgiver (vb.) [sgalˀ] skal (sb.) vs. [sga] skal (vb.) [giːvə] Give (prop.) vs. [gi] give (vb.) [sɛlføljəli] selvfølgelig (adj.) vs. [səføli] selvfølgelig (adv.) [sʌdanə] sådanne (adj.) vs. [sʌnn x] sådan (adv.) [eːˀn] en (num.) vs. [en] en (art.) I disse eksempler kan man dårligt bytte rundt på formerne; den formelt set mere distinkte udtale hører hjemme i den ene ordklasse, mens den reducerede hører hjemme i den anden. Man kan dårligt sige [en səføli deːˀl, jɑ boɐ oˀ i gi] en selvfølgelig del (af ngt.), jeg bor i Give osv., men man kan lige så dårligt sige [vel du giːvə mɑj plas, sɛlføljəli vel jɑ de] vil du give mig plads?, selvfølgelig vil jeg det, osv. I den forstand er der rimeligvis tale om veletablerede, fonologiserede reduktioner. Der er flere undersøgelser der peger på at ordklassen spiller en rolle for reduktionsfænomener i spontan tale, især opdelingen i indholdsord og funktionsord (fx Bell & al. 2009, Bergem 1993, Jurafsky & al. 1998, 2001, Meunier & Espesser 2011), men det er sparsomt med undersøgelser der laver en finere opdeling i ordklasserne. For dansk er ordklassens betydning imidlertid undersøgt i forhold til schwa-assimilation og schwa-bortfald (Jensen 2001, Heegård 2012, Schachtenhaufen 2007b, 2012b), hvor tendensen er at schwa i højere grad bevares i substantiver, adjektiver, proprier og numeraler, men fx oftere reduceres i verber, adverbier og pronomener. At forskellige ordklasser generelt lader til at have forskellige reduktionstilbøjeligheder, fremgår af tabel 11 hvor R-værdien for de forskellige ordklasser er beregnet. Ordklassen er her udledt af den simple PoS-tagging i DanPASS (se 3.1.5). I dette kapitel undersøges tilbøjelighederne til reduktion med udgangspunkt i de åbne ordklasser: substantiver, numeraler, proprier, adjektiver, adverbier og verber. Tilsammen med interjektioner (som kun behandles meget overfladisk i afsnit 6.7) er dette de ordklasser der er mindst tilbøjelige til reduktion i korpusset jf. tabel 11. De 97 øvrige ordklasser udviser nogle særlige tilbøjeligheder til reduktion, og de er i højere grad genstand for undersøgelsen i kapitel 7. PoS # ord # reducerede fonemer # distinkte fonemer # fonemer i alt R Nx sb. 9512 5565 63399 68964 8,1 NUMx num. 496 183 2003 2186 8,4 ADJ adj. 4346 2467 20788 23255 10,6 EGENx prop. 1008 795 6618 7413 10,7 INTERJ interj. 4859 1955 11701 13656 14,3 ADV adv. 12167 9698 36274 45972 21,1 Vx v. 12290 14602 37168 51770 28,2 PRÆP præp. 7747 8658 17267 25925 33,4 xKONJ konj. 5205 4875 8287 13162 37,0 PRONx pron. 11467 11327 19037 30364 37,3 ART art. 3273 5398 5597 10995 49,1 UNIK81387 3473 1355 4828 71,9 sum 73757 68996 229494 0 23,1 Tabel 11:Tabellen viser forekomsten af ordklasser (udledt af PoS-opmærkningen) i DanPASS, inkl. hvor mange hhv. reducerede og distinkt realiserede fonemer der forekommer i hver ordklasse, og den beregnede R-værdi. Af overskuelighedshensyn og for at indfange de overordnede tendenser begrænses analysen for de mest ordrige ordklassers vedkommende til kun at inkludere de mest og mindst reducerede ord og de hyppigst forekommende ord (se nærmere under de enkelte afsnit 6.1-6.6). I appendiks 2 findes en komplet oversigt over alle ord i korpusset. De anførte almindelige reducerede former i tabel 13-22 skal ses som illustrerende eksempler. Der er valgt den form som skønnes bedst at repræsentere hvordan ordet reduceres hvis det reduceres; ofte er det den hyppigst forekommende form næst efter den kanoniske. Hvis der ikke er angivet nogen form, skyldes det at der ikke er nogen gennemgående tendens i reduktionstilbøjelighederne. 8 UNIK er et hybridtag der dækker forskellige grammatiske funktioner, se 5.3. 98 6.1 Substantiver Substantiver fylder en stor del af korpusset. Målt på både antallet af fonemer og antal unikke ordformer er substantiver den største klasse i materialet. Samtidig er substantiver den ordklasse hvor man finder færrest reduktioner pr. 100 fonemer. Ganske mange substantiver i korpusset rummer slet ingen segmentelle reduktioner. Hele 364 af de 883 substantiviske ordformer der findes i korpusset, har en R-værdi på 0. I tabel 12 ses nogle af de substantivformer der sjældnest reduceres i korpusset. Det der karakteriserer disse ord, er dels at de ofte refererer til konkrete objekter i DanPASS-opgaverne eller placeringer, dels at de har en klar, segmenterbar fonologisk struktur, dvs. stavelseskerner er adskilt af kontoider, og nabokonsonanter har forskellige artikulationsmåder (approksimant, sonorant kontoid, frikativ, plosiv). I tabel 13 ses et udvalg af de mest reducerede substantiver i korpusset. De fleste reduktioner i substantiver finder sted i nogle gennemgående fonologiske kontekster, som ikke bare gælder for substantiver, men for alle ord i korpusset. Der er således tale om fonologiske strukturer som i det hele taget meget let reduceres, omend ikke obligatorisk. Disse fonologiske omstændigheder gennemgås kort her, men uddybes i kapitel 10: •Vokoide sekvenser er meget tilbøjelige til reduktion, fx /teˈæːˀdɐð x ˈjæɐ onbæːnəɒwɐsgæˀɐ oeŋ ˈœ _ːɐðdɑmm xnə/' → [ˈtæːˀdɐð ˈjæɐ onbænʌsgɛŋˀ ˈɶðdɑmnə] teateret, jernbaneoverskæring, ørreddammene. Se 10.2 •Interkontoide lukkelyde er tilbøjelige til bortfald, fx /ˈlasdbiːˀl ˈkalgsdeːnsklebɐ ˈfɛldsdaɕoːˀnn x/' → [ˈlasbiːˀl ˈkalsdeːnsklɛbɐ ˈfɛlsdɛɕoːˀnn x] lastbil, kalkstensklipper, feltstationen. Se 10.3.1b. •Prætoniske stavelser udsættes for reduktion i betydelig grad /kʁogoˈdilɐ koloˈnihæːwɐ/' → [kʁoɣəˈdilɐ kʊl_ʊˈniɦæːwɐ] krokodiller, kolonihaver. Se 10.4.1. •Disyllabiske endelser er tilbøjelige til stavelsestab, fx /dɑmm xnə huːsn xə/' → [dɑmnə huːsnə] dammene, husene. Se 10.2.2. 99 Ordform Fonologisk repr. # # fonemer R afstand /ˈɑwsdanˀ/' 12 84 0 bunden /ˈbɔnˀn x/' 10 50 0 dør /dœ _ɐ oˀ/' 19 77 0 galge /ˈgaljə/' 10 50 0 hus /huːˀs/' 19 95 0 kirken /ˈkiɐ ogŋ x/' 28 140 0 kløft /kløfd/' 28 140 0 kvæg /kvɛːˀ/' 33 171 0 plads /plas/' 10 40 0 s /ɛs/' 15 30 0 sal /sæːˀl/' 15 75 0 starten /ˈsdɑːˀdn x/' 10 70 0 sted /sdɛð/' 15 60 0 sti /sdiːˀ/' 18 91 0 taget /ˈtæːˀð x/' 10 51 0 træ /tʁæːˀ/' 14 70 0 træet /ˈtʁæːˀð x/' 18 108 0 vandfald /ˈvanfalˀ/' 18 126 0 sø /søːˀ/' 84 339 0,3 nord /noɐ oˀ/' 133 543 0,4 parken /ˈpɑːgŋ x/' 53 265 0,4 trekanten /ˈtʁækanˀdn x/' 28 254 0,4 midten /ˈmedn x/' 52 209 0,5 skov /sgɒwˀ/' 37 186 0,5 trekant /ˈtʁækanˀd/' 169 1353 0,5 bananpalme /baˈnæːˀnpalmə/' 13 156 0,6 kloster /ˈklʌsdɐ/' 107 642 0,6 firkanten /ˈfiɐ okanˀdn x/' 15 135 0,7 start /ˈsdɑːˀd/' 50 300 0,7 hånd /hʌnˀ/' 295 1180 0,9 Tabel 12:De 30 mindst reducerede substantiver der forekommer i DanPASS. Ordformer med færre end 10 forekomster er ikke inkluderet. 100 Ordform Fonologisk repr. alm. reduktion # # fon R kirkegården /ˈkiɐ ogəgɒːˀɒn/' [kiɐ oggɒːˀn] 26 286 14,3 feltstation /ˈfɛldsdaɕoːˀn/' [fɛlsdaɕoːˀn] 39 468 14,5 feltstationen /ˈfɛldsdaɕoːˀnn x/' [fɛlsdaɕoːˀn x] 33 429 14,5 centimeter /sɛntiˈmeːˀdɐ/' [sɛnsimeːˀdɐ] 204 2245 14,8 byggelegepladsen /ˈbygəlɑjɪplasn x/' [byɣəlɑɪplasn x] 35 462 14,9 byggelegeplads /ˈbygəlɑjɪplas/' [byɣəlɑɪplas] 13 158 15,2 jernbaneoverskæringen /ˈjæɐ onbæːnə ɒwɐsgæɐ oˀeŋˀŋ x/' [jæɐ onbæːnɒːsgæɐ oˀeŋ] 37 778 15,3 rektangler /ˈʁagtɑŋˀlɐ/' [ʁajdɑŋˀlɐ] 10 91 15,4 gardin /gɑˈdiːˀn/' [gədiːˀn] 12 84 15,5 brikker /ˈbʁægɐ/' [bʁæɣɐ] 15 75 16,0 legeplads /ˈlɑjɪplas/' [lɑɪplas] 14 112 16,1 udendørsservering /ˈuːðn xdœ _ɐ ossæɐ oveɐ oˀeŋ/' [uðn xdɶssəveɐ oˀŋ x] 14 247 17,0 ørreddamme /ˈœ _ːɐðdɑmə/' [œð xdɑm x] 16 129 17,1 tidspunkt /ˈtiðspɔŋˀd/' [tispɔŋˀ] 16 144 17,4 rektangel /ˈʁagtɑŋˀlx/' [ʁagtɑŋˀlx] 31 249 17,7 runestenene /ˈʁuːnəsdeːˀn xnə/' [ʁʊːn xsdeːˀnnə] 38 494 18,0 forhold /ˈfɒːhʌlˀ/' [fɒːɒl] 22 154 18,2 kavaleriet /kavaləˈʁiːˀð x/' [kawləʁiːˀð x] 20 220 18,2 vestsiden /ˈvɛsdsiːðn x/' [vɛssiðn x] 25 225 18,2 flyvermuseum /ˈflyːwɐmusɛːɔm/' [flywʊmusɛɔm] 18 235 18,7 stykke /ˈsdøgə/' [sdøg] 82 410 18,8 kortet /ˈkɒːdð x/' [kɒːɾð x] 37 185 18,9 teateret /teˈæːˀdɐð x/' [tæːˀdɐð] 19 154 20,8 side /ˈsiːð x/' [sið] 181 725 21,2 ørreddammene /ˈœ _ːɐðdɑmm xnə/' [œ _ðdɑmnə] 33 332 22,0 krokodiller /kʁogoˈdilɐ/' [kʁoɣədilɐ] 17 153 22,9 østsiden /ˈøsdsiːðn x/' [øssɪðn x] 31 248 23,4 siden /ˈsiːðn x/' [siðn] 33 165 26,1 fald /falˀ/' [flx] 19 76 26,3 tiden /ˈtiðˀn x/' [tin] 11 55 36,4 Tabel 13:De 30 mest reducerede substantivformer i DanPASS målt efter R-værdi. Ordformer der forekommer færre end 10 gange i korpusset er ikke inkluderet. Den reducerede form er udvalgt til at illustrere de mest almindelige reduktioner i ordet. 101 Substantiver der ikke refererer til konkrete objekter i opgaven, men som bruges i mere bred betydning, er mere tilbøjelige til at blive reduceret. Det gælder fx når substantiver benyttes som kvantumbetegnelser, fx [slɒg snes medɐs] en slurk vand, en snes centimeter, en meters penge. Her taber mængdesubstantivet som regel tryk, stød og længde (se 9.2). Kvantumangivende substantiver foran retningsadverbielle led er højfrekvente i korpusset. Også her er der høj tilbøjelighed til reduktion, fx [sdøɣə~sdøg æːnsə smul] stykke, anelse, smule i fraser som et stykke til venstre, en anelse mod vest, en smule østpå. Blandt de mest reducerede substantiver finder man, ud over ord med fonologiske strukturer der er nævnt ovenfor, en række ord der indgår i faste udtryk som fx hele tiden, på et tidspunkt, i princippet, i virkeligheden, i den forstand, til gengæld, oven i købet, i begyndelsen, i hvert fald, i øjeblikket, ved siden af, i stedet/steden for, i forhold til, på størrelse med, i tvivl om, (vent) lige et øjeblik. I disse faste udtryk er der tale om adverbielle led, sammensatte præpositioner og lignende grammatikaliserede funktioner, hvor substantivet har mistet sin selvstændige status. Hvorvidt substantiver reduceres eller ej, kan til en vis grad også knyttes til hvorvidt det refererer til ny eller kendt information. Første gang informanten nævner en landskabsgenstand eller en figur i de opgaver de er i færd med at løse, udtales ordet som regel distinkt, men efterfølgende gange udtales ordet med flere reduktioner. Dette behandles nærmere i kapitel 8. Substantivernes reduktionstilbøjeligheder stemmer overordnet fint overens med deres T1-træk vs. T2-træk. I konkret, fokuseret betydning udtales substantiverne distinkt, dvs. i de typiske ledfunktioner subjekt, objekt, dativobjekt og styrelse i præpositionssyntagmer. I mere grammatikaliserede funktioner – som mængde- eller typeangivelse, eller som indgående i adverbielle led, sammensatte præpositioner og faste udtryk – taber de fokus, de bliver ofte ubetonede, mister evnen til morfologisk fleksion og de får en mere abstrakt betydning. Og i disse funktioner er substantiver langt mere tilbøjelige til reduktion. 6.2 Numeraler Der er et meget begrænset antal numeraler i DanPASS. Alle disse er opført i tabel 14, hvor reduktionstilbøjeligheden for de enkelte ordformer er angivet. Det begrænsede antal numeraler gør det vanskeligt at sige noget generelt om dem, men de reduktioner der forekommer, følger nogle generelle fonologiske forhold. I ord som /ˈfɛmˀʌfœ _ːɐ ˈtʁæðjə ˈhunʁɐðəɒwˈfiɐ oˀs/' 102 femogfyrre, tredje, hundredeogfirs er de vokoide sekvenser stærkt tilbøjelige til reduktion [ˈfɛmˀʌfɶɐ o ˈtʁæð x ˈɦunɐðˈfiɐ oˀs]. Numeralet seks taber oftest finalt /s/' foran et andet /s/' i sekssyv, seks centimeter, og som følge af opgavernes natur er det oftest disse ord der følger efter seks i korpusset, hvorved seks fremstår som meget reduceret. I /ˈfœ _ɐ osdə/' første er der en tilbøjelighed til monoftongering, [ˈfɶsdə], hvilket afspejler en velkendt igangværende fonologisk udvikling hvor /œ _ɐ o/' monoftongeres (Grønnum 2005, s, 332), hvilket også genfindes i korpusset i adjektivet [ˈsdɶsdə] største. I stammen /hunʁɐð x/' hundrede falder /ʁ/' bort i alle forekomster, hvilket er en almindelig distinkt udtale af ord jf. DSDU. I enhedstrykforbindelser som to-tre, tre-fire, fire-fem (centimeter) osv., er der en stærk tilbøjelighed til reduktion, hvor første led taber tryk, stød, længde og schwa /eːˀn toːˀ tʁæːˀ fiːɐ fɛmˀ sywˀ ɔːdə/' → [en to tʁæ fiɐo fɛm syw ɔd] en, to, tre, fire, fem, syv, otte. Her signalerer reduktionen altså en helt bestemt syntaktisk konstruktion, hvor det ikke så meget optræder som et isoleret ord, men som et samlet udtryk der angiver et interval (se 9.2). Som Basbøll (2005, s. 519-520) påpeger, er det en begrænset mængde numeraler der kan indgå i den type forbindelser, og således har disse numeraler tabt flere af deres T1-træk, nemlig betoning, bogstavelig betydning og åben klasse. De forskellige R-værdier i disse ord angiver således ikke en forskel i intrinsisk reduktionstilbøjelighed; de angiver snarere hvor ofte de forskellige numeraler tilfældigvis optræder som førsteled i sådanne konstruktioner. 103 → /dɑwmɐs/', hvorved [ˈdɑwmɐs] ikke skal opfattes som reduceret udtale af /ˈdɑwmɑːs/', men en distinkt udtale af /dɑwmɐs/'. Ordet Den er en del af de sammensatte proprier Den Blå Sø og Den Grønne Sø, men det reduceres omtrent i samme grad som pronomenet den, dvs. det realiseres ganske ofte /dɛnˀ/' → [dɛn dn x]; dets status som proprium beskytter ikke mod reduktion. Tilsvarende optræder Gud snarere interjektionelt end som proprium i udtrykkene Gud! Åh Gud! Gud ved om, Gud nej! hvor det to gange reduceres til [ˈgu], og netop i denne funktion er denne udtale ikke usædvanlig. Ligeledes optræder Søren to gange [sœːɐn sœn] interjektionelt i for Søren. Selvom proprier i deres prototypiske funktion generelt realiseres ganske distinkt i korpusset, så skal det bemærkes at der kan være stor variation i sproget i almindelighed. Det er genkendeligt at man udtaler fremmede menneskers navne tydeligt og endda hyperdistinkt, mens personer der står en nær, kan få reduceret og forvansket deres navne, hvilket kan etablere sig som kælenavne og øgenavne. Man kan se at personnavne og stednavne i sproghistorisk perspektiv ofte reduceres betragteligt, fx Olivia, Johannes, Køpmannæhafn → Liva, Jens, København. Således bliver informanternes navne, Bjarne, Philip, Diana, Thomas, også reduceret kraftigt her. Derudover gælder det ofte at fornavnet reduceres når en person nævnes ved fulde navn, navnlig via tab af tryk, stød og vokallængde, fx /peːˀdɐ/' [ˈpeːˀdɐ] Peter, men [pedɐ ˈhanˀsn x] Peter Hansen (se 9.2). I korpusset er der kun en enkelt relevant forekomst, nemlig /ˈjœ _ːɐn kleˈviːˀn/' → [jɶn kleˈviːˀn] Jørgen Clevin, som en af informanterne refererer til i forbindelse med husopgaven. 110 Ordform Fonologisk alm. reduktion # forekomster # fonemer R Blå /blɔːˀ/' - 20 100 0 Sø /søːˀ/' - 75 300 0,3 Dronning /ˈdʁʌneŋ/' - 92 552 1,8 Ibsvej /ˈibsvɑjˀ/' - 16 112 2,7 Strædet /ˈsdʁæːð xd/' [sdʁæːð x] 15 106 3,8 Østsøen /ˈøsdsøːˀøn/' [øssøːˀøn] 32 290 4,8 Østergade /ˈøsdɐgæːð x/' [øsdəgæð] 76 610 6,1 Vestergade /ˈvɛsdɐgæːð x/' [vɛsdɐgæð] 57 520 6,3 Østersøen /ˈøsdɐsøːˀøn/' [øsdəsøːˀn] 8 80 6,3 Kirkegade /ˈkiɐ ogəgæːð x/' [kiɐ oɣəgæːð] 20 183 7,1 Nørregade /ˈnœ _ːɐgæːð x/' [nɶɐ oɐgæð] 59 477 7,1 Slotsgade /ˈslʌdsgæːð x/' [slʌdsgæð] 34 307 7,2 Stationsvej /sdaˈɕoːˀnsvɑjˀ/' [sdəɕoːˀnsvɑjˀ] 55 724 7,5 Søndergade /ˈsønɐgæːð x/' [sønəgæːð] 27 217 8,3 Allé /aˈleːˀ/' [əleːˀ] 92 461 8,5 Grønne /ˈgʁɶnə/' [gʁɶnn x] 56 280 10,0 Bakkegade /ˈbɑgəgæːð x/' [bɑɣəgæð] 13 109 14,7 Gud /guð/' [gu] 4 12 16,7 Teaterpassagen /teˈæːˀdɐpasæːɕən/' [tæːˀdɐpəsæːɕn x] 52 800 16,9 Dagmars /ˈdɑwmɑːs/' [dɑwmɐs] 93 653 23,7 den /dɛnˀ/' [dn x] 74 296 43,9 Tabel 18:Reduktionstilbøjelighederne for proprier i DanPASS. Ordformer med tre eller færre forekomster er ikke inkluderet. 6.5 Adverbier Ordklassen adverbier indeholder en meget broget mængde ord, hvilket også afspejles i at der er stor variation i hvor tilbøjelige de er til at blive reduceret. Mange adverbier bevares ganske distinkt, mens mange andre reduceres betragteligt. Et udvalg af de mindst og mest reducerede adverbier ses i hhv. tabel 19 og 20. 111 Ordform Fonologisk # forekomster # fonemer R før /fœ _ɐ oˀ/' 10 40 0 langs /lɑŋˀs/' 23 115 0 sydpå /ˈsyðpɔːˀ/' 31 225 0,9 derfra /ˈdeɐ oˀˈfʁɑːˀ/' 10 91 1,1 nordpå /ˈnoɐ oˀˈpɔːˀ/' 34 274 1,1 vest /vɛsd/' 127 509 1,2 ned /neðˀ/' 338 1352 1,4 opad /ˈʌbæːˀ/' 56 282 1,4 stik /sdeg/' 222 888 1,6 om /ʌmˀ/' 37 111 1,8 op /ʌb/' 245 490 1,8 midt /med/' 87 261 1,9 nord /noɐ oˀ/' 372 1505 1,9 næsten /ˈnɛsdn x/' 45 225 2,2 nordpå /ˈnoɐ oˀpɔːˀ/' 63 522 2,3 syd /syð/' 510 1534 2,4 sidst /sisd/' 10 40 2,5 sydøst /syðˈøsd/' 51 321 2,5 ret /ʁad/' 26 78 2,6 rundt /ʁɔnˀd/' 154 770 2,7 Tabel 19:De 20 mindst reducerede adverbier i DanPASS. Ordformer med færre end 10 forekomster er ikke inkluderet. Blandt de mindst reducerbare adverbier finder man bl.a. en masse retnings- og stedsadverbier, som op, ned, syd, nord, derfra, langs osv. Her er der tale om ord der henviser til konkrete retninger. Som følge af korpussets natur med mange kortopgaver er disse ganske hyppige, og samtidig spiller de en væsentlig informationsmæssig rolle. Som ved adjektiver er endelserne -elig, -ere ofte stærkt reducerede, og morfemet /d/' -t falder ofte bort i endelsen -igt, fx rigtigt, herligt, nøjagtigt. Som ved alle andre ordklasser sker der en betydelig reduktion af vokoide strenge, som i [ɒwɦoð x ɒː] overhovedet, (der)ovre. Finalt schwa falder oftest væk, fx i ord som [ʌb en eg seg] oppe, inde, ikke, sikke. 112 Ordform Fonologisk alm. reduktion # forekomster # fonemer R sådan /ˈsʌˈdan/' [sʌn] 12 61 24,6 ude /ˈuːð/' [uːð x] 28 84 26,2 oppe /ˈʌbə/' [ʌb] 102 306 26,8 uden /ˈuːðn x/' [uðn] 57 228 27,6 til /tel/' [te] 16 48 29,2 vist /vesd/' [ves] 10 40 30,0 inde /ˈenə/' [en] 21 63 30,2 jo /joːˀ/' [jo] 14 56 30,4 hvor /vɒːˀ/' [vɒ] 265 1060 30,7 simpelthen /ˈsemˀblxdˈhɛnˀ/' [semlxhɛnˀ] 21 231 33,3 da /da/' [ɾa] 12 24 37,5 ligesom /ˈliːisʌm/' [lisʌm] 28 196 39,8 ovre /ˈɒwʁɐ/' [ɒːɐ] 16 64 40,6 sådan /ˈsʌdan/' [sʌn~sn x] 451 2317 42,7 ikke /ˈegə/' [eg~eŋ] 715 2155 48,6 der /deɐ oˀ/' [dɑ] 745 2989 50,3 også /ˈɒwsʌ/' [ʌsə~ʌs] 157 629 51,8 selvfølgelig /sɛlˈføljəli/' [səføli] 14 142 52,1 altså /ˈalˀdsʌ/' [asʌ~as] 438 2628 57,5 jo /jo/' [o~w] 62 124 77,4 Tabel 20:De 20 mest reducerede adverbier i DanPASS. Ordformer med færre end 10 forekomster er ikke inkluderet. Blandt de mest reducerbare adverbier finder man sætningsadverbialer som jo, da, vist, altså, selvfølgelig, simpelthen og hellere, og andre grammatiske småord som til, der, hvor, også, sådan, ligesom osv. Mange af disse rammes af de ekstreme reduktioner som er emnet for kapitel 7, og de behandles derfor nærmere der. I en del ord er reduktionerne så konsekvente at man kan betvivle adækvatheden af den fonologiske repræsentation. Udtaler som fx [sɛlføljəli ɒwsʌ] selvfølgelig, også virker unaturligt distinkte, og det er næppe udtaler man kan forvente i almindelig tale. Sætningsafslutteren ikke taber også konsekvent schwa, og nasaleres ofte, [eg eŋ]. Denne nasalering kendes af /g/' → [ŋ] ses uhyre sjældent eller aldrig i andre ord, og virker 113 snarere som en særligt fonologiseret variant, /eng/. En del andre småord veksler mellem former som ligner forskellige fonologiske former, hvilket diskuteres nærmere i 7.2.2. 6.6 Verber Samlet set udviser verber en markant tilbøjelighed til reduktion. Det er denne ordklasse der reduceres mest af de åbne ordklasser. Det er måske overraskende set i forhold til at verber traditionelt betegnes som indholdsord, og set i forhold til deres sætningskonstituerende natur; enhver sætning indeholder formelt et verballed, og de er således et ganske væsentligt syntaktisk element. Man kunne forvente at denne væsentlighed blev afspejlet med en distinkt realisering. Verber bruges imidlertid i mange forskellige funktioner, og verbets funktion spiller en stor rolle for tilbøjeligheden til reduktion. Blandt de verber der realiseres distinkt (se tabel 21), finder man især visse præsensformer (finder, rammer, svinger, flugter, deler, kender, græsser osv.), og perfektum participium-former (anbragt, banket, stråtækt, rundet, fundet, tegnet, afbrændt). Når participiumformerne står adjektivisk (stråtækt lerhytte, forladt kloster) er det forventeligt at de opfører sig ganske som adjektiver, også reduktionsmæssigt, og derfor bevares distinkte, men også som verbal i sammensatte tider (har tegnet, har rundet) bevarer de en distinkt udtale. I præsens participiumformer reduceres verberne lidt mere, men det er den disyllabiske endelse -ende der reduceres ved at tabe det første schwa, fx /beˈsdɔːˀɔnə ˈgʁasn xə/' → [bəsdɔːˀnə gʁasnə] bestående, græssende. Blandt de mest reducerede verbalformer (se tabel 30) finder man en del former af hjælpeverber (være, have, blive) og modalverber (kunne, måtte, skulle, ville), som er overordentligt reducerbare. Her er der tale om bestemte grammatikaliserede småverber som indgår i sammensatte verbaludtryk i stedet for at referere til konkrete handlinger. Reduktionstilbøjelighederne i disse ord indgår i kapitel 7. Også verbalformerne /gɔːˀ gɒːˀ/' gå/går står med deres høje frekvens i korpusset for en stor andel af reduktionerne, idet de taber stød og længde i enhedstrykforbindelser, fx [ₒgɔ ˈʁɔnˀd, ₒgɒ teˈbæːæ] gå rundt, går tilbage. Hvis man ignorerer lemmaerne være, have, blive, kunne, måtte, skulle, ville, gå bliver R-værdien for verber næsten halveret fra 28,2 til 15,7, og altså noget tættere på R-værdien for nominaler og adjektiver. 114 Ordform Fonologisk # forekomster # fonemer R anbringer /ˈanbʁæŋˀɐ/' 11 88 0 buer /ˈbuːɐ/' 5 20 0 ender /ˈɛnɐ/' 27 81 0 finder /ˈfenˀɐ/' 5 25 0 flugte /ˈflɔgdə/' 9 54 0 flugter /ˈflɔgdɐ/' 15 90 0 kender /ˈkɛnɐ/' 5 20 0 kom /kʌm/' 5 15 0 nå /nʌ/' 10 22 0 sover /ˈsɒwˀɐ/' 7 35 0 svinger /ˈsveŋɐ/' 12 60 0 runder /ˈʁɔnɐ/' 32 128 0,8 vender /ˈvɛnɐ/' 25 100 2,0 fylder /ˈfylɐ/' 12 48 2,1 stiller /ˈsdelɐ/' 9 45 2,2 gjort /ˈgjoɐ oˀd/' 7 42 2,4 afbrændt /ˈɑwbʁanˀd/' 10 80 2,5 afbrændte /ˈɑwbʁanˀdə/' 27 243 2,5 fundet /ˈfɔnð x/' 9 36 2,8 sidder /ˈseðˀɐ/' 21 105 2,9 stråtækt /ˈsdʁʌtɛgd/' 16 128 3,1 ligner /ˈliːnɐ/' 18 90 3,3 mangler /ˈmɑŋlɐ/' 6 30 3,3 tegner /ˈtɑjnɐ/' 12 60 3,3 vide /ˈviːð x/' 15 60 3,3 væltet /ˈvɛldð x/' 24 120 3,3 følger /ˈføljɐ/' 23 118 3,4 sat /sad/' 9 27 3,7 møder /ˈmøːðɐ/' 21 105 3,8 cykle /ˈsyglə/' 5 25 4,0 Tabel 21:De 30 mindst reducerede verbalformer i DanPASS. Ordformer med færre end fem forekomster er ikke inkluderet. 115 Ordform Fonologisk alm. reduktion # forekomster # fonemer R beskrive /beˈsgʁiwˀʊ/' [bəsgʁiwˀ] 7 63 28,6 fortælle /fʌˈtɛlˀə/' [fətɛlˀ] 5 35 28,6 køre /ˈkøːɐ/' [køɐ o] 6 24 29,2 gået /ˈgɔːð x/' [gɔð] 62 248 29,4 løber /ˈløːˀbɐ/' [løbɐ] 6 36 30,6 tænkte /ˈtɛŋdə/' [tɛŋd] 7 36 30,6 lavet /ˈlæːwð x/' [læːð x] 7 35 31,4 være /ˈvæːɐ/' [væɐ o] 161 645 31,8 tage /tæːˀ/' [ta] 19 76 32,9 skrive /ˈsgʁiːʊ/' [sgʁiw] 7 42 33,3 vent /vɛnˀd/' [vɛn] 12 60 33,3 bevæger /beˈvɛːˀɐ/' [bəvɛɐ o] 18 126 38,1 var /vɑ/' [wə~w] 129 264 38,3 skal /sgal/' [sga] 1062 4251 40,4 lad /lað/' [la] 8 24 41,7 skulle /ˈsgulə/' [sgu] 109 545 42,4 få /fɔːˀ/' [fɔ] 7 28 42,9 blevet /ˈbleːwð x/' [bleð] 5 30 43,3 gå /gɔːˀ/' [gɔ] 300 1200 43,3 have /ˈhæːˀ/' [ha] 120 480 44,0 ville /ˈvilə/' [vil] 13 52 44,2 går /gɒːˀ/' [gɒ] 1122 4488 47,2 vil /vel/' [ve] 231 693 47,6 bliver /ˈbliwˀɐ/' [bliɐ o] 60 360 49,4 siger /ˈsiːɐ/' [siɐ o] 44 176 51,1 må /mɔːˀ/' [mɔ] 92 368 52,7 kunne /ˈkunə/' [ku] 29 116 55,2 giver /ˈgiwˀɐ/' [giɐ o] 6 30 60,0 er /æɐ o/' [a~ ]∅1635 3274 62,9 kan /kanˀ/' [ka] 343 1372 64,2 Tabel 22:De 30 mest reducerede verbalformer i DanPASS. Ordformer med færre end 5 forekomster er ikke inkluderet. 116 Når verber indgår i enhedstrykforbindelser, reduceres de især via tab af stød og vokallængde, fx /løːˀbɐ ˈsɑmˀm x, seɐ oˀ ˈbɒːd, seðˀɐ ˈfɒːanˀ/' → [ₒløbɐ ˈsɑmˀm x, ₒseɐo ˈbɒːd, ₒseðɐ ˈfɒːanˀ] løber sammen, ser bort, sidder foran, og i ord uden intervokoide konsonanter desyllabiceres den ubetonede stavelse, fx [ₒkøɐo ₒgɔð ₒvæɐo ₒsiɐo ₒbəvɛɐ o] køre, gået, være, siger, bevæger. Andre gennemgående reduktionsfænomener er at infinitiver og præteritumsformer er tilbøjelige til reduktion, navnlig via bortfald af finalt schwa (sagde, være, kigge, tænke, tænkte), se Heegård (2012) og Schachtenhaufen (2012b). Forstavelserne for-, beschwaificeres [fə bə]. Igen er vokoide ord reducerbare, internukleare vokoider falder bort og posttoniske stavelser taber syllabicitet, fx /giwˀɐ tʁoːð xð x dʁɑjð xð x/' → [giɐ oˀ tʁoð dʁɑːð] giver, troede, drejede. 6.7 Interjektioner Interjektioner udgør i forhold til både udtalevariation og det fonologiske system i det hele taget en særklasse. Bl.a. findes over halvdelen af de indskudte foner i korpusset i denne ordklasse, der dækker under 5 % af korpusset, fx /ja/' → [ˈjæɐo ˈjæɐ oħ ˈɲjæɐo ˈmjæɐo ˈjæɐ oˀm] ja. Med denne variation kan man meget let problematisere adækvatheden af de fonologiske repræsentationer, men det er heller ikke indlysende hvornår det er passende at indføre flere fonologiske former for de forskellige interjektioner, og i så fald hvilke. Der er især en stor variation i de prosodiske elementer som tryk, vokallængde, vokalvarighed og tonegang, hvor meget af variationen slet ikke udtrykkes i den fonetiske transskription. Denne variation fornemmes rent introspektivt som overordentlig udtryksfuld, hvor variationen i de prosodiske elementer i ord som ja, javel, jo, nej, aha, okay, nå, hov osv. kan udtrykke mange forskellige grader af overraskelse, forventning, skepsis, enighed, uenighed osv., og graden af reduktion hænger nok i høj grad sammen med dette. En nærmere analyse af disse forhold skønnes dog at afvige for meget fra denne afhandlings overordnede mål, og det vil kræve en mere samtaleanalytisk tilgang at gå i detaljer med dette, hvilket falder uden for afhandlingens rammer. Reduktionstilbøjelighederne i interjektioner fremgår af appendiks 2. 6.8 Opsummering I dette kapitel er reduktionstilbøjeligheder i de åbne ordklasser undersøgt. Substantiver, 117 numeraler, adjektiver og pronomener udtales generelt meget distinkt, med en gennemsnitlig R- værdi i nærheden af 10, og altså betydeligt færre reduktioner end den gennemsnitlige R-værdi på ca. 30 som gælder for korpusset som helhed. Adverbier og verber reduceres noget mere, men dog ikke helt så meget som de lukkede ordklasser, som i højere grad er genstand for næste kapitel. Selvom der er stor forskel på hvor mange reduktioner der findes inden for de forskellige ordklasser, er der også stor variation inden for ordklasserne, hvor både ordets fonologiske form, morfologiske sammensætning og dets funktion spiller en rolle i forhold til reduktion. Visse fonologiske strukturer, såsom vokoide sekvenser, visse konsonantgrupper og disyllabiske endelser, er tilbøjelige til reduktion uanset hvilke ord de forekommer i, mens segmentelt mere klare strukturer bevares mere distinkt. Dette behandles i nærmere detaljer i kapitel 10. Dernæst er der reduktioner der primært rammer bestemte morfologiske endelser, såsom adjektivers intetkønsendelse, adverbiers afledningsendelse, infinitiv- og præteritumschwa, m.fl. Den hyppige reduktion af endelser som fører til sammenfald [ˈfɑːli ˈtɑgð x] farlig/farligt/farlige, takket/takkede kan analyseres som (fri) allomorfisk vekslen mellem et nulmorfem vs. ikkenulmorfem, hvilket i så fald ville være retvisende at inkorporere i den fonologiske repræsentation. Tab af stød og længde og desyllabicering hænger i mange tilfælde sammen med tryktabskonstruktioner, hvor reduktionen kan siges at signalere at ordet indgår i en særlig syntaktisk konstruktion med efterfølgende ord, hvilket diskuteres nærmere i 9.2. Reduktionstilbøjelighederne hænger i høj grad sammen med ordenes funktion. Ord der udtrykker konkret, håndgribelig information, dvs. særligt nominaler, attributiver, stedsadverbier og handlingsbeskrivende verber, realiseres mere distinkt, mens ord der bruges i mere abstrakte, grammatiske og metaforiske konstruktioner, reduceres. Ligeledes er der større tilbøjelighed til reduktion af morfemer der udtrykker meget abstrakt grammatisk information, såsom genusendelser, afledningsendelser og infinitivendelser, sammenlignet med lidt mere håndgribelig information som numerus, definithed og præsens. Selvom den leksikografiske ordklasse overordnet kan benyttes som ledetråd til at sige noget om reduktionsniveauet, så er det mere relevant at kigge på ordets ledfunktion. Substantiver og adjektiver realiseres således mere distinkt i valensbundne led, men reduceres kraftigt i adverbielle udtryk som i hvert fald, ved siden af, i stedet/steden for, i forhold til osv. Og selvom proprier generelt realiseres distinkt, bliver determinativen den/Den reduceret efter samme 118 mønster uanset om den er analyseret som en del af et proprium eller som artikel. Attributiver og prædikativer er relativt distinkte, uanset om det drejer sig om numeraler, adjektiver eller participier, og i tråd med dette realiseres verber mere distinkt hvis de fungerer som attributiver end som verbal. Disse tilbøjeligheder stemmer godt overens med ordenes T1- og T2-træk. Selvom substantiver, proprier, numeraler og adjektiver i deres prototypiske funktioner har flest T1-træk, så er der særtilfælde hvor ord grammatikaliseres og indgår i faste konstruktioner hvor de mister deres oprindelige konkrete, bogstavelige betydning. Dermed bevæger de sig mere og mere over mod T2, hvor de også er mere tilbøjelige til reduktion. Ordklasserne adverbier og verber rummer mere forskelligartede medlemmer i forhold til denne kategorisering, og dette afspejles af de enkelte elementers tilbøjelighed til reduktion. Analysen peger også på visse problemer i forhold til den måde ordklasserne er analyseret på i korpusset. De problematiske ordklassetilskrivninger er dog i overensstemmelse med præskriptive grammatikker, som fx Retskrivningsordbogen (Dansk Sprognævn 2001). Det virker fx ikke rimeligt at ord som fx sådan, meget, lidt og faktisk analyseres som adjektiver. Årsagen til disse problemer er formentlig at PoS-taggeren, såvel som Dansk Sprognævn, primært er baseret på skriftsprogligt materiale, mens ordene i talesproget ofte benyttes i konstruktioner og betydninger som ikke er almindelige i skriftsproget. Dette udgør ikke noget egentligt problem i forhold til analysen; det understreger kun at det ikke er den leksikografiske ordklasse der er relevant for forudsigelsen af reduktionstilbøjeligheder, men ordets funktion i konteksten. Resultaterne er overordnet i overensstemmelse med studier som viser en effekt af opdelingen i indholdsord og funktionsord (fx Bell & al. 2009, Bergem 1993, Jurafsky & al. 1998, 2001, Meunier & Espesser 2011, Henrichsen & Christiansen 2011), men resultaterne her viser at man kan raffinere denne dikotomiske opdeling ved at se nærmere på ordenes funktion i konteksten. Det er mao. ikke alle ord der efter en formel ordklassebaseret definition defineres som indholdsord, der er lige indholdsordsagtige. 119 Det er bemærkelsesværdigt at det i de fleste tilfælde er en nasal der bliver syllabisk, og tendensen er især gældende i ord med foranstående obstruent /d s/'. Det er også værd at bemærke at denne reduktion aldrig forekommer i ord som kan, skal, vil, til selvom de ellers er meget tilbøjelige til reduktion og typemæssigt passer til de ord der ellers reduceres (se nærmere i 7.2.1). I endnu mere reduceret udtale kan en del af disse ord også helt tabe syllabicitet, fx [n m] en/end/den, dem/men. Disse realiseringer er ikke talt med her, men inkluderes i afsnit 7.1.4. Der er ganske få forekomster af ord der er annoteret med syllabisk obstruent, fx [s x z x v x fx] skal, så, vil, fordi. 7.1.2 Tab af stød og vokallængde i betonet stilling Stødtab og vokalforkortelse er ganske almindeligt i stavelser der mister tryk, særligt i forbindelse med enhedstryk (se 9.2). En del af disse tilfælde er allerede nævnt i kapitel 6. Da mange grammatiske småord ofte er ubetonede, er der derfor heller ikke noget umiddelbart bemærkelsesværdigt i at disse ord ofte taber stød og længde. Det bemærkelsesværdige består i at de også ofte taber stød og vokallængde i betonet stavelse, fx /iːˀ hæːˀ pɔːˀ/' → [ˈi ˈha ˈpɔ] i, have, på. I tabel 7.1 ses ord der forekommer med tab af vokallængde og stød i en betonet stavelse sammenlignet med hvor mange gange det forekommer betonet i det hele taget. Forekomster hvor dette sker foran /ɐ ð x/' er ignoreret (6 forekomster), da vokallængde er en smule usikker foran sådanne syllabiske vokoide konsonanter (jf. Grønnum 2005 s. 331). 19 forekomster af ordformer der kun har en enkelt forekomst af denne reduktion er ignoreret. For ordene i tabel 24 gælder det at den reducerede vokal næsten altid står i en åben, final stavelse (undtagen i alt syv forekomster af sandsynligvis, en og centimeter), og som regel i enstavelsesord. Listen er domineret af præpositioner og verber, især ordene /iːˀ æːˀ fʁɑːˀ pɔːˀ hæːˀ tæːˀ/' i, af, fra, på, have, tage der er tilbøjelige til vokalforkortelse. Reduktionen forekommer uhyre sjældent i substantiver, numeraler, proprier og adjektiver (se tabel 30). Der er et par forekomster i numeralet ti og substantivet centimeter, som vel at mærke forekommer i adverbielle led som ti centimeter til højre o.lign. 126 Ordform Ordklasse Fonemform Eks. #Red. # Bet. i alt Red. % i PRÆP iːˀ ˈi 35 40 87,5 af PRÆP æːˀ ˈa 30 44 68,2 sandsynligvis ADV sanˈsyːˀnliviːˀs sanˈsynliviːˀs 2 3 66,7 fra PRÆP fʁɑːˀ ˈfʁɑ 16 27 59,3 have V hæːˀ ˈha 36 61 59,0 på PRÆP pɔːˀ ˈpɔ 32 60 53,3 tage V tæːˀ ˈta 8 15 53,3 når KONJ nɒːˀ ˈnʌ 3 7 42,9 slå V slɔːˀ ˈslɔ 2 9 22,2 jo ADV joːˀ ˈjo 2 10 20,0 fordi KONJ fʌˈdiːˀ fʌˈdi 5 27 18,5 måske ADV moˈsgeːˀ moˈsge 3 26 11,5 har V hɑːˀ ˈhɑ 85 763 11,1 hvor ADV vɒːˀ ˈvʌ 12 110 10,9 gå V gɔːˀ ˈgɔ 5 47 10,6 ti NUM tiːˀ ˈti 2 25 8,0 sydpå ADV ˈsyðˈpɔːˀ ˈsyðˈpɔ 2 29 6,9 slår V slɒːˀ ˈslʌ 2 35 5,7 en ART eːˀn ˈen 2 53 3,8 tager V tɑːˀ ˈtɑ 2 90 2,2 står V sdɒːˀ ˈsdʌ 3 135 2,2 går V gɒːˀ ˈgʌ 2 115 1,7 centimeter N sɛntiˈmeːˀdɐ sɛntiˈmedɐ 3 193 1,6 se V seːˀ ˈse 2 149 1,3 Tabel 24:Ordformer der taber stød og vokallængde i betonet stavelse i DanPASS. Ord der kun reduceres således en enkelt gang i korpusset, er ikke inkluderet. 7.1.2a Tab af lang vokal og posttonisk schwa Enkelte polysyllabiske ord med strukturen /-VːV-/', fx /ˈliːi ˈbɑːɑ ˈnoːon/' lige, bare, nogen, reduceres jævnligt, stadig i betonet stavelse, så de udtales med en enkelt kort vokal, [ˈli ˈbɑ 127 ˈnoŋ]. I tabel 25 ses de ord med denne struktur der forekommer reduceret på den måde mere end en gang i korpusset. Ordform Ordklasse Fonemform Realisering #Red. # Bet. i alt Red. % ligesom ADV ˈliːisʌm ˈlisʌm 24 24 100 ligesom KONJ ˈliːisʌm ˈlisʌm 8 8 100 alligevel ADV aˈliːivɛlˀ aˈlivɛlˀ 3 6 50,0 nogen PRON ˈnoːon ˈnoŋ 12 29 41,4 stueetagen N ˈsduːuetæːˀɕən ˈsduetæːˀɕən 2 12 16,7 nogenlunde ADJ ˈnoːonlɔnə ˈnoŋlɔnə 5 34 14,7 bare ADV ˈbɑːɑ ˈbɑ 8 66 12,1 lige ADV ˈliːi ˈli 60 576 10,4 sige V ˈsiːi ˈsi 6 92 6,5 Tabel 25:Forekomster af ordformer der realiseres med forkortelse af betonet ˈVːV → V. Ord der kun reduceres således en enkelt gang i korpusset, er ikke inkluderet. Ud over disse ord findes også forstavelsen fore-, som er transskriberet med kort betonet vokal [ˈfɒ] i tre ud af 31 forekomster (i hhv. foreløbig, foreslå, forestiller). Ordet /ˈsduːu/' stue(etage) er to gange annoteret med kort vokal [ˈsdu], men dette svarer til konservativ udtale i sammensætninger (jf. DSDU) og kan betragtes som ureduceret. 7.1.3 Tab af final konsonant Der er ganske få fonologiske og morfologiske omstændigheder hvor en final konsonant generelt kan falde bort. Et finalt /t/ falder ofte bort under bestemte betingelser, nemlig efter ikkefuldvokal, /gʁɑˈnidbʁuðˀð xd ˈdɒːlid/' → [gʁɑˈnidbʁuðˀð x ˈdɒːli] granitbruddet, dårligt, og finalt i konsonantklynger, fx /ˈtiðspɔŋˀgd sgɑːbd/' → [ˈtiðspɔŋˀ sgɑːb] tidspunkt, skarpt, oftest hvor det er adjektivs neutrumendelse eller adverbielt -t, som beskrevet i afsnit 6.3, 6.5. En final nasal kan også falde bort, men efterlader nasalitet på foranstående vokal, fx /ˈsdiːneŋ bʁuːˀn/' → [ˈsdiːne ˈbʁuːˀ] stigning, brun. Der er dog en række bestemte ord hvor tab af final konsonant er ganske almindeligt. 128 Ordform Ordklasse Fonemform Realisering #Red. #Forekomster Red. % indtil KONJ ˈenˀtel enˀte 61 62 98,4 til KONJ tel te 23 24 95,8 skal V sgal sga 1017 1062 95,8 der UNIK deɐ oˀ dɑ 850 898 94,7 til PRÆP tel te 1045 1133 92,2 kan V kanˀ ka 315 343 91,8 ved PRÆP veð ve 166 182 91,2 og KONJ ɒw ʌ 2465 2721 90,6 hvad PRON vað va 189 209 90,4 ad PRÆP að a 205 228 89,9 jeg PRON jɑj jɑ 1465 1645 89,1 med PRÆP mɛð mɛ 298 367 81,2 dig PRON dɑj dɑ 93 118 78,8 vil V vel ve 180 232 77,6 at UNIK ad ʌ 179 231 77,5 sig PRON sɑj sɑ 17 24 70,8 til ADV tel te 11 16 68,8 med ADV mɛð mɛ 16 24 66,7 der ADV deɐ oˀ dɑ 437 745 58,7 mig PRON mɑj mɑ 44 84 52,4 gør V gœ _ɐ ogɶ 44 90 48,9 er V æɐ oa 780 1635 47,7 at KONJ ad a 114 279 40,9 man PRON man ma 38 249 15,3 men KONJ mɛn mɛu48 537 8,9 her ADV heɐ oˀ hɑ 18 263 6,8 et ART ed e 36 631 5,7 en ART eːˀn e 15 1604 0,9 den PRON dɛnˀ dɛu12 1324 0,9 Tabel 26:Forekomster af ord der realiseres med bortfald af final konsonant efter fuldvokal. Ordformer der reduceres således færre end 10 gange i korpusset, er ignoreret. 129 I tabel 26 ses de ord der forekommer med tab af postvokalisk konsonant i final stavelse, med angivelse af hvor ofte ordet forekommer med konsonantdrop og hvor mange gange det i alt forekommer i korpusset. Ordene er rangeret efter deres tilbøjelighed til konsonantdrop. Kun tilfælde hvor konsonanten står umiddelbart efter en fuldvokal, er medtaget i tabellen. Af hensyn til overskuelighed og for ikke at skulle diskutere sporadiske eksotiske reduktioner, ignoreres ord der kun forekommer med denne reduktion mindre end 10 gange (152 forekomster ignoreret). Forekomster hvor foranstående fuldvokal er faldet bort, fx /vel/' → [v~w] vil, er også ignoreret. Bortset fra en og førsteleddet i indtil, så gælder det at alle ord i tabel 26 er enstavede og har kort vokal. For en del ord er tab af final konsonant overordentligt almindeligt – mere almindeligt end at bevare den. Det gælder især for verbalformerne [ka sga ve gɶ a] kan, skal, vil, gør, er konjunktionerne [te ʌ a] (ind)til, og, at, præpositionerne [te ve a mɛ] til, ved, ad, med, og pronomenerne [va jɑ mɑ dɑ sɑ] hvad, jeg, mig, dig, sig, adverbierne [te mɛ dɑ] til, med, der, og infinitivmærket [ʌ] at. Man kan se et markant fald i reduktionsprocenten fra at (40,9 % reduktioner) til man (15,3 % reduktioner), og det er desuden karakteristisk at de sjældnest reducerede ord man, men, en, den ikke helt mister den finale konsonant /n/', men at det nasale træk typisk overføres på vokalen [ma mɛu e dɛu], og der er således i virkeligheden tale om et lidt andet reduktionsfænomen. Til sammenligning forekommer nasalering af kan *[ka] ikke en eneste gang. Tab af final konsonant er således noget der forekommer ganske ofte (40+ % af forekomsterne) i bestemte ord, men stort set aldirg i andre ord. Desuden er det kun ord fra bestemte ordklasser der har denne mulighed; der er ingen substantiver, adjektiver, numeraler eller proprier på listen. Det gælder også at de ord der hyppigt realiseres med syllabisk konsonant (se 7.1.1) ikke optræder i tabel 26. Der er enkelte substantiver som enkelte gange taber final konsonant, som ikke fremgår af tabel 26 nemlig feltstation, gang, hånd, lastbil, safaribil, spørgsmål, kort, start, og ligeledes enkelte adjektiver (ud over dem som taber neutrum-t efter konsonant, jf. 6.3), nemlig brun, gul, godt, kort, lidt, nyt, skråt, svagt, umiddelbart. Det er påfaldende at der i disse ord er tale om enten bortfald af /n l/' efter stødvokal (ofte med nasalering i forb. m. /n/), eller tab af finalt /d/'. Ved bortfald af /n l/' efter stødvokal kan man mistænke at et kraftigt artikuleret stød kan camouflere den efterfølgende sonorant. Ved bortfald af /d/' er der muligvis tale om analogi til tab af neutrum-t, men med så få forekomster kan der kun være tale om gætterier. I alle tilfælde drejer det sig om koronale konsonanter (se 11.1.1). 130 7.1.3a Tab af konsonant + schwa i verbalformer Beslægtet med ord der taber final konsonant, har vi verbalformerne /kunə sgulə/' kunne, skulle der oftest taber både konsonant og schwa, [ku sgu]. Verbet blive forekommer tre gange (ud af 14) med formen [ˈbliː]. Også have, tage, give taber den intervokaliske konsonant og schwa, hvilket i denne undersøgelse betragtes som fonologiseret, jf. at de får stød /hæːˀ tæːˀ giːˀ/'. Uden for korpusset kendes også verbet lade, som har den almindelige form [la]. 7.1.4 Asyllabiske realiseringer og nulrealiseringer Stavelsestab er ganske udbredt i dansk, navnlig i forbindelse med schwa-bortfald, som /pasə/' → [pas] passe, og i forbindelse med to stavelseskerner uden et internukleart segment, fx /dia ˈmanˀd/' → [djaˈmanˀd] diamant (se nærmere i afsnit 10.2.2). Generelt gælder det dog at ordet ikke efterlades uden syllabiske segmenter. Ved schwa-bortfald er der altid en anden stavelseskerne i ordet, og ved desyllabicering er det kun den ene af de to stavelseskerne der desyllabiceres. I en mindre gruppe ord kan det imidlertid ske at alle (der er typisk kun et) stavelsesbærende fonemer falder bort, fx /de/' → [d] det, eller realiseres asyllabisk, fx /jo/' → [w] jo. I tabel 7.5 ses ord der optræder asyllabisk i korpusset minimum 10 gange (139 forekomster ekskluderet). Igen er det et meget begrænset udvalg af ord der præger tabel 27. De berørte ord er artikler, adverbier, pronomener, præpositioner, konkjunktioner og modal-, kopula- og hjælpeverber. Bortset fra det tvivlsomme adjektiv sådan , som kan reduceres til [ˈsnoŋ ˈsnɔðˀ] sådan nogen, sådan noget, er der ikke nogen substantiver, adjektiver eller proprier der realiseres asyllabisk. Numeralerne en, et forekommer asyllabisk en enkelt gang hver. Især ordene er, et er noget mere tilbøjelige til asyllabisk realisering end de øvrige ord, hvor er ofte realiseres som længde [ː] på en final vokal i foranstående ord, eller, endnu mere almindeligt, falder helt bort (se nedenfor, desuden Schachtenhaufen 2012a). Ikke overraskende er det primært enstavelsesord der kan blive asyllabiske; fonologisk polysyllabiske ord skal tabe flere stavelser for at blive realiseret asyllabisk, men der er også enkelte disyllabiske ord der bliver ramt, fx sådan, ikke, kommer (x3), og en enkelt gang et trisyllabisk ord, nemlig i den ekstremt reducerede frase /du beˈhøwˀɐ ˈegə/' → [dʊˈβəg] du behøver ikke. Desuden er det især ord med initial vokal eller vokoid konsonant der er mest tilbøjelige til reduktion af denne type. 131 Ordform Ordklasse Fonemform Alm. Realisering # Red. # Forekomster Red. % er V æɐ o∅614 1635 37,6 et ART ed d 232 631 36,8 jo ADV jo w 16 76 21,1 at UNIK ad ∅40 231 17,3 vil V vel w 40 232 17,2 sådan ADJ ˈsʌdan sn 16 101 15,8 en ART eːˀn n 187 1604 11,7 var V vɑ w 11 129 8,5 jeg PRON jɑj j 125 1645 7,6 i PRÆP iːˀ j 55 821 6,7 at KONJ ad ∅18 279 6,5 ikke ADV ˈegə g 43 715 6,0 men KONJ mɛn m 32 537 6,0 kan V kanˀ k 17 343 5,0 eller KONJ ˈɛlɐ l 10 286 3,5 skal V sgal sg 31 1062 2,9 det PRON de d 59 2141 2,8 sådan ADV ˈsʌdan sn 12 465 2,6 har V hɑːˀ ∅29 1275 2,3 du PRON du d 52 3859 1,3 og KONJ ɒw ∅36 2721 1,3 der UNIK deɐ oˀ d 10 898 1,1 så ADV sʌ s 22 2504 0,9 Tabel 27:Forekomster af ord der realiseres asyllabisk i DanPASS. Ordformer der reduceres således færre end 10 gange i korpusset, er ikke inkluderet. 7.1.4a Nulrealiseringer En underkategori til de asyllabiske realiseringer er nulrealiseringer, det komplette bortfald af ordet. Indimellem sker det at både vokaler og konsonanter falder bort i et ord, og ordet ender dermed med at blive realiseret som ingenting (se tabel 27). 132 Ordform Ordklasse Fonemform #Red. #Forekomster Red. % er V æɐ o515 1635 31,5 at UNIK ad 38 231 16,45 jo ADV jo 5 76 6,58 at KONJ ad 15 279 5,38 jeg PRON jɑj 86 1645 5,23 i PRÆP iːˀ 38 821 4,63 have V ˈhæːˀ 5 120 4,17 et ART ed 25 631 3,96 vil V vel 7 232 3,02 ad PRÆP að 4 228 1,75 dig PRON dɑj 2 118 1,69 af PRÆP æːˀ 6 419 1,43 og KONJ ɒw 34 2721 1,25 kan V kanˀ 4 343 1,17 har V hɑːˀ 12 1275 0,94 en ART eːˀn 14 1604 0,87 men KONJ mɛn 3 537 0,56 det PRON de 10 2141 0,47 vi PRON vi 2 466 0,43 der UNIK deɐ oˀ 2 898 0,22 du PRON du 6 3859 0,16 ja INTERJ ja 3 3459 0,09 så ADV sʌ 2 2504 0,08 Tabel 28:Oversigt over ord der forekommer med nulrealisering mere end en gang i DanPASS. Blandt nulrealiseringer medregnes kun ord der er repræsenteret ortografisk, fonologisk og i PoS- tieret. Når ord er repræsenteret i disse tiers uden at have en fonetisk realisering, beror det på at den ortografiske transskription (som er forlæg for den fonologiske repræsentation og PoS- opmærkningen) følger den retskrivningsnormative grammatik. Hvis grammatikken fordrer at der skal være et verbal eller et subjekt osv., så er det medtaget ortografisk. Det skal også understreges at optællingen er baseret på den fonem-fon-mapping der er beskrevet i afsnit 4.2.3, 133 og særligt i disse ord er der mulighed for flere rimelige fortolkninger; hvis man støder på udtalen [sɛ] side af, er det ikke indlysende om vokalen skal tilskrives side eller af. Det mest rimelige er naturligvis at sige at den dækker over begge ord, men denne mulighed er der ikke åbnet for i fonem-fon-mappingen, hvilket indrømmet er en svaghed ved metoden. Andre ord kan have sat sig spor i fx vokalkvaliteten i omkringstående ord, men er som følge af principperne for fonem-til-fon-trackingen endt med ikke selv at få tildelt nogen foner. Der er fx et tilfælde hvor jeg falder bort, men efterlader palatalisering og stemthed på foranstående /s/', nemlig /ves jɑj/' → [veʑ] hvis jeg, og et andet tilfælde hvor jo forsvinder, men efterlader runding på efterfølgende vokal, [kɛjɑˈʏg] kan jeg jo ikke. Her er der ikke tale om komplet nulrealisering da nogle træk overlever i omkringstående ord. Entydige eksempler som disse er dog ikke lette at finde, og det må derfor stadig antages at forekomsterne i tabel 28 i hvert fald i nogen grad afspejler at nogle ord slet ikke realiseres fonetisk, selvom de stadig kan opfattes. 7.1.5 Reduktion af initial konsonant Den ordinitiale position er generelt ret resistent over for reduktion (se kapitel 10). Der er imidlertid en lille gruppe ord hvor den initiale konsonant er meget tilbøjelig til reduktion. I tabel 29 ses ord der forekommer med reduceret ordinitial konsonant mindst 10 gange i korpusset. Også her er listen domineret af pronomener, verbalformerne var, kan, have, vil, og det ekstremt reducerbare adverbium jo. Det er bemærkelsesværdigt at det her især er initialt /j d v/' der er tilbøjeligt til reduktion. Det er karakteristisk for ovenstående ord at /d/' især reduceres til [ɾ ɹ], /v/' til [w] mens /j/' falder helt bort. Et enkelt substantiv, cirkel, er med på listen idet /s/' indimellem palataliseres, [ɕiɐ oglx]. 134 Ordform Ordklasse Fonemform Realisering #Red. #Forekomster R % jo ADV jo o 57 76 75,0 dig PRON dɑj ɾɑ 63 118 53,4 du PRON du ɾu 1718 3859 44,5 var SV vɑ wɑ 46 129 35,7 der UNIK deɐ oˀ ɾɑ 305 898 34,0 kan SV kanˀ ga 98 343 28,6 dem PRON dɛm ɾɛm 47 171 27,5 jamen KONJ ˈjamɛn am 19 73 26,0 jeg PRON jɑj a 408 1645 24,8 ja INTERJ ja a 675 3448 19,6 nej INTERJ nɑjˀ ɑjˀ 69 369 18,7 din PRON diːˀn ɾin 32 190 16,8 det ART de ɾe 45 304 14,8 det PRON de ɾe 275 2140 12,9 have SV hæːˀ a 13 120 10,8 cirkel N ˈsiɐ oglxɕiɐ oglx10 94 10,6 vil SV vel we 24 232 10,3 der ADV deɐ oˀ ɾɑ 53 745 7,1 den PRON dɛnˀ ɾɛnˀ 91 1324 6,9 på PRÆP pɔːˀ bɔ 80 1180 6,8 har SV hɑːˀ ɑ 85 1274 6,7 til PRÆP tel se 70 1133 6,2 forbi PRÆP fʌˈbiːˀ vʌbiːˀ 10 165 6,1 sige SV ˈsiːi ziːi 13 226 5,8 hvad PRON vað wa 12 209 5,7 de PRON di ɾi 13 229 5,7 går SV gɒːˀ ɣɒ 62 1122 5,5 godt ADJ gʌd ɣʌd 13 246 5,3 hvis KONJ ves wes 10 200 5,0 her ADV heɐ oˀ eɐ oˀ 13 263 4,9 vi PRON vi wi 22 466 4,7 nu ADV nu n _u 15 367 4,1 135 svag form skal placeres på, eller hvor mange forskellige fonologiske former det fx er rimeligt at indføre for forekomster som [sʌdan sʌdn x sʌnˀn x sʌn sn x] sådan. Selvom det på den ene side virker rimeligt at betragte variationerne som to fonologisk forskellige former, så fornægter man herved samtidig den abstrakte fonologiske relation mellem formerne, som man med en vis rimelighed stadig kan sige er til stede. Hvis man betragter relationen mellem fx /iːˀ aːˀ haːˀ taːˀ eːˀn gɔːˀr/ vs. /i a ha ta en gɔr/, ville det være at lukke øjnene for en meget gennemgående systematik, nemlig tab af stød og vokallængde, hvis man betragtede dem som fonologisk ikke-relaterede former. Desuden kan de stærke former komme frem hvis ordet er i pragmatisk fokus; man kan sige [kanˀ]. På det mest abstrakte niveau kan man sige at der er tale om forskellige, frie eller bundne, allomorfer som måske udtrykker forskellig information, eller har forskellig funktion eller er bundet til forskellige syntaktiske konstruktioner. Her knyttes formerne altså til hinanden via morfologien, og dermed er det jf. fonologiens betydningsadskillende rolle på sin plads at repræsentere dem forskelligt fonologisk. I det tilfælde må man sige at den oprindelige repræsentation i korpusset burde have afspejlet dette forhold, og ordene burde have haft forskellig fonologisk repræsentation. Dette fører imidlertid til et fonologisk problem idet svage former af fx /maj haːˀ pɔːˀ ɛr ˈjamɛn ˈsʌdan/ mig, har, på, er, jamen, sådan dvs. /ma ha pɔ ɛ jamən sʌdən/ ifølge de gængse fonologiske regler burde realiseres [ma ha pʌ ɛ jɑmm x sʌðn x] i distinkt udtale, og ikke [mɑ hɑ pɔ a jamm x sʌdn x] som de faktisk gør. Dette peger på at den fonologiske reduktion sker på et mere overfladenært niveau end korpussets oprindelige fonemrepræsentation. Omvendt er der former der faktisk følger reduktioner på dette abstraktionsniveau, fx /ɔv nɔːˀr haːˀ taːˀ/ og, når, have, tage der i kort form oftest realiseres [ʌ nʌ ha ta], svarende til den fonologiske form /ɔ nɔ ha ta/, og ikke [ɒ nɒ hæ tæ] som de burde, hvis der var tale om mere overfladenære reduktioner af tab af final konsonant eller vokallængde i /ɒw nɒːˀ hæːˀ tæːˀ/'. Man må altså konkludere at reduktionerne finder sted på forskellige abstraktionsniveauer, eller måske snarere: Relationen mellem [a ɑ] og relationen mellem [d ð] er af mere abstrakt karakter end relationen mellem [ʌ ɒ], såvel som relationen mellem [a æ]. Dette synes at være i overensstemmelse med at både Basbøll (2005) og Grønnum (2005) behandler [ʌ ɒ] som allofoner af samme fonem (dog repræsenteret hhv. /ɔ/ og /ɒ/). Derimod behandler Basbøll [a ɑ] som allofoner af to forskellige fonemer /a ɑ/, som hos Grønnum er samme fonem /a/. Ditto med 142 [d ð] som hos Basbøll er to fonemer /d ð/, mens de hos Grønnum er samme fonem /d/. På den baggrund kan man sige at Basbølls abstraktionsniveau er et bedre udgangspunkt end Grønnums for den fonologiske repræsentation af korte vs. lange former. Med Basbølls foneminventar kan man uproblematisk have stærke og svage former side om side. I Grønnums tilgang må de svage former genereres efter /a ɛ/ er blevet til hhv. [ɑ a] og efter syllabificeringen af /ja.mɛn/ jamen, men før /ɔ/ → [ʌ]. Ellers resulterer de svage former i forkerte udtaler. Det kan illustreres således: Med Basbølls (2005) foneminventar Med Grønnums (2005) foneminventar Stærk Svag Stærk Svag mig mɑj mɑ maj *ma har hɑːˀ hɑ har *ha på pɔːˀ pɔ pɔːˀ *pɔ (→ [pʌ]) er ar a ɛr *ɛ jamen jamɛn jamən jamɛn *jamən (→ [jɑmm x]) sådan sɒdan sɒdən sɔdan *sɔdən (→ [sʌðn x]) og ɒv ɒ (→ [ʌ]) ɔv ɔ (→ [ʌ]) når nɒːˀ nɒ (→ [nʌ]) nɔrˀ nɔ (→ [nʌ]) Tabel 31:Demonstration af at den fonologiske fortolkning af svage former af grammatiske småord må tage udgangspunkt i en mere overfladenær fonologisk repræsentation (Basbøll 2005). Hvis man tager udgangspunkt i Grønnums (2005) foneminventar, resulterer det i nogle tilfælde i uacceptable udtaler (markeret med *). Når det er sagt, så er udtalen [ja] jeg faktisk den mest almindelige i korpusset, også i betonede forekomster, og der er enkelte forekomster [ha da sa ma pʌ ɛ jɑm x] har, dig, sig, mig, på, er, jamen. Disse kan enklest beskrives fra på Grønnums abstraktionsniveau, hvor det kun kræver tab af final konsonant, mens det fra Basbølls udgangspunkt kræver både tab af konsonant og ændring af vokalkvalitet. Ligeledes er der også enkelte forekomster af [nɒ ɒ] når, og, som bedst kan beskrives som reduktioner af den overfladenære repræsentation der er afledt af Grønnums, /nɒːˀ ɒw/'. Dermed må man sige at reduktionerne kan være gennemført på flere 143 forskellige abstraktionsniveauer, og man kan ikke altid entydigt bestemme hvilket. Selvom man indfører en fonologisk skelnen mellem stærk og svage former, må man stadig forvente at disse former kan reduceres efter samme tilbøjeligheder som alle andre ord. Det betyder at en stærk form som /eːˀn/ en i de rette omstændigheder kan reduceres til [en], ligesom /steːˀn/ (rune)sten i ekstreme tilfælde kan reduceres til [sden]. Selvom man med argumenterne i 7.2.2 kan komme frem til at der i sproget er to fonologiske former /eːˀn en/ af en, kan man ikke automatisk vide om formen [en] er en distinkt realisering af den svage form /en/ eller en reduceret udtale af den stærke form /eːˀn/. 7.2.3a Foreslåede stærke og svage former Det er naturligvis op til diskussion hvilke ord der har det største behov for at have indført korte former. På baggrund af de foregående afsnit synes følgende dog at være særligt karakteristiske, her angivet med Basbølls (2005) foneminventar: •Former med tab af final konsonant, fx /te ka sga a jɑ ɒ/ til, kan, skal, er, jeg, og osv. •Former med tab af vokallængde og stød, fx /en pɔ mɔ ha ta/ en, på, må, have, tage osv. •Former med schwa (som via schwa-assimilation udvikles til syllabisk konsonant), fx /dən bəm sɒdən ən dər/ den, dem, sådan, en, der osv. Reduktion af initial konsonant og asyllabisk realisering kan anskues som almindelige efterfølgende reduktioner af disse ord når de optræder i en kontekst, og det er ikke sikkert at det er nødvendigt med selvstændige fonologiske former for disse tilfælde. Man kan dog overveje om er bør have en nulallomorf pga. den hyppige nulrealisering. 7.3 Klitisering af grammatiske småord I de foregående afsnit er de grammatiske småord betragtet i isolation, som om reduktionen er en egenskab ved ordet i sig selv. Men hvis man imidlertid betragter hvor reduktionerne faktisk forekommer i korpusset, bliver det evident at også de syntaktiske omgivelser spiller en stor rolle for forekomsten af de undersøgte reduktioner. Man kan se at mange af de grammatiske småord 144 udvikler former eller realiseres på en måde som er fonologisk aparte hvis man betragter dem som selvstændige ord. Dette er tydeligst i de asyllabiske realiseringer; asyllabiske ord er ikke alene universelt fonologisk aparte, men også taleproduktionsmæssigt aparte, idet den fonetiske stavelse er en basal artikulatorisk enhed. Asyllabiske realiseringer af morfemer beskrives af Levelt (1989, s. 370) som klitisering, dvs. det er en nødvendighed at der er omgivende ord som morfemet så at sige kan hægte sig på artikulatorisk. Også andre fonetiske former er umiddelbart fonologisk aparte, i hvert fald i dansk. Selvom de ikke er problematiske fra et taleproduktionsmæssigt perspektiv, kan man alligevel betragte dem som klitiseringsfænomener, idet formerne generelt ikke optræder som selvstændige fonetiske former. Vi kender som udgangspunkt ikke enstavelsesord med syllabisk konsonant, som [dn x bm x] den, dem, eller med fonologisk schwa hvis man vælger at fortolke dem sådan /dən bən/ for den sags skyld. Selv om der ganske vist findes sprog med avokaliske ord, fx slovakisk [pr xst vlxk] prst, vlk 'finger, ulv', så er de typologisk usædvanlige. Til gengæld er disse stavelser uhyre almindelige i posttoniske stavelser polysyllabiske ord, både i dansk i distinkt udtale, fx [kadn x kʌbm x] katten, koppen, såvel som i andre germanske sprog, fx engelsk [bʌtn x] button, tysk [handlx] Handel, svensk [lɛsːn x] lessen osv. Vi kender heller ikke ord med initialt [w], som her optræder i fx [wɑ] var, men denne stavelse er ligeledes almindelig i polysyllabiske ord, fx [ʁœːwɐ læːwɐ] røver, laver. Man kan også udvide perspektivet til reduktioner som fx /d g/' → [ɾ ɣ], som er usædvanlige stavelsesinitialt, og på den måde er [ɾɐ ɣə] der, kan isoleret set aparte, men disse er ganske almindelige reduktioner ordinternt, fx [sɛɾɐ leɣə] sætter, ligge (se 10.3.1a). Også formerne med kort vokal i åben stavelse, fx /sgal hæːˀ/' → [sga ha] skal, have osv., kan anskues som fonologisk aparte i dansk og beslægtede sprog som skelner mellem korte og lange eller tense og lax vokaler. Ganske vist har vi i forvejen enkelte enstavelsesord med kort vokal i åben stavelse som nævnt i 7.2.1, fx /vi di nu du da/' vi, de, nu, du, da. Hvis vi ser bort fra disse (som vel at mærke i fx svensk, norsk, tysk og engelsk typisk har tungere kognater (nu, nå, nun, now fx), og nogle af ordene har også lang vokal i nogle danske dialekter, fx sjællandsk /viːˀ nuːˀ duːˀ/) så gælder det at korte vokaler enten findes i lukkede stavelser, eller i tryksvage stavelser i polysyllabiske ord. Hvis disse korte og reducerede former skal følge de fonotaktiske normer i dansk, er det altså rimeligt at forvente at de forekommer i bestemte fonologiske omgivelser, hvor den konkrete form ikke virker aparte; hvis det fx skal passe at den har den fonologiske korte form /dən/, må vi forvente at denne form primært forekommer i fonologiske kontekster 145 hvor vi ellers har stavelsen /dən/, dvs. typisk efter en stavelse med fonologisk tryk. Klitisering er ikke blot et artikulatorisk fænomen, men også et grammatikaliseringsfænomen, og det er ofte et forstadie til egentlige affikser (Hopper & Traugott 2003). Man kan beskrive disse fænomener som uoverensstemmelser mellem hvad der fonologisk vs. syntaktisk kan karakteriseres som selvstændige ord. Ordene befinder sig i en tilstand mellem syntaktisk selvstændige ord og affikser. Den usikkerhed der er forbundet med den fonologiske fortolkning af ordene, kan ses som et udtryk for igangværende sprogforandringer eller grammatikaliseringsprocesser. Set i dette lys er det rimeligt at ordene ikke opfører sig fuldstændig forudsigeligt, men snarere fluktuerer mellem forskellige tilstande. Der er tilsyneladende ikke nogen tradition for at beskrive klitiske fænomener i dansk. Hansen & Heltoft (2011, s 1638-1639) nævner kort enklitisk pronomen og nægtelse i østjysk, fx ”jeg kan sgu't nå'et i dag”, hvilket må tolkes som at klitisering opfattes som et eksotisk fænomen i forhold til rigssprogsnormen. Der er da også i høj grad tale om talesprogsfænomener, og den manglende inklusion i grammatiske og fonologiske analyser kan tilskrives en svag tradition for inklusion af faktisk forekommende talesprog inden for disse områder. Formerne kommer endnu ikke til udtryk i skriften i vid udstrækning, men visse ikke-kanoniske staveformer virker dog ganske almindelige, fx ihvertfald, ovenikøbet, idag, ialt, igang, afsted, påny, istedetfor, tilsidst osv. Det rækker ud over afhandlingens rammer at give en detaljeret analyse af de syntaktiske og fonologiske omstændigheder for klitisering af hvert enkelt ord. I de følgende afsnit gives et overblik over de væsentligste tendenser for de mest højfrekvente ord. 7.3.1 Fonologiske og syntaktiske omgivelser Man ser ofte at reduktionsfænomenerne der er beskrevet i de foregående afsnit er stærkt afhængige af de fonetiske, fonologiske, prosodiske og syntaktiske omgivelser. Schachtenhaufen (2012a) beskriver en række forhold der gælder for asyllabisk realisering af verbalformer, som opsummeres her: •Er kan falde bort hvis foranstående ord er enstavet med kort vokal i åben stavelse, fx [du de dɑ sʌ nu] du, det, der, så, nu. Desuden skal der komme et ord efter, og der må ikke 146 være pause eller frasegrænse mellem foranstående og efterfølgende ord. •Vil kan realiseres asyllabisk i den faste vending det vil sige, dvs. [devsi~desi]. •Kan forekommer asyllabisk mellem to grammatiske småord, fx der/den/det/så/jeg/du kan du/jeg/man/også/godt/ikke, fx [degʌdvæ] det kan godt være. •Var forekommer med asyllabisk realisering efter det eller så, fx [dew de] det var det. •Have kan falde bort eller realiseres asyllabisk som hjælpeverbum efter skal eller skulle. •Lad falder bort en enkelt gang i den faste vending lad mig se. Disse reduktioner forekommer primært i starten af den prosodiske frase, og så godt som aldrig frasefinalt. Lignende forhold for mange af de andre svage former, fx: •Former med syllabiske konsonanter i den, dem, [dnx bm x] forekommer primært efter former med kort vokal i åben stavelse. Det kan enten være grammatiske småord der har denne fonologiske struktur fx [fʌdnx dudnx vidn x] for den, du den, vi den, eller grammatiske småord der via de ovenfor behandlede reduktioner får denne form, fx [fʁɑdn x tadn x pɔdn x dedn x tedn x] fra den, tage den, på den, det er den, til den. Desuden kan de forekomme efter verber, hvor verbet som regel taber schwa (Schachtenhaufen 2012b). Absolut fraseinitialt eller postpausalt er de korte former sjældne, mens de ikke er ualmindelige frasefinalt og præpausalt. •Reduktion af initiale konsonanter i ord som dig, du, der forudsætter at foranstående ord slutter på en vokal, som regel grammatiske småord med kort vokal i i åben stavelse, eller verber i præsens der slutter på /ɐ/'. •Præpositioner som på, i, af, fra har som hovedregel kort vokal. De får dog lang vokal og stød foran pause og frasegrænse. De tilsvarende adverbier har derimod som hovedregel lang vokal og stød. •Sådan reduceres til [sʌn] foran artiklerne en, et. Forbindelsen /ˈsʌdan eːˀn/' sådan en smelter gerne sammen til [sʌnen sʌnn x sn xn x]. Foran pronomenerne nogle, noget reduceres det derimod til [sʌ~s], gerne ledsaget af kraftig reduktion af pronomenet, fx [snoŋ snɔð]. Også efter grammatiske småord med kort vokal i åben stavelser ser man en kraftig sammentrækning af udtrykket, fx [desnx dɑsn x] det er sådan, der er sådan (en/et/nogle/noget). 147 •Dialogpartiklen jo reduceres til [o~w] efter grammatiske småord med kort vokal i åben stavelse, fx [sgao jɑw viʊ dew] skal jo, jeg jo, vi jo, det er jo osv. Der kunne ganske givet laves mere detaljerede undersøgelser af de enkelte grammatiske småord og de nærmere syntaktiske, prosodiske og fonologiske vilkår for hvornår de realiseres på den ene eller anden måde. Jeg har en fornemmelse af at ekstralingvistiske forhold har en del at sige. Korpussets ældste informant (m, født 1927) har altid den relativt distinkte udtale af sådan, [sʌdn x], mens de kraftigere reducerede former [sn x snoŋ snɔð] formentlig er et yngre udtaletræk. Der er nogle gennemgående træk, nemlig at tøven og omkringstående pauser og frasegrænser, virker distingverende. Den overordnede tendens er dog at der er tydelige sammenhænge mellem forekomsten af de særlige reduktionsfænomener og de lydlige og grammatiske omgivelser de forekommer i. Særligt sidestillingen af grammatiske småord har en gensidig reducerende effekt. Men dette er ikke det eneste der er på spil. Vi mangler fx en forklaring på hvorfor nogle ordformer reduceres på én måde, mens andre ordformer reduceres på en anden måde. I afsnit 7.2.1 blev det foreslået at beskrive nogle af disse reduktionsfænomener som en art fonotaktisk assimilation, men dette forklarer stadig ikke hvorfor ord som den, som, en aldrig mister den finale konsonant, men i stedet mister vokalen. Og man kan undre sig over hvorfor ord som fx /sgal mɛð að/' skal, med, ad der aldrig bliver *[sglx mðx ð x] på trods af at dette er ganske velformede stavelser i dansk, men derimod mister den finale konsonant. I de følgende afsnit uddybes denne fortolkning ved også at inddrage den fonologiske og grammatiske kontekst. 7.3.2 Åbnende og lukkende reduktioner Man kan betragte nogle reduktioner som åbnende og andre som lukkende. Former som [dn x bm x] (såvel som [sglx mðx ð x]) ligner noget vi har i slutningen af ord, fx som [kadnx kʌbm x] katten, koppen, og aldring i starten af et ord. Vi kan kalde disse reduktioner lukkende; de afslutter en fonetisk form. Dette stemmer godt overens med at disse reduktioner er sjældne umiddelbart efter en pause eller fraseinitialt – de kræver et andet ord foran, helst et andet grammatisk småord. Til gengæld er de ganske velkomne foran pause såvel som frasefinalt. Reduktioner som fx /sgal pɔːˀ/' → [sga pɔ] skal, på osv. resulterer derimod i ansats og kerne som er almindelige ordinitialt. De kan være betonede og have fuldvokal, hvilket, i hvert fald i disyllabiske ord, primært findes i 148 første stavelse i danske ord. Vi kan kalde disse reduktioner for åbnende; de indleder en fonetisk form, men reduktionen gør at de får en fonetisk form med kort vokal i åben stavelse, der ikke er velkendt for monosyllabiske ord. Denne reduktion inviterer så at sige til at en form der kan fungere som posttonisk, skal knyttes til denne åbning og afslutte den fonetiske form, så de to ord samlet set får en velformet fonetisk form. Dette stemmer godt overens med at denne type reduktioner er mere afhængige af at efterfølgende ord er et grammatisk småord. Ligeledes er disse reduktioner mere tilbøjelige til et forekomme fraseinitialt og efter pause end frasefinalt og præpausalt. I enhedstrykforbindelser fungerer disse ord desuden som prætoniske stavelser, hvor de således er syntaktisk knyttet til efterfølgende ord. I samme billedsprog kan man beskrive reduktion af initiale konsonanter som åbnende fortil. Denne reduktion resulterer i at ordet integreres i fonetisk form med foranstående ord, således fx /vað deɐ oˀ, deɐ oˀ kan ˀ/' → [vaɾɑ dɑɣə] hvad der, der kan. Nogle reduktionstyper kan fungere dels indledende, dels afsluttende i forskellige sammenhænge. Asyllabiske realiseringer kan virke begge veje, fx /sgal/' → [sg] i [sgʌs] skal også vs. /jo/' → [w] i [dew] det jo osv. Ord der taber final konsonant kan både fungere indledende og afsluttende, fx /tel/' → [te] i [tedn x] til den vs. /deɐ oˀ/' → [dɑ] i [æɐ odɑ] er der. Dette kaster lys over hvorfor nogle ordformer undergår nogle reduktioner og ikke andre, mens det forholder sig anderledes for andre ordformer. Man kan således se at den, dem får en form der afslutter en foregående fonetisk form, enten via reduktion af initial konsonant [ɾɛn ɾɛm], eller via udvikling af syllabisk konsonant [dn x bm x]. Verber og præpositioner reduceres til en form som indleder en fonetisk form, enten via tab af final konsonant eller via tab af stød og længde. Det er plausibelt at dette afspejler de forhold og syntaktiske konstruktioner som ordene typisk indgår i. Præpositioner og verber indleder hhv. præpositions- og verbalsyntagmer, mens de reducerede pronomener ofte følger efter som hhv. styrelse eller objekt i disse syntagmer. Den fonetiske integration afspejler således den grammatiske tilknytning. 7.3.3 Fonotaktisk assimilation af flere ord Den fonotaktiske assimilation foreslået i 7.2.1 kan med fortolkningen i foregående afsnit udvides ud over ordgrænsen. De grammatiske småord knytter sig til hinanden og tilpasser sig en større og mere almen fonotaktisk ramme. Reduktioner som /pɔːˀ dɛnˀ/' → [pɔ dn x] på, den fører 149 isoleret set til to aparte former, men i kombination [pɔdn x] ligner det et ganske almindeligt dansk ord, som vi fonologisk kunne reanalysere til /potən/, som kunne ortograferes ”påtten”. I foregående afsnit blev der givet flere eksempler på den slags tilpasninger, [vaɾɑ dɑɣə tedn x æɐ odɑ] hvad der, der kan, til den, er der osv. som samlet betragtet rimer på fonotaktisk almindelige ord som /latər snakə netən jɛrtər/ latter, snakke, nitten, hjerter. Disse fonetiske reduktioner, hvor grammatiske småord smelter sammen med omgivende ord, minder i høj grad om udviklingen af klitiske former, som er velkendte og veletablerede i andre sprog, fx: •engelsk I'm, you're, it's, can't, won't, you'll, we've osv. •fransk c'est, n'est, t'es, qu'il, s'il, (a + le →) au, (de + le →) du osv. •portugisisk (em + o →) no, (a + as →) às, (de + um →) dum. osv. •tysk (an + dem →) am, (in + dem) → im, (zu + der →) zur osv. Disse eksempler svarer hvad angår ordmateriale ganske fint til de grammatiske ord der behandles her, nemlig ved at der er tale om kombinationer af grammatiske småord, og reduktionerne er karakteriseret ved at isolerede ord mister deres fonotaktiske velformethed, fx ved stavelsestab, men indgår i et nyt fonotaktisk ord med et naboord. Den fonotaktiske tilpasning kan grupperes i tre typer: Proklise Et ord får atonisk svag form foran et stærkere element (formentlig et element med flere T2-træk) som det er syntaktisk knyttet til, fx [iˈdæːˀ teˈsisd ta'fat] i dag, til sidst, tag fat osv. Disse beskrives traditionelt som enhedstrykforbindelser. Dog er det ikke alle enhedstrykforbindelser der udviser klitiseringstilbøjeligheder (se 9.2). Her rammes det af de reduktioner som ovenfor beskrives som åbnende. Ordet tilpasser sig den fonotaktiske form der gælder for prætoniske stavelser i isolerede ord, dvs. tryk, vokallængde og stød bortfalder. Desuden underlægges ordet samme reduktionstilbøjeligheder som gælder for prætoniske stavelser (se 10.4.1). Ordet kan blive asyllabisk med bevarelse af ansatskonsonanter, fx [sned snad] sådan et/at. Enklise Her hægter ordet sig på et foranstående potentielt betonet ord som det er syntaktisk knyttet til. Det reduceres via lukkende reduktioner, dvs. reduktion af initial konsonant eller 150 ændring til syllabisk konsonant fx [(ˈ)dewɐ (ˈ)deɣu ˈɒwˀɐdn x paˈseːˀɐbm x] det var, det kunne, over den, passere dem osv. Ordet kan blive asyllabisk via tab af initial konsonant og desyllabicering af vokalen, fx [dew duɐ o] der er jo, du har. Vokalen viderereduceres ofte til former der kendes fra ord med underliggende schwa, fx [gə sgə ɾə sə dɐ ɐ ʊ ɪ] kan, skal, det, så, der, at, jo, jeg, svarende til fonologiske strenge som /kə skə tə sə tər ər və jə/ osv. som er velkendte danske ordendelser, fx [sʌgə nusgə iɾə ˈtʁɛkanˀdɐ seːˀɐ] så kan, nu skal, trekant der, se at (= ”sokke”, ”nuske”, trekanter, seer) osv. I faste udtryk som [iˈvæɐ oˀflx ˈedlxˈanð x] i hvert fald, et eller andet bliver de fonologisk tungere, men grammatikaliserede ord fald og eller enklitiserede. De kan rimeligvis reanalyseres som /i ˈvɛrˀfəl ˈetəlˈanəd/. Hybrid To syntaktisk knyttede ord afgiver begge distinkthed for at danne et fælles ord. Første ord taber finale segmenter og andet ord får en lukkende form. Samlet tilpasser ordene sig en fonotaktisk og metrisk struktur der er almindelig i enkeltord, fx /slɛd egə/' → [slɛg] slet ikke, osv. I modsætning til proklise bevarer første led som regel muligheden for at være betonet, fx [ˈhadn x ˈpɔɾe ˈsgaɾu] have den, på det, skal du osv. Det er karakteristisk at finalt schwa i verbalformer tabes foran ubetonede grammatiske småord (jf. Schachtenhaufen 2012b), fx [husgɐ fendn x sguɾɐ kaldə] huske at, finde den, skulle der, kaldte det osv. (= husker, finten, skutter, kaldte). Her følger schwa-bortfald den generelle tendens at posttonisk schwa i proparoxytone ord falder bort, dvs. reduktionsreglen appliceres som verbet + efterfølgende ord var et enkelt proparoxytont ord. Vi kan også se stødtab af første led som udtryk for klitisering. I 64 ud af 67 tilfælde hvor /dɛnˀ/' den er subjekt for et umiddelbart efterfølgende er, taber den stød, dvs. [(ˈ)dɛna] den er. Dette er også almindeligt foran andre grammatiske verber, den kan, den har, osv. Stødrealiseringen følger her reglen for paroxytone ord med fuldvokal i anden stavelse, som altid er stødløse (Grønnum 2005, s. 222). Omvendt kan stødløse former indimellem smelte sammen til en form med stødbasis, som får stød, fx [ˈsnɔðˀ ˈvɑːˀð x fʌːˀʌ] sådan noget, var det, for at. Man kan fortolke disse fænomener sådan at reduktionspresset (pga. disse ords lave pragmatiske værdi, eller hvad man nu vil postulere øver dette pres) på disse ord trykker dem sammen. Men i stedet for at reduktionspresset fordeles jævnt over ordene, så alle segmenter reduceres lige meget, så tilpasser ordene sig en fonotaktisk støbeform, som er velkendt og højfrekvent i de ord 151 have haft en fonologisk repræsentation med /d/' i stedet for /t/', eller at det er for hårdt at tolke [ɣ] som udtryk for reduktion. Den slags tilfælde opstår bl.a. fordi man tvinger samme fonologiske fortolkning ned over forskellige talere, med de individualismer de nu har. Men de forskellige typer reduktioner, præ-, para- og postfonologiske, viser at reduktioner indtræffer på forskellige abstraktionsniveauer, og dermed at det i en fonologisk beskrivelse af spontan tale er nødvendigt at skelne mellem forskellige fonologiske abstraktionsniveauer. 12.5 Taleteknologisk anvendelse Udtalevariation byder på forskellige taleteknologiske udfordringer. Talegenkendelsesprogrammer (ASR) skal trænes til at genkende et ord på tværs af forskellige fonetiske former, og talesynteseprogrammer (TTS) der skal simulere modersmåltalendes adfærd, skal kunne vælge den fonetiske form der bedst passer til konteksten. I disse forbindelser har afhandlingens resultater flere anvendelsesmuligheder. Gængse ASR-modeller og TTS-modeller er afhængige af en fonologisk repræsentation (Jurafsky & Martin 2009, s. 284, 348). Det er indlysende at en passende fonologisk model af sproget er afgørende for programmernes kvalitet. Hvis fonologiske repræsentationer er for snævre, kan en ASR ikke håndtere almindelig variation, fx at [lilə lillx] er udtryk for samme ord lille. Resultatet bliver at brugeren skal benytte en hyperdistinkt udtale for at opnå genkendelse. Hvis repræsentationen derimod er for bred, trænes programmet til at genkende en masse ukurant variation, dvs. variation som ikke svarer til ordenes faktiske opførsel i sproget; politiker og politikker kan blive blandet sammen uanset hvor tydeligt man taler, hvis begge er repræsenteret /politigɐ/. Der er ikke mig bekendt forsket i hvad der er den bedste fonologiske repræsentation i forbindelse med dansk taleteknologi. Adskillige gange i løbet af de foregående kapitler er der registreret forhold som udfordrer vores opfattelse af hvad der er en adækvat fonologisk repræsentation. Der er flere områder som kunne være værd at udforske nærmere inden for en mere taleteknologisk ramme. En pointe som er væsentlig både i denne afhandling og taleteknologisk, er at indholdsord og funktionsord varierer efter forskellige mønstre. Programmer der således trænes til at fx /e ɛ a/ lyder som de kan gøre i ord som der, den, sådan, eller at /n l/ kan lyde som de gør i kan, skal, får en besynderlig opfattelse af disse fonemer. Et program der trænes til at tro at /ulə/ generelt kan 254 realiseres [u] som det ofte gør i skulle, trænes til at tro at kulde kan realiseres [ku]. Den indirekte sammenhæng mellem ordfrekvens og reduktionstilbøjelighed betyder at programmer der ikke tager højde for sådanne forhold, i høj grad trænes på de mest højfrekvente og mest reducerede former; være og værre bliver behandlet ens fordi de er fonologisk ens /væːɐ/', på trods af at de opfører sig fonetisk forskelligt, oftest hhv. [væɐ o væːɐ]. I en pragmatisk taleteknologisk ramme spiller kvantitet en afgørende rolle. Kvaliteten af en ASR måles på hvor mange ord eller grafemer der genkendes korrekt, og efter den devise kan det bedst betale sig at genkende de mest højfrekvente ord. Faren er imidlertid at den information der er i fokus for sprogbrugerne, ligger i de lavfrekvente ord. Dette indikerer at der kan være en gevinst i at ikke at lade den fonologiske repræsentation stå alene; fonemernes opførsel i funktionsord må ikke blandes sammen med deres opførsel i indholdsord. Ud over ekstrafonologiske forhold må den fonologiske repræsentation også tage højde for ordets fonotaktiske opbygning. I konventionelle metoder opfattes fonemer som trigrammer, dvs. man tager højde for de to nabofonemer. Dette er naturligvis et væsentligt forhold da variationsmulighederne i høj grad påvirkes af de fonetiske naboer. Men som dokumenteret i kapitel 10 så spiller forskellige morfologiske og fonotaktiske domæner en betydelig rolle for udtalevariationen. Et /d/' reduceres forskelligt afhængigt af om der følger en stavelsesgrænse efter eller ej; det reduceres lettere i /sdr/ i fx kunstretning vs. strækning – eller om det følger efter en morfemgrænse; det falder lettere bort i farligt end i stakit. En vokal har vidt forskellig tilbøjelighed til reduktion alt efter om den står prætonisk i ord med en enkelt prætonisk stavelse, eller hhv. i første eller anden stavelse i ord med to prætoniske stavelser. Stavelsesgrænsen spiller ligeledes en afgørende rolle for mulighederne for schwa-assimilation (Schachtenhaufen 2010b). I en fonologisk repræsentation der ikke tager højde for disse abstrakte domænegrænser blandes disse forhold unødigt sammen; man undlader at skelne mellem forhold der meget enkelt kan skelnes. En simpel teknik kunne være at indføre flere inherent ubetonede, reducerbare fonemsymboler, så man således fx skelner mellem politiker/politikker på fonemniveau, /politɪgɐ/ vs. /polɪtigɐ/, og derved inkluderes trykangivelsen (som indtil nu har vist sig vanskelig at modellere i dansk) som intrinsiske egenskaber i fonemernes fonetiske profil, både for vokalerne selv og de omgivende konsonanter via trigrammodellen, fx får hhv. /t/ og /l/ forskellige profiler i /itɪ/ vs. /ɪti/ hhv. /oli/ vs. /olɪ/, svarende til at /t/ lettere reduceres i /itɪ/, [poˈliɾɪgɐ] politiker, og /ɪ/ i [pollxˈtigɐ], men 255 aldrig omvendt *[polɪˈɾigɐ polˈlxtigɐ]. Hvis man undlader at skelne mellem politiker/politikker ved at give dem samme fonologiske repræsentation /politigɐ/, og hvis man lader reduktionstilbøjelighederne indgå i den generelle profil for /l t i/, så bliver det ikke blot umuligt at skelne mellem disse ord, men de fonetiske profiler bliver i det hele taget mere slørede, og genkendelsen skades generelt. I stedet for at udtalevariation og reduktion udgør et problem for talegenkendelsesteknologien, kan man udnytte viden om reduktionsmønstre til faktisk at hjælpe genkendelsen. Da tilbøjeligheder til reduktion fx i høj grad kan knyttes til bestemte ordklasser, kan en hhv. reduceret eller distinkt udtale indikere hvilken ordklasse der er tale om. Som eksempel kan man betragte ordene ville (vb.) vs. vilde (adj.), som begge fonologisk er /vilə/, begge ord har mulighed for schwa-assimilation, men schwa-reduktion er langt mere almindeligt i verber end i adjektiver. Dette kan man inkorporere i leksikonet, så de reducerede vs. distinkte former vægtes fx 90/10 for verbets vedkommende, og 10/90 for adjektivets vedkommende. Hvis man i en genkendelsessituation støder på den fonetisk form [vil], ved programmet allerede på det tidspunkt at det er mere sandsynligt at der er tale om verbet ville end adjektivet vilde, og vice versa hvis man støder på formen [vilə]. Traditionelt er den slags beslutninger overladt til grammatikmodulet, som ignorerer de fonetiske detaljer og vælger det mest højfrekvente ord ud fra den syntaktiske kontekst. Der ligger således en uudnyttet resurse i at supplere denne beregning med de sandsynligheder der indikeres af de fonetiske former. Man kan optænke et eksempel som [di vilə mɛ busn x] som både kan betyde de er vilde med bussen og de ville med bussen. Begge fortolkninger er syntaktisk velformede, så et grammatikmodul må gætte i blinde, og hvis det er programmeret til at vælge den mest højfrekvente konstruktion, vil den samme sætning blive valgt hver eneste gang, uanset hvad taleren intenderer. Formn [vilə] indikerer imidlertid at taleren har intenderet et adjektiv, mens formen [vil] ville indikere verbum. Ved at tage højde for de fonetiske detaljer og kombinere det med syntaktiske sandsynligheder, kan man øge sandsynligheden for at fortolke sætningen korrekt. Ligeledes kan den fonetiske form af skal være med til at afgøre om der er tale om et substantiv eller verbum, formen på ord som i, på, af kan afgøre om der er tale om præpositioner eller adverbier, osv. Denne indikation af ordklasse kan være en hjælp til den automatiske grammatiske analyse af omgivende ord. 256 12.6 Automatisk annotation af reduktioner En automatisk annotation af et større talesprogskorpus kan være en relevant opgave i forbindelse med udviklingen af nye forskningskorpora som DanPASS, men også til tilrettelæggelse af træningsmateriale til TTS- og ASR-programmer. For at få så stor præcision som muligt i denne type opgaver, kan man med fordel inkludere en del af de reduktionsforhold der er beskrevet i denne afhandling, og således forudsige mange af de afvigelser fra den distinkte form, som der forekommer i spontan tale. Her er interessen at ramme rigtigt så ofte som muligt, og derfor er regler der påvirker mange fonemer, mest interessante, mens mere eksotiske reduktionsfænomener næppe spiller den store rolle for programmernes succesrate. Her gennemgås nogle af de regler der kan appliceres relativt enkelt og som dækker en stor del af reduktionsfænomenerne i det talesprog der er repræsenteret i DanPASS. I taleteknologiske sammenhænge vil man typisk ikke bruge en så fin detaljeringsgrad i lydskriften, som der benyttes i DanPASS, og mange afvigelser vil derfor automatisk forsvinde ved at gøre lydskriften grovere. Gevinsten ved dette afhænger naturligvis af hvilke forenklinger man foretager; i appendiks 2 ses forekomsten af hver enkelt afvigelse, og man kan således direkte se hvor mange forekomster der berøres hvis man ignorerer en bestemt afvigelse. Proceduren beskrevet i 4.2.2 svarer til en automatisk annotation af et talesprogskorpus, hvor hvert ord er blevet transskriberet med en distinkt udtale. På dette trin blev der indført nogle automatiske reduktionsregler, hvor især schwa-assimilationsreglerne og forkortelse af stødvokaler viser sig at have stor præcision (98-99 %) med den manuelt annoterede form (se tabel 73). Regel Korrekte Forkerte Præcision Schwa-assimilation efter Schachtenhaufen (2010b) (se 10.1.2a) 30.63215 300 99 % Forkortelse af stødvokal foran /w j ð ɐ o/ 4871 89 98 % Tabel 73:Succesraten for automatisk tilskrivelse af schwa-assimilation og vokalforkortelse (se nærmere 4.2.2). 15 Korrekt inkluderer her både assimileret og bortfaldent schwa. Bemærk at hver forekomst af schwa-assimilation involverer to fonemer, hvor et falder bort og et andet realiseres som en syllabisk konsonant. De 15.316 korrekt forudsagte forekomster er således fordoblet her hvor der optælles berørte fonemer. 257 Ordform Regel Korrekte Nye fejl på/PRÆP - stød, - vokallængde 2271 89 og → [ʌ] 4803 474 jeg - finalt /j/' 1590 25 jeg /ɑ/' → [a] 996 227 er - finalt /ɐ o/' 1295 334 en/ART - stød, - vokallængde 3086 122 til - finalt /l/ 1081 88 går - stød, - vokallængde 1951 292 skal - finalt /l/ 1051 10 der/UNIK - stød, - finalt /ɐ o/' 1746 34 der/ADV - stød, - finalt /ɐ o/' 903 566 i/PRÆP - stød, - vokallængde 1597 40 ikke - finalt /ə/' 585 79 den/ART - stød 610 6 (den/PRON_PERS) - stød 741 432 (den/PRON_DEMO) - stød 29 122 sådan/ADV /an/' → [n x] 755 133 sådan/ADJ - /da/ 181 16 altså - /lˀd/ 1040 220 af/PRÆP - stød, - vokallængde 797 41 I alt 27108 3350 Tabel 74:Korrekte vs. forkerte forudsigelser af reduktioner i visse grammatiske småord. En meget stor del af reduktionerne i korpusset kan forudsiges ved ganske enkelt at vælge den hyppigst forekommende form for en del af de højfrekvente grammatiske småord. Som diskuteret i 7.2.2 har disse ord ofte en alternativ svag form, som forekommer meget hyppigere end den mest distinkte form. For mere lavfrekvente indholdsord er der ikke nødvendigvis samme gevinst ved at vælge den hyppigst forekommende reducerede form. Ordet jernbaneoverskæring optræder fx 48 gange i korpusset, lydskrevet på 38 forskellige måder; det er ikke her givet at den 258 hyppigst forekommende form også er den mest optimale set i forhold at opnå høj præcision i transskriptionen. I tabel 74 ses et udvalg af ord hvor man kan dække en stor del af korpussets reduktioner, uden at indføre for mange nye fejl, ved ganske enkelt at tage højde for de hyppigst forekommende reduktioner i disse ord. For visse ord er der angivet en ordklasse. Præcisionen i disse ord forudsætter at ordklassen er korrekt identificeret. Selv hvis dette ikke er tilfældet, vil det dog bedre kunne betale sig generelt at vælge den reducerede form frem for den distinkte, da forekomster med en anden ordklasse er sjældne i forhold til den oplyste. I forbindelse med talesyntese er det vel at mærke ikke nødvendigvis en gevinst at implementere disse reduktioner blindt. Reducerede former der dukker op unaturlige steder, virker antageligt lige så forstyrrende som hyperdistinkte former. Her vil det formentlig være gavnligt at videreudvikle nogle deskriptive regler for distributionen af stærke og svage former, i lighed med det der påbegyndes i 7.3.1. 12.7 Fonetisk reduktion og fremmedsprogstilegnelse Det er karakteristisk at man er tilbøjelig til at anlægge en hyperdistinkt udtale når man tilegner sig et fremmedsprog (Brodersen & al. 2012). For at lære at tale et mere naturligt lydende dansk, er det nødvendigt at lære de mest gængse reduktionsregler. Således er der også en vis fokus på schwa-assimilation og svage former af grammatiske småord (fx Brodersen & al. 2012, Kirk 2008, Thorborg 2003 o.a.). En adækvat prioritering af udtaleundervisningen kræver imidlertid at der er tilgængelig viden om reduktionsfænomener i dansk. Thorborg (2003, 2007 o.a.) gør i sine bøger en del ud af schwa-assimilation, tab af endelser og de grammatiske ords svage former. Det virker som hensigtsmæssige prioriteringer. Thorborgs eksempler er dog ikke altid i overensstemmelse med tendenserne i københavnsk rigsmål (Thorborg nævner ikke hvilken udtalenorm der sigtes til). Fx skelnes der ikke mellem schwareduktion i verber vs. substantiver og adjektiver, som har radikalt forskellige reduktionstilbøjeligheder. Det nævnes at kunne og skulle som bekendt kan udtales [ku sgu], men side om side med dette nævnes det at ville kan udtales [vi], en udtale der for mig er ukendt, eller i hvert fald ekstremt reduceret. Mange andre eksempler på reducerede udtaler virker selvkonstruerede og afvigende i forhold til de tendenser der er konstateret i denne undersøgelse. Det er således ikke givet at det fører til en mere naturlig udtale at følge disse eksempler. 259 Kirk (2008) anbefaler i den officielle vejledning fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til undervisning i dansk udtale for indvandrerlærere at der også undervises i mindre distinkt udtale. Ud over schwa-assimilation og -bortfald, og reduktion og sammentrækning i visse grammatiske småord (i overensstemmelse med afsnit 7.1) nævnes assimilationsprocesser, og der introduceres begreber som naboassimilation, fjernassimilation, bagudvirkende og fremadvirkende assimilation, med eksempler som [hembæɐ o hʌŋklɛːð x ɕoɕæːˀl imuːˀm oponjoːˀn] hindbær, håndklæde, social, immun, opinion. Dette er fænomener der er værd at nævne i en grundbog i fonetik, men de spiller en meget lille rolle i talesproget, og det virker ikke som en hensigtsmæssig prioritering at have fokus på disse fænomener; man vil næppe blive anset som en dårlig taler hvis man ikke tilegner sig disse præskriptivt set forkerte udtaler. Kirk gør også en del ud af begrebet linking, som skulle dække over at finale konsonanter trækkes over i starten af efterfølgende ord, fx kom ind hvor m trækkes over i ind. Det angives ikke hvilken effekt dette skulle have på udtalen, og det er bl.a. direkte i modstrid med den hyppige brug af sprængansats i dansk (se afsnit 9.5). Der gives uheldige eksempler, som pap er, som kan læses som at det finale /p/ i pap skulle få ansatsudtale [p], hvilket næppe forekommer hos modersmålstalere. Hvis man endelig skal tale om linking i dansk, er forholdet snarere omvendt, dvs. initiale konsonanter flyttes til foregående ord, jf. Grønnum (1999) og afsnit 10.5. Kirk henter vel at mærke begrebet linking fra en engelsksproget bog om udtaleundervisning, hvilket udstiller det problematiske i at oversætte pointer fra engelsksproget litteratur til danske forhold, og det understreger behovet for forskningsbaseret dansk litteratur om tilegnelse af dansk. 12.8 Reduktioner og informationstab Fonetiske reduktioner anskues ofte anskuet som sproglige bastarder, ikke bare blandt lægfolk, men undertiden er der også fagfolk der kan bekymre sig (se fx Labov 2001, s. 10-11 for et kort historisk overblik). Inden for de senere år har flere sprogforskere forsøgt at etablere den derogative term mumledansk16, og andre ser ligeledes udtalesjusk som problematisk, fx Skyum- Nielsen ”Hvis det er meningen, at vi skal forstå hinanden, så er det nu, vi skal stramme op og 16 Fx Niels Davidsen-Nielsen: ”Mumledansk og nordisk sprogforståelse”, i Berlingske Tidende 10. juni 2007, Jørn Lund: ”Mumledansk”, foredrag i Dansk Magisterforening d. 22.3.2012, Jonas Blom: ”Mediernes mumledansk”, Sprogminuttet på DR P1 d. 23.9.2010. 260 sørge for, at vi håndterer det sproglige og lydlige med en viden om, hvad der skal til”17. Jørn Lund (Lund 2012) skriver ”Slap artikulation, hastigt taletempo og ufleksibelt sprog, som ikke indretter sig efter situationen – det er udtalemæssigt sprogsjusk”. I taleteknologiske sammenhænge beskyldes ”Danskernes uforlignelige evne til at tale utydeligt og snuppe endelserne af”18 for at være årsag til at taleteknologiske produkter bliver forsinket eller slet ikke udviklet til dansk. På mere sagligt grundlag mistænkes en uklar og reducerbar lydstruktur at være vanskelig at tilegne sig, både i forbindelse med andetsprogstilegnelse (Grønnum 2003), og førstesprogstilegnelse (Bleses & al. 2011). Personlige, æstetiske betragtninger om hvad der lyder skønt og hæsligt vil jeg ikke komme ind på, men en afhandling der direkte omhandler fænomener der folkeligt betegnes som sjusk, er det på sin plads at afslutte med nogle pointer som er relevante i en sprogdebat som kan optage mange mennesker. Den generelle bekymring i det præskriptive sprogsyn er at reduktioner medfører informationstab. Når der er lyde der svækkes eller forsvinder, er der også noget information der forsvinder. Rationalet er at hvis vi bliver ved med at snuppe noget af ordet, så forsvinder ordet til sidst. Dette er imidlertid forkert af flere forskellige grunde. Reduktioner fører ikke generelt til en singularitet, hvor alt til sidst lyder ens. Tværtimod fører reduktioner til større variation i lydinventaret. Man behøver blot at sammenligne inventaret i den idealiserede distinkte udtale i tabel 4 med de faktisk forekommende foner i tabel 5. Reduktioner der træder i kraft i enkelte morfemer, fører til kontraster mellem disse morfemer vs. ikkereducerede, som diskuteret i foregående afsnit. Reduktioner kan over længere tid udvikle sig til nye fonologiske kontraster. Således er det rige danske foneminventar udviklet af det simplere urnordiske vokalinventar via reduktionsprocesser som omlyd og brydning (Skautrup 1944). Syntagmatiske reduktioner, altså udjævning af kontraster mellem nabolyde, kan føre til nye paradigmatiske kontraster, altså antallet af segmenter som et segment kan udskiftes med, fx hvis /iː/ og /d/ smelter sammen i [siᶞːiᶞ] side, så er den syntagmatiske kontrast forsvundet, men der er opstået en ny paradigmatisk kontrast, [iᶞ] vs. [i] i [siᶞːiᶞ siːi] side, sige. Reduktion og bortfald af vokaler kan føre til nye mulige konsonantgrupper, fx [sgw nj] som er ukendte eller sjældne i distinkt dansk, men findes i reducerede former som [ˈsgweːˀˈnjʌs] skulle egentlig også. Via reduktion kan grammatiske småord klitiseres, og derved føjes nyt fonetisk og fonologisk materiale til eksisterende ord. 17 Interview i Berlingske Tidende d. 6.4.2008 (Hentet fra http://www.b.dk/kultur/hva-si-r-du d. 18.12.2012) 18 Ifølge http://www.business.dk/digital/dansk-mumlen-forsinker-software, hentet 4/11-2012. 261 Forestillingen om at reduktioner fører til informationstab eller et fattigere sprog, er således en illusion som minder om den optiske illusion der opstår når man betragter en barber pole eller en spiral der drejer rundt om sin egen akse: Hvis man fæstner blikket på et bestemt punkt, ser det ud som at det bevæger sig nedad for til sidst at forsvinde, men man overser derved det materiale og den kompleksitet som føjes til i den anden ende. 262 Litteratur Aylett, M. & A. Turk (2006) Language redundancy predicts syllabic duration and the spectral characteristics of vocalic syllable nuclei. Journal of the Acoustical Society of America 119:5, 3048-3059 Basbøll, H. (2005) The Phonology of Danish. Oxford: Oxford University Press. Basbøll, H., L. Kjærbæk, C. Lambertsen & D. Boeg Thomsen (2012) From Sound to Words: Discovering sound structure in Danish children's first words. I Heegård, J. & P.J. Henrichsen (red.) Speech in Action – Proceedings of the 1st SJUSK Conference on Contemporary Speech Habits, Copenhagen Studies in Language 42, 195-218 Barry, W.J.,& B. Andreeva (2001) Cross-language similarities and differences in spontaneous speech patterns. Journal of the International Phonetic Association 31:1, 51-66 Baayen, R.H. (2008) Analyzing Linguistic Data. Cambridge: Cambridge University Press Bell, A., J. Brenier, M. Gregory, C. Girand & D. Jurafsky (2009) Predictability Effects on Durations of Content and Function Words in Conversational English. Journal of Memory and Language 60:1, 92-111 Bell, A., D.Jurafsky, E. Fosler-Lussier, C. Girand, M. Gregory & D. Gildea (2003) Effects of disfluencies, predictability, and utterance position on word form variation in English conversation. Journal of the Acoustical Society of America 113:2, 1001-1024 Bell, L & Gustafson, J (1999) Repetition and its phonetic realizations: investigating a Swedish database of spontaneous computer directed speech. Proceedings of ICPhS' 99 Bergem, D.R.v. (1993) Acoustic vowel reduction as a function of sentence accent, word stress, and word class. Speech Communication 12:1, 1-23 Binnenpoorte, D. (2006) Phonetic Transcriptions of Large Speech Corpora. PhD thesis, Radboud Universiteit Nijmegen, Nijmegen, The Netherlands Bleses, D., H. Basbøll & W. Vach, (2011) Is Danish difficult to acquire? Evidence from Nordic past tense studies. Language and Cognitive Processes 26:8, 1193-1231 Blevins, J. (1995) The syllable in phonological theory. I J. A. Goldsmith (red.) The handbook of phonological theory. Oxford, Blackwell, 206-244 Boersma, P. & D. Weenink (2012). Praat: doing phonetics by computer [Computerprogram]. Fra http://www.praat.org/ 263 Ladefoged, P. & I. Maddieson (1996) The Sounds of the World's Languages. Blackwell Publishing Laver, J. (1994) Principles of Phonetics. Cambridge University Press. Levelt, W. J. M. (1989). Speaking: From intention to articulation. Cambridge, MA: MIT Press. Libben, G. (1996) Brain and language. In W. O'Grady, M. Dobrovolsky & F. Katamba Contempory Linguistic : An Introduction (3rd ed), Longman, London and New York, 416- 435 Lindblom, B. (1963) On vowel reduction. Fil. lic. thesis University of Uppsala, Rep. No. 29, Speech Transmission Laboratory, Royal Institute of Technology, Stockholm Lindblom, B. (1984) Economy of speech gestures. In MacNeilage, P. (ed) The Production of Speech, 217-245 Lindblom, B. (1990) Explaining phonetic variation: A sketch of the H&H theory. In W. J. Hardcastle & A. Marchal (Eds.), Speech Production and Speech Modelling. Dordrecht: Kluwer Academic Publisher, 403-439 Lindblom, B. (2008) The target hypothesis, dynamic specification and segmental independence. In B. L. Davis & K. Zajdó (Eds.), The syllable in speech production: Perspectives on the frame/content theory. New York, NY and Hove: Taylor & Francis, 155-176 Lund, J. (2011) Sjusk, i Dansk i nullerne 134-136. København: Gads Forlag MacWhinney, B., & Bates, E. (1978). Sentential devices for conveying givenness and newness: A cross-cultural developmental study. Journal of Verbal Learning and Verbal Behavior 17, 539-558 Malmberg, B. (1955) The Phonetic Basis for Syllable Division. Studia Linguistica 9, 80-87 Meunier, C. & R. Espesser (2011) Vowel reduction in conversational French: The role of lexical factors. Journal of Phonetics 39(3), 271-278 Minkova, D. (1991) The History of Final Vowels in English: The Sound of Muting. (Topics in English Linguistics, 4.). Berlin/New York: Mouton de Gruyter. Mitterer, H. and Ernestus, M. (2006). Listeners recover /t/s that speakers reduce: Evidence from /t/-lenition in Dutch. Journal of Phonetics 34, 73-103 Munroe, R. (2011) Consecutive Vowels. xkcd 853 [hentet fra http://xkcd.com/853/ 21.12.12] Niebuhr, O., Kohler, K.J. (2011) Perception of phonetic detail in the identification of highly reduced words. Journal of Phonetics 39 270 Ohala, J. J. 2005. Phonetic explanations for sound patterns. Implications for grammars of competence. In W. J. Hardcastle & J. M. Beck (eds.) A figure of speech. A festschrift for John Laver. London: Erlbaum. 23-38 Paggio, P., 2006. Annotating Information Structure in a Corpus of Spoken Danish, in: Calzolari, N., Choukri, K., Gangemi, A., Maegaard, B., Mariani, J., Odijk, J., Tapias, D. (Eds.), Proceedings from the 5th International Conference on Language Resources and Evaluation, Genova 24-24 May 2006 (cd-rom) Pharao, N. (2010a) Consonant Reduction in Copenhagen Danish. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet Pharao, N. (2010b) Ordbrug og udtaleforandringer. NyS 39, 137-165 Pharao, N. (2012) Lukkelydsreduktioner i dansk. Danske Talesprog 12, 111-126 Piccolino-Boniforti, M.A., B. Ludusan, S. Hawkins & D. Norris (2010) Same phonemic sequence, different acoustic pattern and grammatical status: A model. AISV Naples, Italy, 279-291 Pierrehumbert, J. (1990) Phonological and Phonetic Representation. Journal of Phonetics 18, 375-394 Pierrehumbert, J. (2002) Word-specific phonetics. Laboratory Phonology VII, Mouton de Gruyter, Berlin, 101-139 Plug, L. (2011) Phonetic reduction and informational redundancy in self-initiated self-repair in Dutch. Journal of Phonetics 39, 289-297 Plug, L. & P. Carter (2011) Temporal characteristics of lexical error and appropriateness repairs in spontaneous Dutch speech. Proceedings of the 17th International Congress of Phonetic Sciences Pluymaekers, M., Ernestus, M., and Baayen, R. H. (2005). Articulatory planning is continuous and sensitive to informational redundancy. Phonetica 62, 146–159 Raymond, W. D., M. Pitt, K. Johnson, E. Hume, M. J. Makashay, R. Dautricourt & C. Hilts (2002) An analysis of transcription consistency in spontaneous speech from the Buckeye corpus. Proceedings of the International Conference on Spoken Language Processing (ICSLP-02). Denver, CO. Rischel, J. (1983) On Unit Accentuation in Danish – and the Distinction Between Deep and Surface Phonology. I: Rischel (2009), 116-166. Genoptrykt fra Folia Linguistica XVII, 271 51-97 Rischel, J. (1992) Formal Linguistics and Real Speech. I Rischel (2009), 3-25. Genoptrykt fra Speech Communication 11, 379-92 Rischel, J. (2009) Sound Structure in Language. Edited and with an introduction by Nina Grønnum, Frans Gregersen and Hans Basbøll. Oxford: Oxford University Press. Schachtenhaufen, R. (2007a) Undersøgelse af forekomsten af [ɾ] i spontan, dansk tale. Overbygningsopgave, Københavns Universitet. Schachtenhaufen, R. (2007b) Realiseringen af schwa i spontan dansk tale. Specialeafhandling, Københavns Universitet. Schachtenhaufen, R. (2010a) Looking for lost syllables in Danish spontaneous speech. I P.J. Henrichsen (red.) Copenhagen Studies in Language 38, 61-85 Schachtenhaufen, R. (2010b) Schwa-assimilation og stavelsesgrænser. NyS 39, 64-92 Schachtenhaufen, R. (2012a) Nulrealisering af verbalformer i dansk spontantale. Danske Talesprog 12. 127-151 Schachtenhaufen, R. (2012b) Reduction of word final schwa in Danish – Rhythmic vs. grammatical factors. I Heegård, J. & P.J. Henrichsen (red.) Speech in Action – Proceedings of the 1st SJUSK Conference on Contemporary Speech Habits, Copenhagen Studies in Language 42, 53-72 Scheuer, J. (1994) Discourse and stress. Acta Linguistica Hafniensia 27, 433-445 Schiller, N. O., A. S. Meyer, & W. J. M. Levelt (1997) The Syllabic Structure of Spoken Words: Evidence from the Syllabification of Intervocalic Consonants. Language and Speech 40, 103-140 Schiller, N. O. (2008). Syllables in psycholinguistic theory: Now you see them, now you don't. In B. L. Davis & K. Zajdó (Eds.), The syllable in speech production: Perspectives on the frame/content theory. New York, NY and Hove: Taylor & Francis, 155-176 Schuppler, B. (2011) Automatic Analysis of Acoustic Reduction in Spontaneous Speech. Radboud University Nijmegen Schuppler, B., M. Ernestus, O. Scharenborg & L. Boves (2011) Acoustic reduction in conversational Dutch: A quantitative analysis based on automatically generated segmental transcriptions. Journal of Phonetics 39, 96-109 Schüppert, A., N. Haug Hilton, C. Gooskens & V. van Heuven (2012) Stavelsebortfall i modern 272 danska. Danske Talesprog 12. 152-182 Shatzman, K. B., & Schiller, N. O. (2004). The word frequency effect in picture naming: Contrasting two hypotheses using homonym pictures. Brain and Language 90, 160-169 Simpson, A.P. (2001). Does articulatory reduction miss more patterns than it accounts for? Journal of the International Phonetic Association 31, 29-41 Skautrup, P. (1944) Det danske sprogs historie, bind 1. København: Gyldendal. Skyum-Nielsen, P. (2007) Vellyden. Syddansk Universitetsforlag Solé, M. (2010) Effects of syllable position on sound change: An aerodynamic study of final fricative weakening. Journal of Phonetics 38, 289-305 Strik, Helmer & Joost van Doremalen, and Catia Cucchiarini (2008) Pronunciation reduction how it relates to speech style, gender, and age. In INTERSPEECH 2008, 9th Annual Conference of the International Speech Communication Association, Brisbane, Australia, September 22-26, 2008, 1477-1480 Tagliamonte, S.A. (2006). Analysing Sociolinguistic Variation. Cambridge: Cambridge University Press Thomsen, O.N. (1991) Unit Accentuation as an Expression Device for Predicate Formation. The Case of Syntactic Noun Incorporation in Danish. In Layered Structure and Reference in a Functional Perspective, M. Fortescue et al., eds. Amsterdam/Philadelphia, John Benjamins. 173-229 Thorborg, L. (2003) Dansk udtale for begyndere. Synope Thorborg, L. (2007) Dansk udtale – øvebog (2. udgave). Synope Tily, H., S. Gahl, I. Arnon, N. Snider, A. Kothari & J. Bresnan (2009) Syntactic probabilities affect pronunciation variation in spontaneous speech. Language and Cognition 1(2), 147–165 Togeby, O. (2003) Fungerer denne sætning? : Funktionel dansk sproglære. København: Gad Torp-Pedersen Jensen, L. (2008) Brugen af bevidste, grafematiske reduktioner i fransk chatsprog. Specialeafhandling, Københavns Universitet Tøndering, J & C. Jensen (2005) Perceived prominence and scale types. I A. Eriksson & J. Lindh (red) , Proceedings Fonetik 2005: the XVIIIth Swedish Phonetics Conference, May 25–27, 2005, Göteborg, 111-114 Tøndering, J. (2008) Skitser af prosodi i spontant dansk, PhD thesis, Københavns Universitet 273 Tøndering, J. (2010) Prosodiske fraser og syntaktisk struktur i spontan tale. NyS 39, 166-198 Uneson, M. & Schachtenhaufen, R. (2011) Exploring phonetic realization in Danish by Transformation-Based Learning. Proceedings of Fonetik 2011 (TMH - QPSR 51), 51, 73-76. Speech, music and hearing, KTH, Stockholm, Sweden. Ven, M. van de, B. Tucker, & M. Ernestus (2011) Semantic context effects in the comprehension of reduced pronunciation variants. Memory & Cognition 39, 1301-1316 Wells, J.C. (1982) Accents of English. Cambridge University Press Zipf, G.K. (1935) The psycho-biology of language; an introduction to dynamic philology. Boston: Houghton Mifflin company 274 Appendix 1 - Rettelser til fonemnotationen i DanPASS Med henblik på automatisk indsættelse af fonologiske stavelsesgrænser og generering af den afledte fonologiske repræsentation, er der indført følgende rettelser i den givne fonemnotation i DanPASS. Rettelser gælder også bøjninger, afledninger og sammensætninger hvor det er relevant. Opr. form Rettelse Ordform Bemærkning /ad/ /aːˀ/ ad Kun ved udtalen [æːˀ]. /ˈɔːlˈrajt/ /ˈɔrlˈrajt/ allright [ɒːl] frem for [ɔːl]. /anlɛːˀg/ /anlɛːˀk/ anlæg /ɛːˀg/ genererer [ɛːˀɪ6] frem for [ɛːˀg]. /ˈbaːˀg/ /baːˀg/ bag Enstavelsesord har default tryk. /belədə/ /beləd/ billede Forekommer ikke trisyllabisk i korpusset. /ˈblɔgrønə/ /ˈblɔgrœnə/ blågrønne /røn/ genererer [ʁœn] frem for [ʁɶn]. /ˈbɔghanˀələn/ /ˈbɔghanˀlən/ boghandlen Forekommer ikke quadrisyllabisk i korpusset. /ˈbɔgstaːˀvərnə/ /ˈbokstaːˀvərnə/ bogstaverne /bog/ genererer [bɔʊ 6] frem for [bɔg]. /ˈbreːˀdə/ /ˈbreːˀtə/ bredde /də/ gerererer [ðə] frem for [də] /ˈsirka/ /ˈsirga/ cirka [ga] frem for [ka]. /deːˀ/ /deːˀr/ der Mangler /r/. /deːˀrˈ-/ /darˈ/ der- Ikke stød i prætonisk der-. /eːˀəd/ /ˈeːˀəd/ e'et Manglende tryk. /ɛftər/ /ˈɛftər/ efter Manglende tryk. /ˈflyːvəmuseːəd/ /ˈflyːvəmusɛːəd/ flyvermuseet /ɛ/ svarer til udtalen i korpusset. /ˈfɔrriːə/ /ˈfɔriːə/ forrige [fɒːiə] frem for [fɒːʁiə]. /ˈgiːvə-/ /giːˀ-/ give, giver Forekommer ikke disyllabisk i korpusset. /gåːˀ/ /gɔːˀ/ gå /å/ er ikke et fonem. /haˈlɔ/ /haˈlo/ hallo /ɔ/ genererer [ʌ] frem for [o]. Ideelt skulle det være [ɔ], men denne vokal forekommer normalt ikke i åben stavelse. Dette kan ikke genereres uden at indføre en skelnen mellem fire bagtungevokaler i stedet for tre. /halˀv/ /halˀ/ halv Forekommer ikke med udtalt /v/, bortset fra i /halˈveːˀrə/ halvere. /ˈhaːvə/ /haːˀ/ have (vb.) Forekommer ikke disyllabisk i korpusset. /heːˀrˈ-/ /harˈ/ her(-nede osv.) Ikke stød i prætonisk her-. /ˈheːˀruːdˈɔvˀər/ /ˈheːˀruːˀˈɔvˀər/ herudover Forkert placering af stød. Opr. form Rettelse Ordform Bemærkning /hoːvəd(əd)/ /hoːdə/ hoved(et) Forekommer ikke med udtalt /v/. /jorˀdən/ /ˈjorˀdən/ jorden Mangler tryk. /krokoˈdilə/ /krogoˈdilə/ krokodille [go] frem for [ko]. /mɛgti/ /mɛkti/ mægtig /mɛg/ genererer [mɛɪ6] frem for [mɛg]. /ˈnoːlə/ /ˈnoːən/ nogle nogle udtales i alle undtagen et (diskutabelt) tilfælde som nogen. /norˀdpɔːˀ/ /ˈnorˀdpɔːˀ/ nordpå Mangler tryk. /nɛvnˀtə/ /nɛvˀntə/ nævnte Forkert placering af stød. /nɔː/ /nɔ/ nåh Lang vokal genererer [nɔː] frem for [nʌ]. /ɔvˈkɛj/ /ovˈkɛj/ okay /ɔv/ genererer [ʌʊ 6] frem for [ɔʊ 6]. /ˈɔvergardiːˀn/ /ˈɔvərgardiːˀn/ overgardin Schwa frem for fuldvokal. /ˈpajefenˀgər/ /ˈpajəfenˀgər/ pegefinger Schwa frem for fuldvokal. /ˈsnøftər/ /ˈsnœftər/ snøfter Svarer til udtalen i korpusset. /ˈstrɛmˀəl/ /ˈstremˀəl/ strimmel /rɛm/ genererer [ram] frem for [ræm]. /ˈsœrvə/ /ˈsœrə/ sørge (for ngt.) [ˈsœ Uːɐ] frem for [ˈsœ Uɐ 6ʊ]. /ta/ /taːˀ/ tage (vb.) Kan have stød i distinkt udtale. /ˈtaːˀr/ /taːˀr/ tager Default tryk i etstavelsesord. /teˈaːˀtərət/ /teˈaːˀtərəd/ teateret [əð] frem for [əd]. /teleˈfoːˀnbɔks/ /teləˈfoːˀnbɔks/ telefonboks Schwa i stedet for fuldvokal. /ˈyːdər-/ /ˈydər-/ yder- Kort vokal frem for lang. /jɔm/ /jom/ Yum (proprium) /ɔm/ genererer [ʌm] frem for [ɔm]. /ˈœjəstəˈblek/ /ˈøjəstəˈblek/ øjesteblik /œj/ genererer [øj] frem for [œj], mens /øj/ genererer [œj] (!). Appendix 2 – Afledt fonologisk repræsentation, hyppigste udtale og R-indeks Her ses en række data for de ordformer der forekommer i DanPASS. Forklaring af kolonnerne: •Ordform – ortografisk ordform •PoS – Ordklasse udledt af PoS-tags i DanPASS •# – Antal forekomster af ordet •Afledt repræsentation – Den afledte fonologiske repræsentation jf. 4.2.2. •m – Antal forekomster med komplet overensstemmelse mellem den afledte repræsentation og den manuelle fonetiske transskription (tryk ignoreret). •Hyppigst – Den hyppigst forekommende udtale af ordet. Hvis denne er identisk med den afledte repræsentation, er det markeret med '='. Hvis flere udtaler er lige hyppige, vises kun den ene. •#h – Antal forekomster af den hyppigste form (kun angivet hvis denne afviger fra den afledte repræsentation). •#fon – Antal fonemer (= fonemlængde * antal forekomster) •R – Antal reduktioner pr. 100 fonemer. Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R ad PRÆP 221 /ˈað/' 3 a 187 445 53,7 ad PRÆP 7 /ˈæːˀ/' 7 = 21 0,0 ad ADV 1 /ˈað/' 1 = 2 0,0 af ADV 16 /ˈæːˀ/' 14 = 48 8,3 af PRÆP 419 /ˈæːˀ/' 20 a 354 1257 66,0 afbrændt V 10 /ˈɑwbʁanˀd/' 5 = 80 2,5 afbrændte V 27 /ˈɑwbʁanˀdə/' 15 = 243 2,5 aflang ADJ 5 /ˈɑwlɑŋˀ/' 5 = 30 0,0 aflange ADJ 19 /ˈɑwlɑŋə/' 2 ɑwlɑŋ E4 119 13,4 aflangt ADJ 1 /ˈɑwlɑŋˀd/' 0 ɑwlɑŋˀt 1 7 0,0 afmærket V 1 /ˈɑwmæɐ Kgð E/' 0 ɑwmæɐ Kɣð E1 7 14,3 afstand N 12 /ˈɑwsdanˀ/' 12 = 84 0,0 afstanden N 1 /ˈɑwsdanˀn E/' 1 = 8 0,0 aftegnet V 1 /ˈɑwtɑjˀnð E/' 0 ɑwtɑjˀnə 1 8 12,5 aftegninger N 1 /ˈɑwtɑjˀneŋɐ/' 0 ɑwtajˀneŋˀɐ 1 11 9,1 agtigt ADJ 1 /ˈɑgtid/' 0 ɑgdɪd 1 5 40,0 ah INTERJ 5 /ˈæː/' 0 ɑː 4 10 50,0 aha INTERJ 2 /ˈaˈhɑ/' 0 ɑɦɑ 2 6 0,0 aha INTERJ 15 /aˈhɑ/' 0 ɑɦɑ 11 48 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R akse N 6 /ˈɑgsə/' 6 = 24 0,0 al ADJ 1 /ˈalˀ/' 1 = 3 0,0 alderdomshjem N 8 /ˈalˀɐdʌmsjɛmˀ/' 3 = 96 8,3 alderdomshjemmet N 24 /ˈalˀɐdʌmsjɛmˀð E/' 7 = 312 9,3 aldershjemmet N 1 /ˈalˀɐsjɛmˀð E/' 0 aːˀlɐɕɛmˀð E1 11 18,2 aldrig ADV 2 /ˈɑldʁi/' 0 ɑldɪ 1 10 40,0 alle ADJ 4 /ˈalə/' 1 allE2 12 25,0 Allé EGEN 92 /aˈleːˀ/' 51 = 461 8,5 alléen N 1 /aˈleːˀen/' 0 aleːˀn 1 7 14,3 allerede ADV 4 /ˈaləˈʁæːð E/' 0 alɐʁæːð 1 28 21,4 allerførst ADJ 1 /ˈalˀɐˈfɶɐ Ksd/' 0 alˀɐfɶɐ Kst 1 9 0,0 allerførste ADJ 1 /ˈalˀɐˈfɶɐ Ksdə/' 0 alˀɐfɶsdə 1 10 10,0 allerletteste ADJ 1 /ˈalˀɐˈlɛdəsdə/' 0 alˀɐlɛdəsd 1 11 9,1 allernederst ADJ 1 /ˈalˀɐˈneðˀɐsd/' 0 alˀɐneðˀɐst 1 11 0,0 allerøverst ADJ 2 /ˈalˀɐˈøwˀɐsd/' 0 alˀɐøːˀwɐs 1 21 9,5 allerøverste ADJ 1 /ˈalˀɐˈøwˀɐsdə/' 0 alˀʌøwˀɐsdə 1 11 0,0 alligevel ADV 3 /aˈliːivɛlˀ/' 0 aliːvɛl 1 27 29,6 alligevel ADV 3 /aˈliːiˈvɛlˀ/' 1 = 27 14,8 allright INTERJ 2 /ˈɒːlˈɹɑjd/' 0 ɒːɹɑjt 1 14 21,4 alt ADJ 3 /ˈalˀd/' 2 = 12 8,3 alt PRON 4 /ˈalˀd/' 1 alˀt 2 16 6,3 altid ADV 4 /ˈalˀtiðˀ/' 1 alˀtɪ 3 28 32,1 altså ADV 438 /ˈalˀdsʌ/' 1 asʌ 72 2628 57,5 anbragt V 3 /ˈanbʁɑgd/' 1 anbʁɑgt 2 21 0,0 anbringer V 11 /ˈanbʁæŋˀɐ/' 11 = 88 0,0 anden ART 2 /ˈann E/' 2 = 6 0,0 anden PRON 59 /ˈann E/' 38 = 177 11,9 anden NUM 8 /ˈann E/' 8 = 24 0,0 anderledes ADJ 2 /ˈɑnɐleðˀð Es/' 0 ɑnɐleːˀð Es 1 18 11,1 andet NUM 1 /ˈanð E/' 1 = 3 0,0 andet ART 1 /ˈanð E/' 0 an E1 3 33,3 andet PRON 37 /ˈanð E/' 27 = 111 8,1 andre PRON 7 /ˈɑndʁɐ/' 1 ɑndɐ 6 35 17,1 ane V 3 /ˈæːnə/' 2 = 12 8,3 anelse N 7 /ˈæːnlEsə/' 1 = 42 19,0 aner V 1 /ˈæːnɐ/' 1 = 4 0,0 angivet V 1 /ˈangiwˀð E/' 0 angiːˀð 1 7 28,6 ankom V 1 /ˈankʌmˀ/' 1 = 6 0,0 ansvar N 1 /ˈansvɑːˀ/' 1 = 7 0,0 antage V 1 /ˈantæːˀæ/' 0 antæːˀ 1 7 14,3 antal N 1 /ˈantal/' 1 = 5 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R anyway UL 1 /ˈɛniˈwɛj/' 0 ɛnʏwɛj 1 6 16,7 areal N 1 /ɑʁæˈæːˀl/' 0 ɑjæːˀl 1 8 25,0 arket N 2 /ˈɑːgð E/' 2 = 8 0,0 arm N 2 /ˈɑːˀm/' 2 = 8 0,0 art N 1 /ˈɑːˀd/' 1 = 4 0,0 at KONJ 279 /ˈad/' 120 = 560 31,3 at UNIK 231 /ˈad/' 9 ʌ 85 462 82,5 Australien EGEN 1 /ɑwˈsdʁɑːˀljən/' 0 ɑwsdʁɑːˀjən 1 12 8,3 avanceret ADJ 1 /avɑŋˈseːˀɐð/' 0 av xɑŋseɐ Kˀð E1 10 20,0 Ayers EGEN 3 /ˈɛjɐs/' 1 ɑjɐs 2 12 16,7 bag ADV 4 /ˈbæːˀ/' 3 = 16 0,0 bag PRÆP 2 /ˈbæːˀ/' 2 = 8 0,0 bagefter ADV 1 /ˈbæːˀɛfdɐ/' 0 bæːɛfdɐ 1 9 11,1 bagefter ADV 1 /ˈbæːˀˈɛfdɐ/' 1 = 8 0,0 baglæns ADJ 2 /ˈbɑwlɛnˀs/' 2 = 16 0,0 bagpå ADV 1 /ˈbæːˀpɔːˀ/' 0 bæjˀpɔːˀ 1 8 0,0 bagud ADV 1 /ˈbæːˀˈuðˀ/' 1 = 7 0,0 bakke N 1 /ˈbɑgə/' 0 bɑɣɪ 1 4 25,0 Bakkegade EGEN 13 /ˈbɑgəgæːð E/' 1 bɑɣəgæːð E2 109 14,7 banan N 1 /baˈnæːˀn/' 1 = 7 0,0 bananer N 1 /baˈnæːˀnɐ/' 1 = 8 0,0 bananpalme N 13 /baˈnæːˀnpalmə/' 10 = 156 0,6 bananpalmen N 51 /baˈnæːˀnpalmən/' 25 = 665 4,8 bananpalmens N 1 /baˈnæːˀnpalməns/' 0 banæːˀnpalmn Es 1 14 7,1 bananpalmer N 2 /baˈnæːˀnpalmɐ/' 2 = 24 0,0 bananpalmerne N 1 /baˈnæːˀnpalmɐnə/' 1 = 14 0,0 bane N 9 /ˈbæːnə/' 8 = 45 2,2 baneoverskæringen N 1 /ˈbæːnəɒwɐsgæɐ Kˀeŋˀŋ E/' 0 bæːnəɒwˀɐsgɛːˀɐ Kæŋŋ E1 19 10,5 bank N 6 /ˈbɑŋˀg/' 2 bɑŋˀk 3 30 3,3 banke V 1 /ˈbɑŋgə/' 1 = 5 0,0 banken N 8 /ˈbɑŋˀgŋ E/' 8 = 48 0,0 banket V 3 /ˈbɑŋgð E/' 3 = 15 0,0 bar N 6 /ˈbɑːˀ/' 6 = 24 0,0 bare ADV 81 /ˈbɑːɑ/' 18 bɑː 43 324 24,1 beboelse N 1 /beˈboːˀolsə/' 0 bəboːˀlEsə 1 10 10,0 befinde V 1 /beˈfenˀə/' 0 befenˀ 1 7 14,3 befinder V 23 /beˈfenˀɐ/' 5 bəfenˀɐ 13 161 13,0 begge PRON 13 /ˈbɛgə/' 1 bɛg 6 52 25,0 begiver V 2 /beˈgiwˀɐ/' 0 begiːˀwɐ 1 16 0,0 begynde V 4 /beˈgønˀə/' 0 begønˀ 1 28 28,6 begyndelsen N 3 /beˈgønˀlEsn E/' 0 βəgønˀsn E‚1 27 29,6 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R dørens N 6 /ˈdœːˀɐns/' 0 dɶɐ Kˀɐns 4 42 7,1 dårligt ADJ 2 /ˈdɒːlid/' 0 dɒː 1 12 41,7 e N 2 /ˈeːˀ/' 2 = 6 0,0 e'et N 1 /ˈeːˀð E/' 0 ejˀəð 1 4 0,0 efter PRÆP 96 /ˈɛfdɐ/' 80 = 384 1,0 efter ADV 4 /ˈɛfdɐ/' 4 = 16 0,0 efter KONJ 5 /ˈɛfdɐ/' 1 ɛfdə 2 20 15,0 efterhånden ADV 2 /ɛfdɐˈhʌnˀn E/' 0 ɛfdɐɦʌnˀn E1 18 5,6 eftersom KONJ 1 /ˈɛfdɐsʌm/' 0 ɛfdɐzʌm 1 7 14,3 egen ADJ 2 /ˈɑjn E/' 1 = 6 16,7 egentlig ADV 6 /ˈeːˀendli/' 0 eːˀnli 2 48 37,5 egentligt ADJ 2 /ˈeːˀendlid/' 0 eːˀɲɪ 1 19 52,6 eget ADJ 1 /ˈɑjð E/' 0 ɑːð E1 3 33,3 ej ADV 1 /ˈɑjˀ/' 1 = 3 0,0 eksempel N 1 /ɛgˈsɛmˀblE/' 0 jgsɛmˀbɛl 1 8 12,5 ekstra ADJ 1 /ˈɛgsdʁɑ/' 0 ɛgsdʁɐ 1 6 16,7 ekvipere V 1 /ekviˈpeːˀɐ/' 1 = 9 0,0 eller KONJ 286 /ˈɛlɐ/' 167 = 859 15,1 ellers ADV 14 /ˈɛlˀɐs/' 8 = 70 10,0 en ART 1604 /ˈeːˀn/' 49 en 816 6416 60,9 en NUM 47 /ˈeːˀn/' 30 = 188 21,3 end ADV 2 /ˈɛn/' 0 ɛnˀ 2 6 0,0 end KONJ 49 /ˈɛn/' 11 en 25 98 13,3 endda ADV 1 /enˈda/' 0 n Eda 1 4 25,0 ende V 5 /ˈɛnə/' 2 = 15 20,0 ende N 4 /ˈɛnə/' 1 ɛnn E2 13 15,4 endelig ADV 3 /ˈɛnn Eli/' 0 ɛnli 2 15 26,7 enden N 21 /ˈɛnn E/' 14 = 63 7,9 ender N 1 /ˈɛnɐ/' 1 = 3 0,0 ender V 27 /ˈɛnɐ/' 22 = 81 0,0 endnu ADV 6 /ɛˈnu/' 2 = 19 10,5 endnu ADV 3 /eˈnu/' 0 ɪnʊ 1 9 44,4 endnu ADV 1 /ˈɛnu/' 0 enʊ 1 3 33,3 endnu ADV 4 /ˈenu/' 2 = 12 16,7 ene ADJ 16 /ˈeːnə/' 8 = 64 12,5 eneste ADJ 1 /ˈeːn Esdə/' 0 eːn E1 6 50,0 engang ADV 4 /enˈgɑŋˀ/' 0 ŋɑŋˀ 1 24 50,0 enige ADJ 1 /ˈeːniːi/' 0 eːnii 1 6 16,7 enkelt ADJ 2 /ˈɛŋˀglEd/' 0 ɛŋˀgɫEd 1 12 25,0 ens PRON 1 /ˈeːˀns/' 1 = 5 0,0 ens ADJ 1 /ˈeːˀns/' 1 = 5 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R er V 1635 /ˈæɐ K/' 330 515 3274 62,9 esser V 1 /ˈɛsɐ/' 1 = 3 0,0 et NUM 3 /ˈed/' 1 = 6 16,7 et ART 631 /ˈed/' 278 = 1265 28,9 etage N 3 /eˈtæːˀɕə/' 1 = 21 4,8 etager N 1 /eˈtæːˀɕɐ/' 1 = 7 0,0 eventuelt ADJ 1 /ɛwn Etuˈɛlˀd/' 0 ɛn ‚twɛlˀ 1 9 44,4 f N 1 /ˈɛf/' 1 = 2 0,0 f'et N 1 /ˈɛfð E/' 1 = 3 0,0 facaden N 1 /faˈsæːðn E/' 0 fasæðn E1 7 14,3 facadens N 1 /faˈsæːðn Es/' 1 = 8 0,0 facades N 1 /faˈsæːð Es/' 1 = 7 0,0 faconen N 1 /faˈsʌŋˀŋ E/' 1 = 7 0,0 faktisk ADJ 64 /ˈfɑgdisg/' 5 fɑɣs 7 448 25,0 fald N 19 /ˈfalˀ/' 7 = 76 26,3 falde V 1 /ˈfalə/' 0 falE1 4 25,0 faldet V 1 /ˈfalð E/' 1 = 4 0,0 falske ADJ 1 /ˈfalsgə/' 1 = 6 0,0 farede V 1 /ˈfɑːð Eð E/' 0 fɑːð E1 5 20,0 faret V 3 /ˈfɑːð E/' 2 = 12 8,3 farlig ADJ 18 /ˈfɑːli/' 12 = 91 6,6 farlige ADJ 10 /ˈfɑːliːi/' 1 fɑːlɪ 5 70 34,3 farligt ADJ 5 /ˈfɑːlid/' 1 fɑːlɪd 2 30 13,3 farve N 2 /ˈfɑːvə/' 0 fɑːʊ 1 10 20,0 farvede ADJ 2 /ˈfɑːvð Eð E/' 0 fɑwəð E1 12 33,3 farver N 2 /ˈfɑːvɐ/' 2 = 10 0,0 fast ADJ 4 /ˈfasd/' 2 = 16 6,3 fat ADV 2 /ˈfad/' 1 = 6 0,0 fattede V 2 /ˈfadð Eð E/' 0 faɾð E1 10 30,0 fejl N 2 /ˈfɑjˀl/' 1 = 10 10,0 fejltagelse N 1 /ˈfɑjltæːˀælse/' 0 fɑjltæːˀlEsɪ 1 12 8,3 felt N 1 /ˈfɛlˀd/' 1 = 5 0,0 felter N 3 /ˈfɛldɐ/' 3 = 15 0,0 feltet N 1 /ˈfɛlˀdð E/' 1 = 6 0,0 feltstation N 39 /ˈfɛldsdaɕoːˀn/' 2 fɛlsdaɕoːˀn 17 468 14,5 feltstationen N 33 /ˈfɛldsdaɕoːˀnn E/' 2 fɛlsdaɕoːˀnn E13 429 14,5 feltstationer N 7 /ˈfɛldsdaɕoːˀnɐ/' 0 fɛlsdaɕoːˀnɐ 4 91 11,0 fem NUM 33 /ˈfɛmˀ/' 27 = 132 4,5 femogfyrre NUM 2 /ˈfɛmˀʌfɶːɐ/' 0 fɛmˀʌfɶɐ K1 18 16,7 femten NUM 5 /ˈfɛmdn E/' 3 = 25 12,0 fidusen N 1 /fiˈduːˀsn E/' 1 = 8 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R figur N 4 /fiˈguɐ Kˀ/' 3 = 25 0,0 figuren N 2 /fiˈguːˀɐn/' 1 = 16 0,0 figurer N 11 /fiˈguːˀɐ/' 6 = 77 3,9 figurerne N 1 /fiˈguːˀɐnə/' 1 = 9 0,0 fik V 1 /ˈfeg/' 0 veg 1 3 33,3 fin ADJ 1 /ˈfiːˀn/' 0 fin 1 5 40,0 finde V 22 /ˈfenə/' 5 fenn E7 89 15,7 finder V 5 /ˈfenˀɐ/' 5 = 25 0,0 findes V 2 /ˈfenəs/' 0 fenn Es 2 10 20,0 finere ADJ 1 /ˈfiːnɐɐ/' 1 = 6 0,0 fingerled N 2 /ˈfeŋɐleð/' 2 = 14 0,0 fint ADJ 20 /ˈfiːˀnd/' 3 fiːˀn 7 120 10,8 fire NUM 43 /ˈfiːɐ/' 24 = 172 16,3 firkant N 169 /ˈfiɐ Kkanˀd/' 81 = 1352 2,7 firkantede ADJ 7 /ˈfiɐ Kkanˀdð Eð E/' 1 fiɐ Kkanˀdð E2 70 10,0 firkanten N 15 /ˈfiɐ Kkanˀdn E/' 14 = 135 0,7 firkantens N 1 /ˈfiɐ Kkanˀdn Es/' 1 = 10 0,0 firkanter N 16 /ˈfiɐ Kkanˀdɐ/' 12 = 144 3,5 firkanterne N 1 /ˈfiɐ Kkanˀdɐnə/' 0 fiɐ Kkandɐnə 1 11 9,1 firkantet ADJ 4 /ˈfiɐ Kkanˀdð E/' 3 = 36 2,8 firkants N 2 /ˈfiɐ Kkanˀds/' 2 = 18 0,0 firs NUM 1 /ˈfiɐ Kˀs/' 1 = 5 0,0 fjerne ADJ 7 /ˈfjæɐ Knə/' 5 = 42 2,4 fjerner V 1 /ˈfjæɐ Knɐ/' 0 fjæɐ Kɾ‘ɐ 1 6 16,7 fjerneste ADJ 1 /ˈfjæɐ Knəsdə/' 1 = 9 0,0 fjorten NUM 2 /ˈfjoɐ Kdn E/' 2 = 12 0,0 flade N 1 /ˈflæːð E/' 1 = 5 0,0 flade ADJ 2 /ˈflæːð E/' 2 = 10 0,0 fladt ADJ 1 /ˈflad/' 1 = 4 0,0 flere ADJ 7 /ˈfleːɐ/' 6 = 35 5,7 flodleje N 26 /ˈfloðlɑjɪ/' 0 floðlɑɪ 9 209 13,9 flodlejet N 3 /ˈfloðlɑjð E/' 0 flolɑːð E1 24 20,8 flok N 2 /ˈflʌg/' 2 = 8 0,0 flotte ADJ 1 /ˈflʌdə/' 1 = 5 0,0 flugte V 9 /ˈflɔgdə/' 9 = 54 0,0 flugter V 15 /ˈflɔgdɐ/' 14 = 90 0,0 flymuseum N 1 /ˈflyːˀmusɛːɔm/' 0 flyːˀmusɛːʌm 1 12 8,3 flytte V 1 /ˈflødə/' 0 fløɾə 1 5 20,0 flytter V 3 /ˈflødɐ/' 0 fløɾɐ 3 15 20,0 flyttet V 1 /ˈflødð E/' 0 fløɾð E1 5 20,0 flyvemaskiner N 1 /ˈflyːʊmasgiːnɐ/' 0 flyːʊmɛsgiːnɐ 1 13 7,7 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R flyvemuseet N 1 /ˈflyːʊmusɛːð E/' 0 flyːʊmʊsɛːð E1 12 8,3 flyvermuseet N 8 /ˈflyːwɐmusɛːð E/' 0 flywɐmusɛð E2 100 15,0 flyvermuseum N 18 /ˈflyːwɐmusɛːɔm/' 0 flywɐmusɛɔm 4 235 18,7 flyverstation N 1 /ˈflyːwɐsdaɕoːˀn/' 0 flywɐsdɛɕoːˀn 1 14 14,3 fnaller N 2 /ˈfnalˀɐ/' 2 = 12 0,0 fodgængerovergang N 1 /ˈfoðgɛŋɐɒwɐgɑŋˀ/' 1 = 14 0,0 fokus N 1 /ˈfoːkus/' 0 foːgus 1 6 16,7 for ADV 24 /ˈfʌ/' 18 = 48 12,5 for PRÆP 819 /ˈfʌ/' 577 = 1650 15,0 for KONJ 24 /ˈfʌ/' 13 = 50 24,0 foran ADV 4 /ˈfɒːˈanˀ/' 3 = 24 12,5 foran PRÆP 6 /ˈfɒːanˀ/' 1 fɒːan 3 37 18,9 foran PRÆP 8 /ˈfɒːˈanˀ/' 4 = 48 2,1 forbi PRÆP 165 /fʌˈbiːˀ/' 58 = 991 12,3 forbi ADV 13 /fʌˈbiːˀ/' 7 = 78 7,7 forcere V 1 /fʌˈseːˀɐ/' 0 fɒseːˀɐ 1 8 12,5 fordele V 1 /fʌˈdeːˀlə/' 0 fədeːˀlE1 8 25,0 fordelt V 1 /fʌˈdeːˀld/' 0 fʌdeːˀlt 1 8 0,0 fordi KONJ 55 /fʌˈdiːˀ/' 5 fədiːˀ 14 330 31,5 foregående ADJ 1 /ˈfɒːɒgɔːˀɔnəˈ/' 0 fɒːɒgɔːˀnə 1 11 9,1 foregår V 1 /ˈfɒːɒgɒːˀ/' 1 = 8 0,0 foreløbig ADJ 2 /ˈfɒːɒløːˀbi/' 0 fɒːløːˀβʏ ‚1 20 50,0 foreslå V 5 /ˈfɒːɒslɔːˀ/' 2 = 45 8,9 foreslår V 1 /ˈfɒːɒslɒːˀ/' 1 = 9 0,0 forestille V 14 /ˈfɒːɒsdelˀə/' 1 fɒːsdelˀ 4 140 20,7 forestiller V 5 /ˈfɒːɒsdelˀɐ/' 0 fɒːsdelˀɐ 1 50 24,0 forestillet V 1 /ˈfɒːɒsdelˀð E/' 0 fɒːsdelˀə 1 10 20,0 foretager V 1 /ˈfɒːɒtæːˀɐ/' 0 fɒːtɑːˀ 1 9 33,3 forfærdeligt ADJ 1 /fʌˈfæɐ Kˀdəlid/' 0 fəfalˀlE1 11 54,5 forgrening N 1 /fʌˈgʁæːˀneŋ/' 1 = 10 0,0 forgreningen N 1 /fʌˈgʁæːˀneŋˀŋ E/' 0 fʌgʁæːˀneŋˀ 1 12 8,3 forhold N 22 /ˈfɒːhʌlˀ/' 1 fɒːɦʌlˀ 10 154 18,2 forholdsvis ADV 1 /ˈfɒːhʌlsviːˀs/' 0 fɒːlEsviːˀs 1 12 16,7 forhæng N 4 /ˈfɒːhɛŋˀ/' 3 = 28 0,0 forhåbentlig ADJ 1 /fʌˈhɔːˀbn Edli/' 0 fɔɦɔːˀbm E1 11 45,5 forkert ADJ 5 /fʌˈkeɐ Kˀd/' 2 = 35 14,3 forkerte ADJ 1 /fʌˈkeɐ Kˀdə/' 0 fʌkeɐ Kˀdɐ 1 8 0,0 forklare V 2 /fʌˈklɑːˀɑ/' 0 fəklɑːˀ 1 16 18,8 forklaring N 3 /fʌˈklɑːˀeŋ/' 2 = 27 7,4 forladt V 39 /fʌˈlad/' 20 = 195 8,7 forladte V 88 /fʌˈladə/' 26 = 529 13,2 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R forleden ADJ 2 /fʌˈleðˀn E/' 0 fəleðˀn 1 14 21,4 forlængelse N 1 /fʌˈlɛŋˀlEsə/' 1 = 9 0,0 form N 5 /ˈfɒːˀm/' 5 = 25 0,0 formentlig ADJ 1 /fʌˈmeːˀndli/' 1 = 10 0,0 former N 1 /ˈfɒːmɐ/' 1 = 5 0,0 formodentlig ADJ 1 /fʌˈmoðˀn Edli/' 0 fʌmoðˀnɪ 1 10 40,0 forneden ADV 17 /fʌˈneːðn E/' 3 fʌneðn E6 119 15,1 fornemme V 1 /fʌˈnɛmˀə/' 0 fənɛmˀə 1 7 14,3 fornemmelse N 1 /fʌˈnɛmˀlEsə/' 0 fʌnɛmˀəsə 1 9 11,1 foroven ADV 13 /fʌˈɒwn E/' 4 = 68 14,7 forresten ADV 1 /fʌˈʁasdn E/' 0 fʁɑsdn 1 7 28,6 forretningen N 2 /fʌˈʁadneŋˀŋ E/' 0 fʌʁɑdneŋˀŋ E1 20 5,0 forrige ADJ 1 /ˈfɒːiːi/' 0 fɒːiː 1 6 16,7 forseelse N 1 /fʌˈseːˀelsə/' 0 fəseːˀlEsə 1 10 10,0 forskel N 1 /ˈfɒːsgɛlˀ/' 1 = 8 0,0 forskellen N 1 /ˈfɒːsgɛlˀn E/' 1 = 9 0,0 forskellige ADJ 9 /fʌˈsgɛlˀiːi/' 1 fəsgɛlˀi 5 90 24,4 forskudt V 4 /fʌˈsgud/' 2 = 24 8,3 forstand N 1 /fʌˈsdanˀ/' 0 fəsdanˀ 1 7 14,3 forstod V 1 /fʌˈsdoðˀ/' 0 fəsdoðˀ 1 7 14,3 forstå V 3 /fʌˈsdɔːˀ/' 0 fəsdɔːˀ 2 21 19,0 forstået V 1 /fʌˈsdɔːˀð E/' 1 = 8 0,0 forstår V 8 /fʌˈsdɒːˀ/' 1 fəsdɒːˀ 4 56 12,5 forsynes V 1 /fʌˈsyːˀnəs/' 1 = 9 0,0 forsøge V 2 /fʌˈsøːˀø/' 0 fəsøːˀ 1 14 21,4 fort N 9 /ˈfɒːd/' 2 fɒːt 4 37 0,0 fortalte V 2 /fʌˈtalˀdə/' 0 fətalˀ 1 16 37,5 fortegnelse N 1 /fʌˈtɑjˀnlEsə/' 1 = 10 0,0 fortet N 6 /ˈfɒːdð E/' 3 = 30 10,0 fortrudt V 1 /fʌˈtʁud/' 1 = 6 0,0 fortsat ADV 3 /ˈfɒːdsad/' 0 fɒːsad 1 21 19,0 fortsat V 1 /ˈfɒːdsad/' 0 fɒːsad 1 7 14,3 fortsatte V 2 /ˈfɒːdsadə/' 0 fɒsadɪ 1 16 18,8 fortsætte V 23 /ˈfɒːdsɛdə/' 2 fɒːsɛd 9 184 19,6 fortsætter V 102 /ˈfɒːdsɛdɐ/' 8 fɒːsɛɾɐ 30 816 19,5 fortælle V 5 /fʌˈtɛlˀə/' 0 fətɛlˀ 2 35 28,6 fortæller V 1 /fʌˈtɛlˀɐ/' 0 fətɛlˀɐ 1 7 14,3 forvirrer V 2 /fʌˈviːˀɐ/' 1 = 14 21,4 forvirret V 4 /fʌˈviːˀɐð/' 0 fʌviɐ Kˀð E1 32 21,9 forvirringen N 1 /fʌˈviɐ Kˀeŋˀŋ E/' 0 fəviɐ Kˀeŋˀŋ E1 10 10,0 fotoforretning N 14 /ˈfotofʌʁadneŋ/' 2 = 170 9,4 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R fotoforretningen N 42 /ˈfotofʌʁadneŋˀŋ E/' 5 = 594 9,9 fotoforretningen N 5 /ˈfotofʌʁadneŋŋ E/' 0 fotʊ ‚fʌʁɑdneŋ 1 66 19,7 fra ADV 5 /ˈfʁɑːˀ/' 5 = 25 0,0 fra PRÆP 197 /ˈfʁɑːˀ/' 10 fʁɑ 131 985 46,2 fra KONJ 2 /ˈfʁɑːˀ/' 0 fʁɑ 2 10 40,0 fredelige ADJ 1 /ˈfʁæːð Eliːi/' 0 fʁæðlii 1 9 33,3 frem ADV 5 /ˈfʁamˀ/' 3 = 25 4,0 fremme ADV 17 /ˈfʁamə/' 2 fʁɑmə 6 85 9,4 fremmest ADJ 3 /ˈfʁamˀəsd/' 0 fʁɑmˀm Est 1 24 20,8 fri ADJ 2 /ˈfʁiːˀ/' 2 = 10 0,0 fritidshjem N 4 /ˈfʁitiðsjɛmˀ/' 0 fʁizɪsjɛmˀ 2 44 25,0 fritidshjemmet N 5 /ˈfʁitiðsjɛmˀð E/' 2 = 60 11,7 fuldende V 1 /ˈfulɛnˀə/' 0 fulɛnˀn E1 7 14,3 fuldender V 1 /ˈfulɛnˀɐ/' 0 fulɛnɐ 1 7 14,3 fuldstændig ADJ 4 /ˈfulˈsdɛnˀdi/' 1 = 40 32,5 fuldstændigt ADJ 1 /ˈfulˈsdɛnˀdid/' 0 fulsɛnɪ 1 11 45,5 fundament N 1 /fɔndaˈmɛnˀd/' 0 fɔndamɛnˀt 1 10 0,0 fundet V 9 /ˈfɔnð E/' 8 = 36 2,8 fungerer V 1 /fɔŋˈgeːˀɐ/' 1 = 8 0,0 fylder V 12 /ˈfylɐ/' 7 = 48 2,1 fælles ADJ 1 /ˈfɛlˀəs/' 0 fɛlEˀs 1 6 16,7 fængsel N 5 /ˈfɛŋˀslE/' 5 = 30 0,0 fængselsbygningen N 1 /ˈfɛŋˀslEsbygneŋˀŋ E/' 1 = 15 0,0 fængslet N 19 /ˈfɛŋˀslð E/' 14 = 133 3,0 fænomen N 1 /fɛnoˈmeːˀn/' 1 = 9 0,0 færd N 1 /ˈfæɐ Kˀ/' 0 fɛːˀɐ K1 5 0,0 færdig ADJ 6 /ˈfæɐ Kdi/' 1 = 30 26,7 færdigbeskrevet V 1 /ˈfæɐ Kdibesgʁæwˀð E/' 0 fæːdibesgʁæːˀð E1 15 13,3 færdige ADJ 1 /ˈfæɐ Kdiːˀi/' 0 fæɐ Kdiːi 1 8 12,5 færdige ADJ 2 /ˈfæɐ Kdiːi/' 0 fæɐ Kdɪ 1 14 50,0 færdigt ADJ 3 /ˈfæɐ Kdid/' 0 faːɾɪ 1 18 33,3 fæstning N 1 /ˈfɛsdneŋ/' 1 = 7 0,0 fødder N 2 /ˈføðˀɐ/' 2 = 10 0,0 fødderne N 3 /ˈføðˀɐnə/' 3 = 21 0,0 følge V 11 /ˈføljə/' 7 = 55 10,9 følger V 23 /ˈføljɐ/' 11 = 118 3,4 følges V 2 /ˈføljəs/' 0 følˀlEs 1 13 15,4 før KONJ 10 /ˈfɶɐ Kˀ/' 4 = 40 5,0 før PRÆP 14 /ˈfɶɐ Kˀ/' 5 fœɐ Kˀ 9 56 0,0 før ADV 10 /ˈfɶɐ Kˀ/' 4 fœɐ Kˀ 6 40 0,0 føre V 1 /ˈføːɐ/' 0 føɐ 1 4 25,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R først ADV 49 /ˈfɶɐ Ksd/' 6 fɶsd 15 245 22,4 første NUM 12 /ˈfɶɐ Ksdə/' 6 = 72 12,5 første ADJ 40 /ˈfɶɐ Ksdə/' 24 = 240 5,4 førstesal N 1 /ˈfɶɐ Ksdəsæːˀl/' 1 = 11 0,0 førstesalen N 2 /ˈfɶɐ Ksdəsæːˀln E/' 2 = 25 0,0 få V 7 /ˈfɔːˀ/' 1 fɔ 6 28 42,9 få ADJ 1 /ˈfɔːˀ/' 1 = 4 0,0 fået V 3 /ˈfɔːð E/' 2 = 12 16,7 får V 30 /ˈfɒːˀ/' 14 = 120 25,0 får N 52 /ˈfɒːˀ/' 49 = 208 1,9 fårene N 2 /ˈfɒːˀɒnə/' 0 fɒːˀɒn 1 14 21,4 g N 3 /ˈgeːˀ/' 3 = 12 0,0 g'et N 1 /ˈgeːˀð E/' 1 = 5 0,0 gad V 2 /ˈgæðˀ/' 0 ga 1 8 62,5 gade N 29 /ˈgæːð E/' 15 = 116 12,9 gaden N 14 /ˈgæːðn E/' 12 = 70 4,3 gader N 1 /ˈgæːðɐ/' 1 = 5 0,0 gal ADJ 1 /ˈgæːˀl/' 1 = 5 0,0 gale ADJ 1 /ˈgæːlə/' 0 gæːlɪ 1 5 0,0 galge N 10 /ˈgaljə/' 7 = 50 0,0 galgen N 3 /ˈgaljən/' 1 = 18 0,0 galt ADJ 7 /ˈgæːˀld/' 1 gæːˀɬ 2 42 19,0 gamle ADJ 1 /ˈgɑmlə/' 1 = 5 0,0 gang N 11 /ˈgɑŋˀ/' 10 = 44 4,5 gange N 3 /ˈgɑŋə/' 0 gɑŋŋ E2 12 25,0 gangsti N 2 /ˈgɑŋsdiːˀ/' 2 = 16 0,0 Gangsti EGEN 2 /ˈgɑŋsdiːˀ/' 2 = 16 0,0 gangstien N 3 /ˈgɑŋsdiːˀin/' 2 = 30 0,0 ganske ADV 13 /ˈgansgə/' 9 = 78 5,1 garanteret V 1 /gɑʁɑnˈteːˀɐð/' 0 te ‚ːˀ 1 11 72,7 gardin N 12 /gɑˈdiːˀn/' 0 gədiːˀn 6 84 15,5 gardinbillede N 1 /gɑˈdiːˀnbelð E/' 0 gɐdiːˀnbeləð E1 13 7,7 gardiner N 58 /gɑˈdiːˀnɐ/' 6 gɐdiːˀnɐ 18 464 11,9 gardinerne N 10 /gɑˈdiːˀnɐnə/' 3 = 100 6,0 gardinet N 2 /gɑˈdiːˀnð E/' 1 = 16 6,3 gavl N 4 /ˈgɑwˀl/' 4 = 20 0,0 gavlen N 3 /ˈgɑwˀln E/' 0 gɑwˀŋ E1 18 11,1 geder N 45 /ˈgeːðɐ/' 28 = 225 6,2 gederne N 5 /ˈgeːðɐnə/' 2 = 35 8,6 gelejdet V 1 /geˈlɑjˀdð E/' 0 gelɑjð 1 8 37,5 generation N 1 /geneʁɑˈɕoːˀn/' 0 gɪnəɑɕoːˀŋ 1 11 36,4 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R gengæld N 1 /ˈgɛngɛlˀ/' 0 gɛŋgɛl 1 7 28,6 gennem PRÆP 19 /ˈgɛnˀm E/' 0 gɛmˀm E12 95 26,3 gennemgang N 1 /ˈgɛnm Egɑŋˀ/' 0 gɛmm Egɑŋˀ 1 8 12,5 gentager V 1 /ˈgɛntæːjɐ/' 0 gɛntɑːˀjɐ 1 9 11,1 genvej N 1 /ˈgɛnvɑjˀ/' 1 = 7 0,0 geometriske ADJ 3 /geoˈmeːˀtʁisgə/' 0 gewmeːˀdəsgə 1 39 30,8 gerne ADV 39 /ˈgæɐ Knə/' 6 gæɐ Kn 10 195 24,1 gik V 13 /ˈgig/' 7 = 39 7,7 giraffer N 10 /giˈʁɑfɐ/' 7 = 60 5,0 girafferne N 52 /giˈʁɑfɐnə/' 20 = 418 6,9 giraffernes N 2 /giˈʁɑfɐnəs/' 1 = 19 5,3 giraflængder N 2 /giˈʁɑflɛŋˀdɐ/' 1 = 22 9,1 give V 3 /ˈgiːˀ/' 1 = 12 41,7 giver V 6 /ˈgiwˀɐ/' 0 giɐ K3 30 60,0 gjorde V 6 /ˈgjoːɐ/' 1 gjɒɒ 2 30 26,7 gjort V 7 /ˈgjoɐ Kˀd/' 6 = 42 2,4 glad ADJ 2 /ˈglað/' 2 = 8 0,0 glade ADJ 1 /ˈglæːð E/' 0 glæːð 1 5 20,0 glemmer V 1 /ˈglɛmɐ/' 1 = 5 0,0 glemt V 7 /ˈglɛmˀd/' 4 = 42 4,8 glemte V 2 /ˈglɛmdə/' 0 glɛmdɪ 1 12 8,3 glæde V 1 /ˈglɛːð E/' 1 = 5 0,0 god ADJ 3 /ˈgoðˀ/' 0 goːˀ 2 12 33,3 goddag INTERJ 1 /goˈdæːˀ/' 0 goɾɑw 1 6 50,0 godt INTERJ 4 /ˈgʌd/' 1 gʌt 2 13 7,7 godt ADJ 246 /ˈgʌd/' 141 = 746 7,9 grader N 12 /ˈgʁɑːðɐ/' 6 = 72 11,1 granit N 1 /gʁɑˈnid/' 1 = 6 0,0 granitbrud N 11 /gʁɑˈnidbʁuð/' 4 = 110 5,5 granitbruddet N 50 /gʁɑˈnidbʁuðˀð Ed/' 5 = 651 12,1 granitbruddets N 2 /gʁɑˈnidbʁuðˀð Eds/' 0 gʁænidbʁʊðˀð Es 1 28 32,1 granitbuen N 2 /gʁɑˈnidbuːun/' 1 = 22 0,0 gror V 1 /ˈgʁoɐ Kˀ/' 0 gʁo 1 5 40,0 grov ADJ 1 /ˈgʁɒwˀ/' 0 gʁʌwˀ 1 5 0,0 grund N 1 /ˈgʁɔnˀ/' 1 = 5 0,0 grundelement N 1 /ˈgʁɔnelemɛnˀd/' 0 gʁɔnlEəmɛnˀd 1 12 16,7 grundelementet N 2 /ˈgʁɔnelemɛnˀdð E/' 0 gʁɔneləmɛnˀdð E1 26 7,7 grundetagen N 1 /ˈgʁɔnetæːˀɕən/' 0 gʁɔnesæːˀɕn E1 12 16,7 grundkant N 1 /ˈgʁɔnkanˀd/' 0 gʁɔnkanˀt 1 10 0,0 grundlaget N 1 /ˈgʁɔnlæːˀð E/' 1 = 9 0,0 grundlinjen N 1 /ˈgʁɔnlinjən/' 1 = 10 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R grundniveauet N 1 /ˈgʁɔnnivoːˀð E/' 1 = 11 0,0 grundridset N 1 /ˈgʁɔnʁisð E/' 1 = 8 0,0 græsmarken N 1 /ˈgʁasmɑːgŋ E/' 0 gʁasmɑgŋ E1 9 11,1 græssende V 1 /ˈgʁasn Eə/' 0 gʁasnə 1 6 16,7 græsser V 3 /ˈgʁasɐ/' 2 = 16 0,0 grøft N 2 /ˈgʁœfd/' 1 = 10 0,0 grøn ADJ 87 /ˈgʁɶnˀ/' 80 = 435 0,2 grønne ADJ 73 /ˈgʁɶnə/' 37 = 365 7,9 Grønne EGEN 56 /ˈgʁɶnə/' 28 = 280 10,0 grønt ADJ 5 /ˈgʁɶnˀd/' 3 = 30 3,3 Gud EGEN 4 /ˈguð/' 2 = 12 16,7 gudhjælpemig ADV 1 /guðˈjɛlbəmɑj/' 0 gujɛlma 1 11 45,5 guide V 1 /ˈgɑjdə/' 1 = 5 0,0 gul ADJ 51 /ˈguːˀl/' 49 = 255 0,8 guld N 2 /ˈgul/' 2 = 6 0,0 guldmine N 58 /ˈgulmiːnə/' 22 = 464 7,5 guldminen N 72 /ˈgulmiːnn E/' 42 = 576 5,7 guldminerne N 1 /ˈgulmiːnɐnə/' 1 = 10 0,0 gule ADJ 53 /ˈguːlə/' 27 = 265 6,8 gult ADJ 6 /ˈguːˀld/' 2 = 36 5,6 gulvet N 1 /ˈgɔlˀvð E/' 0 gɔlˀð E1 6 16,7 gætte V 3 /ˈgɛdə/' 0 gɛd 3 12 25,0 gætter V 1 /ˈgɛdɐ/' 0 gɛɾɐ 1 4 25,0 gættet V 1 /ˈgɛdð E/' 0 gɛɹð E1 4 25,0 gør V 90 /ˈgɶɐ K/' 11 gœɐ K31 271 18,8 gøre V 8 /ˈgɶːɐ/' 2 = 32 15,6 gå V 300 /ˈgɔːˀ/' 47 gɔ 228 1200 43,3 gående V 1 /ˈgɔːɔnə/' 0 gɔːnə 1 6 16,7 gået V 62 /ˈgɔːð E/' 18 gɔð 26 248 29,4 går V 1122 /ˈgɒːˀ/' 124 gɒ 662 4488 47,2 gårdsplads N 5 /ˈgɒːsplas/' 5 = 40 0,0 gårdspladsen N 5 /ˈgɒːsplasn E/' 5 = 45 0,0 gåretning N 1 /ˈgɔːˀʁadneŋ/' 1 = 10 0,0 haft V 1 /ˈhɑfd/' 0 f 1 4 75,0 hage N 2 /ˈhæːɪ/' 0 hæːjə 2 8 0,0 hak N 1 /ˈhɑg/' 0 hɑk 1 3 0,0 hallo INTERJ 1 /ˈhaˈlo/' 0 hɑloː 1 5 0,0 hallo INTERJ 2 /haˈlo/' 0 halɔ 2 8 25,0 halløj N 1 /haˈlʌj/' 0 ɦalʌj 1 5 0,0 hals N 1 /ˈhalˀs/' 1 = 5 0,0 halv ADJ 12 /ˈhalˀ/' 7 = 48 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R halvanden NUM 13 /halˈann E/' 8 = 78 6,4 halvbue N 1 /ˈhalbuːu/' 1 = 7 0,0 halvcirkel N 4 /ˈhalsiɐ KglE/' 1 ɦalsiɐ KglE3 32 0,0 halvdel N 4 /ˈhaldeːˀl/' 0 ɦaldeːˀl 4 32 0,0 halvdelen N 3 /ˈhaldeːˀln E/' 1 = 27 3,7 halve ADJ 1 /ˈhalvə/' 0 ɦalvə 1 5 0,0 halvfems NUM 4 /halˈfɛmˀs/' 3 = 32 0,0 halvt ADJ 10 /ˈhalˀd/' 1 halˀt 4 50 6,0 halvvejs ADV 8 /ˈhalvɑjˀs/' 3 ɦalvɑjˀs 5 64 0,0 ham PRON 8 /ˈhɑm/' 5 = 24 0,0 han PRON 6 /ˈhan/' 4 = 18 0,0 har V 1 //' 1 = 1 0,0 har V 1274 /ˈhɑːˀ/' 215 ɦɑːˀ 517 5096 23,9 hatten N 1 /ˈhadn E/' 1 = 4 0,0 hav N 1 /ˈhɑw/' 1 = 3 0,0 havde V 31 /ˈhæːð E/' 5 ɦæːð E9 124 23,4 have V 120 /ˈhæːˀ/' 4 ɦa 58 480 44,0 haven N 1 /ˈhæːwn E/' 0 hæːvn E1 5 0,0 havet N 2 /ˈhæwˀð E/' 0 hæːvˀəð 1 12 0,0 havn N 2 /ˈhɑwˀn/' 1 = 10 0,0 havne V 1 /ˈhɑwnə/' 1 = 5 0,0 havner V 1 /ˈhɑwnɐ/' 1 = 5 0,0 havnet V 1 /ˈhɑwnð E/' 0 ɦɑwnð E1 5 0,0 hed V 4 /ˈheðˀ/' 0 ɦeð 3 16 18,8 hedde V 4 /ˈheðð E/' 0 ɦeð 3 16 25,0 hedder V 218 /ˈheðˀɐ/' 13 ɦeðɐ 119 1091 18,6 hej INTERJ 2 /ˈhɑj/' 2 = 6 0,0 hej INTERJ 3 /ˈhɛj/' 2 = 9 11,1 hel ADJ 1 /ˈheːˀl/' 0 ɦeːˀl 1 5 0,0 held N 1 /ˈhɛlˀ/' 0 ɦɛlˀ 1 4 0,0 hele ADJ 58 /ˈheːlə/' 9 ɦeːl 12 291 17,2 heller ADV 19 /ˈhɛlˀɐ/' 2 ɦɛlˀɐ 10 95 11,6 hellere ADV 3 /ˈhɛlɐɐ/' 0 ɦɛlɐ 1 15 33,3 helst ADV 3 /ˈhɛlˀsd/' 0 ɦɛːˀs 1 18 22,2 helt ADV 3 /ˈheːˀld/' 1 = 18 22,2 helt ADJ 100 /ˈheːˀld/' 20 heːˀl 24 600 13,0 hen ADV 121 /ˈhɛnˀ/' 40 = 484 10,3 henholdsvis ADV 4 /ˈhɛnhʌlsviːˀs/' 0 ɦɛnɦʌlsviːˀs 2 48 4,2 henne ADV 30 /ˈhɛnə/' 4 ɦɛnn E8 120 23,3 henover ADV 2 /ˈhɛnˈɒwˀɐ/' 2 = 14 0,0 her ADV 263 /ˈheɐ Kˀ/' 60 ɦeɐ Kˀ 126 1058 11,4 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R knæk N 2 /ˈknɛg/' 1 = 8 0,0 knækker V 3 /ˈknɛgɐ/' 0 knɛɣɐ 3 15 20,0 knækket N 1 /ˈknɛgð E/' 0 knɛgɪð 1 5 0,0 kolonihaveforening N 1 /koloˈnihæːʊfʌeːˀneŋ/' 0 kolEniɦæːʊfʌeːˀneŋ 1 18 5,6 kolonihaveområdet N 1 /koloˈnihæːʊʌmʁɔːð Ed/' 0 kolniɦæːʊʌmʁɔːðəd 1 17 5,9 kolonihaver N 32 /koloˈnihæːwɐ/' 0 koloniɦæːwɐ 7 352 10,5 kolonihaverne N 16 /koloˈnihæːwɐnə/' 2 = 208 10,6 kom V 5 /ˈkʌm/' 5 = 15 0,0 kom V 12 /ˈkʌmˀ/' 3 kʌm 8 48 20,8 komme V 44 /ˈkʌmə/' 4 kʌm E14 176 22,2 kommer V 449 /ˈkʌmˀɐ/' 131 kʌmɐ 217 2247 18,2 kommet V 73 /ˈkʌmð E/' 32 = 292 13,4 kompasretningerne N 1 /kʌmˈpasʁadneŋˀɐnə/' 1 = 16 0,0 kompasrosen N 4 /kʌmˈpasʁoːsn E/' 2 = 44 4,5 kompasset N 1 /kʌmˈpasð E/' 0 kɔmpasə ‚1 7 28,6 komplet ADJ 1 /kʌmˈplɛd/' 1 = 7 0,0 kompromis N 1 /kʌmpʁoˈmi/' 0 kɒ‘pʁ •ɔmi 1 8 37,5 koordinatsystem N 1 /koɒdiˈnæːˀdsysdeːˀm/' 0 kɒdinæːˀdsysdeːˀm 1 18 5,6 kornmarken N 1 /ˈkoɐ Knmɑːgŋ E/' 1 = 9 0,0 kornmarker N 29 /ˈkoɐ Knmɑːgɐ/' 15 = 261 6,9 kornmarkerne N 2 /ˈkoɐ Knmɑːgɐnə/' 0 koɐ Knmɑːɣɐnə 1 22 9,1 korrekt ADJ 2 /kʌˈʁagd/' 0 kɔʁagt 1 12 16,7 korrekt ADJ 2 /koˈʁagd/' 0 koʁ xagt 1 12 16,7 kors N 3 /ˈkɒːs/' 2 = 12 8,3 korsarm N 1 /ˈkɒːsɑːˀm/' 0 kɒsɑːˀm 1 8 12,5 korset N 3 /ˈkɒːsð E/' 3 = 15 0,0 korsets N 3 /ˈkɒːsð Es/' 0 kɒːsəðs 1 18 16,7 kort ADJ 7 /ˈkɒːd/' 6 = 28 3,6 kort N 37 /ˈkɒːd/' 18 = 149 2,0 kortafsnittet N 1 /ˈkɒːdɑwsnidð E/' 0 kɒːtɑwsnidə 1 12 8,3 korte ADJ 1 /ˈkɒːdə/' 0 kɒːdɪ 1 5 0,0 korteste ADJ 2 /ˈkɒːdəsdə/' 0 kɒːɾəsdə 1 16 12,5 kortet N 37 /ˈkɒːdð E/' 13 = 185 18,9 kortets N 4 /ˈkɒːdð Es/' 2 = 24 12,5 koster V 1 /ˈkʌsdɐ/' 1 = 5 0,0 krav N 1 /ˈkʁɑwˀ/' 0 kʁɑːˀw 1 6 0,0 krokodille N 7 /kʁogoˈdilə/' 0 kʁɔɣədilɪ 2 63 34,9 krokodillen N 3 /kʁogoˈdiln E/' 0 kʁoɣədɪnn E1 27 33,3 krokodiller N 17 /kʁogoˈdilɐ/' 0 kʁoɣodilɐ 4 153 22,9 krokodillerne N 9 /kʁogoˈdilɐnə/' 0 kʁoɣɪdɪlɐnə 1 99 21,2 kryds N 34 /ˈkʁys/' 27 = 136 5,1 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R krydse V 3 /ˈkʁysə/' 2 = 15 6,7 krydser V 12 /ˈkʁysɐ/' 7 = 60 6,7 krydset N 13 /ˈkʁysð E/' 10 = 65 6,2 krystalklar ADJ 1 /kʁyˈsdalˀklɑːˀ/' 0 kʁʏsdalˀklɑːˀ 1 13 7,7 kugler N 1 /ˈkuːlɐ/' 1 = 5 0,0 kulmine N 10 /ˈkɔlmiːnə/' 8 = 80 2,5 kulminen N 35 /ˈkɔlmiːnn E/' 16 = 280 9,3 kulminerne N 2 /ˈkɔlmiːnɐnə/' 2 = 20 0,0 kun ADV 16 /ˈkɔn/' 12 = 48 8,3 kunne V 29 /ˈkunə/' 1 ku 13 116 55,2 kunnet V 1 /ˈkunð E/' 0 ku 1 4 50,0 kurs N 1 /ˈkuɐ Kˀs/' 1 = 5 0,0 kurve N 3 /ˈkuɐ Kvə/' 0 kuɐ Kwə 3 15 20,0 kurven N 1 /ˈkuɐ Kvn E/' 0 kuɐ Kwn E1 5 20,0 kvadrat N 18 /kvaˈdʁɑːˀd/' 2 kvədʁɑːˀd 6 162 7,4 kvadraten N 3 /kvaˈdʁɑːˀdn E/' 0 kvɛdʁɑːˀdn E1 30 13,3 kvadratens N 1 /kvaˈdʁɑːˀdn Es/' 1 = 11 0,0 kvadrater N 1 /kvaˈdʁɑːˀdɐ/' 1 = 10 0,0 kvadratet N 2 /kvaˈdʁɑːˀdð E/' 0 kvədʁɑːˀdə 1 20 20,0 kvadratisk ADJ 1 /kvaˈdʁɑːˀdisg/' 0 kvɐdʁɑːˀɾɪsg 1 12 25,0 kvadratiske ADJ 1 /kvaˈdʁɑːˀdisgə/' 0 kvadʁɑːˀtisgə 1 13 0,0 kvarteret N 1 /kvɑˈteːˀɐð/' 0 kvateɐ Kˀð E1 9 22,2 kvistvindue N 2 /ˈkvesdvendu/' 1 = 20 5,0 kvistvinduet N 1 /ˈkvesdvenduːˀð E/' 0 kvesdvenduðˀ 1 13 15,4 kvæg N 33 /ˈkvɛːˀ/' 23 = 171 0,0 kvæget N 5 /ˈkvɛːˀð E/' 4 = 30 6,7 kvægindhegningen N 1 /ˈkvɛːjenhɑjˀneŋˀŋ E/' 0 kvɛenɦɑjˀneŋŋ E1 16 18,8 kysten N 1 /ˈkøsdn E/' 1 = 5 0,0 kæmpebue N 1 /ˈkɛmbəbuːu/' 0 kɛmbəbuːʏ 1 10 0,0 købet N 1 /ˈkøːˀbð E/' 0 køːˀð E1 6 16,7 købmand N 1 /ˈkømanˀ/' 1 = 6 0,0 købmanden N 4 /ˈkøbmanˀn E/' 4 = 32 0,0 købmanden N 14 /ˈkømanˀn E/' 13 = 98 1,0 køre V 6 /ˈkøːɐ/' 2 køɐ K3 24 29,2 kører V 23 /ˈkøːɐ/' 8 = 92 23,9 kørt V 2 /ˈkøɐ Kˀd/' 0 køɐ Kˀt 1 10 10,0 lad V 8 /ˈlað/' 0 la 7 24 41,7 lade V 2 /ˈlæːð E/' 0 la 2 8 50,0 lader V 1 /ˈlæːðɐ/' 0 læ 1 5 60,0 lagde V 1 /ˈlæːɪ/' 0 læː 1 4 25,0 lagt V 12 /ˈlɑgd/' 5 = 48 4,2 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R land N 2 /ˈlanˀ/' 2 = 8 0,0 landet N 1 /ˈlanˀð E/' 1 = 5 0,0 landskab N 2 /ˈlansgæːˀb/' 2 = 18 0,0 landskabet N 2 /ˈlansgæːˀbð E/' 1 = 20 5,0 landskabsgenstand N 1 /ˈlansgæːbsgɛnsdanˀ/' 0 lansgabsgɛnsdanˀ 1 17 5,9 lang ADJ 7 /ˈlɑŋˀ/' 6 = 29 0,0 lange ADJ 9 /ˈlɑŋə/' 1 lɑŋŋ E2 36 11,1 langs PRÆP 18 /ˈlɑŋˀs/' 17 = 90 1,1 langs ADV 23 /ˈlɑŋˀs/' 23 = 115 0,0 langside N 2 /ˈlɑŋsiːð E/' 2 = 14 0,0 langt ADJ 77 /ˈlɑŋˀd/' 41 = 385 6,0 lastbil N 64 /ˈlasdbiːˀl/' 21 lasbiːˀl 37 576 8,3 lastbilen N 9 /ˈlasdbiːˀln E/' 4 = 90 6,7 lastbilerne N 1 /ˈlasdbiːˀlɐnə/' 0 lasbiːˀlanə 1 12 8,3 lastbils N 1 /ˈlasdbiːˀls/' 0 lasβils 1 10 40,0 lave V 13 /ˈlæːʊ/' 6 = 52 23,1 laver V 38 /ˈlæːwɐ/' 20 = 190 10,5 lavere ADJ 1 /ˈlæːwɐɐ/' 0 læːvɐɐ 1 6 0,0 lavet V 7 /ˈlæːwð E/' 0 læːð E5 35 31,4 led N 6 /ˈleð/' 6 = 18 0,0 legeplads N 14 /ˈlɑjɪplas/' 0 lɑɪplas 8 112 16,1 legepladsen N 17 /ˈlɑjɪplasn E/' 0 lɑɪplasn E12 154 11,7 leger V 1 /ˈlɑjɐ/' 0 lɑːɐ 1 4 25,0 lejr N 24 /ˈlɑjˀɐ/' 17 = 120 5,8 lerhytte N 21 /ˈleɐ Khydə/' 7 = 149 3,4 lerhytten N 5 /ˈleɐ Khydn E/' 1 leɐ Kɦydn E2 35 8,6 let ADV 4 /ˈlɛd/' 3 = 12 0,0 let ADJ 6 /ˈlɛd/' 5 = 18 0,0 lettere ADJ 1 /ˈlɛdɐɐ/' 1 = 5 0,0 letteste ADJ 5 /ˈlɛdəsdə/' 0 lɛdɪsdə 2 35 8,6 lidt ADJ 313 /ˈled/' 254 = 939 1,8 lidt ADV 1 /ˈled/' 1 = 3 0,0 lige ADJ 20 /ˈliːi/' 7 liː 12 80 16,3 lige ADV 590 /ˈliːi/' 167 liː 269 2361 18,9 ligebenet ADJ 1 /ˈliːibeːˀnð E/' 0 liːbeːˀnð E1 10 10,0 ligefrem ADV 2 /ˈliːiˈfʁamˀ/' 0 liːifɑmˀ 1 18 11,1 ligegyldigt ADJ 1 /ˈliːigylˀdid/' 0 ligylˀɪ 1 11 45,5 ligeledes ADV 1 /ˈliːileːð Es/' 0 liːleːðs 1 9 22,2 ligesom KONJ 9 /ˈliːisʌm/' 0 lisʌm 3 63 44,4 ligesom ADV 28 /ˈliːisʌm/' 0 lisʌm 11 196 39,8 ligeså ADV 1 /ˈliːisʌ/' 0 lisə 1 6 50,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R ligge V 36 /ˈlegə/' 5 leg 15 144 22,2 liggende V 5 /ˈlegn Eə/' 0 legnə 4 25 24,0 ligger V 569 /ˈlegɐ/' 142 leɣɐ 353 2277 19,5 ligget V 1 /ˈlegð E/' 1 = 4 0,0 ligne V 7 /ˈliːnə/' 1 liːn 3 35 17,1 lignende V 5 /ˈliːn Enə/' 4 = 30 6,7 ligner V 18 /ˈliːnɐ/' 12 = 90 3,3 lilla ADJ 75 /ˈlela/' 62 = 320 0,3 lille ADJ 224 /ˈlilə/' 76 lilɪ 80 897 7,4 lillefinger N 1 /ˈliləfeŋˀɐ/' 0 lilɪfeŋˀɐ 1 9 0,0 linje N 58 /ˈlinjə/' 27 = 290 2,4 linjen N 4 /ˈlinjən/' 2 = 24 4,2 linjer N 8 /ˈlinjɐ/' 6 = 40 5,0 lister V 1 /ˈlesdɐ/' 1 = 5 0,0 lodret ADJ 19 /ˈlʌðʁad/' 6 lʌðʁɑd 10 114 5,3 lodrette ADJ 8 /ˈlʌðʁadə/' 4 = 56 5,4 loft N 1 /ˈlʌfd/' 1 = 4 0,0 loftet N 4 /ˈlʌfdð E/' 2 = 20 10,0 loftsetagen N 1 /ˈlʌfdsetæːˀɕən/' 0 lʌfdsetæːˀɕn E1 13 7,7 logikken N 1 /loˈgigŋ E/' 1 = 6 0,0 lokaliseret V 2 /lokaliˈseːˀɐð/' 1 = 24 4,2 Lotte EGEN 1 /ˈlʌdə/' 1 = 4 0,0 lov N 1 /ˈlɒw/' 0 lʌw 1 3 0,0 lutter ADJ 1 /ˈludɐ/' 0 luɾɐ 1 4 25,0 lyder V 9 /ˈlyðˀɐ/' 5 = 45 13,3 lykkedes V 1 /ˈløgð Eð Es/' 0 løgð Es 1 6 16,7 lys N 1 /ˈlyːˀs/' 1 = 5 0,0 lyseblå ADJ 1 /ˈlysəblɔːˀ/' 1 = 9 0,0 lysegrønne ADJ 5 /ˈlysəgʁɶnə/' 2 = 45 8,9 lyskryds N 14 /ˈlyskʁys/' 8 = 100 6,0 lyskrydset N 14 /ˈlyskʁysð E/' 5 = 116 12,1 lyskurv N 2 /ˈlyskuɐ Kˀw/' 2 = 16 0,0 lyskurven N 2 /ˈlyskuɐ Kˀvn E/' 0 lyskuɐ Kˀwn E2 18 11,1 lysregulerede ADJ 4 /ˈlysʁæguleːˀɐð E/' 0 lysʁæɣuleːˀɐðə 1 52 7,7 lysreguleret ADJ 3 /ˈlysʁæguleːˀɐð/' 0 lysʁæguleɐ Kˀð E2 39 12,8 lyssignalerne N 1 /ˈlyssinæːˀlɐnə/' 1 = 13 0,0 lægge V 10 /ˈlɛgə/' 2 lɛg 3 40 17,5 lægger V 80 /ˈlɛgɐ/' 15 lɛɣɐ 53 320 20,3 længden N 1 /ˈlɛŋˀdn E/' 0 lɛŋˀgŋ E1 6 33,3 længe ADV 2 /ˈlɛŋə/' 1 = 8 12,5 længere ADV 62 /ˈlɛŋɐɐ/' 28 lɛŋɐ 33 310 11,3 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R længere ADJ 9 /ˈlɛŋɐɐ/' 3 lɛŋɐ 6 45 13,3 længst ADV 4 /ˈlɛŋˀsd/' 1 lɛŋˀs 2 24 8,3 længst ADJ 1 /ˈlɛŋˀsd/' 0 lɛŋˀst 1 6 0,0 længste ADJ 10 /ˈlɛŋˀsdə/' 7 = 70 0,0 løber V 6 /ˈløːˀbɐ/' 0 løwɐ 3 36 30,6 løbet V 1 /ˈløːbð E/' 0 løːwð E1 5 20,0 løst ADJ 2 /ˈløːˀsd/' 0 løːˀst 2 12 0,0 løvepark N 16 /ˈløːʊpɑːg/' 2 løːʊpɑːk 6 133 4,5 løveparken N 16 /ˈløːʊpɑːgŋ E/' 11 = 145 6,9 løver N 1 /ˈløːwɐ/' 0 løːv •ɐ 1 5 0,0 lå V 11 /ˈlɔːˀ/' 10 = 44 4,5 låst V 1 /ˈlɔːˀsd/' 0 lɔs 1 6 50,0 man PRON 249 /ˈman/' 101 = 747 26,1 mange ADJ 2 /ˈmɑŋə/' 0 mɑŋ E2 8 25,0 manglede V 2 /ˈmɑŋlð Eð E/' 0 mɑŋlð E2 12 16,7 mangler V 6 /ˈmɑŋlɐ/' 5 = 30 3,3 marker N 28 /ˈmɑːgɐ/' 19 = 140 6,4 markeret V 1 /mɑˈkeːˀɐð/' 0 mɑkeɐ Kˀð E1 8 12,5 markeringer N 3 /mɑˈkeɐ Kˀeŋɐ/' 2 = 27 3,7 markise N 3 /mɑˈkiːsə/' 1 = 21 23,8 markisen N 1 /mɑˈkiːsn E/' 1 = 7 0,0 masse N 1 /ˈmasə/' 1 = 4 0,0 mave N 1 /ˈmæːʊ/' 0 mæːo 1 4 25,0 med ADV 24 /ˈmɛð/' 8 mɛ 16 72 22,2 med PRÆP 367 /ˈmɛð/' 58 mɛ 268 1103 30,7 meget ADJ 87 /ˈmɑjð E/' 0 mɑːð E32 349 37,0 mellem PRÆP 118 /ˈmɛlˀm E/' 90 = 590 6,6 mellemrum N 2 /ˈmɛlm Eʁɔmˀ/' 1 = 16 6,3 mellemrummene N 1 /ˈmɛlm Eʁɔmˀm Enə/' 1 = 11 0,0 men KONJ 537 /ˈmɛn/' 335 = 1615 19,4 mener V 12 /ˈmeːˀnɐ/' 5 = 72 16,7 mening N 4 /ˈmeːneŋ/' 3 = 24 8,3 mens KONJ 9 /ˈmɛnˀs/' 6 = 45 8,9 mente V 1 /ˈmeːndə/' 0 meːnd 1 6 16,7 mere ADJ 30 /ˈmeːɐ/' 14 = 122 14,8 mest ADJ 12 /ˈmeːˀsd/' 8 = 72 4,2 meter N 1 /ˈmeːˀdɐ/' 1 = 6 0,0 meters N 1 /ˈmeːˀdɐs/' 0 medɐs 1 7 28,6 mexicaner N 6 /mɛgsiˈkæːˀnɐ/' 1 mɛxsikæːˀnɐ 3 66 7,6 midt ADV 87 /ˈmed/' 55 = 261 1,9 midte N 1 /ˈmedə/' 1 = 4 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R midten N 52 /ˈmedn E/' 50 = 209 0,5 midterakse N 1 /ˈmedɐɑgsə/' 0 meɾɐɑgsɪ 1 8 12,5 midteraksen N 1 /ˈmedɐɑgsn E/' 0 meɾɐɑɣsn E1 8 25,0 midterste ADJ 3 /ˈmedɐsdə/' 1 = 21 9,5 midtfor ADV 1 /ˈmedˈfʌ/' 1 = 5 0,0 midti ADV 1 /ˈmedˈiːˀ/' 1 = 6 0,0 midtpunkt N 2 /ˈmedpɔŋˀd/' 1 = 16 0,0 midtpunktet N 3 /ˈmedpɔŋˀdð E/' 2 = 27 3,7 midtpå ADV 2 /ˈmedˈpɔːˀ/' 2 = 14 0,0 midtvejs ADV 1 /ˈmedvɑjˀs/' 0 medv ‚ɑjˀs 1 8 12,5 mig PRON 84 /ˈmɑj/' 32 = 253 28,1 militærbefæstning N 1 /miliˈtæɐ Kˀbefɛsdneŋ/' 0 milEtæɐ Kˀbefɛsdneŋ 1 17 5,9 min PRON 90 /ˈmiːˀn/' 26 min 42 450 33,1 minde V 1 /ˈmenə/' 0 meːn E1 5 20,0 minder V 2 /ˈmenɐ/' 2 = 8 0,0 mindre ADJ 7 /ˈmendʁɐ/' 3 mendɐ 4 42 9,5 mindste ADJ 11 /ˈmenˀsdə/' 4 = 77 7,8 mine PRON 4 /ˈmiːnə/' 1 = 20 15,0 mine N 3 /ˈmiːnə/' 0 miːnɪ 2 15 6,7 minen N 4 /ˈmiːnn E/' 3 = 20 5,0 minus ADV 1 /ˈmiːnus/' 1 = 6 0,0 misset V 1 /ˈmisð E/' 1 = 4 0,0 mit PRON 27 /ˈmid/' 19 = 81 7,4 mod PRÆP 830 /ˈmoðˀ/' 618 = 3322 6,7 modsat ADJ 1 /ˈmoðsad/' 1 = 6 0,0 modsatte ADJ 1 /ˈmoðsadə/' 0 moðsaɾɪ 1 7 14,3 modtaget V 1 /ˈmoðtæːˀð E/' 1 = 8 0,0 mon ADV 1 /ˈmɔn/' 1 = 3 0,0 monstro ADV 1 /mɔnsˈtʁoːˀ/' 1 = 9 0,0 mulighed N 1 /ˈmuːliheðˀ/' 0 muːlɦeðˀ 1 9 11,1 muligheder N 1 /ˈmuːliheðˀɐ/' 0 muːləɦeðˀɐ 1 10 10,0 muligt ADJ 3 /ˈmuːlid/' 1 = 18 11,1 muligvis ADV 1 /ˈmuːliˈviːˀs/' 1 = 10 0,0 museet N 9 /muˈsɛːð E/' 6 = 54 3,7 museum N 1 /muˈsɛːɔm/' 0 musɛːm 1 7 14,3 museummet N 1 /muˈsɛːɔmˀð E/' 0 musɛːɔmə 1 9 22,2 musikhus N 5 /muˈsighuːˀs/' 4 = 50 2,0 musikhuset N 23 /muˈsighuːˀsð E/' 7 = 253 10,7 my N 1 /ˈmyːˀ/' 1 = 4 0,0 mægtigt ADJ 1 /ˈmɛgdid/' 0 mɛgdit 1 6 0,0 mærke N 1 /ˈmæɐ Kgə/' 0 mæɐ Kg 1 5 20,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R mærkelig ADJ 1 /ˈmæɐ Kgəli/' 0 mæɐ Kxl‚i 1 7 42,9 mærkeligformet V 1 /ˈmæɐ Kgəlifɒːmð E/' 0 mæɐ Kglifɒːˀmð E1 13 7,7 mærkeligt ADJ 1 /ˈmæɐ Kgəlid/' 0 mæɐ Kgli 1 8 25,0 mærker V 1 /ˈmæɐ Kgɐ/' 1 = 5 0,0 møde V 4 /ˈmøːð E/' 2 = 16 18,8 møder V 21 /ˈmøːðɐ/' 15 = 105 3,8 mødes V 1 /ˈmøːð Es/' 1 = 5 0,0 må V 92 /ˈmɔːˀ/' 3 mɔ 75 368 52,7 måde N 19 /ˈmɔːð E/' 11 = 76 9,2 mål N 58 /ˈmɔːˀl/' 53 = 290 1,7 målestok N 1 /ˈmɔːləsdʌg/' 0 mɔlEsdʌg 1 9 22,2 målet N 50 /ˈmɔːˀlð E/' 42 = 300 2,7 måske ADV 38 /moˈsgeːˀ/' 14 = 266 19,2 måtte V 1 /ˈmʌdə/' 0 mʌd 1 4 25,0 måttet V 1 /ˈmʌdð E/' 0 mʌd 1 4 25,0 n'et N 1 /ˈɛnˀð E/' 0 ɛnˀnð E1 5 0,0 naturligvis ADV 5 /naˈtuɐ Kˀliˈviːˀs/' 0 natuɐ Kˀlɪviːˀs 2 65 7,7 navn N 3 /ˈnɑwˀn/' 3 = 15 0,0 ned ADV 338 /ˈneðˀ/' 324 = 1352 1,4 nedad ADV 4 /ˈneðˀæːˀ/' 3 = 32 6,3 nedad ADV 39 /ˈneðˀað/' 3 neðˀæː 30 235 15,7 nedad ADV 1 /ˈneðˀˈað/' 0 neðˀæː 1 6 16,7 nede ADV 60 /ˈneːð E/' 22 = 241 19,1 nedefra ADV 5 /ˈneːð Efʁɑːˀ/' 3 = 46 2,2 neden ADV 28 /ˈneːðn E/' 7 neðn E13 140 17,9 nedenfor ADV 1 /ˈneːðn Eˈfʌ/' 1 = 7 0,0 nedenunder ADV 1 /ˈneːðn Eɔnˀɐ/' 0 neðn Eɔnˀɐ 1 9 11,1 nedenunder ADV 6 /ˈneːðn Eˈɔnˀɐ/' 3 = 54 7,4 nederst ADJ 10 /ˈneðˀɐsd/' 4 = 70 7,1 nederste ADJ 37 /ˈneðˀɐsdə/' 33 = 296 0,3 nedre ADJ 2 /ˈneðʁɐ/' 0 neðɐ 1 10 20,0 nej INTERJ 369 /ˈnɑjˀ/' 198 = 1487 18,1 nemlig ADV 1 /ˈnɛmˈli/' 1 = 5 0,0 nemlig ADV 39 /ˈnɛmli/' 18 = 195 13,8 nemmest ADJ 2 /ˈnɛməsd/' 1 = 12 8,3 nemmeste ADJ 5 /ˈnɛmm Esdə/' 1 nɛməsdə 3 35 0,0 nemt ADJ 1 /ˈnɛmˀd/' 0 nɛmˀt 1 5 0,0 netop ADV 2 /ˈnɛdʌb/' 0 nɛɾʌb 1 10 20,0 netop ADV 6 /ˈnɛdˈʌb/' 1 nɛɾʌb 3 30 16,7 netværk N 3 /ˈnɛdvæɐ Kg/' 1 = 21 4,8 netværket N 9 /ˈnɛdvæɐ Kgð E/' 8 = 72 1,4 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R ni NUM 1 /ˈniːˀ/' 1 = 4 0,0 niks INTERJ 4 /ˈnegs/' 1 = 1 4 0,0 niveau N 29 /niˈvo/' 22 = 116 2,6 nixen INTERJ 2 /ˈnegsn E/' 0 nexsn E1 10 20,0 nogen PRON 40 /ˈnoːon/' 2 noŋ 10 200 37,0 nogenlunde ADJ 29 /ˈnoːonˈlɔnə/' 0 noːnlɔn E8 262 23,3 nogenlunde ADJ 5 /ˈnoːonlɔnə/' 0 noːnlɔn 3 46 23,9 noget PRON 163 /ˈnɔːð E/' 39 nɔð 61 656 31,3 nogle PRON 124 /ˈnoːon/' 3 noŋ 52 620 44,2 nogle PRON 1 /ˈnoːlə/' 0 noːlə 1 5 0,0 nok ADV 84 /ˈnʌg/' 63 = 252 6,3 nord N 133 /ˈnoɐ Kˀ/' 120 = 543 0,4 nord ADV 372 /ˈnoɐ Kˀ/' 337 = 1505 1,9 nord-syd-aksen N 1 /noɐ Kˀˈsyðɑgsn E/' 1 = 12 0,0 norden ADV 6 /ˈnoːɐn/' 6 = 30 0,0 nordenom ADV 1 /ˈnoːɐnˈʌmˀ/' 1 = 8 0,0 nordgående ADJ 1 /ˈnoɐ Kgɔːˀɔnə/' 1 = 10 10,0 nordlig ADJ 5 /ˈnoɐ Kli/' 2 = 25 12,0 nordlige ADJ 1 /ˈnoɐ Kliːˀi/' 1 = 8 0,0 nordligere ADJ 1 /ˈnoɐ Kliːˀɐɐ/' 0 noɐ Kliːˀɐ 1 9 11,1 nordligere ADJ 1 /ˈnoɐ Kliːɐɐ/' 0 noɐ Kliɐ 1 8 25,0 nordligste ADJ 2 /ˈnoɐ Klisdə/' 0 noɐ Klɪsdɪ 1 17 5,9 nordligt ADJ 9 /ˈnoɐ Klid/' 3 = 54 7,4 nordnordvest N 1 /ˈnoɐ Kˀnoɐ Kvɛsd/' 0 noɐ Knoɐ Kvɛst 1 12 8,3 nordnordvest N 3 /ˈnoɐ Kˀnoɐ Kˈvɛsd/' 1 = 33 6,1 nordnordvest ADV 3 /ˈnoɐ Kˀnoɐ Kˈvɛsd/' 0 noɐ Kˀnɒvɛsd 2 33 21,2 nordnordøst N 1 /ˈnoɐ Kˀnoɐ Kˀˈøsd/' 0 noɐ Kˀnoɐ Køst 1 11 9,1 nordnordøst ADV 4 /ˈnoɐ Kˀnoɐ Kˈøsd/' 1 noɐ Kˀnoɐ Køst 2 40 5,0 nordom ADV 7 /ˈnoɐ Kˀˈʌmˀ/' 6 = 49 2,0 nordom ADV 1 /ˈnoɐ Kˀ/' 1 = 4 0,0 nordpå ADV 34 /ˈnoɐ Kˀˈpɔːˀ/' 29 = 274 1,1 nordpå ADV 63 /ˈnoɐ Kˀpɔːˀ/' 52 = 522 2,3 nordside N 1 /ˈnoɐ Ksiːð E/' 0 noɐ Ksɪð 1 7 42,9 nordsiden N 3 /ˈnoɐ Ksiːðn E/' 2 = 24 16,7 nordsyd N 4 /noɐ Kˈsyð/' 1 = 26 19,2 nordsyddimensionen N 1 /noɐ Kˀˈsyðdimɛnˈɕoːˀnn E/' 1 = 18 0,0 nordsydlig ADJ 1 /noɐ Kˈsyðli/' 0 noɐ Kˀsyðlɪ 1 9 11,1 nordsydretningen N 2 /noɐ Kˈsyðʁadneŋˀŋ E/' 1 = 28 0,0 nordvest N 37 /noɐ Kˈvɛsd/' 7 noɐ Kvɛst 21 261 5,7 nordvest ADV 38 /noɐ Kˈvɛsd/' 11 noɐ Kvɛst 19 269 5,9 nordvestlig ADV 1 /noɐ Kˈvɛsdli/' 0 noɐ Kvɛsdlɪ 1 9 11,1 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R nordvestlig ADJ 4 /noɐ Kˈvɛsdli/' 1 noɐ Kvɛsl‚ɪ 2 36 25,0 nordvestlige ADJ 2 /noɐ Kˈvɛsdliːˀi/' 0 noɐ Kvɛsdliːi 2 24 8,3 nordvestlige ADJ 11 /noɐ Kˈvɛsdliːi/' 1 noɐ Kvɛsdliː 2 121 11,6 nordvestligste ADJ 2 /noɐ Kˈvɛsdlisdə/' 0 noɐ Kvɛsdliːsdɪ 1 25 0,0 nordvestpå ADV 2 /noɐ Kˈvɛsdˈpɔːˀ/' 1 = 22 4,5 nordøst N 17 /noɐ Kˈøsd/' 6 noɐ Køst 8 106 1,9 nordøst ADV 2 /ˈnoɐ Kˈøsd/' 0 noɐ Kˀøst 1 14 0,0 nordøst ADV 36 /noɐ Kˈøsd/' 13 = 223 6,3 nordøst N 2 /ˈnoɐ Kˈøsd/' 1 = 13 0,0 nordøstlig ADJ 2 /noɐ Kˈøsdli/' 0 noɐ Køsdlɪ 1 16 6,3 nordøstlig ADJ 1 /ˈnoɐ Kˈøsdli/' 0 noɐ Kˀøsli 1 9 11,1 nordøstlige ADJ 2 /noɐ Kˈøsdliːˀi/' 0 noɐ Køsliːˀi 1 22 9,1 nordøstlige ADJ 1 /ˈnoɐ Kˈøsdliːi/' 0 noɐ Køsliːə 1 10 10,0 nordøstpå ADV 1 /noɐ Kˈøsdpɔːˀ/' 1 = 11 0,0 nordøstpå ADV 1 /noɐ Kˈøsdˈpɔːˀ/' 0 noɐ Køsdpɔ 1 10 20,0 nordøstsiden N 1 /noɐ Kˈøsdsiːðn E/' 0 noɐ Køssɪːð En 1 11 18,2 normalt ADJ 1 /nɒˈmæːˀld/' 0 nɒmæːˀlt 1 8 0,0 notere V 1 /noˈteːˀɐ/' 1 = 7 0,0 noteret V 1 /noˈteːˀɐð/' 0 nʊteɐ Kˀð E1 8 25,0 nu ADV 367 /ˈnu/' 271 = 736 14,0 nummer N 2 /ˈnɔmˀɐ/' 0 nɔmɐ 2 10 20,0 ny ADJ 3 /ˈnyːˀ/' 2 = 12 8,3 nye ADJ 1 /ˈnyːy/' 1 = 4 0,0 nyt ADJ 14 /ˈnyd/' 5 nyt 8 42 2,4 næh INTERJ 22 /ˈnɛː/' 8 nɛ 14 66 21,2 nær ADV 3 /ˈnæɐ Kˀ/' 1 nɛɐ Kˀ 2 12 0,0 nærhed N 1 /ˈnæɐ Kheðˀ/' 1 = 7 0,0 nærheden N 15 /ˈnæɐ Kheðˀn E/' 1 næɐ Kɦeðˀn E7 120 6,7 nærmer V 4 /ˈnæɐ Kmɐ/' 4 = 20 0,0 nærmere ADJ 2 /ˈnæɐ Kmɐɐ/' 1 = 12 8,3 nærmest ADJ 18 /ˈnæɐ Kməsd/' 3 = 126 11,9 nærmeste ADJ 3 /ˈnæɐ Kməsdə/' 1 = 24 12,5 nærmet V 1 /ˈnæɐ Kmð E/' 1 = 5 0,0 næsen N 3 /ˈnɛːsn E/' 3 = 15 0,0 næste ADJ 6 /ˈnɛsdə/' 4 = 30 6,7 næsten ADV 45 /ˈnɛsdn E/' 41 = 225 2,2 næstsydligste ADJ 1 /ˈnɛsdˈsyðlisdə/' 0 nɛstsyðlisdɪ‚1 12 8,3 nævne V 1 /ˈnɛwnə/' 0 nɛwn E1 5 20,0 nævnt V 1 /ˈnɛwˀnd/' 0 nɛwˀn 1 6 16,7 nævnte V 1 /ˈnɛwˀndə/' 1 = 7 0,0 nævnte V 2 /ˈnɛwndə/' 1 = 12 8,3 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R nødt ADJ 3 /ˈnøðˀ/' 3 = 12 0,0 nøjagtig ADJ 2 /nʌjˈɑgdi/' 0 nɶjɑgdɪ 1 14 7,1 nøjagtigt ADJ 1 /nʌjˈɑgdid/' 0 nɶɑgdɪ 1 8 37,5 nøjes V 1 /ˈnʌjɪs/' 0 nɶjˀɪz 1 6 16,7 Nørregade EGEN 59 /ˈnɶːɐgæːð E/' 5 nɶɐ Kɐgæːð E28 477 7,1 nå V 10 /ˈnʌ/' 8 = 22 0,0 nå INTERJ 189 /ˈnʌ/' 137 = 391 11,0 nåede V 1 /ˈnɔːð Eð E/' 0 nɔːðð E1 5 20,0 nået V 16 /ˈnɔːˀð E/' 8 = 80 16,3 når V 51 /ˈnɒːˀ/' 32 = 204 16,7 når KONJ 387 /ˈnɒːˀ/' 4 nʌ 160 1548 54,3 offentlig ADJ 20 /ˈʌfn Edli/' 0 ʌfnɪ 6 120 42,5 offentlige ADJ 2 /ˈʌfn Edliːˀi/' 0 ʌfn Eliːə 1 18 27,8 offentlige ADJ 9 /ˈʌfn Edliːi/' 0 ʌfn Elɪ 2 72 36,1 og KONJ 2721 /ˈɒw/' 190 ʌ 2275 5442 49,0 også ADV 157 /ˈɒwsʌ/' 0 ʌs 116 629 51,8 ok INTERJ 2 /ˈʌg/' 0 ʌk 1 4 25,0 okay INTERJ 1 /ɒwˈkɛj/' 0 ɔkɛ 1 5 60,0 okay INTERJ 523 /ˈɔwˈkɛj/' 165 = 2624 24,3 okay INTERJ 1 /ˈɔwkɛj/' 1 = 6 0,0 okay INTERJ 84 /ɔwˈkɛj/' 10 ɔkɛj 20 424 36,3 om UNIK 1 /ˈʌmˀ/' 0 ɒmˀ 1 3 33,3 om KONJ 25 /ˈʌm/' 17 = 50 16,0 om KONJ 11 /ˈʌmˀ/' 8 = 33 12,1 om PRÆP 395 /ˈʌm/' 311 = 805 8,8 om ADV 4 /ˈʌm/' 3 = 9 0,0 om PRÆP 239 /ˈʌmˀ/' 218 = 717 4,0 om ADV 37 /ˈʌmˀ/' 35 = 111 1,8 omkring ADV 2 /ʌmˈkʁæŋˀ/' 1 = 14 7,1 omkring PRÆP 27 /ʌmˈkʁæŋˀ/' 19 = 191 4,7 område N 7 /ˈʌmʁɔːð E/' 5 = 42 4,8 omvendt ADJ 1 /ˈʌmvɛnˀd/' 1 = 7 0,0 op ADV 245 /ˈʌb/' 200 = 490 1,8 opad ADV 8 /ˈʌbað/' 6 = 33 3,0 opad ADV 56 /ˈʌbæːˀ/' 52 = 282 1,4 opdage V 1 /ˈʌbdæːˀæ/' 0 ʌbdæːˀ 1 7 14,3 opdager V 2 /ˈʌbdæːˀɐ/' 0 ʌbdæːˀa 1 14 14,3 opdaget V 1 /ˈʌbdæːˀð E/' 0 ʌbdæːˀ 1 7 14,3 opefter ADV 2 /ˈʌbɛfdɐ/' 1 = 12 0,0 opfatte V 1 /ˈʌbfadə/' 0 ʌbfad 1 6 16,7 opmærksom ADJ 1 /ʌbˈmæɐ Kgsʌmˀ/' 0 bmæɐ Kgsəm 1 10 30,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R sekund N 1 /seˈkɔnˀd/' 0 segɔnˀd 1 7 14,3 selskab N 1 /ˈsɛlsgæːˀb/' 1 = 9 0,0 selv PRON 4 /ˈsɛlˀ/' 3 = 16 0,0 selve ADJ 9 /ˈsɛlvə/' 6 = 45 2,2 selvfølgelig ADV 14 /sɛlˈføljəli/' 0 sɛføli 3 142 52,1 selvklart ADJ 1 /ˈsɛlklɑːˀd/' 0 sɛlklɑːˀt 1 9 0,0 sendt V 1 /ˈsɛnˀd/' 0 sɛnd 1 5 20,0 senere ADJ 3 /ˈseːnɐɐ/' 0 seːnɐ 3 18 16,7 ser V 47 /ˈseɐ Kˀ/' 28 = 189 15,3 servering N 16 /sæɐ Kˈveɐ Kˀeŋ/' 0 saveɐ Kˀeŋ 7 148 12,2 set V 30 /ˈseːˀd/' 22 = 150 8,0 sgi ADV 1 /ˈsgi/' 1 = 3 0,0 sgu ADV 2 /ˈsgu/' 2 = 6 0,0 sidde V 12 /ˈseðð E/' 5 = 48 16,7 siddende V 1 /ˈseðð Enə/' 1 = 6 0,0 sidder V 21 /ˈseðˀɐ/' 18 = 105 2,9 siddet V 1 /ˈseðð Ed/' 0 seð E1 5 40,0 side N 181 /ˈsiːð E/' 72 = 725 21,2 sidegade N 2 /ˈsiːð Egæːð E/' 0 siːðgæð 1 16 25,0 sidelinje N 1 /ˈsiːð Elinjə/' 1 = 9 0,0 siden KONJ 2 /ˈsiːðn E/' 0 siðn 1 10 50,0 siden N 33 /ˈsiːðn E/' 7 siðn 15 165 26,1 sider N 7 /ˈsiːðɐ/' 4 = 35 8,6 siderne N 2 /ˈsiːðɐnə/' 1 = 14 7,1 sidevej N 3 /ˈsiːð Evɑjˀ/' 0 siːðvɑjˀ 3 24 12,5 sidst ADV 10 /ˈsisd/' 6 = 40 2,5 sidste ADJ 10 /ˈsisdə/' 5 = 50 4,0 sig PRON 24 /ˈsɑj/' 4 sɑ 10 73 38,4 sig V 1 /ˈsɑj/' 0 siːˀ 1 4 50,0 sige V 226 /ˈsiːi/' 63 siː 66 906 25,6 siger V 44 /ˈsiːɐ/' 3 siɐ K29 176 51,1 sigte V 2 /ˈsegdə/' 1 = 10 10,0 sigter V 3 /ˈsegdɐ/' 1 = 15 6,7 sikke ADV 2 /ˈsegə/' 0 seŋ 1 8 37,5 sikker ADJ 4 /ˈsegɐ/' 0 seɣɐ 2 16 31,3 sikkert ADJ 13 /ˈsegɐd/' 1 seɣɐd 5 65 23,1 simpelthen ADV 1 /ˈsemˀblEdhɛnˀ/' 0 semˀblEdɦɛn 1 11 9,1 simpelthen ADV 21 /ˈsemˀblEdˈhɛnˀ/' 0 semɛn 3 231 33,3 sin PRON 1 /ˈsiːˀn/' 0 zɪn 1 5 80,0 sjovt ADJ 1 /ˈɕɒwˀd/' 0 ɕʌwˀ 1 5 20,0 skabt V 1 /ˈsgɑbd/' 1 = 5 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R skal V 1062 /ˈsgal/' 6 sga 392 4251 40,4 skarp ADJ 5 /ˈsgɑːb/' 5 = 25 0,0 skarpere ADJ 1 /ˈsgɑːbɐɐ/' 1 = 7 0,0 skarpt ADJ 23 /ˈsgɑːbd/' 6 sgɑːb 10 138 10,1 skatte N 1 /ˈsgadə/' 0 sgaɾə 1 5 20,0 sker V 2 /ˈsgeɐ Kˀ/' 2 = 10 0,0 skidt INTERJ 3 /ˈsgid/' 2 = 12 0,0 skifte V 1 /ˈsgifdə/' 1 = 6 0,0 skifter V 13 /ˈsgifdɐ/' 4 = 78 9,0 skiftet V 1 /ˈsgifdð E/' 0 sgifdɐ 1 6 16,7 skiltet N 1 /ˈsgelˀdð E/' 1 = 7 0,0 skimte V 1 /ˈsgemdə/' 1 = 6 0,0 skoene N 1 /ˈsgoːˀonə/' 0 skoːˀnə 1 8 12,5 skole N 7 /ˈsgoːlə/' 4 = 42 4,8 skolen N 3 /ˈsgoːln E/' 3 = 18 0,0 skov N 37 /ˈsgɒwˀ/' 8 sgʌwˀ 26 186 0,5 skoven N 2 /ˈsgɒwˀn E/' 0 sgʌwˀn E2 12 0,0 skovs N 1 /ˈsgɒwˀs/' 0 sgʌwˀs 1 6 0,0 skrevet V 4 /ˈsgʁæːwð E/' 0 sgʁæːð E3 28 21,4 skridt N 14 /ˈsgʁid/' 11 = 70 2,9 skrive V 7 /ˈsgʁiːʊ/' 2 = 42 33,3 skriver V 26 /ˈsgʁiwˀɐ/' 2 sgʁɪwˀɐ 11 182 22,0 skrå V 1 /ˈsgʁɔːˀ/' 1 = 6 0,0 skrå ADJ 3 /ˈsgʁɔːˀ/' 2 = 18 5,6 skrår V 1 /ˈsgʁɒːˀ/' 1 = 6 0,0 skråt ADJ 40 /ˈsgʁʌd/' 28 = 200 2,0 skubbet V 1 /ˈsgɔbð E/' 1 = 5 0,0 skuer V 2 /ˈsguːɐ/' 2 = 10 0,0 skulle V 109 /ˈsgulə/' 2 sgu 62 545 42,4 skære V 1 /ˈsgæːɐ/' 0 sgæɐ K1 5 40,0 skærer V 1 /ˈsgæːɐ/' 0 sgɛːɐ 1 5 0,0 skæringsakse N 1 /ˈsgæːɐ Keŋsɑgsə/' 0 sgɛːɐ Keŋsɑgsɪ 1 12 0,0 slag N 7 /ˈslæːˀ/' 3 = 35 17,1 slags N 8 /ˈslɑgs/' 5 = 40 7,5 slet ADV 10 /ˈslɛd/' 4 slɛ 5 40 15,0 sletter V 1 /ˈslɛdɐ/' 1 = 5 0,0 slog V 1 /ˈsloːˀ/' 1 = 5 0,0 slot N 1 /ˈslʌd/' 1 = 4 0,0 Slotsby EGEN 2 /ˈslʌdsbyːˀ/' 2 = 18 0,0 Slotsgade EGEN 34 /ˈslʌdsgæːð E/' 18 = 307 7,2 slottet N 31 /ˈslʌdð E/' 20 = 155 9,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R sludder N 5 /ˈsluðˀɐ/' 2 = 30 13,3 slurk N 1 /ˈsluɐ Kg/' 0 slɒg 1 5 40,0 slutningen N 1 /ˈsludneŋˀŋ E/' 1 = 9 0,0 slutningen N 1 /ˈsludneŋŋ E/' 0 sludneŋ E1 8 12,5 sluttede V 1 /ˈsludð Eð E/' 0 sluɹð E1 6 33,3 slutter V 8 /ˈsludɐ/' 4 = 40 10,0 slå V 18 /ˈslɔːˀ/' 8 = 90 20,0 slået V 3 /ˈslɔːð E/' 0 slɔð 2 15 46,7 slår V 49 /ˈslɒːˀ/' 34 = 245 10,6 slås V 1 /ˈslʌs/' 1 = 4 0,0 smal ADJ 4 /ˈsmalˀ/' 4 = 20 0,0 smalle ADJ 4 /ˈsmalə/' 0 smallE2 20 15,0 smallere ADJ 1 /ˈsmalɐɐ/' 1 = 6 0,0 smalt ADJ 3 /ˈsmalˀd/' 1 smalˀt 2 18 0,0 smart ADJ 1 /ˈsmɑːˀd/' 1 = 6 0,0 smuk ADJ 2 /ˈsmɔg/' 2 = 8 0,0 smukt ADJ 1 /ˈsmɔgd/' 1 = 5 0,0 smule N 66 /ˈsmuːlə/' 25 = 396 12,6 smuttet V 2 /ˈsmudð E/' 0 smuɹð E1 11 27,3 små ADJ 6 /ˈsmɔːˀ/' 6 = 30 0,0 snakke V 1 /ˈsnɑgə/' 0 snɑɣ 1 5 40,0 snakkede V 3 /ˈsnɑgð Eð E/' 0 snɑɣð E1 19 36,8 snakker V 1 /ˈsnɑgɐ/' 0 snɑɣɐ 1 5 20,0 snakket V 1 /ˈsnɑgð E/' 0 snɑɣð E1 5 20,0 snarere ADV 1 /ˈsnɑːɑɑ/' 0 snɑːɑ 1 6 16,7 snart ADV 13 /ˈsnɑːˀd/' 10 = 78 3,8 snes N 1 /ˈsneːˀs/' 0 snes 1 6 33,3 snor V 1 /ˈsnoɐ Kˀ/' 1 = 5 0,0 snyd N 1 /ˈsnyðˀ/' 1 = 5 0,0 snøfter V 1 /ˈsnœfdɐ/' 1 = 6 0,0 socialklasser N 1 /soˈɕæːˀlklasɐ/' 1 = 12 0,0 sofort UL 1 /soˈfɒːd/' 0 sofɒt 1 6 16,7 som KONJ 75 /ˈsʌm/' 30 = 225 22,2 som UNIK 257 /ˈsʌm/' 125 = 771 18,3 sommerhuse N 30 /ˈsʌmɐhuːsə/' 3 sʌmɐɦuːsə 11 271 5,9 sommerhusene N 5 /ˈsʌmɐhuːsn Eə/' 0 sʌmɐɦuːsnə 3 50 8,0 sommerhusområdet N 1 /ˈsʌmɐhuːsʌmʁɔːð Ed/' 0 sʌmɐɦusʌmʁɔːð E1 15 13,3 sort ADJ 1 /ˈsoɐ Kd/' 1 = 4 0,0 sorte ADJ 2 /ˈsoɐ Kdə/' 0 soɐ Kɾə 2 10 20,0 sovende V 8 /ˈsɒwʊnə/' 0 sɒʊnə 2 48 22,9 sover V 7 /ˈsɒwˀɐ/' 3 sʌwˀɐ 4 35 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R specielle ADJ 1 /sbeˈɕɛlˀə/' 1 = 8 0,0 spids N 2 /ˈsbes/' 2 = 8 0,0 spids ADJ 1 /ˈsbes/' 1 = 4 0,0 spidsen N 6 /ˈsbesn E/' 6 = 30 0,0 spidsere ADJ 1 /ˈsbesɐɐ/' 0 sbezɐɐ 1 6 16,7 spidst ADJ 1 /ˈsbesd/' 1 = 5 0,0 spist V 2 /ˈsbiːˀsd/' 0 spiːˀsd 1 14 0,0 spor N 1 /ˈsboɐ Kˀ/' 1 = 5 0,0 sprang V 2 /ˈsbʁɑŋˀ/' 1 = 12 8,3 springer V 1 /ˈsbʁæŋˀɐ/' 0 sbʁæŋɐ 1 7 14,3 spurgte V 1 /ˈsbuɐ Kdə/' 0 spoɐ Kd 1 6 16,7 spændende ADJ 2 /ˈsbɛnn Enə/' 1 = 14 7,1 spændt V 1 /ˈsbɛnˀd/' 1 = 6 0,0 spørge V 3 /ˈsbɶːɐ/' 0 sbœɐ 1 15 26,7 spørgsmål N 2 /ˈsbɶɐ Ksmɔːˀl/' 0 sbɶsmɔːˀl 1 20 15,0 spørgsmålet N 2 /ˈsbɶɐ Ksmɔːˀlð E/' 1 = 22 9,1 stadig ADV 5 /ˈsdæːði/' 1 sdæːð E3 30 13,3 stadigvæk ADV 6 /ˈsdæːðivɛg/' 0 sdæːð Evɛɣ 2 55 23,6 stadigvæk ADV 16 /ˈsdæːðiˈvɛg/' 1 sdæːð Evɛg 6 145 13,1 stakit N 7 /sdaˈkid/' 1 sdakit 3 42 7,1 start N 50 /ˈsdɑːˀd/' 21 sdɑːˀt 27 300 0,7 start V 1 /ˈsdɑːˀd/' 1 = 6 0,0 starte V 7 /ˈsdɑːdə/' 0 sdɑːd 5 42 19,0 startede V 4 /ˈsdɑːdð Eð E/' 0 sdɑːdð E2 28 21,4 starten N 10 /ˈsdɑːˀdn E/' 10 = 70 0,0 startende V 1 /ˈsdɑːdn Eə/' 0 sdɑːdnə 1 7 14,3 starter V 55 /ˈsdɑːdɐ/' 14 sdɑːɾɐ 29 330 13,9 startet V 1 /ˈsdɑːdð E/' 1 = 6 0,0 startkryds N 4 /ˈsdɑːˀdkʁys/' 3 = 40 2,5 startkrydset N 2 /ˈsdɑːˀdkʁysð E/' 1 = 23 4,3 startpunkt N 6 /ˈsdɑːˀdpɔŋˀd/' 2 = 66 6,1 startpunktet N 35 /ˈsdɑːˀdpɔŋˀdð E/' 17 = 421 3,6 stationen N 23 /sdaˈɕoːˀnn E/' 8 = 207 11,1 stationsbygningen N 2 /sdaˈɕoːˀnsbygneŋˀŋ E/' 0 səɕoːˀnsbygneŋˀŋ E1 34 8,8 Stationsvej EGEN 55 /sdaˈɕoːˀnsvɑjˀ/' 9 sdɛɕoːˀnsvɑjˀ 14 724 7,5 stavefejl N 1 /ˈsdæːʊfɑjˀl/' 0 sdæwfɑːˀl 1 10 30,0 sted N 15 /ˈsdɛð/' 14 = 60 0,0 steden N 1 /ˈsdɛðˀn E/' 0 sdɛðˀn 1 6 16,7 steder N 3 /ˈsdɛːðɐ/' 3 = 18 0,0 stedet N 4 /ˈsdɛðˀð Ed/' 0 sdeðˀ 1 28 28,6 stemmer V 1 /ˈsdɛmɐ/' 1 = 5 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R stenbrud N 2 /ˈsdeːnbʁuð/' 2 = 18 0,0 stengærde N 94 /ˈsdeːngæːɐ/' 14 sdeːngɛːɐ 35 850 9,5 stengærdet N 33 /ˈsdeːngæːɐð/' 2 sdeːngɛːɐð 18 331 5,7 sti N 18 /ˈsdiːˀ/' 17 = 91 0,0 stien N 5 /ˈsdiːˀin/' 2 = 35 2,9 stier N 1 /ˈsdiːˀɐ/' 1 = 6 0,0 Stig EGEN 2 /ˈsdiːˀ/' 2 = 10 0,0 stigning N 4 /ˈsdiːneŋ/' 2 = 28 7,1 stik ADV 222 /ˈsdeg/' 197 = 888 1,6 stikke V 1 /ˈsdegə/' 0 sdeg 1 5 20,0 stikker V 2 /ˈsdegɐ/' 1 = 10 10,0 stil N 1 /ˈsdiːˀl/' 1 = 6 0,0 stille ADJ 1 /ˈsdelə/' 0 sdellE1 5 20,0 stille V 3 /ˈsdelə/' 1 = 15 6,7 stiller V 9 /ˈsdelɐ/' 8 = 45 2,2 stiplede ADJ 1 /ˈsdiblð Eð E/' 0 sdiblə 1 7 28,6 stod V 4 /ˈsdoðˀ/' 3 = 20 10,0 stole N 1 /ˈsdoːlə/' 0 sdoːl 1 6 16,7 stop N 1 /ˈsdʌb/' 0 sdʌɸ 1 4 25,0 stoppe V 3 /ˈsdʌbə/' 2 = 15 6,7 stoppede V 1 /ˈsdʌbð Eð E/' 0 sdʌbð E1 6 16,7 stopper V 3 /ˈsdʌbɐ/' 1 = 15 6,7 stor ADJ 63 /ˈsdoɐ Kˀ/' 55 = 322 0,3 store ADJ 107 /ˈsdoːɐ/' 96 = 535 3,0 stort ADJ 13 /ˈsdoɐ Kˀd/' 8 = 78 5,1 straks ADV 8 /ˈsdʁɑgs/' 5 = 48 6,3 strege V 1 /ˈsdʁɑjɪ/' 0 sdʁɑj 1 6 16,7 streger N 1 /ˈsdʁɑjɐ/' 1 = 6 0,0 streger V 1 /ˈsdʁɑjɐ/' 0 stʁɑːa 1 6 16,7 stribe N 1 /ˈsdʁiːbə/' 0 sdʁiːbɪ 1 7 0,0 strimmel N 2 /ˈsdʁæmˀlE/' 2 = 14 0,0 stryge V 1 /ˈsdʁyːy/' 1 = 6 0,0 Strædet EGEN 15 /ˈsdʁæːð Ed/' 4 sdʁæːð Et 8 106 3,8 strækker V 1 /ˈsdʁagɐ/' 0 sdʁaɣɐ 1 6 16,7 strækning N 3 /ˈsdʁagneŋ/' 2 = 24 12,5 stråtækt V 16 /ˈsdʁʌtɛgd/' 10 = 128 3,1 stråtækte V 7 /ˈsdʁʌtɛgdə/' 3 = 63 4,8 stueetagen N 3 /ˈsduːuetæːɕən/' 0 sduːetæːˀsn E1 38 21,1 stueetagen N 9 /ˈsduːuetæːˀɕən/' 0 sduːetæːˀɕn E3 118 13,6 stuevinduet N 2 /ˈsduːuvenduːˀð E/' 1 = 26 3,8 stykke N 82 /ˈsdøgə/' 12 sdøg 36 410 18,8 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R stykker N 1 /ˈsdøgɐ/' 0 sdøɣə 1 5 20,0 stykket N 1 /ˈsdøgð E/' 1 = 5 0,0 styr N 1 /ˈsdyɐ Kˀ/' 1 = 5 0,0 styre V 2 /ˈsdyːɐ/' 0 sdyːə 1 10 10,0 støder V 10 /ˈsdøːðɐ/' 2 sdøðɐ 5 60 15,0 større ADJ 4 /ˈsdɶːɐ/' 0 sdœɐ 1 20 20,0 størrelse N 3 /ˈsdɶːɐlsə/' 0 sdɶls 1 24 25,0 størrelsen N 1 /ˈsdɶːɐlsn E/' 0 sdɶɐ Klsn E1 8 25,0 størst ADJ 1 /ˈsdɶɐ Ksd/' 1 = 6 0,0 største ADJ 28 /ˈsdɶɐ Ksdə/' 21 = 196 3,1 stå V 18 /ˈsdɔːˀ/' 13 = 90 11,1 stående V 4 /ˈsdɔːɔnə/' 0 sdɔːnə 3 28 10,7 står V 163 /ˈsdɒːˀ/' 135 = 815 6,6 svag ADJ 9 /ˈsvæːˀ/' 3 svæːˀj 5 50 0,0 svagt ADJ 4 /ˈsvæːˀd/' 0 svæjˀt 1 25 4,0 svarer V 2 /ˈsvɑːɑ/' 0 sv ‚ɑːɑ 1 10 20,0 sving N 10 /ˈsveŋˀ/' 8 = 51 2,0 svinge V 1 /ˈsveŋə/' 0 sveŋ 1 5 20,0 svinger V 12 /ˈsveŋɐ/' 12 = 60 0,0 sværere ADJ 1 /ˈsvæːɐɐ/' 1 = 6 0,0 svært ADJ 7 /ˈsvæɐ Kˀd/' 1 svæɐ Kˀɾ 2 42 11,9 syd ADV 510 /ˈsyð/' 471 = 1534 2,4 syd N 141 /ˈsyð/' 132 = 425 1,9 sydfor ADV 4 /ˈsyðˈfʌ/' 4 = 20 0,0 sydfra ADV 1 /ˈsyðfʁɑːˀ/' 1 = 9 0,0 sydfra ADV 1 /ˈsyðˈfʁɑːˀ/' 0 syðfʁɑ 1 8 25,0 sydgående ADJ 1 /ˈsyðgɔːˀɔnə/' 0 syðgɔːˀnə 1 10 10,0 sydkanten N 2 /ˈsyðkanˀdn E/' 2 = 19 0,0 sydlig ADJ 6 /ˈsyðli/' 3 = 30 13,3 sydlige ADJ 1 /ˈsyðliːi/' 0 sʏðlii 1 7 28,6 sydligere ADJ 9 /ˈsyðliːˀɐɐ/' 1 syðliːˀɐ 5 81 14,8 sydligere ADJ 1 /ˈsyðliːɐɐ/' 0 syðliɐ 1 8 25,0 sydligt ADJ 4 /ˈsyðlid/' 0 syðlit 3 24 4,2 sydnordniveauet N 1 /syðˈnoɐ Kˀnivoːˀð E/' 0 syðnoːˀɐ Knɪvoːˀð E1 15 6,7 sydom ADV 9 /ˈsyðˈʌmˀ/' 9 = 54 0,0 sydpå ADV 31 /ˈsyðpɔːˀ/' 30 = 225 0,9 sydpå ADV 36 /ˈsyðˈpɔːˀ/' 31 = 252 2,8 sydsiden N 8 /ˈsyðsiːðn E/' 2 = 64 23,4 sydsydvest ADV 1 /ˈsyðsyðˈvɛsd/' 0 syðsyðvɛst 1 10 0,0 sydsydøst ADV 1 /ˈsyðsyðøsd/' 0 syðsyðøst 1 10 0,0 sydsydøst ADV 1 /ˈsyðsyðˈøsd/' 0 syðsyðøst 1 9 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R sydvest ADV 9 /ˈsyðˈvɛsd/' 4 = 63 1,6 sydvest ADV 65 /syðˈvɛsd/' 15 syðvɛst 35 465 3,7 sydvest N 25 /syðˈvɛsd/' 5 syðvɛst 17 177 1,7 sydvest N 9 /ˈsyðˈvɛsd/' 2 syðvɛst 7 63 0,0 sydvestfor ADV 1 /syðˈvɛsdˈfʌ/' 1 = 9 0,0 sydvestlig ADJ 18 /syðˈvɛsdli/' 8 = 163 8,6 sydvestlige ADJ 2 /syðˈvɛsdliːˀi/' 0 syvɛsdliːi 1 24 20,8 sydvestlige ADJ 10 /syðˈvɛsdliːi/' 1 syðvɛsdliː 3 111 9,0 sydvestlige ADJ 1 /ˈsyðˈvɛsdliːˀi/' 0 syðvɛsdliːə 1 12 8,3 sydvestligt ADJ 1 /syðˈvɛsdlid/' 0 syðvɛslit 1 10 10,0 sydvestom ADV 1 /syðˈvɛsdʌmˀ/' 1 = 10 0,0 sydvestpå ADV 2 /syðˈvɛsdpɔːˀ/' 2 = 24 0,0 sydøst N 1 /ˈsyðˈøsd/' 0 syðøst 1 6 0,0 sydøst ADV 3 /ˈsyðˈøsd/' 0 syðøst 2 18 5,6 sydøst ADV 51 /syðˈøsd/' 12 syðøst 32 321 2,5 sydøst N 33 /syðˈøsd/' 8 syðøst 21 204 2,0 sydøstfor ADV 1 /syðˈøsdfʌ/' 1 = 9 0,0 sydøstlig ADJ 3 /syðˈøsdli/' 1 = 24 16,7 sydøstlige ADJ 1 /syðˈøsdliːˀi/' 0 syðøsdliːi 1 11 9,1 sydøstlige ADJ 1 /ˈsyðˈøsdliːi/' 1 = 10 0,0 sydøstlige ADJ 8 /syðˈøsdliːi/' 3 = 80 7,5 sydøstpå ADV 1 /ˈsyðˈøsdˈpɔːˀ/' 0 syðˀøstpɔːˀ 1 11 0,0 symmetrisk ADJ 4 /syˈmeːˀtʁisg/' 0 symeːˀtʁisk 2 44 6,8 synes V 6 /ˈsyns/' 4 = 24 12,5 syv NUM 9 /ˈsywˀ/' 7 = 37 2,7 sædvanlig ADJ 1 /sɛðˈvæːˀnli/' 0 sɛvæːˀni 1 10 20,0 særlig ADJ 2 /ˈsæɐ Kli/' 1 = 10 10,0 særligt ADJ 2 /ˈsæɐ Klid/' 0 salE1 12 50,0 sæt V 2 /ˈsɛd/' 2 = 6 0,0 sætningen N 1 /ˈsɛdneŋˀŋ E/' 1 = 8 0,0 sætte V 15 /ˈsɛdə/' 3 sɛd 6 60 23,3 sætter V 40 /ˈsɛdɐ/' 12 sɛɾɐ 17 160 18,8 sættes V 1 /ˈsɛdəs/' 0 sɛɾəs 1 5 20,0 Sø EGEN 75 /ˈsøːˀ/' 74 = 300 0,3 sø N 84 /ˈsøːˀ/' 80 = 339 0,3 søbred N 1 /ˈsøbʁæðˀ/' 1 = 7 0,0 søbredden N 5 /ˈsøbʁæðˀn E/' 5 = 41 0,0 sød ADJ 1 /ˈsøðˀ/' 1 = 4 0,0 søen N 38 /ˈsøːˀøn/' 22 = 228 3,1 søens N 3 /ˈsøːˀøns/' 2 = 21 0,0 søndagen N 1 /ˈsœnˀdæːˀæn/' 0 sœnˀdæːˀn E1 10 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R sønden ADV 3 /ˈsønn E/' 0 sœnn E2 12 25,0 Søndergade EGEN 27 /ˈsønɐgæːð E/' 8 sønɐgæːð 10 217 8,3 Søren EGEN 2 /ˈsɶːɐn/' 0 sœːɐn 1 10 20,0 sørge V 1 /ˈsɶːɐ/' 0 sɶː 1 4 25,0 sørger V 3 /ˈsɶːɐ/' 0 sœɐ K1 12 50,0 så ADV 5 /ˈsɔːˀ/' 4 = 20 15,0 så ADV 2499 /ˈsʌ/' 1647 = 5016 17,8 så KONJ 332 /ˈsʌ/' 178 = 664 24,2 så V 1 /ˈsʌ/' 0 sɔːˀ 1 4 25,0 sådan ADV 451 /ˈsʌdan/' 3 sʌdn E103 2317 42,7 sådan ADJ 101 /ˈsʌdan/' 0 sn E31 508 53,1 sådan ADV 12 /ˈsʌˈdan/' 4 = 61 24,6 sådan ADV 2 /sʌˈdan/' 2 = 10 0,0 således ADV 2 /ˈsʌleːð Es/' 0 sʌleðs 2 14 28,6 således ADV 5 /ˈsʌˈleːð Es/' 2 = 35 8,6 således ADV 1 /sʌˈleːð Es/' 1 = 7 0,0 t N 1 /ˈteːˀ/' 1 = 4 0,0 t-kryds N 1 /ˈteːˀkʁys/' 1 = 9 0,0 t-krydset N 1 /ˈteːˀkʁysð E/' 1 = 9 0,0 t'et N 1 /ˈteːˀð E/' 1 = 5 0,0 tabt V 1 /ˈtɑbd/' 0 tɑb 1 4 25,0 tabte V 1 /ˈtɑbdə/' 0 tɑb 1 5 40,0 tag N 5 /ˈtæːˀ/' 2 = 22 0,0 tage V 19 /ˈtæːˀ/' 6 ta 11 76 32,9 tager V 102 /ˈtɑːˀ/' 85 = 408 6,9 taget V 4 /ˈtæːjð E/' 0 tæð 1 20 40,0 taget V 1 /ˈtæːˀð E/' 0 tæːæð 1 5 20,0 taget N 10 /ˈtæːˀð E/' 9 = 51 0,0 tagetagen N 2 /ˈtɑwetæːˀɕən/' 0 tɑwetæːˀɕn E2 22 9,1 tagetagen N 2 /ˈtɑwetæːɕən/' 0 tɑwesæjɕn E1 20 15,0 tagvindue N 1 /ˈtɑwvendu/' 0 tɑwvendʊ 1 8 12,5 tak N 28 /ˈtɑg/' 19 = 84 7,1 takkede ADJ 6 /ˈtɑgð Eð E/' 1 tɑgð E3 30 23,3 takker N 16 /ˈtɑgɐ/' 11 = 64 7,8 takkerne N 8 /ˈtɑgɐnə/' 4 = 48 6,3 takket ADJ 4 /ˈtɑgð E/' 3 = 16 6,3 tale V 1 /ˈtæːlə/' 1 = 5 0,0 taler V 3 /ˈtæːˀlɐ/' 0 tæːˀl 2 18 16,7 talte V 1 /ˈtæːldə/' 0 tæːˀldə 1 7 0,0 tand N 1 /ˈtanˀ/' 1 = 4 0,0 teater N 2 /teˈæːˀdɐ/' 1 = 14 7,1 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R teateret N 19 /teˈæːˀdɐð E/' 0 tæːˀdɐð 4 154 20,8 Teaterpassagen EGEN 52 /teˈæːˀdɐpasæːɕən/' 2 teæːˀdɐpasæːɕn E8 800 16,9 tegn V 1 /ˈtɑjˀn/' 1 = 5 0,0 tegne V 7 /ˈtɑjnə/' 0 tɑjn 3 35 22,9 tegner V 12 /ˈtɑjnɐ/' 10 = 60 3,3 tegnet V 11 /ˈtɑjnð E/' 7 = 55 5,5 tegning N 6 /ˈtɑjneŋ/' 3 = 36 8,3 tegningen N 5 /ˈtɑjneŋˀŋ E/' 5 = 40 0,0 tegninger N 1 /ˈtɑjneŋˀɐ/' 1 = 8 0,0 tegninger N 1 /ˈtɑjneŋɐ/' 0 tajneŋɐ 1 7 14,3 tekst N 1 /ˈtɛgsd/' 1 = 5 0,0 teksten N 12 /ˈtɛgsdn E/' 7 = 72 8,3 tekstens N 1 /ˈtɛgsdn Es/' 0 tɛɣsdn Es 1 7 14,3 telefon N 1 /teləˈfoːˀn/' 1 = 9 0,0 telefonboks N 17 /teləˈfoːˀnbʌgs/' 5 = 222 9,0 telefonboksen N 31 /teləˈfoːˀnbʌgsn E/' 9 = 435 8,0 telefonboksens N 1 /teləˈfoːˀnbʌgsn Es/' 0 telfoːˀnbʌgsn Es 1 15 6,7 temmelig ADV 2 /ˈtɛmm Eli/' 0 tɛmli 1 12 25,0 terminologien N 1 /tæɐ Kminoloˈgiːˀin/' 0 tæɐ KmnolEgɪːˀn 1 15 26,7 Thomas EGEN 2 /ˈtʌmas/' 1 = 10 20,0 ti NUM 25 /ˈtiːˀ/' 21 = 100 6,0 ticentimeterspunkt N 1 /ˈtiːˀsɛntimeːˀdɐspɔŋˀd/' 0 tiːˀpsɪntɪmeːˀɾɐspɔŋˀd 1 22 13,6 tid N 9 /ˈtiðˀ/' 9 = 36 0,0 tiden N 11 /ˈtiðˀn E/' 3 = 55 36,4 tidligere ADJ 2 /ˈtiðliːɐɐ/' 0 tiðliɐ 2 16 25,0 tidligere ADJ 1 /ˈtiðliːˀɐɐ/' 0 tiðliɐ Kˀ 1 9 33,3 tidligt ADJ 1 /ˈtiðlid/' 0 tɪðlʏ 1 6 50,0 tidsel N 1 /ˈtislE/' 1 = 4 0,0 tidspunkt N 16 /ˈtiðspɔŋˀd/' 3 tiðspɔŋˀ 5 144 17,4 til PRÆP 1133 /ˈtel/' 82 te 736 3401 41,3 til KONJ 24 /ˈtel/' 1 te 21 72 36,1 til ADV 16 /ˈtel/' 5 te 8 48 29,2 tilbage ADV 57 /teˈbæːɪ/' 8 tebæːæ 21 342 21,3 tilbageværende ADJ 1 /teˈbæːɪvæːˀɐnə/' 1 = 13 0,0 tilbyde V 1 /ˈtelbyðˀð E/' 1 = 8 0,0 tilfælde N 1 /ˈtelfɛlˀə/' 0 telfɛlˀlE1 8 12,5 tilføje V 2 /ˈtelfʌjˀɪ/' 0 tɪlfʌjə ‚1 16 25,0 tilføjelse N 1 /ˈtelfʌjˀlEsə/' 0 telfɶjˀlEsə 1 10 0,0 tilføjelser N 1 /ˈtelfʌjˀlEsɐ/' 0 telfɶjˀlEsɐ 1 10 0,0 tilgroede V 10 /ˈtelgʁoːˀð Eð E/' 0 telgʁoːˀð E5 100 17,0 tilgroet V 18 /ˈtelgʁoːˀð E/' 10 = 162 8,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R tilpasse V 1 /ˈtelpasə/' 0 telpas 1 7 14,3 tilsvarende ADJ 10 /ˈtelsvɑːˀɑnə/' 5 = 110 5,5 ting N 13 /ˈteŋˀ/' 12 = 52 1,9 tingester N 1 /ˈteŋŋ Esdɐ/' 0 teŋ Esdɐ 1 7 14,3 tja INTERJ 1 /ˈtja/' 1 = 3 0,0 tjek N 1 /ˈtjɛg/' 1 = 4 0,0 tjekke V 1 /ˈtjɛgə/' 0 tjɛɣə 1 5 20,0 to NUM 166 /ˈtoːˀ/' 159 = 664 2,1 tom ADJ 2 /ˈtʌmˀ/' 2 = 8 0,0 tomme ADJ 4 /ˈtʌmə/' 4 = 16 0,0 top N 2 /ˈtʌb/' 2 = 6 0,0 toppen N 21 /ˈtʌbm E/' 19 = 84 2,4 toppunktet N 1 /ˈtʌbpɔŋˀdð E/' 1 = 9 0,0 tosprogede ADJ 1 /ˈtosbʁɔwˀð Eð E/' 0 tosbʁɔwˀwð E1 11 9,1 totempæl N 23 /ˈtoːtɛmpɛːˀl/' 7 = 255 8,2 totempælen N 20 /ˈtoːtɛmpɛːˀln E/' 3 toːtəmpɛːˀln E5 240 13,3 totempælens N 1 /ˈtoːtɛmpɛːˀln Es/' 0 totm Epɛːˀn Es 1 13 23,1 trafikerede ADJ 1 /tʁɑfiˈkeːˀɐð E/' 0 tʁɑv •ɪkeɐ Kˀð E1 11 36,4 trafiklyset N 1 /tʁɑˈfiglyːˀsð E/' 1 = 12 0,0 tramper V 1 /ˈtʁɑmbɐ/' 1 = 6 0,0 tre NUM 75 /ˈtʁæːˀ/' 35 = 375 6,1 tredive NUM 1 /ˈtʁaðvə/' 1 = 6 0,0 tredje NUM 2 /ˈtʁæðjə/' 0 tʁæðɪ 1 12 25,0 tredjedel N 9 /ˈtʁæðjədeːˀl/' 4 = 99 6,1 tredjedele N 1 /ˈtʁæðjədeːlə/' 0 tʁæðɪdeːl 1 11 18,2 treetages ADJ 1 /ˈtʁæetæːˀɕəs/' 0 tʁæɪtæːˀɕɪs 1 11 9,1 trekant N 169 /ˈtʁækanˀd/' 106 = 1353 0,5 trekantede ADJ 1 /ˈtʁækanˀdð Eð E/' 0 tʁækandð E1 10 20,0 trekanten N 28 /ˈtʁækanˀdn E/' 25 = 254 0,4 trekanter N 3 /ˈtʁækanˀdɐ/' 3 = 27 0,0 trekanterne N 1 /ˈtʁækanˀdɐnə/' 0 tʁækandɐnə 1 11 9,1 trekantet ADJ 1 /ˈtʁækanˀdð E/' 1 = 9 0,0 trekvart ADJ 1 /tʁæˈkvɑːd/' 1 = 8 0,0 tresserdør N 1 /ˈtʁæsɐdɶɐ Kˀ/' 1 = 9 0,0 trin N 2 /ˈtʁin/' 2 = 8 0,0 trisset V 1 /ˈtʁisð E/' 1 = 5 0,0 trist ADJ 1 /ˈtʁisd/' 1 = 5 0,0 tro V 3 /ˈtʁoːˀ/' 3 = 15 0,0 troede V 4 /ˈtʁoːð Eð E/' 0 tʁoð 3 24 45,8 tror V 65 /ˈtʁoɐ Kˀ/' 51 = 325 7,4 trykker N 1 /ˈtʁœgɐ/' 0 tʁœgə 1 5 0,0 Ordform PoS # Afledt repræsentation m Hyppigst #h #fon R østsydøst N 2 /ˈøsdsyðˈøsd/' 0 øsdsyðøst 2 18 0,0 østsø N 1 /ˈøsdsøːˀ/' 1 = 7 0,0 Østsø EGEN 1 /ˈøsdsøːˀ/' 1 = 7 0,0 Østsøen EGEN 32 /ˈøsdsøːˀøn/' 6 østsøːˀøn 10 290 4,8 Østsøen EGEN 1 /ˈøsdˈsøːˀøn/' 1 = 9 0,0 Østsøens EGEN 2 /ˈøsdsøːˀøns/' 0 øssøːˀns 1 20 10,0 østvestdimensionen N 1 /øsdˈvɛsddimɛnɕoːˀnn E/' 0 øsdvɛsddɪmn Eɕoːˀŋ E1 18 22,2 østvestretning N 1 /øsdˈvɛsdʁadneŋ/' 0 øsdvɛstʁɑdneŋ 1 13 0,0 øverst ADJ 33 /ˈøwˀɐsd/' 18 = 198 4,0 øverste ADJ 51 /ˈøwˀɐsdə/' 36 = 360 2,5 øvre ADJ 7 /ˈøwʁɐ/' 5 = 28 7,1 øvrigt ADJ 4 /ˈøwʁid/' 0 øwid 1 20 35,0 åbenbart ADJ 1 /ˈɔːbm Ebɑːˀd/' 0 ɔbm Ebɑːˀd 1 10 10,0 åbenbart ADJ 4 /ˈɔːbm Eˈbɑːˀd/' 1 = 36 11,1 åbenbart ADV 1 /ˈɔːbm Eˈbɑːˀd/' 1 = 9 0,0 åbent ADJ 3 /ˈɔːbn Ed/' 0 ɔːbn Et 1 15 20,0 åh INTERJ 15 /ˈɔː/' 9 = 30 26,7 åha INTERJ 2 /ˈɔːˈha/' 0 ɔːɦa 1 8 12,5 Appendix 3 – Fonem-fon-par Her data for de 769 forskellige fonem-fon-par. Forklaring af tabellen: •fon - Det afledte fonem •rea - Realiseringen af fonemet •r/d - Angivelse af hvorvidt realiseringen er bedømt som (r)educeret eller (d)istinkt. •# - Antal forekomster af den givne realisering •RH – reduktionshierarkisk indeks. Værdien er målt ved at tælle antal reduktion i resten af ordet hvori den givne realisering forekommer (se afsnit 11.2-11.3) fon rea r/d # RH 0 ʁ -d 1 0,0 0 e d 1 0,0 0 ɐ 0d 2 0,0 0 ç d 10 3,6 0 ɐ d 3 4,0 0 æ d 8 5,7 0 j d 144 6,4 0 ː d 180 7,7 0 b d 1 7,7 0 ʁ d 10 7,8 0 l d 2 8,0 0 ħ d 14 9,0 0 ə d 4 10,0 0 w d 1 10,0 0 ɸ d 2 11,1 0 ɦ d 1 11,1 0 f d 1 12,5 0 d d 6 13,3 0 n d 2 14,3 0 p d 1 14,3 0 g d 5 15,2 0 u d 1 16,7 0 m d 1 16,7 0 x d 1 20,0 0 i d 1 20,0 0 θ d 11 23,5 0 ˀ d 184 24,0 0 ð d 5 31,6 ː ʁ -d 1 0,0 ː ʁ d 1 0,0 ː ɐ 0-d 8 4,8 ː ɐ 0d 79 5,1 ː j d 51 5,4 ː ð d 31 8,2 ː ː d 10346 9,1 fon rea r/d # RH ː 0 r 4258 28,8 ː w d 18 36,8 a ɐ r 63 15,5 a a d 4089 15,8 a æ d 98 18,2 a a d 3 18,5 a ɐ 0r 9 18,8 a ɑ d 205 19,0 a lEr 1 20,0 a ə r 498 21,5 a ə -r 8 22,5 a ɛ r 396 23,7 a ɜ r 7 24,0 a a r 8 29,5 a ʌ r 6 31,8 a ɐ -r 2 33,3 a ɔ r 1 33,3 a ʏ r 1 33,3 a 0 r 641 35,3 a ɪ r 91 36,2 a ɪ-r 12 38,5 a e r 11 39,4 a ɑ -r 1 40,0 a ɛ -r 5 40,0 a ʊ r 5 40,0 a ː r 4 65,0 a əRr 1 75,0 ɐ e r 1 0,0 ɐ ð r 4 0,0 ɐ lEr 1 0,0 ɐ æ r 5 4,8 ɐ ʌ d 17 8,8 ɐ ɐ -r 8 10,0 ɐ ɐ d 6316 10,3 ɐ 0 r 28 13,2 fon rea r/d # RH ɐ ə d 313 13,3 ɐ ɜ r 4 13,6 ɐ ɛ r 14 13,6 ɐ a d 47 14,9 ɐ ɐRd 4 15,2 ɐ ɑ d 22 15,4 ɐ ə -d 2 15,8 ɐ ɔ r 5 18,5 ɐ ɒ d 12 18,6 ɐ 0 r 417 19,2 ɐ ɐ 0d 99 19,2 ɐ ɪ r 75 23,7 ɐ ʊ r 19 23,8 ɐ m Er 1 25,0 ɐ ɐ 0r 321 29,6 ɐ ʏ r 1 33,3 ɐ ɶ r 1 33,3 ɐ ʌRd 1 50,0 ɐ 0ɐ d 1 0,0 ɐ 0ɐ 0d 3311 7,8 ɐ 0ː r 97 18,3 ɐ 00 r 2022 43,7 ɑ ɜ r 2 0,0 ɑ æ r 4 5,7 ɑ ɪ r 2 7,1 ɑ ɛ r 18 8,1 ɑ a r 176 12,1 ɑ ɑ d 4353 14,8 ɑ ə r 63 15,1 ɑ ɐ r 150 18,5 ɑ ə -r 3 35,3 ɑ ɑRd 3 46,2 ɑ i r 1 50,0 ɑ 0 r 38 64,8 ɑ ʌ r 3 71,4 ɑ ɔ r 2 75,0 ɑ ɒ r 2 83,3 ɑ ʊ r 3 100,0 ɑ ɐ 0r 9 100,0 ɒ ʌRr 2 21,7 ɒ ɒ d 2623 28,9 ɒ ɶ r 1 50,0 ɒ 0 r 50 56,0 ɒ ɔ r 77 66,5 ɒ ʊ r 4 66,7 ɒ ʏ r 1 66,7 ɒ ɜ r 4 66,7 ɒ œ r 3 66,7 ɒ ɑ r 3 71,4 ɒ ɪ r 2 75,0 ɒ ə r 170 77,0 ɒ ʌ d 2889 81,0 ɒ ɐ r 25 87,2 ɒ a r 1 100,0 ɒ a r 2 100,0 ɒ ɐ 0r 1 100,0 ɒ ɛ r 1 100,0 ɒ ɤ r 1 100,0 ɒ ə -r 5 100,0 ɒ ʌ -r 9 100,0 b p Zɸ d 2 0,0 b w r 1 0,0 b b Zɸ d 1 0,0 b ɸ r 4 10,0 b p d 55 11,6 b b d 2366 11,8 b β r 122 14,2 b ^-Er 1 16,7 b ^- r 2 20,0 b ^E r 1 25,0 b m r 1 27,8 b 0 r 23 31,1 b f r 4 35,3 ɕ ɕ d 271 13,1 ɕ z r 1 16,7 ɕ s r 3 17,9 ɕ ʑ r 7 27,6 d ɹ -r 2 0,0 d s dr 1 0,0 d ç r 1 0,0 d ɹ dr 1 0,0 d t d 1319 3,8 d θ r 33 3,8 d ɦRr 5 7,1 d ð gr 3 9,5 d tdr 3 11,1 d d d 9180 11,2 d ɹ gr 2 12,5 d n -r 2 13,3 d ɾ r 328 13,4 d t Zs d 1 14,3 d b r 4 19,0 d ɹ r 107 19,1 d ð r 31 19,2 d ɣ r 1 20,0 d d Zj d 3 22,2 d 0 r 2008 22,5 d ɹ Er 2 25,0 d s r 12 25,0 d ɾRr 1 25,0 d n r 86 27,0 d d Zz d 3 33,3 d ɲ r 1 33,3 d g r 2 33,3 d d dr 13 35,1 d z r 27 39,0 d d -r 1 40,0 d x r 1 40,0 d n Er 1 50,0 d l r 1 50,0 d s Er 1 66,7 d ŋ r 1 66,7 ð j r 1 0,0 ð ð gd 1 0,0 ð ː r 76 6,3 ð d r 2 9,1 ð ð d 3054 9,6 ð ð Ed 160 20,1 ð 0 r 125 28,3 ð ð dr 1 50,0 ð ð -r 1 50,0 ð Eɐ r 2 0,0 ð Euð d 1 0,0 ð Eð gə d 1 0,0 ð Eɪð d 1 0,0 ð Eið d 1 0,0 ð Eð E-r 1 0,0 ð Em Er 5 0,0 ð Eʏð d 1 0,0 ð Eɛð d 1 0,0 ð Eðɪ d 4 0,0 ð Eɛ r 1 0,0 ð Eəð d 42 3,2 ð Eðə d 58 3,4 ð Eð Ed 1454 7,2 ð Eə r 164 7,5 ð Eɐð d 5 10,0 ð E0 r 140 11,8 ð Eð r 442 15,5 ð Eʏ r 3 18,8 ð Eə -r 2 20,0 ð Eɪ r 6 21,4 ð Eɹ gEr 1 25,0 ð Eæð d 1 25,0 ð Eŋ Er 1 25,0 ð Eɔ r 1 33,3 ð Ej r 2 33,3 ð Eð dr 1 33,3 ð Eɑð d 2 37,5 e ø r 3 6,3 e ɪ-r 3 6,7 e i r 44 11,5 e e d 7175 13,8 e ɛ r 205 16,6 e ʊ r 2 16,7 e ɤ r 1 16,7 e ə r 108 18,6 e æ r 25 19,1 e ɪRr 1 20,0 e ɪ r 140 24,2 e ː r 2 27,5 e 0 r 180 28,2 e i r 1 28,6 e ʏ r 15 34,8 e e d 13 38,1 e j r 8 42,9 e e -r 4 45,0 e ɣ Er 1 50,0 e ɜ r 2 50,0 e a r 191 56,8 e ɐ r 38 64,9 e ɑ r 231 68,2 e œ r 1 100,0 ᵊ e d 2 0,0 ᵊ ʌ d 2 0,0 ᵊ wə d 2 0,0 ᵊ a d 1 0,0 ə y d 1 0,0 ᵊ jə d 9 0,0 ᵊ ʏ d 1 0,0 ə ʌ -r 1 0,0 ᵊ jɪ d 5 0,0 ᵊ ɔ r 2 0,0 ᵊ y d 2 0,0 ə ŋ Er 13 0,0 ᵊ ʊ d 32 0,0 ᵊ u d 103 1,7 ᵊ ø d 50 1,8 ə m Er 43 1,9 ᵊ ɛ d 4 3,7 ə ʊ d 7 3,8 ᵊ o r 20 3,9 ᵊ ə d 64 4,4 ə a d 6 4,4 ᵊ i d 307 5,0 ᵊ 0 d 73 5,2 ᵊ ɑ d 31 5,3 ə n Er 84 6,7 ᵊ ɪ d 30 7,4 ə ə d 2044 7,5 ə 0 r 415 8,3 ə ɪ d 386 9,0 ᵊ ɒ d 14 9,8 ə ɐ d 43 9,9 ə ɪ-r 4 10,0 ə lEr 31 10,1 ə ɛ d 38 10,5 ə ʏ d 79 12,4 ə ə -r 9 12,5 ᵊ 0 r 799 14,0 ə əRd 1 14,3 ə i d 3 14,3 ə ɒ d 1 15,0 ə e d 26 15,5 ə 0 r 1388 17,3 ᵊ ɐ d 5 18,2 ə ø d 1 25,0 ə ʌ d 2 25,0 ə œ d 1 28,6 ə n E-r 1 33,3 ɛ æ r 5 0,0 ɛ œ r 1 0,0 ɛ ɑ r 2 0,0 ɛ ʌ r 1 0,0 ɛ a r 6 0,0 ɛ lEr 1 0,0 ɛ ɔ r 1 0,0 ɛ ɛ d 3950 10,9 ɛ ʏ r 2 11,1 ɛ e d 143 12,7 ɛ ə r 67 14,0 ɛ ɪ r 60 17,9 ɛ j r 3 18,8 ɛ ɛ -r 2 23,1 ɛ e r 2 25,0 ɛ ɪRr 3 28,6 ɛ ɪ-r 1 33,3 ɛ 0 r 296 33,5 ɛ ɐ r 4 37,5 ɛ ɛRd 49 39,4 ɛ ʏ -r 1 44,4 ɛ ɜ r 1 50,0 ɛ a r 1 50,0 ɛ ə -r 2 50,0 ɛ əRr 7 50,0 ɛ ʊ r 1 100,0 ɛ ɐ 0r 1 100,0 f β r 2 12,5 f f d 2374 13,2 f v gr 21 22,3 f v dr 1 23,1 f v r 5 28,9 f w r 1 41,7 f fEd 1 80,0 g ɣ r 1190 12,1 g ç r 24 14,1 g k Zx d 6 14,3 g k d 127 14,5 g k Zç d 2 20,0 g ɣ Er 5 20,0 g x r 166 20,3 g j r 42 20,4 g g d 6990 21,7 g 0 r 91 31,4 g ɣ -r 1 33,3 g ç Er 1 37,5 g d r 1 50,0 g ŋ r 99 54,5 h χ r 2 0,0 h ç r 7 10,8 h h d 1299 11,1 h ɦ d 2527 16,7 h ħ r 4 21,4 h 0 r 151 54,5 h x r 1 66,7 i igd 2 0,0 i 0 r 14 2,9 i j r 26 9,0 i m Er 1 10,0 i ɪ-r 22 10,1 i ɐ r 1 11,1 i ʊ r 3 12,9 i i d 4281 12,9 i i d 2 16,7 i ɪ r 708 16,9 i i-r 15 18,0 i ɛ r 2 18,2 i y r 3 18,5 i ʏ -r 1 22,2 i e r 15 23,7 i ʏ r 22 26,1 i ɪRr 3 27,8 i 0 r 61 29,1 i ə r 10 30,7 i ɜ r 1 50,0 ɪ ɛ r 1 0,0 ɪ æ r 34 7,3 ɪ 0 r 88 8,2 ɪ ə r 8 10,8 ɪ jə d 6 11,5 ɪ j r 8 17,8 ɪ ɪ d 176 18,1 ɪ ɜ r 1 25,0 ɪ ə -r 1 28,6 ɪ ʏ r 1 33,3 j ɲ r 1 0,0 j i r 1 0,0 j j d 1778 8,5 j l r 1 10,0 j ː r 139 11,0 j 0 r 475 15,1 j ð r 2 16,7 j w r 1 100,0 j j -r 1 100,0 k k d 2641 13,1 k x r 74 32,0 k h r 1 33,3 k g r 39 51,9 k ɣ r 50 62,1 k ɦ r 1 66,7 k ç r 1 66,7 k k Zx d 1 100,0 k 0 r 6 100,0 l ɫ r 4 4,8 l ð r 2 11,1 l d r 8 12,9 l l d 7262 12,9 l lgd 4 15,4 l l-r 31 15,5 l ɬ r 11 17,7 l j r 7 18,0 l ldr 11 22,5 l n r 21 22,7 l lEd 151 27,5 l 0 r 1906 30,6 l ː r 32 40,9 l ɹ r 5 42,9 lEɫEr 1 0,0 lElEd 182 8,4 lEɛl d 1 14,3 lEn Er 3 15,0 lEə r 2 16,7 lEl r 15 23,4 lE0 r 30 26,4 lEŋ Er 2 28,6 lEm Er 2 30,0 m ŋ r 1 0,0 m m E-r 1 9,1 m m d 3583 14,9 m m dr 33 18,9 m β r 1 20,0 m m dEr 2 33,3 m w r 2 37,5 m v r 1 40,0 m wRr 2 42,9 m m Ed 189 46,5 m b r 3 50,0 m 0 r 27 52,1 m m -r 2 83,3 m n r 1 100,0 m Eɪ d 1 0,0 m Emə d 1 0,0 m Eə d 4 3,7 m Em Ed 67 7,0 m En Er 7 9,4 m E0 r 32 14,6 m En r 1 20,0 m Em r 2 50,0 n l r 1 0,0 n ɹ r 1 0,0 n ɾRr 1 0,0 n d r 1 0,0 n ː r 7 4,3 n ŋ Er 1 10,0 n n d 9785 10,4 n m r 16 12,9 n ŋ r 70 17,8 n n dEr 1 20,0 n ɲ Er 1 25,0 n ɹRr 2 25,0 n n dr 30 28,5 n m Er 3 30,0 n ɲ r 6 30,3 n n -r 4 30,8 n n Ed 775 31,5 n 0 r 738 34,9 n ð r 2 37,5 n n E-r 4 76,9 n Eɪn d 1 0,0 n Eɛn d 2 0,0 n Eən d 6 2,7 n En Ed 1191 9,8 n En d 31 11,3 n E0 r 46 14,8 n Eŋ Er 15 17,4 n Em r 5 20,0 n En r 169 21,1 n En E-r 3 25,0 n Em Er 7 25,0 n En dr 1 33,3 n En -r 1 37,5 n Eə r 1 40,0 n Eɒn r 4 50,0 ŋ ŋ dr 1 0,0 ŋ n r 1 9,1 ŋ ŋ d 1162 9,3 ŋ n Er 3 20,0 ŋ 0 r 23 21,8 ŋ ŋ Ed 37 22,4 ŋ ː r 1 40,0 ŋ En Er 1 0,0 ŋ Eŋ Ed 240 8,4 ŋ Eŋ r 1 10,0 ŋ Eŋ dEr 1 10,0 ŋ E0 r 21 14,0 o o d 2097 8,3 o ʌ r 2 14,3 o 0 r 33 15,9 o w r 21 16,2 o o -r 3 16,7 o ɵ r 3 16,7 o ə r 24 17,1 o ʊ r 50 17,8 o ʏ r 1 18,2 o ɪ r 3 19,0 o ʊ -r 3 19,4 o ɒ r 41 20,1 o o d 7 20,3 o u r 4 21,7 o ɔ r 46 22,1 o ø r 1 100,0 ɶ ɶ d 220 6,9 ɶ ʌ d 13 9,6 ɔ ɔ d 1716 14,4 ɔ o r 16 16,3 ɔ ɒ r 3 22,2 ɔ ʌ r 14 24,0 ɔ œ r 1 25,0 ɔ ʊ r 6 26,2 ɔ ɔRd 3 28,6 ɔ ɜ r 1 50,0 ɔ 0 r 6 53,3 ɔ ɔ -r 1 66,7 ɔ ə r 5 66,7 ɔ ɤ r 1 66,7 ɔ u r 1 66,7 ɔ ʊRr 1 100,0 ɔ ʏ r 1 100,0 ɔ əRr 1 100,0 p p d 1507 10,6 p ɸ r 6 11,8 p f r 1 12,5 p p dr 4 14,3 p b r 22 16,7 p β r 8 18,1 p 0 r 1 85,7 ɹ ɹ d 2 0,0 ʁ ð r 1 0,0 ʁ ʁ -gr 1 0,0 ʁ ɐ 0r 12 2,7 ʁ ʁ gd 8 7,7 ʁ ʁ d 3607 9,0 ʁ 0 r 272 9,3 ʁ ː r 5 11,1 ʁ χ r 1 11,1 ʁ w r 2 20,0 ʁ ʁ -r 8 21,7 ʁ ʁ dr 12 23,3 ʁ ɹ r 1 25,0 s ʑ r 2 0,0 s t Zs d 1 11,1 s ɕ r 47 15,1 s s d 15743 16,7 s ʑ dr 1 25,0 s ʂ r 1 25,0 s t r 4 38,5 s 0 r 61 41,9 s z r 327 46,9 s ð r 2 50,0 s d dr 1 66,7 s z gr 1 80,0 s z Er 9 80,0 s s Ed 16 82,1 s h r 2 90,0 s d r 2 100,0 t ɾ r 2 3,8 t d r 55 8,8 t θ r 1 9,1 t ɹ r 1 10,0 t t d 1795 10,7 t s r 101 15,8 t 0 r 5 17,8 t z Er 1 18,2 t l r 2 18,8 t tdr 1 20,0 t z r 32 21,2 t d Zz d 2 30,8 t t Zɕ d 1 40,0 u ʏ r 15 10,7 u u d 2140 11,5 u o d 78 11,6 u u d 2 16,7 u ʊ r 204 20,0 u ɒ r 1 25,0 u 0 r 8 50,0 u ə -r 1 50,0 u ə r 2 50,0 u w r 5 52,4 u u -r 2 57,1 u ʊ -r 1 100,0 u ʊRr 1 100,0 ʊ ə r 2 0,0 ʊ o r 1 0,0 ʊ v gə d 1 0,0 ʊ vœ d 1 0,0 ʊ və d 9 0,0 ʊ wə d 2 0,0 ʊ i r 9 5,6 ʊ ʊ d 66 6,2 ʊ ɒ r 2 20,0 ʊ 0 r 14 20,3 ʊ w r 17 20,4 v v -r 3 0,0 v v d 3602 12,3 v v gd 24 14,7 v m r 2 20,0 v v dr 26 31,4 v β r 4 40,0 v w r 64 44,3 v 0 r 30 46,9 v f r 2 75,0 v v Ed 2 100,0 ʌ ɶ d 307 6,2 ʌ ɔ r 65 12,3 ʌ ʌ d 5498 13,3 ʌ ə -r 37 13,8 ʌ o r 7 14,1 ʌ ɒ r 54 14,3 ʌ ɐ r 10 17,2 ʌ ʌ -r 7 17,6 ʌ ɜ r 367 18,9 ʌ ʊ r 10 23,7 ʌ ɒRr 1 28,6 ʌ ə r 915 31,9 ʌ ɪ-r 13 37,5 ʌ ɜ -r 4 37,5 ʌ ɑ r 5 38,5 ʌ ʏ r 2 40,0 ʌ 0 r 409 43,7 ʌ a r 8 47,2 ʌ ʌRd 10 48,5 ʌ n Er 3 50,0 ʌ ɪ r 68 53,6 ʌ ɛ r 11 64,7 ʌ əRr 1 75,0 w v gd 1 0,0 w ɣ d 2 0,0 w v d 30 3,4 w ʊ d 9 7,8 w w d 1096 10,4 w 0 r 2783 15,0 w ð r 2 15,4 w ː r 112 17,1 w w dr 1 25,0 y œ r 1 0,0 y ø r 1 0,0 y y d 1363 6,2 y ʏ r 95 8,4 y y -r 1 33,3 y ə r 1 50,0 æ ɛ d 234 12,0 æ æ d 2774 12,3 æ ɜ r 2 12,5 æ ɪ r 8 14,3 æ ɪ-r 1 16,7 æ æRd 5 16,7 æ ɔ r 2 26,3 æ ə r 31 27,9 æ ɪRr 1 42,9 æ a d 588 53,2 æ ɑ r 26 53,8 æ e r 50 60,8 æ ɐ r 23 77,4 æ ʌ r 17 94,7 æ 0 r 523 98,2 æ ɒ r 2 100,0 æ ː r 99 100,0 æ i r 5 100,0 æ ʊ r 1 100,0 æ u r 16 100,0 ø e r 1 0,0 ø ɶ r 1 0,0 ø ø d 1553 8,9 ø œ r 6 9,5 ø ø -r 1 28,6 ø ʏ r 1 66,7 ø 0 r 1 100,0 œ œ d 372 11,7 œ ɶ d 489 13,5 œ ø r 4 17,2 œ ɒ r 1 50,0 ˀ ˀ d 12415 7,8 ˀ 0 r 5131 35,4 [Document text truncated for crawler view.]